Disciplinær irettesættelse. Manglende partshøring, mangelfuld begrundelse, bekendtgørelse.

Disciplinær irettesættelse. Manglende partshøring, mangelfuld begrundelse, bekendtgørelse.

A klagede til mig over en disciplinær irettesættelse meddelt af Rigspolitichefen og tiltrådt af Justitsministeriet.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A sammen med tre andre politiassistenter gjorde tjeneste på politistationen i X-by den 28. august 1990 fra kl. 16.00 til kl. 24.00.

Ved stationsmeddelelse nr. 8 af 21. februar 1990 var der fastsat følgende regler for aflåsning m.v. af politistationen i X-by uden for normal åbningstid

"...

Når personalet forlader stationen udenfor normal åbningstid, skal de sikre sig, at følgende er i orden

...

3. Planskab, hittegodsskab og våbenskab er aflåsede og nøglerne i de to førstnævnte skabe er fjernet (anbringes i nøgleskabet).

4. Vinduerne er lukket/påhaspet og yderdørene aflåsede.

..."

Den 29. august 1990, kl. ca. 02.25, blev der begået indbrud på politistationen, hvorved der bl.a. blev stjålet 7 tjenestepistoler og kontanter.

I notits af 30. august 1990 fra politimesteren blev bl.a. følgende anført

"...

Når stationen er lukket, skal alle tjenestevåben være anbragt i et våbenskab, som er anbragt i et kontor ved siden af ekspeditionen. Våbenskabet skal være låst, og kan kun åbnes ved brug af en kode. Kontoret er det eneste kontor som omfattes af tyverialarmen (rum-alarm).

Da tyveriet havde fundet sted, blev det konstateret, at et vindue i et garderoberum ikke var lukket, idet gerningsmanden havde foretaget indstigning gennem dette vindue, det blev også konstateret at våbenskabet ikke var opbrudt, idet skabet var helt intakt og kodelåsen var også intakt. Det må derfor formodes, at gerningsmanden har været så heldig, at ramme koden så skabet har kunnet åbnes, eller også har det ikke været låst.

...

Derfor er pa. (A), pa. (B) og pa. (C) gjort bekendt med foranstående, og at der ønskes en forklaring vedrørende forholdene da de forlod politistationen kl. 24.00, men da det ikke kunne udelukkes, at der indledes en disciplinærsag efterfølgende, idet stationsmeddelelse nr. 8 vedrørende pkt. 4 og måske heller ikke pkt. 3 ikke er efterkommet, er de samtidigt gjort bekendt med, at de under henvisning til rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10 pkt. 9 ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

De erklærede herefter alle tre, at de ikke ønskede at udtale sig eller afgive notits om forholdet.

..."

Notitsen blev fortsat den 31. august 1990 således

"Våbenskabet har i dag været genstand for en undersøgelse, hvor det blev konstateret, at det aldrig har været kodet rigtigt. Erklæring om disse forhold vil senere fremkomme."

Endelig blev det ved fortsat notits den 3. september 1990 anført, at de pågældende havde fået udleveret genpart.

I skrivelse af 5. september 1990 fra politimesteren til A meddeltes følgende

"I forbindelse med indbruddet på (X) politistation den 29.8.1990 kl. 0227 er det konstateret, at et vindue til garderoberummet stod åbent og at våbenskabet ikke var aflåst.

Af vagtlisten fremgår, at De havde tjeneste til kl. 24 den 28.8.1990, og således kan have været den sidste, der forlod politistationen.

Ved stationsmeddelelse af 21.2.1990 er det indskærpet, at den, der sidst forlader stationen, skal sikre sig bl.a., at vinduerne er lukket og skabene låst.

Med henblik på en vurdering af, om der kan foreligge en tjenesteforseelse, skal jeg give Dem adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om sagen, herunder om Deres eventuelle handlinger og observationer i relation til vinduet og skabet, da De forlod stationen.

..."

A udtalte herefter i notits af 2. oktober 1990 følgende

"På opfordring kan det oplyses, at jeg tirsdag den 28. august 1990 var på arbejde i tidsrummet kl. 1600-2400 sammen med 3 andre kollegaer.

Stationen forlades kl. 2400 og forinden foretages kontrol af om tjenestekøretøjerne er aflåst, nedbrydning af EDB-skærm, døgnrapporten telefaxes til (...), div. nøgler låses inde i nøgleskab, bærbare Stornoer og våben låses inde i våbenskab, neddæmpning af belysning, tyverialarm aktiveres, bagdøren aflåses og porten til baggården lukkes og aflåses.

I hvilken rækkefølge tingene er gjort og af hvem, erindrer jeg ikke, idet dette foregår helt rutinemæssigt.

Jeg bemærkede ingen åbentstående vinduer, da jeg forlod stationen via baggården."

De tre andre politiassistenter udtalte sig tilsvarende.

I skrivelse af 8. oktober 1990 indberettede politimesteren sagen for Rigspolitichefen med angivelse af, hvilke forhold der efter politimesterens opfattelse burde tages hensyn til ved sagens vurdering. Han fandt, at det kunne lægges til grund, at vinduet havde stået åbent og våbenskabet været uaflåst, da medarbejderne forlod bygningen omkring kl. 24, at det formentlig kunne lægges til grund, at indbruddet ville være begået under alle omstændigheder f.eks. gennem en meget sårbar glasveranda, at forpligtelsen til lukning m.v. i en situation som den foreliggende, hvor 4 mænd forlod stationen sammen, måtte antages at påhvile hver enkelt, og at det ikke med fuld tilstrækkelig sikkerhed turde lægges til grund, at våbenskabet end ikke var forsøgt låst. Han fandt sagen egnet til afgørelse med en irettesættelse.

Skrivelsen sendtes til høring hos Dansk Politiforbund, der svarede, at forbundet kunne tiltræde indstillingen.

Rigspolitichefen meddelte herefter i skrivelse af 22. november 1990 A og de tre andre en irettesættelse. Skrivelsen blev sendt til politimesteren med anmodning om udlevering af en genpart til hver af de implicerede. Afgørelsen blev begrundet således

"Af en med Deres skrivelse af 8. oktober 1990 fremsendt disciplinærsag fremgår, at politiassistenterne

(A)

(B)

(C)

(D)

alle (X-by) har gjort sig skyldig i tjenesteforseelse ved den 28. august 1990 at have tilsidesat bestemmelserne i stationsmeddelelse nr. 8 af 21. februar 1990 vedrørende aflåsning m.v. af politistationen i (X-by) uden for normal åbningstid, når stationen forlades af personalet.

Det fremgår af sagen, at politiassistenterne den pågældende dag ca. kl. 24 forlod politistationen efter endt tjeneste uden at sikre sig, at vinduerne var lukkede/påhaspede. Den efterfølgende nat blev der begået indbrud på politistationen, i hvilken forbindelse der blandt andet blev stjålet 7 tjenestevåben og et større kontant beløb. Våbnene er senere tilvejebragt. Det er konstateret, at gerningsmanden skaffede sig adgang til politistationen via et åbentstående vindue.

De har indstillet, at sagen disciplinært afgøres derved, at politiassistenterne meddeles en irettesættelse.

I den anledning meddeler jeg herved ovennævnte politiassistenter en irettesættelse.

..."

I skrivelse af 8. marts 1991 klagede A til Justitsministeriet, idet han bl.a. gjorde gældende,

- at ledelsen havde udtalt sig på en sådan måde, at A var blevet udsat for hetz i dagspressen,

- at irettesættelsen reelt skyldtes det uaflåsede våbenskab, hvorfor skrivelsen af 22. november 1990 var misvisende,

- at det ikke kunne bevises, at A og de andre havde efterladt stationen med et åbent vindue og ulåst våbenskab,

- at afgørelsen var truffet for at dække over pinlige forhold i sagsforløbet, og

- at tjenestemandsloven ikke var fulgt, idet A ikke havde fået kopi af sagen eller havde haft mulighed for at se denne.

Rigspolitichefen udtalte den 5. april 1991 følgende

"...

Ved min afgørelse har jeg lagt til grund, at de pågældende politiassistenter den 28. august 1990 forlod politistationen efter endt tjeneste uden at sikre sig, at vinduerne var lukkede/påhaspede, og at gerningsmanden til et indbrud på politistationen samme nat skaffede sig adgang via et åbentstående vindue.

Henset til de ting og værdier, herunder våben og uniformer, der opbevares på tjenestestederne, må jeg generelt lægge betydelig vægt på, at gældende retningslinier for sikring af tjenestestederne nøje følges.

Jeg har således i den konkrete sag fundet det nødvendigt at reagere disciplinært med en irettesættelse."

A fremkom i skrivelse af 28. april 1991 med supplerende udtalelser.

I skrivelse af 4. juni 1991 meddelte Justitsministeriet, at det ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigspolitichefens afgørelse. Ministeriet lagde herved vægt på de forhold, der var anført i Rigspolitichefens udtalelse.

Efter at A på ny havde rettet henvendelse til Justitsministeriet, fastholdt ministeriet i skrivelse af 27. juni 1991 sin afgørelse af 4. juni 1991.

Såvel Rigspolitichefen som Justitsministeriet fastholdt i skrivelser af henholdsvis 7. og 28. januar 1992 de trufne afgørelser.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

" 1. Irettesættelsen.

Justitsministeriets afgørelse er truffet i henhold til tjenestemandslovens §§ 10 og 24, der lyder således

" § 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver."

" § 24. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked.

..."

Rigspolitichefen og Justitsministeriet har ved deres afgørelser lagt til grund, at De og Deres kolleger havde begået en tjenesteforseelse.

Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må det efter min mening tillægges betydning,

- at De gjorde tjeneste indtil kl. 24.00 den 28. august 1990, hvor stationen blev forladt,

- at De (og de 3 øvrige politiassistenter) ifølge stationsmeddelelse nr. 8, pkt. 4, var forpligtet til at sikre, at vinduerne var lukket/påhaspet, da stationen blev forladt,

- at undersøgelser viste, at vinduet i garderoberummet ikke var lukket/påhaspet, da indbruddet fandt sted, og

- at det af Deres (og de øvriges) udtalelser af 2. oktober 1990 fremgår, at der ikke blev foretaget kontrol af, om vinduerne var behørigt lukket/påhaspet.

Herefter finder jeg ikke grundlag for at kritisere, at Justitsministeriet fandt, at grundlaget for en irettesættelse var til stede.

2. Partshøring.

Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, lyder således

" § 20. En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

..."

Herudover gælder om partshøring forvaltningslovens § 19, der lyder således

" § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

..."

Tjenestemandsloven opstiller ingen krav til formen af den i § 20 nævnte fremstilling. De fik genpart af notitsen af 30. august 1990. Desuden fik De skrivelsen af 5. september 1990. I begge dele omtaltes de faktiske omstændigheder, der lå til grund for indberetningen, og jeg må derfor anse § 20, stk. 1, for overholdt.

Det ville efter min mening have været bedst stemmende med princippet i § 19, stk 1, at De inden afgørelse om at ikende Dem en irettesættelse havde fået udleveret indberetningen af 8. oktober 1990 til udtalelse.

Pligten efter § 19 omfatter ikke kun rent faktuelle oplysninger, men også andre oplysninger, der indgår i sagens faktum, f.eks. bedømmelser m.v. fra andre instanser, der indgår i afgørelsesgrundlaget på samme måde som sagens faktum i øvrigt. Politimesterens indberetning indeholdt en selvstændig vurdering af Deres forhold, herunder en indstilling om sanktionsvalget. Denne vurdering må anses for omfattet af udtrykket "oplysninger vedr. sagens faktiske omstændigheder" i § 19, stk. 1. De var ikke orienteret om, at disse vurderinger, som var til ugunst for Dem, forelå. Da oplysningerne desuden var af væsentlig betydning for sagens afgørelse, burde De have været partshørt herom. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 408. Den manglende partshøring finder jeg kritisabel.

Endvidere er det i ombudsmandspraksis fast antaget, at der i sager om uansøgt afsked eller anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte gælder en ulovbestemt grundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om den besluttende myndigheds bedømmelse (retlige kvalifikation) af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger. Jeg henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.

Som nævnt ovenfor har De alene haft adgang til at udtale Dem om sagens faktiske omstændigheder i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1. Jeg finder det kritisabelt, at Rigspolitichefen ikke, forinden sagen blev afgjort, foretog partshøring i henhold til den nævnte grundsætning.

Justitsministeriet burde have påtalt disse forhold. Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

3. Begrundelse.

Forvaltningslovens § 22 lyder således

" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, lyder således

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Skrivelsen af 22. november 1990, hvori De meddeltes en irettesættelse, indeholdt ingen henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Der burde have været henvist til tjenestemandslovens §§ 10 og 24.

Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold. Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

I Deres skrivelse af 8. marts 1991 til Justitsministeriet anførte De bl.a., at det var Deres opfattelse, at irettesættelsen var givet "på grundlag af våbnene og ikke på grund af manglende sikring af vinduer". Til støtte for Deres synspunkt henviste De til et hovedbestyrelsesreferat fra Dansk Politiforbund. Jeg er ikke enig i Deres synspunkt, idet Rigspolitichefen efter min mening klart begrundede irettesættelsen med den manglende sikring af vinduer. Begrundelsen er således ikke misvisende, og det nævnte referat har ingen betydning i denne henseende.

4. Afgørelsens meddelelse.

...

Det følger af god forvaltningsskik, at afgørelser skal meddeles parten direkte, medmindre helt ekstraordinære omstændigheder i den konkrete sag stiller sig i vejen herfor, jf. Eilschou Holm i Juristen 1986, s. 251-52, og Juridisk grundbog 1989, bind 4, s. 191, samt FOB 1990.366 og 386.

Rigspolitichefens skrivelse af 22. november 1990 blev sendt til politimesteren (...) med anmodning om, at De fik udleveret en genpart.

En sådan fremgangsmåde må jeg under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.

Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.

Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

Som anført under 2.-4. finder jeg, at der blev begået flere processuelle fejl i forbindelse med meddelelsen af irettesættelsen.

Ingen af de nævnte forhold har dog haft betydning for grundlaget for irettesættelsen, og jeg har derfor ikke fundet at burde foretage videre udover at gøre de implicerede myndigheder bekendt med min opfattelse.

..."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1990, s. 408 ( FOB 1990, s 339 ), FOB 1990, s. 363 ( FOB 1990, s. 339 ) og FOB 1990, s. 366 ( FOB 1990, s. 339 ) og 386 ( FOB 1990, s. 339 ).

Resumé

Efter et indbrud på en politistation indberettede politimesteren (P) til Rigspolitichefen (R), at politiassistent A m.fl. havde tilsidesat bestemmelserne i en stationsmeddelelse om aflåsning m.v. af politistationen. R meddelte herefter A m.fl. en irettesættelse. A klagede til Justitsministeriet, der tiltrådte R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at A ikke blev partshørt om P's indberetning, der indeholdt en selvstændig vurdering af forholdet, herunder en indstilling om sanktionsvalget. Endvidere burde A have været partshørt om R's bedømmelse af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger, inden sagen blev afgjort.

Ombudsmanden kritiserede desuden, at afgørelsen ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endelig anså Ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at afgørelsen ikke blev meddelt A direkte. (J. nr. 1991-2069-60).