Uansøgt afskedigelse af tjenestemand på prøve. Partshøring, partsaktindsigt, begrundelse, underretning, kompetence.
Statutory Text (2 Articles)
Uansøgt afskedigelse af tjenestemand på prøve. Partshøring, partsaktindsigt, begrundelse, underretning.
A, der før prøvetidens udløb uansøgt var blevet afskediget fra sin stilling som tjenestemandsansat politibetjent, klagede til mig over grundlaget for Rigspolitichefens afskedigelse. Endvidere klagede A over sagsbehandlingen i forbindelse hermed.
Det fremgik af sagens oplysninger, at A blev ansat som tjenestemand på prøve den 1. maj 1989. I tiden 1. maj 1989 til 27. januar 1990 deltog A i kursus på politiskolen. Af personaleblad PG-I dateret 1. februar 1990 fremgik bl.a., at A havde fulgt undervisningen i tilfredsstillende grad, men at A til tider havde haft svært ved at udvikle en større forståelse for politiarbejdet. A blev bedømt egnet til fortsat uddannelse. Det blev desuden anført, at hun med fordel kunne rådes og vejledes af en ældre, moden og tålmodig vejleder.
Den 29. januar 1990 begyndte A på Københavns Politis station X, hvor hun første gang blev bedømt den 25. april 1990. Af personaleblad PG-II fremgår, at A blev bedømt tilfredsstillende på alle punkter og egnet til videre uddannelse.
Ved den næste bedømmelse den 5. september 1990 fik A bedømmelsen ret tilfredsstillende vedrørende punkt b: arbejdsindsats, punkt c: beh. skriftl. arbejder og punkt e: tjenstlig ansvarsfølelse. A blev bedømt egnet til videre uddannelse. A fik desuden et pålæg for ikke tilfredsstillende forhold/tjeneste. Dette fremgik nærmere af notat af 6. september 1990, hvori vicepolitiinspektøren på station X anførte
"...
Politibetjenten betegnes af bedømmelsesudvalget som umoden og ubehjælpsom og i øvrigt har hun problemer med at klare sine skriftlige arbejder.
Hun undslår sig tilsyneladende for at påtage sig opgaver, hvilket bl.a. har givet sig udtryk i, at flere kollegaer på hendes hold helst ikke vil køre patrulje sammen med hende.
Hun er en dårlig bilfører, hvorfor der vil blive forsøgt yderligere køreuddannelse.
Udvalget besluttede (efter forslag fra hendes gruppe), at hun får tildelt en fast køremakker i de næste 2 måneder, og at hun derefter skal rapporteres til PI.
Politibetjentens planlagte turnus på nærpolitistationen i ugerne 39-40-41 er udskudt indtil videre."
Ved den tredie bedømmelse den 11. december 1990 fik A bedømmelsen mindre tilfredsstillende vedrørende punkterne b, c og e (de samme som ovenfor), og A blev bedømt uegnet til fortsat uddannelse. Bedømmelsen blev uddybet af vicepolitiinspektøren i notat af 13. december 1990 således
"...
Ved 3. bedømmelse den 11/12-90 blev det konstateret, at påtalen tilsyneladende ikke havde virket i den ønskede retning.
· Hun var stadig umoden i sin optræden som politikvinde.
· Hendes patruljering med fast makker var blevet afbrudt på grund af, at hun efter den pgl.s. opfattelse havde svigtet i en farlig situation på gaden.
· Der blev nævnt flere eksempler på, at hun tilsyneladende havde let ved at blive handlingslammet i tilspidsede situationer.
· Hun havde ligeledes svært ved at optræde med den tilstrækkelige autoritet ved f.eks. afhøring af sigtede personer.
· Hun blev betegnet som stadig meget umoden og som konfliktsky.
· Hun var flere gange blevet gjort opmærksom på forholdet af sine holdkammerater, men det var opfattelsen, at hun ikke var i stand til at ændre sig.
..."
Af notatet med senere påtegninger af 17. december 1990 fremgik videre, at A den 13. december 1990 blev gjort bekendt med bedømmelsen, og at hun blev opfordret til selv at søge sin afsked, hvilket hun den 17. december 1990 meddelte, at hun ikke agtede.
Sagen blev herefter af politiinspektøren sendt til personaleafdelingen til videre foranstaltning med indstilling om, at A snarest blev forflyttet og med bemærkning om, at hun indtil videre afspadserede ferie og fridage.
I skrivelse af 18. december 1990 indstillede Københavns politis administrationsafdeling til Rigspolitichefen, at A på grundlag af bedømmelserne og politiinspektørens notat af 13. december 1990 blev afskediget.
I skrivelse af 19. december 1990 til Rigspolitichefen oplyste A, at hun fandt afskedigelsesgrundlaget meget utilfredsstillende. A henviste bl.a. til, at hun under en samtale med politiassistent B forud for den første bedømmelse på station X havde fået at vide, at hun ikke skulle skrive så mange sager. Begrundelsen var, at de andre på holdet skulle kunne følge med, og at A's sager i øvrigt lå i den bedste trediedel. Som følge heraf skrev A efter den første bedømmelse færre sager.
A henviste desuden til, at tillidsmanden C efter den anden bedømmelse den 5. september 1990 havde sagt til A, at hun ikke skulle tro på noget af det, da det ikke passede. Han havde over for A oplyst, at der var 2-3 personer, som havde udtalt sig negativt. Tillidsmanden havde imidlertid givet udtryk for, at holdet var tilfreds med hende, og at han ikke mente, der var problemer med bilkørslen. Dog nævnte han, at A's sagsantal var faldet, og at der havde været problemer med opstillingen af rapporter. Han mente, at A nok skulle blive fast ansat. A undrede sig over, at negative udtalelser fra 2-3 personer ud af et hold på ca. 40 kunne have så stor indflydelse.
A oplyste endvidere, at det eneste rigtige i bedømmelsen var, at hun var lidt tilbageholdende i enkelte situationer. Dette skyldtes, at A ikke syntes, at hun kunne tillade sig at træde frem og styre situationen over for en ældre kollega.
A oplyste videre, at hun efter den anden bedømmelse fik fast køremakker, men at dette forhold blev afbrudt som følge af en episode den 5. oktober 1990, som hun beskrev detaljeret. A anførte, at hun havde en helt anden opfattelse af situationen end hendes kollega D, som havde givet A en "skideballe", fordi hun ikke havde hjulpet ham tilstrækkeligt. A havde imidlertid ikke ment, at han var i fare, og det var i øvrigt første gang, at A havde været med til en husspektakelsituation. Ifølge A's oplysninger bakkede tillidsmanden hende efterfølgende op. I den sidste måned af bedømmelsesperioden kørte A med en anden vejleder.
A anførte endvidere, at A herefter på forespørgsel fik meddelelse fra tillidsmanden om, at både han, sagsbehandleren E og uddannelsesvejlederen F var enige om, at alt gik godt.
Herefter indtraf en episode, hvor A sammen med G var på Christiania for at forkynde en tilsigelse. Også denne hændelse beskrev A detaljeret i skrivelsen til Rigspolitichefen. A fandt, at G havde handlet fuldstændig uforsvarligt. Dette var han imidlertid ikke enig i.
Af notat dateret 21. januar 1991 fra Københavns politi, station X, fremgik, at A's skrivelse af 19. december 1990 til Rigspolitichefen blev drøftet på et møde den 21. januar 1991 mellem vicepolitiinspektøren og 4 af de i skrivelsen implicerede kolleger. Følgende anførtes
"...
Generelt var der enighed om, at (A's) beskrivelse af de forskellige handlingsforløb var særdeles vanskelig at genkende af de direkte implicerede kolleger.
(A's) beskrivelse af de forskellige situationer og samtaler bærer præg af, at hun i uhyggelig grad har "farvet" beskrivelsen i sit eget favør.
Dette får mødedeltagerne til at konkludere, at (A) - som tidligere fremført - mangler situationsfornemmelse og i høj grad også evnen til selvkritik.
Ret beset beskriver hun handlingsforløbet på en måde, som indicerer, at ingen på stationen - bortset fra (A) - er i stand til at vurdere og bedømme hendes egnethed som polititjenestemand.
..."
Med skrivelse af 25. januar 1991 til personaleafdelingen fremsendte politiinspektøren det nævnte mødenotat og udtalte følgende
"...
Jeg kan yderligere anføre, at (A's) brev kun er et yderligere bevis på hendes manglende vurderingsevne.
At det er lykkedes hende at forlade mit kontor efter en samtale om bedømmelsen uden at situationens alvor er gået op for hende, er utroligt.
Det bestyrker kun, at vores opfattelse af hende er rigtig. Det er fortsat et enigt bedømmelsesudvalgs opfattelse, at (A) er totalt uegnet som politibetjent."
Herefter fastholdt politidirektøren i København den 1. februar 1991 over for Rigspolitichefen indstillingen om, at A blev afskediget.
Rigspolitichefen skrev herefter den 19. februar 1991 følgende til politidirektøren i København med genpart til Dansk Politiforbund
"I anledning af at jeg påtænker at afskedige politibetjent på prøve (A), idet hun med henvisning til Deres skrivelse af 18. december 1990 ikke er i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der må kræves af en polititjenestemand, skal jeg anmode om, at der med henvisning til tjenestemandslovens § 31 gives hende adgang til at udtale sig.
Politibetjenten bedes samtidig gjort bekendt med, at hendes skrivelse af 19. december 1990 har været sendt til udtalelse hos Dem.
Jeg finder på baggrund af Deres udtalelse af 1. februar 1991 ikke anledning til at ændre grundlaget for min afgørelse."
Politidirektøren fremsendte skrivelsen til politiinspektøren på station X, der den 21. februar 1991 videresendte skrivelsen til A, idet A blev anmodet om at kontakte vicepolitiinspektøren telefonisk senest den 26. februar 1991 vedrørende A's ønsker om yderligere skriftlige indlæg.
A fik med skrivelse af 26. februar 1991 efter anmodning tilsendt kopi af skrivelser mellem station X, Københavns politis personaleafdeling og Rigspolitichefen samt notat fra station X vedrørende A's skrivelse til Rigspolitichefen. Samtidig blev A bedt om et svar senest den 6. marts 1991.
Ved skrivelse af 3. marts 1991 bad A om kopi af notat af 13. december 1990 fra politiinspektøren (jf. skrivelsen af 18. december 1990 fra Københavns politi til Rigspolitichefen), idet A herefter ville tage stilling til, om hun ville komme med yderligere skriftlige udtalelser.
Af skrivelse af 6. marts 1991 fra politiinspektøren til personaleafdelingen fremgik følgende
"...
Den 5/3-91 modtog jeg brev fra politibetjenten - BILAG III - hvori hun udbeder sig yderligere kopier.
Det lykkedes at træffe politibetjenten pr. tlf.
Hun blev gjort bekendt med, at hun skulle møde på stationen onsdag den 6/3 kl. 09.00, hvor sagen så ville kunne blive drøftet sammen med undertegnede og stationens fællestillidsmand.
Hun vægrede sig ved at møde, da hun "ikke havde tid".
Hun blev gjort bekendt med, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, såfremt hun ikke mødte.
..."
I skrivelse af 5. marts 1991 meddelte A vicepolitiinspektøren, at hun efter omstændighederne meget nødigt - som anvist af ham - personligt ville kopiere og afhente notatet af 13. december 1990 på station X. A bad derfor på ny om at få notatet tilsendt.
Af ovennævnte skrivelse af 6. marts 1991 fra politiinspektøren fremgik endvidere
"...
Politibetjenten mødte ikke kl. 09.00, og hun var ikke at træffe tlf. Med posten modtog jeg kl. ca. 10.00 vedlagte brev - BILAG IV - fra politibetjenten.
Hun har ikke været at træffe pr. tlf. i dagens løb.
Hun er tilsyneladende ude på at forsinke sagsbehandlingen.
Da hun nu har haft lejlighed til at udtale sig - og ikke som befalet har mødt på stationen - returneres sagen hermed.
(Fremgangsmåden er tlf. aftalt med såvel Københavns Politis Personaleafdeling som Rigspolitiets Personaleafdeling).
..."
I skrivelse af 14. marts 1991 til Rigspolitichefen gjorde A sammenfattende gældende
"...
at forudsætningerne for en "seriøs" bedømmelse af mig i perioden mellem 1. og 2. bedømmelse ikke har været til stede på grund af makkerskab med skiftende kolleger og mit fravær fra stationen.
at forudsætningerne for en "seriøs" bedømmelse af mig i perioden mellem 2. og 3. bedømmelse heller ikke har været til stede, idet makkerskabet også her var skiftende, jfr. at den planlagte 2 måneders fast vejleder periode ikke blev gennemført og heller ikke var planlagt gennemført fra (D's) side.
at påtalen om umodenhed m.v. er en påtale af meget generel karakter uden konkrete kritikpunkter.
at der efter påtalen ikke blev givet vejledning om, hvordan jeg kunne rette op på dette forhold og hertil kommer, at jeg på trods af, hvad der blev meddelt mig ved bedømmelsen om holdets syn på mig, blev frarådet at skifte hold.
at andre forhold end rent tjenestelige indgår i bedømmelsen af min egnethed som betjent, idet jeg nu efter min klage af 19. december 1990 er "totalt uegnet".
at det fremstår som om, at man, fordi man manglede en "seriøs" bedømmelse, har lagt afgørende vægt på een episode - og mere end situationen efter min opfattelse kan bære, når det henses til at situationen var ny for mig, at jeg er i en uddannelsessituation, og at der åbenbart er uoverensstemmende opfattelser af situationen.
at det ved 2. og 3. bedømmelse anførte omkring min person, er forhold som kunne være konstateret allerede på politiskolen."
Som svar på Rigspolitichefens høringsskrivelse af 19. februar 1991 udtalte Dansk Politiforbund i skrivelse af 18. marts 1991, at forbundet kunne tiltræde, at A blev afskediget, da A ikke var i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer og personlige egenskaber.
I skrivelse af 22. marts 1991 meddelte Rigspolitichefen A følgende
"Ved skrivelse af 19. februar 1991 blev det tilkendegivet Dem, at jeg agtede at afskedige Dem fra Deres stilling som politibetjent på prøve, da De ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der må kræves af en polititjenestemand.
I skrivelse af 14. marts 1991 har De udtalt Dem i henhold til tjenestemandslovens § 31.
Efter en fornyet gennemgang af sagen har jeg ikke fundet grundlag for at ændre afgørelsen.
I den anledning opsiges De til at fratræde Deres stilling som politibetjent på prøve med udgangen af juni måned 1991.
De vil indtil Deres fratræden fortsat være tjenstgørende i København.
..."
Skrivelsen blev sendt til politidirektøren med anmodning om udlevering til A.
I skrivelse af 7. april 1991 til politiinspektøren klagede A over den måde, hvorpå afskedigelsen var blevet meddelt hende. A anførte følgende
"...
Tirsdag den 26. marts 1991, kl. 21.30, henvendte 2 kolleger fra station (X) sig personligt på min bopæl og afleverede ovennævnte skrivelse vedrørende min afskedigelse uden kuvert. Det vil sige, at meddelelsen om min afsked, kan have været flere kolleger på station (X) bekendt, før jeg blev gjort bekendt med den.
..."
I skrivelse af 14. april 1991 søgte A sin afsked til fratræden med udgangen af maj 1991, hvilket blev imødekommet.
I A's skrivelse af 14. april 1991 til mig klagede A over grundlaget for den ved Rigspolitichefens skrivelse af 22. marts 1991 meddelte opsigelse samt sagsbehandlingen i forbindelse hermed, idet A navnlig henviste til det i skrivelsen af 14. marts 1991 anførte. Jeg videresendte A's klage til Justitsministeriet til besvarelse.
I skrivelse af 3. juni 1991 udtalte Rigspolitichefen bl.a. følgende
"...
Til grund for min afgørelse lå en samlet vurdering af politibetjentens egnethed til fortsat uddannelse med henblik på fastansættelse som polititjenestemand.
Det er fortsat min opfattelse, at grundlaget for denne bedømmelse har været fuldt tilstrækkeligt og i overensstemmelse med de fastsatte retningslinier for den løbende vurdering af politibetjente på prøve.
Politibetjenten havde således i december 1990 forrettet mere end 10 måneders praktisk uddannelsestjeneste i København. I dette forløb er politibetjenten bedømt 3 gange af et bredt sammensat bedømmelsesudvalg. Bedømmelserne er afgivet i enighed.
...
Det bemærkes, at politidirektøren i København ved skrivelse af 25. april 1991 har indberettet (A) for tjenesteforseelse ved at være udeblevet fra tjeneste på station (X) uden lovlig grund, uagtet hun ved de to skrivelser af henholdsvis 2. og 10. april 1991 var pålagt at møde til tjeneste.
I den anledning blev lønnen for den pågældende standset fra den 15. april 1991 i medfør af Finansministeriets cirkulære af 26. september 1988.
..."
A modtog kopi af denne udtalelse, men afgav ikke supplerende oplysninger.
I skrivelse af 2. september 1991 meddelte Justitsministeriet, at man efter en gennemgang af sagen ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigspolitichefens afgørelse. Ministeriet lagde herved vægt på de forhold, der var anført i Rigspolitichefens udtalelse. Samtidig beklagede Justitsministeriet, at A ikke havde modtaget klagevejledning.
I skrivelse af 15. oktober 1991 opretholdt A sin klage til mig af 14. april 1991.
I skrivelser af henholdsvis 23. december 1991 og 27. januar 1992 henholdt Rigspolitichefen og Justitsministeriet sig til de tidligere trufne afgørelser.
Endelig gjorde A i skrivelse af 1. april 1992 til mig gældende, at der ved den sidste bedømmelse deltog en suppleant for tillidsmanden, og at denne suppleant kun havde anden hånds viden.
Endvidere anførte A, at der ikke i bedømmelsesudvalget deltog en repræsentant for politibetjente under uddannelse. Desuden var A uforstående overfor, at bedømmelsen skulle være afgivet i enighed, idet dette ikke stemte overens med tillidsmandens tidligere afgivne udtalelser.
I en skrivelse til A udtalte jeg følgende
"1) Afskedigelsen.
Justitsministeriets afgørelse er truffet på baggrund af tjenestemandslovens § 28, 1. pkt., der lyder således
" § 28. Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned."
Afgørelsen af, om der er grundlag for at meddele uansøgt afsked, beror på en skønsmæssigt præget vurdering.
En sådan afgørelse kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kritisere, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.
Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at det kan give mig grundlag for kritik, at Justitsministeriet i denne sag fandt, at grundlaget for uansøgt afsked var til stede.
Jeg har herved lagt til grund, at De under den praktiske del af Deres uddannelse på station (X) over en periode på ca. 10 mdr. blev bedømt 3 gange af et bedømmelsesudvalg. Ved den 2. bedømmelse fik De et pålæg for ikke tilfredsstillende forhold, og ved den 3. bedømmelse blev De fundet uegnet til videre uddannelse.
En stor del af kritikpunkterne imod Dem knytter sig til episoder/forhold, hvorom der foreligger modstridende oplysninger. Det gælder således f.eks. episoderne vedrørende husspektakler og Christiania, oplysningerne om Deres skriftlige indsats, Deres evner som bilfører samt tillidsmandens udtalelser. Jeg må konstatere, at der her er tale om, at påstand står mod påstand. Jeg finder ikke, at yderligere undersøgelser fra min side helt vil kunne afklare den bevismæssige usikkerhed, der foreligger på dette punkt. Det giver mig imidlertid ikke anledning til kritik, at Rigspolitichefen, uanset den bevismæssige usikkerhed, har tillagt tilkendegivelserne fra Deres kolleger og overordnede betydning ved bedømmelsen af Deres egnethed. Det kommer herved i betragtning, at udtalelserne er afgivet af flere forskellige personer, overvejende personer med megen erfaring i politiarbejde.
Jeg har noteret mig, at De har oplyst, at bedømmelsen af, at De var lidt tilbageholdende i enkelte situationer, var rigtig.
Det fremgår desuden af sagen, at det faste køremakkerskab blev afbrudt på Deres foranledning.
Jeg har, således som sagen er oplyst over for mig, ikke fundet omstændigheder, der giver mig grundlag for kritik af, at Justitsministeriet og Rigspolitichefen efter en samlet vurdering har fundet, at der var tilstrækkeligt grundlag for at meddele Dem uansøgt afsked på grund af uegnethed.
Der er imidlertid en række forhold omkring proceduren i forbindelse med Deres afsked, som giver mig anledning til at bemærke følgende
2. Partshøring.
Tjenestemandslovens § 31, stk. 1, lyder således
" § 31. Inden en tjenestemand afskediges uden ansøgning, skal der, bortset fra de i § 29 nævnte tilfælde, gives såvel vedkommende centralorganisation som tjenestemanden selv adgang til at udtale sig, medmindre forhør har været afholdt efter §§ 20-22."
Skrivelsen af 19. februar 1991, hvorved De fik adgang til at udtale Dem, blev sendt i genpart til Dansk Politiforbund. Jeg må konstatere, at dette ikke er i overensstemmelse med reglen i § 31, stk. 1, hvorefter skrivelsen skulle have været sendt til Deres centralorganisation, dvs. CO II. Det er imidlertid sædvanlig praksis, at centralorganisationen sender høringsskrivelsen til vedkommende medlemsorganisation til udtalelse.
Det fremgår af sagen, at De blev mundtligt orienteret om bedømmelserne. De fik ikke forud for eller samtidig med skrivelsen af 19. februar 1991 en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse. Under hensyn hertil finder jeg, at det havde været hensynsfuldt, om De i hvert fald samtidig med skrivelsen af 19. februar 1991 havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i denne skrivelse, så meget desto mere som det fremgår, at Dansk Politiforbund samtidig med genparten modtog "fotokopi af sagens akter". Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.
Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.
3. Partsaktindsigt.
Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser
" § 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
..."
"§ 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 nævnte undtagelser
1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og
..."
" § 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.
..."
" § 12....
Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel."
" § 16....
Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler herimod...."
Med skrivelse af 26. februar 1991 fik De på begæring tilsendt kopi af visse af sagens akter. Ved skrivelse af 3. marts 1991 bad De om kopi af notat af 13. december 1990. Som svar på Deres anmodning blev De bedt om at møde på stationen den 6. marts 1991 med henblik på en drøftelse af sagen, og det blev meddelt Dem, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis De ikke mødte. Da De ikke mødte, returnerede politiinspektøren sagen den 6. marts 1991 til personaleafdelingen med bemærkning om, at De tilsyneladende var ude på at forsinke sagsbehandlingen og nu havde haft lejlighed til at udtale Dem.
Da der i skrivelsen af 18. december 1990 fra Københavns politi til Rigspolitichefen flere steder henvises til notatet af 13. december 1990, var De efter min opfattelse berettiget til at få afskrift eller kopi af notatet, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2 og § 16, stk. 3.
Det følger af forvaltningslovens § 11, stk. 1, at sagens afgørelse i sådanne tilfælde udsættes, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.
Det fremgår af Deres skrivelse af 14. marts 1991, at De på dette tidspunkt var i besiddelse af notatet. Deres begæring er således blevet imødekommet i perioden 6. til 14. marts, hvilket er i overensstemmelse med forvaltningslovens § 16, stk. 2.
Jeg finder det imidlertid kritisabelt, at De som følge af Deres berettigede anmodning fik pålæg om at møde på stationen med henblik på en drøftelse af sagen med politiinspektøren og fællestillidsmanden og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis De ikke mødte.
Justitsministeriet burde i skrivelsen af 2. september 1991 have påtalt disse forhold.
Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.
4. Begrundelsen.
Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser
" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."
" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
..."
I skrivelsen af 22. marts 1991, hvori Rigspolitichefen meddelte Dem afsked, burde der have været henvist til tjenestemandslovens § 28.
Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.
Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.
5. Afgørelsens form og meddelelse.
...
Det antages i teorien, at det må følge af god forvaltningsskik, at afgørelser i dag meddeles parten direkte, medmindre helt ekstraordinære omstændigheder i den konkrete sag stiller sig i vejen herfor, jf. Eilschou Holm i Juristen 1986, s. 251-52, og Juridisk grundbog 1989, bind 4, s. 191.
Rigspolitichefens skrivelse af 22. marts 1991 om afskedigelsen blev overrakt Dem af 2 ansatte fra station (X) uden kuvert.
En sådan fremgangsmåde må jeg under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.
Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.
Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.
...
Som anført under 2.-5. finder jeg, at der blev begået flere processuelle fejl i forbindelse med afskedigelsen af Dem.
Ingen af de nævnte forhold har dog haft betydning for grundlaget for afskedigelsen, og jeg har derfor ikke fundet at burde foretage videre udover at gøre de implicerede myndigheder bekendt med min opfattelse.
..."
Resumé
En tjenestemandsansat politibetjent A blev af Rigspolitichefen før prøvetidens udløb afskediget uansøgt, da hun ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der måtte kræves af en polititjenestemand. A klagede til Justitsministeriet (JM), der tiltrådte afskedigelsen.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om uansøgt afsked, men der var en række forhold omkring proceduren, som gav anledning til bemærkninger.
Under hensyn til at A ikke forud for eller samtidig med partshøringsskrivelsen havde fået en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse, fandt ombudsmanden, at det havde været hensynsfuldt, om A i hvert fald samtidig med skrivelsen havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i høringsskrivelsen.
Ombudsmanden kritiserede, at A som følge af hendes berettigede anmodning om partsaktindsigt fik pålæg om at møde på stationen og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis hun ikke mødte.
Afskedigelsesskrivelsen burde have indeholdt en henvisning til tjenestemandslovens § 28.
Ombudsmanden fandt det i strid med god forvaltningsskik, at afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt til A, men i stedet overbragt hende af 2 ansatte fra samme politistation uden kuvert.
JM burde have påtalt disse forhold over for Rigspolitichefen. (J. nr. 1991-1961-60).