Videregivelse af fortrolige oplysninger om asylansøger til myndigheder i hjemlandet. "Åbenbart grundløs"-proceduren.

§ 28

"Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

...

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

..."

Lovens § 29 har følgende indhold

"I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

ansøgeren har givet samtykke hertil,

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller

særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes."

Som det fremgår, vedrører § 29 indhentelse af oplysninger. Hvis myndigheden, der i en ansøgningssag vil have oplysninger indhentet, i den forbindelse ønsker særligt fortrolige oplysninger videregivet, må denne videregivelse bedømmes efter reglerne i § 28.

Det følger af overskriften til forvaltningslovens § 28 ("Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed") og af forarbejderne, at bestemmelsen alene angår videregivelse af fortrolige oplysninger til andre danske forvaltningsmyndigheder, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 75.

Forvaltningens videregivelse af fortrolige oplysninger i relationer, der ikke omfattes af § 28, stk. 1 - herunder videregivelse til udenlandske myndigheder - må principielt bedømmes på grundlag af de almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og i straffelovens § 152 ff eller specielle tavshedsforskrifter i den udstrækning, der foreligger sådanne. Herefter er det afgørende, om videregivelsen kan anses for "berettiget". Ved udfyldningen af denne retlige standard må forvaltningslovens kapitel 8 tillægges en vis normerende virkning.

I det omfang oplysninger efter § 28 ikke kan videregives til en dansk forvaltningsmyndighed uden samtykke, bør de næppe heller i almindelighed videregives til en udenlandsk myndighed uden samtykke.

Efter min opfattelse har der i forbindelse med henvendelsen til det bulgarske udenrigsministerium været tale om videregivelse af fortrolige oplysninger af den art, som er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Jeg henviser herved til, at oplysninger om strafbare forhold udtrykkeligt er nævnt blandt de oplysninger, der vedrører enkeltpersoners rent private forhold.

Således som sagen er oplyst for mig, ses der derimod ikke at være videregivet oplysning om, at den pågældende havde/har en asylansøgning under behandling. Det er dog nærliggende at tro, at de bulgarske myndigheder har sluttet sig til, at en sådan ansøgning måtte foreligge. Jeg henviser i den forbindelse til, at anvendelsen af den bestemmelse i den bulgarske straffelov, som er anført i verbalnoten og i den angivelig originale domsudskrift, kan være udtryk for forfølgelse af politiske årsager. Den skete videregivelse af oplysninger må derfor ses i lyset heraf.

Videregivelse af fortrolige oplysninger vedrørende en enkeltpersons rent private forhold forudsætter - som ved indhentelse af tilsvarende oplysninger - samtykke eller andet særligt grundlag, jf. princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 2.

Sker videregivelsen i forbindelse med behandlingen af en ansøgningssag, kan der som hovedregel alene være tale om videregivelse med grundlag i samtykke fra den pågældende ansøger. Bestemmelsen i § 28, stk. 2 , nr. 4 - "nødvendigt led i sagens behandling" - må således normalt lades ude af betragtning. Giver ansøgeren ikke sit samtykke til videregivelse, er lovens hovedprincip, at dette tillægges processuel skadevirkning for afgørelsen i den pågældendes sag.

I denne sag har der, i og med at den angivelig originale domsudskrift og tilsigelse er blevet udleveret til Direktoratet for Udlændinge med det formål, at direktoratet kunne foranledige dokumenterne underkastet en ægthedsvurdering, foreligget et samtykke til en vis videregivelse af de indeholdte oplysninger. Samtykket har dog utvivlsomt ikke omfattet en videregivelse af oplysninger til den adressat, som viste sig at modtage oplysningerne: Det bulgarske udenrigsministerium. Jeg henviser herved til princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 4, "oplysning om, ... til hvem oplysninger må videregives" og til løftet i det i asylsager anvendte asylansøgningsskema, s. 1 nederst, hvorefter afgivne oplysninger ikke vil blive videregivet til myndighederne i ansøgerens hjemland.

Ansvaret for at indhente det fornødne samtykke påhviler som udgangspunkt den myndighed, der ønsker de pågældende oplysninger videregivet, jf. Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter (København, 1992) s. 376f.

Den myndighed, der rent faktisk videregiver oplysninger, kan dog ikke uden videre gå ud fra, at samtykke foreligger. Hvilke krav, der i den situation kan stilles, må afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Direktoratet har i sin udtalelse anført, at "henvendelse(n) til de bulgarske myndigheder beklageligvis (er) sket uden det fornødne samtykke fra den mandlige ansøger".

Ambassaden og Udenrigsministeriet har i udtalelserne i anledning af sagen hos mig henvist til direktoratets formulering i skrivelsen af 23. december 1991, hvori det er anført, "at (B's) asylsag har været omtalt i danske aviser, hvorfor de bulgarske myndigheder må antages at være bekendt hermed".

I Deres klienters sag forelå - som anført af Direktoratet for Udlændinge - ikke et samtykke til at videregive oplysninger om (B's) rent personlige forhold til de bulgarske myndigheder, inden direktoratet afsendte skrivelsen af 23. december 1991 til Ambassaden i Sofia via Udenrigsministeriets postforbindelser.

Videregivelse af fortrolige oplysninger til en asylansøgers hjemlands myndigheder må i sagens natur betragtes som noget ganske usædvanligt. Efter min opfattelse burde ambassaden ikke - alene under henvisning til den citerede passus i direktoratets brev - have rettet henvendelse til hjemlandets myndigheder i sagen.

Jeg henviser herved tillige til,

at direktoratet i den nævnte passus ikke klart har givet udtryk for, at en henvendelse til de bulgarske myndigheder ikke ville medføre en videregivelse af oplysninger, disse ikke allerede var i besiddelse af, og

at den nævnte passus ikke uden tvivl kan opfattes som indeholdende oplysning om, at det fornødne samtykke forelå.

Jeg henviser endelig til, at undersøgelser om baggrunden for denne passus uden problemer eller væsentlig forsinkelse kunne have været foretaget.

Sammenfattende er det min opfattelse, at ambassaden ikke på det foreliggende grundlag var berettiget til at rette henvendelse til de bulgarske myndigheder.

Jeg har gjort Ambassaden i Sofia bekendt med min opfattelse.

Direktoratet for Udlændinge har i udtalelsen til mig anført, at det ikke ved den nævnte passus har haft til hensigt at tilkendegive, at der kunne rettes henvendelse til de bulgarske myndigheder. Jeg må lægge dette til grund for min bedømmelse og har således ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere direktoratets sagsbehandling i denne henseende. Heller ikke Udenrigsministeriet - der alene ses at have haft en rolle som postforbindelse - har jeg grundlag for at kritisere.

Vedrørende forvaltningslovens § 19, stk. 1

Direktoratets beklagelse af, at De ikke forud for afgørelsen af 2. september 1992, som advokat for Deres klienter, er blevet partshørt i overensstemmelse med forvaltningsloven, kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse. Da De efterfølgende - forinden den seneste afgørelse - har haft lejlighed til at udtale Dem om sagen, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Vedrørende vurderingen af sagen som åbenbart grundløs

Udlændingelovens § 53 a, stk. 3, og § 53 b er sålydende

§ 53 a

"... Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

..."

§ 53 b

"Direktoratet for Udlændinge underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Direktoratet har truffet bestemmelse herom efter reglerne i § 53 a, stk. 3. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet."

Bestemmelserne blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 574 af 19. december 1985.

Baggrunden for den indførte særlige sagsbehandlingsmåde var et ønske om "en højere grad af tilpasning af sagsbehandlingen til den nærmere karakter af de enkelte sager uden at svække det centrale indhold af udlændingelovens retsgarantier for flygtninge", jf. FT 85/86 tillæg A, spalte 1526. Loven skulle betyde en "mere effektiv og mere forsvarlig administration af sagerne end i dag og samtidig hindre misbrug af retssikkerhedsgarantierne og imødekomme behovet for mere fleksible og hurtigere procedureregler i flygtningenævnet", jf. FT samme sted. Det fremgår af sammenhængen mellem de to bestemmelser, der er citeret ovenfor, at § 53 a, stk. 3, først og fremmest må antages forudsat benyttet over for visse typer af sager.

Lovens forarbejder indeholder ikke oplysninger om, hvad ministeriet ved fremsættelsen af lovforslaget nærmere har lagt i begrebet "åbenbart grundløs". I de almindelige bemærkninger til det lovforslag, der førte til nævnte lov, er dog anført, at begrebet "ikke alene omfatter helt oplagte tilfælde, f.eks. hvor en svensker søger asyl i Danmark, men også tilfælde hvor asylansøgningen på baggrund af flygtningenævnets praksis åbenbart må anses for udsigtsløs", jf. FT 85/86, tillæg A, spalte 1527. Det citerede afsnit peger ligeledes i retning af, at bestemmelsen er forudsat anvendt over for typer af sager.

Det fremgår videre af de almindelige bemærkninger, at det har været forudsat, at afgørelsen om, at ansøgningen blev betragtet som åbenbart grundløs og den deraf følgende afskæring af de almindelige klagemuligheder, blev truffet meget hurtigt efter indrejsen, mens den pågældende ansøger stadig opholdt sig i registreringscenteret. Justitsministeren har således under 3. behandlingen af loven i Folketinget nævnt ca. 14 dage som den tid, ministeriet regnede med ville gå, før afgørelsen om anvendelsen af § 53 a, stk. 3, ville kunne foreligge, jf. FT 85/86, Folketingets forhandlinger, sp. 4004.

Allerede på baggrund af det foran anførte forekommer den fortsatte anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 53 a, stk. 3, mig ikke indlysende. Jeg henviser herved til, at (B) indgav ansøgning om asyl straks ved indrejsen her i landet den 25. marts 1990 og til, at vurderingen i sagen, i og med at de af (B) fremlagte dokumenter blev sendt til ægthedsvurdering i Bulgarien, skiftede karakter og blev helt konkret.

I december 1991 sendte direktoratet - som sagt - de tidligere nævnte dokumenter til ægthedsvurdering via Udenrigsministeriets postforbindelse. Den efterfølgende sagsbehandling affødte alene den refererede udtalelse fra den dommer/domstol, som angiveligt skulle have behandlet (B's) straffesag. Jeg har forstået afgørelsen af 2. september 1992 på den måde, at direktoratet ved denne afgørelse har lagt afgørende vægt på denne udtalelse. En sådan udtalelse må - alene på baggrund af den pågældende dommer/domstols egen interesse i sagen - tages med et vist forbehold. Den tvivl vedrørende ægtheden af de fremsendte dokumenter, som bestod forud for ægthedsvurderingen, er efter min opfattelse ikke blevet afklaret i fornødent omfang. På denne baggrund er det efter min opfattelse meget tvivlsomt, om oplysningsgrundlaget har været tilstrækkeligt til, at (B's) og (A's) ansøgning forud for afgørelsen i skrivelsen af 2. september 1992 fortsat har kunnet betegnes som åbenbart grundløs.

Som det fremgår af det foregående, er direktoratets fortsatte anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 53 a, stk. 3, efter min opfattelse, meget betænkelig. Jeg har overvejet, om dette ikke burde føre til, at jeg henstillede, at sagen nu behandles af Flygtningenævnet. Dette har jeg imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for - af følgende grunde

Den 8. oktober 1993 modtog jeg - efter anmodning - fra Dansk Flygtningehjælp kopier af det materiale, der har ligget til grund for flygtningehjælpens vurdering af sagen - som fortsat åbenbart grundløs - i skrivelse af 11. marts 1993 (...). Materialet består af spørgsmål og svar, som flygtningehjælpen har stillet og fået af Amnesty International i London. Flygtningehjælpen stillede spørgsmål om såvel (anonymiserede) oplysninger i den konkrete sag som om forholdene i Bulgarien i almindelighed. I svarene fra Amnesty International af 5. og 11. marts 1993 er bl.a. anført følgende

"...

The alleged charges are provided under Article 95 paragraph 1 of the Bulgarian Penal Code - Treason (included in the section on crimes against the People's Republic). This crime was alledgedly committed (according to these documents) in late 1990, ... However no such trial were taking place at that time in Bulgaria.

The court sentence does not contain even the minimum requirements contained under Article 303 of the Penal Procedure..."

"... The situation has radically changed since the autumn of 1989 and Bulgarians now have recourse of the European Commission on Human Rights and the Court in Strasbourg. Prime Ministers of Bulgaria and other officials and personalities meet with the pretender to the Bulgarian throne and people freely express their options for the restoration of monarchy as they are free to work on any other non-violent political program.

..."

På baggrund af disse oplysninger har jeg ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for den nævnte henstilling. Jeg har i den forbindelse tillagt det betydning, at det ikke kan være i (A's og B's) interesse at få opholdet her i landet yderligere forlænget. Jeg har endvidere ikke fundet grundlag til at afholde et møde, som nævnt af Deres klient.

For så vidt angår Deres seneste breve med bilag skal jeg bemærke, at jeg alene kan tage stilling til myndighedernes afgørelser på det grundlag, der forelå, da disse traf afgørelse."

Videregivelse af fortrolige oplysninger om asylansøger til myndigheder i hjemlandet. "Åbenbart grundløs"-proceduren.

I skrivelse af 7. september 1992 rettede advokat C for et bulgarsk ægtepar A og B på ny henvendelse til mig i anledning af, at Direktoratet for Udlændinge i skrivelse af 2. september 1992 havde fastholdt direktoratets tidligere afgørelse i skrivelse af 2. november 1990 om afslag på A's og B's ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl). I skrivelsen havde direktoratet endvidere fastholdt sin hidtidige vurdering af ansøgningen som åbenbart grundløs.

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

I skrivelsen af 2. november 1990 havde Direktoratet for Udlændinge meddelt A og B afslag på deres ansøgning om asyl og samtidig bestemt, at ansøgningen måtte betragtes som åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. Direktoratets afgørelse kunne derfor ikke indbringes for Flygtningenævnet.

I skrivelse af 14. oktober 1991 tog jeg stilling til en klage fra A og B over Direktoratet for Udlændinges afgørelse. I skrivelsen kritiserede jeg direktoratets afgørelse for at være utilstrækkelig begrundet, og jeg henstillede samtidig til direktoratet at træffe en ny afgørelse i sagen og i den forbindelse overveje, om ansøgningen stadig kunne betragtes som åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3.

Den 18. december 1991 meddelte direktoratet på ny afslag til A og B på deres ansøgning om asyl. Denne afgørelse blev dog med en skrivelse af 10. januar 1992 trukket tilbage, idet direktoratet beklagede, at et "udkast til afgørelse, der blev udarbejdet i begyndelsen af december måned inden de originale dokumenter blev fremlagt, [var] blevet fremsendt...". Jeg modtog en genpart af begge disse skrivelser.

I skrivelsen af 2. september 1992 til A's og B's advokat C fastholdt direktoratet - efter en fornyet gennemgang af sagen og efter at denne på ny havde været forelagt Dansk Flygtningehjælp - sin hidtidige vurdering af A's og B's ansøgning som åbenbart grundløs. Direktoratet lagde ved denne afgørelse vægt på, "at Den danske Ambassade i Sofia d. 29.05.92 har oplyst, at de fremsendte dokumenter er falske".

Den 7. september 1992 indbragte C på ny sagen for mig, idet C anførte, "at der ikke foreligger tilstrækkelig begrundelse for afslaget, og at (han) ikke har nogen mulighed for at bedømme det, når man blot skriver, at Ambassaden i Sofia betegner dokumenterne som falske uden at der foreligger nogen skrivelse herom, endsige en begrundelse".

Foranlediget af C's klage modtog jeg herefter med telefax fra Direktoratet for Udlændinge det materiale, som havde dannet grundlaget for direktoratets afgørelse.

Det fremgik heraf, at Ambassaden i Sofia havde rettet henvendelse til de bulgarske myndigheder med henblik på at få ægthedsvurderet nogle dokumenter i sagen, som B havde udleveret til direktoratet. Dokumenterne bestod dels af en angivelig original tilsigelse af 12. oktober 1990 dels en angivelig original domsudskrift af 16. oktober 1990 (vedrørende en dom afsagt in absentia) fra amtsdomstolen i X.

I det fremsendte materiale var endvidere en telefax af 29. maj 1992 fra Ambassaden i Sofia til Direktoratet for Udlændinge, hvor det bulgarske udenrigsministerium var refereret for telefonisk at have meddelt, at

"dommeren ved retten i (X) har meddelt, at der ikke har været afholdt retssag mod den pågældende af omtalte art ved retten i (X). De til de danske myndigheder afleverede dokumenter er således falske".

En efterfølgende verbalnote af 5. juni 1992 fra nævnte ministerium indeholdt bl.a. følgende udsagn ifølge ambassadens oversættelse

"[I]n the District Court of (X) there is not brought a criminal law suit vith a defendant (B)."

På denne baggrund skrev jeg den 10. september 1992 bl.a. følgende til direktoratet

"Jeg skal anmode direktoratet - efter forud indhentet erklæring fra Udenrigsministeriet - om en udtalelse i anledning af klagen.

Jeg skal specielt anmode om oplysning om, hvorvidt

direktoratet, Udenrigsministeriet eller Ambassaden i Sofia forinden henvendelsen til de bulgarske myndigheder havde sikret sig, at der forelå det fornødne samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, og

direktoratet efter modtagelsen af det grundlag, hvorpå vurderingen af domsudskriftens ægthed bygger, har sendt dette til udtalelse hos de pågældende asylansøgere/disses advokat, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1."

Direktoratet for Udlændinge skrev den 24. september 1992 således til Udenrigsministeriet

"Vedlagt fremsendes kopi af skrivelse af den 10.09.1992 fra Folketingets Ombudsmand til Direktoratet, idet Direktoratet hermed skal anmode Udenrigsministeriet, efter omstændighederne snarest, om at fremkomme med den i skrivelsen anførte erklæring vedrørende Ambassaden i Sofias indhentelse af oplysninger hos de bulgarske myndigheder.

Det bemærkes, at Direktoratet for Udlændinge d. 23.12.1991 via Udenrigsministeriets postforbindelse, anmodede Den danske Ambassade i Sofia om at søge oplyst, hvorvidt en original tilsigelse og domsudskrift var ægte.

Direktoratet for Udlændinge modtog ved telefax af 29.05.1992 svar herpå fra ovennævnte Ambassade."

Den 28. september 1992 fremsendte Udenrigsministeriet direktoratets brev til Ambassaden i Sofia, idet ministeriet anmodede denne om en udtalelse til brug for besvarelsen af direktoratets brev.

Udenrigsministeriet oplyste den 14. maj 1993 telefonisk, at en kopi af min skrivelse af 10. september 1992 ligeledes var vedlagt.

Den 8. oktober 1992 sendte ambassaden kopier af sagens akter til Udenrigsministeriet. I et følgebrev til ministeriet anførte ambassaden bl.a.

"Som det ses, fremgår det af den oprindelige anmodning fra Direktoratet for Udlændinge om indhentelse af oplysninger dateret 23. december 1991, at de bulgarske myndigheder antages at være bekendt med sagen."

Af ambassadens akter - som jeg senere modtog i kopi fra Udenrigsministeriet - fremgik bl.a., at ambassaden ved en verbalnote af 10. januar 1992 havde rettet henvendelse til det bulgarske udenrigsministerium, idet ambassaden bl.a. skrev følgende

"[U]pon instruction from the Danish Authorities, [the Embassy] has the honour kindly to request the Consular Departement of the Ministry of Foreign Affairs to inform the Embassy whether the copy of court sentence from the (X) District Court, enclosed herewith, is a true copy.

...

The Embassy would, furthermore, be grateful to be informed about the contents of the Penal Code § 95."

Udenrigsministeriet afgav den 11. december 1992 udtalelse til Direktoratet for Udlændinge.

Udtalelsen var sålydende

"Det kan bekræftes at Ambassaden i Sofia i forbindelse med ægthedsvurdering af de medvedlagte fremsendte dokumenter, har henvendt sig til de bulgarske myndigheder.

Baggrunden herfor har været det i D.f.U.s skrivelse af 23. december 1991 (...) anførte om at de bulgarske myndigheder, som følge af omtalen af ansøgerens asylsag i danske aviser, måtte antages at være bekendt med asylsagen.

Såfremt det ikke har været Direktoratets hensigt med den pågældende sætning at tilkendegive, at der rettes henvendelse til de bulgarske myndigheder, beklager Udenrigsministeriet det skete."

Med et brev af 23. december 1992 meddelte direktoratet C, at direktoratet havde genoptaget sagen. Direktoratet anmodede samtidig - under henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 1 - C om en udtalelse vedrørende materialet fra ambassaden.

Den 7. januar 1993 svarede C direktoratet. Han anførte bl.a., at B aldrig havde givet sit samtykke til, at der skete henvendelse til de bulgarske myndigheder med nævnelse af navn, og at den omtale, der havde været i dansk presse, ikke havde været med navns nævnelse. C anførte videre, at B vurderede, at hans situation var blevet betydelig vanskeliggjort ved den skete henvendelse til de bulgarske myndigheder.

C anførte endelig, at B's mor og familiens advokat blev nægtet adgang til domsforhandlingen i hans sag i Bulgarien, idet sagen foregik for lukkede døre, hvorfor B ikke kunne fæstne lid til dommerens udtalelse om, at der ikke var afsagt nogen dom.

Det fremgik af sagens akter, at denne havde været forelagt Dansk Flygtningehjælp i to omgange efter min første udtalelse i sagen. Henholdsvis den 21. august 1992 (med svar den 26. august 1992) og den 13. januar 1993 (med svar den 11. marts 1993). I sidstnævnte svar anførte Dansk Flygtningehjælp følgende

"Under henvisning til DfU's skrivelse af 26/2-93 skal DF herved meddele, at DF fortsat finder at kunne tiltræde DfU's vurdering af sagen som åbenbart grundløs, jfr. Udl. § 53 a, stk. 3.

DF skal beklage den lange sagsbehandlingstid, der skal ses på baggrund af, at DF for at kunne vurdere og afgøre sagen på betryggende vis fandt det nødvendigt at indhente yderligere baggrundsoplysninger om den aktuelle situation i landet fra bl.a. Amnesty International."

Den 19. marts 1993 traf direktoratet på ny afgørelse i sagen.

Direktoratet begrundede sin fortsatte vurdering af ansøgningen som åbenbart grundløs på følgende måde

"Direktoratet har ved denne afgørelse lagt vægt på, at (B) har oplyst, at (han) aldrig har været politisk aktiv i Bulgarien, og at den i sagen foreliggende domsudskrift fra retten i Bulgarien må anses for et falsum. Direktoratet har i lyset heraf ikke fundet, at det forhold, at der i sagen beklageligvis uden (B's) samtykke har været rettet henvendelse til de bulgarske myndigheder, bør føre til et andet resultat.

Det kan oplyses, at sagen påny har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, der den 11.03.93 har erklæret sig enig i direktoratets vurdering af sagen."

Direktoratet anførte endvidere, at der ikke var grundlag for at ændre den tidligere trufne afgørelse om tvangsmæssig udsendelse af A og B.

Direktoratet orienterede mig ved en kopi af afgørelsen og sendte samtidig den citerede udtalelse fra Udenrigsministeriet, ligesom direktoratet selv besvarede mit høringsbrev af 10. september 1992.

I udtalelsen til mig anførte direktoratet om spørgsmålene i mit høringsbrev følgende

"Direktoratet for Udlændinge skal indledningsvis, som svar på de af Folketingets Ombudsmand stillede spørgsmål, bemærke, at det ikke med den valgte formulering i høringsskrivelsen til Udenrigsministeriet af 23.12.1991 har været direktoratets hensigt at tilkendegive, at der kunne rettes henvendelse til de bulgarske myndigheder. Udenrigsministeriets henvendelse til de bulgarske myndigheder er beklageligvis sket uden det fornødne samtykke fra den mandlige ansøger.

Ved en fejl iværksatte Direktoratet for Udlændinge endvidere ikke - efter modtagelsen af resultatet af Udenrigsministeriets ægthedsundersøgelse (...) - den fornødne partshøring.

Direktoratet for Udlændinge skal beklage, at der ikke er sket den fornødne indhentelse af samtykke fra ansøgerne samt partshøring i sagen i overensstemmelse med forvaltningsloven."

Direktoratet oplyste endvidere, at der ikke var fastsat en udrejsefrist for A og B i lyset af sagen hos mig.

Med et brev af 5. april 1993 kommenterede C myndighedernes udtalelser. C vurderede - på baggrund af en henvendelse til en bulgarsk kollega - den skete undersøgelse af dommens ægthed som "helt utilstrækkelig og byggende på ukendskab til bulgarsk praksis", hvorfor direktoratets seneste afgørelse efter C's mening fortsat hvilede på et ufuldstændigt og fejlagtigt grundlag. I den forbindelse anførte C,

"at (B) har påpeget det yderst besynderlige i, at Det Bulgarske Udenrigsministeriums brev af 5. juni er forsynet med et gammelt stempel lydende på Folkerepublikken Bulgarien, og at skrivelsen ikke er forsynet med underskrift".

Den 27. og 28. april 1993 modtog jeg yderligere materiale fra C, bl.a. et brev fra den omtalte bulgarske advokat.

Endelig modtog jeg den 3. november 1993 et brev fra B, hvori denne anmodede om et møde med mig og med en repræsentant fra Direktoratet for Udlændinge og C.

I en skrivelse til C udtalte jeg herefter følgende

"Sagen rejser nogle generelle spørgsmål om videregivelse af fortrolige oplysninger og indhentelse af sådanne i forbindelse med behandlingen af udlændingesager, både i relation til danske og udenlandske myndigheder og/eller privatpersoner.

Jeg har fundet det mest hensigtmæssigt at behandle disse generelle spørgsmål ved en samlet henvendelse til de involverede myndigheder, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Når min behandling af denne (egen drift) sag er afsluttet, vil jeg orientere Dem herom.

Den konkrete sag giver mig anledning til følgende bemærkninger om en enkelt videregivelsessituation - henvendelsen til de bulgarske myndigheder

Som det fremgår af det foregående, har Den danske Ambassade i Sofia videregivet oplysninger til det bulgarske udenrigsministerium i forbindelse med, at ambassaden anmodede om en erklæring om ægtheden af den angivelig originale domsudskrift fra amtsdomstolen i (X). De videregivne oplysninger bestod i, at (B) angav sig straffet med fængsel i 15 år i henhold til den bulgarske straffelovs § 95.

Det fremgår af det bulgarske udenrigsministeriums svar, at dette har rettet henvendelse til nævnte domstol forud for besvarelse af ambassadens forespørgsel.

Forvaltningslovens § 28, stk. 1, 2 og 4, er sålydende

Resumé

A og B rettede på ny henvendelse til ombudsmanden i anledning af, at Direktoratet for Udlændinge (DfU) havde fastholdt direktoratets tidligere meddelte afslag på asyl til A og B. DfU havde endvidere fastholdt, at ansøgningen om asyl måtte betragtes som åbenbart grundløs. DfU's nye afgørelse var truffet, efter at ombudsmanden havde kritiseret begrundelsen for direktoratets første afgørelse og henstillet, at der blev truffet en ny afgørelse i sagen.

Af sagen fremgik, at DfU til brug ved sin fornyede behandling af sagen havde anmodet Den danske Ambassade i Sofia om en udtalelse om ægtheden af en domsudskrift mv. vedrørende B. Ambassaden rettede henvendelse til det bulgarske udenrigsministerium, der indhentede en udtalelse fra den pågældende bulgarske domstol. Under ombudsmandens behandling af sagen traf DfU - efter at have modtaget en supplerende høringsskrivelse fra ombudsmanden - en ny afgørelse i sagen. Ved afgørelsen fastholdt DfU efter fornyet forelæggelse af sagen for Dansk Flygtningehjælp, at A's og B's ansøgning om asyl var åbenbart grundløs.

Ombudsmanden udtalte, at ambassaden ikke havde været berettiget til at videregive fortrolige oplysninger om B til myndighederne i B's hjemland, da B ikke havde givet samtykke hertil. Ombudsmanden fandt endvidere under henvisning til forarbejderne til udlændingelovens § 53 a, stk. 3, ikke, at den fortsatte anvendelse af "åbenbart grundløs-proceduren" i den konkrete sag var indlysende. Ombudsmanden henviste i den forbindelse blandt andet til, at vurderingen i sagen, i og med at dokumenterne var blevet sendt til ægthedsvurdering i hjemlandet, skiftede karakter og blev helt konkret. Ombudsmanden udtalte desuden, at det var meget tvivlsomt, om oplysningsgrundlaget forud for DfU's afgørelse var tilstrækkeligt til, at ansøgningen fortsat kunne betragtes som åbenbart grundløs. Ombudsmanden indhentede de oplysninger, som Dansk Flygtningehjælp havde modtaget fra Amnesty International i forbindelse med den seneste afgørelse i sagen. Efter sin gennemgang heraf fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille, at sagen nu blev behandlet i Flygtningenævnet. (J. nr. 1992-2116-640).