Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af tilbagebetalingskrav.

§ 226. Gældssaneringskendelsen har mellem skyldneren og de pågældende fordringshavere samme retsvirkning som et retsforlig.

Stk. 2. Gældssaneringskendelsen er bindende også for fordringshavere, der ikke har meldt sig. Kendelsen befrier skyldneren for den del af en før gældssaneringssagen, jf. dog § 199, stk. 1, 2. pkt., stiftet gæld, som bortfalder ved kendelsen, såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der hæfter for gælden."

Det fremgår således klart af konkursloven, at en kendelse om gældssanering også omfatter et tilbagebetalingskrav af den foreliggende karakter. I den forbindelse kan jeg bl.a. henvise til Bo von Eyben og Eva Schmidt, Kreditorforfølgning (1991), s. 240-242.

Skifterettens kendelse giver derfor - efter sin ordlyd og i sammenhæng med konkurslovens bestemmelser - ikke anledning til tvivl på det omhandlede punkt.

5. Herefter er sagens spørgsmål alene, på hvilket tidspunkt kommunens tilbagebetalingskrav er stiftet, jf. konkurslovens § 199. Afgørelsen herom - der beror på en bredere fortolkning af boligstøtteloven i sammenhæng med almindelige formueretlige grundsætninger om fordringers stiftelse - henhører selvsagt under det sociale ankenævns kompetence.

6. Det bemærkes, at Den Sociale Ankestyrelse på det principielle plan synes at dele min opfattelse. Af Sociale Meddelelser 0-35-90 fremgår det således, at ankestyrelsen forudsætningsvis har antaget, at de sociale myndigheder - med henblik på en vurdering af betydningen af en afsagt gældssaneringskendelse - skal tage stilling til, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, er stiftet.

7. Det er herefter min opfattelse, at Det Sociale Ankenævn (S) burde have optaget Deres klage over (K) Kommune til realitetsbehandling.

Jeg har samtidig hermed henstillet til ankenævnet at overveje sagen på ny i lyset af det, jeg har anført. Jeg har udbedt mig underretning om ankenævnets afgørelse.

..."

Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af tilbagebetalingskrav.

A klagede over, at Det Sociale Ankenævn S havde afvist at behandle hendes klage over kommunen K's krav om delvis tilbagebetaling af individuel boligstøtte for 1988.

Sagens faktiske omstændigheder var i korthed følgende

A modtog i hele 1988 individuel boligsikring. Da hendes samlede indkomst for 1988 oversteg den indkomst, man havde lagt til grund ved udmålingen af boligsikringen, fremsatte K Kommune ved skrivelse af 26. januar 1990 krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb. Dette beløb androg 4.980 kr.

Ved skrivelse af samme dato fremsatte kommunen endvidere krav om tilbagebetaling af en del af den boligstøtte, som A havde modtaget i 1987.

I en skrivelse af 2. februar 1990 fremsatte A over for kommunen indsigelse mod tilbagebetalingskravet. A henviste herved til, at hun den 23. september 1988 havde fået gældssanering og mente derfor, at tilbagebetalingskravet måtte være bortfaldet.

Ved skrivelse af 13. marts 1990 meddelte kommunen A, at man havde nedsat hendes tilbagebetalingskrav for 1987 i overensstemmelse med den afsagte gældssaneringskendelse. Derimod fastholdt kommunen tilbagebetalingskravet for 1988. Begrundelsen herfor var, at tilbagebetalingskravet efter kommunens opfattelse først var stiftet den 31. december 1988 og således ikke var omfattet af gældssaneringen.

Ved skrivelse af 27. marts 1990 klagede advokat B for A over kommunens afgørelse. I skrivelsen anførte advokat B følgende

"...

Da boligsikringen beregnes og udbetales månedsvis, kan dette standpunkt [at tilbagebetalingskravet først er stiftet den 31. december 1988] ikke accepteres. Det er underkendt flere steder i landet.

Stiftelsestidspunktet må anses for udbetalingstidspunktet, hvorfor den del af kravet, der vedrører udbetalinger før 23. september 1988 må anses for stiftet før gældssaneringen og omfattet af kendelsen, det vil sige nedsat til 19,0672 %.

..."

K Kommune fastholdt den trufne afgørelse. I forbindelse med fremsendelsen af klagen til Det Sociale Ankenævn S bemærkede kommunen i en skrivelse af 6. april 1990 følgende

"...

Yderligere kan oplyses, at krav om tilbagebetaling af boligsikring som udgangspunkt opgøres for hele boligstøtteåret, og det er nødvendigt at kende den faktiske indtægt for året for at afgøre, om krav om tilbagebetaling af boligsikring skal fremsendes.

Den faktiske indtægt for året vil i princippet kunne opgøres den 31. december, og man er derfor af den opfattelse, at tilbagebetalingskravet må anses for stiftet den 31. december 1988 og derfor ikke er omfattet af gældssaneringen.

..."

I forbindelse med behandlingen af A's klage bad Det Sociale Ankenævn Bygge- og Boligstyrelsen om en vejledende udtalelse om stiftelsestidspunktet for et tilbagebetalingskrav efter boligstøtteloven. I en skrivelse af 22. november 1990 udtalte styrelsen herom bl.a. følgende

"...

I denne anledning skal Bygge- og Boligstyrelsen oplyse, at - uanset styrelsen ikke er ganske enig i klagers advokats argumentation om, at beregning og udbetaling af boligstøtte sker månedsvis, og heller ikke på baggrund af Socialstyrelsens udtalelse af 14. december 1989 finder, at reglerne for beregning, udbetaling og efterregulering af henholdsvis boligstøtte og daginstitutioner helt kan sidestilles - finder Bygge- og Boligstyrelsen dog, at det også inden for boligstøtteloven er det rigtigste resultat, at tilbagebetalingskravet stiftes på det tidspunkt, hvor indkomstoverskridelsen bliver så stor, at den berettiger til fremsættelse af et tilbagebetalingskrav.

...

Bygge- og Boligstyrelsen skal imidlertid gøre opmærksom på, at spørgsmålet om stiftelsestidspunktet for tilbagebetalingskrav efter boligstøtteloven tidligere har været forelagt Justitsministeriet, under hvem gældssaneringsloven henhører, ligesom Bygge- og Boligstyrelsen før udsendelsen af vejledningen forespurgte Justitsministeriet, om de synspunkter, som nu fremgår af pkt. 15.7., ville stride mod bestemmelserne i gældssaneringsloven eller disses forudsætninger. Som svar herpå har Justitsministeriet meddelt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang en fordring er omfattet af en gældssaneringskendelse, henhører under domstolene, og at ministeriet derfor af principielle grunde ikke fandt at burde udtale sig om spørgsmålet, hvilken betydning en gældssaneringskendelse vil have for krav på tilbagebetaling af boligstøtte.

På baggrund af Justitsministeriets holdning finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav i en konkret sag må anses for stiftet, og hermed om kravet er omfattet eller ikke omfattet af en gældssaneringskendelse, er et spørgsmål, som Amtsankenævnet kan tage op til behandling som klagemyndighed i medfør af boligstøtteloven. Boligstøttevejledningens pkt. 15.7. kan således udelukkende betragtes som en vejledning til kommunerne til brug for anmeldelse af krav i forbindelse med en gældssaneringssag. Om det anmeldte krav herefter er berettiget er således et domstolsspørgsmål.

..."

På denne baggrund traf ankenævnet den 19. december 1990 (meddelt A ved skrivelse af 27. december s.å.) følgende afgørelse

"Det sociale Ankenævn afviser at tage stilling til, om hvorvidt tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte er omfattet eller ikke omfattet af gældssaneringskendelsen, idet et sådant spørgsmål henhører under domstolene.

Ankenævnet skal bemærke, at da De ikke ses at have bestridt, at kravet er rejst efter bestemmelserne i boligstøttelovgivningen, finder ankenævnet ikke grundlag for at pålægge forvaltningen at undlade at fremsætte kravet."

I anledning af A's klage til mig indhentede jeg udtalelser fra ankenævnet og fra Bygge- og Boligstyrelsen. Disse myndigheder har ikke haft yderligere bemærkninger til sagen.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"1. (Rettens) kendelse af 11. maj 1989 i Deres gældssaneringssag lyder således

"Den skyldneren (A) påhvilende gæld stiftet inden 23. september 1988 nedsættes til 19,0672% af gælden opgjort pr. skæringsdagen. Den nedsatte gæld afdrages med 700 kr. pr. måned, første gang den 1. juli 1989 og sidste gang 1. juni 1994.

Til sikkerhed for opfyldelsen af gældssaneringskendelsen forpligter skyldneren sig til hver måned i bank eller sparekasse på særlig konto at indsætte 700 kr. Der sker udlodning til kreditorerne årligt inden 1. juli, første gang inden 1. juli 1990."

2. Spørgsmålet i sagen er for mit vedkommende alene, hvorvidt det sociale ankenævn skal tage stilling til , om tilbagebetalingskravet for 1988 er reduceret som følge af gældssaneringen.

Udgangspunktet for besvarelsen af dette spørgsmål er § 63, stk. 1, i den dagældende boligsikringslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd

" § 63. Kommunalbestyrelsens afgørelser om boligstøtte og lån efter §§ 48-50 og §§ 57 b og c kan indbringes for amtsankenævnet [nu Det Sociale Ankenævn], i Københavns og Frederiksberg kommuner for boligministeren."

(K) Kommunes afgørelse (herunder kommunens stillingtagen til betydningen af gældssaneringskendelsen) er truffet i medfør af lovens § 41. Det følger derfor umiddelbart af den citerede lovbestemmelse, at afgørelsen kan påklages til det sociale ankenævn.

3. Det sociale ankenævns begrundelse for alligevel ikke at ville tage stilling til, om tilbagebetalingskravet er reduceret som følge af gældssaneringen, er, at dette spørgsmål henhører under domstolene. Hertil skal jeg bemærke følgende

a. Det er naturligvis korrekt, at spørgsmålet om, hvorvidt den afsagte kendelse om gældssanering også omfatter det tilbagebetalingskrav, der er fremsat over for Dem - som ethvert andet retligt spørgsmål - i sidste ende henhører under domstolene.

b. Derimod kan jeg ikke tilslutte mig de konsekvenser for det sociale ankenævns kompetence, som ankenævnet drager af dette forhold.

Som følge af det almindelige forhold mellem forvaltningen og domstolene påhviler det det sociale ankenævn at lægge den afsagte kendelse om gældssanering uprøvet til grund, ligesom det påhviler ankenævnet at drage de konsekvenser, som kendelsen medfører for de afgørelser, som nævnet efter lovgivningen skal træffe. I det omfang der måtte opstå tvivl om, hvorvidt tilbagebetalingskravet er omfattet af gældssaneringen, må ankenævnet derfor tage stilling til dette spørgsmål; at spørgsmålet - som nævnt - i sidste ende henhører under domstolene, er i denne forbindelse uden betydning.

4. Om sagens gældssaneringsretlige spørgsmål skal jeg i øvrigt bemærke følgende

Konkurslovens §§ 199, stk. 1, og 226, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd

" § 199. Kendelse om gældssanering omfatter fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, jf. § 206. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.

Resumé

En kommune K fremsatte over for A krav om delvis tilbagebetaling af individuel boligstøtte for 1988 som følge af, at A i dette år havde modtaget en højere støtte, end hendes indtægt berettigede til. A gjorde gældende, at tilbagebetalingskravet var bortfaldet eller reduceret som følge af, at der over for hende var afsagt kendelse om gældssanering med skæringsdato den 23. september 1988.

K fastholdt kravet under henvisning til, at tilbagebetalingskravet først var stiftet den 31. december 1988.

A klagede til Det Sociale Ankenævn (S). S afviste at behandle klagen med den begrundelse, at spørgsmålet om rækkevidden af gældssaneringskendelsen henhørte under domstolene.

Ombudsmanden udtalte, at det - som følge af det almindelige forhold mellem forvaltningen og domstolene - påhvilede ankenævnet at lægge kendelsen om gældssanering uprøvet til grund. I det omfang der måtte opstå tvivl om, hvorvidt tilbagebetalingskravet var omfattet af gældssaneringen, måtte ankenævnet derfor tage stilling til dette spørgsmål; at spørgsmålet - som ethvert andet retsspørgsmål - i sidste instans henhørte under domstolene, var i denne forbindelse uden betydning.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til ankenævnet at tage spørgsmålet om realitetsbehandling af A's klage op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1991-1676-17).