Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence.

Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence.

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ved afgørelsen tiltrådte ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af kontingent til hans arbejdsløshedskasse.

Det fremgik af sagens oplysninger, at A led af følger efter en operation i 1973 for en udposning af blodkar i hjernen. Følgerne viste sig bl.a. i form af talevanskeligheder. I perioden 24. november 1975 til 1. september 1976 opholdt A sig på revalideringsklinikken i X. Opholdet viste, at A's erhvervsevne var reduceret, men dog ikke i en sådan grad, at det ville berettige ham til førtidspension. I stedet blev A ansat i en beskyttet stilling på såkaldt 40/60-vilkår. Arbejdsforholdet blev etableret i henhold til §§ 91-95 og med støtte i henhold til § 42 i den dagældende bistandslov.

I april 1990 anmodede A den lokale afdeling af Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om refusion af det kontingent, han havde indbetalt. A anførte, at hans medlemskab, som blev påbegyndt i 1961, siden 1980 havde været illusorisk, idet A siden da havde været syg og beskæftiget på særlige vilkår. A henviste til, at han i tilfælde af ledighed ikke ville være berettiget til dagpenge, samt til at han ikke ville være berettiget til efterløn.

A-kassen meddelte A i skrivelse af 12. juni 1990, at han ville kunne få refunderet kontingentet for perioden 1985-1989, ca. 13.000 kr.

I en skrivelse til a-kassen gjorde A indsigelse imod opgørelsen af kontingenttilbagebetalingen. A mente, at tilbagebetalingen burde føres tilbage til 1980. Denne skrivelse videresendte a-kassen med skrivelse af 19. juli 1990 til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring.

A-kassen bemærkede, at den "ud fra tidligere vejledning fra direktoratet ... (havde) foretaget refusion af forsikringsbidrag for en 5 års periode".

Direktoratet traf i skrivelse af 28. september 1990 følgende afgørelse

"...

Direktoratet skal udtale, at De i perioden fra 1980 til den 31. oktober 1989 har været berettiget til medlemskab af kassen.

I den omhandlede periode har De haft en betinget ret til dagpenge, der kunne aktualiseres ved en ændring af Deres helbredsforhold.

Direktoratet skal således meddele, at De ikke kan få refunderet Deres kontingent, ej heller for perioden 1. januar 1985 til 31. oktober 1989."

Denne afgørelse påklagede A til Arbejdsmarkedets Ankenævn, som ved skrivelse af 26. februar 1991 tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

A påklagede ankenævnets afgørelse til mig og gjorde i klagen det samme gældende, som han havde påberåbt sig over for Arbejdsmarkedets Ankenævn. A gjorde desuden gældende, at han i 1980 var blevet vejledt af a-kassen om, at han ville være berettiget til efterløn, såfremt han bibeholdt sit medlemskab.

Direktoratet kommenterede i en udtalelse af 23. maj 1991 A 's klage. Direktoratet bemærkede bl.a.

"...

Vedrørende ovennævntes oplysning om, at "det hele forsvandt", fremgår det af sagen, at ovennævnte ifølge Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasses afgørelse af 12. juni 1990 skal have refunderet kontingent for perioden 1. januar 1985 til 31. oktober 1989. På baggrund af klagen herover ændrer direktoratet afgørelsen til ugunst for ovennævnte, således at der ikke er krav på refusion, ej heller for den omtalte periode.

Det er direktoratets opfattelse, at retten til reformatius in pejus følger af direktoratets kompetence som tilsynsmyndighed over for arbejdsløshedskasserne. På grund af tilsynsbeføjelsen kan direktoratet tage en sag op af egen drift og ændre kassens afgørelse - også til ugunst for medlemmet/klageren.

Vedrørende ovennævntes anbringende om at han er blevet fejlorienteret om sin ret til efterløn, skal direktoratet oplyse, at en eventuel fejlagtig eller mangelfuld vejledning fra kassens side ikke giver en bedre retsstilling, end der er krav på i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Såfremt en person mener at have lidt et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning, henviser direktoratet vedkommende til at rejse krav over for vejlederen, eventuelt gennem de civile domstole.

Afslutningsvis skal direktoratet nævne, at man finder, at der alene er hjemmel til at refundere indbetalt kontingent i tilfælde, hvor et medlem ikke har haft ret til at blive optaget i kassen, og hvor medlemskabet derfor må annulleres. Denne situation foreligger ikke i forhold til ovennævnte."

Direktoratet uddybede i skrivelse af 3. juli 1991 sin opfattelse således

"...

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel vejledningsfejl skal have den retlige konsekvens, at pågældende stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført, er det på baggrund af Ombudsmandens udtalelse om, at dette "efter omstændighederne" kan være tilfældet, fortsat direktoratets opfattelse, at den altovervejende hovedregel bør være, at den person, der mener at have lidt et tab som følge af fejlagtig eller mangelfuld vejledning skal henvises til at rejse krav over for vejlederen, eventuelt gennem de civile domstole.

I nærværende sag er det på det foreliggende grundlag desuden direktoratets opfattelse, at en vejledning om, at ovennævnte ikke var berettiget til at overgå til efterløn - givet år før efterløn eventuelt kunne indtræde - ligeledes ville kunne have vist sig at være fejlagtig, idet en ændring af hans helbredsforhold ville kunne have ført til, at betingelserne herfor kunne opfyldes.

..."

SiD's a-kasse oplyste i skrivelse af 25. juli 1991 som svar på spørgsmål fra direktoratet om, hvorledes A var blevet vejledt om sine rettigheder i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, at de medarbejdere og tillidsmænd, der havde været beskæftiget samme sted som A - dels i 1961 ved A's første ansættelse, dels i 1975 da A blev ansat på beskyttet værksted - alle var fratrådt. Det var således ikke muligt at tilvejebringe oplysninger om indholdet af den vejledning, A havde modtaget.

Heller ikke en forespørgsel til afdelingens pensionistklubs faglige medlemmer gav de ønskede oplysninger om, hvilken vejledning A havde modtaget.

Driftslederen af revalideringsklinikken oplyste i skrivelse af 15. oktober 1991 følgende

"...

Jeg har gennemlæst samtlige for Revalideringsklinikken tilgængelige sagsakter vedr. (A's) arbejdsprøvning, praktikplacering samt 40/60 ansættelse. I disse sagsakter er spørgsmålet om A-kassemedlemskab ikke omtalt.

Efterfølgende har jeg telefonisk kontaktet flg. personer, som ved møder og administration var involveret i sagen ved 40/60 ansættelsen i 1979

Daværende leder af Revalideringsklinikken (B)

Arbejdskonsulent (C), Arbejdsformidlingen (i X) og daværende kommunale sagsbehandler (D), (X) Kommune (nu (Y) Kommune).

Ingen af de forespurgte husker præcist, hvorvidt der er givet konkret rådgivning omkring A-kassemedlemskabet.

Vedlagt skrivelse fra (D) med nærmere uddybning.

I mit snart 7 årige ansættelsesforhold som driftsleder på Revalideringsklinikken har jeg været daglig leder for (A).

Jeg kender (A) som en særdeles troværdig medarbejder, der ikke har givet mig indtryk af hukommelsessvaghed.

Jeg kan i den forbindelse bekræfte hans spontane forbavselse, da han i 1989 erfarede, at A-kassemedlemskab ikke gav mulighed for efterløn efter 40/60 ansættelse."

Arbejdsmarkedets Ankenævn sendte mig med skrivelse af 1. november 1991 de indhentede oplysninger om, hvilken vejledning A havde modtaget, samt direktoratets udtalelser af 23. maj og 3. juli 1991.

Ankenævnet henholdt sig for så vidt angik spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent til det, nævnet havde anført i skrivelsen af 26. februar 1991. Ankenævnet fandt på grundlag af det oplyste ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke var givet fyldestgørende vejledning.

I skrivelse af 17. august 1992 anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn om at udtale sig om følgende

"...

Direktoratet bedes redegøre for indholdet af og den nærmere karakter af den retsopfattelse, direktoratet har lagt til grund ved bedømmelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kassekontingent.

Jeg sigter herved navnlig til, om det er direktoratets opfattelse, at tilbagebetaling er begrænset til tilfælde, hvor kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for medlemskab, eller om tilbagebetalingspligt efter omstændighederne kan følge af andre retlige synspunkter, f.eks. af den almindelige forudsætningslære.

Direktoratet bedes endvidere meddele, efter hvilke regler direktoratet har afgjort, at (A) måtte anses for medlemsberettiget.

I den forbindelse udbeder jeg mig specielt en udtalelse om, hvorvidt det kan antages, at (A) opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens arbejdskrav.

Jeg beder i den forbindelse oplyst, om opfattelsen i Vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere pkt. 1.5.5, stk. 2, blev fulgt i den periode, for hvilken (A) ønsker sit kontingent tilbagebetalt.

..."

Direktoratet svarede i skrivelse af 31. august 1992 følgende

"...

Ad spørgsmål 1.

Det er DfA's opfattelse, at såfremt en person er blevet korrekt optaget i en arbejdsløshedskasse - det vil sige har opfyldt betingelserne for optagelse på det tidspunkt, hvor optagelsen har fundet sted - gælder medlemskabet indtil udmeldelse, udtrædelse eller slettelse af kassen.

Det er DfA's praksis, at så længe optagelsen har været berettiget og medlemskabet gyldigt, kan kontingentet ikke refunderes. Dette hænger sammen med, at medlemskabet giver en potentiel ret til dagpenge. I ovennævntes tilfælde ville en ændring af helbredsforholdene kunne have aktualiseret hans ret til dagpenge og overgang til efterløn.

DfA kan derfor bekræfte, at tilbagebetaling af kontingent som udgangspunkt er begrænset til tilfælde, hvor kontingentbetaleren ikke har opfyldt lovens betingelser for medlemskab. I så fald er det DfA's opfattelse, at optagelsen har været en nullitet, og at personen skal stilles, som om han slet ikke har været medlem og som følge heraf skal have kontingentet retur.

Dog finder DfA, at kontingentet efter omstændighederne kan refunderes i tilfælde, hvor der foreligger utvetydige oplysninger (for eksempel i form af lægeerklæringer) om, at den betingede ret til dagpenge har været illusorisk. Oplysningerne herom må dække den periode, som kontingentet ønskes refunderet for.

I sagen vedrørende ovennævnte er det DfA's umiddelbare vurdering, at den betingede ret til dagpenge ikke har været illusorisk, men at retten til dagpenge kunne aktualiseres ved en ændring i helbredsforholdene. DfA har ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på oplysningen om, at førtidspension ikke var relevant, og at ovennævnte blev ansat i en beskyttet stilling.

Ad spørgsmål 2.

DfA har ikke under sin behandling af sagen inddraget spørgsmålet om, hvorvidt ovennævnte var medlemsberettiget.

DfA har på baggrund af, at det fremgår af sagen, at ovennævnte har været medlem af kassen, siden 1961, at han blev syg i 1972, og at han havde en arbejdsløshedsperiode, indtil han blev beskæftiget i en beskyttet stilling, lagt til grund, at medlemskabet har været berettiget.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, skal medlemmer, som ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde, eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde, udtræde af kassen.

Det er DfA's umiddelbare opfattelse, at en arbejdsløshedskasse ikke har pligt til at påse, om et medlem, der betaler sit kontingent, men som kassen ikke i øvrigt er i kontakt med, skal udtræde af kassen. Da medlemmer af en arbejdsløshedskasse endvidere har pligt til at holde sig orienterede om regler, der kan have indflydelse på retten til ydelser, finder DfA, at såfremt ovennævnte ikke ønskede at bevare sit medlemskab af kassen, måtte initiativet til en udmeldelse komme fra ham.

Vedrørende spørgsmålet om punkt 1.5.5. i vejledning nr. 100 af 17. maj 1990 til bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere blev fulgt i den periode, hvor ovennævnte har ønsket sit kontingent refunderet, kan DfA oplyse, at det er korrekt, at en person ikke kunne optages i en arbejdsløshedskasse på baggrund af arbejde på beskyttet arbejdsplads.

Imidlertid regulerer denne bestemmelse ikke forholdene for et medlem, der arbejder på en beskyttet arbejdsplads, men som tidligere er optaget på et korrekt grundlag.

Derimod følger det af § 3, stk. 1, litra g, i DfA's bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om beregning af arbejdskravet (26-ugers reglen) som ændret ved bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987, at beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads betragtes som "død periode", det vil sige kan forlænge den periode, inden for hvilket arbejdskravet skal være opfyldt.

Før den 1. januar 1987 kunne beskæftigelse på beskyttet arbejdsplads ubegrænset forlænge den periode, inden for hvilket arbejdskravet skulle være opfyldt. Fra den 1. januar 1987 kan den periode, inden for hvilket arbejdskravet skal være opfyldt, forlænges med samlet op til 2 år - og under forudsætning af, at det enkelte fravær har en varighed på over 4 uger, jf. bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987.

..."

Ankenævnet afgav en supplerende udtalelse i skrivelse af 29. oktober 1992. Nævnet anførte

"...

Ad 1. Der er ingen regler i arbejdsløshedsforsikringsloven om tilbagebetaling af kontingent. Ankenævnets praksis på området er beskrevet i DfA-meddelelse nr. 24/86 udsendt den 19. november 1986. Ankenævnet er iøvrigt enig med direktoratet i, at der herudover vil kunne forekomme tilfælde, hvor der efter en konkret bedømmelse vil kunne ske tilbagebetaling, men eksempler på afgørelser af denne karakter findes ikke.

Ad 2. Ankenævnet har lagt til grund, at (A) i sin tid var optaget med rette, d.v.s. nogen egentlig efterprøvelse heraf er ikke sket. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at der ikke er sket noget efter optagelsestidspunktet, som har gjort, at han ikke længere havde ret til medlemskab.

Det skal i denne forbindelse specielt bemærkes, at ankenævnets praksis i relation til reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, stk. 1, om ophør af medlemskab for medlemmer, som ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde, eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde skal udtræde af kassen, har været således, at man kun i yderst sjældne tilfælde har akcepteret, at et medlem skulle udtræde af kassen.

Der henvises i øvrigt til direktoratets gennemgang af reglerne om "død periode", som bevirkede, at (A) i hvert fald frem til 1987 måtte antages at have opfyldt arbejdskravet.

Endelig henvises til de seneste ændringer af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 676 af 10. oktober 1991 om ændring af bekendtgørelse om beregning af arbejdskravet og bekendtgørelse nr. 675 af 10. oktober 1991 om ændring af bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, hvorefter visse former for "støttet" beskæftigelse kan medregnes til arbejdskravet."

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

" 1) Direktoratets og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse om tilbagebetaling af Deres medlemsbidrag.

Administrationen af reglerne om arbejdsløshedsforsikring og efterløn er henlagt til statsanerkendte arbejdsløshedskasser som første instans. Kasserne er private foreninger, der er undergivet tilsyn fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Administrationen er endvidere detaljeret reguleret i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring samt i regler udstedt i henhold til loven.

Arbejdsløshedsforsikringsloven indeholder i kap. 8 regler om medlemskab af statsanerkendte a-kasser. Ifølge § 43 i loven skal medlemmer "som ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde eller som ikke kan anses for arbejdssøgende til regelmæssigt erhvervsarbejde,... udtræde af kassen".

Lovens § 76-78 indeholder nærmere regler om medlemsbidrag.

Størrelsen af medlemsbidraget er ikke direkte fastsat i loven. Tilsvarende er en række andre spørgsmål om forholdet mellem kassen og deres medlemmer, herunder om medlemmets frivillige udtrædelse, ikke reguleret i loven.

Det spørgsmål, som er rejst i denne sag - om a-kassen havde ret, eventuelt pligt til at tilbagebetale Dem de indbetalte medlemsbidrag for perioden 1985-1987 - er heller ikke reguleret i loven.

A-kassens afgørelse af 12. juni 1990 om at imødekomme Deres anmodning om tilbagebetaling af kontingent for den pågældende periode, må således anses for truffet på baggrund af almindelige formueretlige overvejelser, herunder om medlemskabets retsvirkninger, samt om hvorvidt betalingen af kontingentet byggede på urigtige forudsætninger.

Jeg har forstået Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævns udtalelser af henholdsvis 31. august 1992 og 29. oktober 1992 således, at disse myndigheder er enige i, at afgørelsen om tilbagebetaling af medlemskabskontingent ikke er reguleret i loven, og at spørgsmålet således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 98, stk. 2, kan a-kassens "afgørelse om medlemskab, overflytning, medlemsbidrag, dagpengeret, ret til overgangsydelse eller efterløn ... af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen ...".

Direktoratets afgørelse om de nævnte forhold kan ifølge § 99, stk. 1, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af ordlyden, hvilke spørgsmål "om medlemskab" og "medlemsbidrag", der er omfattet af klageadgangen. Det er dog nærliggende at antage, at der hermed sigtes til sådanne spørgsmål om forholdet mellem a-kassen og dens medlemmer, som er reguleret i lovgivningen.

Klageadgangen i loven må anses for at være oprettet specifikt med henblik på varetagelse af sådanne lovbestemte rettigheder.

Spørgsmålet om tilbagebetaling af kontingent er ikke reguleret i lovgivningen.

Det kan yderligere anføres, at en antagelse om, at direktoratet og ankenævnet som klageinstans havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem kasserne og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne ses ikke at foreligge i forbindelse med § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Det tilføjes, at det ovenfor anførte efter min opfattelse ikke afskærer direktoratet og ankenævnet fra at inddrage ulovbestemte retsprincipper, f.eks. almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, erstatningsretlige principper eller lignende ved bedømmelsen af sådanne spørgsmål vedrørende a-kassemedlemmers rettigheder, som er helt eller delvis reguleret i loven eller bekendtgørelser udstedt i henhold til loven.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1, fører direktøren for arbejdsløshedsforsikringen "tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser". Tilsynets formål er at påse, at kasserne administrerer såvel statslige midler som deres egne midler i overensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringsloven samt de administrative forskrifter, der er udstedt i henhold til loven. Finder direktøren som et led i tilsynsvirksomheden, at gældende regler er tilsidesat, kan han iværksætte sanktioner over for kassen som sådan samt eventuelt give pålæg til kassen om, at kassen anvender eventuelle beføjelser i forhold til medlemmerne, f.eks. om tilbagebetaling af dagpenge.

Det kan derimod ikke antages, at direktoratet har selvstændige beføjelser til at træffe afgørelser i forhold til medlemmerne eller om forhold mellem kasserne og medlemmerne, hvorom der ikke i øvrigt er fastsat regler i arbejdsløshedslovgivningen. Jeg må derfor være betænkelig ved at anerkende, at direktoratet som et led i sin tilsynsvirksomhed skulle kunne træffe bindende afgørelser om eksempelvis en kasses ret eller pligt til at tilbagebetale kontingent til et medlem.

Tilsynsbeføjelsen efter § 88 tilkommer direktøren for arbejdsløshedsforsikringen, og afgørelser som et led i tilsynet er ikke nævnt i § 99, stk. 1, som en af de afgørelsestyper, der kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det følger heraf, at for så vidt direktoratets afgørelse af 23. februar 1991 måtte anses for en tilsynsafgørelse, kunne den ikke indbringes for ankenævnet. I stedet måtte den anses for undergivet rekurs til Arbejdsministeriet, jf. § 99, stk. 2.

Sammenfattende er det min opfattelse, at a-kassens afgørelse om at tilbagebetale Dem kontingent for 1985-1989 ikke var omfattet af klageadgangen i § 98, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen derfor ikke havde kompetence til at tage stilling til spørgsmålet i medfør af § 98 i arbejdsløshedsforsikringsloven, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ligeledes måtte anses for inkompetent til at træffe afgørelse om spørgsmålet, samt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring næppe kan antages i medfør af lovens § 88 at kunne træffe bindende afgørelse om spørgsmålet.

Jeg har gjort Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring samt Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

2) A-kassens afgørelse af 12. juni 1990.

Ifølge ombudsmandslovens § 4 omfatter ombudsmandens virksomhed personer, som virker i statens og kommunernes tjeneste. Modsætningsvis gælder, at private foreninger, herunder a-kasserne, ikke er omfattet af min virksomhed.

På denne baggrund finder jeg at måtte afstå fra at udtale mig om, hvorvidt De fortsat kan støtte ret på SiD's a-kasses afgørelse af 12. juni 1990. Jeg skal dog påpege, at det følger af det, der er anført under 1), at såvel direktoratets afgørelse af 28. september 1990 som ankenævnets afgørelse af 26. februar 1991 må anses for ugyldige, og at kassens afgørelse derfor fortsat må betragtes som retlig virksom.

Jeg foreslår Dem, at De retter henvendelse til a-kassen med anmodning om, at afgørelsen nu effektueres.

Samtidig hermed har jeg sendt a-kassen en kopi af min skrivelse til orientering.

Endvidere har jeg sendt kopi af min skrivelse til Arbejdsministeriet samt til Folketingets Retsudvalg."

I skrivelse af 8. juli 1993 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde taget min udtalelse til efterretning og derfor betragtede direktoratets og ankenævnets afgørelser som ugyldige og a-kassens afgørelse som retlig virksom. Da jeg havde henvist A til at rette henvendelse til a-kassen for at få dennes afgørelse effektueret, ville ankenævnet ikke foretage yderligere i sagen.

I skrivelse af 4. august 1993 meddelte jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Resumé

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion.

Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggrund af ovenstående måtte anses for ugyldige, måtte a-kassens afgørelse fortsat betragtes som retlig virksom. (J. nr. 1991-673-029).