Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse.

Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse.

A klagede over Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelse af 27. januar 1992. Ved afgørelsen stadfæstede ministeriet Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse om at afskedige A på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A blev ansat som ingeniør i Arbejdstilsynet den 1. januar 1976 med aflønning efter overenskomst mellem staten og Dansk Ingeniørforening. Fra januar til maj 1976 var A's tjenestested X kreds og derefter Y kreds på Sjælland.

I skrivelse af 2. september 1987 til Direktoratet for Arbejdstilsynet anbefalede kredschefen, at A fik et puljetillæg, idet han bl.a. anførte

"...

Det skal endelig anføres, at (A) udviser en øget vilje for at medvirke til et godt samarbejde i kredsen.

..."

Anbefaling blev på ny givet i skrivelse af 4. november 1988, hvori der henvistes til skrivelsen af 2. september 1987.

I skrivelse af 22. november 1989 meddelte kredschefen B følgende til A

"Under samtalen i går den 21. november 1989, fremsatte du ønske om en skriftlig ordre til at melde tilbage til anmeldende læge, når du har undersøgt en erhvervssygdomsanmeldelse. Denne ordre gives hermed.

Endvidere skal det bemærkes, at emneblad nr. 7/1987 om retningslinier for underskrift skal følges.

Det betyder som tidligere anført mundtligt, at du må vurdere, om der er særlige grunde til, at du ønsker ledelsens underskrift på typer af breve, der ikke falder ind under de i emnebladet nævnte.

Det ligger dog ganske klart, at din særlige begrundelse i går om, at det var ment som en provokation, finder jeg helt uacceptabel.

Endelig ønsker jeg en redegørelse for, hvordan du indhenter de 4 timer, du efter min opfattelse har afspadseret for meget i forbindelse med kurset den 20. og 21. september 1989, eller dokumenterer din ret til det faktisk afspadserede."

På et møde den 15. august 1990 blev repræsentanter for Fraktionen af civil- og akademiingeniører i AM (AMCA) orienteret om, at direktoratet påtænkte at forflytte 5 ingeniører, herunder A til Z kreds i Nordjylland. Direktoratets begrundelse var, at et i praksis fungerende ansættelsesstop havde medført, at kredsene ikke var bemandet svarende til opgaverne. Da Arbejdstilsynet ikke havde lønmidler til at rette op på denne skævhed, var det nødvendigt at foretage forflyttelser. Da A var medlem af samarbejdsudvalget i kreds Y og dermed omfattet af reglerne om tillidsmandsbeskyttelse, skulle spørgsmålet om forflyttelse forhandles mellem overenskomstens parter.

I skrivelse af 16. august 1990 orienterede A finansministeren om sagen og udtalte, at han var uforstående overfor, hvorfor han skulle forflyttes, og at han ønskede at blive på Sjælland.

A rettede desuden ved skrivelse af 20. august 1990 henvendelse til Direktoratet for Arbejdstilsynet og anførte bl.a. følgende

"...

Jeg forstår ikke, hvorfor man ønsker at forflytte mig, ikke mindst på baggrund af kredschefens meddelelse om at han fremover skal være kredschef i (U) kreds ... og da der aldrig har været rejst faglig kritik af mit arbejde.

..."

A bad Dansk Ingeniørforening om at varetage hans interesser.

Den 27. august 1990 blev sagen forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Der blev ikke opnået enighed, og Ingeniørforbundet begærede mæglingsmøde.

Ved skrivelse af 30. august 1990 fik A meddelelse om, at han med virkning fra 1. marts 1991 var forflyttet til Z kreds i Nordjylland.

Mæglingsmøde blev afholdt den 7. september 1990, men blev suspenderet indtil en arbejdsgruppe havde undersøgt, om det var muligt at løse problemet på anden måde. Arbejdsgruppen nåede ikke til enighed, og heller ikke på det genoptagne mæglingsmøde den 19. september 1990 opnåedes der enighed. Ingeniørforbundet indbragte herefter sagen for faglig voldgift.

I et udateret indlæg til "AT-nyt" kritiserede A personalepolitikken i Arbejdstilsynet. Direktionen meddelte ham i skrivelse af 12. oktober 1990, at den ikke fandt det hensigtsmæssigt at bringe indlægget.

I notat af november 1990 anførte souschefen C i Y kreds følgende

"(A) gjorde mig opmærksom på, at han formentlig ville vinde voldgiftsagen. Han havde været udsat for et enormt pres.

Han forventede at blive i ... (Y kreds) og ville tilbyde mig at samarbejde, da det ellers kunne blive hårdt for mig. (A) mente han ville vinde.

Jeg oplyste, at jeg bakkede (B's) beslutning op, og mente at vi skulle lade de rette instanser afgøre voldgiftsagen."

I notat af 20. december 1990 anførte C, der nu var fungerende kredschef, følgende

"(A) gentog sine tidligere påstande ... og oplyste, at han var så indstillet på at blive i Y kreds, at han havde kræfter til at kæmpe for det, samt at han var den stærkeste og nok skulle vide at knække mig. Han ville foretrække et samarbejde og derfor tilbød han det.

Desuden kom han med en række ubehagelige antydninger omkring (B) og årsagen til at de to ikke kunne samarbejde.

Under alle omstændigheder ville jeg komme til at fortryde det, hvis jeg tog kampen op.

Jeg afviste at diskutere (B) samt (A's) sag før der var en afgørelse af voldgiftsagen."

I notat af 24. januar 1991 anførte C følgende

"I forbindelse med oplysningen om udsættelsen af voldgiftsagen kom (A) med en række kommentarer. Bl.a. følgende

- (A) ønsker at sikre sig i systemet. Det skal ikke lykkes AT at få smidt (A) ud af systemet ligesom med (D). (D) passede sit arbejde ligesom (A) gør. (A) mener stadig at hans sagsbehandling er i særklasse, hvilket jeg ligesom tidligere tilbageviste.

- (A) vil ikke forflyttes, for så mister han sin tillidsmandsbeskyttelse.

- (B) og (A's) uoverensstemmelser stammer fra tiden da (D) blev afskediget, da (B) ikke kunne tåle at høre sandheden.

- Hvis ikke (A) havde slidt sine bukser i laser for (B), var det (B) der var blevet smidt ud, og ikke (D).

- (A) er stærkere end mig, da han kender systemet. Da jeg fortalte at jeg fortsat betragtede den slags udtalelser som trusler, dæmpede (A) sig ned."

Endelig anførte C i notat af 7. februar 1991 følgende

"(A) gjorde opmærksom på, at han ikke fandt det rimeligt, at jeg ønskede at fastholde at valg til LSU skal udskydes til efter voldgiftsagen, med den begrundelse at jeg havde svært ved at akceptere (A) som en samarbejdspartner i LSU.

(A) følte sig røvrendt og bagtalt og mente, at han kæmpede for livet, det gjorde jeg ikke og derfor skulle jeg tage specielt hensyn til ham.

Jeg måtte give ham ret i, at livet for mig bestod i andet end AT og (Y) kredsen, samt at jeg ikke fandt en konfrontation på sin plads inden voldgiftsagen, derfor mente jeg, at en udskydelse af valget var mest hensigtsmæssig for samarbejdsklimaet i kredsen.

(A) bemærkede iøvrigt, at det var ubehageligt for ham at leve med en tro om, at jeg alene ventede på en lejlighed til at knalde ham, især da han 4 gange havde tilbudt samarbejde og iøvrigt udførte sit arbejde så umådeligt dygtigt som han gjorde.

Som tidligere imødegik jeg begge dele, idet jeg ikke kalder hans trusler tilbud om samarbejde, og ikke har så høje tanker som han selv om hans faglige dygtighed."

I skrivelse af 10. februar 1991 søgte A stillingen som kredschef i Y kreds.

Af notat af 27. februar 1991 fremgår, at den tidligere kredschef B var blevet kontaktet af en medarbejder E fra kreds Y. Følgende anførtes bl.a.

"...

Jeg ringede hende derfor op umiddelbart efter, hvor hun meget oprevet fortalte, at ingeniør (A) spredte rygter om, at hun havde et forhold til mig og til (A).

Denne sammenhæng havde begrundet, at jeg ønskede (A) tvangsforflyttet til kreds (Z). (A) skulle bl.a. have spredt rygtet til (F), BK 3 i direktoratet og (en) chefkonsulent (...). (E) oplyste endvidere, at hun havde været på tilsynsbesøg på (... fabrik), hvor hun var blevet præsenteret for et udsagn om, at (A) havde udtrykt til virksomheden, at han elskede hende. Dette sammenholdt med rygtet om min person, og (A's) påstand, om at de havde et forhold, havde rystet hende dybt.

Hun oplyste, at hun ville orientere alle i kredsen om rygterne dagen efter.

Inden vi sluttede samtalen, meddelte jeg hende, at jeg ville orientere vicedirektør (...), når han kom på besøg i kredsen d. 29.2.1991 for at drøfte Storebæltsprojektet, samt orientere hele kredsen på kontormødet fredag eftermiddag, idet jeg fandt, at dette ondsindede og perfide rygte bedst stoppes ved selv at oplyse om det.

..."

I skrivelse af 28. februar 1991 til personalekontoret oplyste F bl.a. følgende

"...

For nogle måneder siden ringede (A) til mig og fortalte, at han nu godt var klar over, hvorfor han skulle forflyttes til (Z).

Årsagen var, at han var blevet uvenner med kredschef (B). Baggrunden for uvenskabet skulle søges i, at såvel han selv, (A), og (B) var "blevet forelsket i (E)".

...

Efter ansættelsessamtalen dukkede (A) op igen og fortalte om, at han havde kunnet holde masken overfor (...) og (...), men at han i en efterfølgende samtale med (...) ikke havde holdt masken, men havde fortalt (...), at han i virkeligheden slet ikke ville have denne stilling.

...

Jeg kan yderligere oplyse, at (A's) manglende samarbejdsvilje var en væsentlig årsag til, at jeg i 1989 forlod (Y) kreds, og det er min klare opfattelse, at et ordentligt samarbejde ikke vil kunne gennemføres, sålænge (A) fører sig frem, som han har gjort i de år, jeg har kendskab til.

..."

Den 28. februar 1991 skrev chefen for kreds Y følgende til Direktoratet for Arbejdstilsynet

"...

Dags dato blev jeg ringet op af (B).

Kontorleder (...) og undertegnede fik følgende oplyst

"(B) var i går aftes blevet ringet op af (E). (E) fortalte at hun af (A) havde fået at vide, at han fortalte på (... fabrik), at hun og (A) gik i seng sammen, samt at årsagen til at (B) forsøgte at få (A) forflyttet var, at også (B) og (E) havde et forhold, og at (B) derfor var jaloux.

Disse oplysninger havde (A) videregivet til (...) ved ansættelsessamtalen i mandags i Direktoratet. Desuden havde han også fortalt det til (F) og mange andre.

(E) mente at (B) skulle kende disse rygter og ville derfor informere ham".

(E) bekræfter efterfølgende og oplyser, at flere medarbejdere i kredsen fortæller at (A) har antydet lignende overfor dem.

Denne oplevelse er efter min mening dråben, der får bægeret til at flyde over. Som jeg allerede flere gange har talt med personalekontoret om, har der været samarbejdsvanskeligheder omkring (A's) person. ...

Af hensyn til formalia mente jeg, det var bedst at lade sagen afgøre centralt.

Det er imidlertid min opfattelse, at (A) nu er i gang med at chikanere og true personalet på en helt uakceptabel måde.

Jeg vil ikke fremover kunne stole på, at ordrer udføres, idet (A) med trusler om sladder der refereres hjem til familien kan få de pågældende til at følge (A's) "ordrer".

(A) ødelægger på denne måde samarbejdet i kredsen.

Jeg finder ikke længere at samarbejdet i kredsen kan fungere, sålænge (A) gør tjeneste i kredsen, og det er min opfattelse, at det vil være overordentligt vanskeligt at opfylde de krav, der i kontrakten stilles til kredsen under disse forhold.

Jeg betragter sagen som så alvorlig, at jeg vil anmode om, at (A) omgående fratræder sin stilling i kredsen.

..."

Samme dag blev A sygemeldt for 14 dage.

Den 1. marts 1991 blev A's tillidsrepræsentant orienteret om, at Arbejdstilsynet overvejede at tage skridt til afskedigelse af ham med den begrundelse, at han udøvede en destruktiv samarbejdsform, der hindrede kredsen i at udnytte sine ressourcer hensigtsmæssigt. Direktoratet fandt situationen uacceptabel, og at det var tvingende nødvendigt at afskedige ham.

I skrivelse af 8. marts 1991 til personalechefen anførte A følgende

"...

Jeg har torsdag d. 7. marts talt med (E) om udviklingen i sagen vedrørende rygterne om hendes person. Hun er ked af det, idet det for hende alene var væsentligt at få de usande rygter manet i jorden. Jeg skal derfor endnu en gang gøre det klart, at jeg aldrig har haft eller foregivet at have et forhold til (E). Jeg har aldrig sagt, at (E) har eller har haft et forhold til (B).

(E) og (B) var efter min opfattelse gode venner, og jeg betragter (E) som en meget god ven og fortrolig.

Hvad andre lægger i ovenstående, finder jeg urimeligt at laste mig for.

..."

E meddelte i skrivelse af 12. marts 1991 personalechefen følgende

"...

(A) har i årenes løb voldt mig mange hovedbrud p.g.a. sine kontroversielle meninger og reaktioner, men jeg har også haft meget udbytte af at diskutere ting og sager med ham. Det har derfor aldrig været min intention at skade ham i den, i forvejen yderst belastende situation, han befinder sig i.

Det har alene været mit ærinde, at "lægge en afstand" til (A) i kredsen, og så iøvrigt at mane historierne i jorden. Dette var især vigtigt for mig, fordi jeg som næstformand i LSU ofte har skullet finde vej mellem (B's) og (A's) noget divergerende synspunkter. Jeg har tilstræbt at gøre dette på en saglig og ordentlig facon, og følte derfor at disse insinuationer var beregnet på at drage min hæderlighed som næstformand og kollega i tvivl.

Når jeg orienterede (B) pr. telefon den 6. marts 1991, var det, fordi jeg havde besluttet at tage problemet "offentligt" op med mine kolleger, og derfor syntes, at han skulle vide besked.

..."

Den 14. marts 1991 blev sagen forhandlet mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet. Mødet blev afholdt i medfør af AC-tillidsrepræsentantreglernes § 8, stk. 2. Finansministeriet gjorde gældende, at der forelå tvingende årsager til afskedigelsen, idet A's adfærd virkede ødelæggende for samarbejdet. Ingeniørforbundet gjorde gældende, at der ikke på det foreliggende grundlag forelå tvingende årsag til afskedigelsen.

A blev herefter afskediget ved skrivelse af 15. marts 1991, hvori anførtes følgende

"...

Direktoratet skal hermed under henvisning til forhandlinger med Ingeniørforbundet meddele dig, at du afskediges med 6 måneders varsel til fratræden med udgangen af september måned 1991.

Direktoratet skal samtidig meddele dig, at du med øjeblikkelig virkning fritstilles, at al restferie vedrørende ferieåret 1989 og opsparet ferie i 1990 skal afvikles i opsigelsesperioden, at lønudbetalingen ophører, såfremt du i opsigelsesperioden måtte få anden lønnet beskæftigelse, samt at direktoratet er indstillet på at yde suppleringsløn i opsigelsesperioden, såfremt du måtte få anden beskæftigelse med lavere aflønning end den, du oppebærer i Arbejdstilsynet.

Begrundelsen for opsigelsen er samarbejdsvanskeligheder.

Din løn vil blive standset med udgangen af september måned 1991, hvor du vil modtage fratrædelsesgodtgørelse i overensstemmelse med funktionærlovens regler. Der vil samtidig ske afregning til Ferie Giro af den ferie, du har optjent i 1991.

..."

Den verserende voldgiftssag om forflyttelsen faldt herefter bort for A's vedkommende.

I skrivelser til bl.a. finansministeren og arbejdsministeren gjorde A gældende, at afskedigelsen var uberettiget.

Såvel arbejdsministeren som finansministeren meddelte i skrivelser af 3. april 1991, at de ikke fandt at kunne intervenere i sagen, da denne i givet fald skulle afgøres ad fagretlig vej.

Ingeniørforbundet meddelte i skrivelse af 15. april 1991, at forbundet ikke fandt at kunne yde A juridisk bistand i forbindelse med afskedigelsen, idet forbundet vurderede, at sagens udfald ville gå forbundet og ham imod. Ingeniørforbundet betragtede herefter sagen som afsluttet.

I skrivelse af 29. april 1991 henvendte A sig på ny til arbejdsministeren. Han anførte bl.a. følgende

"...

Min modstand mod at blive forflyttet til (Z) kan naturligvis tolkes som "samarbejdsvanskeligheder", men var ikke tilstrækkeligt grundlag til forflyttelse/afskedigelse af et medlem af samarbejdsudvalget. Arbejdstilsynet har derfor fremprovokeret en sag på baggrund af en fortolkning af nogle udtalelser fra (E), en fortolkning, der intet har med realiteterne at gøre, hvilket et søgsmål formentlig vil vise; men som (C's) brev er udformet kan et søgsmål højst indebære en formel undskyldning, idet alle "ansvarlige" parter handlede i god tro.

Det har aldrig været min hensigt med min henvendelse til Dem at søge at opnå genansættelse i Arbejdstilsynet, men jeg finder at afskedigelsen af mig og en del af mine kolleger bør gøres til genstand for en nærmere undersøgelse. Det gælder iøvrigt hele personaleadministrationen i Arbejdstilsynet. Jeg finder det således helt urimeligt at jeg efter 15 års ansættelse i Arbejdstilsynet afskediges på grund af samarbejdsvanskeligheder, hvilket indebærer, at jeg får 5 ugers karantæne i arbejdsløshedskassen, og at jeg næppe kan forvente at få ansættelse indenfor arbejdsmiljøsektoren.

..."

Arbejdsministeriet svarede i skrivelse af 28. juni 1991, at det havde noteret sig A's supplerende oplysninger og synspunkter.

I skrivelse af 9. august 1991 klagede A til mig. Da Arbejdsministeriet ikke havde truffet afgørelse i sagen, oversendte jeg A's klage dertil. I skrivelse af 25. september 1991 redegjorde jeg for, hvorfor jeg ikke fandt tilstrækkelig anledning til at iværksætte en undersøgelse af de af A rejste principielle spørgsmål vedrørende personaleadministrationen i Arbejdstilsynet.

Arbejdsministeriet bad i skrivelse af 29. august 1991 om A's eventuelle supplerende oplysninger, som han fremsendte i skrivelse af 6. september 1991.

I skrivelse af 4. december 1991 til Arbejdsministeriet udtalte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a. følgende

"...

Om baggrunden for beslutningen om at afskedige (A) skal direktoratet udtale følgende

Efter (A) fik meddelelse om forflyttelsen til kreds (Z) i Nordjylland udviklede han en destruktiv samarbejdsform, såvel i forhold til kredsledelsen som i forhold til andre medarbejdere.

Det var således ledelsens klare opfattelse, at (A) udøvede en samarbejdsform, der hindrede en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i kredsen, og at (A) manglede vilje til et reelt samarbejde.

Den fungerende kredschef (C) havde i perioden november 1990-februar 1991 en række samtaler med (A) vedrørende samarbejdsklimaet. Disse samtaler medførte ingen ændring i (A's) samarbejdsform.

Endvidere begyndte (A) at udsprede belastende rygter om påståede intime forhold involverende den tidligere kredschef, en medarbejder i kredsen og ham selv.

Direktoratet fandt efter indstilling fra den fungerende kredschef, at situationen havde udviklet sig meget belastende for arbejds- og samarbejdsklimaet i kreds (Y), og at (A) udviste en adfærd der gjorde, at det var tvingende nødvendigt at skride til afskedigelse med øjeblikkelig fritstilling.

Direktoratet finder, at afskedigelsen af (A) var sagligt begrundet, idet situationen i kreds (Y) nødvendiggjorde at skride til afskedigelse før udfaldet af voldgiftssagen forelå og dermed afgørelse af spørgsmålet om forflyttelse.

Direktoratet finder at have overholdt gældende fagretlige regler, idet der blev forhandlet såvel lokalt med tillidsrepræsentanten som centralt mellem overenskomstens parter, før der blev truffet beslutning om afskedigelsen.

Ingeniørforbundet har i overensstemmelse hermed ikke fundet anledning til at foretage sig yderligere i sagen.

Direktoratet har foretaget høring før endelig beslutning blev truffet. Den fungerende kredschef har løbende drøftet (A's) samarbejdsform med ham. Endvidere blev der foretaget høring gennem (A's) organisation før den endelige beslutning om afskedigelsen blev truffet.

Direktoratet har derimod ikke foretaget en selvstændig høring af (A) forud for afskedigelsen.

Direktoratet er efterfølgende blevet bekendt med, at Folketingets Ombudsmand har fundet anledning til kritik i lignende sager, idet ombudsmanden ikke har fundet, at den repræsentative høring var tilstrækkelig i henhold til forvaltningsloven.

..."

Som svar på Arbejdsministeriets høringsskrivelse udtalte A i skrivelse af 19. december 1991 bl.a. følgende

"...

2. Samarbejdsvanskeligheder.

a. Samtaler med (C).

Direktoratet anfører i sin skrivelse, at (C) har haft gentagne samtaler med mig vedrørende vort samarbejde i tiden nov. 1990-feb. 1991. Disse møder/samtaler er alle kommet i stand på min foranledning; jeg søgte her at overbevise hende om, at jeg, som tidligere nævnt, ønskede flere opgaver, og det var min opfattelse, at det med den opbakning, jeg fik fra amtets virksomheder (...), alene drejede sig om hendes accept af min fortsatte forbliven i (Y). Jeg har tidligere søgt at redegøre for disse forhold i skrivelser til såvel Arbejdsministeren som Finansministeren (bilag 30, 31, 35, 41 og 44). (C) lagde imidlertid ikke skjul på, at hun ikke ønskede mig som medarbejder, men tonen i hendes notater fra disse møder genkender jeg ikke, og jeg har først fået kendskab til notaterne ved aktindsigt efter min afskedigelse (...).

Jeg skal endvidere anføre at jeg var indkaldt til samtale med (...) og (...) d. 25. feb. 1991 som ansøger til kredschefstillingen i (Y). Her fandt man ikke anledning til at påpege mine påståede samarbejdsvanskeligheder, men jeg trak min ansøgning tilbage efter nøje at have overvejet det sidste halve års begivenheder.

Jeg savner i direktoratets redegørelse en begrundelse for, hvorfor man har fraveget tilsynets normale principper med at underrette en medarbejder om, at man er utilfreds med den måde, han udfører sit arbejde på, samt give ham lejlighed til at udtale sig.

Jeg savner endvidere en begrundelse for, hvorfor man har undladt at give mig en skriftlig advarsel, før man skred til afskedigelse. Jeg skal her anføre, at der intet belastende materiale befandt sig i min

personalemappe ved gennemsyn i marts 1991 med undtagelse af (C's) notater og brev af 28. feb. 91.

b. Rygter ((E's) brev af 28. feb. 1991 ...).

I sin redegørelse angiver direktoratet, at jeg har udspredt belastende rygter om (B) og (E). Jeg har haft et tæt men ikke intimt forhold til (E) ..., hvilket er årsagen til, at jeg ikke har indledt et civilretsligt søgsmål, som vil involvere hende.

Indholdet af brevet af 28. feb. 1991 er usandt, og er skrevet 3 dage efter min samtale i direktoratet; brevet burde have været afvist af habilitetshensyn, da (C) og jeg begge var ansøgere til kredschefstillingen. Direktoratet har end ikke søgt at verificere påstandene i brevet, idet sådanne notater ikke findes i min personalemappe.

Jeg savner i direktoratets redegørelse en begrundelse for, hvorfor man ikke har undersøgt, om disse påstande var rigtige.

Jeg savner endvidere en begrundelse for, at man uden dokumentation for min påståede truende adfærd og påståede tilsidesættelse af givne ordrer skrider til afskedigelse af mig.

Mest af alt savner jeg en begrundelse for, hvorfor direktoratet i strid med Arbejdstilsynets interne regler har undladt at foretage en selvstændig høring af mig.

Jeg har søgt at redegøre (for) omstændighederne omkring min afskedigelse i skrivelser af 16.03.91, 20.03.91 og 22.05.91 til Finansministeren og i skrivelser af 18.03.91, 20.03.91 og 29.04.91 til Arbejdsministeren. Der er tale om klager over personaleadministrationen fra 4 uafhængige personer (...), og jeg finder det væsentligt, at de behandles samlet, da de hver for sig kan opfattes som kværulanteri.

Jeg er klar over vanskelighederne i forbindelse med en eventuel genansættelse, men jeg finder det væsentligt, at den institution, der skal virke som rådgiver og vejleder for den samlede arbejdsmiljøindsats i Danmark overholder gældende regler. Jeg var omfattet af reglerne om tillidsmandsbeskyttelse og blev afskediget uden saglig begrundelse og har derfor i henhold til funktionærloven krav på enten genansættelse eller erstatning for uberettiget afskedigelse.

..."

I sin afgørelse af 27. januar 1992 udtalte Arbejdsministeriet bl.a. følgende

"...

Ifølge det oplyste fandtes Arbejdstilsynets kredsbemanding i 1990 ikke fagligt sammensat svarende til opgaverne på grund af afskedigelser svarende til 16-18 årsværk samt et i praksis fungerende ansættelsesstop gennem to år. En nødvendig tilpasning planlagdes derfor gennemført ved at forflytte et antal medarbejdere, heriblandt Dem. En i den anledning af Deres forbund anlagt voldgiftssag førte for Deres vedkommende ikke til afsigelse af kendelse, fordi De forinden og uden sammenhæng med voldgiftssagen i øvrigt havde modtaget Deres afskedigelse fra Arbejdstilsynet.

Af det fremlagte materiale til belysning af sagen i sin helhed og dermed også af de begivenheder, der gik forud for og førte til Deres afskedigelse med begrundelsen samarbejdsvanskeligheder, fremgår, at der over en lang periode var gnidninger mellem Dem og kredsledelsen. Departementet har således bl.a. noteret sig kredschef (B's) skriftlige ordre til Dem af 22. november 1989 og souschef (C's) notater af 20. december 1990 og 24. januar 1991. Departementet har dog især lagt vægt på kredschef (B's) notat af 27. februar 1991, som er udarbejdet på grundlag af kredschefens samtale med en af kredsens medarbejdere.

Arbejdsministeriet skal i den anledning udtale, at Deres fremsættelse af udtalelser af en karakter, som den i kredschefens notat refererede, måtte føre til, at et i forvejen belastet samarbejde blev endelig afsluttet. Det findes i øvrigt uden betydning for sagen, om indholdet af Deres udtalelser var sandt eller usandt.

Arbejdsministeriet finder den afskedigelse, som Direktoratet for Arbejdstilsynet herefter foretog, for berettiget.

..."

A klagede til mig over Arbejdsministeriets afgørelse i skrivelsen af 27. januar 1992. I klagen anførte han, at afskedigelsen var sket i strid med gældende regler, og at der forelå manglende partshøring. A gjorde endvidere gældende, at Arbejdsministeriet ikke havde undersøgt sagen tilstrækkeligt.

I en udtalelse af 8. april 1992 i anledning af klagen anførte Direktoratet for Arbejdstilsynet bl.a. følgende

"...

I denne anledning skal direktoratet udtale, at direktoratet fortsat finder, at afskedigelsen var sagligt begrundet i samarbejdsvanskeligheder, samt at direktoratet har overholdt såvel funktionærretlige- som fagretlige regler.

...

(A) var bekendt med kredsledelsens opfattelse af situationen, idet den fungerende kredschef (C) i perioden november 1990 - februar 1991 havde en række samtaler med (A) vedrørende situationen, ligesom (A) gennem sin organisation var fuldt orienteret om Arbejdstilsynets opfattelse af sagen og sagens mulige konsekvenser for ham.

Direktoratet havde forståelse for og det indgik i direktoratets vurdering, at den uafklarede arbejdssituation i forbindelse med forflyttelsen og den herefter følgende voldgiftssag påvirkede (A).

Direktoratet fandt imidlertid, at (A) udviste en adfærd, der var belastende for arbejds- og samarbejdsklimaet på tjenestestedet i en sådan grad, at arbejdsforholdet ikke kunne fortsætte.

..."

Arbejdsministeriet henholdt sig i skrivelse af 15. april 1992 til afgørelsen af 27. januar 1992.

I skrivelse af 5. maj 1992 kommenterede A direktoratets udtalelse. Han anførte bl.a.

"... Jeg har ikke fået forelagt (C's) notater og brev, før disse er fremsendt til Direktoratet. Jeg fik først kendskab til dem ved gennemsyn af min personalemappe d. 19. marts 1991. Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at møderne fandt sted på min foranledning og, som jeg husker dem, i en god atmosfære. Direktoratets bemærkning om, at jeg gennem min organisation var fuldt orienteret om Arbejdstilsynets opfattelse af sagen, forstår jeg ikke. Ingeniørforbundet har, såvidt jeg ved, støttet mig fuldt ud i forflyttelsessagen; foreligger der en korrespondance mellem Ingeniørforbundet og Direktoratet, som man har undladt at udlevere ved min anmodning om aktindsigt? Jeg vil finde rimeligt, hvis Folketingets Ombudsmand skønner, at det er af betydning, at Arbejdstilsynet uddyber dette punkt på troværdig måde med behørig dokumentation.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

" 1. Afskedigelsesafgørelsen.

Arbejdsministeriets afgørelse blev truffet på grundlag af funktionærlovens § 2, hvorefter arbejdsaftalen ved opsigelse kun kan "bringes til ophør efter forudgående varsel i overensstemmelse med nedenstående regler".

Det følger af funktionærlovens § 2 b, stk. 1, at opsigelsen skal være "rimeligt begrundet i funktionærens" (eller myndighedens) forhold.

Det står fast, at samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en afskedigelsesbeslutning. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at samarbejdsproblemer ikke uden nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag for en afskedigelsesbeslutning.

Der kræves for det første, at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en klar forbindelse mellem samarbejdsproblemerne og den person, der ønskes afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må kunne tilskrives andre personer end den, som søges afskediget. Af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere, at der fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert. Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har foreligget (uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne karakter.

Inden for de ovenfor beskrevne rammer vil afgørelsen af, om der foreligger fornødent grundlag for afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder, være af skønsmæssig karakter.

De skønsmæssige elementer i afgørelsen kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Som sagen er forelagt for mig, må jeg lægge til grund, at der siden 1989 eksisterede et modsætningsforhold mellem Dem og såvel den tidligere som den nuværende kredschef.

Den nærmere karakter af dette modsætningsforhold er ikke belyst særligt indgående, idet det skriftlige materiale alene beskriver en enkelt konkret konfliktsituation; i forbindelse med Deres anmodning den 21. november 1989 om at få en skriftlig ordre.

Kredschef (C's) notater af november 1990, 24. januar 1991 og 7. februar 1991 indeholdt ingen enkeltheder, som kan belyse, på hvilken måde eventuelle samarbejdsvanskeligheder har givet sig udslag.

Notaterne viser, at De under de nævnte møder har tilbudt samarbejde, og at dette tilbud af (C) er blevet opfattet som tilslørede trusler.

(C's) notater om forløbet af samtalerne mellem Dem og hende uddyber indtrykket fra det tidligere notat om, at der efter ledelsens opfattelse har foreligget dybe og alvorlige samarbejdsproblemer i forhold til Dem.

Notaternes bevismæssige betydning svækkes dog efter min mening i nogen grad af, at notaterne blev udfærdiget uden Deres vidende, og uden at De fik lejlighed til at gennemse og kommentere dem.

Det kommer endvidere i betragtning, at samtalerne blev ført på et tidspunkt, hvor der verserede en fagretlig sag om forflyttelsen af Dem til Nordjylland. De var således på det pågældende tidspunkt under et stærkt personligt pres, hvilket ledelsen efter min mening kunne have taget i betragtning ved vurderingen af Deres udtalelser om samarbejdsforholdene.

Da Arbejdstilsynet traf sin afgørelse om afskedigelsen af Dem (14. marts 1991), var tilsynet i øvrigt bekendt med, at De den 28. februar 1991 blev sygemeldt i forbindelse med et nervesammenbrud, samt at sammenbruddet havde forbindelse med forflyttelsen af Dem.

Det fremgår, at oplysningen om, at De havde udbredt et rygte om et intimt forhold mellem Dem og (E) samt mellem (E) og den tidligere kredschef, blev tillagt udslagsgivende betydning for afskedigelsesbeslutningen.

De har benægtet at have udbredt de nævnte oplysninger. Tre medarbejdere har bekræftet dele af oplysningerne.

Således som sagen er forelagt for mig, må det anses for bevismæssigt usikkert, om og i givet fald til hvem De har fremsat de nævnte påstande.

Oplysningernes betydning for samarbejdsforholdene i kredsen synes i øvrigt noget usikre, idet (E) i skrivelse af 12. marts 1991 gav udtryk for, at det "aldrig har været min intention at skade ham i den i forvejen yderst belastende situation, han befinder sig i".

Sammenfattende er det min opfattelse, at der, som sagen foreligger oplyst for mig, må antages at have foreligget samarbejdsvanskeligheder mellem Dem og kredsens ledelse, og at disse problemer utvivlsomt har påvirket arbejdsforholdene.

Som sagen foreligger oplyst, er det usikkert, hvor omfattende og dybtgående problemerne har været. På denne baggrund finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene.

Såfremt De ønsker at indbringe sagen for domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at der meddeles Dem fri proces under en sådan retssag.

Jeg beder Dem give mig meddelelse herom, såfremt De ønsker at anlægge retssag om spørgsmålet.

Det tilføjes, at bestemmelsen i tillidsmandsreglerne om, at en tillidsmands afskedigelse skal være begrundet i tvingende årsager, hvilken bestemmelse De som medlem af samarbejdsudvalget var omfattet af, findes i aftalen af 9. februar 1979 om tillidsmandsregler, der er indgået mellem AC og Finansministeriet. Aftalen er således indgået mellem i princippet ligestillede parter, hvoraf kun Finansministeriet er omfattet af min kompetence. Endvidere giver aftalen mulighed for prøvelse af spørgsmålet ved faglig voldgift, hvilket Ingeniørforbundet afstod fra. Som følge af disse omstændigheder finder jeg ikke at burde tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt betingelsen i tillidsmandsreglerne var opfyldt. Jeg henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning 1981, s. 12-13.

2. Partshøring.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, lyder således

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

De var ikke forud for afskedigelsen bekendt med kredschefens indstilling af 28. februar 1991 til Direktoratet for Arbejdstilsynet. Da denne indstilling var til ugunst for Dem og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, burde De have været partshørt i henhold til § 19, stk. 1. De burde på samme måde have været partshørt om skrivelsen af 28. februar 1991 fra (F). Jeg finder den manglende partshøring kritisabel.

Herudover er det i ombudsmandspraksis fast antaget, at der i sager om uansøgt afsked eksisterer en ulovbestemt grundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om den besluttende myndigheds bedømmelse (retlige kvalifikation) af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger. Den ulovbestemte pligt indebærer således en pligt for afskedigelsesmyndigheden til - forinden afgørelse træffes i sagen - i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen. Jeg henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.

De fik ingen sådan skriftlig eller mundtlig redegørelse. Samtalerne med kredssouschefen indeholdt intet om mulige konsekvenser for Dem, og der foreligger intet i sagen, der har karakter af en advarsel.

Direktoratets orientering af Deres tillidsmand og forhandlingen mellem Finansministeriet og Ingeniørforbundet kan ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning, idet det ikke kan antages, at en tillidsmand/organisation uden en udtrykkelig bemyndigelse fra parten overtager en parts beføjelser. Jeg må herefter konstatere, at der ikke, forinden sagen blev afgjort, blev foretaget partshøring fra Direktoratet for Arbejdstilsynets side i henhold til den nævnte grundsætning.

Jeg finder den manglende partshøring kritisabel.

Arbejdsministeriet burde have påtalt disse forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min opfattelse.

3. Begrundelse.

Forvaltningslovens § 22 lyder således

" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, lyder således

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Arbejdstilsynets afskedigelsesskrivelse af 15. marts 1991 indeholdt ingen henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen blev truffet. Der burde have været henvist til funktionærlovens § 2 og tillidsmandsreglernes § 8, stk. 1, jf. samarbejdsaftalens pkt. 15.

Som begrundelse nævntes alene "samarbejdsvanskeligheder".

Skrivelsen burde have indeholdt en redegørelse for de nærmere omstændigheder, der var tillagt betydning for afgørelsen.

Jeg finder den mangelfulde begrundelse kritisabel.

Arbejdsministeriet burde have påtalt disse forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bekendt med min opfattelse.

..."

I skrivelse af 2. september 1993 henstillede jeg til Civilretsdirektoratet, at der meddeltes A fri proces til sagsanlæg mod Arbejdsministeriet.

Civilretsdirektoratet bevilgede dette.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s. 12-13, og FOB 1990, s. 363 ( FOB, 1990, s. 339 ).

Resumé

Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM).

Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag.

A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24. Endelig udtalte ombudsmanden, at AM over for AT burde have påtalt den manglende partshøring og den mangelfulde begrundelse. (J. nr. 1992-822-812).