Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.

§ 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982, var sålydende

"Et arbejdsophør medfører konsekvenser for dagpengeretten, såfremt medlemmet uden fyldestgørende grund selv har bragt arbejdsforholdet til ophør eller er blevet afskediget med en grund, der kan tilregnes medlemmet."

Det er således af afgørende betydning for udfaldet af (A's) sag, om afskedigelsen den 14. september 1990 i det væsentligste kunne tilregnes ham. Ved vurderingen af dette spørgsmål må der tages stilling til, om (A) blev afskediget som følge af, at lægeerklæringen blev fremsendt for sent eller - som påstået af (A's) læge i erklæringen af 7. januar 1991 - på baggrund af uforskyldte samarbejdsproblemer på arbejdspladsen. Dernæst må der tages stilling til, om (A) udfoldede alle rimelige og mulige bestræbelser for at opfylde kravet om fremsendelse af lægeerklæring inden udløbet af den af arbejdsgiveren fastsatte frist.

Under min behandling af sagen har jeg først og fremmest undersøgt, om tilregnelsesspørgsmålet var undersøgt i en sådan grad, at ankenævnet ved afgørelsen af 19. september 1991 havde fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, eller om ankenævnet forinden burde have indhentet yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren til belysning af tilregnelsesspørgsmålet.

Det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning (Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, 1986, pkt. 199).

På baggrund af erklæringen af 7. januar 1991 fra egen læge kan det efter min opfattelse ikke uden videre afvises, at afskedigelsesårsagen reelt kan have været utilregnelige samarbejdsvanskeligheder, uanset at der i afskedigelsesskrivelsen alene er henvist til forholdet vedrørende den for sent indgivne lægeerklæring. Endvidere kan det ikke udelukkes, at indhentelse af oplysninger fra arbejdsgiveren forud for ankenævnets afgørelse kunne have bekræftet dette eller iøvrigt kunne have gjort grundlaget for afgørelsen mere sikkert.

Som argument imod en sådan nærmere undersøgelse har ankenævnet i udtalelsen af 24. februar 1993 henvist til udtalelser fra den lokale fagforening. Jeg skal hertil bemærke, at udtalelser fra fagforeninger i sager, hvor der kan foreligge samarbejdsvanskeligheder mellem flere af foreningens medlemmer på samme arbejdsplads, efter min mening må tages med et vist generelt forbehold. Jeg henviser herved til, at en fagforening i en sådan situation i sagens natur ikke i samme grad kan varetage alle involverede medlemmers interesser, da interesserne normalt er modstridende.

Ankenævnet har i udtalelsen af 24. februar 1993 yderligere henvist til det forhold, at det skyldtes egen læge, at lægeerklæringen af 14. september 1990 blev fremsendt for sent til arbejdsgiveren. Jeg går ud fra, at ankenævnet hermed sigter til, at lægens efterfølgende erklæring i skrivelsen af 7. januar 1991 på den baggrund må tillægges mindre bevismæssig betydning.

Sammenfattende er det min opfattelse, at udtalelserne fra (A's) fagforening ikke kan tillægges en sådan betydning for en bedømmelse af tilregnelsesspørgsmålet i forhold til den modstående erklæring af 7. januar 1991 fra egen læge, at ankenævnet kunne undlade at undersøge spørgsmålet nærmere gennem indhentelse af yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren (forudsat at (A) ville meddele samtykke hertil).

På denne baggrund mener jeg, at ankenævnets afgørelse i (A's) sag blev truffet på et ufyldestgørende grundlag. Ankenævnet burde have forespurgt (A), om han var indforstået med, at arbejdsgiveren blev hørt over erklæringen og i givet fald have forelagt erklæringen for arbejdsgiveren til udtalelse.

Jeg har gjort Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

Da (A) har meddelt mig, at han er indforstået med, at erklæringen fremsendes til arbejdsgiveren til udtalelse, har jeg samtidig hermed henstillet til ankenævnet, at sagen genoptages med henblik på, at sagen oplyses yderligere, inden afgørelse træffes på ny.

Det bemærkes, at mine undersøgelser i sagen alene har været rettet imod Arbejdsmarkedets Ankenævn. Da Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf en tilsvarende afgørelse i sagen, har jeg samtidig hermed sendt direktoratet en kopi af denne skrivelse til orientering."

I skrivelse af 5. november 1993 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at ankenævnet havde truffet beslutning om at ophæve den tidligere afgørelse, således at den idømte karantæne på 5 uger bortfaldt.

Jeg meddelte herefter Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg ikke foretog videre i sagen.

§ 26. Et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, kan ikke få dagpenge i 5 uger. De 5 uger regnes fra den dag, hvor såvel medlemmet som arbejdsgiveren er frigjort fra ansættelsesforholdet."

Den nugældende bestemmelse i lov om arbejdsløshedsforsikrings § 63, stk. 1, nr. 3, blev indsat i loven ved lov nr. 840 af 21. december 1988. I bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1988/89, tillæg A, spalte 1720) fremgår følgende

"Formuleringen giver bedre redaktionel overensstemmelse med bestemmelsen i § 5 i arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om betydningen for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist arbejde og ophøre med arbejde, og medfører ingen ændringer i praksis med hensyn til hvilke forhold der kan tilregnes medlemmerne..."

Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.

B klagede for A over Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse i skrivelse af 19. september 1991. Ved afgørelsen stadfæstede ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 10. april 1991, hvorved direktoratet fandt, at A den 14. september 1990 blev afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham med den følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger.

Af sagens akter fremgik det bl.a., at A blev ansat på virksomheden C den 17. februar 1986. Den 27. august 1990 måtte han sygemelde sig. I en skrivelse af 12. september 1990 anmodede C om fremsendelse af lægeerklæring som skulle være C i hænde senest fredag den 14. september 1990. Idet A's læge var på kursus den 13. september 1990, blev der først fremsendt lægeerklæring til C den 14. september 1990, hvilken erklæring C modtog den 15. september 1990. Som følge heraf opsagde C A i en skrivelse af 14. september 1990, der indeholdt følgende

"I henhold til skrivelse af 12.9.90, hvor vi bad dig fremsende en lægeerklæring, som skulle være os i hænde senest idag fredag og du ikke har efterkommet dette, betragter vi hermed dit ansættelsesforhold som ophørt pr. dags dato."

Den 12. november 1990 meddelte Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdernes Arbejdsløshedskasse, at det var kassens opfattelse, at A var blevet afskediget af en grund, der i det væsentligste kunne tilregnes ham, hvorfor han fik 5 ugers karantæne. Afgørelsen blev tiltrådt af arbejdsløshedskassens hovedledelse den 14. december 1990.

I en skrivelse af 5. januar 1991 indbragte A hovedledelsens afgørelse for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Den 7. januar 1991 afgav A's læge en udtalelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i anledning af sagen. I udtalelsen anførte lægen følgende

"Ang. (A) ...

som gennem årene har været patient i min konsultation og er mig velbekendt som et normalt - måske lovligt beskedent menneske.

Jeg er af ham og hans familie bedt om udtalelse i anledning af hans fyring fra (C) og har fået tilladelse til at bryde tavshedspligten.

Jeg er bekendt med hans hoslagte brev til direktoratet og behøver derfor ikke ridse alt op.

I forbindelse med konsultation om en banal skade i juli 1990 bemærkede jeg, at han virkede trist og forsagt i modsætning til ellers. Jeg nævnte det ikke for ham.

Han henvender sig så til mig d. 14. september 1990 p.g. af den famøse lægeerklæring - jeg gik ham på klingen - og pludseligt grædende fortæller dette store sunde menneske så, at han systematisk gennem lang tid er blevet mobbet på sin arbejdsplads af værkføreren og dennes håndgangne "venner". For sit lange hår - for sin manglende lyst til at deltage i selskabeligheden etc. Værkføreren: "Jeg skal nok få dig ud." Knægten gik jo i spåner over dette - specielt da chikanen fik forholdet til hans pige til at gå i stykker, hun arbejdede på samme arbejdsplads. Det undrede mig ikke at han fik den aldeles utraditionelle fyring, omtalte værkfører har signeret fyresedlen.

Jeg har haft en del samtaler med (A), han er ved at falde til ro, og vi har undgået øl og tabletter.

Men - det er vist naturligt, at han var ude af stand til at kontakte værkføreren og søge om forlængelse af fristen til jeg kom hjem fra kursus. Derefter gik det jo stærkt med lægeerklæringen."

Erklæringen af 7. januar 1991 blev ikke forelagt C til udtalelse forud for direktoratets afgørelse i sagen eller senere.

Den 22. januar 1991 afgav Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet en udtalelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I udtalelsen anførte forbundet følgende

"Det kan synes at være en kort frist, med 2 dage til at fremskaffe en lægeerklæring, men absolut ikke en ukendt situation for vort medlem, der tidligere har været på Førstedagserklæring, hvor denne skulle være arbejdsgiveren ihænde senest anden fraværsdag kl. 12.00.

Det er ikke unormalt, at forlange en lægeerklæring med 2 dages varsel. Vi har da enkelte gange været ude for, at et medlem ikke kunne få tid hos lægen, men så ringer man da til sin mester eller tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, så løses problemet i fællesskab.

Vi mener det ville have været en naturlig reaktion i denne sag, at ringe og sige tingene som de var.

Vi var bekendt med, at der blev sendt bud efter en lægeerklæring, og havde vi ment det var et urimeligt krav (tidsmæssigt) havde vi gjort indsigelse med det samme, men det fandt vi ikke anledning til, da vi mente at (A) kunne ringe, hvis der var problemer."

I skrivelse af 10. april 1991 traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende afgørelse

"I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 3, må dagpenge ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.

Det fremgår endvidere af direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, at et medlem er selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen efter en samlet vurdering af omstændighederne ved medlemmets afskedigelse finder, at medlemmet er blevet afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.

Ifølge nævnte bekendtgørelses § 26, stk. 1, kan et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund der væsentligst kan tilregnes medlemmet, ikke få dagpenge i 5 uger.

Direktoratet finder på det foreliggende grundlag, at De er blevet afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes Dem, da De efter at være anmodet herom den 12. september 1990 ikke afleverede lægeerklæring hos arbejdsgiveren senest den 14. september 1990.

De kan derfor ikke få dagpenge i 5 uger fra datoen for arbejdsophøret den 14. september 1990 at regne, jf. § 26, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at De i dagene den 13. og 14. september 1990 må anses for at have haft tilstrækkelig mulighed for at fremskaffe og aflevere lægeerklæring rettidigt eller at kontakte arbejdsgiveren med henblik på at få fristen forlænget for indsendelse af lægeerklæringen."

I skrivelse af 11. april 1991 indbragte A direktoratets afgørelse for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

I skrivelsen af 19. september 1991 stadfæstede ankenævnet direktoratets afgørelse med den af direktoratet anførte begrundelse.

Under min behandling af B's klage har A i en erklæring af december 1992 meddelt samtykke til, at lægeerklæringen af 7. januar 1991 fra egen læge, under en eventuel genoptagelse af sagen, forelægges C til udtalelse.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg den 21. januar 1993 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at oplyse, om ankenævnet havde taget skridt til at høre C over lægeerklæringen af 7. januar 1991 og i benægtende fald, hvorfor dette ikke var sket.

I skrivelse af 24. februar 1993 besvarede ankenævnet min henvendelse som følger

"...

I denne anledning skal man oplyse, at ankenævnet ikke har foretaget supplerende undersøgelser af grundlaget for medlemmets afskedigelse.

Ankenævnet var ved afgørelsen opmærksom på, at lægeerklæringen blev sendt af medlemmets læge til arbejdsgiveren, og at det for så vidt skyldtes lægen, at erklæringen kom for sent.

Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at arbejdsgiver klart over for medlemmet havde tilkendegivet, at lægeerklæringen skulle være (C) i hænde senest den 14. september 1990, at medlemmets faglige organisation har forklaret, at medlemmet tidligere havde været i den situation, at han skulle fremkomme med "førstedagserklæring", og at han derfor har været bekendt med betydningen af at fremkomme med de ønskede erklæringer i rette tid, samt at den faglige organisation har udtalt, at den ikke skønnede, at arbejdsgiverens anmodning om lægeerklæring i løbet af to dage var et urimeligt krav."

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg i en skrivelse til B følgende

"Myndighedernes afgørelser, hvorefter (A) fik 5 ugers karantæne som følge af afskedigelsen, er truffet på grundlag af bestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring § 63, stk. 1, nr. 3, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, og § 26, stk. 1, der er sålydende

Lovens § 63, stk 1, nr. 3

"Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

...

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet."

Bekendtgørelsens § 22 og § 26, stk. 1

" § 22. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen efter en samlet vurdering af omstændighederne ved medlemmets afskedigelse finder, at medlemmet er blevet afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.

...

Resumé

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AMA) om, at A var blevet afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham, med den følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger. A's arbejdsgiver C havde som begrundelse for afskedigelsen anført, at A ikke havde efterkommet C's påbud om inden 2 dage at fremsende en lægeerklæring. I forbindelse med Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) behandling af sagen udtalte A's læge, at lægeerklæringen var blevet fremsendt én dag for sent på grund af, at lægen havde været på kursus. Lægen oplyste videre, at A gennem længere tid havde virket trist og forsagt, og at A ved henvendelsen om lægeerklæringen havde fortalt, at han følte sig mobbet på sin arbejdsplads af værkføreren m.fl. Dette var efter lægens opfattelse årsagen til, at A ikke havde bedt om forlængelse af fristen for aflevering af lægeerklæringen. Lægens udtalelse blev ikke i forbindelse med DfA's og AMA's behandling af sagen forelagt C.

Ombudsmanden fandt, at AMA's afgørelse i sagen var blevet truffet på et ufyldestgørende grundlag. Ombudsmanden anførte, at udtalelser fra A's fagforening kun kunne tillægges begrænset betydning i den konkrete sag, der involverede flere medlemmers interesser. På baggrund heraf og da A havde givet samtykke til, at lægens udtalelse blev forelagt C til udtalelse, henstillede ombudsmanden til AMA at tage sagen op til fornyet behandling. (J. nr. 1992-1116-020).