Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.

§ 3, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 244 af 8. juni 1983. Lovforslaget (nr. L 182) blev fremsat på baggrund af, at et større antal langtidsledige i Vestsjællands Amt ikke fik arbejdstilbud inden tab af dagpengeret.

Det oprindelige lovforslag foreskrev, at den langtidsledige i så fald var berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling m.v. Af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1982/1983, tillæg A, spalte 3749/3750) fremgår, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at langtidsledige skulle bøde for, at arbejdstilbudsloven ikke blev overholdt.

Efter første behandling af lovforslaget overgik dette til udvalgsbehandling i arbejdsmarkedsudvalget. Den 26. maj 1983 blev der afgivet betænkning (Folketingstidende 1982/1983, tillæg B, spalte 1867-1870). Arbejdsministeren havde under udvalgsbehandlingen stillet ændringsforslag, således at § 3, stk. 5, fik sin nuværende udformning. Af bemærkningerne til ændringsforslaget fremgik, at de ledige skulle sikres økonomisk i den periode, der i enkelte tilfælde kunne opstå mellem dagpengerettens ophør og påbegyndelse af et arbejdstilbud.

Under andenbehandlingen af lovforslaget kommenterede arbejdsministeren ændringsforslaget således

"Vi var interesseret i at få arbejdstilbud, men også i, hvis de ikke kom til tiden, at det ikke måtte gå ud over de mennesker, der kom i klemme i den pågældende situation" (Folketingstidende 1982/1983, spalte 12247).

Forslaget blev vedtaget efter tredje behandling.

Af de ovenfor citerede bestemmelser i bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984, §§ 17 og 18, fremgik, at en ledig havde krav på et nyt arbejdstilbud eller forlængelse af et allerede afgivet tilbud i tilfælde, hvor ansættelsesforholdet ophørte uden skyld fra den ledige eller blev afbrudt som følge af sygdom. Spørgsmålet er herefter, om lov om arbejdstilbud, § 3, stk. 5, skal fortolkes således, at godtgørelse skal ydes både ved for sent fremsat arbejdstilbud og i tilfælde, hvor den ledige ikke straks får et nyt arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 17 eller forlænget et allerede givet arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 18.

Ifølge lovens ordlyd pålægges myndighederne at betale godtgørelse i tilfælde, hvor den ledige ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde. Rent sprogligt vil denne formulering kunne dække både oprindelige arbejdstilbud, forlængelse af allerede givet arbejdstilbud og nyt supplerende arbejdstilbud.

Lovens forarbejder kan ligeledes anføres til støtte for denne fortolkning af bestemmelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget og Folketingets forhandlinger fremgår det, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at enkelte ledige ikke falder ud af systemet med den virkning, at de må gå over på kontanthjælp.

Ligheds- og konsekvensbetragtninger taler ligeledes for dette resultat. Det forekommer urimeligt og inkonsekvent, at ledige - der har krav på forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på et supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbuddet eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp, fordi dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver syg, eller som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige, der overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.

Endvidere har jeg ved min behandling af sagen lagt til grund, at der ikke administrativt kan fastsættes bestemmelser, som ikke stemmer overens med en korrekt forståelse af lovens § 3, stk. 5. En nærmere fortolkning af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 eller i den tilhørende vejledning (nr. 93 af 6. juli 1984) er således efter min mening ikke afgørende for en bedømmelse af retstilstanden.

Under henvisning til det anførte skal jeg anmode Arbejdsmarkedsstyrelsen om - efter forud indhentet erklæring fra Arbejdsministeriet - at tilkendegive, om det ikke ville være bedst stemmende med lovens intentioner, at bestemmelsen i lovens § 3, stk. 5, 2. punkt, fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

..."

I erklæring af 14. december 1992 anførte Arbejdsministeriet følgende

" Resumé.

Arbejdsministeriet mener ikke, modsat ombudsmanden, at ledige efter ATB-loven har ret til godtgørelse for tab af dagpengeret ved for sent fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

Problem.

Efter ordlyden i ATB-loven har den ledige kun ret til godtgørelse indtil et arbejdstilbud er påbegyndt eller afslået.

Ombudsmanden mener derimod, at lovens intensioner (hensynet til den lediges forsørgelse) fører til, at der også er ret til godtgørelse i perioder ved for sent fremsat supplerende arbejdstilbud, samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

Spørgsmålet er derfor, om Arbejdsministeriet bør foretage en praksisændring gennem en udvidet fortolkning af ATB-loven.

Baggrund.

a. lovforslaget.

Af ATB-lovens § 3, stk. 5 fremgår det, at hvis langtidsledige ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til dagpenge ophører, betaler amtskommunen efter anmodning fra den ledige pr. dag til den pågældende et beløb, der svarer til de arbejdsløshedsdagpenge, den ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens ophør. Amtskommunens forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud.

Denne bestemmelse uddybes i ATB-bekendtgørelsens § 109, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en ledig, som har krav på et arbejdstilbud, og som ikke er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden den pågældendes ret til dagpenge er ophørt, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra amtskommunen efter ansøgning.

En undtagelse herfra er nævnt i bekendtgørelsens § 111, stk. 2, som fastslår, at en ledig, som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter bekendtgørelsens § 21, stk. 1, ikke har krav på godtgørelse.

b. forarbejderne.

I det oprindelige lovforslag L 182 blev det foreslået, at "såfremt tilbud ikke gives, før retten til dagpenge ophører, er medlemmet fortsat berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., indtil den pågældende har fået et rimeligt arbejdstilbud."

Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af lovforslaget ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende udformning.

Af bemærkningerne til dette ændringsforslag fremgår, at de ledige skulle sikres økonomisk i den periode, der i enkelte tilfælde kunne opstå mellem dagpengeperiodens ophør og påbegyndelse af et arbejdstilbud.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at da det efter ATB-loven er amtskommunerne, der er forpligtet til at tilbyde arbejde til de langtidsledige, der ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller staten, er det naturligt, at det også bliver amtskommunen, der får pligt til at betale ydelsen til de ledige.

c. Supplerende regler og praksis.

Som før nævnt fremgår det af ATB-bekendtgørelsen § 111, stk. 2, at ledige, som har opnået et supplerende arbejdstilbud, ikke har krav på godtgørelse for tab af dagpengeret. De supplerende regler og administrativ praksis de forløbne 10 år har derfor været, at ledige, som venter på et supplerende arbejdstilbud, ikke har ret til godtgørelse for tab af dagpengeret.

Synspunkter for og imod en praksisændring.

For en praksisændring taler følgende

Umiddelbart forekommer det urimeligt og inkonsekvent, at ledige - der har krav på forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på et supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbudet eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå på kontanthjælp, fordi dagpengeretten er ophørt. På den måde stilles den ledige, der bliver syg, eller som uretmæssigt opsiges fra et arbejdstilbud, dårligere end den ledige, der overhovedet ikke får noget arbejdstilbud.

Ligheds- og konsekvensbetragtninger kunne således tale for en ændring af den hidtidige praksis på området.

Imod en praksisændring taler følgende

I ATB-lovens § 3, stk. 5, er der anført "... indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."

Arbejdsministeriet finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd alene vedrører det oprindelige arbejdstilbud, der påbegyndes efter dagpengefald, og at retten bortfalder, når et arbejdstilbud er enten påbegyndt eller afslået.

Denne forståelse af lovens ordlyd støttes desuden af lovens forarbejder.

Arbejdsministeren stillede mellem 1. og 2. behandlingen af lovforslag L 182 ændringsforslag, således at § 3, stk. 5 fik sin nuværende udformning.

Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget var det amtskommunerne, der fik pligt til at betale ydelsen til de ledige. Baggrunden for dette var at undgå den uheldige virkning, at de institutioner, der skulle fremskaffe et arbejdstilbud, ville miste noget af tilskyndelsen hertil; jf. amtskommunernes "bagstopperfunktion" på ATB-området, hvorefter amtskommunerne er forpligtet til at tilbyde arbejde til de langtidsledige, der ikke får arbejdstilbud hos private, kommunerne eller staten.

Den nuværende udformning af arbejdstilbudslovens § 3, stk. 5 er således tæt knyttet sammen med amtskommunernes forpligtelse til som sidste instans at fremskaffe arbejdstilbud. Det er netop amtskommunernes forpligtelse, som har betydet, at den ledige, som ikke får et arbejdstilbud, før retten til dagpenge ophører, skal have en amtskommunal godtgørelse i stedet for dagpenge.

Hvis en ledig ophører fra et arbejdstilbud, uden at dette ophør kan tilregnes den ledige, har den pågældende ret til et supplerende arbejdstilbud. Forpligtelsen til at fremskaffe dette supplerende arbejdstilbud hviler som hovedregel på AF. Amtskommunerne er således ikke i første omgang forpligtet til at fremskaffe supplerende arbejdstilbud.

Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med intentionerne bag den nuværende udformning af § 3, stk. 5, hvis amtskommunernes forpligtelse til at udbetale godtgørelse udvides til også at omfatte situationer, hvor den ledige venter på et supplerende arbejdstilbud.

Konklusion.

Det er Arbejdsministeriets opfattelse, at der med formuleringen "påbegyndelse af et arbejdstilbud" alene sigtes til det oprindelige arbejdstilbud, der påbegyndes efter dagpengefald. Samtidig vil det ikke være i overensstemmelse med intentionerne bag § 3, stk. 5-bestemmelsen at yde godtgørelse for tab af dagpengeret til de ledige, som venter på et supplerende arbejdstilbud, eller som mangler at få forlænget et allerede givet arbejdstilbud.

Der er således hverken i bestemmelsens ordlyd eller i intentionerne bag denne bestemmelse holdepunkter for at anlægge en fortolkning, hvorefter disse ledige har ret til godtgørelse.

På denne baggrund finder Arbejdsministeriet ikke, at der i ATB-lovens § 3, stk. 5 er hjemmel til at ændre praksis på området. En retstilstand, som den der foreslås af Ombudsmanden, vil derfor kræve en lovændring."

I udtalelse af 5. februar 1993 anførte Arbejdsmarkedsstyrelsen bl.a. følgende

"...

I denne anledning skal man indledningsvis udtale, at styrelsen er enig med Ombudsmanden i, at de anførte ligheds- og konsekvensbetragtninger taler for en udvidelse af området for lovens § 3, stk. 5, 2. punktum.

Styrelsen finder dog samtidig, at sagen giver anledning til en vurdering af, om der iøvrigt kan angives forskelle mellem oprindelige arbejdstilbud og supplerende arbejdstilbud, der kan begrunde en forskelsbehandling af ledige i relation til den amtskommunale godtgørelse i forhold til de to typer af arbejdstilbud.

Styrelsen vil i det følgende skitsere de dele af arbejdstilbudsordningen, der vedrører fremskaffelse og afgivelse af arbejdstilbud og supplerende arbejdstilbud, idet der iøvrigt henvises til Ombudsmandens skrivelse (..) vedrørende afbrydelser i og forlængelse af arbejdstilbudsperioden.

Hovedsigtet med arbejdstilbudsordningen er, at Arbejdsmarkedsnævnet i samarbejde med Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne skal søge at fremskaffe arbejdstilbud til ledige hos private arbejdsgivere, jfr. bekendtgørelsens § 13.

I det omfang tilstrækkelige arbejdstilbud ikke kan fremskaffes hos private arbejdsgivere, påhviler det i første række bopælskommunen og i anden række amtskommunen at fremskaffe arbejdstilbud inden for egne forvaltningsområder eller i anden offentlig eller offentligt støttet virksomhed eller institution, jfr. § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Af bekendtgørelsens § 14, stk. 5, fremgår bl.a., at kan Arbejdsformidlingen ikke foretage placering i private, kommunale eller statslige arbejdstilbud inden for bestemte frister, skal amtskommunen underrettes herom. Placering i amtskommunen skal herefter ske i løbet af en måned.

Hovedreglen om afgivelse af arbejdstilbud findes i bekendtgørelsens § 17, stk. 1, hvorefter ledige så vidt muligt skal gives et arbejdstilbud, når den ledige har haft 12 måneders sammenlagt ledighed inden for de seneste 15 måneder. Et arbejdstilbud skal imidlertid gives, når den ledige har haft 21 måneders sammenlagt ledighed inden for de seneste 27 måneder.

Ifølge bekendtgørelsens § 10, stk. 1, skal arbejdsløshedskasserne til Arbejdsformidlingen give meddelelse om de medlemmer, der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som har ret til arbejdstilbud. Arbejdsløshedskassernes rådighedsvurdering finder sted før indberetningen, og den har derfor ikke indflydelse på de tidsterminer, der er fastsat for placering i arbejdstilbud.

I de situationer, der er omfattet af § 21, stk. 1, (ophør), skal arbejdsgiveren i tilfælde af, at arbejdsforholdet ophører i genoptræningsperioden, give arbejdsformidlingen besked om årsagen til ophøret, og spørgsmålet, om ophøret kan tilregnes arbejdstageren, skal da vurderes af pågældendes arbejdsløshedskasse med mulighed for, at pågældende kan påklage kassens rådighedsvurdering til Direktoratet for Arbejds(løsheds)forsikringen (min rettelse), og eventuelt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Denne rådighedsvurdering er principielt forskellig fra den vurdering, der ligger forud for indberetningen, idet den forudsætter en egentlig sagsbehandling fra A-kassens side. Rådighedsvurderingen vil normalt forsinke placering i supplerende arbejdstilbud væsentligt.

Endvidere bør den i § 21, stk. 1 omhandlende erklæring fra arbejdsgiveren om ophør i arbejdstilbud, der er en forudsætning for AF's indberetning til A-kassen, nævnes som en faktor, der i praksis forsinker placering i supplerende arbejdstilbud.

Mens det således ved det "oprindelige" arbejdstilbud alene er de offentlige instanser - AF, kommuner og amtskommuner - der har indflydelse på, at placering i arbejdstilbud sker inden dagpengerettens ophør, er placering i supplerende arbejdstilbud - som anført - afhængig af andre faktorer.

Styrelsen er opmærksom på, at det anførte ikke kan tages til indtægt for den opfattelse, at ledige der venter på placering i supplerende arbejdstilbud stilles økonomisk dårligere end de, der venter på placering i et "oprindeligt" arbejdstilbud.

Styrelsen finder dog samtidig, at problemet - i stedet for at udvide adgangen til godtgørelse - bør søges løst ved at skabe lovhjemmel i a-loven til at udbetale ventedagpenge i de situationer, der efter gældende praksis ikke er omfattet af de amtskommunale godtgørelsesregler.

For så vidt angår spørgsmålet, om det ikke ville være bedst stemmende med arbejdstilbudslovens intentioner at bestemmelsen i lovens § 3, stk. 5, 2. punktum om amtskommunal godtgørelse for tab af dagpengeret, fortolkes således, at denne finder anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud samt ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud, finder styrelsen at kunne henholde sig til det i vedlagte erklæring af 14. december 1992 fra Arbejdsministeriet anførte."

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"Indledningsvis bemærker jeg, at klage over en afgørelse, der kan ændres af en højere administrativ myndighed, ikke kan indgives til ombudsmanden, før den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen. Afgørelsen skal rent faktisk have været indbragt for vedkommende højere administrative myndighed. Har klageren f.eks. undladt at benytte en eksisterende klageadgang eller indgivet klagen for sent, således at den er blevet afvist af klageinstansen, kan der heller ikke klages til ombudsmanden.

Idet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 13. juni 1989 først blev indbragt for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen efter klagefristens udløb - med den virkning, at ankenævnet afviste at behandle klagen - er jeg ikke i stand til at tage stilling til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Min undersøgelse omfatter derfor alene Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse af 30. april 1991, hvorved De fandtes berettiget til et nyt arbejdstilbud, men ikke fandtes berettiget til erstatning som følge af tab af dagpengeret.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at styrelsen fandt Dem berettiget til et nyt arbejdstilbud.

Genstanden for min udtalelse i sagen er således alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skal fortolkes således, at den finder anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud.

Det fremgår af Arbejdsmarkedsstyrelsens og Arbejdsministeriets udtalelser af henholdsvis 14. december 1992 og 5. februar 1993, at myndighederne er enige i, at det umiddelbart forekommer urimeligt og inkonsekvent, at ledige - der har krav på forlængelse af et eksisterende arbejdstilbud eller krav på et supplerende arbejdstilbud - i perioder, hvor forlængelse af arbejdstilbudet eller supplerende arbejdstilbud ikke tilbydes, skal overgå til kontanthjælp, fordi dagpengeretten er ophørt. Det er styrelsens opfattelse, at problemet bør søges løst "ved at skabe lovhjemmel i a-loven til at udbetale ventepenge i de situationer, der efter gældende praksis ikke er omfattet af amtskommunale godtgørelsesregler". Så vidt jeg forstår, går også Arbejdsministeriet ind for, at problemet søges løst ved en lovændring.

Hertil skal jeg bemærke, at jeg er enig med myndighederne i, at spørgsmålet bør søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Udover de allerede nævnte forhold kan også anføres det forhold, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, er betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse, jf. nedenfor. Så vidt jeg forstår, er myndighederne som udgangspunkt enig med mig i, at besvarelsen af det rejste lovfortolkningsspørgsmål er behæftet med betydelig usikkerhed. En sådan retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning, er efter min opfattelse i sig selv utilfredsstillende.

På denne baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til arbejdsministeren, at der - eventuelt i forbindelse med gennemførelse af andre ændringer i arbejdstilbudsloven - tilvejebringes en lovmæssig stillingtagen til det rejste spørgsmål. Jeg har samtidig gjort Folketingets Retsudvalg bekendt med min henstilling.

Om myndighedernes retsopfattelse skal jeg i øvrigt bemærke, at jeg har noteret mig, at myndighederne er enige i, at det grundlæggende hensyn bag bestemmelsen - de lediges forsørgelse - sammen med ligheds- og konsekvensbetragtninger, støtter en fortolkning, hvorefter bestemmelsen finder anvendelse både i venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud og for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. En sådan fortolkning ligger også inden for bestemmelsens ordlyd, hvorefter den ledige har krav på godtgørelse, hvis han "ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører...".

Imod en sådan fortolkning taler efter myndighedernes opfattelse, at amtskommunerne ikke i første omgang er forpligtet til at skaffe supplerende arbejdstilbud i tilfælde, hvor arbejdstilbudet ophører, uden at dette ophør kan tilregnes den ledige, sammenholdt med, at forpligtelsen til at betale godtgørelse efter lovens § 3, stk. 5, påhviler amtskommunerne.

Såvidt jeg forstår, er denne opfattelse, hvorefter amtskommunerne i første omgang er fritaget for at fremskaffe supplerende arbejdstilbud ved ophør, baseret på bestemmelserne i bekendtgørelse om arbejdstilbud (nr. 403 af 30. maj 1989 med senere ændringer) § 21 og § 111. Som jeg tidligere har anført, er en nærmere fortolkning af bestemmelserne i bekendtgørelserne ikke afgørende for en bedømmelse af retstilstanden, jf. min skrivelse af 6. juli 1992 til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Bekendtgørelser skal efter den almindelige retlige rangfølge holde sig inden for rammerne af de pågældende lovbestemmelser. Som ovenfor anført kan lovens § 3, stk. 5, lige så godt forstås således, at amtskommunerne ikke fritages for forpligtelsen til at yde godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved venteperioder i forbindelse med manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. I øvrigt fritager bestemmelserne i bekendtgørelsen ikke amtskommunerne for i sidste instans at fremskaffe arbejdstilbud ved ophør.

På denne baggrund mener jeg, at en række forhold taler imod myndighedernes retsopfattelse, hvorefter De ikke var berettiget til godtgørelse i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid hersker en ikke ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen i lovens § 3, stk. 5, har jeg ikke fundet fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til Arbejdsmarkedsstyrelsen at tage skridt til, at der udbetales Dem godtgørelse. Den endelige afklaring af spørgsmålet bør derfor i givet fald ske ved domstolene.

Hvis De ønsker at anlægge sag ved domstolene om Deres adgang til at modtage godtgørelse, og De i den forbindelse ansøger om fri proces, foreslår jeg, at De retter henvendelse til mig med en genpart af ansøgningen. Jeg vil da henstille, at Deres ansøgning imødekommes, jf. instruks for Folketingets Ombudsmand, § 6, stk. 2."

Arbejdsministeren orienterede mig senere i skrivelse af 1. juli 1993 om, at loven om arbejdstilbud var blevet ophævet i forbindelse med gennemførelsen af arbejdsmarkedsreformen pr. 1. januar 1994, og at der ikke efter bestemmelserne i den nye lovgivning kunne opstå tilsvarende spørgsmål.

Jeg meddelte arbejdsministeren, at jeg havde underrettet Folketingets Retsudvalg om ministerens skrivelse af 1. juli 1993, og at jeg herefter ikke foretog videre i sagen.

§ 17, stk. 1, der fandtes i bekendtgørelsens kapitel 4 - om "afbrydelser i arbejdstilbudsperioden", indeholdt følgende

" § 17 . Hvis arbejdsforholdet ophører inden genoptræningsperiodens afslutning, skal arbejdsgiveren angive årsagen hertil over for arbejdsformidlingen. Kan arbejdsforholdets ophør ikke tilregnes arbejdstageren, har denne krav på et nyt tilbud for den resterende del af perioden. Spørgsmålet, om arbejdsforholdets ophør kan tilregnes arbejdstageren, afgøres af arbejdsløshedskassen, hvis afgørelse meddeles arbejdsformidlingen, arbejdstageren og arbejdsgiveren. Afgørelsen kan inden 4 uger indbringes for arbejdsdirektøren. Dennes afgørelse kan inden 4 uger indbringes for ankenævnet for arbejdsløshedsforsikring."

Endelig indeholdt § 18, stk. 1, følgende bestemmelse

" § 18 . Lan Langtidsledige, der har fået et arbejdstilbud, har krav på at få forlænget deres arbejdstilbud, hvis perioden har været afbrudt af

a. vejrligsledighed,

b. midlertidige afskedigelser,

c. søgne-helligdage, der ikke tæller som arbejde,

d. overenskomstmæssige arbejdsstandsninger,

e. sygdom og fravær på barns første sygedag, hvor der er overenskomstmæssig ret hertil,

f. lægedokumenteret sammenhængende sygdom i 4 uger eller mere,

g. barselsorlov,

h. tvungen ferie,

i. afbrydelse uden løn, der er aftalt mellem den ansatte og arbejdsgiveren og godkendt af arbejdsformidlingen.

Forlængelse af grundene a-e sker med det antal dage, som afbrydelserne tilsammen overstiger 4 uger, dog kan der højst forlænges med 4 uger. Forlængelse efter pkt. f sker fuldt ud svarende til hele sygdomsfraværet. Forlængelsen fratrækkes dog 4 uger, i det omfang disse ikke allerede er fratrukket efter pkt. a-e. Afbrydelser på grund af de under g-i nævnte grunde forlænger altid fuldt ud."

I "Vejledning til arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 om arbejdstilbud til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr. 347 af 22. juli 1984" (Ministerialtidende nr. 93 af 6. juli 1984), var bl.a. fastsat følgende

" ad § 36, stk. 2.

Ifølge § 17, stk. 1, afgør arbejdsløshedskassen, om arbejdsforholdets ophør kan tilregnes arbejdstager eller ej. Kun hvis ophøret ikke kan tilregnes arbejdstager, har pågældende krav på et supplerende arbejdstilbud, men altså ikke på godtgørelse, uanset at tab af dagpengeret ligger før påbegyndelsen af det supplerende arbejdstilbud."

Så vidt jeg forstår, er det Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse, at godtgørelse kun kan udbetales forud for påbegyndelsen af det (første) egentlige arbejdstilbud, ikke forud for påbegyndelsen af supplerende arbejdstilbud.

Efter min opfattelse kan der rejses tvivl om, hvorvidt denne forståelse af retstilstanden er korrekt.

Bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 blev udfærdiget i henhold til § 2, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 7a, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 347 af 22. juni 1984.

Lovens § 3, stk. 5, indeholder følgende

" Stk. 5 . Hvis den langtidsledige ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde, inden den pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører, betaler amtskommunen efter anmodning fra den ledige pr. dag til den pågældende et beløb, der svarer til de arbejdsløshedsdagpenge, den ledige oppebar umiddelbart inden dagpengerettens ophør. Amtskommunens forpligtelse vedvarer, indtil den langtidsledige har påbegyndt eller afslået et rimeligt arbejdstilbud."

Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.

A klagede over Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse i skrivelse af 30. april 1991. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret.

Af sagens akter fremgik bl.a., at A den 1. november 1986 tiltrådte et arbejdstilbud af syv måneders varighed ved retten i X by. Den 10. december 1986 blev A afskediget med virkning fra den 15. december 1986 og med tjenestefrihed fra den 28. november 1986. A var således alene i arbejde i 27 dage.

Den 9. januar 1987 meddelte A's arbejdsløshedskasse arbejdsformidlingen, at kassen fandt, at A havde krav på et supplerende arbejdstilbud, idet arbejdsophøret ikke kunne tilregnes A.

A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987.

Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud ved Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 3. juli 1987.

På vej hjem fra arbejde den 16. februar 1987 var A udsat for en trafikulykke, hvorved A brækkede et ben. A var sygemeldt indtil den 30. november 1987, hvorfor A alene var beskæftiget otte dage i det supplerende arbejdstilbud.

Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud ved Y Forberedelseskursus. Arbejdstilbudet var gældende til og med den 19. maj 1988.

Ved arbejdstilbudets afslutning udfyldte A den 2. juni 1988 ledighedserklæring og fremsendte denne til A's arbejdsløshedskasse. I et brev af 5. juli 1988 meddelte arbejdsløshedskassen, at A ikke var berettiget til at oppebære dagpenge, idet arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 ikke var opfyldt.

I skrivelse af 1. august 1988 indbragte A arbejdsløshedskassens afgørelse for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I skrivelsen anførte A, at han tillige ønskede at klage over det forhold, at han ikke havde fået yderligere et arbejdstilbud.

Den 13. juni 1989 stadfæstede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskassens afgørelse. Samtidig oversendte direktoratet A's klage vedrørende berettigelse til et yderligere arbejdstilbud til Arbejdsdirektoratet (nu Arbejdsmarkedsstyrelsen).

I skrivelse af 29. august 1989 indbragte A direktoratets afgørelse for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets Ankenævn). Under henvisning til at klagefristen på 4 uger var overskredet, afviste ankenævnet den 26. september 1989 at behandle klagen.

Den 30. april 1991 traf Arbejdsmarkedsstyrelsen afgørelse i sagen. Ved afgørelsen tilkendegav styrelsen, at A burde gives et nyt arbejdstilbud. Styrelsen bemærkede endvidere følgende

"Styrelsen skal samtidig gøre Dem opmærksom på, at De efter de da gældende regler jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984, §§ 36, stk. 2 og 17, stk. 1, (nu § 111, stk. 2, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.) ikke vil kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret."

I anledning af A's klage til mig af 28. oktober 1991 anmodede jeg den 20. december 1991 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse og om udlån af sagens akter.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg den 6. juli 1992 Arbejdsmarkedsstyrelsen om en supplerende udtalelse. I skrivelsen anførte jeg bl.a. følgende

"...

Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse i skrivelsen af 30. april 1990 vedrørende erstatning giver mig anledning til følgende bemærkninger

Den bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984, som styrelsen henviste til i skrivelsen af 30. april 1991, indeholdt i kapitel 8 nærmere regler om godtgørelse for tab af dagpengeret. Hovedreglen fandtes i § 33, stk. 1, som indeholdt følgende

"§ 33. Langtidsledige, som har krav på arbejdstilbud, og som ikke er påbegyndt et rimeligt arbejdstilbud, inden de pågældendes ret til arbejdsløshedsdagpenge ophører, har krav på udbetaling af en godtgørelse fra amtskommunen efter ansøgning."

En undtagelse herfra var bl.a. indeholdt i § 36, stk. 2

"Stk. 2. Der kan ikke udbetales godtgørelse til en ledig, som har ret til et supplerende arbejdstilbud efter § 17, stk. 1."

Resumé

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), hvorved AMS havde tilkendegivet, at A burde gives et nyt arbejdstilbud og samtidig bemærket, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret. A havde den 1. november 1986 tiltrådt et arbejdstilbud af syv måneders varighed. Efter 27 dage blev A afskediget, uden at arbejdsophøret kunne tilregnes ham. A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987. Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud, som han på grund af sygdom kun var beskæftiget med i 8 dage. Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud.

Genstanden for ombudsmandens undersøgelse i sagen var alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skulle fortolkes således, at den finder anvendelse såvel ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud som ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. Ombudsmanden enig med AMS og Arbejdsministeriet (AM) i, at spørgsmålet burde søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, var betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse. Endvidere bemærkede ombudsmanden, at besvarelsen af det rejste lovfortolkningsspørgsmål var behæftet med betydelig usikkerhed, og at en sådan retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning, efter hans opfattelse i sig selv var utilfredsstillende. Ombudsmanden henstillede til arbejdsministeren, at der blev tilvejebragt en lovmæssig stillingtagen til det rejste spørgsmål. Ombudsmanden fandt endvidere under henvisning til det grundlæggende hensyn bag lovens § 3, stk. 5, at en række forhold talte imod, at A ikke var berettiget til godtgørelse i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid herskede en ikke ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til AMS at tage sagen op til fornyet overvejelse, idet den endelige afklaring af spørgsmålet i givet fald burde ske ved domstolene. (J. nr. 1991-2024-022).