Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for hvervet som medlem af et huslejenævn.

§ 2. Udøvelsen af hverv som medlem af en kommunalbestyrelse medfører fradrag i dagpengene i det omfang, medlemmet har mulighed for at opnå fast vederlag eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til den kommunale styrelseslov eller lov om et hovedstadsråd.

Stk. 2. Der skal i øvrigt ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende, herunder

a) hverv som formand for en kommunalbestyrelses stående udvalg,

b) hverv som formand for en skolekommission,

c) hverv som det offentliges repræsentant i institutioner m.v.,

d) hverv, der i medfør af lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m. (skattestyrelsesloven) og vurderingsloven varetages i forbindelse med ligninger og vurderinger.

Stk. 3. Varetagelse af hverv som nævning, domsmand eller lægdommer ved boligretten, tilforordnet ved valg, medlem af skolenævn og lignende, samt opfyldelse af vidnepligt medfører ikke fradrag."

Bekendtgørelsen er suppleret af direktoratets vejledning af 1. marts 1982. Under omtalen af bekendtgørelsens § 1 hedder det i vejledningen bl.a. følgende

"...

Hvis beskæftigelsen medfører indtægt, enten direkte i form af aflønning eller mere indirekte i form af modydelser eller lignende, vil dette være afgørende, således at der skal ske fradrag. Der er imidlertid ydelser, der ikke i denne sammenhæng betragtes som indtægt.

Dette gælder diæter og lignende vederlag, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Der er her tale om beløb, der indeholder en vis aflønning, men samtidig indeholder dækning af omkostninger ved beskæftigelsen, og hvor de enkelte bestanddele ikke kan gøres op.

...

Sådanne udbetalinger har ikke betydning for dagpengene, og det samme gælder små beløb eller andre ydelser, der har karakter af en erkendtlighed, f.eks. for en særlig indsats i en idrætsforening eller en humanitær organisation. Ofte vil sådanne tilfælde være kendelige på, at der ikke er den sammenhæng mellem beløbet og den tid, beskæftigelsen har taget, som er normalt, når der er tale om en egentlig aflønning.

..."

Under omtalen af bekendtgørelsens § 2 anføres det i vejledningen bl.a. følgende

"...

Hovedretningslinien er, at der kun skal ske fradrag, hvis der er en egentlig aflønning forbundet med hvervet.

..."

Det bemærkes, at den citerede bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke er nærmere omtalt i direktoratets vejledning.

2. Huslejenævnene er nedsat i medfør af kap. VI i lov om midlertidig boligregulering (lovbekendtgørelse nr. 714 af 25. oktober 1991). Der er i hver kommune et eller flere huslejenævn, jf. lovens § 35, stk. 1. Medlemskab af et huslejenævn må betragtes som borgerligt ombud, jf. boligreguleringslovens § 37, stk. 2, sammenholdt med lejelovens § 109, stk. 3.

Om vederlag for nævnsmedlemmernes virksomhed indeholder boligreguleringsloven alene følgende bestemmelse

" § 38.

...

Kommunalbestyrelsen kan tillægge formanden og de øvrige medlemmer vederlag for deres virksomhed."

Sekretariatschefen for De Københavnske Huslejenævn har over for en af mine medarbejdere bekræftet, at der heller ikke på andet grundlag centralt er fastsat særlige bestemmelser om vederlag eller diæter til nævnsmedlemmerne. Det er således i princippet op til hver enkelt kommune at fastsætte vederlagsformen.

I (K) Kommune - hvis huslejenævn (A) som anført er medlem af - udbetales der efter det over for mig oplyste vederlag til nævnets medlemmer efter reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 471 af 20. juni 1991 om diæter og vederlag for udøvelsen af kommunale hverv. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bl.a. kommunestyrelseslovens §§ 16 og 16 a. Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd

" § 3. Diætbeløbet for deltagelse i møder, kurser m.v., jf. § 16, stk. 2, 3 og 5 i lov om kommunernes styrelse, udgør 300 kr. pr. dag. For dage, hvor hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes 600 kr."

3. De argumenter, som Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har anført for, at det udbetalte vederlag skal fradrages i dagpengene, kan sammenfattes således

Vederlaget er skattepligtigt.

Vederlagets størrelse er "nøje sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s. mødernes længde" (citat fra direktoratets afgørelse ...).

Til disse argumenter skal jeg kort anføre følgende

ad a. Jeg er opmærksom på, at direktoratet udtrykkeligt har fremhævet, at den omstændighed, at det pågældende beløb er skattepligtigt, ikke i sig selv har været afgørende for direktoratets afgørelse.

Jeg kan tilslutte mig, at det anførte kriterium kan have en vis vejledende betydning i tvivlstilfælde. Da det imidlertid ofte kan være forskellige hensyn, der gør sig gældende ved fortolkningen af henholdsvis skattelovgivningen og den sociale lovgivning, mener jeg, at kriteriet i den samlede afvejning kun kan tillægges begrænset vægt over for de modstående fortolkningsfaktorer.

ad b. Jeg kan tilslutte mig, at det ved vurderingen af, om et vederlag skal anses som aflønning eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må tillægges betydelig vægt, hvilken sammenhæng der er mellem størrelsen af det vederlag, der udbetales, og den tid, der er forbrugt på hvervet.

Derimod må jeg i nogen grad stille mig uforstående over for direktoratets bemærkning om, at der i det foreliggende tilfælde er en nøje sammenhæng mellem det beløb, der er udbetalt til (A) og den tid, han har anvendt på varetagelse af sit hverv; som det fremgår af § 3 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse, anvendes der kun to vederlagssatser: én for møder af mindre end fire timers varighed og én for alle andre møder. Efter min opfattelse må der på den baggrund tværtimod siges at være meget beskeden sammenhæng mellem vederlag og arbejdsindsats. Den sammenhæng, der er, genfindes i hvert fald næppe i noget normalt ansættelsesforhold.

Herefter må jeg anse det for tvivlsomt, om de argumenter, direktoratet har anført, i sig selv kan bære den trufne afgørelse.

4. Afgørelsen af, om (A's) vederlag skal anses for indtægt eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må i første række bero på en fortolkning af retsgrundlaget: §§ 1 og 2 i direktoratets bekendtgørelse.

Princippet i bekendtgørelsens § 2 kan siges at være følgende: Hovedreglen er, at der skal ske fradrag for det vederlag, der udbetales som led i varetagelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, såfremt vederlaget ikke alene har karakter af diæt. Dette gælder dog ikke for de borgerlige ombud, der er nævnt i bestemmelsens stk. 3. I disse sidstnævnte tilfælde er det således uden betydning, i hvilket omfang vederlaget kan siges at have karakter af diæt.

Herefter mener jeg, at der navnlig må lægges vægt på følgende

a. Jeg må være enig med arbejdsløshedskassen i, at det vederlag, som (A) modtager for sit medlemskab, i hvert fald har betydelig lighed med en diæt i ordets normale betydning. Herved har jeg navnlig lagt vægt på, at sammenhængen mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning præsteres, og det vederlag, der modtages, som anført må anses for meget beskeden, og at den "timeløn", der eksempelvis ydes ved et møde af fire timers varighed (75 kr.), som følge heraf må siges at være væsentligt lavere, end hvad man normalt ville forbinde med en egentlig aflønning; i den forbindelse har jeg i øvrigt noteret mig, at det af de ovenfor citerede bemærkninger i direktoratets vejledning fremgår, at den omstændighed, at et vederlag indeholder en vis aflønning, efter direktoratets opfattelse ikke udelukker, at der er tale om en diæt.

På den baggrund finder jeg, at det vederlag, der ydes (A), mest naturligt må betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand.

b. Hertil kommer, at det hverv, som (A) varetager, ikke har nogen lighed med den opregning af hverv, der er foretaget i bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Denne omstændighed må efter min opfattelse tillægges en vis betydning som fortolkningsmoment, uanset at opregningen efter bestemmelsens ordlyd ikke er udtømmende.

Derimod har (A's) hverv meget betydelig lighed med de hverv, der er opregnet i bekendtgørelsens § 2, stk. 3, hvor det bl.a. er bestemt, at vederlag for hvervet som lægdommer i boligretten ikke medfører fradrag i dagpengeretten. Uanset at bekendtgørelsens § 2, stk. 3, har karakter af en undtagelsesbestemmelse, må det umiddelbart forekomme noget vanskeligt at indse, at der i henseende til fradrag i dagpenge bør være forskel på, om man er medlem af boligretten eller af et huslejenævn. I den forbindelse bemærker jeg, at heller ikke vederlæggelsen af de hverv, der er opregnet i bekendtgørelsens § 2, stk. 3, - herunder medlemskab af boligretten - er ganske uafhængig af, hvor meget tid der er forbundet med hvervets varetagelse; jeg henviser herved til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til lægdommere og vidner mv.

5. Efter en samlet vurdering må det herefter være min opfattelse, at det vederlag, som (A) modtager som medlem af huslejenævnet i (K) Kommune, mest naturligt bør henføres under begrebet diæt i bekendtgørelsens forstand. Vederlaget bør derfor ikke fradrages i (A's) ret til dagpenge.

Jeg har ikke fundet grundlag for at formulere min retsopfattelse som en kritik af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Jeg har gjort direktoratet og ankenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet, at ankenævnet genoptager (A's) sag på grundlag af det, jeg har anført. Jeg har udbedt mig underretning om ankenævnets afgørelse.

..."

I skrivelse af 27. maj 1993 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde ophævet den tidligere trufne afgørelse i A's sag, således at de mødediæter, som A havde modtaget som medlem af huslejenævnet i K Kommune, ikke medførte fradrag i hans dagpenge.

Jeg meddelte herefter ankenævnet, at jeg tog afgørelsen til efterretning.

Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for hvervet som medlem af et huslejenævn.

A klagede over, at Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en afgørelse fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om, at det vederlag, som A modtog i forbindelse med sit hverv som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge.

De faktiske omstændigheder i sagen var i korthed følgende

A havde siden 1983 været medlem af huslejenævnet i K Kommune. Han var udpeget til dette hverv af kommunalbestyrelsen i K Kommune efter indstilling fra Lejernes LO. For deltagelse i hvert af nævnets møder modtog A et vederlag på 300 kr. Oversteg mødets varighed fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.

A klagede til Specialarbejderforbundets lokale arbejdsløshedskasse i K over, at det beløb, han fik udbetalt i mødediæt, blev fratrukket hans dagpenge. I skrivelsen anførte A bl.a. følgende

"...

Den praksis som rundskrivelse nr. 10/90 lægger op til kan derfor kun betegnes som grov diskrimination mod arbejdsløse, der påtager sig et borgerligt ombud, der alene medfører udbetaling af mødediæter - men ikke fast vederlag eller direkte løn. Som den eneste gruppe skal arbejdsløse acceptere at udføre et borgerligt ombud uden at få dækket sit indtægtstab i den tid som det tager at udføre det borgerlige ombud - og alene nøjes med den dækning, som mødediæterne giver.

..."

Arbejdsløshedskassen tog stilling til A's klage i en skrivelse til A. I skrivelsen var bl.a. anført følgende

"...

[Det er] nu fastslået, at der altid skal ske fradrag for vederlag samt diæter, såfremt disse er indkomstskattepligtige.

...

Såfremt afdelingen har dokumentation fra kommunen for, at ikke hele beløbet, der udbetales, er skattepligtigt, kan fremgangsmåden anvendes. Alene det beløb, der er skattepligtigt, skal modregnes.

..."

A klagede til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen over arbejdsløshedskassens afgørelse. I anledning af denne klage udtalte arbejdsløshedskassen i en skrivelse til direktoratet, at man i princippet var enig i, at der ikke burde ske fradrag for diæter.

I direktoratets afgørelse i sagen var bl.a. anført følgende

"...

I denne anledning skal man meddele, at der skal ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende, jf. § 2, stk. 2, i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for dagpengenes størrelse.

Ved afgørelsen af om vederlaget medfører fradrag i dagpenge, er det ikke vederlagets benævnelse - f.eks. "mødediæter" - men dets karakter, der er afgørende for, om der skal ske fradrag i dagpengene.

Ved afgørelsen af om der foreligger en egentlig aflønning, finder direktoratet, at der skal tages udgangspunkt i om ydelsen er skattepligtig.

På dette grundlag og på grundlag af at de udbetalte mødediæter er skattepligtige, finder direktoratet, at disse skal medføre fradrag i dagpengene, jf. § 2, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse.

Direktoratet har i øvrigt lagt vægt på, at udbetalingen og størrelsen af mødediæterne er nøje sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s. mødernes længde.

Direktoratet kan endelig oplyse, at arbejdsløshedskassemedlemmer, der udfører borgerligt ombud, ikke er stillet anderledes end andre ledige arbejdsløshedskassemedlemmer, der i ledighedsperioden har indtægter ved bibeskæftigelse.

..."

A klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over direktoratets afgørelse. I skrivelsen gjorde A bl.a. gældende, at direktoratets afgørelse indebar ulovlig forskelsbehandling.

I en skrivelse til A meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at man havde behandlet A's klage på et møde, og at ankenævnet her havde besluttet at tiltræde direktoratets afgørelse med den anførte begrundelse.

I Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasses klage for A til mig var anført følgende

"...

På baggrund af diæternes størrelse, set i forhold til den medgåede tid, er det herefter kassens opfattelse, at diæterne ikke udgør en egentlig aflønning for det, der er udført, hvorfor det er kassens opfattelse, at de diæter, som udbetales, ikke skal medføre fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.

Kassen er derfor uenig i den af direktoratet og ankenævnet skabte præcedens gående ud på, at første kriterie, for hvorvidt der skal foretages fradrag i dagpengene, er, om den udbetalte diæt er skattepligtig.

..."

Arbejdsløshedskassens klage var vedlagt en redegørelse om sagen fra A selv. I denne redegørelse gjorde A bl.a. gældende, at de trufne afgørelser indebar ulovlig diskrimination af arbejdsløse, og at afgørelserne var i strid med den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Arbejdsløshedskassen præciserede senere, at A's redegørelse skulle betragtes som en del af kassens klage.

I en udtalelse, som jeg i anledning af klagen indhentede fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, var anført følgende

"...

Diæter og lignende vederlag vil ofte være kendelige på, at der ikke er en sammenhæng mellem beløbet og den tid, som beskæftigelsen har taget, og de vil typisk være skattefri, da der ikke ved beskæftigelsen opnås en (netto)indtægt.

Direktoratet har ved afgørelsen af, om der foreligger en egentlig aflønning, fundet det formålstjenligt at tage udgangspunkt i, om ydelsen (vederlaget/diæten) er skattepligtig indkomst eller helt eller delvis skattefrit.

Dette kriterie står imidlertid ikke alene, idet der ved afgørelsen af, om der er tale om aflønning, også lægges vægt på, om der er en sammenhæng mellem det udbetalte beløb og den medgåede tid, herunder for eksempel om diæternes størrelse er afhængige af mødernes varighed og medlemmets deltagelse i møderne.

Er der således tale om diæter eller lignende vederlag, hvor der ikke er en sammenhæng mellem det udbetalte beløb og den medgåede tid, er det direktoratets opfattelse, at disse beløb på trods af skattepligt ikke skal medføre fradrag.

For så vidt angår den konkrete sag, er det fortsat direktoratets opfattelse, at de diæter, der er udbetalt til ovennævnte i forbindelse med hans deltagelse i møder i huslejenævnet, skal medføre fradrag i dagpengene med den begrundelse, der er anført i direktoratets skrivelse af ... .

..."

I min afsluttende skrivelse til klageren udtalte jeg følgende

"1. Loven om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring indeholder i § 58 følgende bestemmelse

"§ 58. Efter forhandling med landsarbejdsnævnet kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætte regler om

...

3) hvilken betydning arbejde og indtægt i ledighedsperioden skal have for størrelsen af dagpengene."

I medfør af denne bestemmelse har Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udstedt bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 (med senere ændringer) om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse. Bekendtgørelsens §§ 1 og 2 har følgende ordlyd

" § 1. Udførelse af arbejde i en ledighedsperiode, herunder arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage, medfører fradrag i dagpengene.

Stk. 2. Ved arbejde forstås aktiviteter, som enten medfører indtægt eller efter sin art almindeligvis medfører indtægt. Diæter og lignende vederlag, samt små beløb eller andre ydelser, der ikke kan anses for at være en aflønning, betragtes i denne forbindelse ikke som indtægt.

Stk. 3. Almindeligt vedligeholdelses- eller reparationsarbejde i eget hjem medfører ikke fradrag.

Resumé

A klagede over, at det vederlag, som han modtog i forbindelse med hvervet som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge.

Reglerne om fradrag i dagpenge som følge af indtægter ved arbejde mv. findes i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, der er udstedt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal der ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende. Varetagelse af hverv som f.eks. lægdommer ved boligretten medfører dog efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke fradrag.

For sit hverv i huslejenævnet modtog A vederlag i form af 300 kr. pr. dag. På dage, hvor hvervet beslaglagde mere end fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.

Navnlig under hensyn til den meget beskedne sammenhæng mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning skulle præsteres, og det vederlag, som A modtog, fandt ombudsmanden, at A's vederlag mest naturligt måtte betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand. Da endvidere hvervet som lægdommer i boligretten efter bekendtgørelsen udtrykkeligt var undtaget fra reglerne om fradrag, var det efter en samlet vurdering ombudsmandens opfattelse, at A's vederlag som medlem af huslejenævnet ikke burde medføre fradrag i hans dagpenge.

Ombudsmanden henstillede derfor til myndighederne at overveje sagen på ny. (J. nr. 1991-1217-022).