Kommunes krænkelse af partsrepræsentationsprincippet under sag om mulig tvangsfjernelse/politianmeldelse.

Kommunes krænkelse af partsrepræsentationsprincippet under sag om mulig tvangsfjernelse/politianmeldelse.

Sagen udsprang af et møde i K kommunes social- og sundhedsforvaltning den 7. november 1990 med et forældrepar til et da 4-årigt barn og vedrører nærmere den opfordring om "ikke at tale med andre om det, I har læst og talt om i dag", som forvaltningen gav forældrene i tilslutning til mødet.

Baggrunden for mødet var - i korthed - følgende

Den 26. september 1990 rettede barnets børnehave gennem kommunens pædagogiske konsulent C og psykolog D henvendelse til forvaltningen, idet man havde mistanke om, at B blev seksuelt krænket.

Under en efterfølgende undersøgelse, der havde til formål at be- eller afkræfte denne mistanke, udarbejdede børnehaven efter anmodning fra forvaltningen et materiale vedrørende mistanken, baseret på observationer af barnet og samtaler med dette.

Den 2. november 1990 modtog forældrene en indkaldelse til møde i forvaltningen.

Den nærmere baggrund for mødet og formålet med dette var ikke omtalt i indkaldelsen. Det blev herom alene anført, at "(s)ocialforvaltningen er på grund af indkomne oplysninger bekymret for (barnets) udvikling" og "(f)ormålet med mødet er at drøfte de indkomne oplysninger med Jer som forældre." I indkaldelsen var tillige anført, hvilke personer der udover forældrene skulle deltage i mødet.

For kommunen deltog psykolog E, amtets børnerådgivningscenter, psykolog D, socialforvaltningen og socialrådgiver F, socialforvaltningen.

Det fremgår af et referat fra mødet, at forældrene ved mødets afslutning samtykkede i at medvirke ved yderligere fem samtaler på nærmere angivne datoer i december og januar, sluttende med et møde den 20. februar 1991 benævnt som statusmøde.

Umiddelbart forinden havde forældrene fået udleveret en skriftlig "tilbagemelding", der blev vedlagt mødereferatet som bilag.

Tilbagemeldingen havde følgende indhold

"Vi synes, at det er godt, at I er mødt op.

Vi synes, at I er kommet med mange ideer til, hvilke forandringer I kunne foretage i Jeres familie.

Det vidner for os om, at I er interesseret i at gøre noget for at (B) skal komme til at trives bedre.

Når man som Jer kan være usikre på, hvad det er, der får (B) til at få det skidt, så har vi et dilemma.

For hvis I forandrer noget, så er der risiko for, at det er det forkerte I forandrer.

Hvis I ikke forandrer noget, så vil den situation, der er nu, og som gør, at hun får det dårligt, fortsætte.

Hvis I flytter opmærksomhed fra lillebror til (B) så opstår der andre problemer

For det første ved I ikke, hvordan hun skal vises opmærksomhed, uden at hun misforstår.

For det andet risikerer vi, at lillebror føler sig overset.

For det tredje kan al den opmærksomhed til børnene tappe Jer for energi, sådan at I ikke får tid til Jeres liv som voksne hver for sig og sammen.

Vi vil opfordre Jer til ikke at tale med andre om det I har læst og talt om i dag. [min fremhævelse].

Vi vil opfordre Jer til, at I taler med hinanden, når børnene er kommet i seng: Om hvordan I har det, hvad I er glade for, hvad I er kede af - hos Jer selv, hos hinanden - som forældre, som voksne.

Hvornår har I f.eks. sidst snakket med hinanden om Jeres seksuelle forhold?

Vi synes, at det er vigtigt, at I ikke taler med (B) om det og udspørger (B). Man kan opfatte det, der er sket, som (B's) måde at bede Jer om, at I tager Jeres måde at være forældre på op til overvejelse.

Vi ved, at når en familie begynder at ændre på noget, påvirker det hele familien, og den kommer ind i en periode af ubalance, og i den proces vil vi gerne stå Jer bi ved at tilbyde en række samtaler.

(underskrift) (underskrift)

Ovenstående udarbejdet i et samarbejde mellem (D) og (E)."

Om formålet med de yderligere møder udtalte kommunen i en skrivelse til mig af 14. marts 1991

"Forvaltningen var indstillet på at yde familien denne hjælp med det formål at støtte, råde og vejlede forældrene i forældrerollen over for (B), men også for at få sagen yderligere afdækket."

Den 18. december 1990 - 2 dage inden det andet af de fem planlagte møder - modtog forvaltningen en telefonisk anmodning om aktindsigt fra familiens praktiserende læge på forældrenes vegne. Anmodningen blev imødekommet den 20. december 1990.

Ligeledes den 20. december 1990 oplyste moderen over for forvaltningen, at hun afbrød "alt samarbejde med forvaltningen i samråd med praktiserende læge", samt at børnehaven havde fået meddelelse om, at barnet "ikke mere overhovedet vil blive passet (i børnehaven)", jf. journalarket.

Den 9. januar 1991 modtog forvaltningen en klageskrivelse fra advokat A.

Det fremgår endvidere af journalarket, at kontorchef G den 11. januar 1991 besluttede, at der ikke var grundlag for at iværksætte tvangsmæssige hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 123. G besluttede den 24. januar 1991, at der ej heller skulle ske anmeldelse til politiet i X-by i sagen; en beslutning som tilsyneladende blev truffet efter en uformel drøftelse med politiet.

Den 5. februar 1991 modtog jeg en klage fra advokaten, der på forældrenes vegne opfordrede mig til at tage hele sagen op af egen drift til nærmere undersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. I et efterfølgende brev af 18. februar opfordrede advokaten mig til at anvende forældrenes og barnets navne mindst muligt for at sikre, at materiale med navnene ikke senere skulle komme i forkerte hænder.

Efter at have modtaget en foreløbig redegørelse fra kommunen besluttede jeg at tage den nævnte opfordring fra kommunen til forældrene om tavshed op til undersøgelse i medfør af nævnte bestemmelse, mens nogle yderligere klagepunkter blev afvist.

I sin klageskrivelse til mig anførte advokaten følgende om den måde, hvorpå forældrene havde opfattet opfordringen

"Denne tilkendegivelse resulterer i, at (M og H) i længere tid er meget bekymrede og usikre.

Endelig må de trodse det, de anser som et påbud, eller måske også en trussel, fra en offentlig myndighed, og taler med begge hold forældre og en bror/svoger. De får det råd straks at søge (M og H's) læge, der hurtigt konkluderer, at den bedste måde, hun kan hjælpe dem på, er ved at henvise dem til at søge advokatbistand."

I en senere skrivelse af 8. april 1991 anførte advokaten

"Hertil kommer, hvad mine klienter vel ikke selv helt har den fulde forståelse af, at de i enhver henseende fuldstændigt er ladt i stikken uden nogen som helst form for hjælp eller støtte og endda med forbud mod at kontakte andre, vedrørende anklager angående forhold, hvor der kunne blive tale om alvorlig straf og fjernelse af (B) fra hjemmet og med stor risiko for familiens opløsning.

Jeg henviser her nærmere til principperne i Retsplejeloven om ret til at nægte at udtale sig og ret til advokatbistand. Jfr. også bistandslovens § 125 (samt Karnov 12. udg. bind 1, side 609, note 364)."

I den nævnte note er anført

"I bemærkningerne til forslag til L 1982 130 er det anført, at forældrene i alle sager, hvor der kan blive tale om at træffe afgørelse om et barns anbringelse uden for hjemmet, skal have tilbud om at få stillet advokatbistand til rådighed for at sikre, at forældremyndighedens indehaver får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagen faktiske og retlige omstændigheder."

I samme udgave, bind 4, s. 4299, note 364, er citatet gengivet og følgende er tilføjet

"Derimod har barnet ikke ret til advokatbeskikkelse, og forældrenes advokat er ikke advokat for barnet, jf. utrykt Østre Landsretskendelse."

I en udtalelse af 22. maj 1991, der er fremsendt af kommunen med brev af 29. maj 1991, er anført følgende

"Opfordringen til forældrene om ikke at tale med andre end hinanden og os som rådgivere om det passerede skal ses i sammenhæng med, at vi ønskede at få skabt ro om etableringen af samarbejdet med forældrene, samt at vi ønskede så hurtigt som muligt at hjælpe forældrene til at få skabt ro i deres private situation, sådan at de, når de evt. begyndte at informere om og drøfte det skete med familie og venner, da kunne gøre det efter moden overvejelse, og ikke i øjeblikkets oplevede uro og forvirring.

Det er med beklagelse, vi må konstatere, at det åbenbart ikke er lykkedes for os at formulere vores henvendelse til forældrene tydeligt nok som et tilbud om rådgivning."

Kommunens udtalelse er underskrevet af de to psykologer, der deltog i mødet den 7. november 1990.

Efter at have gennemgået advokat A's skrivelser, det materiale, jeg modtog fra advokaten og kommunen, og kommunens udtalelser udtalte jeg følgende

"Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret, at den, der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, anset for så væsentlig, at den blev optaget i forvaltningslovens § 8, der er sålydende

" § 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov."

Efter forvaltningslovens § 2 gælder bestemmelsen direkte i sager, hvori der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Grundsætningen må imidlertid - også efter forvaltningslovens gennemførelse - antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt grundlag.

I en sag som den foreliggende må grundsætningen efter min opfattelse utvivlsomt gælde under hele sagsforløbet, selv om der eventuelt - som i den konkrete sag - på forskellige stadier i forløbet er mulighed for, at sagen afsluttes, uden at der bliver truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre er særligt udbygget på visse retsområder. Af betydning for den foreliggende sag skal jeg navnlig pege på bistandslovens § 125, der indeholder følgende regel om advokatbistand i tvangsfjernelsessager

"Under en sag om de foranstaltninger, der er nævnt i §§ 123 og 124, skal forældremyndighedens indehaver have tilbud om advokatbistand samtidig med, at pågældende skal gøres bekendt med retten til indsigt i sagens akter efter lov om offentlighed i forvaltningen (nu forvaltningsloven; min bemærkning)."

Bestemmelsen blev indsat i loven i 1982.

Det fremgår endvidere af lovens § 127, sidste pkt., at meddelelsen om en formandsbeslutning om tvangsfjernelse skal indeholde tilbud om advokatbistand.

Det bemærkes, at der også uden for disse tilfælde efter omstændighederne vil kunne være pligt for en forvaltningsmyndighed til at vejlede en part om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Forpligtelsen vil da kunne følge af forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningsforpligtelse, som den nu er fastsat i forvaltningslovens § 7, eller - inden for bistandslovens område - af den særlige bestemmelse i bistandslovens § 28.

I den foreliggende sag har jeg overvejet at rejse det spørgsmål, om forvaltningen i medfør af bistandslovens § 28 og forvaltningslovens § 7 burde have vejledt forældrene om deres mulighed for at søge advokatbistand eller lade sig bistå af andre. Spørgsmålet har en vis forbindelse til spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt i et sagsforløb bistandslovens bestemmelse om advokatbistand i tvangsfjernelsessager - lovens § 125 - må antages at have virkning. Om der, forud for dette tidspunkt, består en sådan vejledningspligt for forvaltningen i de enkelte sager, må afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder en vurdering af de pågældende forældres mulighed for i tilstrækkelig grad selv at varetage deres interesser.

Jeg har - i forbindelse med nærværende sag - ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en nærmere undersøgelse til afklaring af dette spørgsmål.

Derimod kan man i den foreliggende sag rejse det videregående spørgsmål, om kommunen ved (på mødet den 7. november 1990) direkte at opfordre forældrene til ikke at tale med andre har handlet kritisabelt i forhold til den ovenfor fremhævede grundsætning om parters ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Herom skal jeg bemærke følgende

Formelt fremtrådte forvaltningens tilkendegivelse som en opfordring; men de givne omstændigheder medførte, at tilkendegivelsen reelt måtte anses for mere end blot et godt råd og af forældrene nærmest kunne opfattes som et forbud.

Som nævnt var forældrene ikke i mødeindkaldelsen eller på anden måde blevet forberedt på karakteren af de oplysninger vedrørende barnet, som skulle drøftes. Forældrene havde derfor ikke på forhånd haft anledning til at overveje, om de skulle benytte sig af deres mulighed for at lade sig bistå af andre under mødet, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1. Endvidere var forvaltningens repræsentanter i henseende til såvel uddannelsesniveau som antal i en overlegen position i forhold til forældreparret. Hertil kommer, at opfordringen blev afgivet skriftligt og som det første af en række råd fra forvaltningen til forældrene i den situation, som de befandt sig i.

På denne baggrund har forældrene efter min mening haft anledning til at opfatte tilkendegivelsen som et forbud, hvilket de ifølge advokat (A's) udsagn da også gjorde.

Endvidere skal jeg pege på, at forældrene efter sagens karakter på det tidspunkt under mødet den 7. november 1990, hvor opfordringen til tavshed blev fremsat, kunne have haft behov for at lade sig bistå af andre.

Som ovenfor nævnt fremgår det af kommunens foreløbige udtalelse af 18. marts 1991, at et af formålene med de efterfølgende rådgivningssamtaler var ønsket om at få afklaret mistanken om seksuelle overgreb fra faderens side over for barnet. Dette forhold understreges af, at de formelle beslutninger om at opgive anmeldelse af faderen til politiet og at fjerne barnet fra hjemmet først blev truffet i januar måned 1991.

Som kommunen selv er inde på i udtalelsen af 22. maj 1991, er der i sager, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb, en stor risiko for, at forældrene - når de konfronteres med mistanken, de observationer og det eventuelle undersøgelsesforløb, der følger i kølvandet herpå - føler sig anklaget og dømt på forhånd. Forældrene kan i en sådan situation frygte såvel strafferetlig forfølgning som tvangsfjernelse af barnet. På begge disse områder gælder der derfor særlige regler til styrkelse af retssikkerheden.

Under henvisning til det anførte - særligt det forhold, at mødet den 7. november 1990 ikke bragte endelig klarhed over, om mistanken mod faderen var berettiget eller ej - og til de retssikkerhedsprincipper, der ligger bag de omtalte regler i forvaltnings- og bistandsloven, forekommer opfordringen til tavshed mig særdeles betænkelig. Det kommer herved yderligere i betragtning, at opfordringen efter sit indhold ikke var begrænset i tid eller på anden måde. Den var derfor egnet til at give forældrene det indtryk, at den var tidsubegrænset og også omfattede professionelle rådgivere. Jeg lægger ved min udtalelse til grund, at opfordringen blev opfattet på denne måde, og henviser herved bl.a. til det forhold, at forældrene - som beskrevet - først mere end en måned efter mødet fortalte andre om, hvad der var hændt.

Kommunen har begrundet opfordringen med et hensyn til forældrene selv og har i den forbindelse i generelle vendinger henvist til ønsket om at få skabt ro i forældrenes private situation og ro om etableringen af et samarbejde med disse.

Kommunen har ikke angivet, hvilke konkrete skadevirkninger der kunne tænkes som følge af, at udenforstående ("familie og venner") fik kendskab til sagen.

Under hensyn hertil og efter de foreliggende oplysninger må jeg stille mig uforstående over for nødvendigheden af kommunens opfordring. Jeg henviser i den forbindelse til, at en parts ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre kun kan fraviges, såfremt "væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser" taler for det, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 2. I den forbindelse bemærker jeg yderligere, at der ikke efter de foreliggende oplysninger forelå sådanne hensyn til kommunens fortsatte undersøgelser i sagen, at hensyn af denne art i væsentlig grad kunne danne grundlag for opfordringen; kommunen har da heller ikke gjort dette gældende.

Efter ombudsmandslovens § 10, stk. 1, jf. § 11, i den af Folketinget fastsatte instruks for ombudsmandens virksomhed skal ombudsmanden give meddelelse til Folketinget, vedkommende minister og kommunalbestyrelse, såfremt hans undersøgelse af en sag viser, at nogen, der henhører under hans virksomhed, har begået fejl eller forsømmelser af større betydning. Under henvisning hertil har jeg samtidig hermed gjort kommunalbestyrelsen, socialministeren og Folketingets Retsudvalg bekendt med denne skrivelse."

Resumé

Socialforvaltningen i K kommune blev af en børnehave underrettet om, at der var mistanke om, at et 4-årigt barn B af ægteparret M og H blev misbrugt seksuelt. Underretningen blev givet gennem kommunens pædagogiske konsulent og en psykolog, ligeledes ansat i kommunen. Under en efterfølgende undersøgelse, der skulle afklare denne mistanke, udarbejdede børnehaven et materiale vedrørende mistanken, baseret på observationer af B og samtaler med B. Omkring 5 uger efter underretningen til kommunen havde dennes sagsbehandlere - to psykologer og en socialrådgiver - den første samtale med M og H, som først på mødet blev gjort bekendt med mistanken og undersøgelsen. I forbindelse med mødets afslutning, hvor M og H indvilligede i at medvirke ved yderligere 5 møder, fik de en skriftlig tilbagemelding, som bl.a. indeholdt en opfordring om "ikke at tale med andre, om det I har læst og talt om i dag". Opfordringen blev underskrevet af de to psykologer.

Ombudsmanden fandt, at forældrene under de givne omstændigheder med rette havde opfattet denne opfordring som et forbud mod at kontakte udenforstående. Samtidig fandt ombudsmanden, at M og H - set i lyset af, at mødet var indledningen til en videre undersøgelse af, om der var begået incest - kunne have haft behov for at lade sig bistå af andre. På denne baggrund fandt ombudsmanden, at kommunens tilkendegivelse krænkede princippet i forvaltningslovens § 8, hvorefter en part har ret til på ethvert tidspunkt af en sag at lade sig bistå af andre. Under henvisning til at ombudsmandens undersøgelse havde vist, at der var begået fejl af større betydning, underrettede ombudsmanden Folketingets Retsudvalg, socialministeren og den pågældende kommunalbestyrelse om sagen. (J. nr. 1991-229-060).