Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.

Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.

A klagede over, at K Kommune med en skrivelse af 26. august 1992 begrænsede hans samværsret og kontakt i øvrigt med hans barn C på 13 år. Afgørelsen blev truffet efter, at barnet knap 14 dage forinden var blevet anbragt på et børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden.

Det fremgik af A's klage af 28. september 1992 med bilag og af sagens akter, at X Statsamt den 8. oktober 1991 udfærdigede en resolution, hvorved omfanget af A's ret til samvær med sit og B's barn C blev fastsat til følgende

"1. Hver anden weekend med togafgang fra (X-by) fredag kl. 15.14 til søndag med togankomst til (X-by) kl. 19.31. Første gang weekenden 18. - 20. oktober 1991.

Hver anden påskeferie fra onsdag før skærtorsdag med togafgang fra (X-by) kl. 15.14 til 2. påskedag med togankomst til (X-by) kl. 19.31. Første gang påsken 1993.

I skolernes sommerferie med togafgang fra (X-by) kl. 15.14 til søndagen 16 dage senere med togankomst til (X-by) kl. 19.31.

Skiftevis skolens efterårsferie og vinterferie med togafgang fra (X-by) fredag kl. 15.14 til søndagen 10 dage senere med togankomst (X-by) kl. 19.31. I 1992 samvær i vinterferien, i 1993 samvær i efterårsferien o.s.v.

I juleferien fra den 26. december med togafgang fra (X-by) kl. 15.14 til den 29. december med togankomst til (X-by) kl. 19.31."

Bortset fra en mindre udvidelse af samværet i juleferien var omfanget af A's samværsret efter det oplyste ikke senere blevet ændret af statsamtet.

Det fremgik af den skrivelse, hvormed resolutionen blev fremsendt til C's forældre, at resolutionen erstattede en tidligere afgørelse fra 1989. Af følgeskrivelsen fremgik endvidere følgende

"Af børnepsykiatrisk erklæring af 19. juni 1991 fremgår bl.a. følgende

"Det er (også) helt tydeligt, at på den måde samværet bliver aftalt imellem forældrene, med faderens kontakt til (B's) mor og (B's) mors reaktioner i forhold til (C), er en belastning for (C), således at forsvarligheden med denne kontakt, der har varet igennem flere år, er uhensigtsmæssig for (C's) psykiske udvikling, med den massive loyalitetskonflikt (C) er i.

På baggrund af dette, især den svære loyalitetskonflikt og (C's) eget ønske og samværets betydning for hende, må man anbefale, at samværet fortsætter uændret, men da dette medfører mange problemer, må man anbefale, at aftaler om dette sker via en neutral person, således at der ikke bliver de kontakter med muligheder for konflikter imellem forældrene."

Statsamtet har ved afgørelsen lagt specielt vægt herpå og har således fundet, at det af hensyn til (C) er vigtigt, at der fastsættes en præcis og detaljeret samværsordning for at sikre (C) ro og stabilitet omkring samværsbesøgene.

Som et yderligere led heri har statsamtet ligeledes fundet det nødvendigt, i vidt omfang at fastholde en samværsordning som i afgørelse af 7. juli 1989, dog med den præcisering som kan medvirke til at mindske konflikterne. Der henvises endvidere til det foran nævnte vedrørende lovgrundlaget, hvoraf fremgår, at statsamtet kun kan ændre en afgørelse om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet taler for det."

Den nævnte erklæring var udfærdiget af psykolog D og børnepsykiater E, begge Y-by. Statsamtets resolution var uden tidsbegrænsning. Erklæringens anbefaling om en (automatisk) genoptagelse efter et års forløb blev således ikke fulgt af statsamtet.

I forbindelse med sommerferiesamvær 1992 og et senere weekendsamvær blev der henholdsvis den 23. juli og 14. august 1992 foretaget fogedforretninger mod A på hans bopæl i Z-by.

Om optakten til fogedmødet den 14. august 1992 er på kommunens journalark bl.a. anført følgende

"....

10.8.92. Psykolog (F) oplyser, at (C) var sendt til skole iflg. moder d. 7.8. kl. 7.45. De finder senere ud af på skolen, at (C) ikke er mødt på (skolen). (F) kontakter moderen og oplyser dette. Hun vil tage ud og se efter hendes cykel forskellige steder, bl.a. ved stationen. Senere ringer faderen til (F) og oplyser, at (C) er taget ned hos ham i (Z-by) og vil blive der. Dette lader han gå videre til moderen. Der er en aftale med moderen om, at (C) ikke må udmeldes af (skolen) til skole i (Z-by), hvilket faderen ønsker.

13.8.92 Overlæge (G), Børnepsykiatrisk hospital , (Æ-by) (...) lokal (...) oplyser hertil, at han finder, at faderen er totalt uegnet til at have barnet. Han vil foreslå, at (C) bliver anbragt et neutralt sted udenfor hjemmet. Barnet lider psykisk overlast og må fjernes evt. med politiets hjælp. Han finder at sagen er på kanten af en Jon-sag. Det aftales, at han samme dag kontakter (B) for at få hendes accept til at anbringe barnet udenfor hjemmet. Han finder, at (et børnehjem) vil være bedst egnet til at klare sagen. Han vil ambulant kunne indgå i supervision og beh. på børnehjemmet, som han har gode erfaringer i samarbejde med. Han finder, at (C) hurtigst muligt bør placeres på (børnehjemmet). Det aftales, at jeg undersøger mulighederne herfor.

....

Tilbagemelding fra overlæge (G), der siger, at moderen har givet sin accept til en placering i (Ø-by). Efter hans opfattelse skal (C) være på (børnehjemmet) indtil der om ca. et par mdr. kan skaffes en døgnplads på børnepsykiatrisk afd., hvor man vil lave en plan over, hvad der videre skal ske med (C). Overlæge (G) anbefaler, at faderen kontaktes telefonisk i et forsøg på at få en aftale om, at jeg henter barnet i morgen og bringer det til (børnehjemmet). Hvis faderen ikke vil medvirke med at udlevere (C), vil han heller ikke, hvis man kommer uanmeldt. Og så vil det være nødvendigt, at barnet udleveres med fogeden og politiets hjælp. Han lover omgående at sende en erklæring vedr. (C) til socialforvaltningen.

....

14.8.92 Modtaget udtalelse fra overlæge (G). Senere på dagen rådført mig med overlægen, om man skulle begære fogedforretning samme dag eller vente til mandag, som dommer og politi var mest indstillet på. Han anbefaler, at man laver fogedforretning samme dag, og han lover telf. at kontakte dommer (H) og give den lægelige begrundelse.

...."

Den nævnte erklæring havde følgende indhold

" Børnepsykiatrisk udtalelse vedrørende barnets behandlingsbehov.

(C) har siden marts 1992, hvor hun blev henvist fra børneafdelingen i (X-by) på grund af psykosomatiske symptomer, været til undersøgelse og behandling i afdelingens ambulatorium.

Vi er bekendt med, at der siden forældrenes samlivs ophør har verseret sager i Statsamtet, hvor faderen har klaget over samværsordningen. Dette resulterede i, at der i juni 1991 blev foretaget en børnesagkyndig undersøgelse ved psykolog (D) og børnepsykiater (E), begge (Y-by).

Af denne undersøgelse fremgår, at (C) er en ensom og identitetsusikker pige med et stort behandlingsbehov. Hun fremtræder krampagtigt, skintilpasset, en tilpasning som dækker over utryghed og ængstelse. Hun er umoden i forhold til alderen, fantaserer og er realitetsfornægtende. I forhold til forældrene indtager hun en beskyttende holdning i relation til, hvem af forældrene der er mest udsat. Dette er langt overvejende og næsten udelukkende i relation til faderen, som hun føler sig meget forpligtet overfor. Hun føler sig knyttet til begge forældrene, men er dog mest sikker på ikke at miste moderen.

Vedrørende faderen fremgår af undersøgelsen, at han er uden større indsigt i andre menneskers tanker og behov, at han lider af storhedsforestillinger om egen person. Han vurderes ikke at have megen indsigt i et barns behov, og han synes klart at påvirke (C) til at have samme meninger som han selv og tåler ikke afvigelser herfra. Man kan således ikke udelukke, at han forsøger at påvirke (C) til at give udtryk for, at hun vil bo hos ham. Hun har dog fastholdt, at hun fortsat ønsker at bo hos moderen.

Konklusivt fremhæver undersøgelsen, at det er foreneligt med barnets tarv, at hun fortsat har samkvem med faderen hver 14. dag, men samtidig anføres, at dette bør tages op til fornyet overvejelse efter et år på grund af de svære psykiske symptomer, som barnet frembyder. Man anbefaler ligeledes, at (C) kommer i behandling på grund af sin angst og på grund af den loyalitetskonflikt, hun aktuelt er i.

Vores undersøgelse indtil nu bekræfter ovenstående vurdering af barnet. Således ser vi hende som en ensom, sårbar, angst pige, der er kommet i klemme i voksenverdenen. På den ene side lever hun sig ind i de voksnes problemer, deres følelser, tale- og tænkemåde, og på den anden fremtræder hun følelsesmæssigt umoden og småbarnlig. På det således foreliggende har vi iværksat en behandlingsplan, som dels omfatter et individuelt terapeutisk forløb ved en af ambulatoriets psykologer, samt løbende terapeutisk tilbud til familien.

Aktuelt er der imidlertid sket det, at (C) nu opholder sig hos faderen og har gjort det siden d. 7.8. Hvorvidt hun er rejst ned til faderen af sig selv, eller han har hentet hende, er uvist. Under alle omstændigheder er hendes ophold hos faderen uden for de givne aftaler og klart imod forældremyndighedsindehaverens ønske. Faderen har over for myndighederne tilkendegivet, at han ønsker at beholde pigen der og har i den anledning forsøgt hende indmeldt på forskellige skoler i (Z-by).

Konklusion og anbefaling.

(C) er en 13 år gammel pige, som aktuelt og gennem længere tid har frembudt alvorlige psykiske symptomer. Disse symptomer er givet fremkaldt af en længerevarende loyalitetskonflikt i forhold til forældrene. Aktuelt vurderer jeg hende under ekstremt pres og må udtrykke min alvorlige bekymring for hendes psykiske tilstand. Dette begrundes ikke mindst i faderens manglende/begrænsede evne til dels at tilsidesætte egne fordringer, og dels til at kunne imødekomme børns alderssvarende behov.

Jeg må således konklusivt fremhæve, at såfremt (C) forbliver hos faderen, må jeg anse hendes personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet.

Jeg skal derfor anbefale, at (C) straks anbringes på en passende døgninstitution (et neutralt sted) med henblik på øjeblikkelig aflastning af hendes loyalitetskonflikt og med henblik på fortsat behandling i børnepsykiatrisk ambulant regi. Opholdet bør ligeledes anvendes til nærmere at redegøre for omfanget af samværet med biologisk far, jfr. den børnesagkyndige undersøgelses anbefaling af, at samværet tages op efter et år.

Jeg har over for forældremyndighedsindehaveren, moderen, redegjort for ovennævnte, og hun har givet sit samtykke hertil."

I modsætning til den første blev den anden fogedforretning gennemført samme dag kl. 17.15.

Af udskrift af fogedbogen fremgik bl.a. følgende

"....

Antruffet blev rekvisitus (A). Fogeden drøftede sagen med rekvisitus i overværelse af (I) (kriminalassistent v/Z-by) politi; min bemærkning) og (J). Rekvisitus fik udleveret en kopi af erklæringen af 13. august 1978 (skal være 1992; min tilføjelse) fra overlæge (G), medens rekvisitus foreviste skrivelse af d.d. sendt til embedslægen i (Æ-by).

Rekvisitus imødegik (G's) erklæring og henviste til, at den hvilede på gamle oplysninger og på væsentlige punkter var ukorrekt. Således har (C) ikke været i nogen egentlig behandling, men kun haft en enkelt samtale. Det er rekvisitus opfattelse, at (K) Kommune burde medvirke til en ordning, hvor der i første omgang blev givet ham en midlertidig plejetilladelse for (C). Fogeden oplyste, at overlæge (G) omkring middagstid havde rettet henvendelse til fogeden og herunder oplyst, at han fandt det betænkeligt, om (C) forblev hos faderen weekenden over.

Rekvisitus opfordrede fogeden til at tage en samtale med (C), således som en retsassessor havde gjort tidligere. Fogeden fandt ikke anledning hertil under hensyntagen til, at der forelå en anden situation, idet der ikke nu er tale om udlevering fra den ene forældre til den anden men om anbringelse på institution.

Rekvisitus fastholdt, at han ikke frivilligt ville medvirke til udlevering af (C).

Fogedretten tilkendegav herefter overfor rekvisitus, at en eventuel kendelse ville gå ud på udlevering af (C), hvorefter rekvisitus tilkendegav, at han ville rette sig efter denne tilkendegivelse.

Rekvisitus sørgede herefter for, at (C) blev udleveret til socialrådgiver (J), som sørgede for transport af hende til børnehjemmet.

...."

Senere samme aften traf socialforvaltningen i K Kommune beslutning om, at al kontakt mellem C og A midlertidigt skulle stoppes, jf. tilførsel til journalark under datoen 14. august 1992. Tilførslen herom er underskrevet af socialudvalgsformand (L).

A modtog herefter en kopi af et brev af 19. august 1992 fra K Kommune til børnecentret. Brevet havde følgende indhold

"(C) blev den 14.8.92 placeret på børnecentret (...) efter en fogedforretning på faderens bopæl. Anbringelse er sket med samtykke af moderen i henhold til Bistandslovens § 33, stk. 1 nr. 3.

Da pigen i 10 år har været centrum i samværskonflikter mellem forældrene og nu frembyder alvorlige psykiske symptomer ifølge erklæring af 13.8.92 fra børnepsykiater (G), har det sociale udvalg besluttet, at samværet med faderen, besøg, telf. kontakt og brevkontakt, midlertidig standses, indtil der kan udarbejdes en ordning for fremtidige kontakter. Beslutningen er truffet i henhold til Bistandslovens § 67, stk. 1.

Klager over denne beslutning kan stiles til kommunalbestyrelsen i (K-by)."

Det fremgik endvidere af journalarket, at afgørelsen vedrørende A's kontakt med C blev drøftet den 20. august 1992 på et visitationsmøde på Børnecentret (...), hvilket A fik oplyst telefonisk dagen efter. På journalarket var der vedrørende visitationsmødet henvist til et særligt mødeark.

Af mødearket fremgik, at følgende deltog i mødet

Overlæge G, Børnepsykiatrisk Afsnit, Æ-by Sygehus, konsulent M, X Amt, forstander N, Børnecentret (...), (en psykolog og en pædagog), samme sted, og endelig C's mor, B, og J, sagsbehandler, Å-by Kommune.

G var på mødearket refereret for følgende udtalelser

" (G) : Der har været planlagt ambulant behdl. af (C) + behandling af familien (Mor + nuværende mand). I forb. med psyk. undersøgelse blev (C) betegnet som en angsttilpasset pige. Hun lider af mave- og hovedsmerter og er svingende i humøret. Hun er meget styrende i f.t. moderen.

(G) fortæller, at faderen er meget knyttet til (C), men han er også manipulerende i f.t. hende. Det besluttedes derfor, at (C) skulle have ophold et neutralt sted , indtil tingene er afklaret.

....

(G) : Da der er ventetid på indskrivning på Børnepsyk., vil man i stedet hjælpe/støtte (C) herfra under indskrivning på Børnecentret.

....

(G) : Det er iorden, at faderen midlertidigt skal holde sig væk, men efterhånden har (C) igen brug for kontakt med sin far.

....

(G) : Kontakten til faderen anbefales at foregå på inst. m. mulighed for obs. af inst.s personale og først efter en periode på f. eks. 14 dage og med udgangspunkt i, at (C) skal bo hos moderen. Der bør fastlægges ordentlige samværsformer."

Under mødet blev det besluttet at anbefale følgende kontakt mellem (C) og forældrene

"M.h.t. kontakt til faderen

Besøg efter en periode på 14 dage på institutionen max. i 2 timer på en hverdag og under obs. af afd.s personale. Derefter mulighed for besøg hver 14. dag i 2 timer.

Tlf. kontakt er udelukket.

M.h.t. breve, skal disse åbnes af voksen, der skal gennemlæse og vurdere indholdet.

M.h.t. førstkommende weekend må kommunen give faderen mundtlig besked.

Kontakt til moderen.

Ingen begrænsninger.

Aftale mellem moderen/inst. vedr. besøgstidspunkter.

Der bør ikke være weekend-besøg hos moderen den 1. weekend.

Inst. må vurdere omfanget fremover - f.eks. foreslås det at starte med kun 1 overnatning.

....

I f.t. anbringelsen er der behov for

1. individuel kontakt og

2. familiearbejde.

Begge dele bør ligge på Børnecentret, men med konsultativt samarbejde med Børnepsyk. (G)."

Den anbefalede plan vedrørende C's kontakt med A blev godkendt af socialudvalget på mødet den 25. august 1992, og A fik en skriftlig afgørelse herom tilsendt den 26. august 1992.

A havde - forinden socialudvalgsmødet - den 23. august 1992 klaget til Det Sociale Ankenævn for X Amt med kopi til kommunen. Efter at Socialministeriet havde afvist at behandle sagen, sendte nævnet denne til behandling i kommunalbestyrelsen i K-by.

I klagen til ankenævnet havde A bl.a. anført følgende

"....

Jeg klager herved over at man uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet.

Grundlaget er så vidt jeg forstår væsentligst en lægeerklæring fra overlæge, specialist i børnepsykiatri, (G), (Æ-by) Sygehus.

Endvidere moderens forklaringer.

...."

Om G's erklæring - der som nævnt var blevet udleveret i kopi til A under fogedforretningen den 14. august 1992 - og om G selv anførte A følgende

"Denne hviler på en 1½ år gammel børnesagkyndig erklæring fra (Y-by) (specialist i børnepsykiatri (E), hvilken erklæring fastslog (C's) samværsbehov med syvtommersøm, dog med en beskrivelse af mig som er meget negativ, og på mange, også væsentlige (dokumenterbart) punkter direkte forkert, selvom der selvfølgelig også står negative ting om mig, som er rigtige, både ifølge min og andres opfattelse. Jeg valgte dengang at lade være at gøre mere ved denne erklæring (evt patientklagenævnsbehandling), fordi mudderkastning også giver kasteren, in casu mig, snavsede hænder.)

Endvidere hviler erklæringen (G's) nok på samtalerne med moderen. Dette fremgår ikke af erklæringen (G's). [(A's) parenteser; min bemærkning].

At (G) for 2 år siden betegnede sig selv som inhabil omkring mig i relation til en børnesagkyndig undersøgelse bestilt af Statsamtet fremgår heller ikke.

At han udover negativ omtale af mig i sin personalekaffestue overhovedet ikke har set mig, kender mig, har talt med mig eller på anden måde kender til mig eller mine forhold i (Z-by), fremgår heller ikke.

At han ikke selv overhovedet har haft nogen kontakt med (C), som erklæringen omhandler, fremgår heller ikke."

Brevet sluttede med en anmodning om, "at samværsretten kan fortsætte uændret efter den foreliggende resolution, idet grundlaget for tilsidesættelse af denne efter bistandslovens bestemmelser ikke var til stede."

Kommunens nævnte brev af 26. august 1992 til A havde følgende indhold

"Det sociale udvalg har på sit møde den 25.8.92 besluttet at godkende følgende plan for dit samkvem med (C) for den kommende tid

Der vil være mulighed for besøg 1 gang hver 14. dag i 2 timer, der vil ske under observation af en afdelingsmedarbejder. Besøget skal foregå på institutionens område, medmindre medarbejder medfølger. Første besøg er sat til 2.9.92 kl. 15.30-17.30. Besøg fra din familie indgår i de 2 timer, hvor du selv afgør, hvem (C) kan have glæde af at se.

Der vil ikke være mulighed for telefonkontakt.

(C) vil kunne modtage breve fra far, familie og bekendte, samt sende breve til disse, men både ud og indgående post vil blive gennemlæst af personalet. Såfremt de skønner at indholdet vil være skadeligt for (C), vil breve m.v. blive returneret til afsenderen eller stoppet.

Ordningen vil blive taget op til revurdering inden 3 måneder.

Beslutningen er truffet i henhold til Bistandslovens § 67, stk. 1. Klager over denne beslutning kan stiles til Borgmesteren eller Kommunalbestyrelsen i (K-by)."

Den 28. september 1992 klagede A til mig. K-by Kommune oplyste den 30. september 1992 telefonisk, at sagen var på dagsordenen for økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992 og påtænktes medtaget på førstkommende byrådsmøde den 7. oktober 1992. På denne baggrund informerede en af mine medarbejdere den 1. oktober 1992 kommunaldirektøren om A's henvendelse hertil og om de punkter i sagen, der umiddelbart kunne tænkes at få mig til at gå ind i sagen af egen drift. Den 6. oktober 1992 havde samme medarbejder en samtale med kommunens sagsbehandler J. Den 7. oktober 1992 modtog jeg en - ufuldstændig - kopi af G's erklæring samt meddelelse fra kommunaldirektøren om, at sagen, med baggrund i de nævnte telefonsamtaler, ikke var blevet behandlet på økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992, og at sagen først kunne blive behandlet på næstfølgende byrådsmøde den 18. november 1992.

I et brev af 9. oktober 1992 anmodede jeg om udlån af sagsakter og om en udtalelse fra kommunen. Jeg anførte i brevet særligt følgende

"Efter de nævnte telefonsamtaler og efter at have gennemgået (A's) brev med bilag - samt det materiale, jeg i øvrigt har modtaget, herunder en erklæring fra overlæge (G) (med socialforvaltningens skrivelse af 6. oktober 1992 fulgte alene erklæringens side 2 og 3) - må jeg forstå udvalgets afgørelse på den måde, at afgørelsen hovedsageligt bygger på den nævnte erklæring. På den baggrund skal jeg særligt bede kommunen udtale sig om,

hvilken betydning kommunen har tillagt følgende bemærkning i (G's) erklæring, s. 3: "Jeg må således konklusivt fremhæve, at såfremt (C) forbliver hos faderen, må jeg anse hendes personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet (fremhævet af mig),

hvorvidt (G's) erklærings konklusion vedrørende barnet og (A) bygger på faktiske iagttagelser, og - i bekræftende fald - hvornår disse iagttagelser er gjort og af hvem,

hvorvidt (G) har været habil i forvaltningslovens forstand i forbindelse med erklæringens udfærdigelse,

hvorvidt erklæringen har været sendt til partshøring hos (A), inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19,

på hvilken måde den pågældende i øvrigt har været inddraget i sagsbehandlingen forud for den trufne afgørelse om begrænsning i hans samvær og anden kontakt med barnet, og

hvorvidt (C) har været inddraget i sagsbehandlingen forud for socialudvalgets beslutning, der for hende medfører en begrænsning i samværet - og kontakten i øvrigt - med hendes far.

Jeg skal endvidere anmode om, at udtalelsen kommer til at indeholde kommunens bemærkninger til, hvorledes afgørelsen forholder sig til forvaltningslovens regler om begrundelse - lovens kap. 6."

Jeg modtog udtalelsen den 16. oktober 1992, underskrevet af borgmesteren. Udtalelsen indeholdt kommunens svar på de nævnte spørgsmål plus en redegørelse for, hvad der senere var sket i sagen.

Sagsbehandler J udtalte den 19. oktober 1992 telefonisk over for en af mine medarbejdere, at kommunen ikke havde været i kontakt med G i anledning af de stillede spørgsmål, men at denne den 17. oktober 1992 telefonisk var blevet orienteret om sagen hos mig. I udtalelsen var bl.a. anført følgende

Om oplysningsgrundlaget for G's erklæring af 13. august 1992 (pkt. 2)

"Det er socialforvaltningen ubekendt.

(C) er efter drøftelse på lokalgruppemøde (psykolog, sundhedsplejerske og sagsbehandler) via egen læge henvist til børneafdelingen på (X-by) Sygehus og derfra henvist til behandling på Børnepsykiatrisk Hospital i (Æ-by), og vi må normalt regne med, at de overlæger, der skriver erklæringer følger reglerne herfor." (Min fremhævelse).

Om G's habilitet i forbindelse med erklæringens udfærdigelse (pkt. 3 )

"Det er socialforvaltningen ubekendt.

(A) har overfor sagsbehandler i (K-by) (Kommune) oplyst, at han fandt børnepsykiater (G) inhabil. (A) begrundede det med, at der er eller var en psykolog på (G's) afdeling som skulle have udtalt sig nedsættende om (A) i hospitalets frokoststue.

Endvidere hævder (A), at der findes en erklæring hvoraf fremgår at (G) erklærer sig inhabil, men (A) har efter opfordring ikke fundet anledning til at sende kopi heraf til socialforvaltningen som dokumentation.

Det sociale udvalg har på grundlag af ovenstående ikke fundet anledning til at anse (G) for inhabil i forhold til (C)."

Om partshøring af A vedrørende erklæringen (pkt. 4)

"... Det fremgår af fogedbogen af 14.8.1992, at (A) har fået kopi af erklæringen. Endvidere at foged og sagsbehandler var tilstede, og at (A) fik lejlighed til at gøre indsigelser mod den, hvilket også fremgår af fogedbogen, så hans synspunkter er bekendt inden det samme aften besluttes at begrænse hans samværsrettigheder."

Om inddragelse af A i øvrigt i sagsbehandlingen (pkt. 5) (og begrundelse)

"Da der er tale om en fogedforretning og akut anbringelse udenfor hjemmet den 14.8.1992, er det i praksis vanskeligt for ikke at sige umuligt at lave partshøring inden beslutningen træffes. Barnet blev ledsaget fra (Z-by) til børnehjemmet i (Ø-by) af sagsbehandleren. I den tid det tager at køre dertil, havde faderen kimet institutionen ned, og da placeringen bl. andet skete for at (C) kunne komme i neutrale omgivelser og ikke udsættes for skadeligt pres, blev beslutningen om midlertidigt at lukke af for kontakten til faderen truffet samme aften...

....

(A) orienteres skriftligt den 19.8.92 i form af en kopi af skrivelse til børnecentret (...). Denne skrivelse anfører begrundelsen for beslutningen, idet der peges på barnets alvorlige psykiske symptomer og overlæge (G's) erklæring af 13.8.92 (som faderen allerede den 14.8.92 har fået kopi af). I skrivelsen af 19.8.92 angives endvidere ankeinstans og at begrænsningerne vil blive genbehandlet....

.

Selv om faderen havde haft lejlighed til at udtale sin utilfredshed, ikke blot overfor personalet på institutionen (...) men også i f.t. sagsbehandleren, ville det ikke have ændret afgørelsen.

Siden 20.11.1990 har socialforvaltningen haft en række henvendelser fra (A), hvilket fremgår af sagens akter, men han hører iøvrigt i socialt henseende under (Z-by) kommune....

....

Der er ifølge vor journal telefonsamtaler med faderen den 18., 19. og 21.8.1992, hvor han har lejlighed til at udtale sig om beslutningen, som han ikke kan acceptere (det er samtaler til sagsbehandler, men derudover er der en række telefoniske henvendelser til socialudvalgsformanden, socialchefen og borgmesteren).

Det har været tilstræbt løbende at holde (A) à jour, hvilket fremgår af, at han allerede den 23.8.1992 anker over de begrænsninger, der først den 25.8.1992 bliver besluttet af det sociale udvalg.

På visitationsmøde den 20.8.1992 på børnecentret (...) med (X) amtskommunes medarbejdere og børnepsykiater (G) udarbejdes den foreløbige plan over (C's) kontakt med faderen. Denne plan gen(be)handles den 30.9.1992 på børnecentret (...) og indstillingen herfra forelægges det sociale udvalg den 12.10.92.

Det besluttedes i udvalget fortsat at opretholde de begrænsninger besluttet den 25.8.1992 i relation til faderens samkvemsret, bortset fra den anbefalede ugentlige telefonkontakt på torsdage mellem kl. 20 og 21 med medhør. Endvidere at sagen påny forelægges det sociale udvalg efter 14 dage med yderligere oplysninger."

Om inddragelse af C i sagsbehandlingen (pkt. 6)

"Begrænsningen af faderens samkvemsret er truffet efter Bistandslovens § 67, stk. 1, hvor der ifølge (X) amtskommune ikke kan stilles krav om, at barnet skal høres. Barnet er anbragt efter Bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3 og der er således tale om en frivillig foranstaltning med moderens accept. Ved tvangsforanstaltninger efter § 123 m.fl. er der en hensigtserklæring om, at barnet så vidt muligt bør høres. Ifølge Statsamtet er det i forbindelse med beslutninger truffet efter Myndighedsloven, at der kan stilles krav om at børn over 12 år høres, men at der efter samme lovs § 26 kan dispenseres fra reglerne, hvis det skønnes at være til skade for barnet, eller at det ikke vil have betydning for sagens afgørelse iøvrigt.

Det oplyses fra Statsamtet, at de tidligere har undladt at høre (C), netop på grundlag af psykiatrisk/psykologisk erklæring fra (Y-by), da man mente, at det var til skade for (C).

Det skal tilføjes, at sagsbehandleren har talt med (C) den 13. og 14.8.1992, hvor (C) har givet udtryk for, at hun ønsker at bo hos faderen, hvorfor det var klart, at (C) ikke ville være positiv overfor en begrænsning af samværsretten med faderen.

Vurderingen var, at det ville være til skade for barnet, at drøfte dette med hende samme dag, som hun er fjernet fra faderens hjem med fogedens hjælp. Personalet på børnecentret (...) påtog sig opgaven at tale med (C) om nødvendigheden af disse begrænsninger i senere samtaler...."

Om den af mig citerede - delvist fremhævede - bemærkning i G's erklæring (pkt. 1)

"Den nævnte sætning fra børnepsykiater (G's) erklæring af 13.8.1992 sammenholdt med resten af konklusion og anbefaling, opfattes helt klart som et udsagn om, at (C's) udvikling lider alvorlig skade eller udsættes for fare herfor, hvis der ikke øjeblikkelig bliver grebet ind. At der er tale om en akut situation, hvor (C) bør fjernes fra de langvarige skadelige belastninger og pres som har gjort hende behandlingskrævende, fremgår blandt andet af, at det anbefales, at fogedforretningen sker samme dag og ikke udsættes til efterfølgende mandag, som politi og foged var mest indstillet på. Derfor opfattes ordet forbliver således, at der er risiko for at (C) bliver alvorlig psykisk syg, hvis hun forbliver hos faderen, hvor man ikke kan se bort fra, at hun vil blive brugt i den fortsatte konflikt mellem forældrene...."

Det fremgik endvidere af de bilag, jeg modtog fra A, at han den 17. juli 1992 havde søgt X Statsamt om at overføre forældremyndigheden over C til ham, at han efterfølgende havde søgt om fri proces til en retssag om forældremyndigheden, og at B i et brev af 20. juli 1992 havde oplyst over for X Statsamt, at C blev behandlet af overlæge O, Børnepsykiatrisk Afdeling. Det fremgik endvidere, at B den 6. august 1992 skrev til X Statsamt og begærede A's ret til samvær med C ophævet. Statsamtet havde i forbindelse hermed udfærdiget et telefonnotat af 7. august 1992, hvor bl.a. følgende var refereret

"....

(B) vil gerne have ansøgningen om ophævelse af samværsretten hastebehandlet, da lægerne på børnepsyk. har givet udtryk for, at det af hensyn til (C's) psykiske tilstand er uforsvarligt at lade hende besøge faderen.

Lægerne har sagt, at nu må hun få "det amt" til at ophæve samværsretten.

Jeg har endnu en gang meddelt, at vi skal tale med (C) eller også må "de læger" rykke ud med en erklæring om, at det vil være uforsvarligt at opretholde samværet ligesom de må kunne give en udtalelse om, hvorvidt det vil være uforsvarligt at høre (C) om spørgsmålet.

...."

Det fremgik tillige af kommunens akter, at en iværksat børneundersøgelse - der blev foretaget af personalet på Børnecentret (...) under supervision af G - forventedes afsluttet den anden uge i november 1992.

Den 27. oktober 1992 besluttede det sociale udvalg at ophæve begrænsningerne i A's samvær. Kommunen henviste i sit brev af 28. oktober 1992 - som jeg modtog i kopi - til en udtalelse fra børnehjemmet af 23. oktober 1992.

Efter at have gennemgået A's brev, det materiale, jeg havde modtaget fra den pågældende og kommunen, og kommunens udtalelse udtalte jeg følgende

"Min undersøgelse vedrører (...) alene (K-by) Kommunes afgørelse i brev af 26. august 1992.

Som retsgrundlag herfor har kommunen henvist til bistandslovens § 67, stk. 1, der er sålydende

"Det påhviler kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."

I bekendtgørelse nr. 885 af 11. december 1986 om magtanvendelse mv. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 283 af 26. april 1990 (herefter benævnt magtanvendelsesbekendtgørelsen) har socialministeren - med hjemmel i bistandslovens § 14, stk. 5 og 6 - fastsat følgende

" § 9. Såfremt forholdet mellem et barn eller en ung og forældrene eller andre er udviklet således, at det af hensyn til barnets eller den unges velfærd findes absolut påkrævet at afbryde eller begrænse samkvemmet med begge forældrene eller med en af dem eller andre, kan den anbringende kommunalbestyrelse undtagelsesvis og for en bestemt periode bestemme, at gensidige besøg ikke må finde sted eller kun i et nærmere bestemt omfang, og at barnet eller den unge ikke må modtage breve, telefonsamtaler eller andet fra de pågældende. Bestemmelsen skal meddeles barnet eller den unge og den, med hvem samkvem begrænses."

....

" § 10. Såfremt det i det enkelte tilfælde findes absolut påkrævet af hensyn til barnets eller den unges velfærd at kontrollere ud- eller indgående post og telefonsamtaler, kan institutionens leder efter aftale med kommunalbestyrelsen undtagelsesvis træffe bestemmelse herom. Åbning af udgående og indgående breve kan da kun finde sted med samtykke fra og i overværelse af barnet eller den unge. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Såfremt medhør finder sted, skal den person, med hvem telefonsamtalen føres, gøres opmærksom herpå."

Endvidere har myndighedslovens §§ 23 og 24 betydning for en afgørelse som den, (K-by) Kommune har truffet i forhold til (A). I henhold til § 23 har den af forældrene til et barn, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, ret til samvær med dette. Efter § 24, stk. 2, kan statsamtet dog afslå at fastsætte samværsret henholdsvis ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, "hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

En samværsret, der - eventuelt efter statsamtets bestemmelse - tilkommer den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, bortfalder ikke, fordi barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, men samværsretten kan afbrydes eller begrænses af den anbringende kommune, når bestemmelserne herfor er opfyldt.

Det følger af de citerede og refererede bestemmelser, at udgangspunktet for kommunen i forbindelse med en anbringelse er, at samværet mellem forældre og barn så vidt muligt skal opretholdes. Grundlaget for (A's) samvær med (C) var, forud for kommunens afgørelse, den resolution fra statsamtet, der delvist er gengivet ovenfor. Herefter og på baggrund af ordlyden af de ovenfor citerede og refererede bestemmelser er det min opfattelse, at en afgørelse om afbrydelse af eller begrænsning i et fastsat samvær ikke kan finde sted, medmindre der foreligger tungtvejende grunde, jf. også ordene "absolut påkrævet" i magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1.

En sådan afgørelse er en skønsmæssig afgørelse, som jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kan efterprøve, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I denne sag har jeg nærmere undersøgt, om gældende regler om partshøring, begrundelse og inhabilitet har været iagttaget af kommunen med hensyn til afgørelsen i skrivelsen af 26. august 1992; om oplysningsgrundlaget har været mangelfuldt og om kommunens bevisbedømmelse har været behæftet med fejl.

Vedrørende partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, er sålydende

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Efter gængs fortolkning gælder høringspligten også, selv om parten for så vidt kender de pågældende oplysninger, når denne dog ikke er bekendt med, at oplysningerne indgår i beslutningsgrundlaget for en bestemt sag, jf. f.eks. punkt 107 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Det er i sagen uomtvistet, at afgørelsen om tilsidesættelse af statsamtets samværsresolution hovedsageligt blev truffet på grundlag af (G's) erklæring af 13. august 1992.

Kommunen har under samværssagens behandling ikke anmodet (A) om hans bemærkninger til erklæringens indhold. Den omstændighed, at (A), i sagsbehandler (J's) påhør, under fogedforretningen den 14. august 1992 fik udleveret en kopi af fogedens eksemplar af (G's) erklæring og i den forbindelse fik lejlighed til at fremkomme med sine indsigelser herimod, kan ikke medføre, at (A) herefter er behørigt partshørt i relation til afgørelsen om samværsbegrænsning. Jeg henviser herved til, at kommunen hverken under eller efter fogedmødet gjorde (A) bekendt med, at kommunen agtede at anvende erklæringen som grundlag for en beslutning om at afbryde eller begrænse hans kontakt med (A) i forbindelse med anbringelsen på børnehjemmet. Heller ikke den omstændighed, at (A) telefonisk har været i kontakt med sagsbehandleren og andre ansatte samt kommunalpolitikere i (K-by) Kommune i perioden mellem den 14. og 25. august 1992, kan efter min opfattelse medføre, at pligten til partshøring er opfyldt. Skulle dette være tilfældet, måtte det under alle omstændigheder forudsætte, at bemærkningerne var blevet noteret i overensstemmelse med reglerne om notatpligt, jf. offentlighedslovens § 6.

Heller ikke brevkopien af 19. august 1992 kan antages at udgøre en behørig partshøring, allerede fordi brevet ikke var adresseret til (A) og i øvrigt fremtræder som en afgørelse.

Jeg må på baggrund af det anførte konstatere, at kommunen ikke har overholdt forvaltningslovens regler om partshøring.

Vedrørende begrundelse

Kommunens skrivelse af 26. august 1992 indeholder ingen selvstændig begrundelse, bortset fra en henvisning til bistandslovens § 67, stk. 1. Skrivelsen indeholder således ikke en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., eller en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Kommunen har herved tilsidesat forvaltningslovens regler om udformning af begrundelse, jf. lovens § 24, jf. § 22. Hvad angår kommunens bemærkning om, at (A) forinden havde fået kopi af skrivelsen af 19. august 1992 til børnehjemmet indeholdende begrundelsen for beslutningen, skal jeg bemærke, at allerede fordi skrivelsen af 26. august 1992 ikke indeholder en henvisning til brevkopien, er indholdet af denne uden betydning for spørgsmålet om begrundelse. Hertil kommer, at brevkopien vedrører en anden (type) afgørelse (en total afbrydelse af samværet). Jeg skal endvidere bemærke, at afgørelsen ikke indeholder en henvisning til den hjemmel for indskrænkningerne vedrørende den telefoniske kontakt og brevkontakten mellem (A) og (C), som kommunen måtte have anvendt (formentlig magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1).

Inhabilitet

Ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt (G) burde have undladt at deltage i sagens behandling p.gr.a. inhabilitet, opstår for det første et spørgsmål om, i hvilken rolle kommunen har ønsket at inddrage ham i sagen: Som uvildig sagkyndig eller som en sagkyndig, der bistod eller repræsenterede moderen. Såfremt kommunen har ønsket at anvende ham som uvildig sagkyndig, kan der rejses spørgsmål om inhabilitet.

Som tidligere anført er det uomtvistet, at (G's) erklæring af 13. august 1992 har dannet hovedgrundlaget for kommunens afgørelse om samværsbegrænsning. Herefter og på baggrund af den rolle, som den pågældende i øvrigt har haft i forbindelse med kommunens beslutninger i sagen, lægger jeg til grund, at kommunen har anvendt ham som uvildig sagkyndig.

Spørgsmålet om inhabilitet må bedømmes med udgangspunkt i forvaltningslovens bestemmelser herom. Loven indeholder i § 3, stk. 1, bl.a. følgende bestemmelse

"Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

..."

Forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet gælder imidlertid kun for de personer, der medvirker i en sags behandling som ansat i den myndighed eller som medlem af det kollegiale organ, der skal afgøre sagen, jf. lovens § 2, stk. 1, og § 6, stk. 1. Medvirker en anden myndighed ved afgivelse af udtalelse til brug for den besluttende myndigheds afgørelse, er ansatte i denne anden myndighed ikke omfattet af forvaltningslovens inhabilitetsbestemmelser.

(G) var ved erklæringens afgivelse ikke omfattet af disse bestemmelser, idet han ikke medvirkede (direkte) ved behandlingen af sagen, som ansat i kommunen. Lovens bestemmelser suppleres imidlertid af almindelige ulovbestemte grundsætninger om inhabilitet, som kan finde anvendelse i en situation som den foreliggende.

Under fogedforretningen den 14. august 1992 og i klagen af 23. august 1992 til det sociale ankenævn har (A) fremført, at (G) måtte anses for inhabil. Kommunen har ikke undersøgt denne indsigelse nærmere inden socialudvalgsmødet den 25. august 1992, eksempelvis ved henvendelse til (G) selv, til statsamtet eller til embedslægen, som - hvilket kommunen på fogedmødet den 14. august 1992 fik oplysning om - havde modtaget en klage fra (A) bl.a. vedrørende dette spørgsmål. Under henvisning til det, jeg har anført ovenfor i relation til forvaltningslovens § 3, har kommunen ikke med føje kunnet anse indsigelsen for åbenbart grundløs, jf. princippet i forvaltningslovens § 6, stk. 1. Jeg henviser i den forbindelse tillige til, at indsigelsen om inhabilitet var konkret begrundet, og at nærmere oplysninger herom uden større besvær og uden forsinkelse af sagen kunne have været indhentet.

Kommunens bemærkning om, at (A) ikke efterkom en opfordring til at dokumentere sin påstand, har jeg ikke fundet anledning til at kommentere, allerede fordi opfordringen ifølge journalarket blev fremsat den 5. oktober 1992, d.v.s. efter sagens afgørelse.

Vedrørende oplysningsgrundlaget for afgørelsen

Efter det almindelige sagsoplysningsprincip (officialprincippet) påhviler det den enkelte forvaltningsmyndighed selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder - at fremskaffe de fornødne oplysninger, før afgørelse træffes i en sag, eller dog at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning.

a) vedrørende (G's) erklæring

Det fremgår ikke af erklæringen, hvor mange gange (C) har været på sygehuset, hvem hun har talt med, og hvornår hun sidst har været på ambulatoriet. Det fremgår således heller ikke, om (C) har været på ambulatoriet i forbindelse med de ændringer i hendes liv, der har medført, at hun mod sin vilje blev anbragt uden for hjemmet og kraftigt fik begrænset sin kontakt til faderen. Kommunen har i udtalelsen anført, at svaret på disse spørgsmål er socialforvaltningen ubekendt, men har som tidligere nævnt forladt sig på, at erklæringen var blevet til i overensstemmelse med reglerne herfor.

Jeg skal hertil bemærke, at det følger af officialprincippet, at kommunen har et selvstændigt ansvar for, at de fornødne og korrekte oplysninger foreligger. Kommunen kunne således ikke uden videre gå ud fra, at oplysningerne i speciallægeerklæringen var tilstrækkelige, men burde have forholdt sig kritisk hertil, navnlig når henses til følgende omstændigheder

(A) har over for fogedretten - i sagsbehandler (J's) påhør - anført, at der alene har været tale om en enkelt samtale på sygehuset, jf. fogedbogen. (A) har endvidere i sit brev af 23. august 1992 til det sociale ankenævn anført, at hverken han eller (C) har haft samtaler med (G) før eller i forbindelse med erklæringens udfærdigelse.

Jeg bemærker i den forbindelse, at kommunen hverken ses at have søgt oplysninger på (Æ-by) Sygehus (heller ikke i forbindelse med afgivelsen af udtalelsen til mig) eller hos (B) om dette spørgsmål. Jeg henviser herved til, at (B) - som tidligere nævnt - over for statsamtet har oplyst, at overlæge (O) (psykiatrisk overlæge på (Æ-by) Sygehus) har haft (C) i behandling. Jeg skal endelig anføre, at de bemærkninger i mødereferatet fra "visitationsmødet" den 20. august 1992, som (G) er refereret for - og som er gengivet ovenfor - burde have givet kommunen yderligere anledning til undersøgelse af oplysningsgrundlaget for erklæringen.

På baggrund af det anførte må jeg ved min bedømmelse af sagen lægge til grund, at (G's) erklæring er afgivet uden (A's) eller (C's) direkte medvirken.

Om (G's) erklæring opfylder de grundlæggende krav, der kan stilles til psykiatriske undersøgelser til brug for samværssager, har jeg, som sagen i øvrigt foreligger for mig, ikke tilstrækkelig anledning til at undersøge. Efter det oplyste indgår dette spørgsmål i embedslægens behandling af (A's) klage.

b) vedrørende spørgsmålet om (C's) medvirken

Det fremgår af kommunens udtalelse, at (C's) holdning til spørgsmålet om samværsbegrænsning var kendt på forhånd efter samtaler med hende, og at man også af denne grund ikke fandt anledning til at inddrage hende i sagsbehandlingen forud for afgørelsen af 25. august 1992. Jeg må dog - på baggrund af udtalelsen til mig - forstå kommunens holdning på den måde, at man, allerede fordi bistandslovens § 67 ikke indeholder regler om inddragelse af barnet i sagens behandling, ikke har ment sig forpligtet til at inddrage (C) i sagen. Da en pligt til at indhente udtalelse fra et større barn eller en ung efter omstændighederne kan følge af det almindelige, ulovbestemte sagsoplysningsprincip, kan jeg ikke være enig i kommunens opfattelse. Der kan heller ikke sluttes modsætningsvis fra myndighedslovens § 26, hvorefter der skal finde en samtale sted med et barn, der er fyldt 12 år, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret; en samtale der dog kan undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen. Denne bestemmelse må efter min mening anses som en lovfæstelse på et begrænset område af det i øvrigt ulovbestemte sagsoplysningsprincip. Jeg vil i den forbindelse tillige pege på de hensyn, der ligger bag artikel 12 i FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder (bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992 - Lovtidende C).

Om kommunen i den konkrete sag har haft grundlag for at undlade at tage en samtale med (C) under henvisning til, at en samtale måtte antages at være til skade for barnet, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at komme ind på, således som sagen foreligger for mig.

c) vedrørende kommunens anvendelse af (G's) erklæring

Erklæringen omhandler ifølge overskriften (C's) behandlingsbehov. I konklusionen fastslår (G), at (C's) personlighedsmæssige og sociale velfærd anses for truet, såfremt hun forbliver hos faderen. Når konklusionen ses i sammenhæng med erklæringens faktiske oplysning om (C's) opholdssted på daværende tidspunkt, må konklusionen efter min opfattelse nødvendigvis forstås som en henvisning til barnets bopæl og kan efter min opfattelse ikke uden videre anses for brugbar som sagkyndigt grundlag for en afgørelse om samværsret. I erklæringens afsnit, benævnt konklusion og anbefaling, er ordet samvær i øvrigt kun brugt i forbindelse med en bemærkning om, hvad opholdet på børnehjemmet tillige bør anvendes til. I den forbindelse skal jeg endvidere bemærke, at spørgsmålet om samværsafbrydelse eller -begrænsning ikke ses at være nævnt i kommunens akter før under en samtale med (B) den 14. august 1992 om aftenen, altså på et tidspunkt, der ligger efter erklæringens udstedelse. Efter min opfattelse har erklæringen ifølge sit eget indhold ikke med nogen vægt kunnet indgå i grundlaget for en afgørelse om samværsbegrænsning.

Sammenfattende er det min opfattelse, at oplysningsgrundlaget for kommunens afgørelse ikke har været tilstrækkeligt.

Konklusion

Således som sagen efter det, jeg har anført ovenfor, foreligger for mig, har kommunens oplysningsgrundlag forud for afgørelsen den 25. august 1992 - udover rapporten efter den børnesagkyndige undersøgelse i 1991, som dannede grundlag for statsamtets samværsresolution - hovedsageligt bestået af de oplysninger og vurderinger, som er indeholdt i (G's) erklæring af 13. august 1992 og i mødereferatet fra "visitationsmødet" den 20. august 1992 på børnehjemmet, herunder fra (G).

Som nævnt ovenfor har kommunen ikke på det foreliggende grundlag kunnet anvende (G's) vurderinger - i det omfang de overhovedet sigter på det blotte samvær mellem (C) og (A) - som indlæg fra en uvildig speciallæge. Jeg henviser herved til den tvivl vedrørende (G's) habilitet, som jeg nærmere har redegjort for ovenfor (...). Hertil kommer, at (G's) vurderinger som anført alene må antages at bygge på samtaler med (B), i al fald i relation til den ændring i (C's) situation, der indtrådte i sommeren 1992.

Som ovenfor nævnt har jeg lagt til grund, at kommunen ved bevisbedømmelsen har anvendt (G's) iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering.

Kommunens bevisbedømmelse i sagen er efter min opfattelse på baggrund af denne misopfattelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at der, når denne fejl sammenholdes med de øvrige fejl, hersker en betydelig tvivl om, hvorvidt afgørelsen kunne opretholdes som gyldig.

De ovenfor påpegede fejl med hensyn til partshøring og begrundelse anser jeg for kritisable.

De nævnte fejl vedrørende inhabilitetsspørgsmålet, oplysningsgrundlaget og bevisbedømmelsen finder jeg særdeles kritisable.

Som nævnt har kommunen den 27. oktober 1992 ophævet begrænsningerne i (A's) samvær. Herefter foretager jeg ikke videre i sagen."

Med et brev af 5. januar 1993 tog kommunen til genmæle over for min udtalelse

Efter at have bemærket, at "kommunen tager ombudsmandens kritik af formelle fejl så som manglende partshøring og begrundelse til efterretning", anførte kommunen bl.a.,

at min kritik for ensidigt var baseret på G's erklæring, der ikke har haft direkte eller afgørende betydning for kommunens afgørelse,

at min udtalelse i øvrigt fandtes at hvile på et unuanceret og ensidigt grundlag, og

at kommunen stod noget uforstående over for formålet med de mange spørgsmål om G, som min medarbejder havde stillet telefonisk.

Den 22. januar 1993 bemærkede jeg i en ny skrivelse til kommunen, at det anførte ikke gav mig grundlag for at ændre min opfattelse af kommunens afgørelse, og at jeg kunne henholde mig til min udtalelse.

Jeg anførte i øvrigt over for K kommune følgende

"I brevet har kommunen på side 4 anført, at overlæge (G's) erklæring (af 13. august 1992) ikke kan ses

"at have direkte eller afgørende betydning for beslutningen om begrænsning af faderens samkvemsret i henhold til bistandslovens § 67, stk. 1".

Jeg skal hertil bemærke, at kommunen i sin udtalelse af 15. oktober 1992, som er refereret og delvist citeret i min afsluttende skrivelse, har anført, at kommunens brev af 19. august 1992 til børnecentret indeholder begrundelsen for afgørelsen. Dette brev henviser alene til (G's) erklæring. Jeg skal endvidere henvise til, at jeg i den skrivelse af 9. oktober 1992, hvormed jeg iværksatte min undersøgelse, i det indledende afsnit til 6 specifikke spørgsmål, der i det væsentligste angik (G's) erklæring og person har anført, "at (jeg) må forstå udvalgets afgørelse på den måde, at afgørelsen hovedsageligt bygger på (G's) erklæring"; en antagelse, kommunen ikke har taget afstand fra i sit svar af 15. oktober 1992. På denne baggrund stiller jeg mig uforstående over for den citerede sætning .... Da kommunens afgørelse om samværsbegrænsning m.m. ikke længere er i kraft, og en genoptagelse af min undersøgelse således ikke ville have betydning for sagens parter, giver kommunens bemærkning mig ikke anledning til at genoptage min behandling af sagen.

I brevet er det ligeledes ... anført, at kommunen finder, at min afgørelse er "truffet på et unuanceret og ensidigt grundlag". Også denne bemærkning må jeg stille mig uforstående overfor. Grundlaget for min udtalelse var hverken ensidigt eller unuanceret, idet dette stammede både fra klageren og kommunen. Endvidere fik såvel kommunen som klageren i overensstemmelse med almindelige kontradiktoriske principper mulighed for at kommentere modpartens indlæg, inden jeg afgav min udtalelse. Herudover skal jeg bemærke, at min udtalelse i sagen alene bygger på de akter, der forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen. Faktiske oplysninger vedrørende en senere periode kan ikke tillægges nogen betydning for min vurdering af kommunens afgørelse i skrivelse af 26. august 1992 til (A).

Det forekommer uklart, hvilke dele af min kritik, kommunen har taget til efterretning, jf. den ikke udtømmende opregning i kommunens skrivelse. Dette giver mig anledning til at bemærke, at jeg ikke under min behandling af sagen har taget stilling til, om kommunen på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag senere ville have kunnet træffe en afgørelse af samme indhold som den påklagede. Jeg henviser i den forbindelse også til det, min medarbejder til stadighed har sagt under telefonsamtalerne med kommunens socialdirektør og sagsbehandler, at min undersøgelse ikke var rettet mod afgørelsens indhold, men den måde hvorpå den var blevet til.

Til det kommunen har anført om formålet med samme medarbejders henvendelse den 1. oktober 1992 til (kommunaldirektøren), skal jeg henvise til min udtalelse side 338, hvor jeg nærmere har redegjort herfor."

Resumé

K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.

Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.

Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).