Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i arrest.

§ 12

" Stk. 1. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om

1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold,

...

Stk. 2. Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."

§ 13

" Stk. 1. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

...

3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

...

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."

1) Som omtalt ovenfor indeholder første del af embedslægens redegørelse et resumé af sagens faktiske omstændigheder. De oplysninger om den pågældende kvindes forhold, der her er gengivet, er efter min opfattelse af en sådan karakter, at de er omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger, at der ikke er givet aktindsigt i denne del af redegørelsen.

2) For så vidt angår den sidste del af redegørelsen, der indeholder embedslægeinstitutionens konklusion vedrørende vagtlægens og jordemoderens indsats i sagen, er det Sundhedsministeriets opfattelse, at aktindsigt heri kan afslås med henvisning til den ovenfor citerede bestemmelse i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, eller dennes analogi.

Bestemmelsen omfatter sager om strafferetlig eller disciplinærforfølgning.

Embedslægeinstitutionens redegørelse er afgivet til Sundhedsstyrelsen som led i det tilsyn, styrelsen fører med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, § 4. Efter lovens § 12, stk. 2, skal Sundhedsstyrelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for de pågældende. Patientklagenævnet kan efter lovens § 14 give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

Patientklagenævnet kan herved eventuelt anmode anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod den pågældende. Der er ikke nogen særskilt adgang for tilsynsmyndighederne til at rejse sag om disciplinær forfølgning; dette må i givet fald (over for offentligt ansatte sundhedspersoner) ske efter ansættelsesmyndighedens bestemmelse.

En tilsynssag som den foreliggende er således ikke omfattet af udtrykket "sager om ... disciplinær forfølgning" i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Offentlighedsloven fastslår som hovedregel, at myndighederne har pligt til at meddele aktindsigt. Der er derfor relativt snævre grænser for en udvidelse af området for undtagelsesbestemmelserne i loven gennem analogislutninger m.v. Der er efter min opfattelse ikke grundlag for en generel udvidelse af anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, til at omfatte alle tilsynssager (indberetnings- og klagesager) rettet mod enkeltpersoner indenfor sundhedsvæsenet - hvilket vil være konsekvensen af ministeriets standpunkt.

Man kan overveje, om der i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, om beskyttelse af enkeltpersoners private forhold er grundlag for at afslå aktindsigt i de konkluderende afsnit med embedslægens bedømmelse af den lægelige og jordemoderfaglige indsats i sagen, idet der lægges vægt på hensyn til beskyttelse af lægens og jordemoderens private forhold. Der er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag herfor. Der er efter det oplyste tale om virksomhed i offentlig tjeneste, og der er ikke i konklusionen oplysninger i øvrigt, som kan siges at tilhøre disse personers privatliv.

Embedslægeinstitutionen må i forhold til Sundhedsstyrelsen betragtes som en selvstændig myndighed. Brevvekslingen er derfor som udgangspunkt undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven. Loven gælder såvel afsluttede som verserende sager. Selve det forhold, at Sundhedsstyrelsen kan have en anden opfattelse af sagen, kan derfor normalt ikke begrunde afslag på aktindsigt.

Jeg finder herefter ikke, at der efter offentlighedslovens bestemmelser har været grundlag for at meddele afslag på aktindsigt i konklusionen i redegørelsen af 3. oktober 1991 fra Embedslægeinstitutionen for Y Amt.

Jeg har gjort Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse og har henstillet til ministeriet at sørge for, at der bliver givet aktindsigt i overensstemmelse hermed."

Med skrivelse af 3. december 1992 fra Sundhedsministeriet modtog jeg kopi af ministeriets samtidige skrivelse til A, hvori A meddeltes aktindsigt i embedslægeredegørelsens konklusion.

Herefter meddelte jeg Sundhedsministeriet, at jeg havde noteret mig, at A havde fået aktindsigt, og at jeg ikke foretog yderligere i sagen.

Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i arrest.

A klagede over at have fået afslag på en anmodning om aktindsigt i en rapport fra Embedslægeinstitutionen i Y Amt.

I anledning af klagen indhentede jeg en udtalelse af 13. marts 1992 fra Sundhedsministeriet. Efter en foreløbig gennemgang af sagen indhentede jeg endvidere en supplerende udtalelse fra Sundhedsministeriet af 28. juli 1992.

Sagens omstændigheder var følgende

Den 29. september 1990 fandt en fødsel sted i X-by Arresthus. På grund af særlige omstændigheder forud for fødslen var der ikke mulighed for at lade denne foregå på fødeafdelingen på sygehuset. Disse særlige omstændigheder gav anledning til, at der blev foretaget en nærmere undersøgelse omhandlende bl.a. en vagtlæges og en tilkaldt jordemoders indsats i sagen.

Som led i det tilsyn, som embedslægen på Sundhedsstyrelsens vegne fører med den virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, udarbejdede Embedslægeinstitutionen for Y Amt en redegørelse af 3. oktober 1991.

Den 23. december 1991 anmodede et medlem af Y Amtsråd (B) embedslægen om aktindsigt i sagen. Anmodningen blev afslået, og i skrivelse af 27. december 1991 indbragte amtsrådsmedlem B afslaget for sundhedsministeren.

I skrivelse af 23. januar 1992 stadfæstede sundhedsministeren afslaget med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Inden sundhedsministerens afgørelse forelå, havde A i skrivelse af 14. januar 1992 anmodet embedslægen om aktindsigt i redegørelsen af 3. oktober 1991. Embedslægen afslog anmodningen i skrivelse af 27. januar 1992 under henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

I skrivelse af 2. marts 1992 klagede A til mig. A havde ikke forinden indbragt embedslægens afgørelse af 27. januar 1992 for Sundhedsministeriet, idet A henviste til sundhedsministerens afgørelse i anledning af klagen fra amtsrådsmedlem B. På baggrund heraf anmodede jeg ministeriet om en udtalelse.

I udtalelsen af 13. marts 1992 anførte Sundhedsministeriet bl.a. følgende

"...

I Sundhedsministeriets vurdering af sagen på baggrund af de telefonisk indhentede oplysninger indgik yderligere hensynet til de medicinalpersoner, hvis virksomhedsudøvelse sagens akter indeholder en redegørelse om, og hvor der endnu ikke er truffet afgørelse. Det kan således f.eks. tænkes, at der fra embedslægeinstitutionens side er afgivet et forslag til afgørelse i sagen, men at Sundhedsstyrelsens udtalelse vil afvige herfra, og såfremt Sundhedsstyrelsen indbringer sagen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, er det Patientklagenævnet, der har den endelige afgørelse.

Der var således efter ministeriets opfattelse flere hensyn, som bevirkede, at der ikke kunne gives aktindsigt i sagen, nemlig på den ene side offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold, og på den anden side offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, eller dens analogi. Ministeriet fandt imidlertid, at henvisningen til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, var fuldt tilstrækkelig til at begrunde afslaget.

Sundhedsministeriet finder under henvisning til ovenstående, at det har været berettiget at nægte de pågældende aktindsigt i sagen og den deri indeholdte redegørelse fra embedslægeinstitutionen. Ministeriet finder det endvidere berettiget, at der ikke blev givet delvis aktindsigt ved slettelse af personhenførbare oplysninger, dels fordi sagens person i forvejen måtte anses for bekendt, dels fordi sagen i sin helhed vedrører den nævnte persons personlige forhold.

..."

Med udtalelsen modtog jeg ministeriets akter og med skrivelse af 14. april 1992 fra Sundhedsstyrelsen, hvortil sagen var oversendt, modtog jeg genpart af embedslægeinstitutionens redegørelse af 3. oktober 1991.

Efter at have foretaget en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg i skrivelse af 13. juli 1992 Sundhedsministeriet om en supplerende udtalelse. I skrivelsen anførte jeg bl.a. følgende

"...

Redegørelsen (fra embedslægeinstitutionen) indeholder, ud over en omtale af myndighedernes behandling af sagen, i første del et resumé af sagen. Det er umiddelbart min opfattelse, at beskrivelsen indeholder sådanne oplysninger om (den fødende kvindes) private forhold, at hensynet til hende - og hensynet til barnet - taler afgørende imod meddelelse af aktindsigt, jf. herved offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Sidste del af redegørelsen indeholder embedslægeinstitutionens konklusion vedrørende den lægelige og jordemoderfaglige indsats i sagen. Det er min opfattelse, at den omstændighed, at Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan have en opfattelse i sagen, der afviger fra embedslægens, ikke i sig selv fører til, at aktindsigt i redegørelsens konklusion i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, kan nægtes.

...

Det er endvidere min opfattelse, at meddelelse af aktindsigt i konklusionen alene ikke kan antages at medføre en sådan løsrivelse fra sammenhængen med den øvrige del af redegørelsen, at aktindsigt af den grund - helt undtagelsesvis - kan afslås...

På den baggrund beder jeg ministeriet meddele mig, om det anførte giver ministeriet anledning til at overveje, om der kan meddeles aktindsigt i konklusionen i embedslægens redegørelse af 3. oktober 1991.

..."

I udtalelsen af 28. juli 1992 anførte Sundhedsministeriet for så vidt angik spørgsmålet om aktindsigt i den del af redegørelsens konklusion, der omhandlede de 2 medicinalpersoners forhold, bl.a., at ministeriet ikke anså det for berettiget at give offentligheden adgang til myndighedernes overvejelse i en indledende fase om, hvorvidt og i hvilket omfang en sag måtte give anledning til sanktioner over for medicinalpersoner.

Aktindsigt i den resterende del af konklusionen ville på den baggrund efter ministeriets opfattelse give et så begrænset indblik i sagen, at det ville være mere vildledende end oplysende, hvorfor ministeriet fastholdt sit afslag på anmodningen om aktindsigt.

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Min undersøgelse har alene angået spørgsmålet om aktindsigt i embedslægeinstitutionens redegørelse af 3. oktober 1991. (Sundhedsministerens afgørelse af 23. januar 1991 vedrørte spørgsmålet om aktindsigt i sagen som sådan).

Sundhedsministeriets afgørelse er således truffet på grundlag af følgende bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen

Resumé

A anmodede om aktindsigt i en embedslæges redegørelse vedrørende en fødsel i et arresthus, men fik afslag fra embedslægen og Sundhedsministeriet (SUM) under henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr.1, om enkeltpersoners private forhold. I en udtalelse til ombudsmanden henviste SUM endvidere til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, angående sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, eller denne bestemmelses analogi.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at SUM havde afslået at give aktindsigt i redegørelsens resume over sagens faktiske omstændigheder, idet oplysningerne om kvindens forhold fandtes omfattet af § 12, stk. 1, nr. 1. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at SUM kunne meddele afslag på aktindsigt efter § 13, stk. 1, nr. 3, i konklusionen med en kritisk bedømmelse af en vagtlæges og en jordemoders indsats, idet sundhedsvæsenets tilsynsmyndigheder ikke har adgang til at rejse sag om disciplinær forfølgning over for de omhandlede medicinalpersoner. Ombudsmanden henstillede til SUM at meddele aktindsigt i redegørelsens konklusion.

SUM underrettede senere ombudsmanden om, at ministeriet havde meddelt A aktindsigt i redegørelsens konklusion. (J. nr. 1992-664-401).