Patientklagenævnets kritik af sundhedspersoner efter udløb af strafferetlig forældelsesfrist.

§ 95

"Når en handling på grund af forældelse ikke kan straffes, kan den heller ikke medføre retsfølger efter §§ 68-70, § 164, stk. 4, eller § 236, konfiskation eller frakendelse af rettigheder. For konfiskation er forældelsesfristen dog i intet tilfælde mindre end 5 år og for konfiskation efter § 75, stk. 1, ikke mindre end 10 år."

De lovbestemmelser, § 95 henviser til (§§ 68-70, § 164, stk. 4, og § 236), omhandler bl.a. tilsyn, psykiatrisk behandling, tvangsanbringelse på sindssygehospital, forvaring, offentliggørelse af domme og pålæg om ikke at indfinde sig på bestemte steder.

Patientklagenævnet kan ifølge centralstyrelseslovens § 14 (lov nr. 397 af 10. juni 1987) give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner. Centralstyrelsesloven indeholder ikke bestemmelser om forældelsesfrist for Patientklagenævnets udøvelse af sin virksomhed. Efter centralstyrelseslovens § 22 skal en klage være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.

Jeg har tidligere udtalt, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Patientklagenævnets adgang til at fremsætte sin opfattelse af sagen, og eventuelt meddele den pågældende læge en irettesættelse, skulle være begrænset til forhold, som efter deres art ikke kan sanktioneres med straf. Grænsen mellem overtrædelse af den almindelige pligt til at vise omhu og samvittighedsfuldhed efter lægelovens § 6 og de grovere forseelser, som efter lovens § 18 kan danne grundlag for straf, er ikke skarp. Der bør under alle omstændigheder være en margin for skønnet over, om en forseelse er af en sådan grovhed, at den giver anledning til strafferetlig forfølgning, og inden for denne margin må sundhedsmyndighederne være berettiget til at slutte sagen med en irettesættelse.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at det - skønt det næppe er afgørende for Patientklagenævnets mulighed for at konstatere tavshedspligtsbrud eller andre efter straffeloven sanktionerede overtrædelser - ikke er hensigtsmæssigt, at Patientklagenævnet behandler sådanne sager, når den strafferetlige forældelse ikke er indtrådt.

Jeg kan tilslutte mig Sundhedsministeriets opfattelse af, at Patientklagenævnet i almindelighed ikke bør udtale sig endeligt om forhold, som kan (og bør) sanktioneres med straf, når den strafferetlige forældelsesfrist endnu ikke er udløbet.

Det forhold, at en straffesag mod en sundhedsperson må opgives på grund af strafferetlig forældelse, afskærer efter min mening ikke i sig selv Patientklagenævnets adgang til at fremkomme med en tilkendegivelse af nævnets opfattelse og meddele en herpå støttet irettesættelse af lægen.

Jeg bemærker i den forbindelse, at formålet med oprettelsen af Patientklagenævnet var at skabe et uafhængigt organ, dels til styrkelse af borgernes retssikkerhed på området, dels til varetagelse af en disciplinerende funktion i forhold til den faglige virksomhed, der udøves af læger og andre sundhedspersoner. Såvel hensynet til borgernes retssikkerhed som Patientklagenævnets funktion som disciplinærmyndighed taler for, at nævnet har kompetence uanset indtrædelsen af strafferetlig forældelse, idet det kan være af stor betydning gennem Patientklagenævnet at få fastslået, hvorvidt en bestemt adfærd fra sundhedspersoner er kritisabel. Også hensynet til den pågældende sundhedsperson - som der er rejst kritik af - vil efter min mening i almindelighed tale herfor. (Noget andet må imidlertid gælde, såfremt der ved en straffesag er taget stilling til selve sagens realitet, jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 279).

Den kendsgerning, at fristen for indgivelse af klage til Patientklagenævnet efter centralstyrelseslovens § 22 løber 2 år fra det tidspunkt, hvor klageren får viden om det forhold, der klages over, støtter den opfattelse, at Patientklagenævnet har kompetence i sager, hvor den strafferetlige forældelse er indtrådt. Bestemmelsen om, at fristen for indgivelse af klager til Patientklagenævnet først starter, når klageren bliver bekendt med forholdet, ville i vid udstrækning miste betydning, hvis Patientklagenævnet var afskåret fra at behandle en klage, når den strafferetlige forældelse indtræder - det vil sige 2 år efter, at det forhold, som der klages over, er begået.

Hensynet til sundhedspersoners retssikkerhed er efter min opfattelse tilstrækkeligt varetaget ved, at patientklagenævnet ikke har mulighed for at anvende straf, men alene kan give udtryk for sin opfattelse af sagen. En irettesættelse givet efter udløbet af den strafferetlige forældelsesfrist er således efter min opfattelse ikke i strid med forbudet i straffelovens § 95 mod andre retsfølger end straf ved forældede handlinger. Det bemærkes i denne forbindelse, at straffelovens § 95 ikke henviser til straffelovens § 273 om mortifikation af æresfornærmende sigtelser. Det antages derfor, at de i § 273 nævnte retsfølger teoretisk set kan bringes i anvendelse uden tidsbegrænsning, jf. Vagn Greve m.fl. i den kommenterede straffelov, almindelig del, 1989, s. 351. Straffelovens § 95 må således antages alene at forbyde de i bestemmelsen udtrykkeligt nævnte retsfølger, mens andre retsfølger, herunder kritik fra Patientklagenævnet, kan bringes i anvendelse ved strafferetligt forældede handlinger.

Herefter foretager jeg ikke videre i anledning af Deres henvendelse."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1987, s. 187.

Patientklagenævnets kritik af sundhedspersoner efter udløb af strafferetlig forældelsesfrist.

A klagede over Sundhedsministeriets udtalelse i skrivelse af 6. juli 1990 om sundhedsmyndighedernes adkomst til at rejse kritik af sundhedspersoner i sager, hvor den strafferetlige forældelsesfrist er indtrådt.

I den anledning modtog jeg en udtalelse af 16. maj 1991 fra Sundhedsministeriet. A fremsatte supplerende bemærkninger i skrivelser af 25. juni og 9. august 1991.

Baggrunden for henvendelsen var - i korthed - at A i februar 1989 - på baggrund af nogle konkrete sager - havde en drøftelse med Sundhedsministeriet om betydningen af en indtrådt strafferetlig forældelse i henseende til sundhedsmyndighedernes mulighed for at rejse kritik af sundhedspersoner.

Sundhedsministeriet gav under drøftelserne i 1989 udtryk for, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne tage stilling i en konkret sag om en læges tavshedspligtsbrud, og at dette kunne ske uagtet indtræden af den strafferetlige 2-årige forældelse i henhold til straffeloven.

A gjorde gældende, at det var urimeligt og i strid med almindelige strafferetlige principper, at andre sanktioner end straf skulle kunne bringes til anvendelse på et tidspunkt, hvor en sag i strafferetlig henseende er forældet.

I skrivelse af 6. juli 1990 meddelte Sundhedsministeriet A, at ministeriet fastholdt, at Patientklagenævnet har mulighed for at rejse kritik af sundhedspersoner, uanset at strafferetlig forældelse er indtrådt.

I anledning af klagen til mig udtalte Sundhedsministeriet i skrivelse af 16. maj 1991 bl.a. følgende

"...Kompetencen til at behandle klager og udtale kritik af den faglige virksomhed som udøves af personer indenfor sundhedsvæsenet er efter lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., som ændret ved lov nr. 391 af 6. juli 1989, tildelt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. lovens §§ 12-14.

Formålet med oprettelsen af Patientklagenævnet, der skete pr. 1. januar 1988, er dels at skabe et uafhængigt organ til styrkelse af borgernes retssikkerhed på området, dels at varetage en disciplinerende funktion i forhold til den faglige virksomhed, der udøves af læger og andre sundhedspersoner.

Efter centralstyrelseslovens § 14 kan nævnet give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder rejse kritik overfor den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

Lægelovens bestemmelse om lægers tavshedspligt, § 9, henviser til ansvaret efter straffelovens §§ 152- 152 f. Efter bestemmelserne i straffeloven er der foreskrevet domstolsbehandling i sager om tavshedspligtsbrud, enten ved privat påtale eller, efter begæring af den forurettede ved offentlig påtale.

Såvel lægeloven som anden lovgivning vedrørende sundhedspersoner, indeholder selvstændige regler om tavshedspligt. Hensigten med reglerne er at understøtte tillidsforholdet mellem læge og patient. Tavshedspligten er en af de fundamentale patientrettigheder, og udgør i høj grad en del af lægens faglige virksomhed. Reglerne om tavshedspligt ligger efter Sundhedsministeriets opfattelse indenfor Patientklagenævnets kompetence, og nævnet kan derfor udtale sig om tavshedspligtsspørgsmål, jf. centralstyrelseslovens § 14.

Henvisningen til straffeloven i lægelovens § 9, begrænser efter ministeriets opfattelse ikke Patientklagenævnets ret til at udtale sig om, hvorvidt nævnet finder, at der foreligger tavshedspligtsbrud.

Denne opfattelse bygger ministeriet bl.a. på Ombudsmandens afgørelse fra 1981, om et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligtsbrud og de kommunale tilsynsmyndigheders muligheder for at udtale sig herom (Folketingets Ombudsmands beretning 1981, s. 93). Her fandt Folketingets Ombudsmand ikke holdepunkter for at antage, at de kommunale tilsynsmyndigheder skulle være afskåret fra at udtale sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i en given situation, og om der efter tilsynsmyndighedens opfattelse var grundlag for at antage, at tavshedspligten var tilsidesat.

Spørgsmålet om, hvorvidt Patientklagenævnet er berettiget til at kritisere tavshedspligtsbrud, er derimod uafklaret.

I ovennævnte ombudsmandsafgørelse statueredes, at en tilsynsmyndighed ikke kan udtale kritik, medmindre der foreligger et disciplinærlignende forhold. Formålet med Patientklagenævnet er, som tidligere anført, bl.a. at varetage en sådan funktion overfor sundhedspersoner.

Herefter synes centralstyrelseslovens § 14 at være tilstrækkelig hjemmel til, at Patientklagenævnet kan udtale kritik i sager om tavshedspligtsbrud.

Sundhedsministeriet har imidlertid, af hensigtsmæssighedsgrunde, og efter drøftelse med Justitsministeriet, i skrivelse af 10. oktober 1988 (...), henstillet til Patientklagenævnet, at afstå fra også at rette en egentlig kritik af sundhedspersoner, som nævnet finder har begået tavshedspligtsbrud, og i stedet henvise til, at den endelige vurdering af spørgsmålet henhører under domstolene.

I tilfælde hvor den strafferetlige forældelse på 2 år efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, endnu ikke er indtrådt, vil Patientklagenævnet typisk ikke udtale sig om tavshedspligtsspørgsmål men henvise klageren til selv at rejse påtale.

Det er imidlertid næppe afgørende for Patientklagenævnets mulighed for at konstatere tavshedspligtsbrud eller andre efter straffeloven sanktionerede overtrædelser, om den strafferetlige forældelse på 2 år er indtrådt.

Til støtte for denne opfattelse skal henvises til en anden klagesag, Folketingets Ombudsmands Beretning 1987, s. 194, som ligeledes angik en læges videregivelse af lægelige oplysninger. Her udtalte Ombudsmanden, at den pågældende speciallæge ikke havde været berettiget til at videregive de pågældende oplysninger, og at Sundhedsstyrelsen, som den gang var klagemyndighed, burde have påtalt dette overfor lægen.

Videregivelsen af de lægelige oplysninger skete den 22. februar 1985, og Sundhedsstyrelsen traf sin afgørelse i sagen den 20. februar 1987. Ombudsmanden traf endvidere selv sin afgørelse ca. et år efter den strafferetlige forældelse, nemlig den 14. april 1988. Der henvises til Ombudsmandens j.nr. 1987-802-43.

Da straffelovens tavshedsbrudsbestemmelse må anses for den primære straffebestemmelse, har ministeriet, jf. skrivelsen af 10. oktober 1988, særligt bedt Patientklagenævnet om i nævnets kvitteringsskrivelse til klageren at henlede klagerens opmærksomhed på domstolskompetencen i disse sager.

..."

A kommenterede i skrivelse af 25. juni 1991 Sundhedsministeriets udtalelse. A anførte bl.a.

"... Sundhedsministeriet synes i sin skrivelse udelukkende at beskæftige sig med en konkret sag om en læges tavshedspligtsbrud.

Heroverfor står, at min henvendelse til Ombudsmanden generelt går på sager, som er strafferetligt forældede. Derfor er Sundhedsministeriets henvisning til forskellige lovbestemmelser og ombudsmandsafgørelser med hensyn til tavshedspligten langt fra tilstrækkelige til at give grundlag for en stilling til spørgsmålet generelt.

..."

I et brev til A udtalte jeg følgende

"§§ 6-13 i lægeloven omhandler lægens pligter og indeholder bl.a. regler om pligt til at vise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af lægegerningen, pligt til at yde førstehjælp, tavshedspligt m.v. Straffen for tilsidesættelse af en del af disse bestemmelser er bøde, jf. lovens § 22. Efter lovens § 18 kan en læge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med bøde eller hæfte.

Overtrædelse af lægelovens § 6, der foreskriver, at en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, er ikke sanktioneret med straf.

Fastsættelse af straf for overtrædelse af lægeloven henhører under domstolenes kompetence. Den strafferetlige forældelsesfrist er 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke vil overstige bøde, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Forældelsesfristen regnes fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf. straffelovens § 94.

Straffelovens § 95 har følgende indhold

Resumé

A klagede over en udtalelse fremsat af Sundhedsministeriet vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævns (PKN's) adkomst til at udtale kritik af sundhedspersoner i sager, hvor den strafferetlige forældelsesfrist er indtrådt.

Ombudsmanden redegjorde for den 2-årige strafferetlige forældelsesfrist, som er gældende ved overtrædelse af lægeloven, når der ikke er hjemlet højere straf end 1 års fængsel eller bøde. Ombudsmanden redegjorde dernæst for PKN's beføjelser til at udtale kritik i henhold til centralstyrelsesloven.

Ved sin behandling af sagen inddrog ombudsmanden bl.a. hensynet til borgernes retssikkerhed, til PKN's funktion som disciplinærmyndighed og til den sundhedsperson, der er rejst kritik af, samt den omstændighed, at klagefristen til PKN (2 år) først regnes fra det tidspunkt, hvor klageren får viden om det forhold, der klages over.

Ombudsmanden udtalte herefter, at det forhold, at en straffesag mod en sundhedsperson må opgives på grund af strafferetlig forældelse, ikke i sig selv afskærer PKN's adgang til at behandle sagen og tilkendegive nævnets opfattelse, herunder eventuelt udtale kritik af den pågældendes adfærd.

Ombudsmanden foretog ikke videre i anledning af A's klage. (J. nr. 1991-483-43).