Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.

§ 24. "En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3..."

1. En omstændighed i sagen, som i sig selv kan give anledning til overvejelse, er, at kommunen har truffet afgørelsen om tilbagebetaling ud fra den forudsætning, at det modtagne beløb skal anses for indtægt , jf. bistandslovens § 38, mens ankenævnet har truffet afgørelse ud fra den forudsætning, at beløbet skal anses for formue , jf. bistandslovens § 39. Ankenævnet har således anset afgørelsen om tilbagebetaling for korrekt - og derfor stadfæstet afgørelsen - mens man har anset en del af begrundelsen (at der er tale om indtægt i bistandslovens forstand) for urigtig.

Efter bistandslovens § 26, stk. 2, er det en gyldighedsbetingelse for tilbagebetalingskrav efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1 - 3, at tilbagebetalingspligten er tilkendegivet over for støttemodtageren senest ved hjælpens udbetaling.

I en udtalelse, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255 ff., har ombudsmanden anført, at bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk 2, må forstås således, at hvis socialforvaltningen har truffet afgørelse om tilbagebetalingspligt med en forkert begrundelse, er ankeinstansen afskåret fra at stadfæste afgørelsen med en anden (og korrekt) begrundelse. Ombudsmanden antog indledningsvis, at kommunen ikke selv efterfølgende kan ændre begrundelsen for tilbagebetaling, og anførte herefter bl.a. følgende

"...

Efter min mening må det i konsekvens heraf antages, at de sociale ankeinstanser - amtsankenævnene og den sociale ankestyrelse - ved deres behandling af klagesager vedrørende en foreliggende beslutning om tilbagebetalingspligt efter de nævnte bestemmelser må indskrænke sig til at efterprøve, om den af socialudvalget trufne beslutning, således som denne ved hjælpens udbetaling er tilkendegivet modtageren, har haft fornødent grundlag. Ankeinstanserne kan derimod ikke anses for kompetente til at fastholde en påklaget beslutning om tilbagebetalingspligt på et andet grundlag end det, der oprindeligt er tilkendegivet modtageren.

En modsat antagelse ville, som påpeget af socialministeriet, være egnet til at forflygtige socialudvalgets selvstændige kompetence til at træffe afgørelse af, om der til ydelse af hjælp i et foreliggende tilfælde skal knyttes tilbagebetalingspligt efter nogen af de fakultative bestemmelser herom i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3.

...

Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med grundlaget for en beslutning herom. Det må forekomme mindre vel foreneligt hermed - og i øvrigt også mindre vel stemmende med klageadgangens funktion på dette område - at antage, at det forhold, at der af modtageren indgives klage over socialudvalgets beslutning om tilbagebetalingspligt, skulle ophæve den begrænsning i adgangen til efterfølgende at træffe beslutning om tilbagebetalingspligt på andet grundlag, som i øvrigt må anses for indeholdt i lovens § 26, stk. 2. En sådan antagelse måtte efter min opfattelse forudsætte en klarere lovgivningsmæssig støtte end den, der indeholdes i de helt almindeligt holdte bestemmelser om de sociale ankeinstansers materielle kompetence i den sociale styrelseslov, henholdsvis loven om den sociale ankestyrelse.

Jeg må således være enig med Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, dvs. på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling har henvist til over for klageren.

..."

Den Sociale Ankestyrelse tiltrådte senere ombudsmandens opfattelse, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 302 f.

Jeg henviser også til Østre Landsrets dom af 24. august 1983 (Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 ff.).

I lyset af den citerede udtalelse har jeg overvejet, om selve den omstændighed, at der ikke er fuld enighed mellem kommunen og det sociale ankenævn om retsgrundlaget for afgørelsen, kan føre til, at ankenævnet har været ubeføjet til at stadfæste kommunens afgørelse.

Den nu foreliggende sag adskiller sig imidlertid fra 1981-sagen derved, at mens de forskellige instanser i 1981-sagen havde truffet afgørelserne om tilbagebetaling i medfør af to forskellige bestemmelser i bistandslovens § 26, stk. 1, er der i den foreliggende sag enighed om, i medfør af hvilken bestemmelse i § 26, stk. 1, tilbagebetalingspligten skal fastsættes. Uenigheden angår i stedet den forudsætning, der ligger til grund for afgørelsen: om det pågældende beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal anses for indtægt eller formue i relation til bistandslovens §§ 38 og 39.

Jeg finder ikke, at den retsopfattelse, ombudsmanden har lagt til grund i 1981-sagen, kan udstrækkes til også at omfatte den situation, der er beskrevet i den nu foreliggende sag, og jeg mener ikke, at andre grunde taler for en sådan yderligere indskrænkning af ankeinstansernes kompetence.

Som følge af det anførte medfører selve den omstændighed, at der mellem kommunen og ankenævnet ikke er enighed om, hvorvidt beløbet skal henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke, at ankenævnet har været ubeføjet til at træffe en afgørelse af det foreliggende indhold.

2. Jeg må forstå den tankegang, der ligger bag såvel kommunens som ankenævnets afgørelser, således, at hvis det beløb, (B) havde modtaget fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond, skulle fratrækkes i den beregnede kontanthjælp, fordi der var tale om indtægt henholdsvis formue i bistandslovens forstand (og ikke var omfattet af nogen af undtagelsesbestemmelserne i lovens §§ 38 og 39), måtte den omstændighed, at (B) og (A) har anvendt beløbet på en måde, der må anses for uforsvarlig, medføre, at den kontanthjælp, der herefter skal ydes, er forbundet med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Hvis derimod beløbet ikke efter loven skulle have indvirkning på beregningen af kontanthjælpen, ville den omstændighed, at beløbet var anvendt på en uforsvarlig måde, ikke i sig selv kunne medføre, at kontanthjælpen skulle ydes med tilbagebetalingspligt.

Denne retsopfattelse kan jeg ikke have bemærkninger til.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt den trufne afgørelse er korrekt, må herefter vurderes på følgende grundlag

Skal det modtagne beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond anses for indtægt eller formue, jf. bistandslovens §§ 38 og 39?

Er der grundlag for at bortse fra det modtagne beløb ved afgørelsen om bistandshjælp, jf. undtagelsesbestemmelserne i bistandslovens § 38, stk. 1, 2. pkt., henholdsvis § 39, stk. 1, 2. pkt.?

Er (A's) og (B's) forbrug af beløbet omfattet af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1?

ad a ) Jeg har ikke grundlag for at kritisere den retsopfattelse, som ankenævnet har lagt til grund (at beløbet må anses for formue, jf. bistandslovens § 39). Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at denne forståelse synes at være i bedst overensstemmelse med lovbestemmelsernes ordlyd, og at det af den medsendte kopi af Ligningsvejledningen for 1989 fremgår, at beløb af den omhandlede karakter ikke i skatteretlig henseende anses for indtægt.

ad b ) Efter bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., skal der bortses fra besiddelse af formue, der er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard. Afgørelsen af, hvorvidt der i medfør af denne bestemmelse burde have været bortset fra den del af beløbet fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der var anvendt til familiens flytning, beror på en skønsmæssigt præget vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at ankenævnet i forbindelse med afgørelsen burde have angivet de hovedhensyn, der var lagt vægt på ved vurderingen af, hvorvidt den omtalte del af beløbet kunne undtages i medfør af denne bestemmelse. Jeg bemærker herved, at der netop i den foreliggende sag måtte være en særlig anledning til at meddele en sådan begrundelse (udover at begrundelsespligten som anført følger af forvaltningsloven), da kommunen ifølge de udlånte journalark tidligere i medfør af bistandslovens § 46 havde ydet familien økonomisk hjælp til flytningen.

I afgørelsen er det imidlertid alene anført, at ankenævnet "under hensyn til oplysningerne om, hvad beløbet blev anvendt til, [ikke finder, at der] kan ses bort fra besiddelsen af formuen, jfr. bistandslovens § 39."

Ankenævnets afgørelse lider derfor på dette punkt af den mangel, at der ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24 er meddelt en tilstrækkelig begrundelse.

ad c ) Ifølge et notat, som det sociale ankenævn har udarbejdet til brug for afgørelsen, er beløbet fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond bl.a. anvendt til indkøb af en fryser, betaling af et restdepositum i forbindelse med familiens flytning til en ny lejlighed, øvrige udgifter i forbindelse med flytningen, indfrielse af lån og betaling af ophold på lejrskole for et af familiens børn.

Spørgsmålet om, hvorvidt forbruget skal anses for uforsvarligt, beror på en skønsmæssigt præget vurdering. Det følger derfor af forvaltningslovens § 24, at nævnets afgørelse burde have indeholdt en angivelse af de hovedhensyn, der var lagt vægt på ved vurderingen af, om forbruget skulle anses for uforsvarligt.

I afgørelsen er det alene anført, at (A) ved de nævnte dispositioner har handlet på en måde, der har frataget hende muligheden for i en periode at klare sig selv i økonomisk henseende.

Denne begrundelse er ikke tilstrækkelig, idet den ikke giver nogen forklaring på, hvorfor forbruget skal anses for uforsvarligt. Jeg henviser herved til, at f.eks. betaling af afdrag på lån ikke i sig selv kan anses for uforsvarlig økonomi, idet dette må bero på en konkret vurdering i den enkelte situation. Det samme gælder eksempelvis de dele af beløbet, der er anvendt i forbindelse med flytningen. Jeg bemærker endvidere, at den omstændighed, at den del af beløbet, der er anvendt til familiens flytning, ikke måtte kunne undtages efter lovens § 39, stk. 1, 2. pkt., ikke i sig selv indebærer, at anvendelsen af beløbet på familiens flytning skal anses for uforsvarlig i relation til lovens § 26, stk. 1, nr. 1. Dette må bero på en selvstændig vurdering.

Det fremgår af det anførte, at det sociale ankenævns afgørelse er utilstrækkeligt begrundet dels i relation til spørgsmålet om, hvorvidt den del af beløbet, der er anvendt til flytning, kunne undtages efter bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., og dels i relation til spørgsmålet om, hvorvidt familiens anvendelse af beløbet (herunder til flytningen) måtte anses for uforsvarlig, jf. lovens § 26, stk. 1, nr. 1.

På den baggrund er det min opfattelse, at ankenævnet nu bør meddele (A) en fyldestgørende begrundelse. Jeg finder ikke at burde tage stilling til, hvorvidt betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 1, og § 39, stk. 1, 2. pkt., kan anses for at være opfyldt, før ankenævnet har haft lejlighed til over for (A) at meddele en sådan fyldestgørende begrundelse. Jeg har herved lagt vægt på, at det ikke er muligt for mig at vurdere rigtigheden af afgørelsen, før der er klarhed over, hvilke betragtninger der nærmere ligger til grund for ankenævnets opfattelse. Samtidig kan der ikke bortses fra den mulighed, at (A) på grundlag af en fyldestgørende begrundelse kan erklære sig enig i selve afgørelsen.

Jeg bemærker i øvrigt, at jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kan kritisere udfaldet af skønsmæssige vurderinger, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.

4. Sagen giver mig endelig anledning til at anføre følgende vedrørende den form , der er anvendt ved (K) Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt

Jeg må på grundlag af de udlånte akter antage, at (K) Kommune alene har truffet en mundtlig afgørelse om, at den bistandshjælp, der er ydet (A) og (B), er tilbagebetalingspligtig, og at afgørelsen ikke senere er bekræftet skriftligt.

Der gælder i dansk forvaltningsret ikke nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser skal udfærdiges skriftligt, se f.eks. John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg., 1992), s. 266-67, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 202. Dog skal særligt indgribende afgørelser meddeles skriftligt, før de kan håndhæves, jf. den nævnte litteratur.

I en udtalelse, som jeg har afgivet den 3. november 1992 [omtalt som sag nr. 15-6 i FOB 1992, jf. s. 267] har jeg anført, at afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26 vel ikke kan anses for at være af så indgribende betydning, at der efter forvaltningsrettens almindelige regler består en retspligt til at meddele sådanne afgørelser skriftligt. Jeg har imidlertid samtidig anført, at det - afgørelsernes karakter taget i betragtning - må anses for god forvaltningsskik , at afgørelsen meddeles skriftligt, og at dette bør ske i den form, der er sædvanlig for skriftlige afgørelser: ved en skrivelse, der er underskrevet af myndigheden og stilet til støttemodtageren. Herved sikres også dokumentation for, at støttemodtageren ved hjælpens udbetaling er bekendt med tilbagebetalingspligten, jf. herved bistandslovens § 26, stk. 2.

Jeg henstiller, at (K) Kommune følger disse retningslinier fremover."

I en efterfølgende skrivelse til mig anførte det sociale ankenævn bl.a. følgende

"...

Amtsankenævnet er imidlertid nedlagt, og de af amtsrådet valgte medlemmers funktionsperiode ophørt den 31. december 1991. Det er derfor ikke nu muligt at give nogen fyldigere begrundelse ud over det, der allerede er anført i nævnets afgørelse.

Formanden for Det Sociale Ankenævn har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at genoptage sagen i dette ankenævn, da der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan have betydning for sagens bedømmelse.

..."

Hertil bemærkede jeg over for ankenævnet bl.a. følgende

"...

Til det anførte skal jeg indledningsvis bemærke, at det i forhold til den afgivne henstilling er uden betydning, hvorvidt der er fremkommet nye oplysninger i sagen. Jeg har alene henstillet, at det sociale ankenævn meddeler en fyldestgørende begrundelse for den afgørelse, som på det da foreliggende grundlag blev truffet af det tidligere amtsankenævn.

For så vidt angår ankenævnets bemærkning om ophøret af amtsankenævnets funktionsperiode, må jeg stille mig uforstående over for nævnets standpunkt. Det er efter min opfattelse åbenbart, at en myndighed, der viderefører en anden (og eventuelt nedlagt) myndigheds sagsområder, er stillet ganske som den myndighed, der hidtil har varetaget sagsområdet. I den forbindelse kan jeg f.eks. henvise til den ombudsmandsudtalelse, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1973, s. 344 ff (navnlig s. 351). Jeg vedlægger en kopi af denne udtalelse til ankenævnets orientering.

Dette princip - hvorefter der i en situation som den foreliggende i det hele sker succession - må finde anvendelse i alle tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen er sikre holdepunkter for det modsatte. Sådanne holdepunkter findes ikke i den lov (nr. 399 af 6. juni 1991), hvorved de sociale ankenævn blev oprettet. I bemærkningerne til lovforslagets § 1 hedder det tværtimod bl.a. følgende

"...

Til afløsning for amtsankenævnene foreslås oprettet et socialt ankenævn, der skal videreføre amtsankenævnenes hidtidige virksomhed som klageinstans for en lang række kommunale afgørelser.

..." (Min fremhævelse).

Som følge af det anførte må jeg i det hele henholde mig til min udtalelse af 9. december 1992.

Jeg henstiller derfor på ny, at ankenævnet meddeler (A) en uddybende begrundelse, og jeg udbeder mig fortsat underretning herom."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s. 255, jf. FOB 1982, s. 302 og UfR 1983, s. 1117.

§ 26. "Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om tilbagebetaling,

1) Når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi,...

...

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 - 3, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten."

§ 38. "I den beregnede, samlede kontanthjælp, jf. § 37, fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter,..."

Af betydning for min vurdering af sagen er endelig bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, der har følgende ordlyd

§ 39: "Ydelse af hjælp forudsætter, at hverken den, der søger hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formue, der er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til pågældendes og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Stk. 2..."

Bistandslovens § 38, som kommunen henviste til i skrivelsen af 20. september 1990, har følgende ordlyd

Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav.

A klagede til mig over en afgørelse, der var truffet af Det Sociale Ankenævn for X Amt.

Sagen drejede sig om, hvorvidt K Kommune og Det Sociale Ankenævn for X Amt med rette havde truffet afgørelse om, at den bistandshjælp, der var ydet A i perioden 1. oktober - 19. november 1990, var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

A og hendes ægtefælle B havde siden 1986 med afbrydelser modtaget kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37. B fik den 3. september 1990 udbetalt 10.111,59 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. På den baggrund anførte K Kommune i en skrivelse af 20. september 1990 til ægteparret bl.a. følgende

"...

Samtidig har socialforvaltningen konstateret, at (B) har fået sit tilgodehavende udbetalt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond kr. 10.111,59, hvilket betragtes som en indtægt i henhold til bistandslovens § 38.

Dette betyder, at De først er berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37 fra den 20.11.1990, hvilket fremkommer ved, at De i henhold til bistandslovens § 37 udfra en beregning er berettiget til pr. måned kr. 4.780 fra 01.09.1990. Fra 16.09.1990 til 19.11.1990 skal De således leve af det udbetalte beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond kr. 10.111,59.

..."

Denne afgørelse påklagede A den 26. september 1990 til Amtsankenævnet for X (nu Det Sociale Ankenævn for X Amt). Efter at klagen var indgivet, traf kommunen, som følge af at det omhandlede beløb var forbrugt, afgørelse om, at der skulle ydes ægteparret kontanthjælp, jf. bistandslovens § 37. Da kommunen mente, at beløbet var anvendt på en uforsvarlig måde, bestemtes det samtidig, at kontanthjælpen var tilbagebetalingspligtig efter samme lovs § 26, stk. 1, nr. 1.

Til brug for ankenævnets behandling af klagen afgav K Kommune den 8. oktober 1990 en udtalelse, hvoraf bl.a. følgende fremgår

"...

Den 21.06.1990 forespurgte ægteparret, hvilke konsekvenser (B's) tilgodehavende ved Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil have for ægteparrets løbende kontanthjælp.

Den 24.08.1990 blev der tilsendt ægteparret skrivelse fra socialforvaltningen med oplysning om, at tilgodehavende fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond betragtes som en indtægt i henhold til bistandslovens § 38 og derfor skal fratrækkes i ægteparrets løbende kontanthjælp.

Den 18.09.1990 blev ægteparret indkaldt til opfølgning i henhold til bistandslovens § 41, hvor de skulle fremvise kontrolkort, dokumentation for boligudgifter og dokumentation for indtægter. (B) havde den 03.09.1990 fået udbetalt tilgodehavende fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og (A) havde den 30.08.90 fået udbetalt løn for 14 dages arbejde + haft 1 feriedag. Tilgodehavendet fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond havde ægteparret brugt til betaling af nødvendige regninger.

...

Ligeledes besluttede socialforvaltningen at udbetalingen fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle betragtes som en indtægt, i henhold til bistandslovens § 38 og fratrækkes i ægteparrets løbende kontanthjælp uanset om (B) havde fået beløbet udbetalt i en periode, hvor ægteparret ikke havde modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 37.

Socialforvaltningen har heller ikke kunnet bortse fra nogen af de beløb i henhold til bistandslovens § 39, som tilgodehavende fra LD er blevet brugt til.

Der henvises i denne forbindelse til journalnotat af 24.09.90.

I henhold til en beregning efter bistandslovens § 37 vil ægteparret være berettiget til bistandshjælp fra den 20.11.1990, der henvises til journalnotat af 20.09.1990.

Ægteparret modtager derfor i perioden 1.10.90 - 20.11.90 hjælp i henhold til bistandslovens § 26.1.1. Parret har ikke ønsket at modtage bistandshjælp fra 16.09.90 imod tilbagebetaling.

..."

I ankenævnets afgørelse af 23. januar 1991 anførtes bl.a. følgende

"...

Amtsankenævnet finder, at det udbetalte beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond må betragtes som formue. Nævnet har herved lagt vægt på, at sådanne udbetalinger ikke er indkomstskattepligtige, men at der ved udbetaling fratrækkes en afgift på 25 % af det indbetalte beløb og renter indtil 31. december 1979 og 40 % af renter tilskrevet efter 1. januar 1980.

Under hensyn til oplysningerne om, hvad beløbet blev anvendt til, finder nævnet, at der ved vurderingen af behovet for hjælp efter bistandsloven ikke kan ses bort fra besiddelsen af formuen, jf. bistandslovens § 39.

Nævnet finder herved, at De har handlet på en måde, der kan anses for uforsvarlig økonomi i bistandslovens forstand, idet De ved de nævnte dispositioner har frataget Dem muligheden for i en periode at klare Dem selv i økonomisk henseende.

..."

Ved skrivelse af 25. marts 1991 afviste Den Sociale Ankestyrelse at behandle A's klage over ankenævnets afgørelse under henvisning til, at sagen ikke havde principiel karakter.

Ved skrivelse af 11. maj 1991 rettede A henvendelse til socialministeren om sagen. Socialministeren meddelte ved skrivelse af 30. maj 1991, at hun ikke har kompetence til at tage stilling til sagen.

Jeg udtalte herefter følgende

"Det sociale ankenævns afgørelse er truffet i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. § 39. Disse bestemmelser har følgende ordlyd

Resumé

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).