Forskellige lommepengebeløb til fysisk og psykisk handicappede pensionister på plejehjem.

Forskellige lommepengebeløb til fysisk og psykisk handicappede pensionister på plejehjem.

I forbindelse med mine besøg på Psykiatrisk Hospital i Risskov efteråret og foråret 1990/91 (jf. FOB.90, s. 318) blev jeg opmærksom på spørgsmålet om udbetaling af lommepenge til henholdsvis fysisk og psykisk handicappede pensionister, der optages på plejehjem, jf. lov om social pension, § 46, stk. 1. Efter bestemmelserne i bistandslovens § 118, stk. 1, finder betalingsreglerne for almindelige plejehjem tilsvarende anvendelse ved optagelse på de institutioner, der er nævnt i bistandslovens § 112, stk. 2. Det drejer sig om "særlige plejehjem for yngre og for personer med lidelser, der enten forudsætter en bestemt indretning af plejehjemmet eller gør periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling påkrævet." Bestemmelsen vedrører efter overskriften til underafsnittet såvel fysisk som psykisk handicappede personer.

Lommepengebeløbet til pensionister under 60 år på "særlige plejehjem for yngre" udbetales efter § 118, stk. 1, 2. pkt., med et beløb, der pr. 1. juli 1991 udgjorde 1.835 kr. pr. måned, hvorimod der efter betalingsreglerne for almindelige plejehjem udbetales et beløb, der pr. 1. juli 1991 udgjorde 829 kr. pr. måned, jf. bistandslovens § 84, stk. 1. Når forholdene i det enkelte tilfælde taler for det, kan der ydes en pensionist under 60 år, der har ophold på et almindeligt plejehjem, et beløb svarende til det, der udbetales til personer på de "særlige plejehjem for yngre."

Som reglerne administreres, jf. Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, udbetales beløbene til personlige fornødenheder med forskellige beløb til henholdsvis fysisk og psykisk handicappede personer, idet der ved udtrykket "særlige plejehjem for yngre" underforstås yngre (fysisk handicappede) personer.

Denne praksis har støtte i forarbejderne til den tidligere bestemmelse i § 10, stk. 1, i lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister, der indeholder en tilsvarende sondring imellem almindelige plejehjem og særlige plejehjem for yngre, jf. navnlig Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister (tilsyn, refusion, forhøjelse af beløb til personlige fornødenheder), Folketingstidende 1971-72. Det fremgår af betænkningen, at udvalget "nærer frygt for, at det omtalte højeste lommepengebeløb i en række andre tilfælde kunne medføre direkte skadelige virkninger," jf. tillæg B, sp. 1832. Udvalget henviser herved til en sagkyndig udtalelse af 4. maj 1972 fra overlæge, dr.med. Gudmund Magnussen, Statshospitalet i Glostrup. Af udtalelsen, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen, fremgår bl.a. følgende

"Til gengæld er det helt sikkert, at en sådan lovbestemmelse i praksis vil kunne medføre uoverskuelige psykiske problemer for et meget stort antal af de invalidepensionister, som fylder 60 år og i 60 års fødselsdagsgave får en nedskæring af deres lommepenge til godt 1/3.

Det må fra psykiatrisk side stærkt frarådes at indføre regler, der kan medføre så betydelige psykiske traumer for pensionisterne." Jf. Folketingstidende, tillæg B 1971-72, sp. 1843.

På den baggrund anmodede jeg Socialministeriet om en udtalelse. I den forbindelse bemærkede jeg følgende

"Selv om praksis på baggrund af de nævnte lovforarbejder ikke kan give mig anledning til bemærkninger, må jeg dog såvel ud fra de retssikkerhedsmæssige som rent ordensmæssige betragtninger finde det uheldigt, at en så afgørende forskelsbehandling af fysisk og psykisk handicappede ikke klart fremgår af lovteksten. På denne baggrund beder jeg om Socialministeriets tilkendegivelse af, hvorvidt ministeriet har gjort sig overvejelser om en tydeliggørelse af de nævnte regler, herunder om ministeriet er indstillet på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt en udtrykkelig lovhjemmel, for så vidt den praktiserede forskelsbehandling ønskes opretholdt.

Endvidere beder jeg ministeriet om en tilkendegivelse af, hvorvidt ministeriet i dag kan tilslutte sig den tankegang, der lå bag bestemmelsen i omsorgsloven om en forhøjelse af lommepengebeløbet alene til fysisk handicappede pensionister, jf. udtalelsen af 4. maj 1972 fra overlæge Gudmund Magnussen, Statshospitalet i Glostrup."

Socialministeriet besvarede min henvendelse således i brev af 9. december 1991

"...

Socialministeriet skal gøre opmærksom på, at pkt. 57 i Socialstyrelsens vejledning nr. 2 af 18. august 1988 om nogle tilbud til ældre, førtidspensionister m.fl. efter bistandslovens § 60 og §§ 74-86 indeholder regler om forhøjede lommepenge til beboere på almindelige plejehjem. Som led i udlægning af kompetence til kommunerne kan det oplyses, at Socialministeriet har aktuelle planer om at udlægge kompetencen til at bevilge forhøjede lommepenge til yngre med fysiske handicap på almindelige plejehjem, til kommunerne. Dette vil ske i form af en bekendtgørelse. I denne bekendtgørelse vil betingelserne for at få forhøjede lommepenge ligeledes blive præciseret, kopi af udkast til bekendtgørelse vedlægges.

Samtidig kan Socialministeriet oplyse, at spørgsmålet om at ligestille yngre institutionsbeboere med henholdsvis fysiske og psykiske handicap m.h.t. lommepenge gentagne gange har været under overvejelse, men indtil nu har vi måttet afstå fra at gennemføre denne ligestilling på grund af de økonomiske konsekvenser.

Med virkning fra 1. januar 1992 er der i en forsøgsperiode på 2 år indført mulighed for på såvel § 112 stk. 1 som stk. 2 institutioner at udbetale pensionen til beboerne, der så betaler for de ydelser, de modtager. I forsøgsperioden er lommepengegarantierne fastholdt med de hidtidige takster.

Socialministeriet vil ved vurderingen af forsøgsordningen med henblik på fremsættelse af lovforslaget overveje mulighederne for at ligestille de to beboergrupper. Der skal fremsættes forslag til revision af denne forsørgsordning inden udgangen af 1993. En eventuel ændring vil også komme til at omfatte yngre beboere på almindelige plejehjem."

I et brev til Socialministeriet udtalte jeg følgende

"Den planlagte bekendtgørelse, som Socialministeriet har omtalt i den foran citerede udtalelse af 9. december 1991, var allerede da udstedt som bekendtgørelse nr. 790 af 4. december 1991 om særligt beløb til personlige fornødenheder (lommepenge) til visse plejehjemsbeboere. Efter bekendtgørelsens bestemmelser er det fastholdt, at kun fysisk handicappede i visse tilfælde, efter en konkret vurdering, kan få udbetalt det særligt store lommepengebeløb, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1. Bekendtgørelsen gælder for pensionister på kommunale plejehjem.

Bekendtgørelsen er udfærdiget i henhold til bestemmelsen i bistandslovens § 84, stk. 1, 4. pkt., hvorefter "... der efter retningslinier udarbejdet af socialministeren (kan) ydes en pensionist under 60 år" det store lommepengebeløb efter § 118, stk. 1, "når forholdene i det enkelte tilfælde taler derfor". Denne lovbestemmelse udgør efter min opfattelse fornøden hjemmel for en vis forskelsbehandling, men kun for så vidt angår plejehjem under (primær)kommunerne.

For så vidt angår § 112, stk. 2-plejehjem, der hører under amtskommunerne, findes en tilsvarende hjemmel for forskelsbehandling ikke. Efter bestemmelsen i bistandslovens § 118, stk. 1, 2. pkt., skal der udbetales lommepenge med den høje takst til "personer under 60 år på særlige plejehjem for yngre". Efter ordlyden skal der ikke sondres imellem forskellige typer af handicaps, ligesom overskriften for afsnittet angiver at vedrøre "personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap." Den praktiserede forskelsbehandling må navnlig støttes på forarbejderne til den tidligere lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Socialministeriet har i udtalelsen af 9. december 1991 oplyst, at spørgsmålet om en ophævelse af den omtalte forskelsbehandling flere gange tidligere har været under overvejelse, men at initiativer i den retning er opgivet på grund af de økonomiske konsekvenser, der vil være forbundet med en ligestilling. Ministeriet har videre tilkendegivet, at spørgsmålet vil blive gjort til genstand for fornyede overvejelser i forbindelse med revision af den 2-årige forsøgsordning, der er iværksat den 1. januar 1992, hvorefter plejehjemsbeboerne i et vist omfang selv kan forvalte deres pension.

Jeg må herefter lægge til grund, at praksis vedrørende forskellige lommepengebeløb til henholdsvis fysisk og psykisk handicappede yngre pensionister på § 112, stk. 2-plejehjem efter Socialministeriets vurdering vil blive opretholdt i hvert fald et par år endnu.

Under disse omstændigheder må jeg anse det for utilfredsstillende, at den praktiserede forskelsbehandling ikke har et mere sikkert retligt grundlag, end det hidtil har været tilfældet.

På den baggrund henstiller jeg, at Socialministeriet ved først givne lejlighed tager skridt til at søge en lovgivningsmæssig afklaring af spørgsmålet. Jeg mener således ikke, at afklaringen bør afvente udløbet af den omtalte 2-årige forsøgsperiode, idet forsøget vedrørende plejehjemsbeboernes selvforvaltning af deres pension efter det oplyste ikke har nogen direkte sammenhæng med spørgsmålet vedrørende forskelsbehandling med hensyn til lommepengebeløbets størrelse."

Jeg orienterede samtidig Folketingets Retsudvalg og Psykiatrisk Hospital i Risskov og socialministeren om sagen og bad ministeriet om at underrette mig om, hvad der videre skete i sagen.

I skrivelse af 25. august 1992 besvarede Socialministeriet min henstilling således

"Socialministeriet skal.... bemærke, at der under kapiteloverskriften "Institutioner for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap og særlige plejehjem" dels beskrives de institutioner, der i 1980 blev udlagt til åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg (§ 112, stk. 1), dels de særlige plejehjem (§ 112, stk. 2), der oprindeligt oprettedes med hjemmel i omsorgsloven. Ved bistandslovens ikrafttræden blev de særlige plejehjem for yngre (fysisk handicappede, jfr. også besvarelse af spørgsmål til Folketingets socialudvalg) og plejehjem, der enten forudsætter særlig indretning eller gør periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling påkrævet. Med samme indhold blev disse institutioner i 1980 udlagt til amtskommunerne. Betalingsreglen i bistandslovens § 118, stk. 2, hvorefter beløbet til personlige fornødenheder er større, når det drejer sig om beboere på særlige plejehjem for yngre er også en videreførelse af tidligere gældende regler i bistandsloven og omsorgsloven.

Det har således været Socialministeriets opfattelse, at der er tilstrækkelig hjemmel til at forskelsbehandle beboere på særlige plejehjem for yngre og på andre særlige plejehjem, jfr. sondringen i § 118, stk. 2. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det hidtil har været forudsat, at der på de særlige plejehjem for yngre alene optages mennesker med fysiske handicap, og i det omfang der måtte blive optaget personer, der tillige har psykiske handicap, modtager disse også det ekstra forhøjede beløb til personlige fornødenheder.

Socialministeriet overvejer som oplyst i sit brev af 9. december 1991 mulighederne for at ligestille beboere med fysiske og psykiske handicap i forbindelse med revisionen af forsøgsordningen med pensionsudbetaling til beboere på § 112-institutioner inden udgangen af 1993.

Socialministeriet er dog indstillet på at søge en klarere hjemmel for forskelsbehandlingen de forskellige institutionstyper imellem i forbindelse med forslag til ændring af betalingsreglerne på almindelige plejehjem i den kommende folketingssamling."

Jeg meddelte derefter ministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog videre i sagen.

Samtidig orienterede jeg Folketingets Retsudvalg og Psykiatrisk Hospital i Risskov herom.

I en skrivelse af 16. februar 1993 meddelte Socialministeriet følgende

"Socialministeriet har den 25. august 1992 svaret på Ombudsmandens brev af 31. maj 1992 (...) om at søge tilvejebragt en klarere lovhjemmel for forskelsbehandling af psykisk og fysisk handicappede beboere på plejehjem med hensyn til lommepengebeløbets størrelse.

Det fremgår af Socialministeriets svar, at Socialministeriet er indstillet på at søge en klarere hjemmel for forskelsbehandlingen mellem de forskellige institutionstyper i forbindelse med forslag til ændring af betalingsreglerne på almindelige plejehjem i folketingssamlingen 1992-93, jf. bistandslovens § 85b om fremsættelse af forslag til revision af reglerne om ydelser og betaling for beboere i plejehjem inden udgangen af 1992.

Socialministeriet skal oplyse, at socialministeren den 11. december 1992 har fremsat et forslag til lov om ændring af lov om social bistand. Herefter foreslås det, at bistandslovens § 85b ændres, således at forslag til revision af reglerne om ydelser og betaling for beboere i plejehjem først fremsættes for Folketinget inden udgangen af 1993.

Det foreslås hermed, at den midlertidige ordning fortsætter i 1993. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at revisionen af bestemmelserne om pensionsudbetaling i § 112-institutionerne og i plejehjem efter § 79 med denne udskydelse vil kunne finde sted på samme tid, således at en koordinering af bestemmelserne muliggøres.

Spørgsmålet om opretholdelse af forskelsbehandling mellem fysisk og psykisk handicappede beboere på plejehjem og eventuel tydeliggørelse af hjemlen vil indgå i lovrevisionen i efterårssamlingen 1993."

Resumé

Under besøg på et psykiatrisk hospital blev ombudsmanden opmærksom på, at handicappede pensionister, der er optaget på plejehjem, ikke er stillet lige med hensyn til lommepengebeløb. Forskellene beror på, om det drejer sig om fysisk eller psykisk handicappede pensionister.

Ombudsmanden fandt, at der i bistandslovens § 84, stk. 1, er den fornødne hjemmel til en vis forskelsbehandling af fysisk og psykisk handicappede pensionister på primærkommunal plejehjem, mens den praktiserede forskelsbehandling for så vidt angår fysisk og psykisk handicappede pensionister optaget på amtskommunal plejehjem (såkaldte "§ 112, stk. 1-plejehjem") alene støttes på forarbejderne til den tidligere lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende, at den praktiserede forskelsbehandling ikke har et sikkert retligt grundlag og henstillede til Socialministeriet ved først givne lejlighed at tage skridt til en lovgivningsmæssig afklaring af spørgsmålet. (J. nr. 1991-1154-041).