Udtrykket "fastlæggelse af det generelle serviceniveau" i bistandslovens § 15, stk

§ 15, stk. 3, stiller som en yderligere betingelse for, at ankestyrelsen kan behandle en sag, at ankestyrelsen skønner, at sagen har "principiel betydning", jf. § 15, stk. 3, 2. pkt. Hvorvidt en sag kan antages at have principiel betydning beror især på, om sagen kan antages at indebære et hidtil uafklaret, generelt socialretligt problem.

Det forhold, at amtsankenævnets afvisning efter ankestyrelsens opfattelse havde været berettiget, kunne derfor ikke i sig selv begrunde, at ankestyrelsen afviste at behandle sagen, men alene inddrages som et led i ankestyrelsens vurdering af sagens principielle karakter.

Det rejste kompetenceproblem drejede sig - som det fremgår af mine bemærkninger under 1) - om den rette afgrænsning af udtrykket "det generelle serviceniveau" i § 15, stk. 1, 2. pkt., og havde således klart et mere principielt og vidererækkende sigte end afklaringen af den konkrete sag. Ankestyrelsen burde derfor efter min mening have betragtet sagen som principiel og derfor optaget den til behandling, medmindre man kunne henvise til, at det pågældende fortolkningsspørgsmål allerede måtte anses for afklaret.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse."

Udtrykket "fastlæggelse af det generelle serviceniveau" i bistandslovens § 15, stk. 1 .

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at A den 21. april 1987 blev visiteret til plejehjem. A blev noteret på venteliste, idet K kommune ikke på daværende tidspunkt havde ledig kapacitet på kommunens plejehjem.

I januar 1990 tilbød K kommune telefonisk A, at A kunne flytte ind på plejehjemmet B. Dette tilbud afslog A.

I marts måned 1990 rettede A henvendelse til K kommune og fremsatte ønske om indflytning på plejehjemmet B. I denne forbindelse foretog K kommune en undersøgelse af A's aktuelle helbredsforhold.

Ergoterapeut C ved K kommunes dagcenter konkluderede i sin rapport af 23. april 1990: "(A) er stort set selvhjulpen og vil sagtens kunne bo alene i en almindelig/beskyttet bolig." På baggrund heraf skønnede K kommune, at A's funktionsniveau var for højt til, at man kunne tildele A en plejehjemsplads på daværende tidspunkt. A forblev indskrevet på venteliste.

Denne afgørelse indbragte A ved skrivelse af 22. april 1990 for Amtsankenævnet i Y Amt (nu Det Sociale Ankenævn i Y Amt), som i skrivelse af 1. november 1990 erklærede sig inkompetent over for kommunens afgørelse. Amtsankenævnet anførte bl.a. følgende

"...

(K) kommune har herefter i skrivelse af 10. september 1990 oplyst, at inden kommunen går videre med sagen oplyses det, at (A) fortsat står på venteliste til plejehjem.

Det er videre i skrivelsen oplyst, at hver gang der er ledig plads, får den person, som har størst behov, tilbudt plads. Det er på denne måde, (A) har fået at vide, at (A) er for god til plejehjemsbolig set i relation til andre ansøgere.

Det er endelig i skrivelsen oplyst, at (A) sandsynligvis har den opfattelse, at når man er visiteret til plejehjem, kan man selv bestemme indflytningstidspunktet, hvilket ifølge ovennævnte ikke er tilfældet.

I henhold til lov om social bistand § 79 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at personer, hvis helbredstilstand bevirker, at de ikke med bistand i form af praktisk bistand og hjælpemidler kan klare sig i eget hjem, får mulighed for optagelse i plejehjem.

Det er således kommunalbestyrelsen, der skal sørge for det nødvendige antal plejehjemspladser for kommunens beboere. Kommunalbestyrelsen foretager en løbende vurdering og planlægning i henhold til den sociale styrelseslovs § 26.

Amtsankenævnet må derfor afvise at behandle (A's) klage, der falder udenfor nævnets kompetence. Sagen vil herefter blive henlagt.

..."

A påklagede denne afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse ved skrivelse af 8. november 1990, som traf afgørelse den 21. november 1990 og i denne forbindelse anførte følgende

"...

I denne anledning meddeler man, at kommunalbestyrelsens afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder om hvilke pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere ikke kan indbringes for anden administrativ klagemyndighed, jf. § 15, stk. 1 i lov om social bistand.

Ankestyrelsen kan derfor ikke behandle sagen."

Jeg indhentede under min behandling af sagen udtalelser af 20. juni og 15. august 1990 fra henholdsvis Amtsankenævnet i Y Amt og Den Sociale Ankestyrelse.

Amtsankenævnet anførte i sin udtalelse følgende

"...

Amtsankenævnet skal i den anledning bemærke, at der, således som det fremgår af sagens akter, har været tvivl om, hvorvidt der er tale om visitationssag efter bistandslovens § 83, hvilken afgørelse kan indbringes for amtsankenævnet, men i skrivelse af 10. september 1990 er det fra (K) kommune oplyst, at (A) fortsat står på venteliste til plejehjem, men at der af kommunen foretages en prioritering af ventelisten.

Amtsankenævnet er derfor fortsat af den opfattelse, at det er en afgørelse efter bistandslovens § 79, som ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

..."

Den Sociale Ankestyrelse anførte i sin udtalelse følgende

"...

Det fremgår af (K) Kommunes brev af 10. maj 1990 til Amtsankenævnet for (Y) Amt, at antallet af plejehjemspladser i (K) Kommune fra 1987-1990 er reduceret med 10 pladser. Kommunens prioritering af plejehjemspladserne er som følge heraf også ændret.

(K) Kommunes afgørelse om, at (A) for tiden ikke opfylder betingelserne for at komme på plejehjem, men fortsat er optaget på venteliste, skyldes efter Ankestyrelsens opfattelse nedsættelsen af antallet af plejehjemspladser i kommunen og den ændring af kriterierne for optagelse på plejehjem, der er en følge heraf, altså spørgsmål om fastsættelsen af det generelle serviceniveau i kommunen.

Afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder om hvilke pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere, kan, jf. bistandslovens § 15, stk. 1, 2. pkt., ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Hvis der havde været tale om en afgørelse om afslag på optagelse på plejehjem udelukkende med henvisning til (A's) helbredsmæssige forhold, og uden at (A) fortsat stod på venteliste, ville der efter Ankestyrelsens opfattelse have været tale om en afgørelse, der kunne indbringes for amtsankenævnet.

..."

I et brev til A udtalte jeg følgende

"1) Amtsankenævnets afvisning af at behandle (A's) klage.

Ankenævnets afgørelse skal vurderes på baggrund af den dagældende lov om social bistand (lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989) § 15, stk. 1, § 79, stk. 1, og § 83, stk. 1, som har følgende ordlyd

" § 15. Kommunalbestyrelsen og det i den sociale styrelseslovs § 3 nævnte særlige udvalgs afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er bestemt i loven, indbringes for amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg kommuner for den sociale ankestyrelse. Afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder om, hvilke pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere, og takstfastsættelse for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed."

" § 79. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at personer, hvis helbredstilstand bevirker, at de ikke med bistand efter reglerne i afsnit IV og V kan klare sig i eget hjem, får mulighed for optagelse i plejehjem."

" § 83. Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse om optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig."

Det følger af § 15, stk. 1, at afgørelser om det generelle serviceniveau ikke er omfattet af klageadgangen. Omvendt er afgørelser om optagelse på plejehjem i henhold til § 83, stk. 1, omfattet af ankenævnets kompetence.

Afgørelser om optagelse i plejehjem må efter sammenhængen mellem § 83 og § 79 antages at skulle tage sit udgangspunkt i ansøgerens helbredstilstand. Ansøgere, der efter en sagkyndig vurdering under ingen omstændigheder - heller ikke med omfattende bistand - kan antages at kunne klare sig i eget hjem, må antages at have en egentlig ret til plejehjemsoptagelse. Den praktiske gennemførelse af plejehjemsoptagelsen må ske under hensyntagen til kommunens muligheder for at skaffe plads til ansøgeren på egne eller andre kommuners plejehjem. For ansøgere, hvis plejehjemsbehov er mindre udtalt eller akut, vil optagelsesbeslutningen ikke alene afhænge af ansøgerens helbredstilstand, men også af forholdet mellem institutionspladser, antallet af borgere med plejehjemsbehov samt de forskellige grader af dette behov. Endelig vil der ved udvælgelsen af det blandt flere plejehjem, optagelse kan ske på, typisk blive taget hensyn til oplysninger om bl.a. ansøgerens personlige forhold samt til helbredstilstand, funktionsniveauer og alder hos de beboere, der allerede er optaget på det overvejede hjem.

I den foreliggende sag har (K) kommune i overensstemmelse med det foran anførte vurderet, at (A's) plejehjemsbehov er mindre presserende end visse andre ansøgeres, og i den forbindelse taget hensyn til antallet af plejehjemspladser. Hensynet til kommunens ressourcer er dermed indgået som et led i den samlede vurdering af, om (A's) ansøgning burde imødekommes. I forhold til (A) blev der således truffet en konkret afgørelse om (A's) ret til i henhold til bistandsloven at blive optaget på plejehjem.

Det forhold, at kommunens generelle serviceniveau på denne måde er indgået som et kriterium i afvejningen, kan efter min mening ikke begrunde, at sagen som helhed må antages at dreje sig om det generelle serviceniveau. Klagebegrænsningen i § 15, stk. 1, 2. pkt., vedrører efter min opfattelse alene kommunens generelle beslutninger om antallet af plejehjemspladser, plejehjemmenes standard, personalenormering osv., dvs. afgørelser, der typisk ikke direkte udmønter sig som skrivelser til enkeltborgere, der har indgivet ansøgning om optagelse.

Amtsankenævnets afvisning i skrivelse af 17. maj 1990 af at behandle (A's) klage må således efter min mening anses for uberettiget.

Jeg har gjort Det Sociale Ankenævn i (Y) Amt bekendt med min opfattelse. Samtidig har jeg henstillet til ankenævnet, at (A's) sag nu optages til realitetsbehandling. I den forbindelse har jeg særskilt bedt ankenævnet tage stilling til, hvilken betydning det efter nævnets opfattelse bør have, at (K) kommune tilbød (A) en plads på plejehjemmet (B) i januar måned 1990, dvs. et par måneder før, (A) selv anmodede om optagelse.

2) Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 24. november 1990.

Denne afgørelse skal vurderes på baggrund af § 15, stk. 3, i bistandsloven. Bestemmelsen har følgende indhold

" Stk. 3. Amtsankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den sociale ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning."

(A) indbragte amtsankenævnets afgørelse af 1. november 1990 for Den Sociale Ankestyrelse, og ankestyrelsen afviste at behandle sagen under henvisning til, at ankenævnets afvisning måtte anses for korrekt.

Bestemmelsen i § 15, stk. 3, afgrænser klageadgangen til at omfatte "amtsankenævnets afgørelse." Dette udtryk må forstås som ikke alene ankenævnets realitetsafgørelser, men også nævnets afgørelser vedrørende dets egen kompetence m.v., f.eks. om en klage har været rettidig, om klageren er klageberettiget, samt (som i det foreliggende tilfælde), om sagen var omfattet af klageadgangen i § 15, stk. 1. Således har ankestyrelsen også hidtil forstået § 15, jf. eksempelvis SM 0-1-85 og SM 0-76-88.

Resumé

A, der var visiteret til plejehjem i K kommune, fremsatte - to måneder efter at være blevet tilbudt og have afslået indflytning på plejehjem X - ønske om indflytning alligevel. K kommune afslog at imødekomme A's ønske, idet man fandt A's funktionsniveau for højt til at kunne berettige til en plejehjemsplads. Amtsankenævnet (AAN) afviste at behandle A's klage med henvisning til, at afgørelsen vedrørte kommunens generelle serviceniveau. Denne afgørelse indbragte A for Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som afviste at optage sagen til behandling som en principiel sag.

Ombudsmanden fandt, at K kommune i forhold til A traf en konkret afgørelse, hvori - blandt andre hensyn - hensynet til kommunens ressourcer indgik. Dette forhold fandtes ikke at kunne medføre, at sagen som helhed drejede sig om det generelle serviceniveau, og AAN's afvisning i henhold til bistandslovens § 15 fandtes uberettiget.

Ombudsmanden fandt, at DSA burde have optaget sagen til realitetsbehandling, idet bestemmelsen giver adgang til at behandle ikke alene realitetsafgørelser, men også afgørelser om amtsankenævnets kompetence. Ombudsmanden fandt, at den pågældende sag var egnet til at medvirke til en afgrænsning af udtrykket "det generelle serviceniveau" i bistandslovens § 15, stk. 1, 2. pkt., og at den derfor var af principiel betydning. (J. nr. 1990-1950-063).