Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.

§ 10.

" Stk. 2. En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige."

"§ 13. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."

Det fremgår af ankestyrelsens udtalelse til mig af 27. maj 1991, at ankestyrelsen fandt, at forløbet tydede på, at (A) var udsat for et organisk psykosyndrom, idet hastigheden af demensudviklingen sandsynliggjorde dette. Ankestyrelsen henviste i øvrigt til en erklæring af 30. november 1989 fra speciallæge (E), der gør opmærksom på, at årsagen til forværringen af (A's) intellektuelle tilstand måtte siges at være ubekendt.

Ankestyrelsen har i skrivelsen af 9. april 1990 anført, at både antagelsen om en allerede bestående intellektuel reduktion samt fastsættelsen af de skadevirkninger, der kan henføres hertil, har været skønsmæssig. Skønnet bygger ifølge det oplyste hovedsageligt på oplysningerne om sygdommens efterfølgende forløb og er således ikke underbygget af lægelige iagttagelser på tidspunktet forud for erhvervssygdommens indtræden.

Det lægelige grundlag for at foretage en reduktion i erstatningen må efter min mening karakteriseres som spinkelt, og jeg må derfor anse det for mindre foreneligt med kravet i § 10 - hvorefter det skal anses for "overvejende sandsynligt", at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige - at ankestyrelsen har foretaget en reduktion i den fastsatte erstatning.

Det er imidlertid i lægelig henseende almindeligt antaget, at en opstået hjerneskade ikke forværres, når udsættelse for stoffet ophører, jf. herved Højesterets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 988 (især s. 999). Da (A's) tilstand ifølge det oplyste er blevet væsentligt forværret siden arbejdsophøret, finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse af 9. april 1990.

Jeg finder imidlertid, at spørgsmålet er så tvivlsomt, at jeg - da der desuden er tale om en velfærdssag for (A) - vil være indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at der meddeles (A) fri proces til sagsanlæg mod Den Sociale Ankestyrelse.

..."

Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.

A klagede til mig over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990, hvorved ankestyrelsen afgjorde hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af erhvervsevne.

Det fremgik af sagen, at A var opvokset i Pakistan. Efter endt skolegang fik A arbejde i faderens firma, der solgte sportsudstyr. I 1970 flyttede A til Danmark med sin familie.

Fra 1970-73 var A ansat hos B som lagerarbejder. Han arbejdede ikke der med opløsningsmidler.

Fra 1973-76 arbejdede han hos C med fræsningsarbejde.

Fra 1976-77 var A ansat hos D, hvor arbejdet bestod i prægning af plastsprøjter med farver. Efter en kort arbejdsløshedsperiode blev han igen ansat hos D, hvor arbejdet bestod i at afvaske maskiner og fylde farver på trykkerimaskiner. Han blev herunder udsat for xylen og cyklohexanon, der er organiske opløsningsmidler.

I september 1983 begyndte A at føle sig utilpas, han fik trykken i maven, diarré, opkastninger og hovedpine, svimmelhed og tendens til at føle sig fjern. Tilstanden forværredes gradvist i løbet af 1983-84.

Den 2. oktober 1984 anmeldte A's læge tilfældet til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen).

Ved Sikringsstyrelsens afgørelser af 24. april 1984 og 1. juli 1987 fik A tilkendt erstatning for henholdsvis varigt mén, svarende til en méngrad på 15%, og for tab af erhvervsevne på 15%.

Ved skrivelse af 9. april 1990 meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen fandt A berettiget til ménerstatning på 30% og erstatning for tab af erhvervsevne på 30%. Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med følgende

"Ankestyrelsen finder, at De er berettiget til en ménerstatning svarende til en méngrad på 30% og erstatning for tab af erhvervsevne på 30%.

Ankestyrelsen ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen har lagt til grund at udsættelsen for opløsningsmidler under Deres arbejde har udløst et latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel reduktion.

Ankestyrelsen finder således ikke, at tilstanden er opstået som følge af opløsningsmiddelforgiftningen, men at opløsningsmiddelforgiftningen har været en udløsende årsag.

Forløbet tyder på, at det drejer sig om et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer). På det foreliggende grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet komme diagnosen nærmere.

Ankestyrelsen har anlagt det skøn, at De på tidspunktet, hvor sygdommen var kommet i udbrud, og De ikke længere var udsat for påvirkning fra organiske opløsningsmidler, var hjerneskadet i middelsvær grad svarende til en méngrad på 60%. Endvidere har Ankestyrelsen skønnet, at erhvervsevnetabet er 60%.

Ankestyrelsen har herefter anlagt den vurdering, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kan henføres til følgerne af opløsningsmiddelforgiftningen, medens resten er en følge af hjernelidelsen.

..."

I skrivelse af 2. maj 1990 anmodede A Den Sociale Ankestyrelse om bl.a. at uddybe ankestyrelsens bemærkninger om, at han led af et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer), der ikke tidligere havde været omtalt i nogle af sagens akter, herunder de for ankestyrelsen foreliggende lægeerklæringer.

I skrivelse af 11. juni 1990 meddelte ankestyrelsen følgende vedrørende dette spørgsmål

"I anledning af Deres brev af 2. maj 1990 meddeler man, at Ankestyrelsen ved afgørelsen lagde til grund, at udsættelsen for opløsningsmidler har udløst et latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel reduktion.

Ankestyrelsen har uddybet dette ved at anføre, at forløbet tyder på, at det drejer sig om et organisk psykosyndrom (Mb Alzheimer). Ankestyrelsen tilføjede at styrelsen på det foreliggende grundlag ikke kunne komme diagnosen nærmere.

Ankestyrelsen har således ikke stillet diagnosen Mb. Alzheimer, hvilket heller ikke er nødvendigt af hensyn til sagens afgørelse, men peger på at det organiske psykosyndrom måske kan være denne lidelse. En egentlig diagnosticering kan efter Ankestyrelsens opfattelse ikke foretages på grundlag af de stedfundne undersøgelser.

Der vedlægges en liste over Ankestyrelsens lægekonsulenter med kryds ud for de konsulenter der har deltaget ved sagens behandling."

I anledning af forbundets klage til mig udtalte ankestyrelsen i skrivelse af 27. maj 1991 følgende vedrørende sagen

"...Som det fremgår af sagen har A været udsat for opløsningsmidler i perioden 1976-1984. Han har haft forgiftningssymptomer siden 1983.

Der er efter arbejdsophør konstateret en væsentlig forværring i tilstanden. Dette tyder ikke på at lidelsen er en følge af opløsningsmiddelforgiftning.

Dette underbygges af speciallæge (E's) erklæring af 30. november 1989, hvor speciallægen gør opmærksom på, at (A's) intellektuelle tilstand er yderligere forværret, men årsagen må siges at være ubekendt.

Forløbet tyder på, at det drejer sig om et organisk psykosyndrom (mb. Alzheimer). Hastigheden af demensudviklingen sandsynliggør at det drejer sig om denne lidelse, en demensudvikling der er helt uafhængig af tidligere udsættelse for opløsningsmidler. På det foreliggende grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet komme diagnosen nærmere. Mb. Alzheimer kan ikke anerkendes som en lidelse fremkaldt af udsættelse for opløsningsmidler. Men Ankestyrelsen har anlagt det synspunkt, at udsættelsen for opløsningsmidler under arbejdet har udløst et latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel reduktion."

Forbundet har i sin klage til mig særligt anført, at ankestyrelsen ikke burde have taget forbehold for den ikke diagnosticerede lidelse, hvortil halvdelen af A's varige mén og erhvervsevnetab henførtes, således at der ikke blev givet erstatning herfor.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Efter de foreliggende oplysninger i sagen og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990 må jeg forstå ankestyrelsen således, at (A's) lidelse ansås omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen (bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring), og at bevisreglerne i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, og § 13 følgeligt fandt anvendelse ved afgørelsen af (A's) erstatningsberettigelse.

Ankestyrelsen har i sin afgørelse samt i sine senere udtalelser givet udtryk for, at (A's) udsættelse for opløsningsmidler dels har medført en opløsningsmiddelforgiftning, dels har udløst et latent anlæg hos (A) for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel reduktion. Efter det foreliggende må hjernelidelsen således antages ikke at have bestået forud for udsættelsen for organiske opløsningsmidler.

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse fundet, at (A) ikke var berettiget til erstatning for den del af lidelsen, der blev anset som følge af den hjernelidelse, der blev udløst ved udsættelsen for opløsningsmidler.

I erhvervssygdomsfortegnelsen er fastsat nærmere bestemmelser om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom.

Bestemmelserne har følgende ordlyd

" § 1. For at en sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, skal følgende generelle betingelser være opfyldt

Den skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og tidsmæssigt svare til de påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Der skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til det sygdomsbillede, for hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Der må ikke være oplyst forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de arbejdsmæssige, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Stk. 2. Hvis der er faktorer, der ikke er arbejdsbetingede, men som antages at medvirke til sygdommen, anerkendes sygdommen som erhvervssygdom, idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes erstatning for den del af sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige påvirkning."

Efter almindelige erstatningsretlige regler i dansk ret antages det, at en skadevolder kan gøres ansvarlig for skader, som skyldes særlige sygdomsanlæg hos en skadelidt, selv om sygdomsanlægget er medvirkende til, at der sker betydelige komplikationer eller eventuelt til skadelidtes død. Denne praksis er især beskrevet i Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2. udg. af Jens Møller og A. Vinding Kruse, s. 134 ff, 139 f og 142 f.

I arbejdsskadeerstatningssager er det fast praksis i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse ved fastsættelse af erstatningsberettigelsen at tage hensyn til eventuelt forud bestående lidelser hos skadelidte, jf. Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis og Ole Behn (1984), s. 188.

I den foreliggende sag har ankestyrelsen lagt vægt på et formodet særligt sygdomsanlæg hos skadelidte, der blev udløst ved (A's) arbejde med opløsningsmidler, og alene ydet erstatning for den del af sygdommen, der blev antaget at kunne henføres direkte til udsættelsen for opløsningsmidler.

På denne baggrund har jeg tidligere i anledning af en arbejdsskadesag gjort opmærksom på, at lovmedholdeligheden af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses praksis kan give anledning til tvivl, jf. den af forbundet nævnte sag omtalt i FOB 1990.203.

Socialministeren fremsatte den 18. december 1991 et forslag til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Lovforslaget indeholder i § 26 en bestemmelse af følgende indhold

" § 26. Erstatning efter §§ 30 og 32 [for tab af erhvervsevne] samt godtgørelse efter § 33 [for varigt mén] i denne lov fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan således nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden."

[mine tiføjelser]

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. følgende

"...

4. Betydningen af forudbestående lidelse

Arbejdsskadestyrelsen/Ankestyrelsen har hidtil haft den praksis, at kun de følger, der kan tilskrives arbejdsskaden, anerkendes og kompenseres.

Ombudsmanden har rejst tvivl om lovmedholdeligheden af styrelsernes praksis og har blandt andet henvist til den almindelige erstatningsret.

Efter de almindelige erstatningsregler ydes der fuld erstatning, selv om der indtræder usædvanlige komplikationer, eller følgerne skyldes skadelidtes erhvervsevne allerede var nedsat, eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige de samme følger af skaden.

En ændring af styrelsernes praksis, således at den kommer til at svare til de almindelige erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den erstatning, som de efter styrelsernes nuværende praksis er berettigede til, mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan henføres til arbejdsskaden.

Det foreslås derfor, at den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven.

..."

Lovforslaget er vedtaget.

På baggrund af dette lovforslag samt bemærkningerne hertil har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende den nævnte praksis, som myndighederne har fulgt i en meget lang periode, jf. for så vidt angår forudbestående lidelser, Folketingets Ombudsmands beretning, 1988, s. 178.

Som det fremgår af det anførte, har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag anset en del af lidelsen begrundet i et særligt forhold hos (A) selv og ikke som en følge af udsættelsen for opløsningsmidler. Arbejdsskadeforsikringsloven indeholder i § 10, stk. 2, og § 13 særlige bestemmelser om bevisbyrden med hensyn til, om en lidelse skal anses som et udslag af en erhvervssygdom, samt hvornår et tab af erhvervsevne og et varigt mén skal anses at være en følge af en arbejdsskade. Bestemmelserne har følgende ordlyd

Resumé

A klagede over Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) afgørelse vedrørende hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af erhvervsevne som følge af udsættelse for organiske opløsningsmidler. Ankestyrelsen vurderede, at A var hjerneskadet svarende til en méngrad på 60%, og at A havde et erhvervsevnetab på 60%. Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kunne henføres til en selvstændig hjernelidelse hos A, der var udløst af opløsningsmiddeludsættelsen, men som i øvrigt udviklede sig uafhængigt af opløsningsmiddeludsættelsen, hvorfor der ikke blev givet erstatning herfor.

Ombudsmanden udtalte, at efter almindelige erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også gøres ansvarlig for skader, som skyldes skadelidtes særlige sygdomsanlæg, der udløses ved det ansvarspådragende forhold. På baggrund af DSA's langvarige praksis og en ændring af arbejdsskadeforsikringsloven samt bemærkningerne hertil, fandt ombudsmanden dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende DSA's praksis.

Ombudsmanden fandt imidlertid, at det lægelige grundlag for at foretage en reduktion i erstatningen måtte karakteriseres som spinkelt og derfor mindre foreneligt med den omvendte bevisbyrderegel i arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af afgørelsen, men meddelte, at han var indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev givet A fri proces til sagsanlæg mod DSA, såfremt A ønskede dette. (J. nr. 1990-1656-031).