Bevisbyrden ved afgørelsen af om en sygdom er erhvervssygdom. Begrundelse.

Bevisbyrden ved afgørelsen af om en sygdom er erhvervssygdom. Begrundelse.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A fra 1960-66 var beskæftiget som matros. I den forbindelse arbejdede han 2/3 af tiden med vedligeholdelsesmaling af skibe, hvor der altid anvendtes opløsningsmiddelbaserede malinger uden brug af beskyttelsesmaske.

Fra 1966-67 var A værnepligtig i marinen, og fra 1967 og frem til 1969 var han i 3 måneder ansat hos C som arbejdsmand i bagagetransporten og derefter som arkivassistent hos D.

I 1969 var A i 3 måneder ansat som kontorassistent og derefter frem til 1971 i postsorteringen hos E. I perioden 1967-71 var A ikke i særlig grad udsat for kemisk eller fysisk belastning.

Fra 1971-78 var A ansat hos F som laborant. I forbindelse med laboratoriearbejdet var A næsten dagligt udsat for opløsningsmidler. Det var oplyst, at alle arbejdsrum var tilstrækkeligt ventilerede. A ophørte med at arbejde som laborant, da virksomheden lukkede i 1978.

Derefter arbejdede A med administrativt arbejde hos G, indtil han blev afskediget i 1988.

Under arbejdet som matros udviklede A en kraftig hovedpine, svimmelhed samt en påfaldende træthed. Hovedpinen forværredes i perioden 1971-78, hvor han arbejdede som laborant.

I perioden fra 1978-88 havde A ikke været udsat for arbejdsmiljøforhold, der kunne forværre denne tilstand.

I årene før arbejdsophøret hos G havde A i stigende grad haft svært ved at klare hverdagen. Humøret var dårligt, og der havde været hukommelsesproblemer, søvnløshed og koncentrationsbesvær.

I december 1988 blev han henvist til undersøgelse for depression eller demens hos en speciallæge i psykiatri. I statusbedømmelse af 4. august 1989 udtalte speciallægen, at der var en begrundet mistanke om, at A havde en stærkt fremadskridende intellektuel reduktion.

På baggrund af A's arbejdsforløb og deraf følgende mistanke om udsættelse for organiske opløsningsmidler, henviste speciallægen A til arbejdsmedicinsk afdeling.

Statusbedømmelsen henviste endvidere til en klinisk psykologisk undersøgelse af A, foretaget i samarbejde mellem social- og sundhedsforvaltningen og en psykolog. Undersøgelsen konkluderede, at A var middelsvært til svært intellektuelt reduceret. Ved en senere undersøgelse fandt psykologen tegn på synsforstyrrelser.

A blev undersøgt på neurologisk afdeling. Undersøgelsen viste ingen betydelige motoriske forstyrrelser, og en CT-scanning viste normale forhold.

A blev undersøgt på arbejdsmedicinsk afdeling. Undersøgelsen konkluderede, at A havde kroniske symptomer på en opløsningsmiddelforgiftning efter udsættelse for 11 år siden.

A blev tilkendt højeste førtidspension. I den forbindelse havde en lægekonsulent bemærket, at det var noget usikkert, om A havde kronisk hjerneskade på grund af udsættelse for opløsningsmidler.

A's lidelse blev anmeldt til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen).

Arbejdsskadestyrelsen meddelte A følgende afgørelse

"Tilfældet kan ikke anerkendes som arbejdsskade.

I sagen foreligger oplysninger fra (S) Sygehus, (X-by).

Afgørelsen har følgende begrundelse

Det fremgår af oplysningerne, at De har sejlet som matros fra 1960-1968 og at De har arbejdet som laborant fra 1972-1978, og fra 1978-1988 har haft kontorarbejde hos (G).

For at en lidelse kan anerkendes som erhvervssygdom, skal den stå på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det er i så fald ikke nok, at der har været tale om en skadelig påvirkning nævnt i fortegnelsen. De skadelige stoffer skal også i styrke og med hensyn til tidspunktet for påvirkningen vise en sammenhæng mellem arbejdet, stofferne og lidelsen. Således skal sygdomsbilledet svare til det gængse sygdomsbillede af den pågældende lidelse. Endelig må det ikke være overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldes andet end arbejdet.

Efter det oplyste har De arbejdet med opløsningsmidler i så beskedent omfang, at De ikke efter almindelig medicinsk erfaring kan have pådraget Dem en sygdom, der er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen."

A påklagede afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. A begrundede klagen med følgende

"Arbejdsskadestyrelsen oplyser om årsagen til sin afvisning: "Efter det oplyste har De arbejdet med opløsningsmidler i så beskedent omfang, at De ikke efter almindelig medicinsk erfaring kan have pådraget Dem en sygdom, der er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen".

Denne formulering dækker over, at oplysningerne om udsættelsen for opløsningsmidler udelukkende stammer fra patienten selv, som anført i vor erhvervsanamnese af 2.10.89.

Jeg har forsøgt at få bekræftet oplysningerne ved henvendelse til Arbejdstilsynet, men det viser sig, at såvel Arbejdstilsynskredsen som Direktoratet for Arbejdstilsynet ikke længere har akter vedr. den pågældende virksomhed (F) fra perioden 1971-78.

Da der således foreligger en situation, hvor det ikke kan afvises, at der har været tale om en opløsningsmiddeludsættelse må det være arbejdsgiveren, der skal bevise, at der ikke har været tale om en relevant opløsningsmiddeludsættelse."

Den Sociale Ankestyrelse tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med samme begrundelse.

I klagen til mig gjorde A gældende, at da materialet vedrørende F ikke længere fandtes og derfor ikke kunne belyse A's udsættelse for organiske opløsningsmidler, måtte det på det foreliggende grundlag antages, at A's lidelse var erstatningsberettiget i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, medmindre arbejdsgiveren eller Arbejdsskadestyrelsen kunne bevise, at A ikke havde været udsat for opløsningsmidler i tilstrækkelig grad.

A gjorde endvidere opmærksom på, at ankestyrelsen i sin afgørelse ikke havde taget stilling til ovennævnte synspunkt, der blev forelagt ankestyrelsen i A's klage.

Den Sociale Ankestyrelse bemærkede i en udtalelse til mig følgende

"...

I skrivelse af 6. maj 1991 har overlæge (H) bl.a. kritiseret Ankestyrelsens manglende stillingtagen til spørgsmål rejst i anken. I anken har (H) således anført, at det bør påhvile arbejdsgiveren at bevise, at (A) ikke har været udsat for opløsningsmidler i tilstrækkeligt omfang.

Spørgsmålet har særlig betydning i denne sag, eftersom (F) standsede produktionen for år tilbage. Endvidere har det ikke været muligt at indhente oplysninger om arbejdet på virksomheden hos Arbejdstilsynet.

Ankestyrelsen skal beklage, at der i afgørelsen af 23. april 1991 ikke er taget stilling til dette spørgsmål.

Ifølge almindelige forvaltningsretlige regler påhviler det forvaltningsmyndigheden at tilvejebringe alle relevante oplysninger til belysning af sagen. Ved afgørelsen af sagen har Ankestyrelsen imidlertid som anført lagt vægt på, at lidelsen først har udviklet sig efter ekspositionens ophør.

Ankestyrelsen skal i denne forbindelse yderligere henvise til, at formodningsreglen i lovens § 10, stk. 2, ikke gælder spørgsmålet om, hvorvidt den skadelidte under arbejdet har været udsat for en skadelig påvirkning, der kan fremkalde sygdommen. Dette må godtgøres på sædvanlig måde, det vil sige der må være rimelig sandsynlighed for, at udsættelsen har fundet sted. Såfremt en sådan sandsynlighed er godtgjort, gælder den lovbestemte formodning for, at sygdommen skyldes denne påvirkning under arbejdet."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"1) Afgørelsens indhold

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse er truffet på grundlag af §§ 9 og 10, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsskadeforsikring sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme. §§ 9 og 10, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd

" § 9. Ved arbejdsskade forstås i loven

ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.

skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, eller

erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10."

"§ 10. Som erhvervssygdom anses sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Chefen for sikringsstyrelsen fastsætter, hvilke sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun anses for erhvervssygdomme, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.

Stk. 2. En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige."

Ankestyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på oplysningerne om omfanget af og tidspunktet for udsættelsen, og at (A's) lidelse er opstået på et senere tidspunkt end udsættelsen sammenholdt med den almindelige medicinske erfaring om opløsningsmiddelforgiftnings opståen.

Afgørelsen beror således på en lægelig vurdering. En sådan afgørelse kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at det kan give mig grundlag for kritik.

Det bemærkes, at bestemmelsen i § 10 i arbejdsskadeforsikringsloven som anført af Den Sociale Ankestyrelse vedrører følgevirkninger af en påvist erhvervssygdom, og den er således ikke relevant i forbindelse med afgørelsen af, om (A) har pådraget sig en opløsningsmiddelforgiftning.

2) Den Sociale Ankestyrelses begrundelse

Den Sociale Ankestyrelse er forpligtet til at ledsage sine afgørelser af en begrundelse, jf. § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse samt forvaltningslovens § 22.

Ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en begrundelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Det følger af dette krav, at en myndighed, hvor der foreligger flere fortolkningsmuligheder, må anføre indholdet af den fortolkning, der er blevet lagt til grund for afgørelsen, jf. Juridisk Grundbog,bind 4, 4. udgave, s. 173.

I klageskrivelsen af 27. september 1990 til Den Sociale Ankestyrelse gjorde A gældende, at det som følge af at akterne i arbejdstilsynssagen ikke længere kan tilvejebringes, må være arbejdsgiveren eller Arbejdsskadestyrelsen, der har bevisbyrden for, at (A) ikke har pådraget sig en opløsningsmiddelforgiftning.

Denne opfattelse, som jeg må forstå, (A) støtter på § 10, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven, er jeg som anført foran under 1) ikke enig med ham i.

Det forhold, at (A) påberåbte sig synspunktet, bevirkede imidlertid, at der for Den Sociale Ankestyrelse forelå flere fortolkningsmuligheder omkring § 10, stk. 2, og Den Sociale Ankestyrelse burde derfor efter min mening i skrivelsen af 23. april 1991 udtrykkeligt have taget stilling til dette anbringende.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

Den Sociale Ankestyrelse har senere - i udtalelsen af 15. oktober 1991 til mig - forholdt sig til synspunktet. Under hensyn hertil, og til, at jeg som anført foran under 1) ikke kan tilslutte mig (A's) fortolkning af § 10, stk. 2, finder jeg ikke at burde foretage videre i anledning af denne fejl."

Resumé

A klagede over afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen (ASK) og Den Sociale Ankestyrelse (DSA) om, at hans sygdom, der gav sig udslag i en middelsvær til svær intellektuel reduktion, ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

A havde bl.a. været udsat for opløsningsmidler i en periode under arbejde som laborant i virksomheden B. A gjorde gældende, at da der ikke længere fandtes materiale vedrørende virksomheden B til belysning af A's udsættelse for organiske opløsningsmidler, måtte det lægges til grund, at A's lidelse var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, medmindre B eller ASK kunne bevise, at A ikke havde været udsat for opløsningsmidler i tilstrækkelig grad.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelserne og bemærkede, at arbejdsskadeforsikringslovens § 10 ikke var relevant i forbindelse med afgørelsen af, hvorvidt den sygdom, A havde pådraget sig, skulle anses som en erhvervssygdom. Ombudsmanden fandt imidlertid, at DSA burde have taget udtrykkelig stilling til A's anbringende - fremsat i klageskrivelsen til DSA - om, at virksomheden B og ASK havde bevisbyrden for, at A's lidelse ikke var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. begrundelseskravet i § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse og forvaltningslovens §§ 22 og 24. Ombudsmanden fandt dog ikke at burde foretage videre i den anledning, da han ikke kunne tilslutte sig A's anbringende. (J. nr. 1991-754-031).