Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.

§ 8 i bistandsloven siger for mig at se, at det offentlige kan gøre krav gældende mod mig for bidrag som jeg er pålagt og har forsømt og som det offentlige derfor har måttet lægge ud. På tidspunktet for anmodningen var jeg ikke meddelt påbud om noget bidrag.

..."

Denne skrivelse videresendte kommunen til Det Sociale Ankenævn for Z Amt som en klage over afgørelsen af 2. juni 1989. I videresendelsesskrivelsen anførte kommunen følgende

"...

Sagen har været til genbehandling i forvaltningen den 20. juni, hvor det blev besluttet at fastholde, at man ikke kan videregive oplysninger afgivet af hustruen til egen sagsbehandler i forbindelse med samlivsophævelse under forudsætning af at disse oplysninger ikke videregives til andre.

Vedr. punkt 2 kan tilføjes, at hustruen også har forældremyndighed over (C) og derfor har ret til at lade sig indkvartere sammen med (C) i forbindelse med samlivsophævelse.

Vedr. punkt 3 kan henvises til punkt 9 i cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, hvor det pålægges det sociale udvalg at rette henvendelse til øvrigheden om fastsættelse af bidrag.

..."

Ankenævnet videresendte klagen til Socialministeriet for så vidt angik spørgsmål om "forsorgens udøvelse" samt behandlingen af A's anmodning om aktindsigt.

I en skrivelse af 28. december 1990 meddelte Socialstyrelsen (nu Socialministeriet) A derpå følgende

"...

Efter lov om offentlighed i forvaltningen § 12, stk. 1, nr. 2 omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private herunder økonomiske forhold. Socialstyrelsen kan derfor ikke udtale sig imod, at der ikke er givet Dem aktindsigt i Deres hustrus sag, der efter Socialforvaltningens afgørelse af 2. juni 1989 vedrører dennes økonomiske og sociale forhold.

Man skal dog henlede opmærksomheden på bestemmelsen i lov om offentlighed i forvaltningen § 4, stk. 2, hvorefter den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom.

Socialstyrelsen er ikke på det foreliggende grundlag i stand til at afgøre om Deres personlige forhold er nævnt i Deres hustrus sag, og De kan evtl. under henvisning til bestemmelsen anmode Socialforvaltningen om at give Dem aktindsigt i det omfang dette er tilfældet. Heller ikke offentlighedslovens § 4, stk. 2 giver Dem således ret til at få aktindsigt i andet end egne personlige forhold.

Man skal endelig erklære sig enig i, at afgørelsen om Deres ret til aktindsigt skulle være truffet inden 10 dage, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2.

Da, der i det konkrete forhold kun foreligger en kort overskridelse af fristen, dvs. på 3 dage foretager man sig dog ikke videre i denne forbindelse.

Socialstyrelsen har som social tilsynsmyndighed ingen hjemmel til at ændre en kommunal afgørelse og har ingen sanktionsmuligheder overfor kommunen, jf. Socialministeriets vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område.

..."

I klagen til mig gjorde A gældende, at Socialstyrelsen burde have påtalt, at kommunen ikke havde imødekommet hans anmodning om aktindsigt samt burde have underrettet ham om indkvarteringen af hans søn i institutionen D.

K Kommune henholdt sig i en udtalelse af 15. juli 1991 til skrivelsen til det sociale ankenævn.

Socialministeriet har i en udtalelse af 3. april 1991 udtalt sig på følgende måde

"...

I denne anledning skal Socialministeriet bemærke, at det overordnede ressorttilsyn, som efter almindelige statsretlige principper påhviler Socialministeriet, og som indtil den 1. januar 1991 tillige fremgik af den sociale styrelseslov, ikke indebærer, at Socialministeriet har kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag om foranstaltninger efter bistandsloven - herunder spørgsmålet om aktindsigt til den berørte persons ægtefælle.

Socialstyrelsens udtalelse i sagen falder derfor uden for rammerne af dette tilsyn.

Vi skal endelig henvise til, at det manglende over- og underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og de enkelte kommuner bevirker, at Socialministeriet ikke i almindelighed har ret til at indhente akterne i konkrete personsager."

I et brev til A udtalte jeg følgende

"1) Underretning om Deres barns opholdssted.

Det fremgår af sagen, at De, da Deres ægtefælle tog ophold på (D), sammen med hende havde forældremyndigheden over (C). Ifølge § 7 i myndighedsloven (lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985) har forældremyndighedens indehaver pligt til at "drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesser og behov". Forældremyndigheden udøves i fællesskab, men kan bringes til ophør i medfør af lovens § 10, som har følgende indhold

" § 10. Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan enhver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.

Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene."

Retten kan i henhold til § 18 og § 19 træffe midlertidig afgørelse om forældremyndigheden. § 18 har følgende indhold.

" § 18. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises."

Bistandsloven indeholder i kap. VIII bestemmelser, som fastsætter særlige retssikkerhedsgarantier, såfremt et barn anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Bestemmelserne må forstås således, at samtykke skal foreligge fra begge forældre, hvis der er fælles forældremyndighed, før disse særlige bestemmelser kan bringes i anvendelse. § 127 i bistandsloven indeholder hjemmel til, at formanden for det særlige udvalg, der træffer afgørelse om tvangsfjernelse af børn, træffer beslutning på udvalgets vegne om "foranstaltninger, som af hensyn til barnets velfærd ikke kan opsættes ..."

Straffelovens § 215 indeholder følgende bestemmelse

" § 215. Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i § 261."

Myndighedsloven sammenholdt med bistandslovens kap. VIII og straffelovens § 215 må forstås således, at beslutninger om et mindreårigt barns opholdssted træffes af forældremyndighedens indehaver, medmindre der undtagelsesvis træffes anden bestemmelse i henhold til bistandslovens kap. VIII. Kan forældre ikke blive enige, kan den fælles forældremyndighed ophæves på den i myndighedsloven foreskrevne måde.

(C's) ophold på (D) blev ikke besluttet af kap. VIII-udvalget i henhold til bistandsloven, men blev foranstaltet på foranledning af (B), som også havde forældremyndigheden.

(K) Kommune ydede støtte til opholdet i henhold til bistandsloven og traf for så vidt ikke formel afgørelse om barnets opholdssted.

Af sagens akter fremgår, at kommunen var bekendt med, at De og (B) var gift, at (C) var deres fælles barn, samt at De og hun boede sammen indtil samlivsophævelsen den 12. april 1989. Kommunen måtte på denne baggrund gå ud fra, at De også havde del i forældremyndigheden over (C). Det havde efter min mening været bedst stemmende med principperne i myndighedsloven samt de øvrige foran omtalte regler, om kommunen havde underrettet Dem om beslutningen om at yde støtte til (C's) ophold uden for hjemmet. Samtidig havde det været naturligt, om kommunen, såfremt der havde vist sig uenighed mellem Dem og (B) om (C's) opholdssted, havde vejledt Dem og hende om reglerne i myndighedslovens §§ 10 og 18 samt i givet fald truffet beslutning om (C's) opholdssted i medfør af kap. VIII i bistandsloven.

At kommunens første underretning til Dem om, at kommunen ydede støtte til, at (C) opholdt sig på institution, var en kopi af kommunens anmodning til statsamtet om fastsættelse af bidrag i henhold til bistandslovens § 8, må efter min mening karakteriseres som højst ukorrekt og sårende.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Socialstyrelsen forholdt sig i skrivelsen af 28. december 1990 ikke udtrykkeligt til Deres klage over, at De ikke var blevet underrettet om, at kommunen ydede støtte til (C's) ophold på (D). Styrelsen burde efter min mening have taget stilling også til dette spørgsmål og påtalt over for (K) Kommune, at De først fik underretning i forbindelse med ansøgningen om bidragsfastsættelse.

Jeg har gjort Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

2) Aktindsigt.

a) Det fremgår af sagen, at De to gange - den 18. maj 1989 og den 1. juni 1989 - bad om at få oplysninger om sagen vedrørende (B og C's) anbringelse på (D).

Ansøgningen må bedømmes på grundlag af kap. 4 i forvaltningsloven samt offentlighedsloven.

Begge regelsæt indeholder en hovedregel om, at en henvendelse fra en borger om at blive gjort bekendt med dokumenterne i en sag i den offentlige forvaltning skal imødekommes, medmindre der i loven er gjort undtagelse fra denne ret til aktindsigt (forvaltningslovens § 9 og offentlighedslovens § 4).

Adgangen til partsaktindsigt i henhold til kap. 4 i forvaltningsloven er væsentligt mere omfattende, specielt i sager med personoplysninger, end adgangen til aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. Partsaktindsigt har "den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed", jf. § 9, stk. 1, i forvaltningsloven. Det fremgår af lovens forarbejder, at en part er den, der må antages at have en individuel, væsentlig og retlig interesse i sagens udfald.

Socialstyrelsen gik i skrivelsen af 28. december 1990 uden nærmere undersøgelse af de pågældende sager ud fra, at Deres henvendelser skulle bedømmes efter offentlighedsloven og har således lagt til grund, at De ikke kunne anses for part i sagen. Efter min mening kan denne fastlæggelse af Deres status i forhold til sagen ikke uden videre tiltrædes. Som anført under 1) havde De sammen med (B) forældremyndigheden over (C) og måtte i hvert fald anses for part i forhold til kommunens beslutning om at yde støtte til (C's) ophold på institution. For så vidt de udbedte oplysninger drejede sig om denne del af sagen, skulle ansøgningen derfor være bedømt på grundlag af forvaltningslovens kap. 4.

b) For så vidt angik oplysninger vedrørende støtte til (B), er jeg enig i, at Deres henvendelse måtte vurderes på grundlag af offentlighedsloven, idet De ikke kunne antages at være part i forhold til denne del af sagen. Som påpeget af Socialstyrelsen omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. - Der gælder dog ifølge lovens § 4, stk. 2, den undtagelse, at den, "hvis personlige forhold er omtalt i et dokument" med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, kan forlange "at blive gjort bekendt med oplysningerne herom".

I Deres skrivelse af 18. juni 1989 til (K) Kommune gjorde De udtrykkeligt opmærksom på, at De ønskede at få oplyst, om der forelå "anklager om vold eller vanrøgt", dvs. oplysninger om Dem og Deres behandling af (C). Kommunen burde derfor have taget stilling til, om der forelå sådanne oplysninger i den del af sagen, der vedrørte (C), samt vurderet, om De i givet fald havde krav på en ekstrakt heraf i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2.

c) I skrivelsen af 2. juni 1989 til Dem henviste (K) Kommune mere generelt til en tradition i dansk forvaltningsret for tavshedspligt, jf. straffelovens § 152. Jeg må forstå, at kommunen har den generelle opfattelse, at tavshedspligten går forud for reglerne om aktindsigt. I den anledning skal jeg henvise til, at det i § 9, stk. 2, i forvaltningsloven er bestemt, at tavshedspligtsbestemmelser ikke begrænser pligten til at give aktindsigt efter kapitel 4 i loven. Af § 14 i offentlighedsloven fremgår, at den almindelige tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og tjenestemandslovgivningen ikke begrænser pligten til at meddele aktindsigt i henhold til offentlighedsloven.

Kommunens henvisning til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152 var således uberettiget.

d) Det fremgår af ovenstående, at kommunens stillingtagen til Deres anmodning om aktindsigt blev truffet på grundlag af en fejlagtig retsopfattelse. Dette forhold har bevirket, at en række relevante retlige vurderinger ikke er blevet foretaget, og at der derfor ikke har foreligget en stillingtagen til, om De kunne få partsaktindsigt i en del af sagen eller egen access i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2. Jeg finder dette forhold særdeles beklageligt.

Jeg har gjort (K) Kommune bekendt med min opfattelse. Jeg har derudover henstillet til kommunen, at den genoptager sagen til ny behandling og meddeler Dem en ny afgørelse om aktindsigt på baggrund af det, jeg har anført foran.

Socialstyrelsen vurderede i skrivelsen af 28. december 1990 alene aktindsigtsspørgsmålet på grundlag af offentlighedsloven. Styrelsen burde efter min mening yderligere have vurderet, om De i kraft af Deres forældremyndighed havde ret til oplysninger i henhold til kap. 4 i forvaltningsloven. Styrelsen burde have henledt kommunens opmærksomhed herpå og henstillet, at kommunen nu tog stilling hertil. Tilsvarende burde styrelsen have henstillet til kommunen, at den undersøgte, om De havde krav på oplysninger i henhold til § 4, stk. 2, hvis mulige betydning styrelsen selv pegede på.

Jeg har gjort Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

3) Socialstyrelsens tilsynspligt.

I udtalelsen af 3. april 1991 til mig har Socialministeriet meddelt, at styrelsens udtalelse af 28. december 1990 faldt uden for rammerne af det sociale tilsyn.

På tidspunktet for Socialstyrelsens udtalelse i sagen gjaldt § 22 i den sociale styrelseslov. Bestemmelsen havde følgende indhold

" § 22. Socialministeren fører tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område."

Med virkning fra den 1. januar 1991 ophævedes bestemmelsen. Socialministeriet har i vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område beskrevet ministeriets tilsynsforpligtelser således

"Efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.

For Socialministeriets vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet ophævet.

..."

Pligten og den dertil knyttede beføjelse for Socialministeriet til at føre tilsyn med kommunal administration af sociallovgivningen var hverken før den 1. januar 1991 eller efter den nugældende retstilstand afgrænset præcist. Det må dog antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan også afgives med udgangspunkt i konkrete sager, blot det sker med respekt af såvel andre myndigheders herunder rekursinstansers kompetence som eventuelt modstående private interesser, der ikke har været inddraget i ministeriets behandling af sagen.

Styrelsens skrivelse af 28. december 1990 angav udtrykkeligt at være af vejledende karakter og beskæftigede sig på et generelt plan med forholdet mellem den forelagte situation og de relevante regler.

På denne baggrund finder jeg ikke, at styrelsens udtalelse kan antages at falde uden for rammerne af tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale styrelseslov. En sådan udtalelse ville efter min opfattelse også efter den 1. januar 1991 kunne afgives som et led i ministeriets ressorttilsyn.

Det tilføjes, at det efter min opfattelse ligger inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn.

Det er på denne baggrund, jeg foran under 1) og 2) har udtalt kritik i anledning af, at Socialstyrelsen i skrivelsen af 28. december 1990 undlod at tage stilling til Deres klage over, at De ikke blev inddraget i sagen om støtte til (C's) ophold på institution, ligesom jeg har kritiseret styrelsens stillingtagen til aktindsigtsspørgsmålet."

Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D i Y-by sammen med parrets yngste søn.

A og B blev gift i 1972 og fik tre børn. Den yngste, C, var født den 27. februar 1983. A og B havde i fællesskab forældremyndigheden over børnene, jf. myndighedsloven § 8, stk. 1.

Den 12. april 1989 forlod B det fælles hjem og tog C med sig. Hun fik med støtte fra K Kommunes socialforvaltning ophold i institutionen D, som er en social døgninstitution.

I skrivelse af 12. maj 1989 anmodede K Kommune S Statsamt om at sætte ham i bidrag i henhold til § 8 i bistandsloven til dækning af hjælp, kommunen udbetalte i henhold til bistandsloven til B og C. Ansøgningen gjaldt både ægtefællebidrag og børnebidrag. Den 18. maj 1989 henvendte A sig personligt i socialforvaltningen i K Kommune og bad om en "skriftlig redegørelse for, hvordan det kunne lade sig gøre, at kommunen havde anbragt hans søn på institutionen (D)" (citeret fra kommunens journal).

Den 1. juni 1989 havde A en samtale med socialinspektør E, som derpå i skrivelse af 2. juni 1989 meddelte ham følgende

"...

I denne anledning skal man herved meddele, at man ikke har mulighed for at give Dem de ønskede oplysninger. De oplysninger, der er afgivet om familiemæssige, økonomiske og øvrige sociale forhold, som sagsbehandleren finder nødvendige til afgørelse af sagen, er afgivet af Deres hustru under forudsætning af en vis sikkerhed for, at disse oplysninger ikke videregives til andre. Disse oplysninger er endvidere for Dem undtaget for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen.

Der har altid i dansk forvaltningsret været tradition for, at de ansatte havde tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som de i forbindelse med udførelsen af tjenesten fik, hvorfor der ved afgørelse af denne sag må henvises til borgerlig straffelov § 152, som vedlægges i kopi.

..."

I en skrivelse af 18. juni 1989 til A's sagsbehandler i K Kommune beskrev han handlingsforløbet omkring sin tidligere kones flytning samt hans kontakt med socialforvaltningen således

"...

Du har også ønsket oplyst det nøjagtige beløb for bidrag til (B og C). Det er henholdsvis 3.500 kr. pr. måned og 3.696 halvårligt.

Dette fremgår også af skrivelse fra Statsamtet til (K) kommune, dateret 8. juni 1989. Statsamtet har i overensstemmelse med god forvaltningsskik sendt mig oplysning om indholdet af denne skrivelse. Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke er i stand til at betale disse bidrag, eftersom de overstiger hvad hele familien indtil nu har haft til rådighed. ....

....

Derfor vil jeg endnu en gang fortælle, hvad mine henvendelser til forvaltningen har handlet om, også denne gang bliver det skriftligt, da mine henvendelser indtil nu for en stor del er blevet overhørt, misforstået eller slet ikke forstået.

Det startede med, at min kone den 12/4 gik hjemmefra medbringende vor yngste søn. Jeg spurgte mig for hos de to efterladte sønner og de svarede modstræbende at deres mor faktisk var flyttet. De tog det pænt, men de har jo også prøvet det før. De sagde først at de ikke vidste hvorhen, men det blev til at de alligevel vidste at det var i (X-by). De vidste ikke hvor i (X-by), det var hos nogen, hun kendte, og de havde fået besked på ikke at sige noget. Loyalitet over for mor er jo en god ting og når det ikke drejede sig om at flakke nedtrykt om o.s.v., slog jeg mig foreløbig til tåls med det. I løbet af en dag eller to lykkedes det at få et telefonnummer ud af en af drengene. Nummeret førte til (D), hvor det trods alt lykkedes at etablere så meget kontakt via de ansatte at det efter et par uger var lykkedes at låne (C) hjem en lørdag og senere flere dage ad gangen.

Det var først (K) kommunes anmodning om at Statsamtet skulle sætte mig i bidrag, dateret 12. maj, der fortalte mig at socialforvaltningen i (K-by) havde noget at gøre med at et af mine børn mangler herhjemme. Man har vist lov at formode at socialforvaltningen i (K-by) ikke uden grund sætter sig i så store udgifter at de indkvarterer folk i noget der ligner et krisecenter med mindre der er grund til at tro at (B og C's) velfærd er truet.

Jeg var interesseret i at høre, hvad det var, der fik socialforvaltningen til at medvirke til at unddrage mig forældremyndigheden over (C) uden høring og uden så meget som at give besked. Hvis der for eksempel lå anklager om vold eller vanrøgt som kunne tilbagevises, ville de være nyttige i en ægteskabssag. Jeg rettede derfor henvendelse til socialforvaltningen og blev henvist til at tale med dig, (F).

Det kom der ikke meget andet ud af end at du viste stor interesse for hvordan det dog skulle gå når vor mor ikke var der til at tage sig af os. Var det dog ikke hårdt, skulle du mon ikke forhøre dig om, hvordan det gik (G) i skolen, osv.

Så snart jeg kom ind på det, jeg var kommet for, gik det ikke så nemt, jeg ville gerne vide, hvilke oplysninger (B) havde brugt for at sikre sig kommunal støtte og jeg ville gerne vide hvorfor man ikke havde underrettet mig om indkvarteringen. Selv anholdte forbrydere har dog den beskyttelse at man underretter deres pårørende. Endvidere ville jeg gerne vide datoen for (B's) første henvendelse i den sag.

Du lovede at undersøge sagen, men ville ikke love noget svar, det kunne være fortroligt osv.

Jeg bad om svar eller skriftligt, begrundet afslag, som foreskrevet i forvaltningsloven eller loven om offentlighed i forvaltningen. Efter et par telefoniske rykkere fik jeg en "fremsendes uden anden følgeskrivelse", hvori stod at svarskrivelse ville blive fremsendt senere. Da denne svarskrivelse ankom viste den sig ikke at være en besvarelse og heller ikke et begrundet afslag. En begæring om aktindsigt skal efterkommes eller afslås inden 10 dage. Det tog socialforvaltningen i (K-by) 13 dage at præstere en fireliniers omfortolkning eller bortforklaring. Jeg har klaget til socialforvaltningen i (K-by) over manglende overholdelse af lovens frist for afslag. Dette både telefonisk og ved møde med (E) torsdag den 1. juni.

De fire linier kom i øvrigt efter at dette møde var aftalt.

Socialforvaltningen har den 2. juni sendt mig afslag på anmodningen, men vælger at lade som anmodningen er fremsat den 1. juni og ikke den 18. maj. Afslaget mangler henvisning til den lovtekst, som skulle forbyde socialforvaltningen at efterkomme min begæring. Både forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen nævner at den gode gamle tavshedspligt ikke kan bruges som nogen begrundelse for afslag.

Socialinspektøren slutter sit brev med at beklage og forklare den "lange behandlingstid". Jeg har ikke på noget tidspunkt klaget over lang behandlingstid. Jeg havde ikke på det tidspunkt anmodet om at få behandlet noget som helst. Jeg havde begæret aktindsigt og klaget over at lovens frist på 10 dage ikke blev overholdt. Det blev præciseret for socialinspektøren både telefonisk og ved mødet den 1. juni.

Jeg klagede ved samme lejlighed over at du viste dig mere interesseret i at samle oplysninger end at give dem. Det syntes jeg var spild af tid eftersom jeg ikke var kommet for at blive pylret om. Jeg blev forsikret at det skam var din pligt at være så interesseret og at råde og vejlede også selv om jeg ikke fremsatte ønske om det.

....

Det er svært for mig at afgøre om det er uvilje eller en uovervindelig forståelseskløft. Hvis du skønner at samarbejdet fortsat vil være lige så trægt og svært som jeg tror, vil jeg foreslå at du lader dig afløse som min sagsbehandler. Der må da være nogen, som ville føle sig mindre belastet.

I lyset af disse mange "misforståelser" mener jeg det vil være klogest at anke

Socialforvaltningens afslag på ønskede oplysninger,

Socialforvaltningens afvisning af min påstand om at jeg burde være underrettet om (C's) indkvartering i (Y-by).

Socialforvaltningens ret til at bede om at få mig pålagt bidragspligt.

Resumé

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).