Afskedigelse af vurderingsformand på baggrund af straffedom.

Afskedigelse af vurderingsformand på baggrund af straffedom.

A var af skatteministeren blevet udnævnt til vurderingsformand for V vurderingskreds for perioden 4. november 1985 til udgangen af marts måned 1987. A blev genudnævnt for perioden 1. april 1987 til udgangen af marts 1991.

Retten i X-by idømte ved dom afsagt den 26. juni 1989 A og selskabet B bøder på hver 10.000 kr. for uden nedrivningstilladelse at have nedrevet hovedparten af bygningerne på en ejendom, som ejes af B. A var direktør og eneejer af selskabet.

Dommens præmisser blev formuleret på følgende måde

"Retsvirkningerne af et vedtaget lokalplanforslag fremgår af kommuneplanlovens § 22, stk. 1, hvorefter ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Den i bestemmelsens andet stk. omhandlede beføjelse for kommunalbestyrelsen må efter sammenhængen med stk. 1 og under hensyn til, at den amtsrådet og statslige myndigheder efter §§ 25 og 26 tillagte indsigelsesret ellers ville kunne gøres illusorisk forstås således, at tilladelser ikke kan gives, såfremt og så længe indsigelser er fremsat og opretholdt.

De tiltalte har derfor efter Planstyrelsens indsigelse af 16. juli 1987 ikke haft krav på og har ikke lovligt kunnet få meddelt nedrivningstilladelse. Tiltalte (A), der deltog i mødet den 10. august 1987 med Planstyrelsens repræsentanter, hvor der blev redegjort for den videre behandling af sagen, herunder for den eventuelle forelæggelse for Det særlige Bygningssyn, har heller ikke kunnet forvente at få meddelt nedrivningstilladelse før spørgsmålet om bevaring eller fredning af bygningerne var afklaret. Han har således ikke haft grundlag for at antage, at han ville få meddelt nedrivningstilladelse på planlægningsudvalgets møde den 24. september 1987.

Da nedrivningen af møllebygningen blev påbegyndt uden tilladelse, har tiltalte (B) herefter som ejer af bygningen og tiltalte (A) som direktør i og daglig leder af det tiltalte selskab herefter gjort sig skyldige efter tiltalen, dog med følgende ændringer: Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at anse det for bevist, at nedbrydningsarbejdet blev påbegyndt før den 25. september 1987. Endvidere præciseres tiltalen således at overtrædelsen angår byggelovens § 16, stk. 1 jfr. § 2, stk. 1 d, og således at sidste sætning i anklageskriftet ændres til: "og uagtet der af Planstyrelsen var fremsat indsigelse mod det ejendommen omfattende lokalplanforslag."

Ved fastsættelsen af den straf, som de tiltalte herefter har forskyldt, bemærkes først, at det ikke kan anses bevist, at tiltalte (A) var bekendt med udfaldet af forelæggelsen for Det særlige Bygningssyn, ligesom det heller ikke kan anses bevist, at han var bekendt med, at nedrivningstilladelse ikke var blevet meddelt på planlægningsudvalgets møde den 24. september 1987. Det på den anden side lægges til grund, dels som anført, at han efter mødet den 10. august 1987 vidste, at sagen eventuelt skulle forelægges for Det særlige Bygningssyn, og at forelæggelsen i givet fald ville ske den 16. september 1987, dels efter hans egen forklaring og den af kommuneingeniør (D) afgivne vidneforklaring, hvorefter tiltalte i forbindelse med ansøgningen om nedrivningstilladelse havde rettet henvendelse til kommunen om sagen, at han må antages at være blevet oplyst om, at det som anført i Planstyrelsens skrivelse af 24. august 1987 var besluttet at forelægge sagen, og at indsigelsen som følge heraf var opretholdt. Når herefter henses til, at han efter den 18. september 1987 at have ansøgt om nedrivningstilladelse allerede den 23. eller 24. september 1987 indgik aftale med et nedbrydningsfirma, hvorefter arbejdet skulle påbegyndes omgående, og hvor der er taget højde for et eventuelt nedbrydningsforbud, og derefter straks satte arbejdet igang, uden at søge spørgsmålet om udfaldet af forelæggelsen for Det særlige Bygningssyn oplyst, og således uden at undersøge, om nedrivningstilladelse kunne meddeles, findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte ved denne fremgangsmåde har tilsigtet at foregribe en eventuelt fredningssag og den deraf følgende forsinkelse og mulige hindring for gennemførelsen af den af ham planlagte anvendelse af ejendommen.

På denne baggrund finder retten, at der foreligger en lovovertrædelse af sådan en grovhed, at den bør sanktioneres med bøder af en betydelig størrelse.

Straffen fastsættes herefter efter § 30, stk. 1 a, og for så vidt angår det tiltalte selskab stk. 5, i byggeloven, lovbekendtgørelse nr. 834 af 19. september 1986, jfr. lovens § 16, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1 d, for hver af de tiltalte til en bøde på 10.000 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 12 dage for tiltalte (A)."

Ministeriet for Skatter og Afgifter (nu Skatteministeriet) modtog en udskrift af dommen og indhentede derpå en udtalelse af 20. februar 1990 fra Justitsministeriet, Lovafdelingen, om muligheden for at anvende sanktioner over for A på baggrund af straffedommen.

Ved skrivelse af 30. august 1990 meddelte Skatteministeriet, departementet, A, at departementet indstillede til ministeren, at han blev afskediget fra stillingen som vurderingsformand. Ministeriet skrev bl.a.

"...

Retten i (X-by), 3. afdeling har den 26. juni 1989 idømt Dem og (B), som De er direktør/daglig leder for og eneanpartshaver i, hver en bøde på 10.000 kr. samt at betale sagens omkostninger. I forbindelse med sagens afgørelse udtalte retten, at den fandt, at der forelå en lovovertrædelse af en sådan grovhed, at den burde sanktioneres med bøder af en betydelig størrelse.

Skatteministeriet har efter meget nøje overvejelse, om hvilke konsekvenser (X-by's) byretsdom skal have for Deres stilling som vurderingsformand, besluttet at indstille til skatteministeren, at De afskediges som vurderingsformand, inden Deres funktionsperiode udløber den 31. marts 1991.

Begrundelsen for at indstille Dem til afskedigelse er, at der må stilles strenge krav til vurderingsformændenes uberygtethed, når der henses til at det efter den gældende lovgivning er vurderingsrådene som i 1. instans træffer afgørelse om vurderingsansættelsen. Efter 1. april 1990 består vurderingsrådene de facto kun af vurderingsformændene, hvilke accentuerer dette krav.

En vurderingsformand, som bliver dømt for overtrædelse af byggeloven og hvor retten tilmed udtaler, at der er tale om en grov lovovertrædelse, kan ifølge Departementets opfattelse ikke fortsætte i hvervet.

Skatteministeriets Departement vil derfor indstille til skatteministeren, at De afskediges som vurderingsformand for (V) vurderingskreds pr. 1. oktober 1990.

Man udbeder sig Deres eventuelle bemærkninger til det anførte senest 14 dage fra dato.

..."

I en skrivelse af samme dato underrettede ministeriet Skyldrådsforeningen om indstillingen og udbad sig ligeledes foreningens bemærkninger inden 14 dage.

Skyldrådsforeningen svarede i skrivelse af 3. september 1990 bl.a.

"...

(X-by's) byrets dom af 26-6-1989 bestyrker den holdning, som Skyldrådsforeningen lagde for dagen i sine breve af 5-2-1989 og 12-2-1989 til (A).

På denne baggrund kan Skyldrådsforeningen fuldt ud tilslutte sig Skattedepartementets afgørelse om at indstille til skatteministeren, at (A) afskediges som vurderingsformand for (V) vurderingskreds pr. 1-10-1990."

A's advokat gjorde i en skrivelse af 12. september 1990 til Skatteministeriet på A's vegne indsigelse imod den påtænkte afskedigelse. Advokaten henviste til, at A havde udført sit arbejde som vurderingsformand upåklageligt, at sagen var rejst af en lokal arkitekt som personlig hetz mod A, samt at dommen af 26. juni 1989 ikke gav grundlag for at afskedige A.

Ved skrivelse af 25. september 1990 meddelte skatteministeren A afsked fra hvervet som vurderingsformand med virkning fra 1. oktober 1990. Ministeren bemærkede følgende

"...

På baggrund af dom af 26. juni 1989 fra (X-by's) byret har Departementet indstillet, at De afskediges fra Deres hverv som vurderingsformand pr. 1. oktober 1990.

Det fremgår af sagen, at Skyldrådsforeningen ved brev af 3. september 1990 har erklæret sin fulde tilslutning til Departementets indstilling.

Det fremgår endvidere, at Deres advokat (C) ved telefax

af 12. september 1990 har afgivet en række bemærkninger til sagen.

Efter en gennemgang af sagen må jeg erklære mig enig i indstillingen.

Jeg skal derfor meddele Dem, at De pr. 1. oktober 1990 er afskediget som vurderingsformand for (V) vurderingskreds.

Jeg finder, at rettens udtalelser om, at der foreligger en lovovertrædelse af sådan en grovhed, at den bør sanktioneres med bøder af en betydelig størrelse, er en tilstrækkelig klar tilkendegivelse af, hvorledes Deres adfærd bør betragtes.

Vurderingsinstitutionens almindelige omdømme og en vurderingsformands uberygtethed må ikke kunne betvivles."

A påberåbte i klagen til mig, at afskedigelsen savnede hjemmel, samt at ministeren inden afskedigelsen burde have hørt kommunen i V skyldkreds. Desuden indeholdt afskedigelsesskrivelsen ikke en tilstrækkelig begrundelse.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Skatteministerens afgørelse blev truffet på baggrund af lov om vurdering af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1984) § 23, stk. 1 og stk. 2, som indeholder følgende bestemmelser

" § 23. For hver vurderingskreds udnævner skatteministeren en vurderingsformand. Forud for udnævnelsen indhentes en indstilling fra vedkommende amtsråd, for vurderingskredse inden for Københavns og Frederiksberg kommuner dog fra vedkommende kommunalbestyrelse. Forud for genudnævnelse i samme vurderingskreds er indhentning af indstilling dog ufornøden. Udnævnelse sker for 4 år ad gangen.

Stk. 2. En vurderingsformand må på tidspunktet for sin tiltrædelse ikke være fyldt 66 år. Medlemmer af kommunalbestyrelser samt af ligningsrådet og landsskatteretten kan ikke udnævnes. En vurderingsformand skal fratræde, såfremt han indvælges i en kommunalbestyrelse eller bliver medlem af ligningsrådet eller landsskatteretten. Afgår en vurderingsformand i løbet af funktionsperioden, udnævnes en efterfølgende for den tilbageværende del af perioden. Har en vurderingsformand midlertidigt forfald, fungerer en anden vurderingsformand inden for skyldkredsen, jfr. § 24, efter skyldrådsformandens bestemmelse i den forhindredes sted. Er den midlertidigt forhindrede vurderingsformand tillige formand for skyldrådet, træffes bestemmelse som anført af den vurderingsformand, der i skyldrådsformandens forfald fungerer som formand."

Loven indeholder ikke regler om afskedigelse af vurderingsformænd. Heraf kan imidlertid ikke udledes, at vurderingsformænd ikke kan afsættes, idet det følger af almindelige ulovbestemte principper inden for nævnsprocessen, at den beskikkende myndighed kan træffe beslutning om, at i hvert fald neutrale medlemmer af et nævn kan afskediges i løbet af funktionsperioden, jf. Bent Christensen, Nævn og Råd, 1958, s. 164-165 samt s. 171.

Det må ligeledes antages, at medlemmer af nævn og råd er omfattet af det almindelige krav til det offentliges personale om decorum, dvs. om at vedkommende skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver, jf. princippet i tjenestemandslovens § 10.

Grundlaget for skatteministerens afgørelse om at afskedige Dem, var den straffedom retten i (X-by) afsagde den 26. juni 1989 vedrørende Dem og Deres selskab. Under hensyn til, at straffen vedrørte en efter rettens vurdering grov tilsidesættelse af lovgivning, der regulerer forholdene på fast ejendom, sammenholdt med at De som vurderingsformand havde til opgave at lede vurderingsrådets arbejde ved vurdering af faste ejendomme i kredsen, finder jeg ikke anledning til kritik af skatteministerens afgørelse om at afskedige Dem.

Det kan efter min mening heller ikke give anledning til kritik, at ministerens afgørelse blev truffet uden forudgående høring af (kommunen i V skyldkreds), idet afgørelsen ikke byggede på en vurdering af Deres hidtidige virke som vurderingsrådsformand, men alene støttede sig på straffedommen.

Endelig har jeg noteret mig, at såvel De som Skyldrådsforeningen havde lejlighed til at kommentere ikke alene oplysningsgrundlaget, men også Skatteministeriets vurdering af straffedommens betydning for Deres hverv som formand.

Skatteministeren henviste i skrivelsen af 25. september 1990 til indstillingen af 30. august 1990. Indstillingen indeholdt en angivelse af baggrunden for afskedigelsesafgørelsen, og afgørelsen må derfor anses for at være begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser herom (§ 22 og § 24).

Sammenfattende er det min opfattelse, at hverken afgørelsen af 25. september 1990 eller ministeriets sagsbehandling i forbindelse hermed giver anledning til kritik."

Resumé

A, der var vurderingsformand, blev af en byret idømt en bøde for grov overtrædelse af byggelovgivningen. Dette medførte, at Skatteministeriet, departementet, (SKD) afskedigede A fra stillingen som vurderingsformand.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere SKD's afgørelse. Ombudsmanden fandt herudover ikke, at vurderingskredsens kommuner burde have været hørt, idet afgørelsen ikke byggede på en vurdering af A's hidtidige virke som vurderingsrådsformand, men alene støttede sig på straffedommen. (J. nr. 1991-501-20).