Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring.

§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

Før der træffes afgørelse om bl.a. samværsret med børn over 12 år, skal der efter myndighedslovens § 26 finde en samtale sted med barnet herom.

Som det fremgår af Civilretsdirektoratets skrivelse af 7. august 1992, lægges der efter praksis i almindelighed stor vægt på barnets mening, når barnet har nået 12-års alderen. I tilfælde, hvor der er fastsat samværsret med søskende, og aldersforskellen mellem børnene er ringe, vil der endvidere i almindelighed blive taget hensyn til et ønske fra forældremyndighedens indehaver om, at børnene stilles ens med hensyn til samværsudøvelsen.

Denne praksis har jeg tidligere haft lejlighed til at tage stilling til og ikke fundet grundlag for at kritisere.

Det følger heraf, at jeg i almindelighed ikke vil kunne kritisere en afgørelse om samværsrettens omfang, når den bygger på en samtale med et barn, der er fyldt 12 år. Det forudsættes herved, at der ikke i forbindelse med samtalen eller i sagen i øvrigt er særlige holdepunkter for at antage, at barnet ikke har givet udtryk for sin oprigtige mening.

(Det ældste barn) er født den 15. juli 1980 og fyldte altså 12 år få måneder efter samtalen med klinisk psykolog (C). (Det yngste barn) er født den 19. juni 1981 og er således knap et år yngre end (det ældste barn). På den baggrund kan det ikke give mig anledning til bemærkninger, at Civilretsdirektoratet ved afgørelsen har lagt vægt på de to børns mening. Det bemærkes, at jeg ikke har fundet særlige holdepunkter for at antage, at børnene ikke har givet udtryk for deres oprigtige mening under samtalen med klinisk psykolog (C). Jeg har således ikke grundlag for at kritisere den afgørelse, Civilretsdirektoratet har truffet.

Partshøringen

Ifølge § 19, stk. 1, i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) kan en myndighed, når den foretager partshøring, fastsætte en frist for partens afgivelse af en udtalelse til myndigheden.

I Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 106, er bl.a. anført følgende herom

"Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af sagen. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan karakter, at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere sagen og medvirke ved udformningen af udtalelsen. Der bør også tages hensyn til andre private eller offentlige interesser i en hurtig behandling af sagen."

I denne sag sendte Civilretsdirektoratet Dem den 4. august 1992 kopi af advokat (E's) klageskrivelse og klinisk psykolog (C's) erklæring af 2. april 1992 og anmodede om at få Deres bemærkninger til de to skrivelser inden den 7. august 1992.

Jeg lægger til grund, at Civilretsdirektoratet satte en så kort frist for Deres afgivelse af bemærkninger, fordi direktoratet ønskede at træffe afgørelse i sagen, inden samværsretten skulle gennemføres den 8. august 1992.

Hvis De havde modtaget Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. august 1992 dagen efter, at den var sendt, havde De skullet afgive udtalelsen (skriftligt) senest dagen efter, De havde modtaget skrivelsen. Civilretsdirektoratet måtte imidlertid vide, at der var en vis risiko for, at De først fik skrivelsen mere end en dag efter, den var sendt. Jeg bemærker herved, at der ikke er oplysninger om, at Civilretsdirektoratets skrivelse blev sendt som ekspresbrev.

Efter det oplyste modtog De først skrivelsen den 6. august 1992. (Jeg bemærker, at Civilretsdirektoratets sagsakter ikke indeholder notat om den telefonsamtale, der ifølge direktoratets afgørelse har været ført med en repræsentant for Dem). De skulle således svare - i hvert fald hvis det skulle være skriftligt - samme dag, som De modtog direktoratets brev. Det betød, at Deres mulighed for nøjere at overveje udtalelsens indhold og at rådføre Dem med andre om sagen blev indskrænket meget væsentligt.

Advokat (E's) skrivelse af 10. juli 1992 blev modtaget af Civilretsdirektoratet den 13. juli 1992, og (S) Statsamts skrivelse af 23. juli 1992, hvormed bl.a. erklæringen af 2. april 1992 blev fremsendt, blev modtaget af direktoratet den 27. juli 1992.

Civilretsdirektoratet havde således mulighed for at sende partshøringsskrivelsen til Dem den 27. juli 1992, og anledningen til at fremskynde sagen - at der så vidt muligt skulle træffes afgørelse i sagen inden 8. august 1992 - forelå på det tidspunkt.

Da den korte frist i væsentlig grad indskrænkede Deres mulighed for at varetage Deres interesser, og da dette i nogen grad kunne have været undgået ved en bedre tilrettelæggelse af sagsbehandlingen, finder jeg det beklageligt, at Civilretsdirektoratet gav Dem en så kort frist til at afgive bemærkninger, som tilfældet var. Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

Meddelelsen om den trufne afgørelse

Civilretsdirektoratet gav meddelelse om den trufne afgørelse i skrivelse af 7. august 1992 til advokat (E). Skrivelsen blev sendt i kopi til Dem og til (S) Statsamt. Udover at fremsende skrivelsen og kopierne heraf som almindelige breve blev der den 7. august 1992 sendt en kopi af skrivelsen pr. telefax til advokat (E). Advokat (E) henvendte sig kort efter modtagelsen af telefaxmeddelelsen personligt på (S) Statsamt, hvor det lykkedes ham at få kontakt med en medarbejder, der var på overarbejde. Medarbejderen tog kontakt med statsamtets sagsbehandler på dennes bopæl, og sagsbehandleren satte sig i forbindelse med politiet, som efter flere henvendelser fik kontakt med Dem ud på aftenen den 7. august 1992 og gav Dem meddelelse om afgørelsen.

Jeg går ud fra, at Civilretsdirektoratet normalt vil være tilbageholdende med at ændre en afgørelse om samværsret dagen før, samværsretten skulle være gennemført, navnlig når der som i denne sag er tale om en enkeltstående adgang til samvær. Hvis en afgørelse om samværsret alligevel ændres under disse omstændigheder, bør direktoratet efter min mening bestræbe sig på at sikre, at der gives de parter, som berøres af afgørelsen, meddelelse samme dag.

I den foreliggende sag blev afgørelsen meddelt advokat (E) pr. telefax, mens Civilretsdirektoratet ikke traf særlige foranstaltninger for at sikre, at De hurtigt fik meddelelse om afgørelsen, selv om man måtte være klar over, at Deres afrejse til (X-by) var umiddelbart forestående. Kun den ekstraordinære indsats fra advokat (E) og medarbejdere hos (S) Statsamt og politiet sikrede, at De fik meddelelse før Deres afrejse til (X-by).

Jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at Civilretsdirektoratet den 7. august 1992 traf afgørelse om at ophæve Deres ret til samvær den følgende dag med Deres to børn. Det er imidlertid efter min opfattelse meget beklageligt, at direktoratet ikke sikrede sig, at der samme dag blev givet Dem meddelelse om afgørelsen. Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse; men jeg har ikke grundlag for at foretage yderligere i sagen."

Civilretsdirektoratet meddelte under en telefonsamtale med en af mine medarbejdere den 5. januar 1993 og i skrivelse af 11. januar 1993, at det fremgik af direktoratets interne referatark i sagen, at A's samlever på vegne af A reagerede på partshøringen ved at ringe den 7. august 1992 til den medarbejder i direktoratet, der behandlede sagen. Direktoratet oplyste endvidere, at den pågældende medarbejder senere den samme dag orienterede dels Y-by Kommune (jf. samtalen med A's samlever) og dels A om direktoratets afgørelse. Civilretsdirektoratet fremsendte med skrivelsen af 11. januar 1993 en kopi af den pågældende side i direktoratets referatark i sagen.

Civilretsdirektoratet beklagede telefonisk og i skrivelsen af 11. januar 1993, at jeg ikke modtog de ovennævnte oplysninger i forbindelse med svaret på min høringsskrivelse. Direktoratet oplyste, at det beroede på en fejl, at der ikke i forbindelse med min høring blev udarbejdet og medsendt særskilte telefonnotater. Direktoratet oplyste endvidere, at direktoratet over for sine medarbejdere understregede vigtigheden af at foretage fyldestgørende telefonnotater samt vigtigheden af, at det materiale, der udlåntes til mig, var fyldestgørende.

A havde lejlighed til at udtale sig om Civilretsdirektoratets nye oplysninger i sagen.

I en skrivelse til Civilretsdirektoratet udtalte jeg herefter følgende

"Ombudsmandens vurdering af, om der er grundlag for at udtale kritik i anledning af en klage, sker som bekendt på baggrund af høring af den indklagede myndighed samt en gennemgang af sagens akter. Ved høringen af myndigheden anmoder jeg efter fast praksis om udlån af sagens akter og om myndighedens bemærkninger til klagen. Kun undtagelsesvis, eventuelt i forbindelse med en supplerende høring, anmoder jeg om myndighedens bemærkninger til særligt angivne spørgsmål. Jeg lægger herved til grund, at de sagsakter, som modtages fra myndigheden, indeholder et dækkende billede af det afgørelsesgrundlag, som har foreligget for myndigheden. Hvis der i klagen rejses kritik af myndigheden vedrørende forhold, som der ikke er redegjort for i de fremsendte sagsakter, lægger jeg tilsvarende til grund, at myndigheden i forbindelse med udtalelsen til mig forsyner mig med de for bedømmelsen relevante oplysninger. Dette har været normal praksis ved udøvelsen af ombudsmandskontrollen gennem mange år, og det er - som et normaludgangspunkt - efter min opfattelse en fuldt betryggende fremgangsmåde. Andet vil være unødigt besværligt og tidskrævende.

I den aktuelle sag havde Civilretsdirektoratet ingen yderligere bemærkninger til sagen i anledning af klagen fra (A). Jeg finder det på den baggrund særdeles uheldigt, at Civilretsdirektoratet først efterfølgende har givet mig de ovennævnte oplysninger.

Efter modtagelsen af oplysningerne er grundlaget for min udtalelse i sagen ændret.

I min udtalelse (...) vedrørende partshøringen bemærkede jeg, at Civilretsdirektoratets sagsakter ikke indeholdt notat om den samtale, der ifølge direktoratets afgørelse havde været ført med en repræsentant for (A). Den af Civilretsdirektoratet nu fremsendte kopi af en side i direktoratets referatark i sagen rummer et notat om en samtale den 7. august 1992 mellem direktoratets medarbejder og (A's samlever). Notatet indeholder ikke sådanne nye oplysninger angående partshøringen, at jeg har grundlag for at ændre min udtalelse om dette spørgsmål.

I min udtalelse (...) angående meddelelsen om den trufne afgørelse lagde jeg til grund, at Civilretsdirektoratet ikke havde truffet særlige foranstaltninger for at sikre, at (A) hurtigt fik meddelelse om afgørelsen. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som jeg nu har modtaget, at Civilretsdirektoratet gav (A) telefonisk meddelelse om den trufne afgørelse den 7. august 1992. På den baggrund er der ikke længere grundlag for min udtalelse om dette spørgsmål. Denne udtalelse er således bortfaldet."

Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring.

A, der boede i Y-by, klagede over, at Civilretsdirektoratet havde ophævet hans ret til samvær den 8. august 1992 med hans to børn.

Det fremgik af sagen, at S Statsamt den 26. marts 1991 afslog at fastsætte en samværsret for A, og at denne afgørelse blev stadfæstet af Civilretsdirektoratet den 17. juni 1991.

Den 20. februar 1992 anmodede A S Statsamt om at genoptage behandlingen af sagen. I den anledning havde statsamtet en samtale med A's tidligere hustru, B, der gav udtryk for, at A ikke burde se de to børn mere. Efter en samtale med børnene konkluderede klinisk psykolog C i en erklæring af 2. april 1992 til statsamtet, at tiden efter hendes vurdering stadig ikke var inde til at genoptage samværet, da en fornyet kontakt med A på daværende tidspunkt ville kunne virke forstyrrende på børnenes positive udvikling.

I en skrivelse af 9. juli 1992 traf S Statsamt følgende afgørelse

"Statsamtet finder på baggrund af skolepsykologens erklæring ikke grundlag for, at De genoptager Deres løbende samvær med børnene.

Under hensyntagen til den tid, der er forløbet siden det seneste samvær, finder statsamtet det imidlertid rimeligt at forsøge at etablere en kontakt mellem Dem og børnene.

Statsamtet bestemmer derfor, at De har ret til samvær med (børnene) lørdag den 8. august 1992 fra kl. 12.00 til kl. 16.00.

Samværet skal finde sted i (institutionen D, X-by), og De må ikke under samværet forlade (D's) område med børnene.

På baggrund af erfaringerne med dette samværsbesøg vil statsamtet tage stilling til en eventuel genoptagelse af det løbende samvær."

Ved skrivelse af 10. juli 1992 til Civilretsdirektoratet påklagede advokat E på B's vegne statsamtets afgørelse. Ved påtegningsskrivelse af 15. juli 1992 anmodede Civilretsdirektoratet S Statsamt om en udtalelse om sagen. Den 23. juli 1992 indstillede statsamtet til direktoratet, at afgørelsen blev fastholdt.

Med skrivelse af 4. august 1992 sendte Civilretsdirektoratet A en kopi af advokat E's skrivelse af 10. juli 1992 og af klinisk psykolog C's erklæring af 2. april 1992 og anmodede om at få A's bemærkninger til de to skrivelser inden tre dage.

I skrivelse af 7. august 1992 ændrede Civilretsdirektoratet den trufne afgørelse. Direktoratet anførte bl.a. følgende

"Statsamterne og Civilretsdirektoratet følger den praksis at lægge afgørende vægt på barnets egen mening om samvær, når det er omkring 12 år, eller når det skønnes, at barnet har en alder og modenhed, der gør det ubetænkeligt, at lægge barnets egen mening til grund.

Det fremgår af sagen, at klinisk psykolog (C) den 2. april 1992 udarbejdede en erklæring efter samtale med begge børnene. Af erklæringen fremgår det, at begge børn har udtalt sig imod samvær med deres far, ligesom det i erklæringen konkluderes, at tiden ikke er inde til, at der fastsættes samvær, idet samværet vil kunne komme til at virke forstyrrende ind på børnenes nuværende positive udvikling.

Psykologens erklæring har ved skrivelse fra Civilretsdirektoratet af 4. august 1992 været forelagt for (A), der ved en repræsentant har meddelt Civilretsdirektoratet telefonisk, at han ikke har yderligere bemærkninger til sagen, men at han ønsker at fastholde sin samværsret med børnene.

Civilretsdirektoratet finder således at burde lægge vægt på den af (C) udarbejdede psykologerklæring, herunder på børnenes egne tilkendegivelser."

Afgørelsen blev sendt med posten til sagens parter og til S Statsamt. Advokat E fik desuden tilsendt afgørelsen pr. telefax den 7. august 1992.

I et notat skrevet af en overassistent i S Statsamt, var anført følgende

"Statsamtet lukker kl. 14.00 om fredagen.

Undertegnede arbejdede over fredag den 7. august 1992. Kl. ca. 15 bankede advokat (E) på et vindue til kontoret og spurgte, om han måtte tale med (fuldmægtig F). (F) havde forladt kontoret kl. 14, og advokat (E) bad mig kontakte (F) og meddele ham, at han netop havde modtaget en telefax fra Civilretsdirektoratet, hvoraf fremgik, at den samværsafgørelse, vi traf den 9. juli 1992, var blevet ophævet, og at "(F) må gøre noget i den anledning".

Kl. 15.10 - forgæves ringet privat til (F).

Kl. 15.15 - forgæves ringet til Civilretsdirektoratet (telefonsvarer).

Kl. 15.20 - ringede til (G), (institutionen D) (privat) og orienterede ham om situationen.

Kl. 16.00 - ringede til (F) og orienterede ham om

situationen."

I et notat skrevet af fuldmægtig F, S Statsamt, var bl.a. anført følgende

"Fredag den 7. august 1992 ringede (overassistenten) på min privattelefon og oplyste, at hun havde været på kontoret efter arbejdstids ophør og var blevet kontaktet af advokat (E), som havde modtaget en telefax fra Civilretsdirektoratet, hvorved (A's) samvær med børnene om lørdagen den 8. august var ophævet.

------------

S.d. talt med (G), som gerne ville have klarhed over, om (A) kom om lørdagen eller ej.

------------

S.d. forsøgt at kontakte (Y-by) Kommune, som muligvis havde fået telefax fra Civilretsdirektoratet på vegne (A). Ingen oplysning om "hastenumre" eller anden forbindelsesmulighed.

------------

S.d. kontaktet (X-by) politi og anmodet dem om at være behjælpelig med at få givet (A) besked, så han ikke rejste forgæves til (X-by) om lørdagen.

Vagthavende lovede at telefaxe en kopi af afgørelsen - som politiet havde modtaget i telefax fra advokat (E) - til (Y-by) politi, som så kunne sende en civil betjent ud på (A's) bopæl for at orientere ham om afgørelsen.

Kl. ca. 18.00 meldte (X-by) politi tilbage, at man havde været på (A's) bopæl uden at træffe nogen hjemme, men afleveret en kopi af afgørelsen i postkassen. Man ville forsøge senere at træffe ham hjemme. Man har samtidig afleveret en kopi til (institutionen D), så man der har en afgørelse at vise (A), hvis han ikke får besked, men kommer om lørdagen.

------------

S.d. meddelt dette til (G), (institutionen D).

------------

Kl. 21.30 meddeler (X-by) politi, at man nu har truffet (A) på dennes bopæl og meddelt ham, at afgørelsen er bortfaldet, og at han derfor ikke skal rejse til (X-by) om lørdagen."

A anførte i klagen til mig, at der efter A's opfattelse var sket store fejl i behandlingen af sagen. A henviste til, at han først fik Civilretsdirektoratets brev af 4. august 1992 to dage før samværet skulle finde sted og således ikke kunne nå at foretage sig andet end at ringe til direktoratet, statsamtet og sin sagsbehandler, hvem A meddelte, at han fortsat ønskede samværsretten gennemført. Endvidere fremhævede A, at han først fik meddelelse om Civilretsdirektoratets afgørelse den 7. august 1992 på trods af, at A havde planlagt at rejse til (X-by), der er beliggende i den anden ende af landet, tidligt den følgende morgen. Endelig anførte A, at han på grund af forholdet til sine naboer ikke brød sig om at få besøg af politiet.

Civilretsdirektoratet henholdt sig i udtalelsen til mig til den trufne afgørelse.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

" Afgørelsen om samværsretten

Civilretsdirektoratets afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985), der har følgende indhold

" § 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.

Resumé

A's tidligere hustru B klagede til Civilretsdirektoratet (CD) over, at S Statsamt havde tillagt A samværsret med parrets børn. Samværet skulle foregå i X-by (der er beliggende i den anden ende af landet), hvor B boede sammen med børnene. I anledning af klagen iværksatte CD 4 dage før samværet partshøring af A; svarfristen blev fastsat til dagen før samværet. Efter at A telefonisk havde meddelt CD, at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen, ophævede CD A's samværsret dagen før, samværet skulle have fundet sted. CD's skrivelse blev sendt med almindelig post til A, der boede i Jylland, og til S, mens B's advokat modtog skrivelsen med telefax. Ved advokatens og S's foranstaltning blev A dog orienteret om afgørelsen samme dags aften.

CD havde haft mulighed for at iværksætte partshøringen af A allerede 8 dage før sket; ombudsmanden anså det derfor for beklageligt, at partshøringsfristen var blevet fastsat til kun tre dage. Ombudsmanden anså det endvidere for meget beklageligt, at CD - som det efter de da foreliggende oplysninger måtte lægges til grund - ikke havde sikret sig, at A omgående fik meddelelse om afgørelsen.

CD oplyste efterfølgende, at CD telefonisk havde orienteret A om afgørelsen samme dag, den blev truffet; oplysningen herom var ved en fejl ikke tilgået ombudsmanden tidligere. Den del af udtalelsen, der vedrørte afgørelsens meddelelse til A, var herefter bortfaldet. Ombudsmanden anså det imidlertid for særdeles uheldigt, at CD først efterfølgende havde meddelt ham de pågældende oplysninger. (J. nr. 1992-1906-654).