Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg.

Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg.

A er israelsk statsborger og har fast bopæl i USA. Den 15. december 1980 indgik A ægteskab med B, der er dansk statsborger. Vielsen fandt sted i Det mosaiske Trossamfunds synagoge i København. A og B har to børn, C, der er født den 22. juli 1982, og D, født den 29. november 1984.

I 1980 tog A og B ophold i Texas. I marts 1988 rejste B til Danmark med børnene.

I april 1988 anlagde B separationssag ved Retten i Y-by. B nedlagde påstand om, at hun fik forældremyndigheden over begge børn. A nedlagde påstand om, at forældremyndigheden over begge børn blev tillagt A, subsidiært at A fik forældremyndigheden over C.

Ved dom af 13. oktober 1988 fik B forældremyndigheden over D og A forældremyndigheden over C. Samtidig blev A og B separeret. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 13. december 1988 og Højesterets dom af 1. maj 1989.

Retten i Y-by afsagde den 26. april 1990 dom, hvorved A og B blev skilt. Forældremyndigheden over D tildeltes B, mens A fik forældremyndigheden over C.

Den 15. september 1988 anlagde A skilsmissesag ved Retten i X-by, Texas. Retten i X-by tillagde den 26. marts 1990 A forældremyndigheden over begge børn.

Den 11. maj 1988 indgav A ansøgning til et statsamt om ret til samvær med børnene. I perioden den 19. maj 1988 til den 23. april 1989 havde A ret til personligt samvær med børnene. Besøgene blev gennemført enten på overrabiner H's kontor eller i statsamtets lokaler og betinget af, at A deponerede sit pas i statsamtet eller hos sin danske advokat. Disse vilkår blev fastsat på grund af B's frygt for, at A skulle føre børnene ud af landet.

De fleste af samværsmøderne blev gennemført under tilstedeværelse af B samt en fuldmægtig fra statsamtet. Sidstnævnte har udarbejdet notater om de samværsmøder, hun har overværet. Om et samværsmøde den 1. juli 1988 noterede hun bl.a. følgende

"...

Sagen er meget tilspidset mellem ægtefællerne. Manden beskylder hustruen for alverdens ting, kidnapning, manglende vilje til at samarbejde omkring børnene herunder specielt religiøse forhold. Manden truer hustruen, truer flere gange med, at hun vil komme til at fortryde sine handlinger. Han vil få sin ret i den sidste ende, det kan hun være sikker på. Manden bebrejder hustruen at hun ikke har givet ham billeder af børnene. Dette virker urealistisk, idet manden kommer direkte fra hjemmet og det skulle være mærkeligt om hustruen havde fjernet alle billeder. Under dette påskud truer manden at tage billeder af børnene, han stiller dem enkeltvis op ad en hvid væg og tager et billede af hver samt et hvor de er sammen. Hustruen bliver meget bange ved dette, idet hun mener manden vil bruge billerne til at få lavet nye pas til børnene for at kunne tage dem med ud af landet.

Hustruen virker panisk angst og denne angst virker efter referentens mening velbegrundet, da hustruen ikke direkte modsætter sig fotograferingen, mener referenten ej heller at kunne gøre det. Såfremt hustruen havde sagt nej til dette, mener referenten at kunne have grebet ind."

Om samværsmøde den 15. august 1988 noterede hun bl.a. følgende

"...

Manden er, meget vred, stemningen er meget trykkende, hustruen er meget nervøs og ængstelig over, hvad manden kan finde på, idet han truer hende på forskellig vis. Han udtaler for eksempel at han nok skal få sin vilje om ikke med det gode, så vil han tage andre midler i brug. Han beskylder hustruen for at have kidnappet børnene, men at han nok skal få sin ret på den ene eller anden måde.

Mødet var meget ubehageligt og må egentlig også være det for børnene, idet manden brugte megen tid på at skælde ud på hustruen."

Om samværsmøde den 29. august 1988 noteredes følgende

"...

Referent overværede mødet mellem faderen og børnene. Samværet gik godt, børnene viser glæde ved at være sammen med faderen. Hustruen forlod lokalet under mødet idet (E) har tilskyndet hende dette. Hustruen var dog meget nervøs, selv om referenten var til stede. Hustruen tog ophold lige uden for døren på en stol.

Faderen ansøger i slutningen af mødet om samvær med børnene alene på grund af jødiske højtid den 12. og 13. september. Han ønsker at få børnene søndag aften den 11. og aflevere dem igen onsdag morgen, idet højtiden slutter kl. 21.00 hvis dette er for sent et tidspunkt at bringe børnene tilbage på. Manden rykker endvidere for skriftligt afslag på tidligere afslag på samvær med børnene alene. Referenten lover at fremskynde dette.

Referenten gjorde manden opmærksom på, at han ikke har besvaret statsamtets henvendelse af 29. juni 1988 om børnebidrag samt hustrubidrag.

Manden oplyser, at der overhovedet ikke kan være tale om at han vil betale bidrag og han vil ej heller udfylde øk-skema, som er tilsendt hans advokat. Han gjorde endnu engang opmærksom på, at hustruen har kidnappet børnene fra ham i USA, hvorfor der ikke kan blive tale om noget bidrag fra ham. Han vil overveje sagen, når dom er afsagt."

Mens separationssagen verserede, anmodede A om, at samværsbesøgene blev af længere varighed end nogle timers samvær, samt at A kunne være alene med børnene. Statsamtet afslog disse anmodninger, bl.a. ved skrivelse af 1. september 1988, hvori det blev bestemt, at "(A's) ret til samvær skal udøves som hidtil, indtil endelig dom foreligger." Ved denne afgørelse lagde statsamtet bl.a. vægt på "det under sagens forløb passerede herunder navnlig under samværsmøderne i statsamtet."

Om samværsmøde den 5. september 1988 anførte fuldmægtigen følgende

"Hustruen ønsker ved mødets start ikke at forlade lokalet, som hun ellers har gjort ved de sidste samværsmøder efter råd fra (E). Hustruen oplyser, at manden ved møde i stueetagen inden referenten kom til stede udtalte til børnene, at de snart skal med til Texas.

Da referenten kom til stede og fulgte ægtefællerne og børnene til mødeværelset var stemningen mellem ægtefællerne meget ophidset. De skændes højlydt og råber hen over hovedet på børnene, manden råber meget højt og beskylder hustruen for alverdens ting.

Referenten bliver nødt til at bede hustruen forlade lokalet, idet samværsmødet ellers må afbrydes. Dette protesterer manden voldsomt imod og situationen kan meget vel udvikle sig til korporlig strid om børnene, såfremt hustruen prøver at gå med dem. Hustruen og manden kan slet ikke være i lokalet samtidig, hustruen accepterer at forlade lokalet. Situationen var meget belastende for børnene. Såfremt samvær fremover udarter sig således må det ophæves af hensyn til børnene.

Hustruen oplyste inden hun forlader lokalet at hun ikke ønsker flere samværsmøder fastsat før dom er afsagt, idet hun mener manden påvirker og forvirrer børnene med sin snak om Texas o.s.v.

Manden udtalte i referentens nærværelse, at hustruen skal være forsigtig, hun bliver snart "berømt", vil komme i aviser og lignende. Hustruen bliver meget opskræmt over dette, ved ikke hvad manden mener. Manden oplyser dog at alt hvad han vil foretage sig er lovlige ting.

Da manden, børnene og referenten er alene undersøger manden (C) for rifter og skrammer. Han finder en meget lille overfladisk rift, som efter krads fra en negl. (C) er ikke særlig interesseret i at svare, men udtaler at det er hustruen der er kommet til at kradse ham. Efter mødet kommer hustruen tilstede for at hente børnene. Referenten spørger hustruen hvordan (C) har fået den lille rift som har ophidset manden så meget. Hustruen siger det er (D) der har haft lange negle og er kommet til at kradse ham under leg. Hustruen har nu klippet neglene. (D) har ligeledes en lille rift som hustruen siger (C) har påført hende.

Manden spørger hvad han kan gøre ved dette. Referenten oplyser ham at det er socialforvaltningen, som har tilsyn med børns levevis, men at ingen formentlig vil reagere på så lille og overfladisk rift. Dette synes manden er for galt, idet dette ikke er første gang hustruen har kradset børnene."

I en erklæring af 8. september 1988 til brug for forældremyndighedssagen konkluderede cand.psych. E følgende om B's og A's egnethed som forældre

"Begge forældre kunne udøve forældremyndigheden. Dog er (C's) tilknytning til faderen stærk og uafviselig. (C) giver udtryk for vrede overfor moderen og provokerer hende synligt. (D) viser nogenlunde samme tilknytning til mor som til far. Hun provokerer ikke moderen i samme grad som (C) gør, hvorfor konflikterne (naturlige) mellem Mor og (D) har et mere almindeligt præg.

Moderens forklaringer om, at faderen ikke har beskæftiget sig seriøst med børnene, synes ikke at være i overensstemmelse med de faktiske forhold, idet der er en endog stærk tilknytning, indlevelsesevne og forståelse dem i mellem. Sådanne bånd knyttes ikke af ingenting.

Da faderen viser den største modenhed og indsigt i børnene ville børnene være velplacerede hos ham. Dertil kan indvendes, at moderen ville have uendelig svært ved at leve med denne løsning, hvorfor den gode og bæredygtige tilknytning mor og datter i mellem kunne pege mod, at hun får forældremyndigheden over (D).

Yderligere må vægtes de vanskelige samværsmuligheder, således at den mindst dårlige løsning for børnene må blive en separation til fordel for (C's) uafviselige behov for sin far og (D's) tilhørsforhold til moderen. Børnene har hver især mere brug for den rigtige voksne end for hinanden. Det er ligeledes vigtigt, at børnene bevarer kontakt med hinanden og med den forældre, hos hvem de ikke bor. Børnene har brug for at vide, at de har 2 forældre."

Den 30. november 1988 henvendte en af A's bekendte sig på A's vegne telefonisk til statsamtet med anmodning om, at A fik samværsret med børnene i førstkommende weekend efter den 2. december 1988, hvor A ville komme til landet.

I skrivelse af 2. december 1988 meddelte statsamtet A, at han kunne få samværsret søndag den 4. december 1988 fra kl. 9.30 til kl. 18.00 på betingelse af, at han deponerede sit pas hos sin advokat.

Den 2. december 1988 ringede A til fuldmægtigen i statsamtet. Ifølge dennes notat om samtalen forløb samtalen på følgende måde

"...

Manden ringer.

Han er meget vred over at skulle betale (F) for arbejde vedrørende samværssagen. Hans ven har bedt statsamtet om at træffe afgørelse uden om advokaten for at spare penge til advokat.

Dette er også rigtigt. Vennen spurgte, om dette kunne lade sig gøre. Til dette svarede referenten, at når (F) var advokat også i samværssagen, kan statsamtet ikke skiftevis arbejde sammen med og uden om advokaten. Manden må gøre advokaten klart, at han fremover kun skal repræsentere ham i ægteskabssagen. Både advokaten selv samt hustruens advokat, (G), har klart tilkendegivet over for referenten, at manden er repræsenteret ved (F) i samværssagen. (G) og (F) har da også drøftet sagen løbende og så sent som torsdag aften drøftet den konkrete aftale om samvær søndag 04.12.

..."

I skrivelse af 15. december 1988 meddelte statsamtet advokat F, at A havde meddelt, at han ikke længere repræsenterede ham i "den for statsamtet verserende samværssag, men fremover kun i ægteskabssagen."

Ved skrivelse af 13. februar 1989 anmodede advokat F statsamtet om aktindsigt i "samtlige notater, herunder telefonnotater under samværssagen". Vedlagt skrivelsen var en fuldmagt underskrevet af A om at modtage de nævnte akter.

Anmodningen blev imødekommet af statsamtet, der med skrivelse af 17. februar 1989 sendte advokat F de ønskede akter.

Efter Højesterets dom den 1. maj 1989 fik A udleveret C.

Den 8. maj 1989 ansøgte en ansat ved den amerikanske ambassade i København telefonisk statsamtet på A's vegne om, at A fik samværsret i en uge med D med henblik på, at han kunne besøge sine forældre i Israel med begge børn.

Denne anmodning blev forelagt B, som i skrivelse af 10. maj 1989 modsatte sig, at D kom på besøg en uge. B mente, at det ville være skadeligt for D, at hun pludselig skulle bo hos sin far og C nu. Både D og C trængte efter hendes opfattelse til at få begivenhederne lidt på afstand. Hun sluttede sit indlæg af på denne måde

"...

Det, jeg gerne ville opnå ved et evt. møde imellem os var et løfte fra begge sider (og jeg afgiver villigt mit nu med det samme) om, at vi kunne ringe og skrive til modpartens barn ((A) til (D) og jeg til (C)) uden nogen form for censur eller anden indblanding fra den voksnes side. Ligeledes ville jeg også foreslå, at vi sender fotos af børnene og i korte træk fortæller om deres liv og dagligdag, børnehave, skole osv., f.eks. en gang pr. måned eller hver anden måned. Jeg erklærer mig villig til at gøre dette, og ønsker at høre, om (A) er parat til at gøre det samme for (C's) vedkommende."

I skrivelse af 11. maj 1989 gentog A den mundtlige samværsanmodning fra den amerikanske ambassade. Samtidig bad A om en samværsresolution gældende for en længere periode vedrørende D. Denne resolution skulle gælde halvdelen af ferien, jødiske helligdage og weekends.

I skrivelse af 17. maj 1989 tilbød statsamtet A og B børne- og familiesagkyndig rådgivning med henblik på en løsning af konflikten vedrørende samværsret. Første møde blev fastsat til den 23. maj 1989.

I skrivelse af 22. maj 1989 afslog A rådgivningstilbudet samt fastholdt sin anmodning om samvær med D. Endvidere oplyste A, at B var velkommen til at være sammen med C, hun kunne blot ringe eller skrive herom. På dette tidspunkt opholdt A sig i Danmark.

B deltog den 23. maj 1989 i rådgivningsmøde i statsamtet. Hun foreslog, at børnene skulle være sammen 1½ måned årligt, og at samværet skulle foregå her i landet med 3 ugers samvær hos B og 3 ugers samvær hos A. Det var en forudsætning for samværet, at A's pas blev deponeret som hidtil. Endvidere skulle det være en betingelse, at A medbragte C til Danmark til samvær med B, før end A kunne få samvær med D.

Med skrivelse af 24. maj 1989 sendte statsamtet A en kopi af B's skrivelse af 10. maj 1989 samt af et referat af mødet den 23. maj 1989, idet A blev anmodet om skriftlige bemærkninger hertil.

I skrivelse af 26. maj 1989 afslog statsamtet A's ansøgning om 1 uges samværsret med henblik på et besøg i Israel. Som begrundelse for afgørelsen henviste statsamtet til følgende

"...

Deres tidligere hustru har i skrivelse af 10. maj 1989 begrundet sin indstilling til Deres aktuelle ansøgning om samvær med (D) med, at (D) en gang har taget afsked med Dem og (C). Hun har i tiden herefter vist tegn på forvirring og utryghed med den hele situation. (D) er nu faldet til ro og har tilsyneladende affundet sig med, at De og (C) nu er i USA og at hun vil gense begge på et senere tidspunkt. Deres tidligere ægtefælle har under henvisning hertil ment at det er bedst for (D) ikke for tiden at se Dem og (C). Deres tidligere ægtefælle har i god tro oplyst (D) om Deres afrejse, idet De umiddelbart efter Højesteretsdommen angiveligt overfor hende har oplyst, at De hurtigst muligt ville forlade landet. De har ikke ønsket at oplyse hende om tidspunktet.

(En) psykolog har under mødet den 23. maj 1989 erklæret sig enig i betragtningen om, at det under hensyn til de foreliggende omstændigheder vil være bedst for (D) at det ansøgte feriesamvær ikke fastsættes.

..."

I skrivelse af 31. maj 1989 til statsamtet tilkendegav A, at han fandt en langsigtet samværsordning ønskelig. Samtidig kritiserede A, at statsamtet havde afslået hans anmodning om samvær med D og anførte, at afgørelsen byggede på "fabrikerede løgne" fra B.

Forinden havde A i en skrivelse, som jeg modtog den 27. maj 1989, klaget over, at statsamtet havde afslået at give ham samværsret med D samt over sagsbehandlingen i den forbindelse. Denne skrivelse samt bilag, jeg modtog nogle dage senere, bl.a. statsamtets skrivelse af 26. maj 1992, oversendte jeg til Civilretsdirektoratet til videre foranstaltning.

I en skrivelse af 11.juni 1989 fremsatte B bemærkninger til spørgsmålet om en permanent langsigtet samværsordning. Samtidig kommenterede hun A's indlæg af 31. maj 1989. Hun bestred, at hun skulle have afgivet urigtige oplysninger, tværtimod havde A på en række punkter fremstillet begivenhederne ukorrekt. Hun fandt, at A havde udvist en sådan modvilje mod at etablere en mundtlig kommunikation mellem børnene og mellem hende og C, at der ikke for tiden burde fastsættes samværsordning. I hvert fald burde samvær kun finde sted i Danmark og kun mod pasdeponering.

I skrivelse af 1. september 1989 ansøgte A statsamtet om samvær med D i perioden 6. oktober 1989 til 12. oktober 1989, mens A opholdt sig i Danmark. Samtidig erindrede A om sin henvendelse af 31. maj 1989.

Denne skrivelse blev forelagt B til udtalelse, og hun fremsatte sine bemærkninger hertil i en skrivelse af 12. september 1989. Hun modsatte sig fortsat samvær mellem A og D. Bl.a. henviste hun til, at hun talrige gange forgæves havde forsøgt at komme i telefonisk kontakt med C, samt til, at det ikke af A's henvendelse til statsamtet fremgik, om C fulgte med A under hans rejse til Danmark. Betingelsen for, at A fik samvær med D, måtte være, at hun fik samvær med C, samt at C og D kunne være sammen.

Denne skrivelse blev forelagt A, og en medarbejder ved den amerikanske ambassade meddelte telefonisk den 23. september 1989, at A ikke ville svare yderligere på B's forespørgsel om samvær med C. A havde talrige gange fortalt statsamtet, at B blot kunne henvende sig og aftale besøg.

Denne besked blev forelagt B telefonisk. B fastholdt på denne baggrund sin modstand mod, at A fik samvær med D. Hun uddybede sin opfattelse i en skrivelse af 26. september 1990. Bl.a. henviste hun til, at A flere gange havde truet med, at hun ville blive arresteret for bortførsel, hvis hun tog til USA, og at hun derfor under ingen omstændigheder ville gennemføre samvær med C dér.

B's skrivelse af 26. september 1990 blev sendt A til udtalelse. A meddelte i skrivelse af 5. oktober 1989, at tilbudet om, at B kunne have samvær med C, når hun bad om det, stod ved magt. Hun skulle blot oplyse, hvornår hun kom.

Statsamtet afslog i skrivelse af 10. oktober 1989 A 's anmodning om samvær med D. Statsamtet henviste til følgende

"...

Deres fraseparerede hustru udtalte da over for statsamtet, at hun modsætter sig Deres ansøgning om samvær med (D), medmindre hun samtidig kan få samvær med (C). Dette begrundede hun med, at De gentagne gange både før og efter højesteretsdommens afsigelse har truet hende med at ville tage (D) med ud af landet. De skal angiveligt også have udtalt dette over for børnene. Deres fraseparerede hustru mener således, at den eneste sikkerhed mod, at dette sker, er, at begge forældre har samvær på samme tidspunkt med det barn, som den anden forælder har forældremyndigheden over.

Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold og har således, også under hensyn til Deres manglende samarbejdsvilje med hensyn til Deres fraseparerede hustrus ønske om samvær med (C) her i landet (som tidligere lovet af Dem), ikke fundet at kunne bortse fra, at der er risiko for, at De kunne gøre alvor af Deres trusler om at bringe (D) ud af landet.

..."

Med skrivelse af 31. oktober 1989 oversendte jeg en klage fra A over statsamtets ovennævnte afgørelse til Civilretsdirektoratet, samt over, at direktoratet ikke havde etableret en langsigtet samværsordning for A med D.

I en skrivelse af 26. november 1989 til Civilretsdirektoratet påpegede B, at A var udeblevet fra mødet den 23. september 1989, og at A desuden i det hele havde vist sig uvillig til at medvirke til, at der blev etableret en generel samværsordning, der kunne omfatte begge børn.

Statsamtet meddelte i skrivelse af 1. februar 1990 Civilretsdirektoratet, at amtet henholdt sig til afgørelserne af 26. maj 1989 og 10. oktober 1989. Samtidig vedlagde statsamtet et notat ligeledes af 1. februar 1990 udarbejdet af fuldmægtigen om statsamtets sagsbehandling. Hun anførte bl.a.

"...

De notater, klageren hævder ikke at være bekendt med inden retssagen, var efter begæring tilsendt hans advokat, og klageren kan ikke have undgået at se, at der blev taget notater.

Klageren er vejledt om reglerne om samvær.

Spørgsmålet om det enkelte lands preference for egne statsborgere er nævnt perifert i forbindelse med diskussion af international ret, anerkendelse af domme og afgørelser etc.

Jeg talte ikke med (C) overhovedet ved samværet i statsamtet den 5. september 1988, ejheller om riften. Jeg var af min overreferent blevet pålagt alene at være til stede for at overvåge, at alt forløb roligt, og for at forebygge bortførelsesrisiko. Jeg sagde ved dette og øvrige samværsmøder så vidt muligt intet. På grund af den ophidsede stemning i lokalet forklarede jeg hustruen, da hun oprevet kom ind ved samværets ophør, hvad det drejede sig om. Hustruen svarede, at (D) var kommet til at rive (C) med sine negle, da børnene tumlede. Hustruen havde nu klippet (D's) negle, så dette ikke gentog sig.

Det bemærkes, at klageren jævnligt under samtaler og møder truede hustruen med, at hun skulle holde øje med aviserne; snart ville hun blive berømt og hun og børnene være på forsiden af landets aviser. Han nægtede dog på forehold at redegøre for meningen hermed.

Samtlige samtaler foregik på engelsk, dog blev enkelte ord sagt på dansk i forbindelse med, at (D) ind imellem havde glemt nogle engelske ord.

Det har hele tiden indtil højesteretssagens afslutning været svært at opfatte, om klageren var repræsenteret af advokat (F) eller ej; ofte skrev eller henvendte de sig begge på samme tid. Jeg har - særligt da klageren er udenlandsk statsborger - vejledt ham om at søge sin advokats råd.

.....

Det har været overordentlig vanskeligt at kommunikere med klageren, der selvfølgelig, ikke har haft kendskab til dansk lovgivning og praksis, og som har haft vanskeligt ved at acceptere den tid, høring af modparten, overvejelse af sagen og sagens ekspedition i det hele må tage. Han har ejheller forstået, at statsamtet træffer sin afgørelse skriftligt og ikke mundtligt, og at der ikke gives mundtlige forhåndstilsagn om afgørelsens indhold. Endelig har det naturligvis besværliggjort den mundtlige kommunikation, at den i vidt omfang har foregået på engelsk og/eller gennem trediemand (ven af manden eller ambassadefunktionær). Som eksempel kan nævnes, at når klageren giver udtryk for, at jeg ikke tror ham, har jeg meget muligt oversat direkte fra dansk: "Det kan jeg da ikke tro!", hvilket ikke er udtryk for en "afgørelse" om et udsagns sandhed."

Civilretsdirektoratet meddelte A i skrivelse af 23. april 1990, at direktoratet ikke fandt grundlag for at kritisere statsamtets afgørelse, der blev stadfæstet med de meddelte begrundelser. Direktoratet fandt heller ikke grundlag for at kritisere statsamtets sagsbehandling og henviste herved til fuldmægtigens notat af 1. februar 1990. Samtidig anmodede direktoratet statsamtet om at fortsætte behandlingen af A's ansøgning af 11. maj 1989 om en løbende samværsordning med D.

I klagen til mig fastholdt A sin kritik af statsamtets behandling af sagen. A påpegede, at sagsbehandleren har handlet ensidigt til fordel for B's interesser, pålagt A at lade sig repræsentere ved advokat under samværssagen samt undladt at forelægge A de notater, der blev udfærdiget under samværsbesøgene i statsamtet. A har videre anført, at samværsbesøgene i perioden maj 1988 til april 1989 blev gennemført på en for A sårende og unødigt restriktiv måde. A klagede desuden over, at direktoratet ikke underkendte afslagene på A's ansøgning om fastsættelse af samvær med D.

Civilretsdirektoratet meddelte mig i skrivelse af 31. juli 1990, at direktoratet fortsat ikke fandt grundlag for kritik af statsamtets sagsbehandling.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"1) Afgørelserne om, at De ikke kunne have samvær med (D).

Statsamtets afgørelser af 26. maj 1989 og 11. oktober 1989 blev truffet i henhold til myndighedslovens § 24, der har følgende indhold

" § 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

Som det ses, beror afgørelser om samværsret på en skønsmæssigt præget vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet grundlag for at kritisere afgørelserne om at nægte Dem samvær med (D) i maj 1989 og oktober 1989.

Jeg har herved ligesom statsamtet og direktoratet lagt vægt på Deres manglende medvirken til at etablere en samværsordning mellem børnene og mellem (C) og (B).

2) Pålæg om at lade Dem repræsentere ved advokat.

Af sagens oplysninger fremgår, at (fuldmægtigen) den 2. december 1988 under en telefonsamtale med Dem tilkendegav, at det var mest hensigtsmæssigt, om De lod advokat (F) varetage Deres interesser såvel i separationssagen som i samværssagen. Af notatet ses, at (fuldmægtigen) under samtalen bad Dem gøre det klart for advokat (F), at De ikke ønskede hans medvirken i samværssagen. I skrivelse af 15. december 1988 gav statsamtet desuden advokat (F) besked om, at statsamtet fremover ville forhandle direkte med Dem om samværsspørgsmål.

Herefter finder jeg ikke holdepunkter for at antage, at statsamtet skulle have pålagt Dem at antage advokat i samværssagen, og har derfor ikke grundlag for kritik af statsamtet for så vidt angår denne del af Deres klage.

3) Amtsfuldmægtigens optræden under sagen.

De har givet udtryk for, at (fuldmægtigen) under sagen har optrådt partisk til fordel for Deres tidligere hustru. Bl.a. har dette givet sig udtryk i notaterne fra samværsbesøgene i statsamtet.

Ved bedømmelsen af dette klagepunkt finder jeg, at det bør tages i betragtning, at Deres og (B's) sag har været usædvanlig følelsesmæssigt belastende både for Dem og hende, hvilket har givet sig udslag i hyppige og følelsesladede indlæg fra begge parter. Allerede af den grund har sagen været meget vanskelig at håndtere for statsamtet. En yderligere komplikation har været, at kommunikationen har været ført både på dansk og engelsk.

Når man ikke selv har overværet de refererede møder og episoder, er det for så vidt ikke muligt at konstatere, hvor dækkende og korrekte notaterne har været. Notaternes indhold og sprog giver imidlertid indtryk både af smidighed og en bestræbelse på, at de gjorte iagttagelser er blevet gengivet så neutralt og korrekt, som det under de givne meget besværlige forhold var muligt.

Det er naturligvis uheldigt og beklageligt, at De har fået det indtryk, at (fuldmægtigen) tog parti for (B), men jeg finder som anført ikke, at sagens dokumenter giver belæg for denne opfattelse.

4) Partshøring forud for statsamtets afgørelse af 26. maj 1989.

Ifølge forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ikke træffe afgørelse, før myndigheden forinden har gjort parten eller parterne bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder og givet dem lejlighed til at udtale sig herom. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Statsamtet sendte i overensstemmelse med denne bestemmelse med skrivelse af 24. maj 1989 (B's) skrivelse af 10. maj 1989 samt referatet af mødet den 23. maj 1989 og bad om Deres skriftlige bemærkninger. Den 26. maj 1989 traf statsamtet afgørelse i sagen og lagde herved afgørende vægt på (B's) bemærkninger i skrivelsen af 10. maj 1989.

Efter min mening burde statsamtet have afventet Deres skriftlige bemærkninger, inden denne afgørelse blev truffet.

Civilretsdirektoratet burde efter min mening have påtalt ovennævnte forhold.

Jeg har gjort statsamtet og Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

I klagen til mig har De gjort gældende, at statsamtets notater burde være forelagt Dem inden afgørelsen.

Hertil bemærkes, at Deres advokat den 13. februar 1989 med fuldmagt fra Dem søgte om og fik aktindsigt i de nævnte notater. På denne baggrund finder jeg ikke at kunne give Dem medhold i, at De ikke fik lejlighed til at gennemgå notaterne og fremsætte kommentarer hertil.

5) Partshøring forud for Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. april 1990.

I forbindelse med Civilretsdirektoratets undersøgelse af Deres klage over statsamtets sagsbehandling modtog direktoratet et notat af 1. februar 1990 fra (fuldmægtigen).

Dette notat ses ikke at være sendt Dem til udtalelse, inden direktoratet traf afgørelse i skrivelse af 23. april 1990.

Dette forhold må anses for at være i strid med den under 4) omtalte bestemmelse i § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.

Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

6) Gennemførelse af samværsbesøg i statsamtet.

Jeg finder det for så vidt forståeligt, at De har fundet det stødende og uværdigt, at Deres samværsbesøg med (D) og (C) blev gennemført i statsamtet under overværelse bl.a. af en medarbejder fra statsamtet.

Det må imidlertid herved tages i betragtning, at statsamtet mente, at der forelå risiko for, at De ville fjerne børnene og tage dem med til USA. Denne risiko finder jeg blev bestyrket både ved de omstændigheder, hvorunder (B) og børnene ankom her til landet, ved de oplysninger, statsamtet modtog fra (B) samt ved de udtalelser, De selv er refereret for i (fuldmægtigens) notater. Det kan derfor efter min mening ikke bebrejdes statsamtet, at samværsbesøgene blev gennemført under forhold, som måtte anses for ubehagelige og belastende for både Dem og børnene."

Resumé

Højesteret tilkendte moderen B forældremyndigheden over datteren D; Faderen A blev af Højesteret tilkendt forældremyndigheden over sønnen C. A og C var bosiddende i Texas, USA, hvor A ved dom havde fået tilkendt forældremyndigheden over D.

Civilretsdirektoratet (CD) tilsluttede sig statsamtets (S's) afgørelse om afvisning af samkvemsret for A med D dels under henvisning til A's manglende samarbejdsvilje med hensyn til B's samkvem med C dels under henvisning til faren for, at A ville bringe D ud af landet. Ombudsmanden fandt ikke anledning til at kritisere denne afgørelse.

Ombudsmanden fandt endvidere ikke holdepunkter for at antage, at S skulle have pålagt A at antage en advokat.

Sagens dokumenter fandtes ikke at give belæg for at antage, at sagsbehandleren i S under samværsbesøgene i S skulle have taget parti for B.

Ombudsmanden fandt, at S før sin afgørelse burde have afventet A's skriftlige bemærkninger i forbindelse med partshøring over en skrivelse fra B. CD burde have påtalt dette forhold.

CD burde have partshørt A over et notat udarbejdet af S i forbindelse med CD's behandling af sagen.

Ombudsmanden kunne under henvisning til faren for, at A tog D med ud af landet, ikke kritisere, at samværsbesøgene blev gennemført i S. (J. nr. 1990-800-63).