Partsbegrebet. Manglende partshøring i forbindelse med godkendelse af partinavn.

§ 19, stk. 1, i loven har følgende ordlyd

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

§ 19, stk. 2, indeholder nogle undtagelser fra partshøringspligten, som ikke er aktuelle i denne sag.

Partshøringspligten gælder kun i forhold til en sags parter.

I Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven er under pkt. 50 bl.a. anført følgende

"Lovens partsbegreb omfatter ... ansøgere, klagere og andre, der har en væsentlig interesse i sagens afgørelse."

Pkt. 51 i vejledningen er sålydende

"I de tilfælde, hvor der opstår tvivl, om en person kan anses som part i en sag, må der navnlig lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald. Partsbegrebet omfatter som udgangspunkt i hvert fald den, hvis interesse i den verserende eller afgjorte sags udfald er af en sådan intensitet, at den efter forvaltningsrettens almindelige regler gør den pågældende kompetent til at påklage afgørelsen til en rekursinstans eller til at indbringe sagen for domstolene."

Indenrigsministeriet har som forklaring på, at der ikke er foretaget partshøring, anført følgende om formålet med folketingsvalglovens bestemmelse om godkendelse af partinavne

"Formålet med bestemmelsen om, at navne på nye partier skal godkendes af Indenrigsministeriet i forbindelse med godkendelsen af formularen til vælgererklæringer, er at varetage en offentligretlig interesse i, at der i alle forhold omkring valg til Folketinget over for vælgerne hersker den størst mulige klarhed. Afgørelsen af forvekslingsspørgsmålet må derfor afgøres ud fra en overordnet helhedsvurdering af, hvilke ligheder mellem partinavne der blandt vælgerne vil kunne give anledning til forveksling af partierne og ikke ud fra, hvorledes de berørte partier selv vurderer dette spørgsmål."

Jeg kan for så vidt erklære mig enig i denne opfattelse, men mener ikke, at den er afgørende for bedømmelsen af, om der består en høringspligt efter forvaltningslovens § 19.

Efter min opfattelse må partiet "De Grønne" anses som part i forvaltningslovens forstand i sagen om godkendelse af partinavnet "Miljøbevægelsen De friske Grønne". Partiets interesse i sagens udfald er af individuel og konkret karakter, og interessen må efter sin styrke - målt i forhold til den skade partiet risikerer at blive påført, hvis der er forvekslingsmulighed - også siges at være væsentlig.

Bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens § 19, omfatter efter sin ordlyd ikke direkte spørgsmålet om en myndigheds pligt til at underrette en part om, at sagen er rejst.

I bemærkningerne til forslaget til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 94) anføres herom følgende

"De foreslåede bestemmelser i kapitel 5 må i praksis antages at medføre, at parter i de få tilfælde, hvor en sag behandles af en myndighed, uden at parten er bekendt hermed, vil blive gjort bekendt med sagen, inden myndigheden træffer afgørelse."

På denne baggrund må forvaltningslovens § 19, stk. 1 (hovedbestemmelsen i lovens kapitel 5) efter min mening fortolkes således, at den i et tilfælde som det foreliggende pålægger myndigheden en pligt til at gøre parten bekendt med sagen - og give denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse inden der træffes afgørelse i sagen - uanset at der eventuelt alene er tale om den faktiske oplysning, at der af et bestemt parti er indgivet ansøgning om godkendelse af et beslægtet partinavn.

Indenrigsministeriet burde således efter min opfattelse have underrettet "De Grønne" om, at der var indgivet ansøgning om godkendelse af partinavnet "Miljøbevægelsen De friske Grønne", så snart det stod klart, at der var grund til at overveje en forvekslingsrisiko i forhold til "De Grønne" (og under forudsætning af, at ministeriet ikke uden videre var indstillet på at afslå godkendelsen af det nye partinavn). "De Grønne" burde på den baggrund have haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse, men har ikke herudover fundet grundlag for at foretage videre i sagen."

I skrivelse af 19. juni 1992 meddelte Indenrigsministeriet, at ministeriet havde taget det, jeg havde anført, til efterretning.

Partsbegrebet. Manglende partshøring i forbindelse med godkendelse af partinavn.

Partiet A klagede over, at Indenrigsministeriet havde godkendt et navn for partiet B ("Miljøbevægelsen De friske Grønne"), der efter A's opfattelse kunne give anledning til forveksling med A ("De Grønne").

A klagede endvidere over, at Indenrigsministeriet ikke forud for godkendelsen af B's navn havde givet A lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

I anledning af klagen modtog jeg en udtalelse af 16. januar 1992 fra Indenrigsministeriet, hvori ministeriet bl.a. anførte følgende

"Efter folketingsvalglovens § 13, stk. 1, nr. 1, kan et parti ikke få godkendt et navn, som benyttes af et opstillingsberettiget parti eller er godkendt af indenrigsministeren for et nyt parti, jf. § 12, stk. 2. Efter folketingsvalglovens § 13, stk. 1, nr. 3, kan et nyt parti bl.a. ikke få godkendt et navn, som kan give anledning til, at partiet forveksles med et af de partier, der er opstillingsberettiget, eller hvis navn er godkendt af indenrigsministeren som navn for et nyt parti, eller med et af de partier, der har deltaget i sidste folketingsvalg uden at opnå repræsentation.

...

Det er i øvrigt Indenrigsministeriets praksis at godkende partinavne uanset en vis lighed med andre partinavne, såfremt de ord i partinavnet, der har ligheden eller er fælles, ikke har samme fremtrædende plads i de pågældende partinavne eller ikke kan anses for det bærende element i partinavnet. Begrundelsen herfor er, at et parti som udgangspunkt ikke kan opnå eneret på et bestemt ord, således at det er udelukket for andre at anvende dette ord i et partinavn...

Ved stillingtagen til forvekslingsmuligheden lægges ikke alene vægt på en rent sproglig sammenligning af de pågældende partinavne, men også på, om særlige forhold i forbindelse med stiftelsen af det nye parti, herunder efter omstændighederne partiets formål, er udtrykt på en sådan måde i partinavnet, at der af den grund opstår en nærliggende forvekslingsmulighed med et andet parti."

I en skrivelse til A anførte jeg bl.a. følgende

"1. Indenrigsministeriets godkendelse af partinavnet.

Ministeriets afgørelse om at godkende partinavnet for ("Miljøbevægelsen De friske Grønne") er truffet i medfør af de bestemmelser i folketingsvalgloven, der er gengivet i ministeriets udtalelse ...

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt partinavnet har kunnet give anledning til forveksling med et andet parti, er afgørelsen endvidere truffet på grundlag af den praksis, ministeriet har redegjort for i udtalelsen ...

Denne praksis kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger.

Afgørelsen vedrørende godkendelse af et partinavn, beror inden for de rammer, som fremgår af lovens § 13, stk. 1, nr. 3, og den angivne praksis, i væsentlig grad på en skønsmæssig præget vurdering. En sådan vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kritisere, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke, at der foreligger sådanne særlige forhold, at jeg har grundlag for at kritisere ministeriets vurdering, således som den er begrundet i udtalelsen af 16. januar 1992.

2. Spørgsmålet om Indenrigsministeriets pligt til høring af partiet.

Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder bestemmelserne om en myndigheds pligt til høring af en sags part(er).

Resumé

Indenrigsministeriet havde godkendt et partinavn for B ("Miljøbevægelsen De friske Grønne"), som efter partiet A's opfattelse kunne give anledning til forveksling med A ("De Grønne").

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for kritik af afgørelsen om godkendelse af B's navn.

Ombudsmanden udtalte imidlertid, at A måtte anses for part i sagen, idet der var grund til at overveje forvekslingsrisiko. A burde derfor have været underrettet om, at B havde indgivet ansøgning om godkendelse af partinavnet og haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der blev truffet afgørelse. (J. nr. 1991-1918-49).