Aktindsigt i dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.

§ 13, stk. 1, nr. 4, er enslydende med den tidligere offentlighedslov § 2, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af forarbejderne til den gældende offentlighedslov, at den tidligere praksis ønskes opretholdt, jf. betænkning 857/1978, s. 283. Forarbejderne til § 2, stk. 2, nr. 2, i den tidligere offentlighedslov er derfor relevante for forståelsen af § 13, stk. 1, nr. 4. Om anvendelse af bestemmelsen anføres det i betænkning 325/1963, s. 64

"Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse på .... det offentliges kontrolvirksomhed på en række områder f.eks. for at forhindre kendskab til dokumenter, hvoraf det fremgår, at en revisions- eller kontrolvirksomhed vil blive iværksat.

....

Bestemmelsen kan finde anvendelse f.eks. ved rutinemæssige henvendelser fra de reviderende myndigheder. En sådan henvendelse, der vil kunne medføre ubegrundet skade, hvis den kom til offentlighedens kundskab, og dermed modvirke revisionens arbejdsmuligheder, bør i hvert fald ikke være tilgængelig, før den myndighed, henvendelsen er rettet til, har haft lejlighed til at tage stilling til henvendelsen. Tilsvarende synspunkter gør sig gældende også for udenforståendes henvendelser til de reviderende myndigheder."

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 108, er omtalt en sag om § 2, stk. 2, nr. 2. Ombudsmanden udtalte, at det af bestemmelsens forarbejder fremgår, at den navnlig tager sigte på tilfælde, hvor der er væsentlige behov for at nægte aktindsigt, fordi oplysninger fra sagen ellers måtte påregnes benyttet til modforholdsregler (eller "unddragelser") af en sådan karakter, at den pågældende offentlige foranstaltning ikke vil kunne gennemføres efter sit formål. Det følger heraf, at der normalt ikke vil være grundlag for at meddele afslag, efter at de pågældende offentlige foranstaltninger er gennemført.

Det er en selvfølge, at den omstændighed, at oplysningerne eventuelt kan give anledning til en offentlig debat, herunder en kraftig modargumentation eller agitation, som vil vanskeliggøre foranstaltningernes gennemførelse, ikke i sig selv kan begrunde afslag på aktindsigt. Efter offentlighedslovens forarbejder er det netop et af aktindsigtens formål at skabe en offentlig debat.

De passager, der er udeladt fra de eksemplarer af fiskeriinspektørmødereferatet og aktivitetsrapporten, som er udleveret til A, indeholder bl.a.

1) Oplysninger om konkrete sager, firmanavne m.v.

2) Oplysninger om generelle regler for sagsrejsning m.v.

3) Beskrivelse og bedømmelse af omfanget af overtrædelserne, herunder en vurdering af, hvorvidt kontrollen er tilstrækkelig.

Udeladelsen af de under pkt. 1 og 2 nævnte oplysninger om konkrete sager og generelle regler for Fiskerikontrollens virke er, for så vidt angår aktuelle sager og gældende regler, i overensstemmelse med § 13, stk. 1, nr. 4. Når en konkret sag er afsluttet, eller når en generel sagsrejsningsregel ikke længere finder anvendelse, er oplysninger herom som udgangspunkt ikke længere undtaget fra aktindsigt efter § 13, stk. 1, nr. 4, jf. den ovenfor omtalte sag i Folketingets Ombudsmands Beretning 1977, s. 108, og kravet om at der skal være nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af betydning. Andre undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven vedrørende hensyn til private og (andre) offentlige interesser kan eventuelt bevirke, at oplysninger om uaktuelle forhold kan undtages fra offentlighed.

Det er ikke muligt for mig at afgøre, hvorvidt alle de udeladte passager på udleveringstidspunktet indeholdt oplysninger om verserende sager eller om sagsrejsningsregler, som stadig var gældende. I vidt omfang synes dette imidlertid ikke at være tilfældet.

For så vidt angår den under pkt. 3 nævnte beskrivelse og bedømmelse af omfanget af overtrædelserne (overtrædelsesbilledet) og Fiskeriministeriets vurdering af, i hvilket omfang der sammenlagt formodes at foregå overtrædelser af gældende lovgivning, er det efter min opfattelse tvivlsomt, om det kan siges at være oplysninger, som det er nødvendigt at hemmeligholde af hensyn til gennemførelse af offentlig kontrol. Det må i den forbindelse tillægges betydning, at oplysningerne om overtrædelsesbilledet m.v. var over 4 måneder gamle."

Jeg gjorde Fiskeriministeriet bekendt med min opfattelse og henstillede, at ministeriet gennemgik dokumenterne endnu en gang i lyset af de ovenfor anførte synspunkter med henblik på at vurdere, om nogle af de i første omgang udeladte passager kunne udleveres.

Aktindsigt i dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.

En journalist A klagede over Fiskeriministeriets behandling af hans anmodning om aktindsigt.

A klagede ved brev af 3. februar 1992 for det første over den tid, der var gået, indtil Fiskeriministeriet delvis imødekom A's anmodning af 14. november 1991 om aktindsigt, for det andet over, at ministeriet havde udeladt visse passager fra de dokumenter, der blev udleveret, og for det tredje over, at Fiskeriministeriet endnu ikke havde færdigbehandlet A's begæring om aktindsigt for så vidt angik alle de ønskede dokumenter.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A første gang skriftligt anmodede Fiskeriministeriet om aktindsigt i dokumenter vedrørende Fiskerikontrollens forhold ved brev af 15. oktober 1991. Denne anmodning om aktindsigt blev afvist af Fiskeriministeriet under henvisning til, at begæringen var for generelt formuleret. I stedet blev der den 29. oktober 1991 afholdt et møde, hvori bl.a. A selv og fiskerikontrolchefen deltog.

Ved brev af 8. november 1991 anmodede A på ny Fiskeriministeriet om aktindsigt i interne årsrapporter, opgørelser over antallet af rapporter optaget af Fiskerikontrollen, referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne og ministeriet og generelle retningslinjer for inspektoraterne vedrørende tilrettelæggelse og prioritering af fiskerikontrolarbejdet. Denne aktindsigtsanmodning blev for så vidt angik tilgængeligt materiale besvaret af Fiskeriministeriet den 14. november 1991. Referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne og ministeriet blev dog ikke udleveret under henvisning til, at anmodningen var for generelt formuleret på dette punkt.

Den 14. november 1991 modtog Fiskeriministeriet et nyt brev fra A med anmodning om aktindsigt i "aktivitetsrapporter" for 1990 og 1991 fra ministeriets 7. kontor og referater af de kvartalsvise møder, der blev afholdt i 1990 og 1991 mellem fiskeriinspektørerne og ministeriets 7. kontor.

Ved brev af 22. november 1991 meddelte Fiskeriministeriet, at man ikke så sig i stand til at udlevere materialet inden for 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2. Begrundelsen herfor var, at det var tidskrævende at gennemgå det omfattende materiale, og at ministeriet ville drøfte sagen med Justitsministeriet, inden endelig afgørelse med hensyn til, hvad der skulle udleveres, blev truffet.

Ved brev af 6. december 1991 meddelte Fiskeriministeriet, at sagen stadig var under overvejelse i ministeriet, hvorfor man ville vende tilbage til den på et senere tidspunkt.

Ved telefax til Fiskeriministeriet den 29. januar 1992 rykkede A for svar på sin anmodning om aktindsigt. Efter A's oplysninger havde Fiskeriministeriet allerede ved juletid rådført sig med Justitsministeriet, og han fandt det derfor besynderligt, at han endnu ikke havde modtaget svar.

Ved brev af 31. januar 1992 sendte Fiskeriministeriet den seneste aktivitetsrapport og det seneste inspektørmødereferat, der var udarbejdet på baggrund af møde afholdt 16. - 17. september 1991.

For begge dokumenter gjaldt, at en række passager under henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 4, om hensynet til gennemførelse af offentlig kontrol var udeladt.

A's begæring om aktindsigt skulle ses i sammenhæng med, at A i en række artikler i et dagblad fra slutningen af november 1991 og månederne frem kritiserede Fiskerikontrollen for at være ineffektiv og utilstrækkelig. I avisartiklerne blev der fremsat påstand om, at der i fiskerierhvervet fandt en omfattende svindel sted, idet fiskekvoterne systematisk blev overskredet, uden at Fiskerikontrollen effektivt greb ind. Det anførtes, at der var mistanke om, at fiskeriministeren og hans ministerium bevidst dækkede over overtrædelserne.

I A's klage til mig bad han mig vurdere ministeriets svartid, som han fandt uacceptabelt lang.

Med hensyn til udeladelsen af visse passager fra dokumenterne, anførte A bl.a.

"Efter min opfattelse finder § 13, stk. 1, nr. 4, kun i meget begrænset omfang anvendelse på de pågældende dokumenter. Formålet med bestemmelsen er at imødekomme et behov hos det offentlige for at kunne undtage detaljerede beskrivelser af efterforsknings metoder , jf. bemærkningerne til loven i Karnov. En beskrivelse af omfanget af sager kan ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen - f.eks. et "overtrædelsesbillede" som åbenbart efter ministeriets opfattelse bør hemmeligholdes."

I anledning af A's klage sendte Fiskeriministeriet en udtalelse til mig den 14. februar 1992, hvormed fulgte bl.a. de dokumenter, der var udleveret til A mærket således, at det fremgik, hvilke passager der var udeladt over for A. Fiskeriministeriet begrundede over for mig de udeladte passager nærmere. Sammenfattende anførte ministeriet

"Hovedbegrundelsen for udeladelserne er kontrolhensyn, jf. offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 4. Der er i den givne fiskerisituation et meget betydeligt behov for, at kontrollen kan fungere effektivt med de givne begrænsede ressourcer, og fortroligheden om en række forhold vedrørende kontrollens arbejde er af meget væsentlig betydning herfor. Det er således vigtigt for kontrollens arbejde ikke blot at kunne hemmeligholde helt konkrete forhold, hvis offentliggørelse kan skade opklaring m.v. i en konkret sag, men også mere generelle oplysninger om, hvorledes kontrollen tilrettelægges og prioriteres. Ved offentliggørelse af oplysninger, f.eks. om at man på visse tidspunkter interesserer sig særligt for visse fiskerier, vil der kunne afdækkes et mønster, som i sidste ende vil kunne skærpe fiskernes aktivitet i retning af at undgå kontrol.

Hvad angår afsnittet kaldet overtrædelsesbilledet i aktivitetsrapporten, som særligt fremhæves i klagen, er de konkrete oplysninger i sig selv næppe epokegørende. Afgørende er imidlertid, at der ikke gennem offentliggørelse af disse oplysninger bør gives eventuelle overtrædere information om, hvorvidt vi er opmærksomme på deres handlinger."

Med hensyn til den tid, der medgik fra ministeriet den 14. november 1991 modtog A's begæring om aktindsigt, og indtil begæringen delvis blev imødekommet den 31. januar 1992, anførte ministeriet

"Efter Fiskeriministeriets opfattelse er der indholdsmæssigt tale om følsomt materiale, som er skrevet med henblik på kontrolindsatsen og intern koordination i Fiskerikontrollen, for så vidt angår fiskeriinspektørmødereferaterne og med henblik på intern koordination i departementet for så vidt angår aktivitetsrapporterne. Referaterne sendes udelukkende til mødedeltagerne, og aktivitetsrapporten sendes kun til departementets kontorer og Kontrollen.

Ministeriet har derfor nøje vurderet dette materiale i forhold til den gældende lovgivning og herunder på flere punkter konsulteret Justitsministeriet herom.

Der er medgået en betydelig arbejdsindsats hertil, og denne arbejdsindsats har skullet foregå netop i en periode, hvor ressourcerne i høj grad også måtte anvendes til at producere materiale bl.a. til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget af mange artikler i pressen om Fiskerikontrollen.

Ministeriet har løbende holdt (A) underrettet om sagens stade, og besvarelsen af henvendelsen er sket inden for den almindelige prioritering i ministeriet.

Endelig kan det oplyses, at Fiskerikontrollens årsrapport for 1990, som er stillet (A) i udsigt, så snart den måtte foreligge, forventes færdig inden for kort tid. Også udarbejdelsen af Årsrapporten er blevet forsinket bl.a. på grund af meget arbejde i forbindelse med ovennævnte presseomtale af Fiskerikontrollens virksomhed."

I brev af 9. marts 1992 kommenterede A Fiskeriministeriets udtalelse, og A anførte i denne forbindelse i relation til sagsbehandlingstiden

"Kun i ganske få tilfælde kan det komme på tale at udsætte en anmodning om aktindsigt, hvilket undtagelsesvis kan være, når der kan være tvivl om, hvorvidt anmodningen skal imødekommes. I dette tilfælde har ministeriet åbenbart været i tvivl og har derfor kontaktet Justitsministeriets lovkontor med henblik på at få afklaret aktindsigtens omfang. Det skete som tidligere nævnt ved juletid sidste år, hvorfor ministeriet efter den tid ikke har nogen som helst lovmæssig begrundelse for at udsætte aktindsigten yderligere.

At ministeriet samtidig har måttet bruge ressourcer på at "producere materiale" til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg er i den forbindelse en helt uacceptabel begrundelse, eftersom den åbner for en fuldkommen lemfældig fortolkning af, inden for hvilket tidsrum en myndighed skal imødekomme en anmodning om aktindsigt.

I sin yderste konsekvens vil begrundelsen medføre, at en hvilken som helst henvendelse fra et folketingsudvalg vil kunne anvendes som undskyldning for at udsætte aktindsigten. Det vil endvidere medføre, at der må ske en kvalitativ bedømmelse af, hvorvidt ministeriet har anvendt "rimelig tid" på at besvare henvendelsen fra udvalget, og om hvorvidt den pågældende henvendelse overhovedet har sammenhæng med anmodningen om aktindsigt.

....

...man (må) være opmærksom på pressens særlige arbejdsforhold. Ofte vil presseomtale af sagen inden for bl.a. den statslige administration medføre, at der rejses spørgsmål over for en minister fra et udvalg, eller at en minister indkaldes til samråd i et udvalg for at give en redegørelse. En sådan politisk opfølgning er kun naturlig og vil som regel også blive omtalt i pressen, men ud fra Fiskeriministeriets begrundelse vil den politiske interesse blive en hemsko for pressens videre arbejde. Man må desuden frygte, at det kan føre til, at der politisk stilles spørgsmål alene for at bremse pressens forsøg på at afdække en sag via aktindsigt.

Ved afdækningen af specielle sagsforhold eller artikelserier i pressen vil journalister som regel løbende forsøge at indsamle oplysninger til brug for det videre arbejde. Det kan f.eks. foregå ved, at man på et relativt tidligt tidspunkt anmoder om aktindsigt i et sagsområde vel vidende, at aktindsigten tidligst imødekommes i løbet af nogle dage og oftest først efter nogle uger. Aktindsigten kan således være "under behandling", når f.eks. en avis indleder en artikelserie."

For så vidt angik Fiskeriministeriets udeladelse af visse dele af de udleverede dokumenter, anførte A bl.a.

"Ministeriet anfører, at offentliggørelse af visse oplysninger kan "skade opklaringen m.v.". Argumentet er efter min opfattelse alt for generelt formuleret og indebærer reelt, at stort set hvad som helst kan undtages fra aktindsigt. Ekstraheringsprincippet tilsiger netop, at specifikke emner kan undtages for ikke at skade f.eks. en offentlig myndigheds efterforskning, medens der ikke kan være tale om at undtage en mere eller mindre tilfældig samling af emner, som efter den pågældende myndigheds opfattelse bør være fortrolige.

At anlægge en vurdering af, hvorledes enkeltemner, som i sig selv ikke er undtaget fra aktindsigt, kan fortolkes i sammenhæng, er en klar overfortolkning af undtagelsesbestemmelserne. En sådan fortolkning kan i øvrigt nemt undgås ved systematisk og med passende mellemrum at anmode om aktindsigt i de enkelte emner, hvorefter jeg til sidst vil ende op med et "mønster".

Desuden må jeg gøre opmærksom på, at der er tale om historisk materiale. Jeg har svært ved at se, hvorledes indsigt i ældre referater og aktiviteter kan skade en efterforskning i dag - medmindre at Fiskerikontrollen arbejder efter nøje fastlagt skema år efter år. Det sidste kan næppe være tilfældet, eftersom de personer, der er underlagt kontrol, i så fald formentlig ret hurtigt selv vil kunne danne sig en fornemmelse af, hvor og hvornår kontrollen næste gang dukker op."

I et brev til A udtalte jeg følgende

" Vedrørende sagsbehandlingstiden.

Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen indeholder i § 16 følgende bestemmelser

" § 16. Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes ...

Stk. 2. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil, samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 3....."

I bemærkningerne til lovforslaget er hensynet til pressens funktion i forbindelse med den offentlige meningsdannelse fremhævet som baggrund for kravet om hurtig ekspedition (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 196)

"...

En hurtig behandling af afgørelser af sager om aktindsigt er en væsentlig forudsætning for, at offentlighedsloven kan opfylde sine intentioner om, at pressen og andre nyhedsformidlende institutioner skal have mulighed for ved anvendelse af loven løbende at orientere befolkningen om aktuelle sager, der er under behandling i den offentlige forvaltning."

I bemærkningerne til lovforslaget anføres endvidere (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 233)

"Efter bestemmelsen i stk. 1, skal sager om aktindsigt afgøres "snarest". Denne ændring i forhold til formuleringen af den tilsvarende bestemmelse i den gældende offentlighedslovs § 8, stk. 2, tilsigter at fremhæve, at sager om aktindsigt skal behandles med særlig hurtighed.

...

Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, er begrundet i et ønske om at sikre, at behandlingstiden for begæringer om aktindsigt ikke uden rimelig anledning trækker ud. Der er ikke indsat en absolut frist for sagsbehandlingens varighed i aktindsigtssager, men bestemmelsen om, at den begærende skal have en begrundet underretning i tilfælde, hvor aktindsigt ikke kan imødekommes inden for 10 dage, samt oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, må i sig selv forventes at bidrage til, at behandlingstiden ikke unødigt trækker ud.

..."

Kravet om, at sager om aktindsigt skal afgøres snarest, må som anført i forarbejdsbemærkningerne ses i sammenhæng med hele offentlighedslovens formål. I betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i forvaltningen (s. 42 ff) blev disse formål beskrevet således (uddrag)

"A. Offentlighed som et led i folkestyret.

.... Offentlighed bidrager til at sætte almene problemer under debat og giver mulighed for, at befolkningen kan reagere over for lovgivning og administrativ praksis. Offentlighed i forvaltningen kan således betragtes som et led i demokratiet.

....

B. Kontrolhensyn.

En anden af de begrundelser, der i første række anføres til støtte for ønsket om indførelse af offentlighed i forvaltningen, er den, at borgerne bør have størst mulig adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

...

Navnlig har pressen en åbenbar interesse i at få førstehåndskendskab til, om forhold inden for forvaltningsområder kræver en nærmere belysning eller giver anledning til kritik, således at problemer kan sættes under debat på et sagligt og velunderbygget grundlag.

..."

Jeg har tidligere i sagen, omtalt i Ombudsmandens beretning 1990, s. 50 ff, haft lejlighed til at udtale mig om forståelsen af 10-dages-fristen i § 16, stk. 2. Jeg konkluderede på baggrund af forarbejderne til loven, at der fra lovgivningsmagtens side er lagt meget stor vægt på, at aktindsigtsbegæringer ekspederes hurtigt. 10-dages-fristen, som er anført i § 16, stk. 2, er ikke nogen absolut frist, men har som forudsætning, at afgørelser om aktindsigt normalt træffes inden 10 dage. Udskydelse af afgørelsen herudover kræver en nærmere begrundelse.

I Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven pkt. 49 og i betænkning 857/1978, s. 316 f, samt i den kommenterede offentlighedslov af Asbjørn Jensen m.fl. 1986, s. 200 ff, er anført nogle særlige grunde, der kan føre til udsættelse af en afgørelse om aktindsigt.

Det antages således, at det forhold, at sagsakterne er til høring hos en anden myndighed eller af anden grund ikke er i myndighedens besiddelse i visse tilfælde vil kunne begrunde en udsættelse af afgørelsen. Det vil også være tilladeligt at udsætte aktindsigtens gennemførelse, når den pågældende sag er under ekspedition og af hastende karakter, og ekspeditionen ikke uden særlige vanskeligheder vil kunne afbrydes.

Også i tilfælde, hvor der foreligger en sådan tvivl om, hvorvidt begæringen kan imødekommes, at der må foretages en nærmere undersøgelse, kan der ske udsættelse. Det kan være nødvendigt at høre den, hvis interesse kan være til hinder for, at begæringen imødekommes, jf. bl.a. Ombudsmandens beretning 1975, s. 124. I tilfælde, hvor en begæring om aktindsigt giver anledning til et principielt fortolkningsspørgsmål, kan det være berettiget, at myndigheden indhenter en vejledende udtalelse om offentlighedslovens rækkevidde, f.eks. fra Justitsministeriet.

Hensynet til en forsvarlig og hurtig behandling af andre sager, der i øvrigt er under ekspedition hos den pågældende forvaltningsmyndighed, vil efter omstændighederne kunne medføre, at en begæring om aktindsigt ikke imødekommes straks, jf. Folketingstidende 1969/70, tillæg B, sp. 2136.

I sagen omtalt i Ombudsmandens beretning 1990, s. 50 ff, udtalte jeg, at det forhold, at gennemgang af aktmaterialet med henblik på udskillelse af fortrolige oplysninger er særligt ressourcekrævende, vil kunne begrunde en vis udsættelse af afgørelsen om aktindsigt.

I den foreliggende sag gik der 2½ måned, fra begæring om aktindsigt blev indgivet den 14. november 1991, til begæringen delvis blev imødekommet den 31. januar 1992.

De dokumenter, som da blev udleveret, er en rapport (aktivitetsrapport) på i alt 11 sider samt et mødereferat på knapt 7 sider. Fra rapporten var udeladt 4 afsnit eller delafsnit, og fra mødereferatet var udeladt 8 afsnit eller delafsnit.

I udtalelsen af 14. februar 1992 til mig begrundede Fiskeriministeriet sagsbehandlingstiden med en henvisning til, at det var tvivlsomt, hvorvidt dokumenterne var omfattet af offentlighedsloven, og Justitsministeriet blev derfor på flere punkter konsulteret. Der medgik "en betydelig arbejdsindsats" til vurderingen af, i hvilket omfang materialet var omfattet af offentlighedsloven, og denne arbejdsindsats skulle foregå i en periode, hvor ressourcerne i høj grad også måtte anvendes til at producere materiale til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget af de mange artikler i pressen om Fiskerikontrollen. Besvarelsen af henvendelsen er sket "inden for den almindelige prioritering i ministeriet".

Dokumentmaterialet er af et så relativt beskedent omfang (i alt 18 maskinskrevne sider), at Fiskerministeriet ikke under henvisning til den arbejdsindsats, der krævedes til gennemgang af materialet, kunne udsætte afgørelsen om aktindsigt.

Fiskeriministeriet var efter min opfattelse ikke berettiget til at udsætte besvarelsen af Deres anmodning om aktindsigt under henvisning til "den almindelige prioritering i ministeriet". Det følger af de ovenfor citerede forarbejder til offentlighedsloven, at begæringer om aktindsigt skal behandles som hastesager, således at besvarelsen af sådanne forespørgsler tillægges en særlig høj prioritet i forhold til ministeriets øvrige sager.

Den presseomtale og det heraf følgende behov for betjening af Folketingets Fiskeriudvalg m.v., Fiskerikontrollen var genstand for i den periode, hvor aktindsigtsbegæringen blev behandlet, kan efter min mening ikke tillægges vægt som begrundelse for den lange sagsbehandlingstid. Det er en almindeligt forekommende situation, at Folketinget samtidig med pressen interesserer sig for en bestemt sag; en anerkendelse af hensynet til betjening af Folketinget som udsættelsesgrund ville i væsentlige henseender kunne underminere grundlaget for offentlighedsprincippets anvendelse. Hvis en myndighed i en situation, hvor den var udsat for kritisk presseomtale, under henvisning til det - som følge af presseomtalen - øgede arbejdspres, kunne undlade at imødekomme aktindsigtsbegæringer inden for sædvanlige tidsfrister, ville der åbnes mulighed for, at myndighederne for at dæmme op for kritikken udsætter ekspeditionen af aktindsigtsbegæringer. Dette ville være i klar modstrid med lovens formål og have uheldige konsekvenser for pressens adgang til dokumenter i medfør af offentlighedsloven. - For god ordens skyld skal det anføres, at der ikke i den foreliggende sag er grundlag for at antage, at Fiskeriministeriet for at undgå yderligere presseomtale eller i øvrigt for at varetage ulovlige hensyn har nedprioriteret behandlingen af aktindsigtsbegæringen.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at Justitsministeriet blev konsulteret vedrørende sagen. En sådan høring af en anden myndighed bør ske så hurtigt, som det er praktisk muligt og som et led i hastebehandlingen af sagen. - Fra mødet med Justitsministeriet blev holdt ved juletid 1991, og til dokumenterne blev udleveret 31. januar 1992, gik der over en måned.

På baggrund af ovenstående finder jeg det meget beklageligt, at Fiskeriministeriet anvendte 2½ måned til behandlingen af aktindsigtsbegæringen, herunder specielt, at der gik over 1 måned, fra høringen af Justitsministeriet fandt sted i december 1991, til aktindsigtsbegæringen blev (delvis) imødekommet.

Vedrørende udeladelsen af visse passager fra de udleverede dokumenter.

Både referatet af fiskeriinspektørmødet og aktivitetsrapporten er omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1. Begge dokumenter har karakter af interne arbejdsdokumenter; men Fiskeriministeriet har, må jeg forstå, lagt til grund, at de ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7. Udgangspunktet er derfor, at dokumenterne i deres helhed er omfattet af retten til aktindsigt dog med de begrænsninger, der følger af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser.

Offentlighedsloven indeholder i § 13 følgende bestemmelse

" § 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til ...

....

Nr. 4. Gennemførelsen af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

....

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1, sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."

Afslag på aktindsigt efter denne og de øvrige undtagelsesbestemmelser i § 13, stk. 1, kan kun meddeles, såfremt der efter en konkret vurdering er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af betydning, hvis oplysningerne udleveres, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 229, betænkning nr. 857/1978, s. 263, og den kommenterede offentlighedslov ved Asbjørn Jensen m.fl. (1986), s. 162.

Resumé

En journalist A anmodede Fiskeriministeriet (FM) om aktindsigt i bestemte dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen (FK). Efter 2½ måned blev A's begæring delvist behandlet.

A klagede dels over den lange tid, der var medgået til behandlingen af aktindsigtsbegæringen, dels over at FM havde udeladt passager i de udleverede dokumenter.

FM begrundede den lange sagsbehandlingstid med, at det havde været nødvendigt at konsultere Justitsministeriet (JMT) samt med forskellige ressourcebetragtninger. De udeladte passager begrundede FM med kontrolhensyn.

Ombudsmanden redegjorde for de særlige hensyn, der kan begrunde en udsættelse af behandlingen af en begæring om aktindsigt. Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at JMT blev konsulteret i sagen. FM kunne derimod ikke - under henvisning til dokumentmaterialets omfang, der var relativt beskedent - udsætte afgørelsen om aktindsigt. Heller ikke FM's henvisning til den almindelige prioritering af arbejdsopgaverne i ministeriet eller den presseomtale, og det heraf følgende behov for betjening af Folketinget, Fiskerikontrollen var genstand for, kunne begrunde sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden fandt det således meget beklageligt, at FM anvendte 2½ måned til behandlingen af aktindsigtsbegæringen, herunder specielt, at der gik over 1 måned, fra høringen af Justitsministeriet fandt sted, til aktindsigtsbegæringen blev (delvis) imødekommet.

Efter en gennemgang af de udleverede dokumenter udtalte ombudsmanden, at han fandt det tvivlsomt, om alle de udeladte oplysninger var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at hemmeligholde dem af hensyn til gennemførelsen af offentlig kontrol. Ombudsmanden henstillede, at FM gennemgik dokumenterne endnu engang. (J. nr. 1992-272-301).