Bindende forhåndsbesked i feriepengesag? Notatpligt. Utilstrækkelig begrundelse.

§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter."

I Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 138 ff., er omtalt en sag, hvor jeg bl.a. udtalte, at bestemmelsen må anses for udslag af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag - herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevveksling i sagen eller af sagens øvrige dokumenter. Notatpligtens overholdelse er en forudsætning for gennemførelse af retten til aktindsigt, og normalt tillige en forudsætning for en effektiv kontrol med, om myndighederne har handlet korrekt, jf. her f.eks. Niels Eilschou Holm i "Juristen og Økonomen", 1986, s. 242 ff., med yderligere henvisninger.

Telefonsamtalen medio maj 1990 fandt sted under direktoratets behandling af sagen, idet sagen var rejst ved direktoratets modtagelse af Deres skrivelse af 27. april 1990. Da telefonsamtalen endvidere indeholdt en "positiv tilkendegivelse" fra direktoratet, var der efter min opfattelse utvivlsomt tale om en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at foretage notat om samtalen. Jeg henviser i den forbindelse til, at det er af væsentlig betydning for en eventuel efterfølgende bedømmelse af en mundtligt meddelt forhåndsbeskeds bindende virkning, at der af bevismæssige grunde er udarbejdet notat herom, idet spørgsmålet som nævnt ovenfor afhænger af, hvad der nærmere blev meddelt i forbindelse med forhåndsbeskeden.

Jeg finder derfor grundlag for at kritisere, at Direktoratet for Arbejdstilsynet ikke udarbejdede et notat om samtalen og dens indhold. Endvidere finder jeg det kritisabelt, at Arbejdsministeriet ikke påtalte fejlen.

Jeg har overvejet, om den manglende overholdelse af notatpligten - hvorved Direktoratet for Arbejdstilsynet selv undlod at sikre sig et bevismæssigt grundlag for, at samtalen midt i maj ikke kunne fortolkes som en bindende forhåndsbesked - måtte medføre, at Deres version af hændelsesforløbet bør lægges til grund. På grundlag af almindelige principper om bevisbyrde m.v. kunne noget tale for at anlægge en sådan vurdering. Alligevel mener jeg ikke, at jeg har tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke har anset den omhandlede forhåndsbesked for bindende. Jeg har herved lagt vægt på, at der også efter Deres egen forklaring består en vis usikkerhed med hensyn til, om samtlige betingelser for at anse forhåndsbeskeden for bindende er opfyldt.

Da der således ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den forhåndsbesked, De fik i midten af maj, er bindende, har jeg - ud over den allerede anførte kritik - ikke grundlag for at foretage videre i anledning af Direktoratet for Arbejdstilsynets og Arbejdsministeriets afgørelser i sagen. Som Arbejdsministeriet oplyste i afgørelsen af 17. september 1990, henhører spørgsmålet herefter under domstolene."

NOTER:(*1) Jf. FOB 1989, s. 189 ( FOB 1989, s. 188 )

§ 29. Personer, der på grund af aftjening af værnepligt, sygdom, fødsel, indsættelse i en af fængselsvæsenets institutioner eller anden tvangsanbringelse, overgang til selvstændigt arbejde eller til arbejde i hjemmet helt eller delvis er afskåret fra at holde ferie i ferieperioden, har ret til efter ferieperiodens udløb 30. september at få udbetalt feriegodtgørelse for hovedferien, jfr. lovens § 9, stk. 1, uden at holde ferie, jfr. lovens § 20.

Stk. 2. Inden ferieårets udløb kan feriegodtgørelse udbetales, uden at ferien er holdt, hvis lønmodtageren på grund af de i stk. 1 omhandlede forhold helt eller delvis har været afskåret fra at holde ferie inden 1. maj i ferieåret."

Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse hviler imidlertid ikke direkte på bekendtgørelse nr. 124, jf. lovens § 20, hvilket fremgår af direktoratets senere udtalelser i sagen til Arbejdsministeriet og mig. Jeg går ud fra, at Arbejdsministeriet er enig med direktoratet og mig i, at den relevante lovbestemmelse er ferielovens § 22, stk. 2, der er sålydende

" Stk. 2. Direktøren kan endvidere under særlige omstændigheder tillade, at indtjent feriegodtgørelse udbetales til lønmodtageren efter ferieårets udløb."

I henhold til de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere skønsmæssigt prægede afgørelser som ferielovens § 22, stk. 2, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Nedenfor vil jeg redegøre for de særlige omstændigheder, jeg har fundet i sagen.

1. Udformningen af afgørelsernes ledsagende begrundelser

Det fremgår af Direktoratet for Arbejdstilsynets telefonnotat af 28. maj 1990, at De under sagens behandling i Direktoratet for Arbejdstilsynet har fremhævet, at De på grund af kutymen på Deres arbejdsplads ikke kunne afholde ferien. I klagen til mig fremhævede De på ny dette forhold, og i udtalelsen til mig forholdt Direktoratet for Arbejdstilsynet sig hertil, idet direktoratet skrev: "For en god ordens skyld bemærkes, at arbejde ikke betragtes som en feriehindrende grund efter ferieloven."

Jeg finder grundlag for at kritisere, at Direktoratet for Arbejdstilsynet i afgørelsen til Dem af 7. juni 1990 ikke henviste til lovens § 22, stk. 2, og sammenhængen med lovens § 20 og bekendtgørelse nr. 124 - de retlige sammenhænge, som Direktoratet for Arbejdstilsynet senere redegjorde for, bl.a. i udtalelsen til mig. Jeg finder endvidere, at Direktoratet for Arbejdstilsynet allerede i afgørelsen af 7. juni 1990 burde have forholdt sig til Deres anbringende om kutymen på Deres arbejdsplads og ikke blot henvist til bekendtgørelsens § 29 og den dér udtømmende opregning af situationer, hvor feriegodtgørelse kan udbetales inden ferieårets udløb, uden at ferie er holdt. Jeg henviser i denne sammenhæng til forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, jf. § 22.

Endvidere finder jeg grundlag for at kritisere, at Arbejdsministeriet i sin afgørelse af 17. september 1990 blot gentog direktoratets mangelfulde begrundelse.

2. Telefonsamtalen medio maj 1988 - forhåndsbesked? - notatpligt ?

I denne sag er der ikke tale om, at Direktoratet for Arbejdstilsynet under telefonsamtalen i midten af maj traf en forvaltningsafgørelse. De har derimod under samtalen i midten af maj fået en forhåndsbesked om indholdet af den afgørelse, De senere ville blive meddelt; jf. Deres eget anførte citat af udtalelsen fra sagsbehandleren i Direktoratet for Arbejdstilsynet, hvorefter De ville få pengene, men måtte vente "indtil juni".

Det er anerkendt i den forvaltningsretlige teori og praksis, at forhåndsbesked, der er meddelt borgerne, kan få bindende virkning for myndighederne, når særlige betingelser er opfyldt. Det er imidlertid en grundlæggende forudsætning, at indholdet af forhåndsbeskeden kan fastslås, eller at der er enighed mellem myndigheden og den pågældende borger om beskedens form og indhold. Myndighederne har i denne sag bekræftet, at samtalen fandt sted, og at der var givet en "positiv tilkendegivelse" - men herudover taget forbehold for en bindende virkning, især da samtalens nærmere indhold og form ikke kan afdækkes.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1 (lov nr. 572 af 19. december 1985, som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991), indeholder følgende bestemmelse

" Notatpligt m.v.

Bindende forhåndsbesked i feriepengesag? Notatpligt. Utilstrækkelig begrundelse.

A klagede til mig over Arbejdsministeriets afgørelse af 17. september 1990. Ministeriet stadfæstede da Direktoratet for Arbejdstilsynets, Ferielovkontorets, afgørelse af 7. juni 1990, hvori A's ansøgning af 27. april 1990 blev afslået. A søgte om tilladelse til at få udbetalt feriegodtgørelse for optjeningsåret 1988. Den 5. november 1990 anmodede jeg Arbejdsministeriet og Direktoratet for Arbejdstilsynet om udtalelser i anledning af A's klage. Sammen med sagens akter modtog jeg den 16. november 1990 myndighedernes udtalelser, som A kommenterede i brev til mig af 28. december 1990.

Af sagens akter fremgik, at A den 27. april 1990 skrev til Direktoratet for Arbejdstilsynet og ansøgte om at få udbetalt en vedlagt ferie-giroanvisning på 5.310,32 kr. (svarende til 14 dages ferie) uden at holde ferie. A oplyste, at hun delvis havde været afskåret fra at holde ferie i ferieperioden på grund af barsel. Dokumentation for barselsorlov fra den 6. februar 1989 til den 7. august 1989 var vedlagt. Feriegodtgørelsen, der var optjent i 1988, var til brug ved ferie i ferieåret 2. maj 1989 - 1. maj 1990.

I sagen fandtes to notater om telefonsamtaler mellem A og Direktoratet for Arbejdstilsynet, dateret 28. maj og 30. maj 1990. Notatet af 28. maj 1990 indeholdt oplysninger om, at A under telefonsamtalen meddelte, at hun efter kutyme på sin arbejdsplads var forpligtet til at holde ferie i skolernes ferieperiode. Notatet af 30. maj 1990 oplyste, at A under samtalen fik at vide, at udbetaling af feriegodtgørelse ikke kunne ske, når ferien ikke var afholdt. Direktoratet mente ikke, A havde været forhindret i at holde ferie - og notatet afsluttedes med: "Afslag på ansøgningen".

Under sagens behandling hos myndighederne og i klagen til mig henviste A imidlertid til en telefonsamtale med en sagsbehandler i Direktoratet for Arbejdstilsynet, som fandt sted før de to ovenfor nævnte samtaler - efter A's oplysninger i midten af maj. Der var ikke taget notat til sagen om denne samtale.

Om samtalen og dens indhold oplyste A, at hun tog kontakt til Direktoratet for Arbejdstilsynet for at høre til sagen. Under samtalen fik A følgende oplyst: "Ja, du får dine penge, men du er nødt til at vente til juni...." (citeret efter A's brev af 15. juni 1990). Direktoratet bekræftede bl.a. i udtalelse af 11. juli 1990 til Arbejdsministeriet, at samtalen fandt sted. Direktoratet skrev

"....

Den nærmere og præcise ordveksling kan ikke med sikkerhed fastslås, men det kan bekræftes, at der under telefonsamtalen blev givet en positiv tilkendegivelse.

...."

I direktoratets udtalelse af 13. november 1990 til mig henvistes til en fjerde telefonsamtale. Der var ikke taget notat om denne samtale. Direktoratet skrev

"....

Forud for indlevering af sagen havde klageren rettet telefonisk henvendelse til en sagsbehandler i direktoratet, ferielovkontoret, under kontorets daglige telefonekspedition, ved hvilken lejlighed hun - i lighed med andre lønmodtagere - blev rådgivet om at indbringe sagen skriftligt for kontoret.

...."

I brev af 7. juni 1990 afslog Direktoratet for Arbejdstilsynet at godkende udbetalingen af feriegodtgørelsen. Begrundelsen lød

"Da Deres barselsorlov sluttede den 7. august 1989, har De ikke på grund af barsel været forhindret i at holde ferie i perioden 8. august 1989 til 1. maj 1990.

.......

Begrundelsen for direktoratets afslag er, at De ikke har været forhindret i at afholde ferien på grund af et af de i bekendtgørelsen nævnte forhold og at arbejdsministeriets bekendtgørelses § 29 må anses for udtømmende i opremsningen af grunde, som giver lønmodtagere ret til at få feriegodtgørelsen udbetalt, uden at ferien holdes."

Den 15. juni 1990 klagede A over afgørelsen til Arbejdsministeriet. Klagen vedrørte bl.a. direktoratets fortolkning af bekendtgørelse nr. 124, men især spørgsmålet om eventuelle retlige konsekvenser af telefonsamtalen i midten af maj. A mente, at der efter samtalen forelå en begunstigende forvaltningsakt, som ikke kunne tilbagekaldes.

I anledning af Arbejdsministeriets behandling af A's klage afgav Direktoratet for Arbejdstilsynet den 11. juli 1990 en udtalelse om sagen til Arbejdsministeriet.

I A's kommentar af 17. august 1990 til direktoratets udtalelse gentog A oplysningen om, at A's arbejde var tilrettelagt således, at ferien ikke kunne afholdes uden for et semester, hvorfor A ikke kunne afholde ferie i de af direktoratet omtalte resterende tre måneder.

Med hensyn til telefonsamtalen i midten af maj fastholdt A sine oplysninger om samtalen og dens indhold. Hvis A's oplysninger blev lagt til grund, ville der efter A's mening være udstedt en for Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet bindende begunstigende forvaltningsakt. Det forhold, at Direktoratet for Arbejdstilsynet på eget initiativ efterfølgende kontaktede A telefonisk to gange, tog A til indtægt for, at direktoratet da var klar over, at A måtte have en berettiget tillid til, at der var udstedt en begunstigende forvaltningsakt. A afviste derfor direktoratets forklaring om, at direktoratet under samtalen blot havde givet et "uforpligtende bud på sagens udfald".

Den 17. september 1990 stadfæstede Arbejdsministeriet Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse. Arbejdsministeriet skrev bl.a.

"....

Vedrørende ferielovspørgsmålet skal Arbejdsministeriet udtale, at man er enig med Direktoratet for Arbejdstilsynet i, at der ikke i medfør af ferieloven kan udbetales feriegodtgørelse, da De ikke på grund af barselorlov eller de andre forhold, der er omtalt i § 29 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 29. marts 1984, har været forhindret i at holde ferie inden ferieårets udløb 1. maj 1990. Bekendtgørelsen vedlægges.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt direktoratets vejledende telefoniske udtalelse om at feriegodtgørelse kunne udbetales, selv om ferie ikke var afholdt, skal Arbejdsministeriet meddele, at direktoratets vejledende udtalelse efter ministeriets opfattelse ikke kan betragtes som en retsstiftende kendsgerning mellem en borger og en forvaltningsmyndighed. En telefonisk vejledning til en borger må betragtes som en serviceydelse, der ligger forud for afgørelsen af spørgsmålet. At vejledningen i dette tilfælde ikke har været i overensstemmelse med ferieloven, skal Arbejdsministeriet beklage. Arbejdsministeriet finder imidlertid, at der først ved direktoratets brev af 7. juni 1990 er fremkommet bindende afgørelse, der kan ankes og på hvilken De kan støtte ret.

Sagens endelige afgørelse henhører under domstolene."

I klagen til mig lagde A især vægt på spørgsmålet om telefonsamtalen i midten af maj og dens retlige karakter. En accept af Arbejdsministeriets og Direktoratet for Arbejdstilsynets synspunkter ville efter A's mening medføre, at enhver telefonsamtale/mundtligt meddelt begunstigende forvaltningsakt kan trækkes tilbage under henvisning til, at der er tale om en "vejledende udtalelse".

I udtalelsen til mig af 13. november 1990 føjede Direktoratet for Arbejdstilsynet til det allerede tidligere oplyste bl.a. følgende om ferieloven og bekendtgørelse nr. 124

"....

I den konkrete sag var feriehindringen barselsorlov, en af de grunde, som er opregnet i bekendtgørelsens § 29, jf. ferielovens § 20. Eftersom barselsorloven, for så vidt angik ferieåret 1989/90, ophørte 7. august 1989, var det tidsmæssige krav, således som det fortolkes efter fast administrativ praksis, imidlertid ikke opfyldt.

Fra barselsorlovens ophør den 8. august og ferieåret ud 1. maj 1990 var lønmodtageren i arbejde. Eftersom der var mere end 7 uger fra slutningen af barselsorloven til udløbet af ferieperioden den 30. september, var der, set i lyset af direktoratets fortolkning af ordet "delvis" i ovennævnte bekendtgørelse § 29, rigelig tid til at afvikle de 14 dages optjent betalt ferie, som den omhandlede ferie-giroanvisning lød på. For en god ordens skyld bemærkes, at arbejde ikke betragtes som en feriehindrende grund efter ferieloven.

Direktoratet skal i denne forbindelse bemærke, at man modtog sagen ved klagerens henvendelse ultimo april 1990. På dette tidspunkt ville klagerens henvendelse være at betragte som en ansøgning om udbetaling af ikke forbrugt feriegodtgørelse "inden ferieårets udløb", jf. ovennævnte bekendtgørelses § 29, stk. 2, som er udstedt med hjemmel i ferielovens § 20. Forud for indlevering af sagen havde klageren rettet telefonisk henvendelse til en sagsbehandler i direktoratet, ferielovkontoret, under kontorets daglige telefonekspedition, ved hvilken lejlighed hun - i lighed med andre lønmodtagere - blev rådgivet om at indbringe sagen skriftligt for kontoret.

Da sagen blev behandlet ultimo maj måned 1990, var spørgsmålet som følge af ferielovens regler om forældelse af uhævet feriegodtgørelse, ændret til et spørgsmål om, hvorvidt direktoratet i medfør af ferielovens § 22, stk. 2, kunne godkende, at den uhævede feriegodtgørelse kunne bringes til udbetaling efter ferieårets udløb.

Eftersom de regler og retningslinjer, som anvendes ved godkendelse af udbetaling af uhævet feriegodtgørelse er parallelle for de to sagstyper (§ 20-sagerne og § 22, stk. 2-sagerne) for så vidt angår de grunde og de tidsmæssige krav, som stilles, kan det oplyses, at klagerens retlige stilling var uændret, selv om sagen blev indbragt før, men behandlet efter ferieårets udløb."

Om telefonsamtalen fra midten af maj skrev Direktoratet for Arbejdstilsynet

"Ovennævnte samtale har ikke givet anledning til et notat, idet sagsbehandleren ikke har ment, at en kundes henvendelse/rykker indebar sådanne oplysninger til sagen, som nødvendiggjorde udarbejdelse af et notat. I sager af den omhandlede art vil sagsbehandlerne ofte forsøge at give en umiddelbar vurdering ud fra et hurtigt jugement af sagen, og denne vurdering vil naturligvis kunne være mere eller mindre sikker afhængig af antallet og kompleksiteten af sagens bilag samt kundens telefoniske oplysninger. Sagsbehandlerens erfaring og rutine er naturligvis også af betydning, idet en erfaren sagsbehandler ville have været særlig opmærksom på de tidsmæssige aspekter i sagen.

Direktoratet vil endvidere gøre opmærksom på, at det tidspunkt, hvor lønmodtageren rettede henvendelse, traditionelt er en af direktoratets allertravleste med flere hundrede forespørgsler og skriftlige henvendelser pr. dag. Derfor er der under de telefonsamtaler, som føres med kunder, ofte hurtige og umiddelbare, og næsten altid rimelige, bud på en sags udfald eller et estimat af, hvor lang tid, der vil gå, før kunden vil modtage svar eller en skriftlig orientering.

Når klageren mener, at hun i henhold til den førte samtale må have fået en berettiget formodning, der binder direktoratet, om at hun ville kunne få udbetalt sine forældede feriepenge, er direktoratet ikke enig i denne vurdering.

For det første er det usikkert, hvorledes sagsbehandlerens vurdering er blevet formuleret.

Dernæst finder direktoratet, at der må bestå en vis margen til at fremkomme med umiddelbare vejledninger og "hurtige" skøn af omstændighederne i en sag, uden at en korrekt og juridisk holdbar subsumption af jus og fakta efterfølgende skal være udelukket.

Direktoratet finder i denne forbindelse, at klageren burde have præciseret over for direktoratet, at den umiddelbare vurdering, som hun telefonisk udbad sig, var af vigtighed for hende, fordi udfaldet af denne var afgørende for økonomiske dispositioner fra hendes side. En sådan meddelelse vil enten kunne have ført til, at sagsbehandleren afviste at fremkomme med en umiddelbar vurdering i telefonen, eller også ville pågældende have undersøgt sagens detaljer nøjere, herunder have skabt klarhed over de tidsmæssige forhold i sagen.

Direktoratet kan ikke være enig med klageren i, at der ved telefonsamtalen medio maj blev truffet en begunstigende og for klageren bindende forvaltningsakt. Hertil kommer, at direktoratet, så snart man påbegyndte sagsbehandlingen af sagen og opdagede, at man havde bibragt klageren en fejlagtig forståelse, kontaktede vedkommende og bad om yderligere, nødvendig dokumentation.

Den indbragte klage rejser i øvrigt efter direktoratets opfattelse et helt principielt problem om administrationens betjening af borgerne. En retstilstand, hvor administrative myndigheder kan risikere at blive mødt med sanktioner, fordi borgeren forveksler en telefonisk umiddelbar vejledning med en forvaltningsakt, vil medføre at myndighederne bliver tvunget til enten helt at afstå fra telefonisk vejledning eller må begrænse sig til ren gengivelse af regler og henvise enhver yderligere dialog i sagen til skriftveksling. Direktoratet - Ferielovkontoret - expederer ca. 30.000 telefonhenvendelser vedr. feriespørgsmål årligt.

Man mener således ikke, at en imødekommelse af klagerens synspunkt om, at der kan stiftes ret på en telefonisk drøftelse, generelt vil gavne de almindelige principper og ønsker om en optimal betjening af borgerne, en øget service over for disse samt fjernelse fra tidligere tiders meget tunge bureaukratiske behandling af enhver borgers henvendelse til administrationen."

A kommenterede udtalelsen den 28. december 1990. Om Direktoratet for Arbejdstilsynets bemærkninger til sagens principielle betydning, jf. de to sidste afsnit i det ovenfor citerede, skrev A, at direktoratet burde have begrænset sin risiko ved at opfylde kravene om notatpligt.

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 7. juni 1990 henviser i sin begrundelse til, at De ikke var afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb den 1. maj 1990, og at De derfor, jf. § 29 i bekendtgørelse nr. 124 af 29. marts 1984, ikke kunne få udbetalt feriegodtgørelsen. Bekendtgørelse nr. 124 er udstedt med hjemmel i ferielovens §§ 19, 19 a, 19 d, 20, 25 a og 27, stk. 2, og bekendtgørelsens § 29 er sålydende:"Udbetaling af feriegodtgørelse i øvrigt uden atferie holdes

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

Resumé

A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede.

Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt.

Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01).