Legislator Case Law & Legislation
O19910020774 DK

Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Egen drift-projekter 1991 207 Valid

Bilag 1

Oversigt over manglende dokumenter i generaldirektoratet for DSB's sager

Internt sagsnr.

Manglende dokument(er)

DSB-66

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse af 16. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af forhørsprotokol.

DSB-67

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse af 27. januar 1987 til parten vedrørende udskrift af forhørsprotokol.

DSB-70

Personalliste. Indberetning til generaldirektoratet.

DSB-71

Personalliste.

DSB-72

Eventuelt notat vedrørende tjenstlig samtale med parten i trafikfunktionen den 10. december 1986 (jf. skrivelse af 19. juni 1987).

Telefonnotater vedrørende samtaler mellem Flintholm Station og driftsområde Københavns Hovedbanegård (jf. indberetning af 31. juli 1987).

Personalefunktionens skrivelse (af 1. juli 1987?) til parten. Driftsområde Københavns Hovedbanegårds skrivelse (af 4. august 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.

DSB-73

Skrivelse (af 26. oktober 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-74

Maskintjenestens rykker for sygemelding.

DSB-75

Skrivelse (af 17. februar 1987?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør. (Eventuelt notat vedrørende) redegørelse for partens alkoholforbrug fra tidligere tjenestested.

DSB-76

Notat vedrørende telefonsamtale med politiet (jf. 5. juli 1988).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-79

Skrivelse fra Nyborg Station til parten med kopi af tjenstlig afhøring og indberetning (jf. 13. juni 1988).

Skrivelse fra driftsområdet til parten (jf. 8. juli 1988).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-81

Skrivelser af 5. og 23. december 1988 fra personalefunktionen til parten.

Notat vedrørende telefonsamtale den 30. januar 1989 mellem personalefunktionen og persontjenesten (DGR).

DSB-82

Notater vedrørende telefonsamtaler af 4. og 10. november 1988 (jf. 12. november 1988), 12. december 1988 (jf. 14. december 1988) og 26. januar 1989 (jf. 30. januar 1989).

DSB-83

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-84

Skrivelse af 10. marts 1989 (jf. 28. april 1989). Notat vedrørende telefonisk rykker (jf. 28. april 1989).

Skrivelse af 12. september 1989 til parten vedrørende udskrift af forhørsprotokol.

DSB-85

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-90

Tre breve fra DSB til parten (jf. 13. marts 1990).

Skrivelse fra regionssekretariatet til parten (jf. 28. marts 1990).

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Skrivelse til parten eller dennes bisidder, hvormed fremsendes auditørens bilag 14.

Skrivelse (af 10. maj 1990) til parten.

DSB-91

Skrivelser (af 21. juni 1990?) til parterne.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-92

Skrivelse (af 31. juli 1990?) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

DSB-96

Personalliste.

Vejledning om pension.

DSB-97

Brev af 2. januar 1991 fra baneingeniøren til parten med anmodning om en samtale (jf. 3. januar 1991).

Vejledning om pension.

DSB-98

Personalliste.

Skrivelse af 22. november 1990 fra salgssektoren til parten (jf. 23. november 1990).

DSB-99

Notat vedrørende samtale den 5. november 1990 med parten (jf. 11. december 1990).

Skrivelse af 7. januar 1991 fra rutebildivision Næstved til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Vejledning om pension.

DSB-100

Skrivelse (af 12. februar 1991) til parten.

Indkaldelse til tjenstligt forhør.

Vejledning om pension.

Egen drift-projekter 1991 207 Valid

Bilag 2

Oversigt over manglende eksterne brevkopier

Internt sagsnr.

Manglende brevkopier ikke konstateret

Manglende dokument(er)

DSB-66

x

DSB-67

Skrivelse af 28. april 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-68

Skrivelse af 7. maj 1987 til parten - § 31-høringen.

Skrivelse af 9. juni 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-69

Skrivelse af 30. juli 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-70

Skrivelse af 15. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-71

Skrivelse af 22. oktober 1987 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-72

Skrivelse af 26. januar 1988 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-73

Skrivelse af 7. april 1988 til Dansk Jernbaneforbund.

DSB-74

Skrivelse af 19. april 1988 til Jernbaneforeningen.

DSB-75

x

DSB-76

Skrivelse af 8. november 1988 til Jernbaneforeningen.

DSB-77

x

DSB-78

x

DSB-79

x

DSB-80

x

DSB-81

x

DSB-82

x

DSB-83

x

DSB-84

x

DSB-85

x

DSB-86

x

DSB-87

x

DSB-88

x

DSB-89

x

DSB-90

x

DSB-91

x

DSB-92

x

DSB-93

x

DSB-94

x

DSB-95

x

DSB-96

x

DSB-97

x

DSB-98

x

DSB-99

x

DSB-100

x

Egen drift-projekter 1991 207 Valid

Kapitel 3, afsnit 2, pkt. 6, indeholder bl.a. følgende bemærkninger

"Udvalget har ved behandlingen af de gældende disciplinærregler i §§ 17-18 i lønnings- og pensionsloven taget hensyn til, at reglerne har rødder tilbage til gamle bestemmelser fra århundredets begyndelse i statsbanerne og postvæsenet om behandlingen af tjenesteforseelser. Ved revisioner af tjenestemandslovgivningen i de mellemliggende år er der sket en gradvis tilpasning af disciplinærreglerne, men de har bevaret et særpræg derved, at der fremdeles er tale om en administrativ jurisdiktion i sager om rent tjenstlige forseelser.

Der har i udvalget været enighed om, at grundtrækkene i den gældende ordning fremdeles var en brugbar ramme om behandlingen af de fleste tjenesteforseelser. Udvalget har derefter overvejet visse problemer, der navnlig havde foreligget i disciplinærsager af større omfang, og hvor en supplering af de gældende bestemmelser var ønskelig. Endvidere har man lagt vægt på, at mindre institutioner, som ikke råder over det samme administrative apparat som de store etater, opnår mulighed for en betryggende behandling af disciplinærsager.

Udvalget har fremsat forskellige forslag, hvoraf de vigtigste er følgende

...

Vidnepligten foreslås udvidet til alle ansatte, således at den ikke længere kun skal gælde for tjenestemænd. Vidneansvaret foreslås samtidig bragt på linie med reglerne i straffelovgivningen. Hidtil har vidneforklaring kun kunnet forlanges afgivet på ære og samvittighed.

Under hensyntagen til partsoffentlighedsloven og de igangværende bestræbelser for at skabe udvidet offentlighed i forvaltningen stilles der forslag om,

a) at den indklagede tjenestemand skal have ret til at få udleveret forhørslederens beretning og eventuelle indstilling om sagens afgørelse og

...

De fremsatte forslag er udtryk for et ønske om at forene de bestående principper i den administrative behandling af tjenesteforseelsessager med nugældende retningslinier i den almindelige retspleje- og straffelovgivning, og der har i udvalget været enighed om de fremlagte ændringsforslag."

Tjenestemandskommissionens bemærkninger til forslag til § 20 er i sit indhold i overensstemmelse med disciplinærudvalgets bemærkninger til forslag til § 17, stk. 1, som er anført i citat ovenfor.

Som bemærkninger til forslag til § 21 anførte tjenestemandskommissionen i betænkningen på side 123 bl.a. følgende

"Spørgsmålet om vidnepligt er gjort til genstand for vurdering på baggrund af henvendelser fra forhørslederside om utilstrækkeligheden af de gældende bestemmelser. Efter de nugældende regler er kun tjenestemænd pligtige at afgive vidneforklaring, og der gælder ikke vidneansvar som i retsplejen i øvrigt, men kun beføjelse til at fordre vidneudsagn afgivet på ære og samvittighed. Der kan således ikke stilles krav om vidneforklaring af løst ansat personale og af personer uden for statstjenesten, hvilket har givet anledning til vanskeligheder med opklaring af visse sager. Der er ganske vist i retsplejelovens § 1018 adgang til i visse tilfælde at begære vidneforklaring optaget i retten, men denne bestemmelse er kun anvendt i undtagelsestilfælde. I en del tilfælde har man anmodet personer, som ikke var pligtige dertil, om at afgive forklaring under disciplinærforhør, uden at vedkommende har modsat sig dette, men man finder, at der er behov for fastere regler i tjenestemandsloven om spørgsmålet.

Man er herefter kommet til det resultat, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad bør søges bragt på linje med reglerne i den almindelige retspleje. Det anses for ønskeligt at fastsætte pligt for alle ansatte, hvad enten de er tjenestemænd eller løst ansatte, til at afgive forklaring under ansvar om spørgsmål, der har berøring med det tjenstlige forhold, der er til undersøgelse. Udenforstående bør ikke pålægges pligt til at give møde og afgive forklaring, men hvis de efterkommer en opfordring til at møde og udtale sig, bør forklaringen afgives under sædvanligt ansvar. Retsforfølgning i anledning af afgivelse af urigtig forklaring må foregå under en på sædvanlig måde rejst straffesag.

Såfremt ansatte under staten eller udenforstående undlader at efterkomme en vidneindkaldelse eller værger sig ved at afgive forklaring, bør forhørslederen have adgang til at begære den pågældende afhørt ved underretten på det sted, hvor tjenestemandsforhørene afholdes, eller den pågældende bor."

Den artikel af professor Eva Smith, som er citeret ovenfor i DSB's udtalelse til mig, behandler ikke spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet, har pligt til at udtale sig under en sådan afhøring. Det i indledningen af citatet anførte kan alene opfattes som en beskrivelse af den proces, der sædvanligvis - og som konstateret i undersøgelsen - iværksættes, når der opstår mistanke om tjenstlige forseelser.

Lønningskommissionen af 1954 anførte i betænkning nr. 197/1958, jf. ovenfor, "at tjenestemanden på ethvert tidligere stadium i sager, der kan give anledning til disciplinær undersøgelse, må have ret til at nægte at udtale sig om andet end normale tjenstlige oplysninger om det rent faktisk passerede." Af betænkningen fremgår det således indirekte, at tjenestemanden efter lønningskommissionens opfattelse måtte være forpligtet til at udtale sig om det rent faktisk passerede under en tjenstlig afhøring.

Denne opfattelse er imidlertid næppe (fortsat) holdbar.

Forslagene til henholdsvis § 17 og § 20, der blev fremsat af disciplinærudvalget og af tjenestemandskommissionen af 1965, og bemærkningerne hertil kan efter min opfattelse ikke anføres til støtte for den nævnte opfattelse. Jeg har herved lagt vægt på, at hverken disciplinærudvalget eller kommissionen af 1965 har anført udtalelser eller betragtninger i relation til spørgsmålet om tjenestemandens pligt til under en tjenstlig afhøring at udtale sig om det faktisk passerede. Udvalget og kommissionen har alene fundet det betydningsfuldt at optage en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om den sagsfremstilling, der udarbejdes i disse sager.

Tjenestemandskommissionen af 1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.

Afgørende må endvidere være den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde (jf. retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til at nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i retsplejelovens regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse hermed.

Jeg må herefter fastholde min opfattelse af spørgsmålet om vidne- og sandhedspligt for den ansatte, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet.

Ad 5) Kun i det tilfælde, at et vidnes forklaring ville kunne udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd - f.eks. i form af afskedigelse, som i de sager, der er indgået i undersøgelse - er der ikke vidnepligt, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Ved indkaldelse af et vidne til tjenstlig afhøring eller tjenstligt forhør, må det derfor nøje vurderes, hvorvidt vidnet skal afhøres som vidne med samtidig vejledning om en (muligt) foreliggende vidnefritagelsesgrund. Afhøres en ansat som vidne, har den pågældende som udgangspunkt sandhedspligt. Kun i sagen DSB-76 blev vidner afhørt i forbindelse med det tjenstlige forhør. Det fremgik ikke af auditørprotokollen, hvorvidt vidnerne blev vejledt om vidne- og sandhedspligten, hvilket jeg må anse for en fejl, jf. ovenfor.

I udtalelsen til mig anførte auditøren under Trafikministeriet følgende

"Det kan oplyses, at ansatte forud for afhøring som vidne hidtil er blevet korrekt vejledt om vidne- og sandhedspligten. Efter at være gjort bekendt med FOB 1990 drages der omsorg for, at der i forhørsprotokollen gøres notat om den stedfundne vejledning."

I 12 sager blev vidner indkaldt til tjenstlig afhøring. I 9 af disse sager blev vidnerne vejledt korrekt om, at de havde pligt til at udtale sig om faktiske forhold og iagttagelser i forbindelse med den pågældende sag, og om at de havde pligt til at sige sandheden.

I DSB-75 blev parten indberettet for spirituspåvirkethed i tjenesten. I et lokale på tjenestestedet var forefundet 1 flaske sherry (kun taget lidt deraf), ½ flaske snaps (1/4 tilbage), ½ liter Faxe fad (påbegyndt), ½ liter tom Faxe fad, 4 almindelige tomme øl og 2 tomme guldøl. Under en tjenstlig afhøring forklarede parten, at han i tjenesten ville fejre sin fødselsdag med en øl til 2 kolleger. Kollegerne, der herefter skulle på arbejde, fik hver en øl. De pågældende kolleger blev afhørt som vidner uden samtidig at blive vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev tværtimod vejledt om, at de havde pligt til at udtale sig - hvilket i betragtning af ovennævnte fund af spiritus- og ølflasker ikke kan anses for korrekt, idet det på det daværende tidspunkt næppe kunne udelukkes, at der kunne rejses disciplinær afskedigelsessag mod kollegerne.

Tilsvarende situation forelå i DSB-96, hvor vidnerne blev afhørt med vejledning om, at de havde pligt til at udtale sig. På afhøringstidspunktet var det uafklaret, hvorvidt der var grundlag for at indlede disciplinær afskedigelsessag mod vidnerne (på andet grundlag end spirituspåvirkethed).

Omvendt forholdt det sig i DSB-79. Et vidne forklarede, at han havde bemærket, at parten - som vidnet på et tidspunkt havde fundet siddende i dyb søvn og uden mulighed for at vække - forud herfor sammen med 2 kolleger "sad og drak øl". Dette benægtede parten. De 2 angivne kolleger blev afhørt som vidner uden samtidig at blive vejledt om en mulig vidnefritagelsesgrund - men blev tværtimod vejledt om, at de havde pligt til at udtale sig. På baggrund af, at det kvantum øl, de 2 kolleger havde indtaget, endnu var uafklaret sammenholdt med partens tilstand, burde en sådan vejledning om en (mulig) vidnefritagelsesgrund have været givet. De 2 kolleger blev ikke afskediget, men blev dog senere meddelt en mundtlig alvorlig advarsel.

9) Sagsstyring og sikring af bevis i sagen.

Af ressourcemæssige grunde har jeg ikke foretaget en undersøgelse af DSB's journalsystem og journaloplysninger. Jeg har derfor kun kunnet konstatere sagsstyringsfejl og manglende dokumenter i sagerne i det omfang, dette måtte fremgå af de modtagne sagsakter.

a) Journalisering og erindringssystemer.

Ingen af de undersøgte sager giver anledning til af overveje spørgsmål i relation til erindringssystemer.

Derimod har jeg haft anledning til at overveje spørgsmål vedrørende journaliseringen i sagerne.

Indkomne breve er journaliseret på sagerne. En tilsvarende journalisering kan konstateres for så vidt angår auditørens indstilling, men derimod ikke for så vidt angår de bilag, som han samtidig fremsender. Det sidstnævnte giver mig imidlertid ikke anledning til at kritisere DSB's journalisering, da bilagene nøje var angivet i auditørens indstilling.

Mere problematisk forholder sig med de notater, der forelå på sagerne, idet disse ikke var forsynet med journalnummer og derfor ved bortkomst ikke ville kunne indlægges på sagerne igen. DSB journaliserer tilsyneladende sagerne emnemæssigt, således at f.eks. alle disciplinærsager, hvor afskeden er begrundet med ulovlig udeblivelse, journaliseres under det samme journalnummer. Notater må derfor nødvendigvis tillige forsynes med en angivelse af, hvem parten er.

b) Bevarelse af indgåede dokumenter.

Som anført har jeg ikke foretaget en undersøgelse af journaloplysninger. Jeg har derfor ikke kunnet sammenholde de modtagne dokumenter med journaloplysninger (journalkort) med henblik på konstatering af, om og i givet fald hvilke dokumenter der manglede i sagerne. Ud fra gennemgangen af de modtagne dokumenter har jeg derimod kunnet konstatere manglende dokumenter. Disse dokumenter er opført på den som bilag 1 til denne rapport optrykte oversigt.

Jeg må finde det beklageligt, at der i visse sager mangler dokumenter, der er eller i forbindelse med sagens behandling burde være indgået til DSB. Dels vil der kunne opstå problemer i forbindelse med en eventuel senere begæring om aktindsigt i samtlige en sags dokumenter, dels kan manglende dokumenter gøre en eventuel efterprøvelse af grundlaget for den trufne afgørelse vanskelig eller måske endda umulig.

DSB anførte i udtalelsen til mig følgende

" Ad bilag 1

Personallister

Ad sagerne DSB-70, DSB- 71, DSB-96 og DSB-98 er anført, at personallisten mangler.

For så vidt angår de to førstnævnte sager erkendes, at personallisterne på et tidspunkt er udtaget af sagerne, hvilket beror på en beklagelig fejl.

For så vidt angår de to sidstnævnte sager drejer det sig begge om afskedigelse på grundlag af domfældelse og ikke på grundlag af auditørbehandling. I domfældelsessager er der ikke foretager afskrift af personallisten til henlæggelse i sagen, men det kan oplyses, at den EDB-baserede personalliste i sådanne sager - ligesom i alle andre sager - har været anvendt til vurdering af parten og sagen.

Vi vil være opmærksom på, at der fremover henligger en udprintning af den EDB-baserede personalliste i domfældelsessagerne.

Som forklaring på, at der er foretaget afskrift af personallisten i de auditørbehandlede sager kan oplyses, at DSB til brug for auditørens vurdering af parten og sagen udfærdiger en sådan afskrift.

Skrivelser til parten

I en lang række sager mangler skrivelser til parten. Det drejer sig hovedsageligt om iagttagelse af bestemmelserne i tjenestemandslovens § 20, stk. 1. I indberetningen til Generaldirektoratet er således anført, at parten har fået tilsendt (udleveret) kopi af sagen og fået lejlighed - men ikke pligt - til at udtale sig.

Auditørens sagsbehandling

Ad sagerne DSB-66, DSB-67 og DSB-72 er anført, at der mangler skrivelser til parten vedrørende udskrift af forhørsprotokol hhv auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten.

Disse dokumenter vedrører auditørens brevveksling med parten og således auditørens sagsbehandling.

...

Indkaldelse til tjenstligt forhør

Efter en gennemgang af sagerne mener vi at kunne konstatere, at auditørens brev om indkaldelse til tjenstligt forhør beror i følgende sager

DSB-72

(dateret 27. juli 1987)

DSB-73

(dateret 20. november 1989)

DSB-75

(dateret 24. marts 1988)

DSB-76

(dateret 28. juli 1988)

DSB-79

(dateret 29. august 1988)

DSB-83

(dateret 4. august 1989)

DSB-85

(dateret 27. oktober 1989)

DSB-90

(dateret 8. juni 1990)

DSB-91

(dateret 24. juli 1990)

DSB-92

(dateret 8. juni 1990) men brev af 24. august 1990 om indkaldelse til tjenstligt forhør den 11. september 1990 mangler.

DSB-99

(dateret 15. februar 1991) og

DSB-100

(dateret 11. marts 1991).

I øvrigt

Generelt kan anføres, at alene de bilag, der beror i sagerne - samt de manglende personallister - har dannet grundlag for sagernes afgørelse.

For så vidt angår eventuelt manglende notater i sagerne må vi antage, at det hovedsageligt drejer sig om oplysninger uden faktiske omstændigheder for sagernes afgørelse.

Vi er imidlertid opmærksom på bestemmelserne om notatpligt.

..."

DSB har som afgørelsesmyndighed pligt til at påse, at de materielle betingelser for den afgørelse, der træffes, er opfyldt. Jeg må derfor fastholde, at det er beklageligt, at der i nogle af generaldirektoratets sager mangler skrivelsen til parten, hvorefter parten efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, har fået lejlighed til at udtale sig. Det er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, at denne partshøring er nævnt i indberetningen til generaldirektoratet.

Tilsvarende betragtning gør sig gældende for så vidt angår auditørens fremsendelse af manglende bilag til parten og auditørens indkaldelse af parten til tjenstligt forhør.

For så vidt angår sagerne DSB-72, DSB-73, DSB-75, DSB-76, DSB-79, DSB-83, DSB-85, DSB-90, DSB-91, DSB-92, DSB-99 og DSB-100 må jeg fastholde, at auditørens brev om indkaldelse af parten til tjenstligt forhør mangler på generaldirektoratets sager. De indkaldelser, der beror på sagerne, er stilet til tjenestestedet og sendt til generaldirektoratet til orientering. Af disse indkaldelsesskrivelser fremgår det, at parten bedes underrettet bl.a. om at give møde ved forhøret. Det fremgår endvidere, at der til brug ved underretning af parten medfølger nogle kopier af "denne indkaldelse", hvoraf en kopi bedes tilbagesendt til auditøren med påtegning om, at underretning har fundet sted. På sagerne mangler således dokumentation for, at indkaldelsen er sendt til parten selv.

c) Genpart/kopi af udgående dokumenter.

I en række sager har jeg konstateret manglende brevkopier af hoved-eller underretningsskrivelser inden for DSB. På de sager, der er behandlet inden starten af 1990, jf. nærmere nedenfor, burde i alt fald foreligge brevkopi af hovedskrivelser samt underretningsskrivelser, der ikke blot er fremsendt til orientering, men til videre foranstaltning. Om den væsentlige betydning af brevkopier henviser jeg til FOB 1990, s. 366, 384 f og 420.

På telefonisk forespørgsel har DSB oplyst, at anskaffelse af PC'ere ændrede den praktiske sagsbehandling i starten af 1990. Herefter skrives breve direkte på PC'eren, dog med angivelse af adressaten på et særskilt ark, der beror på sagen, og som tillige angiver afsendelsesdagen. En kopi af brevet indlægges på sagen som koncept. På sagen indlægges som brevkopi endvidere en kopi af brevet til parten, men ikke af interne skrivelser. Sidstnævnte vil alene foreligge i konceptform på sagen. Rettelser foretages på PC'eren, og der indlægges som koncept på sagen en kopi af det rettede brev til erstatning af det tidligere koncept. Foretages rettelser ikke på PC'eren, men direkte i brevet, foretages tilsvarende rettelse i det på sagen liggende koncept. Konceptet skulle således altid være i overensstemmelse med den udgående skrivelse.

På baggrund af de modtagne oplysninger giver det mig ikke anledning til kritik, at der efter den ændrede procedure for så vidt angår kopier af udgående breve på sagerne ikke foreligger brevkopier, men alene brevkoncepter og det særskilte ark med angivelse af adressaten og afsendelsesdagen.

Som bilag 2 er vedlagt en oversigt over manglende eksterne brevkopier i de undersøgte sager. Som det fremgår af bilaget, mangler eksterne brevkopier i 9 sager. I de resterende 25 sager mangler ingen eksterne brevkopier. Der synes således at være foretaget en generel opstramning på dette område.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende

" Ad bilag 2

DSB har ingen bemærkninger til dette bilag bortset fra, at der fra og med sag DSB-77 er sket en opstramning."

d) Dokumentation af den interne beslutningsproces.

Medens den under c) beskrevne fremgangsmåde ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder i relation til sikring af bevis for indholdet af myndighedens udgående skrivelser, indebærer fremgangsmåden, at væsentlige ændringer i koncepter ikke efterfølgende kan dokumenteres.

Spørgsmålet om behovet herfor vil være særligt aktuelt i tilfælde, hvor der siden måtte opstå spørgsmål om et personligt ansvar - det være sig et disciplinært ansvar eller et straffe- eller erstatningsansvar - gældende mod én eller flere ansat(te) hos afgørelsesmyndigheden.

Det må på denne baggrund anses for mest hensigtsmæssigt, om DSB bevarede koncepter, som er blevet ændret, med mindre ændringerne er uden indholdsmæssig betydning (f.eks. rettelse af trykfejl eller ændrede sproglige formuleringer).

e) Skrivefejl, manglende datering m.v.

I 5 sager konstaterede jeg, at generaldirektoratet i forbindelse med § 31-høringen af Finansministeriet i skrivelserne henviste til tjenestemandslovens § 31, stk. 3, uagtet at bestemmelsen kort forinden var blevet ændret til § 31, stk. 2. Det forholder sig formentlig således, at generaldirektoratet ved en forglemmelse ikke rettede i skrivelserne, der synes udarbejdet efter et standardkoncept.

Manglende datering af notater forelå alene i DSB-88, DSB-94, DSB-96 og DSB-98, hvilket jeg ligeledes har anset for en (uheldig) forglemmelse.

10) Borgervenlighed.

a) Sagsbehandlingstid, underretning om forsinkelse og besvarelse af rykkere.

Ingen af sagerne har givet anledning til bemærkninger for så vidt angår de ovennævnte punkter. Underretning om forsinkelse har ikke været aktuel, da sagerne ikke har trukket ud. Der ses endvidere (antagelig af samme grund) ikke at være rykket for svar i nogen af sagerne.

b) Myndighedens skrivelser; læselighed, klarhed og underskrift.

I sagerne DSB-94 og DSB-96 udviste notater enten manglende eller ulæselig underskrift.

I relation til de enkelte skrivelsers læselighed og klarhed er der i de undersøgte sager ikke konstateret problemer.

Afskedsbrevene i DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98, hvor afskedigelsen var begrundet i et pådømt strafbart forhold, må karakteriseres som uoverskuelige, da parten skal sammenholde 3 breve for at opnå det fulde kendskab til afgørelsen om afskedigelse og de dermed følgende spørgsmål om pension samt løn- og ferieforhold indtil afskedigelsen.

Som eksempel kan fremdrages DSB-98, hvor trafikministeren i brev af 20. juni 1991 afskedigede parten af de grunde, der var nævnt i et brev af 7. maj 1991 fra generaldirektoratet (§ 31-høringen). I brev af 20. juni 1991 fremsendte generaldirektoratet i fortsættelse af brevet af 7. maj 1991 brevet af 20. juni 1991 fra trafikministeren. Generaldirektoratet redegjorde endvidere for partens løn- og ferieforhold samt vedlagde en vejledning om opsat pension.

I sagen DSB-84 er der ikke på de kopier af brevene af 3. og 22. maj 1989 fra driftsområdet til parten med maskinskrift eller stempel angivet, hvem der har underskrevet disse skrivelser, der i øvrigt er underskrevet med ulæselig underskrift.

Både af hensyn til adressaten for skrivelserne og af hensyn til, at myndigheden selv senere vil kunne konstatere, hvem der har underskrevet en skrivelse, er det uheldigt, at underskriftsforholdene ikke (klart) fremgår af skrivelserne.

11) Bekendtgørelse og form.

a) Underretning om afgørelsen til parten.

I 20 sager blev afgørelser til parten fremsendt til parten. Af disse sager var parten fraværende fra tjenestestedet i 15 tilfælde enten som følge af suspension, udeblivelse eller hjemsendelse fra tjenestestedet.

Høringsskrivelser blev i 6 tilfælde kommunikeret via tjenestestedet og i 1 tilfælde - DSB-72 - blev kommunikationen til parten i øvrigt foretaget via tjenestestedet.

I 13 sager er der ikke konstateret kommunikation via tjenestestedet.

I FOB 1990, s. 386 ff, anførte jeg, at ikke kun afgørelser efter min opfattelse, men tillige øvrige meddelelser til parten efter god forvaltningsskik bør sendes direkte til denne og ikke via tjenestestedet, og at det forekom mig uheldigt, at tjenestestedet orienteres om afgørelsen, før denne er meddelt parten.

DSB anførte i udtalelsen til mig, at det menneskelige aspekt, der ligger i, at disciplinære afgørelser viderebringes af den lokale chef, er den væsentligste årsag til kommunikationen via tjenestestedet. Der er tale om en person, som parten kender og som i forbindelse med viderebringelse af afgørelsen har lejlighed til at menneskeliggøre sagen og knytte et par ord til afgørelsen. Afgørelsen om uansøgt afskedigelse vil således ikke dumpe "ukommenteret" ind gennem partens brevsprække på bopælen. DSB anførte endvidere, at den chef, der havde startet sagen, også - for at fastholde dennes chefansvar - burde være den, der i forhold til parten afsluttede sagen ved at viderebringe afgørelsen.

Heroverfor udtalte jeg i FOB 1990, s. 387, følgende

"Jeg har naturligvis fuld forståelse for det menneskelige aspekt, som er baggrunden for, at DSB (fortsat) anvender fremgangsmåden med kommunikation via tjenestestedet for så vidt angår den endelige afgørelse i sagen. Meddelelser om den endelige afgørelse i sagen udgør imidlertid en mindre del af de meddelelser, der efter den gældende praksis kommunikeres via tjenestestedet. Hertil kommer, at der efter min opfattelse kan være lige så gode grunde - rent menneskeligt - der taler for fastholdelse af det almindelige udgangspunkt om fremsendelse af meddelelser, herunder afgørelser, direkte til parten.

Det kan således efter min opfattelse ikke afvises, at parten foretrækker et afskedsbrev sendt direkte til bopælen og ikke opfatter kommunikation via tjenestestedet på den tilsigtede måde. Dette vil vel især kunne tænkes i disciplinærsager og sager om afsked på grund af samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed. Hvis afsked er sket på grundlag af en indberetning fra partens chef, kan det efter min opfattelse ikke generelt lægges til grund, at parten opfatter hensynet bag fremsendelsen af afskedsbrevet via tjenestestedet, således som denne fremgangsmåde er tilsigtet fra DSB's side - snarere tværtimod. Umiddelbart vil jeg antage, at parten i disse sager foretrækker afskedsbrevet sendt direkte til bopælen, frem for at skulle konfronteres med chefen ved meddelelsen om sagens udfald.

Med hensyn til DSB's bemærkning om, at generaldirektoratet ikke ønsker at lade afgørelser af den heromhandlede art dumpe »ukommenteret« ind ad brevsprækken, skal jeg for det første henvise til, at afgørelser om afsked efter forvaltningslovens § 24 skal indeholde en begrundelse. Efter forvaltningslovens § 19 skal der endvidere ske partshøring. I svagelighedssagerne vil partshøringen bl.a. omfatte Finansministeriets høringssvar om, at der er grundlag for svagelighedspensionering. I sagerne om afsked på grund af disciplinære forhold eller på grund af samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed skal der endvidere partshøres i medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring også over den retlige vurdering. Dersom partshøringsreglerne overholdes, kan afskedsbrevet ikke anses for uventet for parten, og dersom afgørelsen begrundes tilstrækkeligt, vil den ikke over for parten fremtræde som »ukommenteret«.

Hertil kommer, at jeg principielt må anse det for uheldigt, at tjenestestedet (partens chef) får kendskab til afskeden før parten selv.

På baggrund af det anførte bør kommunikation via tjenestestedet efter min opfattelse ikke generelt finde sted, og under alle omstændigheder bør denne fremgangsmåde kun anvendes for så vidt angår selve afgørelsen om afsked og ikke tillige forekomme med hensyn til partshøringsskrivelser m.v. Efter min opfattelse bør der således finde en konkret afvejning sted i det enkelte tilfælde. Er der tvivl om, hvorvidt kommunikation via tjenestestedet i det konkrete tilfælde af hensyn til parten er den mest hensynsfulde fremgangsmåde, bør det almindelige udgangspunkt om fremsendelse af meddelelser direkte til parten fastholdes.

I tilslutning hertil finder jeg anledning til at bemærke, at DSB i afskedsbrevet eventuelt vil kunne tilføje, at parten vil kunne rette henvendelse til chefen eller personalekonsulenten, såfremt baggrunden for afskeden eller de menneskelige og sociale konsekvenser heraf ønskes drøftet."

På baggrund af denne undersøgelse må jeg fastholde den opfattelse, som jeg gav udtryk for i FOB 1990, og som er gengivet umiddelbart ovenfor.

I udtalelsen til mig anførte DSB bl.a. følgende

"I afsnittet behandles spørgsmålet om underretning om afgørelse til parten, og Folketingets Ombudsmand fastholder den opfattelse, som ombudsmanden gav udtryk for i FOB 1990.

Vi har fortsat det grundsynspunkt, at disciplinære afgørelser bør udleveres til parten af tjenestestedets chef under en samtale (jf. vores udtalelse af 23. maj 1991 til egen drift-undersøgelsen ad FOB 1990), men vi kan acceptere, at afgørelser om afsked efter en afvejning i de enkelte tilfælde i stedet for sendes direkte til partens privatadresse."

Som anført ovenfor, og idet der fra DSB ikke er anført nye momenter til støtte for en anden vurdering af dette spørgsmål, må jeg fastholde det almindelige udgangspunkt om fremsendelse af meddelelser direkte til parten.

I DSB-85 kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt høring efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, samt afgørelse om lønstandsning er nået frem til parten. Generaldirektoratet fremsendte såvel i anbefalet som i almindeligt brev de nævnte meddelelser til partens bopælsadresse til trods for, at tjenestestedet umiddelbart forinden i forbindelse med indberetning af partens udeblivelse havde oplyst, at parten ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne kontaktes. DSB modtog det anbefalede brev retur fra postvæsenet. I forbindelse med indkaldelse til tjenstligt forhør lykkedes det (muligvis gennem folkeregisteret) at få oplyst partens nye adresse. Disse bestræbelser burde generaldirektoratet have udfoldet på et tidligere tidspunkt.

I DSB-89 forespurgte generaldirektoratet uden resultat tjenestestedet og CPR-registeret om partens nye adresse. § 20-høringen blev herefter fremsendt til parten på den opgivne adresse såvel anbefalet som almindeligt. Begge skrivelser blev returneret af postvæsenet. Heller ikke auditørens henvendelse til folkeregisteret resulterede i oplysning om en anden adresse for parten end den til tjenestestedet opgivne. Afgørelsen blev fremsendt til parten via tjenestestedet, hvilket i det konkrete tilfælde ikke giver mig anledning til bemærkninger, da parten havde undladt af oplyse adresseforandring, såvel over for tjenestestedet som over for folkeregisteret.

I DSB-93 blev skrivelser til parten, der var bosiddende i Sverige, ligeledes returneret med påtegning om, at parten var flyttet. Tjenestestedet forespurgte i CPR-registeret om eventuel ny adresse, men modtog blot oplysning om, at parten fortsat var noteret som emigreret til Sverige. Auditøren fandt det på den baggrund formålsløst at indkalde parten til tjenstligt forhør, og afgørelsen om afskedigelse blev fremsendt til tjenestestedet til udlevering til parten. I den sag havde jeg fundet det rettest, om generaldirektoratet havde udfoldet yderligere bestræbelser på at opnå kontakt til parten enten ved henvendelse til de svenske myndigheder eller ved offentlig kundgørelse i Statstidende.

Parten i DSB-83 blev i skrivelse af 7. juli 1989 fra generaldirektoratet suspenderet med øjeblikkelig virkning. Afgørelsen blev fremsendt til tjenestestedet til udlevering til parten til trods for, at tjenestestedet i forbindelse med indberetningen havde oplyst, at parten på grund af ferie ikke skulle møde før den 17. juli 1989.

Ud fra formuleringen af den senere afskedigelsesskrivelse, hvori generaldirektoratet anførte, at løndele, der var tilbageholdt i suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30. november 1989, ikke ville blive efterbetalt, kunne man få det indtryk, at DSB med urette tilbageholdt 1/3 af lønnen fra den 7. juli 1989 og ikke først fra den 17. juli 1989, hvor parten efter ferie formentlig blev bekendt med afgørelsen om suspension, jf. i øvrigt omtalen af sagen i afsnit III.C.4, side 000.

Hertil har DSB i udtalelsen til mig anført følgende

"... at tilbageholdelse i lønnen først skete fra den 1. august 1989, jf. Aftale af 26. september 1988 mellem Finansministeriet og bl.a. Statsansattes Kartel, Tjenestemandssektionen, § 2, stk. 1. Aftalen er optaget som bilag 1 til Finansministeriets cirkulære af 26. september 1988 om suspension m.v. og ulovlig udeblivelse ..."

Beslutninger om standsning af løn må betragtes som selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand (med pligt til bl.a. begrundelse, jf. FOB 1990, s. 356). Parten bør derfor også underrettes direkte om afgørelser om standsning af løn.

I 19 sager blev der gennemført lønstandsning. Heraf fremsendte generaldirektoratet tilsyneladende i alle sager, undtagen DSB-94, hvor parten var varetægtsfængslet, afgørelsen direkte til parten. I DSB-94 blev afgørelsen sendt til tjenestestedet. Tjenestestedet i sagerne DSB-81, DSB-82 og DSB-86 (og muligvis DSB-67) havde endvidere forud for generaldirektoratets meddelelse skriftligt meddelt parten afgørelsen om lønstandsning, og det på et tidspunkt forinden lønstandsningen blev effektueret. I de sager, hvor generaldirektoratet sendte meddelelse om lønstandsning - bortset fra DSB-80 og DSB-94 - ses meddelelse herom derimod afsendt efter lønstandsningens effektuering. (Jeg har derved taget i betragtning, at de pågældende parter var tjenestemandsansatte og derfor forudlønnet med lønudbetaling senest 5 hverdage før den 1. i måneden) Denne sene underretning af parten om afgørelsen om lønstandsning må jeg anse for en fejl, medmindre der foreligger en forudgående, rettidig underretning fra tjenestestedet.

b) Underretningens form (skriftlighed m.v.)

Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende underretningens form.

C. Hjemmelsspørgsmål.

1) Fortolkning.

Ingen af sagerne har givet mig anledning til bemærkninger vedrørende fortolkningsspørgsmål.

2) Bemyndigelse.

I DSB-72 blev parten af tjenestestedet indberettet for dels at have undladt at udføre pålagte arbejdsopgaver, dels at have haft alvorlige samarbejdsvanskeligheder, som parten ifølge tjenstlige afhøringer selv havde skabt i længere tid. Under sagens behandling blev parten overflyttet til tjeneste på en anden station, og også herfra blev han indberettet, dels for ikke at efterkomme tjenstlige forskrifter for arbejdets udførelse, dels for samarbejdsvanskeligheder. DSB afskedigede parten med udgangen af den følgende måned og med ret til opsat pension. DSB anførte i afskedigelsesbrevet, at parten havde gjort sig skyldig i en alvorlig tjenstlig forseelse ved i en række tilfælde at have undladt eller ligefrem nægtet at efterleve forskrifter for tjenestens afvikling og ved at have ødelagt og umuliggjort samarbejdet med medansatte. Begrundelsen for afgørelsen var mangelfuld, idet det bl.a. ikke fremgik nærmere på baggrund af hvilke forhold, det kunne konkluderes, at parten havde ødelagt og umuliggjort samarbejdet med øvrige ansatte, ligesom det heller ikke fremgik, at hovedansvaret herfor påhvilede parten. Ud fra begrundelsen for afskedigelsen kan det være tvivlsomt, hvorvidt spørgsmålet om samarbejdsvanskeligheder kunne danne grundlag for disciplinærafsked. Efter bestemmelsen i tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1, ville diskretionær afsked af en tjenestemand med over 10 års pensionsanciennitet på grundlag af samarbejdsvanskeligheder, der ikke kunne bebrejdes ham som en tjenesteforseelse, udløse en ret for tjenestemanden til ordinær egenpension. Hertil kommer, at afskedigelsesvarslet i forbindelse med diskretionær afsked efter tjenestemandslovens § 28 er 3 måneder til udgangen af en måned. Ud fra de oplysninger, der forelå i sagen, og hvorefter parten havde undladt eller nægtet at efterkomme tjenstlige forskrifter, kan det imidlertid ikke give mig anledning til bemærkninger, at DSB traf afgørelse om disciplinær afsked af parten med forkortet varsel og med en ret for parten til opsat pension.

Spørgsmålet om bemyndigelse kan endvidere illustreres af DSB-84. Parten blev i denne sag afskediget ved en skrivelse af 22. maj 1989 fra driftsområdet. Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, er alene ministeren, under hvem den pågældende hører, bemyndiget til at meddele uansøgt afsked. Formentlig som følge heraf annullerede driftsområdet da også i skrivelse af 20. juni 1989 afskedigelsesskrivelsen, og parten blev senere afskediget ved skrivelse fra trafikministeren.

3) Inddragelse og afvejning af kriterier.

Undersøgelsen har ikke givet mig anledning til at antage, at der ved beslutningen om afskedigelse har været inddraget ikke lovlige hensyn.

4) Retsfølgen.

Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, gav mig anledning til at antage, at retsfølgen var uproportional for så vidt angår spørgsmålet om afskedigelse.

For nærmere at kunne vurdere, hvorvidt afgørelserne om længden af afskedigelsesvarslet har været uproportional, kræves et særdeles indgående kendskab til praksis. Et sådant kendskab har undersøgelsen ikke givet mig, hvorfor jeg har undladt at tage stilling til spørgsmålet i denne relation.

Enkelte sager gav mig anledning til at overveje spørgsmålet om retsfølgen i andre henseender.

I sagen DSB-82 indstillede driftsområdet i skrivelse af 27. januar 1989 til personaletjenesten, at parten afskedigedes med udgangen af december måned 1988. Generaldirektoratet afskedigede ved skrivelse af 24. juli 1989 parten med udgangen af august måned 1989. Til sagen finder jeg anledning til at bemærke, at generaldirektoratets afgørelse var korrekt med hensyn til afskedigelsens virkningstidspunkt, da der ikke i tjenestemandsloven ses at være bemyndigelse til at afskedige med tilbagevirkende kraft, jf. tjenestemandslovens § 28, der er omtalt i FOB 1990, s. 345.

Virkningstidspunktet i relation til afgørelse om suspension kan illustreres af DSB-94.

Parten i DSB-94 meldte sig den 11. oktober 1990 efter varetægtsfængsling på ny til tjeneste, men modtog da meddelelse om, at han ikke skulle møde til tjeneste. Den 22. januar 1991 afskedigede DSB parten med udgangen af januar måned 1991 og forholdt sig i den forbindelse alene til partens fravær fra tjenesten i perioden fra den 16. til den 31. maj 1990. Efterfølgende oplyste generaldirektoratet over for parten, at han betragtedes som suspenderet fra sin stilling fra den 11. oktober 1990 og frem til afskedigelsestidspunktet, og at han derfor var berettiget til at oppebære 2/3 løn i dette tidsrum. Denne afgørelse må jeg anse for uhjemlet, da der ikke tidligere i forløbet var truffet afgørelse om suspension, og da afgørelse herom ikke kan træffes med tilbagevirkende kraft, jf. tjenestemandslovens § 19, stk. 1, der er omtalt i FOB 1990, s. 343.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende

"Vi er enige i, at suspension ikke kan ske med tilbagevirkende kraft."

Sagen DSB-89 illustrerer spørgsmålet om virkningstidspunktet i forbindelse med ulovlig udeblivelse. Parten havde i denne sag været sygemeldt siden den 22. januar 1990, men havde ikke afleveret sygemelding. I skrivelser af 2. og 9. marts 1990 havde generaldirektoratet anmodet parten om at fremskaffe en supplerende lægeerklæring. Disse skrivelser samt indkaldelse til tjenstligt forhør blev returneret af postvæsenet. I afskedigelsesskrivelsen anførte generaldirektoratet, at partens fravær i tiden 22. januar 1990 - 31. marts 1990 betragtedes som afvikling af bl.a. al tilgodehavende restferie optjent i 1988. Efter min opfattelse kunne virkningstidspunktet for udeblivelsen for den pågældende part, der efter sagens akter ikke sås at have pålæg om at indsende lægeerklæring fra 1. sygedag, tidligst fastsættes til den 2. marts 1990, hvor generaldirektoratet anmodede om fremskaffelse af en supplerende lægeerklæring.

I DSB-83 blev parten indberettet for problemer i forbindelse med sygemeldinger og udeblivelse. I indberetningen af 27. juni 1989, hvor driftsområdet indstillede, at parten suspenderedes, oplyste driftsområdet samtidig, at parten på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før den 17. juli 1989. Generaldirektoratet suspenderede parten med øjeblikkelig virkning i skrivelse af 7. juli 1989 og fremsendte afgørelsen om suspension til driftsområdet til udlevering til parten. Virkningstidspunktet for suspensionen fremgik af den senere afskedigelsesskrivelse, hvori generaldirektoratet anførte, at løndele, der var tilbageholdt i suspensionstiden fra den 7. juli 1989 til den 30. november 1989, ikke ville blive efterbetalt. Det må på baggrund af sagens oplysninger om, at parten ikke skulle møde til tjeneste før den 17. juli 1989 antages, at afgørelsen først på dette tidspunkt af driftsområdet blev udleveret til ham. Havde generaldirektoratet fremsendt skrivelsen direkte til parten på dennes private adresse, måtte afgørelsen anses for at være kommet frem til parten den 8. juli 1989 og dermed for straks at have været meddelt parten; afgørelsen om suspension ville i så fald kunne have fået virkning fra den 7. juli 1989. Da imidlertid afgørelsen om suspension i sagen som anført først kan antages at være kundgjort for parten den 17. juli 1989, kan den først få virkning fra denne dato.

D. Prøvelse .

1) Remonstration.

I sagen DSB-88 må partens skrivelse af 5. juli 1990 til generaldirektoratet opfattes som remonstration. Andre tilfælde af remonstration foreligger ikke i de undersøgte sager.

2) Tilbagekaldelse.

I sagen DSB-84, der er omtalt ovenfor i afsnit III.C.2, tilbagekaldte (annullerede)driftsområdet den 20. juni 1989 områdets afskedigelsesskrivelse af 22. maj 1989. Andre tilfælde af tilbagekaldelse ses ikke at foreligge i de undersøgte sager.

3) Klage til ombudsmanden.

Ingen af de sager, der indgik i undersøgelsen, havde været indbragt for mig som klagesag.

I en enkelt sag (DSB 95) klagede parten inden undersøgelsens afslutning til mig, og sagen udgik herefter af egen drift-undersøgelsen, jf. ovenfor, afsnit I, s. 000.

Der er ikke givet vejledning i nogen af sagerne om muligheden for at klage til ombudsmanden; en pligt hertil er heller ikke gældende efter forvaltningslovens § 25. Derimod kan vejledning om klagemuligheden til ombudsmanden efter omstændighederne følge af vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

4) Domstolsprøvelse.

I ingen af de undersøgte sager var DSB's afgørelse om uansøgt afsked indbragt for domstolene.

IV. Udtalelser til rapportudkastet fra DSB og auditøren under Trafikministeriet.

I udtalelsen af 20. maj 1992 til mig anførte DSB bl.a. følgende

"Tak for det tilsendte udkast til rapport om egen drift-undersøgelsen. Jeg er glad for tilbuddet om en drøftelse, men finder, at problemerne denne gang er af en sådan størrelsesorden, at det kan klares med en skriftlig udtalelse fra DSB.

...

Afslutningsvis skal vi bemærke, at vi også finder denne egen drift-undersøgelse for nyttig i de løbende bestræbelser for at sikre en god kvalitet i administrationens opgaver."

Herudover er DSB's bemærkninger til de enkelte steder i rapporten gengivet ovenfor på de relevante steder, for så vidt de ved udarbejdelsen af den endelige rapport ikke er blevet overflødige.

Ligeledes er bemærkningerne fra auditøren under Trafikministeriet gengivet ovenfor på de relevante steder.

V. A fslutning

Ved undersøgelsen har der ikke været grundlag for at konstatere fejl i relation til den materielle lovlighed af afgørelsen om afskedigelse.

Med hensyn til de procedureregler, der skal iagttages ved afgørelser af den nævnte karakter, har denne undersøgelse - i lighed med min tidligere undersøgelse, der er optrykt i FOB 1990, s. 339ff - vist, at tjenestemandslovens regler herom generelt overholdes, hvorimod centrale sagsbehandlingsregler uden for tjenestemandsloven tilsidesættes.

Undersøgelsen har således afsløret en meget høj fejlprocent med hensyn til overholdelse af såvel forvaltningslovens regler om partshøring som reglen om den ulovbestemte videregående partshøringspligt i sanktionssager.

Også for så vidt angår en opfyldelse af kravene i forvaltningslovens § 24 vedrørende indholdet af begrundelser, har den konstaterede fejlprocent været meget høj. Især har begrundelserne været mangelfulde med hensyn til henvisning til det retsgrundlag, på hvilket afgørelserne om afskedigelse og om pension er truffet, samt redegørelse for hovedhensyn. I mere end halvdelen af sagerne har tillige sagsfremstillingen været mangelfuld.

For så vidt angår spørgsmålet om stillingtagen til de anbringender, en part måtte have anført, har undersøgelsen vist, at DSB stort set undlader en sådan stillingtagen.

Undersøgelsen har endvidere vist, at der yderst sjældent søges aktindsigt i sager af den omhandlede karakter, ligesom der ikke fremsættes anmodning efter forvaltningslovens § 21 om en udsættelse af sagen.

Sagsbehandlingen i de undersøgte sager afspejler i øvrigt generelt orden og omhu.

Egen drift-projekter 1991 207 Valid

Egen drift-undersøgelse angående 34 sager om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde

I. I ndledning

I beretningsåret 1990 afsluttede jeg en egen drift-undersøgelse, der vedrørte sager om uansøgt afsked inden for Danske Statsbaner (DSB) og Post- og Telegrafvæsenet (P&T). Resultatet af undersøgelsen er offentliggjort i FOB 1990.339 ff. I undersøgelsen indgik fra DSB alene 1 (2) sager, men derimod fra P&T 38 sager, hvor afskeden havde disciplinære forhold som baggrund.

DSB meddelte mig på møder den 14. og 27. maj 1991, at det beroede på en beklagelig misforståelse, når jeg fra DSB ikke havde modtaget flere disciplinærsager. På mødet den 27. maj 1991 tilkendegav jeg herefter, at jeg havde besluttet i beretningsåret 1991 at iværksætte en særskilt egen drift-undersøgelse vedrørende disciplinærsager fra DSB.

I skrivelse af 31. maj 1991 bad jeg generaldirektoratet for DSB om at måtte modtage dels de 27 sager, der i henhold til en liste af 15. maj 1991 fra DSB vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afgjort i perioden 1987-1990, dels tilsvarende sager, der var afsluttet i perioden fra den 1. januar til den 1. juli 1991. Jeg bad endvidere om at måtte modtage en liste over de sager, som DSB i perioden fra den 1. januar 1987 til den 1. juli 1991 havde afsluttet om uansøgt afsked af overenskomstansatte.

Generaldirektoratet for DSB sendte mig herefter den 1. august 1991 35 sager, der vedrørte disciplinær afsked af tjenestemænd, og som var afsluttet i perioden 1. januar 1987 til den 5. juli 1991. Generaldirektoratet sendte mig endvidere en fortegnelse over 51 sager, som DSB i perioden fra den 1. januar 1987 til den 1. juli 1991 havde afsluttet om uansøgt afsked af månedslønnede overenskomstansatte.

Efter en foreløbig gennemgang af de modtagne sager meddelte jeg generaldirektoratet for DSB i skrivelse af 5. november 1991, at jeg havde besluttet at afgrænse min undersøgelse til de 35 modtagne sager om disciplinær afsked af tjenestemænd.

Forinden afslutningen af min undersøgelse modtog jeg en konkret klage fra parten i en af sagerne (DSB-95), og denne sag udgik herefter af egen drift-undersøgelsen.

De resterende 34 sager er omtalt i denne rapport i anonymiseret form.

Journalnumre er erstattet med sagsnumrene DSB 66 - DSB 100.

II. R etsgrundlaget

I egen drift-undersøgelsen angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T, der er offentliggjort i min beretning for 1990, s. 339 ff, beskrev jeg i afsnit II.A, s.343 hvilke forskellige sæt retsregler, en offentlig arbejdsgiver som DSB ved personaleadministrationen er bundet af. Jeg redegjorde i afsnit II.B (s. 343 ff) for tjenestemandslovgivningens materielle bestemmelser om suspension og uansøgt afsked, i afsnit II.D (s. 354 f ) for ulovbestemte saglige krav i relation til afgørelser om uansøgt afsked, i afsnit II.E (s. 355 ff) for sagsbehandlingsregler samt i afsnit II.F (s. 367 ff) for de forskellige former for prøvelse af en afgørelse om afsked.

De anførte afsnit udgør også for denne undersøgelse en gennemgang af de bestemmelser, der regulerer det undersøgte område, og er således af interesse herfor. Jeg kan derfor henvise til de anførte afsnit i FOB 1990, s. 343 ff.

III. Undersøgelsens indhold

A. Kortlægning af sagerne

1) Partens ansættelsesforhold.

Alle de 34 sager angik fastansatte tjenestemænd.

2) Afskedigelsesgrundlaget.

Alle de undersøgte sager havde disciplinære forhold som baggrund for afskedigelsen. I 3 sager forelå en kombination af henholdsvis ikke-strafbare forhold i tjenesten/pådømte strafbare forhold uden for tjenesten, ikke-strafbare forhold i tjenesten/ikke-strafbare forhold uden for tjenesten og mistanke om strafbare forhold i tjenesten/ bestyrket mistanke om strafbare forhold uden for tjenesten.

I den følgende fremstilling, hvor sagerne er rubriceret henholdsvis i og uden for tjenesten, vil samme sag således kunne være nævnt flere steder.

32 af sagerne vedrørte forhold i tjenesten. Langt den overvejende del heraf - 26 sager - vedrørte ikke-strafbare forhold i tjenesten. Af disse 26 sager var 21 begrundet i den ansattes udeblivelse fra arbejdet. Udeblivelsessagerne kan underopdeles således: udeblivelse/manglende dokumentation for sygdom/1. sygedagspålæg i 3 sager (DSB-87, DSB-90 og DSB-93) - udeblivelse/manglende dokumentation for sygdom i 3 sager (DSB-67, DSB-69 og DSB-71) - udeblivelse/manglende fremlæggelse af varighedserklæring i 3 sager (DSB-81, DSB-82 og DSB-84) - udeblivelse/manglende fremskaffelse af 120-dages-sygeerklæring i 3 sager (DSB-70, DSB-77 og DSB-88) og udeblivelse uden påberåbt sygdom i 9 sager.

I 5 sager var afskedigelsen begrundet i spiritusindtagelse i forbindelse med tjenesten, og i 2 sager (DSB-72 og DSB-92) var afskedigelsen begrundet i de ansattes tilsidesættelse af tjenesteforskrifter. I DSB-72 indgik i afskedigelsesgrundlaget tillige oplysninger om samarbejdsvanskeligheder. Havde alene samarbejdsvanskeligheder været årsag til afskedigelsen eller havde tjenesteforseelser ikke i sig selv kunnet føre til afsked, skulle sagen have været afgjort efter reglerne om diskretionær afsked, jf. afsnit II.B.2 (s. 346 f ) i FOB 1990.

I 3 sager indgik mistanke om strafbare forhold i tjenesten i afskedigelsesgrundlaget, og i DSB-99, hvor den ansatte vedtog en bøde i anledning af kørsel i tjenesten i spirituspåvirket tilstand, forelå bestyrket mistanke om et sådant forhold.

I DSB-96 og DSB-98 lå pådømte strafbare forhold i tjenesten til grund for afskedigelsen.

5 sager vedrørte forhold uden for tjenesten. Heraf var der alene i DSB-82 tale om et ikke-strafbart forhold, medens DSB-100 angik en bestyrket mistanke om et strafbart forhold.

I 3 tilfælde - DSB-68, DSB-76 og DSB-94 - forelå domme for strafbare forhold begået uden for tjenesten.

3) Suspension.

I 9 sager blev der forud for afskedigelsen truffet afgørelse om suspension.

Afgørelsen om suspension blev i alle tilfælde meddelt tjenestemanden.

I DSB-83 indstillede driftsområdet til generaldirektoratet i skrivelse af 27. juni 1989, at den ansatte suspenderedes. Driftsområdet oplyste i den forbindelse, at den ansatte på grund af ferie ikke skulle møde på arbejde før den 17. juli 1989. Generaldirektoratet, der traf afgørelse om suspension den 7. juli 1989, fremsendte afgørelsen til driftsområdet til udlevering til tjenestemanden. I skrivelse af 12. juli 1989 indkaldte driftsområdet tjenestemanden til en tjenstlig afhøring den 17. juli 1989. Den ansatte ses først ved selve afhøringen at være gjort bekendt med afgørelsen om suspension. Vedrørende spørgsmålet om virkningstidspunktet for afgørelsen, se nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000).

I ingen af sagerne var suspensionsspørgsmålet i øvrigt behandlet som en selvstændig afgørelsessag. Der var således ikke foretaget partshøring, ligesom afgørelserne ikke var begrundet. Vedrørende afgørelsessager i forvaltningslovens forstand henviser jeg i øvrigt til FOB 1990, s. 355f.

4) Lønstandsning.

I 19 tilfælde gennemførtes lønstandsning. Heraf vedrørte 18 tilfælde tjenestemandens udeblivelse fra tjenesten. I DSB-94 var afskedigelsesgrundlaget pådømte strafbare forhold, der var begået uden for tjenesten. På grund af varetægtsfængsling den 15. maj 1990 mødte parten ikke til tjeneste. Lønstop blev foretaget den 16. maj 1990 og i øvrigt fejlagtigt videreført i perioden fra den 11. oktober 1990 til den 22. januar 1991, jf. afsnit III.C.4, s. 000.

Afgørelse om lønstandsning blev i 17 tilfælde meddelt tjenestemanden, omend i en række tilfælde på et relativt sent tidspunkt. I DSB-70 meddelte DSB parten i skrivelse af 17. juni 1987, at lønudbetaling var standset med virkning fra den 1. juni 1987.

I DSB-93 meddelte driftsområdet parten i skrivelse af 3. august 1990, at foretagelse af lønstop var nødvendiggjort, da lægeerklæring fra 1. sygedag ikke var fremskaffet for to nærmere anførte perioder. Det blev tilføjet, at den manglende løn ikke ville blive frigjort, før den omtalte lægeerklæring forelå for begge perioder. I skrivelse af 15. august 1990 anmodede driftsområdet tjenestemanden om at fremskaffe en varighedserklæring. I den forbindelse blev det anført, at der som tidligere meddelt var indført lønstop, indtil tingene var bragt i orden, og at parten ikke ville få udbetalt løn ultimo august måned 1990. Brevet blev af postvæsenet returneret til DSB med påtegning om, at adressaten var flyttet. I anbefalet skrivelse af 3. oktober 1990 meddelte generaldirektoratet parten, at lønudbetaling var standset med virkning fra den 1. september 1990. Brevet blev som det tidligere brev af 15. august 1990 returneret af postvæsenet. På denne baggrund kan der være tvivl om, hvorvidt afgørelsen om lønstandsning er meddelt parten.

Der kan være tvivl om det samme spørgsmål i DSB-94, der er omtalt umiddelbart ovenfor i dette afsnit og nedenfor i afsnit III.C.4 (s. 000). Parten blev varetægtsfængslet den 15. maj 1990. I skrivelse af 16. maj 1990 meddelte DSB parten via tjenestestedet, at lønudbetaling indtil videre var standset. Hvorvidt der fra tjenestestedet er foretaget kundgørelse af afgørelsen fremgår ikke af sagen.

I 3 sager blev afgørelsen om lønstandsning ikke meddelt parten.

I DSB-85 oplyste driftsområdet i skrivelse af 12. september 1989 til DSB, at tjenestemanden ikke kunne kontaktes, da han ikke boede på den opgivne adresse, og da telefonen var lukket. Det blev endvidere oplyst, at rygter ville vide, at den pågældende var taget på langfart. Endelig blev det oplyst, at der var foretaget lønstop den 4. september 1989.

I såvel anbefalet som almindeligt brev af 26. september 1989 - sendt til den af parten senest opgivne adresse - meddelte DSB tjenestemanden, at lønudbetaling var standset med virkning fra den 1. oktober 1989. Det anbefalede brev blev modtaget retur med påtegning "ikke afhentet inden henliggefristens udløb". I forbindelse med den senere indkaldelse den 27. oktober 1989 af parten til tjenstligt forhør blev det klarlagt, at han var flyttet til en anden adresse. Ved telefonisk henvendelse dertil blev det bekræftet, at han sejlede på langfart og på indkaldelsestidspunktet ikke var hjemme. I sagen var der ikke kontakt til tjenestemanden i øvrigt, forinden afgørelsen om afskedigelse blev fremsendt til den pågældendes tjenestested til udlevering.

I DSB-89 blev skrivelser fremsendt til tjenestemanden på den af ham opgivne adresse, der blev bekræftet ved henvendelse til folkeregisteret og CPR-registeret - returneret af postvæsenet med påtegningen "Flyttet, hvorhen vides ikke" og "Afrejst".

På grundlag af de konkrete omstændigheder i disse 2 sager må det lægges til grund, at afgørelse om lønstandsning ikke blev meddelt parten.

I DSB-90 oplyste regionschefen den 21. marts 1990 over for DSB, at der den samme dag var foranlediget foretaget lønstop for den pågældende tjenestemand (med virkning fra den 1. april 1990). Afgørelse herom ses ikke meddelt parten. Den manglende meddelelse kan imidlertid karakteriseres som konkret uvæsentlig, da lønudbetaling blev iværksat igen med virkning fra den 1. april 1990. Lønstandsning blev således ikke effektueret.

Spørgsmålet om lønstandsning blev behandlet som en afgørelsessag, jf. FOB 1990, s. 356, i 3 sager af de 19 sager, hvori der blev gennemført lønstandsning (DSB-77, DSB-88 og DSB-93).

I DSB-88 havde DSB i henvendelser af 20. november 1989 og 9. januar 1990 anmodet parten om at fremskaffe en erklæring om helbredstilstanden. I skrivelse af 26. januar 1990 til parten anførte DSB, at DSB var uden svar på disse henvendelser og derfor bad parten om - for at undgå eventuel standsning af lønudbetalingen - at foranledige, at erklæringen forelå inden udløbet af en nærmere fastsat frist. Skrivelsen kan opfattes som en høringsskrivelse. Afgørelsen om lønstandsning, der blev meddelt parten i skrivelse af 12. marts 1990, opfylder derimod ikke forvaltningslovens bestemmelse om begrundelse, da afgørelsen ikke indeholder en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

I 17 tilfælde - inklusive DSB-90, hvor lønstandsning blev besluttet af tjenestestedet, men ikke effektueret - blev spørgsmålet om lønstandsning ikke behandlet som en selvstændig afgørelsessag.

B. Sagsbehandlingsregler.

1) Inhabilitet.

Der blev ikke konstateret spørgsmål om inhabilitet i nogen af sagerne.

2) Partsrepræsentation - bisidder.

I 10 sager forelå der partsrepræsentation i form af anvendelse af bisidder.

I 7 af disse sager indgik spirituspåvirkethed i forbindelse med tjenesten i afskedsgrundlaget. Herudover vedrørte DSB-83 udeblivelse samt sygemelding på grund af spiritusindtagelse dagen forinden.

I ingen sager - bortset fra DSB-96, der blev afgjort på grundlag af en dom - deltog en bisidder i den tjenstlige afhøring. Ved det tjenstlige forhør var bisidderen i alle 10 sager en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund eller Jernbaneforeningen.

Bisidderen fremsendte i 6 tilfælde bemærkninger til sagen efter afholdelse af tjenstligt forhør. I DSB-73 og DSB-75 protesterede henholdsvis COI og COII i forbindelse med § 31-høringen mod den påtænkte afsked.

I min tidligere undersøgelse redegjorde jeg for, hvorfor det må antages, at parten ved valget mellem hvem, der skal bistå i forbindelse med et tjenstligt forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er omhandlet i tjenestemandslovens § 21, stk. 2. Jeg anførte, at myndigheden kun kan tilsidesætte partens valg af bisidder i tilfælde, hvor der konkret vil være hjemmel hertil i forvaltningslovens § 8, stk. 2 ("findes at burde vige for væsentlige offentlige eller private interesser"), jf. FOB 1990, s. 356f. Tilsvarende betragtninger må antages at gøre sig gældende, for så vidt angår tjenstlige afhøringer. Myndigheden kan ikke generelt afskære partens valgmulighed for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der skal bistå ham ved den tjenstlige afhøring. Valgmuligheden kan alene begrænses efter forvaltningslovens § 8, stk. 2, efter en konkret vurdering.

I en udtalelse af 4. juni 1992 til mig anførte auditøren under Trafikministeriet bl.a. følgende

"Spørgsmålet om valg af bisidder har været aktuelt i et enkelt tilfælde, hvor den pågældende part ønskede en bisidder fra en ikke forhandlingsberettiget organisation, jf. tjenestemandslovens § 21, stk. 2, sammenholdt med § 49. Jeg forelagde spørgsmålet for Finansministeriet, som i brev af 17. juni 1991 udtalte sig på linie med det i rapportudkastet på side 8 anførte."

Spørgsmålet om en bisidders beføjelser er illustreret i DSB-100. I sagen, hvor afskeden var begrundet i, at parten var mødt til tjeneste i spirituspåvirket tilstand, gav parten ved det tjenstlige forhør møde med en skibsfører fra Jernbaneforeningen som bisidder. Som bilag 6 i sagen var fremlagt en udskrift af kriminalrettens dom vedrørende et forhold begået i 1990. Det fremgik af bilaget, at parten i 1984 ved tilkendegivelse fra Politimesteren i X-by udenretligt havde vedtaget en bøde for spirituskørsel. Parten, der var tjenstgørende i X-by, oplyste under forhøret, at forholdet i 1984 var begået på en fridag og således uden for tjenesten. Til støtte herfor oplyste parten, at straffesagen retteligt var blevet behandlet af Politimesteren i Y-by.

Auditøren fremsendte herefter den 26. marts 1991 en udskrift af forhørsprotokollen alene til bisidderen. I den forbindelse oplyste auditøren, at det af selve domsudskriften fremgik, at forholdet, der var begået i 1984, var blevet behandlet af Politimesteren i X-by. Auditøren anmodede om bisidderens og partens kommentarer hertil.

Det kan ikke antages, at en bisidder uden videre overtager en parts beføjelser på tilsvarende måde som en partsrepræsentant. Bl.a. sagsoplysningsskridt, herunder fremsendelse af høringsskrivelser, må som følge heraf under alle omstændigheder foretages over for parten selv. I sagen var DSB's manglende fremsendelse af høringsskrivelsen til parten selv konkret uvæsentlig, da parten i skrivelse af 10. april 1991 fremsendte nærmere oplysninger om det omstridte faktuelle forhold. Bisidder fremsendte den 3. april 1991 et indlæg i sagen uden bemærkninger i relation til det omtvistede forhold og til udskriften af forhørsprotokollen. Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt partens skrivelse af 10. april 1991 er fremkommet på eget initiativ eller på baggrund af bisidders eventuelle videresendelse af auditørens skrivelse af 26. marts 1991.

Auditøren under Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende

"Med hensyn til sagen DSB-100 kan det oplyses, at det må formodes, at partens svarskrivelse af 10/4 1991 fremkom på baggrund af bisidderens videresendelse af mit brev af 26/3 1991, idet det af et notat på min sag fremgår, at svarbrevet indgik den 15/4 1991 sammen med udtalelsen fra bisidderen (selv om denne udtalelse er dateret så tidligt som den 3/4 1991). Af journalen fremgår det, at den den 15/4 1991 modtagne forsendelse var afsendt af bisidderen. - Tilsvarende sagsoplysningsskridt vil fremtidig blive foretaget over for parten selv."

3) Vejledning.

a) Pension.

I 31 sager vejledte DSB i forbindelse med afskeden parten om mulige tidspunkter for udbetaling af opsat pension samt i enkelte sager, jf. nedenfor, om muligheden for i stedet for opsat pension at få en fratrædelsesgodtgørelse. Parten havde i de øvrige 3 sager ikke ret til pension. (Om reglerne for opsat pension henviser jeg til FOB 1990, s.345 f).

I 16 tilfælde anførte DSB, at den månedlige pensionsydelse ville komme til udbetaling "til ægtefællen eller børn under 18 år fra det tidspunkt, den pensionsberettigede er afgået ved døden".

Vejledningen på dette punkt er ikke i overensstemmelse med bestemmelsen i § 24, stk. 4, 1. pkt, i tjenestemandspensionsloven, hvorefter pensionsydelsen kommer til udbetaling fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. I de resterende 18 sager - bortset fra DSB-69, DSB-84 og DSB-94, hvor parten blev afskediget uden pension samt DSB-96, DSB-97, DSB-99 og DSB-100, hvor vejledningen ikke findes på sagen (jf. nærmere herom nedenfor i afsnittet) - kan det konstateres, at vejledningen på dette punkt er blevet ændret og herefter ikke længere misvisende. Vejledningen i disse sager er omformuleret til "Ved dødsfald til eventuel ægtefælle med 2/3 og til eventuelle børn under 18 år med 1/10 pr. barn".

Efter bestemmelsen i § 25, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan finansministeren "efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemme, at en fratrædende tjenestemand i stedet for ret til opsat pension kan få en fratrædelsesgodtgørelse, der kan anvendes som indbetaling til en pensionsordning, der kan godkendes af finansministeren, og som ikke senere kan tilbagekøbes uden finansministerens samtykke". Bestemmelsen finder anvendelse i alle tilfælde, hvor tjenestemanden har ret til opsat pension.

DSB har i 13 tilfælde undladt at vejlede om denne bestemmelse. Denne undladelse er eventuelt begrundet i, at Finansministeriet - som oplyst i DSB-73 - på tidspunktet for afskedigelsen endnu ikke havde fastsat endelige retningslinier herfor. Forinden finansministerens udnyttelse af den bemyndigelse, der er indeholdt i tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 1, til at fastsætte regler for dette område, kan det ikke antages, at myndigheden havde pligt til at vejlede om det endnu uregulerede spørgsmål.

I andre 11 sager vejledte DSB parten om muligheden for i stedet for opsat pension at få en fratrædelsesgodtgørelse. Der er sammenfald mellem de sager, hvor DSB har omformuleret vejledningen i forhold til tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt., og har medtaget vejledning om lovens § 25, stk. 1. Et sådant sammenfald har jeg taget som udtryk for en tilstræbt forbedring fra DSB's side af vejledningen om de pensionsmæssige forhold.

Forud for denne ændring af vejledningen ses vejledning om tjenestemandspensionlovens § 25, stk. 1, alene foretaget i DSB-68, DSB-72, og DSB-73, hvor DSB tillige vejledte om tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.

Efter bestemmelsen i § 25, stk. 2, i tjenestemandspensionsloven kan en tjenestemand, som fratræder sin stilling uden at være berettiget til pension efter § 2, for ansættelsestid forud for den 1. juli 1969 vælge at få udbetalt pensionsbidrag efter bestemmelserne i § 50, stk. 3, i lønnings- og pensionsloven af 1958 i stedet for at bevare ret til opsat pension eller eventuel fratrædelsesgodtgørelse eller til overførselsbeløbet efter § 26. (Ordene "eller til overførselsbeløbet efter § 26" er udgået ved lov nr. 884 af 23. december 1987 om ændring af lov om tjenestemandspension).

I de nævnte 3 sager var tjenestemanden ansat forud for den 1. juli 1969, hvorfor en vejledning tillige om lovens § 25, stk. 2, var korrekt.

I DSB-76 undlod DSB - korrekt - at vejlede om lovens § 25, stk. 2. Parten i sagen var fra den 1. november 1968 ansat som styrmandsaspirant og fra den 1. juli 1969 som styrmand på prøve. Finansministeriet meddelte i forbindelse med § 31-høringen, at parten ved afsked var berettiget til opsat pension i henhold til tjenestemandspensionslovens § 24, jf. § 25, stk. 2. Da Finansministeriet ikke er omfattet af undersøgelsen, kan jeg ikke formulere en kritik af ministeriets besvarelse. Sagen medtages her som et eksempel på en selvstændig vurdering fra DSB's side af, hvorvidt lovens § 25, stk. 2, fandt anvendelse.

Sagen DSB-91 illustrerer derimod et eksempel på, at DSB undlod at vejlede om tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2. Finansministeriet oplyste, at de to tjenestemænd, der var tale om i sagen, var ansat som tjenestemænd henholdsvis den 1. december 1965 og den 1. maj 1969. For begges vedkommende blev det endvidere oplyst, at de var berettiget til opsat pension efter tjenestemandslovens kap. 7. Skrivelsen fra Finansministeriet vedrørende den sidstnævnte tjenestemand er med blyantpåtegning i marginen forsynet med følgende påtegning: "pensionsforhold vedr. ansættelse før 1. juli 1969". Jeg må herefter finde det beklageligt, at DSB undlod at vejlede om lovens § 25, stk. 2.

En ændret vejledningsform kan konstateres i DSB-96, DSB-97, DSB-98, DSB-99 og DSB-100, idet der i disse sager i afskedsbrevet er henvist til en vedlagt vejledning om opsat pension.

Vejledningen findes imidlertid kun i sagen DSB-98. I denne er medtaget den omformulerede vejledning i relation til tjenestemandspensionslovens § 24, stk. 4, 1. pkt, jf. ovenfor i afsnittet, samt vejledning om lovens § 25, stk. 1, jf. ovenfor i afsnittet. Da parten var ansat som tjenestemand den 1. november 1962, må jeg anse det som en fejl, at DSB ikke tillige vejledte parten om hans ret til efter lovens § 25, stk. 2, for ansættelsestid forud for den 1. juli 1969 at vælge at få udbetalt pensionsbidrag.

Af personallisten i DSB-100 fremgår det, at parten blev ansat som styrmandsaspirant den 1. august 1968 og som styrmand på prøve den 1. juli 1969. I forbindelse med § 31-høringen oplyste Finansministeriet, at den pågældende, der var ansat som tjenestemand den 1. august 1968, havde ret til opsat pension i henhold til tjenestemandspensionsloven, kap. 7. Forudsættes det, at den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i denne sag, er identisk med den vejledning, der var vedlagt afskedsbrevet i DSB-98, jf. umiddelbart ovenfor i afsnittet, har vejledningen været korrekt, da parten ikke ville være omfattet af tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2. En sikker stillingtagen til spørgsmålet lader sig imidlertid ikke foretage, da vejledningen ikke beror på sagen.

I udtalelsen af 20. maj 1992 til mig har DSB bl.a. anført følgende

"Den vejledning, der er medsendt afskedsbrevene, og som der findes et eksemplar af i én af sagerne, er enslydende - og med andre ord ens for de sager, hvori der i brevene er henvist til den. Vejledningen er i virkeligheden en foreløbig vejledning, og vi vil sørge for, at det fremover vil fremgå af den. Vi vil endvidere være opmærksom på vejledningsproblemet vedrørende tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2.

Vi kan oplyse, at den ovenfor nævnte foreløbige vejledning altid følges op af en uddybende vejledning, der tilsendes parten fra DSBs Arbejdsmiljøkontor - Pension. Heri vejledes også i påkommende tilfælde om tjenestemandspensionslovens § 25, stk. 2, og vejledningen indeholder kronebeløb."

b) Anden vejledning.

I DSB-82 meddelte parten DSB i skrivelse af 30. januar 1989, at han ikke havde modtaget et som bilag 5 nærmere anført brev. En i DSB, regionssekretariatet Y-by, ansat havde i skrivelse af 12. december 1988 oplyst, at brevet skulle være sendt til parten allerede den 10. november 1988. Brevet af 12. december 1988 var formuleret således: "... uanset breve herfra 4., 10. og 24. november 1988". Brevet af 10. november 1988 var underskrevet af en anden ansat i DSB, regionssekretariatet Y-by. Parten undrede sig over, at DSB ikke ville sende en kopi af brevet til ham, hvis det eksisterede.

Der synes helt klart at være tale om en misforståelse fra partens side, idet parten opfattede udtrykket "breve herfra" som værende breve underskrevet af den samme person og ikke blot fra samme myndighed - i sagen regionssekretariatet Y-by.

DSB fremsendte i skrivelse af 2. februar 1989 til parten en kopi af regionssekretariatets brev af 10. november 1988 uden nærmere vejledning i form af bemærkninger til afklaring af partens misforståelse. Efter min opfattelse ville det have været hensynsfuldt over for parten, om DSB havde forklaret den rette sammenhæng.

4) Aktindsigt. Notatpligt.

For så vidt angår det regelsæt, der regulerer spørgsmål om aktindsigt og notatpligt, henviser jeg til FOB 1990, s. 357 f.

Der er kun fremsat begæring om aktindsigt i 1 sag (DSB-82), hvor parten i skrivelse af 30. januar 1989 begærede aktindsigt i en skrivelse af 10. november 1988 fra regionssekretariatet. Begæringen blev imødekommet den 2. februar 1989 og således inden for 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2. Sagen er i øvrigt omtalt ovenfor i afsnit III.B.3.b.

De notater, der forefindes på de undersøgte sager fra DSB, er udfærdiget enten som påtegninger på skrivelser eller som særskilte løse lapper. Omend løse lapper overvejende ses udfærdiget, synes DSB således ikke at anvende en bestemt fremgangsmåde ved notering af oplysninger i medfør af offentlighedslovens § 6. DSB anvender heller ikke - som visse andre myndigheder - til notering af § 6-oplysninger en bestemt type (farvede) ark, hvorpå er fortrykt, at der på arket noteres oplysninger til opfyldelse af notatpligten.

I udtalelsen til mig oplyste DSB vedrørende dette spørgsmål følgende

"DSB har efter den forrige egen drift-undersøgelse indført notering af oplysninger på specielle notatark."

Konkrete spørgsmål om manglende overholdelse af notatpligten i henhold til offentlighedslovens § 6 har ikke været rejst i nogle af sagerne.

En gennemgang af sagerne har ikke gjort det muligt at konstatere tilsidesættelse af reglerne om notatpligt. Dog kan der rejses spørgsmål herom i DSB-72, DSB-88 og DSB-94.

I DSB-72 fremgår det af udskriften af 19. juni 1987 vedrørende tjenstlig afhøring af parten om de tjenstlige forhold den 20. maj 1987 og samarbejdsvanskeligheder med såvel ledelsen som øvrige medarbejdere, at parten blev foreholdt en tjenstlig samtale den 10. december 1986 om et konkret samarbejdsproblem den 1. december 1986 med en kvindelig medarbejder. Blandt sagens akter foreligger en skrivelse af 1. december 1986 fra denne medarbejder, hvori der til belysning af samarbejdsvanskelighederne redegøres for en konkret episode den 30. november 1986 kl. 22.46. (Der må formodes at være identitet mellem episoden, der blev gjort til genstand for en tjenstlig samtale den 10. december 1986 og den i skrivelsen af 1. december 1986 anførte). Der foreligger på generaldirektoratets sag ikke et notat vedrørende indholdet af den tjenstlige samtale den 10. december 1986. Såfremt der under den tjenstlige samtale er fremkommet oplysninger, der er omfattet af notatpligten i henhold til offentlighedslovens § 6, og som ikke fremgår af sagens akter i øvrigt burde der på generaldirektoratets sag have foreligget et af tjenestestedet udfærdiget notat med disse oplysninger.

Parten havde i DSB-88 telefonisk rettet henvendelse til DSB den 2. juli 1990 - den samme dag, som afgørelsen om afskedigelse er truffet. Et notat om samtalens indhold blev udfærdiget den 16. juli 1990, efter at parten skriftligt havde rejst spørgsmål om bl.a. feriepenge. Af notatet fremgår, at samtalen den 2. juli 1990 hovedsageligt drejede sig om feriepenge. Såfremt de oplysninger, der i øvrigt blev afgivet under samtalen, var omfattet af offentlighedslovens § 6, burde disse have været noteret. Ud fra sagens akter lader indholdet af de øvrige oplysninger sig imidlertid ikke fastlægge.

Parten i DSB-94 rettede i skrivelse af 1. februar 1991 henvendelse til DSB, da han ikke kunne forstå, at han ikke havde fået løn eller var blevet suspenderet fra det tidspunkt, hvor han efter fravær på grund af varetægtsfængsling havde meldt sig til tjeneste igen. Skrivelsen er påtegnet en bekræftelse fra tjenestestedet af partens oplysning om tilbagemeldingen den 11. oktober 1990. DSB medtog ved besvarelsen den 19. februar 1991 af partens henvendelse en oplysning om, at han ved tilbagemeldingen havde fået meddelelse om, at han ikke skulle møde og udføre tjeneste. DSB betragtede derfor parten som suspenderet fra tilbagemeldingstidspunktet. På generaldirektoratets sag foreligger ikke andre notater end et notat af 15. oktober 1990 vedrørende en telefonsamtale med tjenestestedet, hvor det oplyses, at parten havde ringet og meddelt, at han var blevet idømt en fængselsstraf og løsladt til senere afsoning. Såfremt tjenestestedet på vegne af generaldirektoratet havde meddelt parten en mundtlig afgørelse om suspension, burde der have været foretaget notat herom. (I givet fald burde en sådan mundtlig afgørelse tillige meget hurtigt have været bekræftet skriftligt).

På grundlag af sagens oplysninger - herunder DSB's formulering af besvarelsen af 19. februar 1991, hvorefter parten betragtedes som suspenderet - er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at der er meddelt parten en afgørelse om suspension.

Oplysningen om, at tjenestestedet havde meddelt parten, at han ikke skulle møde og udføre tjeneste, burde derimod have været noteret på generaldirektoratets sag til brug for opgørelsen af partens eventuelle løntilgodehavende.

5) Begrundelse.

a) Henvisning til retsregler.

I ingen af de 34 sager var anført en tilstrækkelig henvisning til det retsgrundlag, på hvilket afgørelsen om afskedigelse var truffet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Det tilsvarende gør sig gældende i alle 34 sager for så vidt angår afgørelsen om pension.

Det vil føre for vidt at redegøre for manglerne i alle sager. Jeg har derfor udvalgt nogle eksempler.

1. Afskedigelse.

DSB henviste i begrundelsen i DSB-76 alene til, at parten ved sin adfærd havde overtrådt "bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser", s. 4, og bestemmelserne i tjenestemandslovens § 10, stk. 1". Begrundelsen burde tillige have indeholdt en henvisning til, at DSB som disciplinær straf for den tjenstlige forseelse efter bestemmelserne i tjenestemandslovens § 24 og § 28 traf afgørelse om afskedigelse med forkortet varsel.

Sagerne DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98 er identiske for så vidt angår begrundelsesmanglen. Parten var i 3 af tilfældene blevet afskediget på grundlag af en straffedom og i DSB-96 på grundlag af en dom for overtrædelse af søloven. I forbindelse med § 31-høringen anførte DSB: "De bestemmelser, hvorefter sagen behandles og afgøres, er tjenestemandslovens §§ 10, 19-24, 28 og 31, som er optrykt i Aftalehåndbog, afsnit 1.1. Kopi af bestemmelserne vedlægges".

Afskedigelsesskrivelserne indeholdt ingen retlig henvisning og var blot formuleret således: "I fortsættelse af vores brev af ... (høringsskrivelsen) følger vedlagt et brev af dags dato, hvori ministeren for offentlige arbejder (trafikministeren) afskediger Dem (dig) af (fra) tjenesten ved DSB med udgangen af ... måned ...". En retlig henvisning til de relevante retsregler var heller ikke indeholdt i ministerens breve.

En udtrykkelig henvisning i afskedigelsesbrevene til det retsgrundlag, der er nævnt i § 31-høringen, vil ikke opfylde kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Efter forvaltningsloven påhviler det myndigheden - og ikke parten - at udrede den eller de blandt flere tidligere nævnte bestemmelser, som afgørelsen om afskedigelse er truffet på grundlag af.

2. Pension.

DSB-66 indeholdt i begrundelsen en henvisning til den relevante retsregel, men manglede angivelse af den dagældende lovbekendtgørelses nr. og dato.

Henvisningen til retsregler i DSB-68 og DSB-72 bestod blot i en henvisning til kap. 7 i lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension med senere ændringer.

Lov nr. 263 af 22. maj 1986 om ændring af lov om tjenestemandspension burde have været angivet, da denne lov ændrede affattelsen af kap. 7. Herudover må det anses for en fejl, dels at DSB henviste til hele kap. 7 og ikke kun de relevante bestemmelser, dels at DSB ved henvisning til lønnings- og pensionsloven af 1958 ikke angav lovens nr. og dato.

DSB-89 manglede angivelse af lovens nr. og dato samt ændringsloven som anført under omtalen af DSB-68 og DSB-72 umiddelbart ovenfor. Endvidere var det en fejl at henvise til hele lovens kap. 7.

Parterne i DSB-91 var ifølge personallisterne ansat som tjenestemænd henholdsvis den 1. december 1965 og den 1. maj 1969. De afskedigelsesbreve, som trafikministeren underskrev, henviste alene til tjenestemandspensionslovens kap. 7. De medfølgende afskedigelsesbreve, som DSB underskrev, henviste alene til lovens § 24. Ud over manglende angivelse af nr. og dato for loven og ændringsloven eller lovbekendtgørelsen manglede der henvisning til samtlige relevante bestemmelser. Det er nærliggende at antage, at parterne ved at sammenholde brevene underskrevet af henholdsvis trafikministeren og DSB blev bibragt den fejlagtige opfattelse, at deres pensionsmæssige forhold alene var omfattet af § 24 og ikke tillige af § 25.

Parten i DSB-69, DSB-84 og DSB-94 blev afskediget uden pension. Begrundelserne vedrørende pensionsspørgsmålet var ikke blot mangelfulde, men der manglede helt henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen af pensionsspørgsmålet.

b) Sagsfremstilling.

Undersøgelsen har vist, at sagsfremstillingen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2, må anses for tilstrækkelig i 11 tilfælde. Som eksempel herpå kan nævnes DSB-68: "Af en domsudskrift fremgår, at De den 26. marts 1987 ved retten i Korsør er idømt 10 måneders fængsel for legemsbeskadigelse af særlig farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 2."

Citatet er uddrag af § 31-høringen af 7. maj 1987 til parten. I afskedigelsesskrivelsen af 9. juni 1987 anfører DSB. "I fortsættelse af vores brev af 7. maj 1987 ...". Efter omstændighederne vil sagsfremstillingen ikke skulle gentages i afskedigelsesbrevet, idet en udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt og fortsat tilstrækkelig begrundelse vil kunne erstatte en optagelse af begrundelsen i selve afskedigelsesbrevet. Jeg finder dog ikke, at den ovenfor citerede formulering er udtryk for en tilstrækkelig klar henvisning til den tidligere meddelte begrundelse. En udtrykkelig henvisning til en tidligere meddelt begrundelse kan f.eks. formuleres, som følger: "Idet der henvises til den begrundelse, der fremgår af generaldirektoratets skrivelse af ...".

I de øvrige 23 sager var sagsfremstillingen mangelfuldt angivet. Også på dette punkt vil det føre for vidt at redegøre for manglerne i samtlige de omhandlede sager. Som i FOB 1990 - for så vidt angik sager fra P & T, jf. s. 400 - kan sagerne inddeles i typetilfælde, og spørgsmålet illustreres ved eksempler inden for de enkelte typer.

DSB-94 er et eksempel på en begrundelse for afskedigelse på grundlag af en straffedom. § 31-høringen, som DSB henviste til ved den uheldige formulering "i fortsættelse af...", var indledt således

"Af en domsudskrift fra Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af 18. september 1990 har stadfæstet Tåstrup rets dom af 12. februar 1990, hvorefter du er idømt 5 måneders fængsel og frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af færdselslovs- og straffelovsbestemmelser.

Af en domsudskrift fra retten i Tåstrup fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6 måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a. straffelovsbestemmelser."

Efter min opfattelse mangler der i sagsfremstillingen en angivelse af de (væsentligste) bestemmelser i færdsels- og straffeloven, som parten har overtrådt, samt en (kort) redegørelse for indholdet heraf.

Begrundelserne i sagerne om afsked efter tjenstligt forhør henviser ikke blot til forhøret, men indeholder en selvstændig sagsfremstilling. For så vidt angår det utilstrækkelige i en eventuel blanko henvisning til forhøret, henviser jeg til FOB 1990, s. 400.

Parten i DSB-90 var ved skrivelser af 18. august 1988 og 26. juli 1989 pålagt at indhente lægeerklæring fra 1. sygedag. Denne oplysning var ikke medtaget i begrundelsen, men må være tillagt væsentlig betydning for afgørelsen om afskedigelse.

Generaldirektoratet henviste i DSB-92 bl.a. til "foreliggende vidneforklaringer" uden nærmere at angive indholdet af disse forklaringer.

I DSB-99 finder jeg det mest korrekt, om DSB havde medtaget en oplysning om, at parten havde vedtaget en bøde og erklæret sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven. Færdselsovertrædelsen bestod i promillekørsel og var den direkte årsag til, at der blev indledt en afskedigelsessag.

Det sidste typetilfælde omfatter de sager, hvor parten ikke mødte op til det tjenstlige forhør. Som anført i FOB 1990, s. 400, er der i disse sager efter min opfattelse et særligt behov for at redegøre for de faktiske omstændigheder, som DSB har lagt vægt på ved afgørelsen.

Såvel DSB-77 som DSB-93 medtager følgende afsnit

"Efter tjenestemandslovens regler har sagen været behandlet af (forelagt for) auditøren under Trafik- og Kommunikationsministeriet (Trafikministeriet), der den ... har udtalt, at du må betragtes som udeblevet fra tjenesten uden lovlig grund."

Jeg må anse det for en fejl, at DSB ikke har medtaget oplysning om, at der havde været forsøgt afholdt tjenstligt forhør og de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, jf. nærmere afsnit III.B.8. Afskedigelse er - når forholdet ikke er fastslået ved dom - betinget af afholdelse af et sådant forhør, jf. tjenestemandslovens § 24, 3. pkt.

c) Referat af praksis.

I ingen af sagerne redegjorde DSB for den praksis, der var fulgt ved afgørelsen om afskedigelse. Hvorvidt den manglende medtagelse af et referat af praksis udgjorde en fejl i de enkelte sager, har jeg derfor ikke grundlag for at vurdere.

Jeg har imidlertid fundet anledning til at overveje spørgsmålet i DSB-73. Parten var i sagen blevet indberettet for at have været spirituspåvirket under tjenesten som togfører i to tilfælde. Efter tjenstligt forhør indstillede bisidderen, at parten blev overført til anden tjeneste. Auditøren fandt, at der var tilstrækkeligt grundlag for at afskedige parten, men afgav indstilling om overførsel til anden tjeneste, da parten havde erkendt sin situation og havde indledt en antabusbehandling. Efter nøje overvejelse af sagen meddelte generaldirektoratet auditøren, at der var tilstrækkeligt grundlag for afskedigelse, og at en afgørelse med dette indhold ville være i harmoni med den linie, der var lagt i sager af lignende art for lokomotivpersonale, og som ønskedes lagt for visse andre personalekategorier. Partens erkendelse af situationen og påbegyndelse af en antabusbehandling udgjorde ikke tilstrækkeligt formildende omstændigheder.

Efter min opfattelse burde DSB - især i en sådan sag, hvor der herskede kvalificeret tvivl med hensyn til retsfølgen på baggrund af de begåede forseelser - i begrundelsen for afgørelsen have redegjort for de relevante dele af praksis.

d) Redegørelse for hovedhensyn.

Som anført i FOB 1990, s. 374 og 401, skal en begrundelse fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. I tilfælde, hvor afgørelsen beror på et skøn, skal (som anført i FOB 1990, s. 358 f ) de hovedhensyn angives, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Myndigheden skal således i begrundelsen tilkendegive, hvilke kriterier den har tillagt vægt ved afgørelsen.

For så vidt angår afgørelser om afskedigelse med forkortet varsel, opfylder ingen af sagerne kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af hovedhensyn. Redegørelsen herfor mangler helt i alle sager.

Efter tjenestemandslovens § 28 kan tjenestemænd afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afskedigelse kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen. Særligt kvalificerede forhold, der gør parten uskikket til fortsat ansættelse i stillingen, kan således begrunde ikke blot afskedigelse, men afskedigelse med forkortet varsel. Begrundelsen må indeholde en redegørelse for disse særlige forhold.

For så vidt angår afgørelsen om sanktionsvalget - afskedigelse -medtager ingen af sagerne en fuldt tilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene.

Sagen DSB-73 kan på grund af sagens konkrete omstændigheder nævnes som et eksempel på en begrundelse, der er tæt på at opfylde kravene i forvaltningslovens § 24 med hensyn til sagsfremstilling og redegørelse for hovedhensyn. (Jeg forudsætter herved, at der i tilstrækkeligt omfang havde været partshørt, henvist til retsregler og taget stilling til partens anbringender). Afskedigelsesbrevet medtages her i uddrag

"Auditøren under trafikministeriet har foretaget undersøgelse i anledning af en indberetning, hvorefter De har været spirituspåvirket under tjenesten den 4. oktober og 6. oktober 1987.

Af sagen fremgår, at De den 4. oktober 1987 mødte til tjeneste kl. (tidspunkt) og udførte tjeneste i togene (tognumre og strækning) Under Deres tjenstgøring opstod der mistanke om, at De var spirituspåvirket. En blodprøve udtaget den pågældende dag kl. 18.35 viste, at De havde en alkoholkoncentration i blodet på 2,16 0/00. Ved den foretagne tjenstlige afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas hvidvin og en halv øl før mødetidspunktet. Ved en fornyet afhøring, efter at resultatet af blodprøven forelå, har De oplyst, at De havde drukket et ikke nærmere angivet kvantum spiritus den 3. oktober om aftenen, samt at De nok havde drukket nogle flere glas vin den 4. oktober om formiddagen end tidligere erkendt.

De blev på grundlag af ovennævnte forhold midlertidigt sat fra togtjenesten og skulle herefter møde den 6. oktober 1987, kl. 14.00, som (ny arbejdsfunktion ved stationstjeneste). Da De mødte, skønnedes De påny spirituspåvirket. En blodprøve udtaget samme dag kl. 15.55 viste en alkoholpromille på 2,45.

Ved den første tjenstlige afhøring dagen efter oplyste De, at De havde drukket 2 glas bitter til morgenkaffen og 5-6 glas vin til frokost. Også her har De, efter at resultatet af blodprøven forelå, oplyst, at De nok har drukket flere glas vin end først oplyst.

Ved Deres adfærd de pågældende dage har De overtrådt bestemmelserne i P-cirkulære, pkt 3/86 af 2. januar 1986 om spiritusnydelse i forbindelse med tjenesten. De har herved gjort Dem skyldig i meget alvorlige tjenstlige forseelser.

Det er en absolut skærpende omstændighed,

-

at De den (dato) 1985 er forsat fra togtjenesten i ét år på grund af spirituspåvirkethed under tjenesten,

-

at De den (dato) 1985 er tildelt en skriftlig irettesættelse af togpersonalekontoret for forsildekomster og fravær fra tjenesten uden at underrette tjenestestedet, samt

-

at De den (dato) 1986 er tildelt generaldirektoratets alvorligste irettesættelse og advarsel for flere tilfælde af udeblivelser fra tjenesten.

På grund af det ovenfor anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.

Deres skriftlige udtalelse er indgået i vurderingen af sagen.

Vi vedlægger et brev af dags dato, hvori trafikministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af april måned 1988.

..."

DSB anførte i udtalelsen til mig følgende

"Der vedlægges et eksemplar af P-cirkulære, pkt 3/86 af 2. januar 1986, og et eksemplar af hæftet "Medarbejdernes forhold og forpligtelser", der erstatter cirkulæret. Om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten henvises til side 3, 2. spalte, i cirkulæret, og til side 4, 2. spalte, i hæftet. Begge publikationer er fordelt med personligt eksemplar til alle medarbejdere."

P-cirkulæret og hæftets bestemmelser om spiritusnydelse i og i forbindelse med tjenesten er enslydende og har følgende ordlyd

"Det er uanset arbejdets art tilladt at nyde hvidtøl, skibsøl og lignende, og medarbejdere, der ikke er omfattet af punkt 1-4 nedenfor, må til et måltid drikke en almindelig pilsnerøl.

Medarbejdere,

der er beskæftiget ved sikkerhedstjeneste

der har ansvar for andres sikkerhed under arbejdet,

hvis arbejde har betydning for andres sikkerhed, eller

hvis personlige sikkerhed kan blive udsat for fare under arbejdet,

må til et måltid drikke en lys pilsner, men må i øvrigt hverken umiddelbart før eller under tjenesten nyde øl eller spiritus under nogen form.

Overtrædelse af disse regler og spirituspåvirkethed under tjenesten i det hele taget er en alvorlig tjenesteforseelse, som må påregnes at få alvorlige tjenstlige følger.

Det vil blive betragtet som en skærpende omstændighed, hvis forseelsen er begået af en leder eller chef eller af en medarbejder ved sikkerhedstjeneste, eller hvis medarbejderen tidligere er tjenstlig straffet for spiritusmisbrug eller er advaret herimod.

..."

Selvom parten i sagen DSB-73 var ansat som togfører, og det for parten selv måtte fremstå som nærliggende, at spirituspåvirkethed i tjenesten ville være uforeneligt med sikkerhedstjeneste, burde det alligevel have været anført i begrundelsen, at parten under udførelse af sikkerhedstjeneste havde overtrådt de interne regler ved at have drukket mere end det fastsatte maksimum, og endvidere måtte anses for spirituspåvirket; dette sidste forhold udgør udtrykkeligt efter de interne regler en skærpende omstændighed. Dersom DSB tillagde det særskilt betydning, at parten var spirituspåvirket i ikke ubetydelig grad, burde dette tillige have været anført i begrundelsen.

DSB-75 kan fremdrages som et eksempel på en utilstrækkelig redegørelse for hovedhensynene. Afskedigelsesbrevet havde følgende indhold

"Auditøren under Trafikministeriet har foretaget undersøgelse i anledning af en indberetning, hvorefter De har været spirituspåvirket under tjenesten på ... station den (dato).

Af sagen fremgår, at De den pågældende dag mødte til tjeneste kl. 16.00. I løbet af aftenen opstod der mistanke om, at De var spirituspåvirket, hvorfor funktionslederen blev tilkaldt. En blodprøve udtaget den (følgende dag) kl. 0.05 viste, at De havde en alkoholkoncentration i blodet på 2,53 o/oo.

Ved auditørforhøret har De forklaret, at De havde fødselsdag den (dato). I den anledning bød De i hvert fald en tjenstgørende medarbejder på én øl og noget snaps, ligesom De selv frem til kl. 21-22 drak en del øl og snaps.

Ved Deres adfærd den pågældende dag har De overtrådt bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" om spiritusnydelse i tjenesten. De har herved gjort Dem skyldig i en meget alvorlig tjenesteforseelse.

Det er en skærpende omstændighed, at De af driftsområde Københavns Hovedbanegård er tildelt en mundtlig påtale for at møde alkoholpåvirket til tjeneste på ... station den (dato) 1986, samt at De så sent som den (dato) 1987 er ikendt generaldirektoratets alvorligste irettesættelse for at have været alkoholpåvirket under tjenesten den (dato) 1987 på Bagsværd station. I forbindelse med sidstnævnte forseelse blev De advaret mod igen at tilsidesætte spiritusbestemmelserne.

På grund af det ovenfor anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige Dem.

I overensstemmelse med auditørens indstilling vedlægger vi et brev af dags dato, hvori trafik- og kommunikationsministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af august måned 1988.

..."

Bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" er anført ovenfor i citat. Det fremgår af disse regler, at spirituspåvirkethed i tjenesten anses for en alvorlig tjenesteforseelse. Det følger imidlertid ikke uden videre af de interne regler, at retsfølgen ved spirituspåvirkethed i tjenesten ubetinget er afskedigelse.

Parten i sagen var billetsælger og udførte således funktioner, hvorved han dels havde et kasseansvar, dels var i tæt kontakt med publikum. Der er ingen tvivl om afgørelsens rigtighed, men DSB burde i begrundelsen for afgørelsen have anført de hovedhensyn, der havde ført frem til den valgte retsfølge.

Som anført i FOB 1990, s. 402 f, er der i de tilfælde, hvor parten afskediges på grundlag af en dom for strafbart forhold - specielt når det er begået uden for tjenesten - behov for en redegørelse for hovedhensynene. En henvisning, der alene består i, at parten er straffet for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffeloven eller andre love, er efter min opfattelse ikke tilstrækkelig. Hertil fordres yderligere en redegørelse for, at den pågældende (straffe)lovovertrædelse indebærer, at parten ikke længere opfylder decorumkravet i tjenestemandslovens § 10, eller i øvrigt gør parten uegnet til fortsat ansættelse. I denne vurdering må indgå oplysninger om overtrædelsens art og omfang samt strafudmålingen.

Til illustration af en utilstrækkelig angivelse af hovedhensynene inden for denne sagskategori kan anføres DSB-94. I § 31-høringen - som afskedigelsesbrevet blev udfærdiget i fortsættelse af - var indholdet følgende

"Af en domsudskrift fra Østre Landsret fremgår, at landsretten ved dom af (dato) 1990 har stadfæstet (X-by) rets dom af (dato) 1990, hvorefter du er idømt 5 måneders fængsel og frakendt førerretten i 5 år for overtrædelse af færdselslovs- og straffelovsbestemmelser.

Af en domsudskrift fra retten i (X-by) fremgår, at du ved retten den 9. oktober 1990 er idømt 1 år og 6 måneders fængsel som tillægsstraf for overtrædelse af bl.a. straffelovsbestemmelser.

Selv om lovovertrædelserne er begået udenfor tjenesten indebærer de tillige en grov overtrædelse af tjenestemandslovens § 10. Generaldirektoratet finder det derfor nødvendigt snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.

..."

Parten var dømt for forhold begået uden for tjenesten. De pådømte forhold bestod i spirituskørsel og i den forbindelse uagtsomt manddrab, tyveri, mandatsvig, besiddelse af et oversavet jagtgevær uden tilladelse samt levering og opbevaring af amfetamin.

Omend afgørelsen indholdsmæssigt ikke kan give anledning til tvivl, burde DSB have redegjort nærmere for indholdet af straffebestemmelserne og - i fortsættelse heraf - hvorfor parten, der var ansat som lokomotivfører, som følge af de pådømte forhold ikke kunne forblive ansat ved DSB.

Såvel i DSB-67 som i DSB-74 manglede redegørelsen for hovedhensyn helt i begrundelsen for afgørelsen om afskedigelse. Afskedigelsesbrevet i DSB-74 havde følgende indhold

"Af en indberetning fremgår, at De er udeblevet fra tjenesten uden gyldig grund siden den 12. oktober 1987.

Efter tjenestemandslovens regler har sagen været behandlet af auditøren under trafikministeriet, der den 29. februar 1988 har udtalt, at De må anses for bortgået af tjenesten uden gyldig grund.

I overensstemmelse med auditørens indstilling vedlægges derfor et brev af dags dato, hvori trafikministeren afskediger Dem fra tjenesten ved DSB med udgangen af april måned 1988.

..."

Afgørelsens materielle indhold kan der ikke rejses spørgsmål ved, men der mangler i redegørelsen en angivelse af, at parten ved at udeblive uden gyldig grund gjorde sig skyldig i en tjenstlig forseelse. Endvidere mangler en redegørelse for de hensyn, der blev tillagt vægt ved afvejning af spørgsmålet om retsfølgen - afskedigelse eller anden disciplinær straf.

e) Stillingtagen til partsanbringender.

I 19 sager blev der anført partsanbringender. Af disse blev der kun i DSB-67 taget stilling til de fremførte anbringender.

Parten i DSB-67 var indberettet for udeblivelse uden gyldig grund. Ved det tjenstlige forhør begrundede han udeblivelsen med, at han en tid havde været psykisk syg og derfor havde opholdt sig hos sin far. Han oplyste endvidere, at han havde indledt ugentlig behandling hos en psykolog. Anbringendet vedrørende partens sygdom tog DSB stilling til i afskedigelsesbrevet, hvor det blev anført, at parten trods opfordring hertil i forbindelse med forhøret ikke havde fremskaffet dokumentation for sygdommen. DSB måtte derfor anse parten for udeblevet fra tjenesten uden lovlig grund.

Af de øvrige 18 sager må DSB's stillingtagen til partens anbringender karakteriseres som utilstrækkelig i 1 sag.

I denne sag - DSB-88 - anførte parten efter at have modtaget afskedigelsesbrevet dels, at han selv havde søgt sin afsked, dels at han desuden ikke havde modtaget henvendelser fra auditøren (indkaldelse til tjenstligt forhør). Parten bestred derfor, at der kunne rejses krav mod ham om tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.

DSB tog stilling til partens første anbringende og oplyste, at der ikke sås modtaget en ansøgning fra parten om afsked. Havde der foreligget en sådan, ville det ikke have ændret på det forhold, at parten var udeblevet fra tjeneste uden lovlig grund, og parten var derfor ikke berettiget til at oppebære løn fra udeblivelsestidspunktet.

For så vidt angår partens andet anbringende oplyste DSB blot, at indkaldelse til tjenstligt forhør var afsendt som almindeligt brev, og at brevet ikke var modtaget retur fra postvæsenet.

Det er en fejl, at DSB ikke forholdt sig til spørgsmålene om dels afskedigelsens materielle lovlighed på grundlag af partens oplysning om ikke at have modtaget indkaldelsen til tjenstligt forhør, dels hvilken betydning manglende modtagelse af indkaldelsen skulle tillægges ved afgørelsen af, hvorvidt DSB kunne kræve for meget udbetalt løn tilbagebetalt.

I de resterende 17 sager manglede DSB's stillingtagen til partens anbringender fuldstændig.

Som eksempel herpå kan nævnes DSB-92. I sagen blev parten afskediget, da han uden tilladelse havde forladt tjenesten som brandvagt, og da han i et andet tilfælde var mødt til tjeneste i spirituspåvirket tilstand. Under det tjenstlige forhør vedrørende det førstnævnte forhold forklarede parten, at han havde forladt brandvagten på øverste dæk for at hente sine læsebriller, der var nødvendige for ham, såfremt han skulle give oplysninger til bilisterne om sejlplaner og lignende. Han anså det ikke for uforsvarligt at være fraværende i 3-4 minutter. I afskedigelsesbrevet anførte DSB blot, at parten havde erkendt midlertidigt at have forladt tjenesten som brandvagt. DSB tog ikke stilling til den forklaring, som parten havde angivet som undskyldende omstændighed. Dette må jeg må anse for en fejl.

Sagen DSB-96 illustrerer tillige problemstillingen. Ved § 31-høringen meddelte generaldirektoratet parten, der var overstyrmand, at direktoratet fandt det nødvendigt at afskedige ham som følge af, at han var idømt hæfte for overtrædelse af sølovens § 371, stk. 1 og 3 (om en skibsfører, der gør sig skyldig i grov fejl eller forsømmelse i tjenesten, og om en skibsfører, der har nydt spiritus i et sådant omfang, at han er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde). Parten var tillige frakendt retten til at føre skib for et tidsrum af 2 år, regnet fra dommen, samt frakendt retten til at udføre tjeneste som styrmand. Parten bestred herefter over for DSB, at afskedigelsessagen kunne afgøres på grundlag af straffedommen, idet det blodprøveresultat, der indgik i straffesagen, ikke kunne hidrøre fra partens blodprøve. Parten oplyste i den forbindelse, at såvel han som den læge, der havde udtaget den første blodprøve, betvivlede blodprøvens resultat, og at blodprøve nr. 2 blev kasseret, da den var hældt på et forkert glas.

I afskedigelsesbrevet henviste DSB blot til § 31-høringen. Af domsudskriften fra byretten fremgik, at blodprøven, der var udtaget af tiltalte, var blevet genetisk kontrolleret og analyseret endnu en gang. Landsretten havde endvidere stadfæstet byrettens dom alene med en ændring af perioden for frakendelse af retten til at føre skib og udføre tjeneste som styrmand. DSB kunne overfor parten have henvist til, at straffesagen var endeligt afgjort ved domstolene. Jeg må anse det for en fejl, at DSB ikke tog stilling til partens anbringender.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende

"Ad afsnit III B 5 og 6 - Begrundelse og tavshedspligt,

I efteråret 1991 har samtlige medarbejdere i Personaletjenesten gennemgået et 1 dages seminar, der bl.a. har fokuseret på forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse, såvel med henvisning til retsregler, sagsfremstilling, redegørelse for hovedhensyn og partsanbringender samt tavshedspligt.

Det forventer vi naturligvis vil tilsikre, at formelle fejl undgås"

6) Tavshedspligt. Indhentelse og videregivelse af oplysninger.

Oplysninger af den karakter, der er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1, forelå i 21 sager. I f.eks. DSB-79 forelå der oplysninger om partens ægteskabelige problemer, og i DSB-82 oplysninger om strafbare forhold.

I intet tilfælde forelå samtykke fra parten til videregivelse af oplysningerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1.

Den videregivelse, der i disse sager fandt sted til Finansministeriet - som anden forvaltningsmyndighed - i forbindelse med § 31-høringen, var imidlertid berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og 4.

Et særligt problem rejser sig for så vidt angår en videregivelse fra generaldirektoratet til tjenestestedet af oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1. Der kan enten være tale om, at sådanne oplysninger er indeholdt i sager, hvor en straffedom dannede grundlag for afskedigelsen, eller hvor oplysningerne fremkom i indlæg fra parten eller bisidder til auditøren eller til generaldirektoratet direkte.

I 7 tilfælde forelå en straffedom. (Den straffedom, der forelå blandt sagens akter i DSB-87 indgik ikke i afskedigelsesgrundlaget). I disse tilfælde fandt videregivelse af straffedomme sted i DSB-76 og DSB-100. I sagerne DSB-68, DSB-98 og DSB-96 blev straffedommene ikke videregivet. Tjenestestederne var bekendt med forholdene, og disciplinærsagerne blev indledt ved indberetning fra tjenestestederne.

Jeg har i FOB 1990, s. 405 ff, nærmere redegjort for problematikken i relation til videregivelse af straffedomme til tjenestestedet og kan derfor henvise til det der anførte. Betragtninger svarende til dem, jeg gjorde mig i undersøgelse I vedrørende videregivelse af straffedomme, gør sig tillige gældende for så vidt angår videregivelse af oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, og som er fremkommet over for auditøren eller generaldirektoratet direkte.

Som i FOB 1990 vedrørende P & T har jeg ikke fundet anledning til at tilkendegive nogen endelig opfattelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektoratet og de enkelte enheder inden for DSB er selvstændige myndigheder. Lægges det til grund, at der er tale om selvstændige myndigheder, er mulighederne for videregivelse reguleret af forvaltningslovens § 28, hvor adgangen til videregivelse er snævrere, end tilfældet er for så vidt angår videregivelse inden for samme myndighed.

Efter min opfattelse er det som udgangspunkt ikke "nødvendigt", at tjenestestedet modtager de her omhandlede oplysninger. Det må herved erindres, at tjenestestedet ikke har kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende disciplinær straf.

Jeg er imidlertid samtidig af den opfattelse, at udgangspunktet bør modificeres, såfremt generaldirektoratet efter en konkret vurdering finder, at en høring af tjenestestedet - hvori de nævnte oplysninger indgår - vil kunne medvirke til en mindre sanktion. En videregivelse af oplysningerne kan i så fald være et "nødvendigt" led i sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

Som anført i FOB 1990, s. 406 f, må generaldirektoratet derfor i det konkrete tilfælde foretage en forhåndsvurdering. Vurderer generaldirektoratet herved, at sagen under alle omstændigheder må antages at skulle afgøres med afskedigelse, vil en videregivelse stride mod videregivelsesreglerne i straffelovens § 152 og/eller forvaltningslovens § 28, stk. 2, modsætningsvis, jf. § 32. Kan det derimod ikke udelukkes, at oplysninger fra tjenestestedet om partens (øvrige) tjenesteforhold vil kunne have indflydelse på bedømmelsen af sanktionsvalget, må generaldirektoratet foretage en yderligere konkret vurdering af, hvilke oplysninger det er nødvendigt at videregive til tjenestestedet med henblik på, at tjenestestedet kan fremkomme med en udtalelse på forsvarligt grundlag. Da det kun sjældent vil være nødvendigt at videregive hele dommens fuldstændige indhold og oplysninger om tredjemand (vidner, medtiltalte og ofre), må generaldirektoratet foretage en sortering af oplysningerne. Videregivelse af dom og/eller retsbogsudskrift i (delvist) anonymiseret form vil ofte kunne være tilstrækkelig.

Til illustration af videregivelse af oplysninger, der var omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, kan nævnes DSB-76. En af partens kolleger meddelte under sagens behandling auditøren, at parten efter sin første hustrus sygdom og død havde giftet sig igen. Kollegaen oplyste endvidere, at den nye hustru havde betinget indgåelse af ægteskab med parten med, at såvel parten som hun meldte sig ind i afholdsforeningen "Lænken". Disse oplysninger blev - så vidt det kan ses - videregivet af generaldirektoratet til partens tjenestested i forbindelse med en anmodning om en udtalelse. Parten blev afskediget på grundlag af tjenstlige forseelser, dels ved i tjenesten at drikke 1 øl, dels ved ca. 1 time efter tjenestens afslutning at have kørt spirituskørsel.

Efter min opfattelse var videregivelsen af oplysninger om partens ægteskabelige forhold og især oplysningen om hustruens formentlige tilknytning til afholdsforeningen "Lænken" uberettiget. Forholder det sig således, at DSB havde fundet, at det ikke kunne udelukkes, at tjenestestedet på grundlag af sagens øvrige oplysninger kunne have haft en indflydelse på sanktionsvalget, burde DSB ved høringen have frasorteret de ovenfor anførte oplysninger. Tjenestestedet kunne næppe på grundlag af disse oplysninger have udtalt sig til fordel for en mildere sanktion.

I sagen er videregivelsesproblematikken illustreret i yderligere en forbindelse. Parten udførte tjeneste indtil kl. 18.45 den pågældende dag. I en blodprøve, der blev udtaget den samme dag kl. 19.55, blev konstateret en alkoholkoncentration på mindst 2,52 promille. Parten havde forklaret, at han havde drukket 1 øl i tjenesten i tiden kl. 17.50-18.40. Herudover havde han drukket 3-3½ glas (normalt ølglas) af en drik, der bestod af juice og vodka, og 1-2 miniflasker Gammel Dansk. DSB rejste det spørgsmål, om parten i tiden fra kl. 18.45 til kl. 19.30 kunne have indtaget et sådant kvantum alkohol, at han kunne have oparbejdet den konstaterede alkoholpromille. DSB forelagde skriftligt spørgsmålet for en læge. I den forbindelse angav DSB parten ved navns nævnelse og tjenestested, ligesom DSB detaljeret beskrev den konkrete sag og i øvrigt til lægen fremsendte 13 bilag, herunder formentlig såvel udskrift af retsbogen som af dombogen.

DSB har over for mig oplyst, at den pågældende læge var lægefaglig konsulent for DSB og især blev inddraget i sager, hvor parten blev afskediget af helbredsmæssige grunde. Til belysning af lægens ansættelsesforhold har DSB oplyst, at den pågældende blev aflønnet med et årligt vederlag, der blev udbetalt månedsvis og reguleret pr. 1. april med en konkret fastsat reguleringsprocent. Da der med den pågældende læge ikke var oprettet en ansættelseskontrakt, har det ikke været muligt på grundlag af en sådan at vurdere ansættelsesforholdet nærmere.

Formålet med at indhente oplysninger om lægens ansættelsesforhold har for mig været at få mulighed for at vurdere, hvorvidt der ved DSB's videregivelse af de ovenanførte oplysninger, var tale om en videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, til en anden forvaltningsmyndighed eller til private. På det foreliggende grundlag har det imidlertid ikke været muligt for mig at foretage en sikker vurdering af dette spørgsmål.

I FOB 1984, s. 67 ff, udtalte ombudsmanden, at han ikke kunne kritisere Sundhedsstyrelsens og Indenrigsministeriets afslag på aktindsigt i en erklæring, som en af Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere havde afgivet til styrelsen. Fastlæggelsen af anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelsen i den dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3, hvorefter adgangen til at få oplysninger ikke omfattede en myndigheds interne arbejdsmateriale, kunne ikke ske uden hensyntagen til den enkelte myndigheds organisatoriske struktur. Som udgangspunkt kunne bl.a. sagkyndige udtalelser og vurderinger, der af en myndighed blev indhentet fra f.eks. rådgivende ingeniørfirmaer eller læger, der som led i deres almindelige virksomhed bl.a. virkede som konsulenter for myndigheden, ikke anses som internt arbejdsmateriale. I tilfælde, hvor det var fastsat eller forudsat, at en myndighed under varetagelsen af sine lovbestemte funktioner skulle gøre brug af særligt sagkyndige, der med henblik derpå opnåede en fastere tilknytning til myndigheden, kunne dette udgangspunkt ikke opretholdes. Efter loven om sundhedsvæsenets centralstyre, betænkningen, der lå til grund for loven, og anmærkningerne til de årlige finanslovforslag, fandt ombudsmanden, at de sagkyndige rådgivere efter det anførte om deres tilknytningsforhold til Sundhedsstyrelsen måtte sidestilles med styrelsens øvrige personale. Den sagkyndiges erklæring måtte derfor anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den dagældende offentlighedslovs § 5, stk. 3.

Ud fra de foreliggende oplysninger om DSB's lægesagkyndige i sagen DSB-76 har jeg ikke fundet holdepunkter for på tilstrækkelig sikker vis at tage stilling til, om DSB's lægekyndige kan sidestilles med det øvrige personale i generaldirektoratet.

Såfremt lægen kan anses som en anden forvaltningsmyndighed, rejser der sig det spørgsmål, om DSB's videregivelse af oplysningerne var berettiget efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4. Efter min opfattelse var det unødvendigt for generaldirektoratet som afgivende myndighed og derfor uberettiget, at DSB videregav oplysninger om parten, herunder oplysninger om strafbare forhold i form af straffedommen til lægen. En besvarelse af det spørgsmål, som DSB forelagde for lægen, fordrede endvidere ikke en så konkret beskrivelse af parten, som afgivet i sagen. Spørgsmålet burde have været stillet i abstrakt form.

Antages det derimod, at DSB's videregivelse af de anførte oplysninger om parten er at betragte som en videregivelse til private, må forholdet bedømmes efter forvaltningslovens § 27 (jf. straffelovens § 152).

Lovligheden af videregivelsen må vurderes ud fra, hvorvidt der derved "uberettiget" videregives "fortrolige oplysninger". Som anført ovenfor er det min opfattelse, at oplysningerne er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, og at en videregivelse efter forvaltningsloven er uberettiget. Jeg må herefter anse videregivelsen af de omhandlede oplysninger for uberettiget tillige efter forvaltningslovens § 27.

Videregivelsesproblematikken som beskrevet ovenfor hindrer naturligvis ikke en orientering i abstrakt form af tjenestestedet om forhold, der er af betydning for udførelse af tjenestestedets opgaver, f.eks. at parten ikke kan møde til tjeneste på grund af varetægtsfængsling, at parten er suspenderet på grund af en verserende straffesag mod denne og naturligvis om udfaldet af den på grund af straffesagen indledte disciplinærsag.

Efter tjenestemandslovens § 31, stk. 1, er høring af partens organisation pligtmæssig. En videregivelse af fortrolige oplysninger i nødvendigt omfang tjener derfor et sagligt formål og vil dermed være berettiget efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6.

I sagen DSB-68 fremsendte generaldirektoratet til partens organisation såvel udskrift af dombogen som af retsbogen. Fremsendelsen af udskriften af retsbogen, der ud over partens forklaring indeholdt vidneforklaringer med fortrolige oplysninger, tjente efter min opfattelse ikke noget nødvendigt, sagligt formål. Jeg må derfor anse videregivelsen for uberettiget.

DSB's udtalelse vedrørende spørgsmålet om tavshedspligt samt indhentelse og videregivelse af oplysninger er anført ovenfor under afsnit III.B.5, side 000.

7) Partshøring m.v.

a) Tjenestemandslovens § 20 stk. 1.

Efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, skal en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et tjenstligt forhold, have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder.

Bestemmelsen har skullet iagttages i alle de undersøgte sager bortset fra DSB-68, DSB-76, DSB-94, DSB-96, DSB-98 og DSB-100, hvor afskedigelsen skete på grundlag af pådømt strafbart forhold. I DSB-76 og DSB-100 blev partshøring efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, alligevel anvendt ved undersøgelsen af, hvorvidt de pådømte forhold var begået i forbindelse med tjenesten.

Det har ikke været muligt at konstatere, hvorvidt partshøringen i de nævnte sager rent faktisk blev foretaget i overensstemmelse med § 20. Af udskrifter fra de i sagerne foretagne tjenstlige afhøringer fremgår det som regel, at parten ville få udleveret en kopi af indberetningen til generaldirektoratet og af de sagsbilag, der vedrørte hans forhold. En effektuering heraf ses kun i få sager.

Imidlertid har gennemgangen ikke givet mig anledning til generelt at betvivle, at tjenestestederne i sagerne har gennemført partshøring.

Som et eksempel på opfyldelse af kravene i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, kan nævnes DSB-92. I sagen fremsendte tjenestestedet dagen efter en tjenstlig afhøring i anledning af, at parten havde forladt en brandvagt, til parten en kopi af rapporten fra afhøringen og en kopi af indberetningen til generaldirektoratet. Parten var endvidere blevet orienteret om sin ret til at udgive en udtalelse.

I en senere indberetning fra tjenestestedet til generaldirektoratet om partens spirituspåvirkethed i tjenesten fremgår derimod blot, at parten havde modtaget kopi af samtlige sagens bilag. Jeg må gå ud fra, at bilagene inkluderede selve indberetningen.

Af driftsområdets indberetningsskrivelse af 1. juli 1987 til generaldirektoratet fremgår det, at parten i DSB-72 var underrettet ved kopi af "denne skrivelse og af egen afhøringsrapport". Parten havde endvidere fået udleveret en kopi af tjenestestedets indberetning af 21. maj 1987. Parten havde derimod ikke modtaget kopi af de vidneforklaringer, der var afgivet under tjenstlige afhøringer, hvilket jeg må anse for en fejl. Denne mangel blev imidlertid konstateret og udbedret under auditørens behandling af sagen. De manglende sagsbilag blev tilsendt parten, og det tjenstlige forhør blev udsat næsten 1 måned.

Sagen illustrerer udover et partshøringsproblem i relation til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, det formålstjenstlige i, at auditøren i protokollen udtrykkeligt anfører, at sagens bilag er gennemgået med parten, og at det er konstateret, at parten har modtaget alle bilag.

Parten i DSB-71 meldte sig telefonisk syg, men indsendte ikke sygemelding, ligesom han ikke reagerede på to anbefalede breve fra tjenestestedet om fremskaffelse af lægelig dokumentation for fraværet. Brevene blev returneret af postvæsenet, da parten ikke afhentede dem inden henliggefristens udløb. Generaldirektoratet fremsendte herefter ved anbefalet skrivelse en sagsfremstilling til parten med mulighed for, at parten kunne afgive en skriftlig udtalelse. Også denne skrivelse, der af postvæsenet var blevet omadresseret til en anden adresse, blev returneret til generaldirektoratet. Det må på denne baggrund anses for tvivlsomt, hvorvidt tjenestemandslovens § 20, stk. 1, var opfyldt i denne sag.

b) Tjenestemandslovens § 22, stk. 1.

Der ses ikke i nogen af sagerne at være blevet begået fejl i relation til bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 1, hvorefter vedkommende centralorganisation skal gøres bekendt med sagens stilling, hvis det må antages, at sagen slutter med en alvorligere sanktion, herunder afsked.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 1.

Heller ikke i de sager, hvor der har været pligt til partshøring af vedkommende centralorganisation efter bestemmelsen i tjenestemandslovens § 31, stk. 1, har jeg konstateret fejl for så vidt angår opfyldelsen af denne pligt.

I 8 sager modtog DSB en reaktion fra centralorganisationen. I 2 af disse sager (DSB-73 og DSB-75) erklærede centralorganisationen sig uenig i en afskedigelse af parten og indstillede, at parten i stedet blev forflyttet.

d) Forvaltningslovens § 19.

I FOB 1990, s. 362 f og 408 f, redegjorde jeg nærmere for bestemmelsen i forvaltningslovens § 19. Idet jeg kan henvise til det, som jeg har anført i FOB 1990, skal jeg her blot understrege, at partshøringspligten efter denne bestemmelse ikke kun omfatter rent faktuelle oplysninger, men også andre oplysninger, der indgår i sagens faktum, f.eks. bedømmelser m.v. fra andre instanser, der indgår i afgørelsesgrundlaget på samme måde som sagens faktum i øvrigt.

I overensstemmelse hermed burde DSB efter min opfattelse have partshørt over auditørens indstilling i de sager, hvor der var afholdt tjenstligt forhør.

Efter undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, er der ikke pligt til at partshøre, hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, hvorefter parten skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen, er imidlertid ikke en lovbestemmelse, der er omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6. Det afgørende herfor er bestemmelsernes forskellige omfang og anvendelsesområde.

Hvor tjenestemandslovens § 20, stk. 1, kun finder anvendelse på de faktiske oplysninger, der ligger til grund for afholdelse af det tjenstlige forhør, finder partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, tillige anvendelse på eventuelle yderligere oplysninger, der måtte fremkomme under hele sagens behandling, således også under og efter forhøret, f.eks. vidneforklaringer. Hertil kommer, at forvaltningslovens § 19, stk. 1, i modsætning til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, ikke kun omfatter faktiske omstændigheder, men tillige som anført ovenfor i dette afsnit, omfatter vurderinger, der indgår i afgørelsesgrundlaget på samme måde som faktuelle oplysninger, og herunder auditørens indstilling.

Partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan ikke erstatte den ulovbestemte udvidede partshøringspligt, jf. nærmere afsnit III.B.7.e og FOB 1990, s. 363, da denne tillige omfatter partshøring om sagens retlige grundlag.

I 29 sager er konstateret manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, over auditørens indstilling.

Sagen DSB-100 er et eksempel på, at partshøring blev foretaget i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19,stk. 1. Forinden afgørelse blev truffet, skrev DSB til parten

"...

Auditøren har efter afsluttet undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den 19. april 1991, hvori Auditøren indstiller, at du afskediges af DSBs tjeneste.

En kopi af Auditørens beretning og forhørsprotokol vedlægges.

Vi agter at følge Auditørens indstilling, men forinden gives der herved i henhold til forvaltningslovens § 19 om partshøring adgang til at fremkomme med en skriftlig udtalelse.

Udtalelsen må foreligge i generaldirektoratet, forhandlingskontoret, Sølvgade 40, 1349 København K, senest 3 uger fra dette brevs dato.

Der vil efter dette tidspunkt blive truffet afgørelse i sagen."

Til illustration af vigtigheden af, at der foretages partshøring, kan fremdrages DSB-88.

Parten havde været sygemeldt i mere end 120 dage inden for de seneste 12 måneder og havde ikke reageret på DSB´s anmodning om fremskaffelse af en udførlig lægeerklæring. I skrivelse af 12. marts 1990 meddelte DSB parten, at han var at betragte som udeblevet fra tjenesten uden lovlig grund. DSB gav samtidig parten adgang til efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1, at afgive en skriftlig udtalelse. Tilsyneladende modtog parten dette brev. Auditøren indkaldte herefter parten til tjenstligt forhør. Parten gav imidlertid ikke møde, og indkaldelsen blev ikke modtaget retur fra postvæsenet. I skrivelse af 2. juli 1990 blev parten meddelt afsked fra DSB på grund af udeblivelse fra tjenesten uden lovlig grund. Herefter rettede parten henvendelse til generaldirektoratet. Han anførte i den forbindelse, at han på afskedigelsesskrivelsen kunne forstå, at DSB ikke havde modtaget hans ansøgning af 20. marts 1990 om afsked fra DSB. Parten kunne i øvrigt ikke se at have modtaget en indkaldelse fra auditøren.

Havde DSB partshørt over auditørens indstilling, kunne både

spørgsmålet om en eventuel manglende indkaldelse til det tjenstlige forhør og spørgsmålet om DSB's modtagelse af partens ansøgning om afsked være blevet afklaret, forinden der blev truffet afgørelse om afskedigelse.

Sagen illustrerer tillige et væsentligt høringstema i de sager, hvor parten er udeblevet fra det tjenstlige forhør. I disse sager bør partshøring efter min opfattelse også ske for så vidt angår selve spørgsmålet om udeblivelse. Parten bør således have lejlighed til at udtale sig om årsagen til udeblivelsen fra det tjenstlige forhør; dette kan ske samtidig med høringen over auditørens indstilling. I den konkrete sag kunne parten, der havde været sygemeldt i en ikke kortvarig periode, f.eks. have været hospitalsindlagt. Udeblivelsen fra det tjenstlige forhør kunne i så fald have været undskyldelig.

I DSB-91 blev to involverede parter afskediget som følge af overtrædelse af reglerne for brandpatruljering. Efter afholdelse af tjenstligt forhør anførte auditøren i sin indstilling bl.a., at der var "tale om et groft tillidsbrud i form af forsætlig ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf. straffelovens § 156". Denne retlige vurdering, der blev medtaget i afskedigelsesskrivelserne, blev parten ikke partshørt over. Denne manglende partshøring kan endvidere have medvirket til at afskære parterne fra at påberåbe sig bestemmelsen i tjenestemandslovens § 23, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan en tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, forlange sagen behandlet som straffesag. Parterne blev ikke i øvrigt gjort bekendt med eller vejledt om, at de tjenstlige forseelser blev betragtet som omfattet af straffeloven.

Jeg må endvidere finde det rigtigst, at parten også partshøres over selve forhørsprotokollen, uanset at parten for så vidt under forhøret kan siges at være blevet partshørt over det faktum, der er indgået i forhøret. Dette må efter min opfattelse også gælde, selv om parten har vedgået fremstillingen i forhørsprotokollen efter oplæsning af denne, og selv om parten har frafaldet adgangen til at fremkomme med et skriftlig indlæg. Parten bør således have udleveret en kopi af protokollen med henblik på eventuelle bemærkninger inden for en nærmere angivet frist (smh. forvaltningslovens § 19, stk. 1, sidste pkt., hvorefter myndigheden kan fastsætte en frist for partshøringsindlæg) i stedet for umiddelbart at skulle tage stilling hertil alene på baggrund af en oplæsning af protokollen.

I sagen DSB-100, der er nævnt ovenfor i dette afsnit, blev parten hørt over såvel auditørens indstilling som forhørsprotokollen.

Til eksemplifikation af andre fejl, der er begået i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan nævnes DSB-90.

I sagen udeblev parten fra tjeneste fra den 26. februar 1990 til den 12. marts 1990. I denne periode kontaktede parten på ingen måde DSB og afleverede først den 13. marts 1990 under en tjenstlig afhøring om lægeerklæring om uarbejdsdygtighed. Af erklæringen fremgik det, at parten, der angav at have været uarbejdsdygtig fra den 26. februar 1990, først den 13. marts 1990 var taget i behandling af lægen. Til auditøren oplyste parten, at lægen over for ham havde angivet, at han nok havde haft en form for nervesammenbrud. Parten samtykkede i, at DSB hos lægen fremskaffede en skriftlig fremstilling af lægens vurdering af partens tilstand under fraværet fra den 26. februar 1990 til konsultationen den 13. marts 1990. I besvarelse af en efterfølgende henvendelse fra DSB oplyste partens læge, at han ikke havde undersøgt parten i den nævnte periode, og at han derfor ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje. Parten havde oplyst lægen om umotiveret nervøsitet gennem 14 dage. I et efterfølgende indlæg fra bisidder oplyste denne, at den nu fremkomne erklæring fra lægen ikke var helt tydelig. Bisidderen tilføjede, at parten derfor igen havde talt med lægen med henblik på en uddybning af lægens udtalelse.

Det fremgår ikke af sagens akter, hvorvidt generaldirektoratet fremsendte lægens bemærkninger til parten selv eller kun til bisidderen. Efter min opfattelse påhvilede det DSB at partshøre efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, over lægens bemærkninger. Partshøringen skulle endvidere foretages over for parten selv og ikke kun bisidderen, da en bisidder ikke repræsenterer parten ved at træde i dennes sted, og da en høring af parten selv var nødvendig af hensyn til en forsvarlig oplysning af den konkrete sag.

e) Ulovbestemt videregående partshøringspligt i "sanktionssager".

I disciplinærsager, hvor sanktionen er afsked, vil meget ofte den bevismæssige bedømmelse og den retlige kvalifikation af sagens oplysninger være udslagsgivende for sagens udfald. Der er derfor et særligt behov for en kontradiktionsregel, der er videregående end bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 om partshøring vedrørende den bebyrdende del af afgørelsens faktiske grundlag.

I ombudsmandspraksis er der fastslået en udvidet partshøringspligt i sager om afsked og anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte. Om indholdet af denne regel henviser jeg til FOB 1990, s. 363.

Spørgsmålet om partshøring på grundlag af denne grundsætning var aktuel i alle 34 sager, der indgik i undersøgelsen.

I 4 sager, hvor sagen blev afgjort på grundlag af en straffedom - DSB-68, DSB-94, DSB-96 og DSB-98 - gennemførte DSB en parts-høring i overensstemmelse med denne ulovbestemte grundsætning.

Ved undersøgelsen af disse sager, hvor afsked blev meddelt på grundlag af en straffedom, er der ikke konstateret fejl i relation til denne partshøringspligt.

Som eksempel på en korrekt partshøring kan fremdrages DSB-98

"Af en domsudskrift fremgår, at du den (dato) ved retten (i X-by), er idømt 3 måneders betinget fængsel for underslæb efter straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, ved ... ad flere gange fra stationens hovedkasse uretmæssigt til egen fordel at have tilegnet dig - og derefter forbrugt - i alt 47.000 kr.

Den pådømte straffelovsovertrædelse indebærer tillige en alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, og det er skærpende, dels at forseelserne er begået under din tjeneste som ..., og dels at du ved brev herfra af 21. maj 1981, ref.(...), som disciplinær straf blev overført til andet arbejde uden kasseansvar i 2 år for som trafikekspedient at have begået uregelmæssigheder med udstedelse af abonnementskort. Generaldirektoratet finder det derfor nødvendigt snarest at meddele dig afsked af DSBs tjeneste uden varsel.

Til dit brug vedlægges kopi af domsudskriften samt 2 øvrige sagsbilag, og der gives dig herved lejlighed til at afgive en skriftlig udtalelse, der kan indgå i sagen, inden der træffes endelig afgørelse.

..."

Det må antages, at DSB i sagen DSB-100, der er omtalt ovenfor i afsnit III.B.7.d, som et eksempel på korrekt partshøring efter forvaltningslovens § 19, ligeledes foretog korrekt partshøring ud fra den ulovbestemte grundsætning. I en skrivelse til parten anførte DSB

"Mandag den 25. marts 1991 afholdt Auditøren under Trafikministeriet forhør i Helsingør i anledning af, at generaldirektoratet for DSB har anmodet om en undersøgelse af det forhold, at du den 2. juli 1990 mødte spirituspåvirket til tjeneste.

Auditøren har efter afsluttet undersøgelse sendt DSB en beretning dateret den 19. april 1991, hvori Auditøren indstiller, at du afskediges af DSBs tjeneste.

En kopi af Auditørens beretning og forhørsprotokol vedlægges.

Vi agter at følge Auditørens indstilling, men forinden gives der herved i henhold til forvaltningslovens § 19 om partshøring adgang til at fremkomme med en skriftlig udtalelse.

..."

Jeg lægger herved til grund, at DSB - ud over at følge auditørens indstilling (om afskedigelse) - som grundlag for generaldirektoratets afgørelse agtede at tilslutte sig den vurdering af sagens bevisligheder og den retlige kvalifikation, som var indeholdt i auditørens skrivelse til generaldirektoratet. Dersom generaldirektoratet ikke i det hele havde kunnet tiltræde auditørens vurdering af sagens bevisligheder og retlige kvalifikation, skulle der i forbindelse med partshøringen have været redegjort for afvigelserne mellem auditørens vurdering og generaldirektoratets (foreløbige) vurdering.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende

"...

DSB foretager i dag partshøring efter den model, der er indeholdt i sag DSB-100.

Det er korrekt antaget af Ombudsmanden, at ordlyden, som er citeret i rapportens side 41, anvendes i de tilfælde, hvor DSB i det hele har kunnet tilslutte sig auditørens vurderinger.

..."

Blandt de øvrige 29 sager, hvor partshøring fejlagtigt ikke blev foretaget efter den nævnte grundsætning, kan nævnes DSB-85.

I sagen udeblev parten fra tjeneste dagen før sin ferie og mødte ikke til tjeneste efter afviklet ferie. Tjenestestedet oplyste over for generaldirektoratet ved indberetning af forholdet, at parten ikke boede på den opgivne adresse og ikke kunne kontaktes. Rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I forbindelse med indkaldelsen til tjenstligt forhør blev partens nye adresse oplyst. Ved henvendelse dertil blev det bekræftet, dels at parten boede på adressen, dels at han sejlede på langfart. Indkaldelse til forhøret den 20. november 1989 blev overbragt til lejlighedens indehaver, der lovede at aflevere den til parten, når han kom hjem. Herefter var der ingen kontakt til parten, forinden DSB den 26. februar 1990 traf afgørelse om afskedigelse.

En manglende iagttagelse af grundsætningen om videregående partshøringspligt er særlig problematisk i de sager, hvor DSB, som i den refererede sag, har været helt uden kontakt til parten selv.

f) Forvaltningslovens § 21.

Der blev ikke i nogen af sagerne fremsat begæring efter forvaltningslovens § 21 om udsættelse af sagen med henblik på, at parten kunne fremkomme med en udtalelse.

8) Sagens oplysning.

a) Officialprincippet.

Rigsadvokaten indberettede i sagen DSB-76, at der var afsagt dom over parten for spirituskørsel. Med henblik på at fastslå, hvorvidt forseelsen var begået i forbindelse med tjenesten, blev der foretaget tjenstlig afhøring af parten. På baggrund af oplysninger om den konstaterede alkoholkoncentration på mindst 2,52 promille sammenholdt med partens forklaring vedrørende mængden af indtaget spiritus blev der rejst tvivl med hensyn til rigtigheden af partens forklaring. Med henblik på en forelæggelse for DSB's lægefaglige konsulent af spørgsmålet om, hvorvidt parten fra det tidspunkt han forlod tjenestestedet, og til han blev standset af politiet, kunne have indtaget et sådant kvantum alkoholiske drikke, at han kunne have oparbejdet den anførte alkoholpromille, anmodede DSB i en skrivelse til politiet om at få tilsendt en kopi af analyseerklæringen fra Retsmedicinsk Institut. I en senere skrivelse til den lægefaglige konsulent oplyste DSB, at politiet under henvisning til forvaltningsloven havde afslået DSB's anmodning om at få tilsendt en kopi af analyseerklæringen.

Efter min opfattelse ville en videregivelse af de ønskede oplysninger fra politiet til DSB have været berettiget, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3. Parten, der bestred at have indtaget et kvantum alkoholiske drikke, der svarede til den oplyste alkoholpromille, havde en interesse i videregivelsen af oplysningerne for derved at støtte den af ham afgivne forklaring. Partens interesse oversteg således klart hensynet til de interesser, der begrundede hemmeligholdelsen af oplysningerne.

Der havde således ikke været noget til hinder for politiets udlevering af analyseerklæringen, hvorfor politiet skulle have imødekommet DSB's begæring herom, jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1. Da såvel DSB's lægefaglige konsulent som generaldirektoratet vurderede, at erklæringen var af betydning for sagen, burde generaldirektoratet være gået videre med spørgsmålet.

I tilfælde, hvor parten udebliver fra tjenstligt forhør, vil det efter min opfattelse være bedst stemmende med god sagsbehandlingsskik, hvis auditøren dels af egen drift undersøger spørgsmålet om, hvorvidt der har foreligget en lovlig indkaldelse til forhøret, dels giver de relevante oplysninger derom til generaldirektoratet. Det påhviler i tilfælde af manglende oplysninger herom generaldirektoratet af egen drift at påse spørgsmålet.

I de sager, der er indgået i undersøgelsen, og hvor parten er udeblevet fra det tjenstlige forhør, redegjorde auditøren i sin indstilling for den umiddelbare årsag til, at det ikke havde været muligt at afholde tjenstligt forhør. Jeg er gået ud fra, at auditørens redegørelse implicit er udtryk for auditørens vurdering af spørgsmålet om indkaldelsens lovlighed. En tydeligere angivelse af denne vurdering ville imidlertid være ønskelig og næppe forbundet med særligt besvær.

I vurderingen af, om indkaldelsen til tjenstligt forhør er lovlig, indgår spørgsmålet om, hvorvidt der har været udfoldet tilstrækkelige bestræbelser med henblik på at sikre, at parten er blevet gjort bekendt med indkaldelsen.

I DSB-89 var parten sygemeldt, og skrivelser fra DSB til parten blev returneret af postvæsenet med oplysning om, at parten var flyttet til ubekendt adresse. DSB foretog herefter en adresseforespørgsel til cpr-registeret, men uden resultat. Herudover forespurgte auditøren folkeregisteret - fortsat uden resultat - ligesom auditøren foranledigede en henvendelse på partens angivne adresse. Ved henvendelse dertil kunne blot oplyses, at parten var flyttet for "nogen tid siden". Indkaldelsen må jeg herefter anse for lovlig.

I sagerne DSB-71, DSB-78, DSB-85 og DSB-93 finder jeg derimod, at DSB (eller auditøren) kunne have udfoldet yderligere bestræbelser.

Parten i DSB-78 meldte sig syg den 8. august 1988, men lod i øvrigt ikke høre fra sig. Tjenestestedet meddelte den 22. august 1988 generaldirektoratet, at partens hustru havde oplyst, at han ikke havde været hjemme i 3 uger. Jeg må anse det for en fejl, at DSB med kendskab til denne oplysning ikke foretog undersøgelse af, om parten eventuelt havde meddelt adresseændring til folkeregisteret.

Parten i DSB-85 var udeblevet fra tjeneste. Tjenestestedet indberettede til generaldirektoratet, at parten ikke boede på den opgivne adresse, at hans opholdssted var ukendt, og at hans telefon var blevet lukket. Det blev tilføjet, at rygter ville vide, at parten var taget på langfart. I forbindelse med indkaldelse til tjenstligt forhør fremkom oplysninger om, at parten skulle bo på en ny, nærmere angivet adresse. Ved telefonisk henvendelse dertil blev det bekræftet, at parten boede der, og at han sejlede på langfart. Indkaldelsen blev pr. bud bragt til lejlighedens indehaver, der lovede at aflevere den til parten, når han kom hjem. Der fremgik ingen oplysninger om, hvorvidt lejlighedens indehaver kunne optræde som befuldmægtiget for parten eller om, hvornår parten forventedes hjem. - En mulig løsning på indkaldelsesproblematikken i denne sag kunne have været at få oplyst, hvilket rederi parten var tilknyttet og derigennem at have indkaldt parten.

I DSB-71 meldte parten sig syg. To anbefalede breve fra DSB blev returneret af postvæsenet, da de ikke var afhentet inden henliggefristens udløb. Rekommanderet meddelelse om lønstandsning blev omadresseret af postvæsenet til en ny adresse, men i øvrigt ikke afhentet og derfor returneret. Auditørens indkaldelse til forhøret blev fremsendt til den nye adresse, men ligeledes returneret, da parten ikke afhentede brevet. I et tilfælde som det foreliggende, hvor parten i mangel af modsatrettede oplysninger må antages at opholde sig på den pågældende adresse - såfremt denne bekræftes af folkeregisteret - kan det være en hensigtsmæssig fremgangsmåde, at DSB ved indkaldelsen benytter postvæsenets ordning "forsendelse med afleveringsattest". Denne attest, der kan benyttes i forbindelse med såvel almindeligt som anbefalet brev, indeholder en erklæring fra det afleverende postbud om, hvor og på hvilket tidspunkt forsendelsen er afleveret samt til hvem. Meromkostningen herved er for tiden kr. 20,00.

Sagen DSB-93 blev afgjort uden indkaldelse til tjenstligt forhør. Parten, der ikke havde fremskaffet sygemeldinger og varighedserklæring, var bosat i Sverige. Meddelelse om lønstandsning blev ikke returneret af postvæsenet. Senere skrivelser kom derimod retur med påtegningen "(Er)flyttet". Der forelå oplysning om, at parten havde forladt den opgivne adresse, der nu var beboet af andre. En henvendelse til Indenrigsministeriets CPR-register gav ikke yderligere afklaring, idet parten fortsat var noteret som emigreret til Sverige. Auditøren, der anså det for formålsløst at sende en indkaldelse til tjenstligt forhør til partens sidst kendte adresse i Sverige, konkluderede, at det alene beroede på partens egne forhold, at det ikke var muligt at afholde tjenstligt forhør. Muligheden for, at parten kunne være tilflyttet Danmark på ny, kunne ikke udelukkes. Det må derfor anses for et naturligt sagsoplysningsskridt, at overfartsområdet, som det skete, rettede henvendelse til det danske CPR-register. Auditøren og generaldirektoratet kunne yderligere have rettet henvendelse til Riksskatteverket i Sverige, der er en central myndighed, og hvorfra det er muligt at få oplyst adresseændringer. Ligeledes kunne auditøren og DSB i en sag som denne have indkaldt parten ved offentliggørelse af indkaldelsen i Statstidende. Jeg ville have fundet det rettest, om oplysning var blevet indhentet fra Riksskatteverket, eller at parten var blevet indkaldt ved offentliggørelse i Statstidende.

I udtalelsen til mig anførte DSB følgende

"I tilfælde af at der er tvivl eller usikkerhed om en medarbejders adresse, undersøger generaldirektoratet adresseforholdene i CPR-registeret.

Vi vil imidlertid være opmærksom på det i rapporten anførte om fremskaffelse af adresseoplysninger."

Auditøren under Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende

"I tilfælde, hvor parten udebliver fra tjenstligt forhør, har det som udgangspunkt været antaget, at lovlig indkaldelse kunne ske til den af parten senest opgivne adresse til tjenestestedet, idet de ansatte i henhold til side 4, 1. spalte, 7. afsnit, i "Medarbejderens forhold og forpligtelser" (jf. 2. afsnit i DSB's brev af 20/5 1992 til Folketingets Ombudsmand) har pligt til at holde tjenestestedet underrettet om bopælsadressen. Når parten ikke har efterlevet denne bestemmelse, ikke møder til tjeneste/tjenstlig afhøring/ tjenstligt forhør, og ikke til kolleger eller lokale tillidsrepræsentanter har givet oplysning om nyt opholdssted eller ny bopæl, må formodningen være for, at vedkommende har ønsket at afbryde ansættelsesforholdet. Som følge heraf har der kun i særlige tilfælde, typisk hvor oplysninger i de foreliggende sagsakter kunne tyde på sygdom eller sygdomslignende tilstand, været gjort yderligere forsøg på at finde frem til den korrekte adresse. - Da denne praksis ikke synes at være forenelig med bemærkningerne i rapportudkastet, vil jeg i fremtidige sager være opmærksom på det i rapportudkastet anførte om mulighederne for tilvejebringelse af adresseoplysninger."

Sagerne DSB-88 og DSB-90 må jeg anse for utilstrækkeligt undersøgt også i andre henseender end de ovenfor i afsnittet anførte.

Som refereret ovenfor i afsnit III.B.5.e bestred parten i DSB-88 efter at have modtaget afgørelsen om afskedigelse, at han skulle have modtaget en indkaldelse fra auditøren til tjenstligt forhør. I besvarelse heraf oplyste generaldirektoratet, at indkaldelsen var sendt som almindeligt brev og ikke modtaget retur fra postvæsenet. Generaldirektoratet burde efter min opfattelse efterfølgende have undersøgt, om der i tiden omkring indkaldelsestidspunktet havde været registreret uregelmæssigheder i postudbringningen, når der på grundlag af partens oplysninger var opstået tvivl herom.

I DSB-90 var parten udeblevet i perioden 26. februar til 12. marts 1990. Ved tjenstlig afhøring den 13. marts 1990 afleverede parten en lægeerklæring, der var udstedt den samme dag. DSB rettede herefter efter aftale med parten henvendelse til lægen, der oplyste, at han ikke havde undersøgt parten i tidsrummet fra den 25. februar til den 12. marts 1990, hvorfor lægen ikke kunne uddybe partens angivelige sygeleje i denne periode. Partens bisidder, der fik kendskab til lægens besvarelse, oplyste herefter over for auditøren, at parten igen havde talt med lægen. Lægen skulle da have fremført, at der ikke fra hans side herskede tvivl om, at parten havde været syg. Lægen havde i skrivelsen til DSB udtrykt sig på sin vanlige måde. Ifølge bisidderen kunne DSB på ny kontakte lægen, såfremt der fortsat herskede tvivl om partens sygdom. DSB burde have undersøgt det spørgsmål nærmere, om lægen - som anført af parten gennem bisidderen - alligevel kunne udtale sig om partens uarbejdsdygtighed i perioden 26. februar til 12. marts 1990.

b) Retlig og faktisk vildfarelse.

Spørgsmålet om retsvildfarelse kan illustreres af DSB-84, hvor driftsområdet i skrivelse af 3. maj 1989 meddelte parten, at han agtedes afskediget på grund af utilfredsstillende forhold og derfor i medfør af tjenestemandslovens § 31, stk. 1, fik lejlighed til at udtale sig i sagen. Høringen skulle retteligt have henvist til tjenestemandslovens § 20, stk. 1. Denne citeringsfejl har dog ikke haft nogen realitetsbetydning.

Driftsområdet afskedigede herefter parten i en skrivelse af 22. maj 1989, uagtet at alene ministeren, under hvem parten hørte, efter tjenestemandslovens § 26, stk. 2, 2. pkt, havde kompetence hertil. Formentlig af den grund annullerede driftsområdet i en skrivelse af 20. juni 1989 afskedigelsen.

I sagen DSB-68 meddelte DSB uden nærmere opgørelse parten, at hans tilgodehavende ferie for ferieåret 1986/87 og anden tilgodehavende ferie ville blive afskrevet fra den tid, parten havde været fraværende fra tjenesten forud for suspensionen. En socialrådgiver rettede herefter på partens vegne henvendelse til DSB, idet parten var af den opfattelse, at antallet af optjente feriedage oversteg det antal dage, der var forløbet fra anholdelsesdagen og frem til suspensionen. DSB undersøgte spørgsmålet og afgav en detaljeret redegørelse. DSB udbetalte i henhold til opgørelsen herefter parten et beløb svarende til forskellen mellem suspensionsløn og fuld løn i 12 dage, ligesom DSB udstedte feriekort for feriegodtgørelse for 15 dages optjent ferie. Forskellen i partens tilgodehavende ferie imellem den første og den anden opgørelse var formentlig i sagen så åbenlys, at parten umiddelbart var i stand til at konstatere den. Havde forskellen været noget mindre, ville den næppe være blevet konstateret. Sagen illustrerer derfor også, hvor væsentligt det er, at DSB afgiver en detaljeret opgørelse over tilgodehavende ferie og ikke blot - som i en del sager - gør op med spørgsmålet uden samtidig at angive de oplysninger, som er nødvendige for, at parten vil kunne kontrollere opgørelsens rigtighed.

I sagen DSB-92 blev parten indberettet for den 20. april 1990 at have forladt sin tjeneste som brandvagt. Overfartsområdet fremsendte til auditøren forskrifter om brandpatruljering på færger og oplyste i den forbindelse, at Søfartsstyrelsens forskrift "Teknisk forskrift for befordring af motorkøretøjer med passagerskibe" nr. 3 af 1. september 1988 var blevet ændret pr. 1. april 1990, men at ændringen var foretaget efter episoden med parten.

Søfartsstyrelsen har telefonisk oplyst over for mig, at den pågældende forskrift pr. 1. april 1990 alene blev suppleret med regler, der fastsætter, at brandrundering skal foretages mindst 1 gang hver halve time ved hvert sted. Den retsvildfarelse, jeg herefter måtte konstatere i den nævnte sag, var imidlertid konkret uden væsentlig betydning for sagen, da de nye regler - der skulle anvendes på partens forseelse, der blev begået den 20. april 1990, ikke indeholdt en mulighed for en lempeligere vurdering af forseelsen.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 2.

Der er blandt de undersøgte sager ikke konstateret fejl i relation til bestemmelsen i tjenestemandslovens § 31, stk. 2, hvorefter afskedigelsesmyndigheden skal indhente en udtalelse fra Finansministeriet om pensionsspørgsmål. (Bestemmelsen fandtes tidligere i § 31, stk. 3, men blev ved § 3 i lov nr. 384 af 13. juni 1990 om ændring af lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken ændret til stk. 2).

d) Tjenstligt forhør.

Af de undersøgte sager blev 5 afsluttet med disciplinær afsked, uden at tjenstligt forhør var søgt gennemført. I 4 af disse sager blev parten afskediget på grundlag af strafbare forhold, der var fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens § 24, næstsidste punktum. I DSB-93 blev tjenstligt forhør ikke søgt gennemført, da parten var fraflyttet sin bopæl i Sverige uden at give oplysning til postvæsenet eller sin arbejdsgiver om ny adresse. Auditøren anså det herefter for formålsløst at sende en indkaldelse til partens sidste kendte adresse i Sverige, jf. nærmere om sagen ovenfor i afsnit III.B.8.a.

I de øvrige 29 sager blev tjenstligt forhør søgt gennemført. Af disse blev forhøret ikke gennemført i 14 sager, da parten udeblev fra forhøret. I de resterende 15 sager blev tjenstligt forhør gennemført.

Blandt den sidste gruppe af sager kan jeg særligt fremdrage DSB-99.

I sagen havde parten på grundlag af politimesterens skriftlige tilkendegivelse udenretligt vedtaget en bøde og betinget frakendelse af førerretten i 3 år for promillekørsel. Efter afholdelse af tjenstligt forhør blev parten afskediget. Det blev anset for en skærpende omstændighed, at forseelsen var begået under tjenesten som rutebilchauffør. Sagen illustrerer, at tjenstligt forhør kun kan undlades for de strengeste disciplinærstraffes vedkommende, når forholdet er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens § 24, næstsidste punktum, og at vedtagelse af et bødeforlæg ikke kan erstatte en sådan dom.

I de 29 sager, hvor tjenstligt forhør blev søgt gennemført, rejser følgende spørgsmål sig

Spørgsmålet om overgang af en sag, hvori parten mistænkes for strafbart forhold, til en straffesag, jf. tjenestemandslovens § 22, stk. 3, samt vejledning om denne bestemmelse

Vejledning vedrørende bisidder, jf. tjenestemandslovens § 21, stk. 1 og 2.

Spørgsmålet om vidnepligt for den, mod hvem det tjenstlige forhør er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt (sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.

Spørgsmål om vidnepligt for den, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet (parten) og partens pligt til at tale sandt (sandhedspligt), samt vejledning om de to nævnte forhold.

Spørgsmålet om vidnepligt for den, der afgiver forklaring som vidne under tjenstligt forhør eller tjenstlig afhøring, samt vejledning om de nævnte forhold.

Ad 1) Parten ses i ingen sager vejledt om bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3. I de sager, hvor parten ikke var mistænkt og heller ikke kunne mistænkes for et strafbart forhold, udgør den manglende vejledning af parten om hans ret til at forlange sagen behandlet som en straffesag selvsagt ikke en fejl. Som anført i FOB 1990, s. 419, omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor de foreliggende kendsgerninger - dersom der kan føres det fornødne bevis, herunder for den fornødne tilregnelse hos parten (for så vidt angår straffelovsovertrædelser typisk forsæt) - muligvis vil udgøre et strafbart forhold.

Den manglende vejledning i sagen DSB-76 er således ikke en fejl. Efter afholdelse af tjenstligt forhør blev parten afskediget som følge af indtagelse af 1 øl i tjenesten (hvilket næppe kan udgøre et strafbart forhold) og på baggrund af en idømt hæftestraf for spirituskørsel uden for tjenesten den samme dag. Afskedigelsessagen blev indledt på grundlag af en indberetning fra Rigsadvokaten om, at der var afsagt dom i straffesagen, og at parten havde modtaget dommen. Bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3, gælder ej heller (endeligt) pådømte strafbare forhold.

I sagen DSB-66 blev parten, der var lokomotivassistent, afskediget, da han i forbindelse med fremførelse af et S-tog fik konstateret en alkoholpromille på 2,75. Det ses ikke i sagen overvejet, hvorvidt forholdet kunne være strafbart efter dels straffelovens § 138, stk. 1 (hvorefter den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand, straffes med bøde eller hæfte, hvis han i denne tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare) dels lovens § 157 (hvorefter samme straf, bøde eller hæfte, finder anvendelse, når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører) eller straffelovens § 252 (hvorefter den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, straffes med hæfte eller med fængsel). På grundlag af oplysningen om partens alkoholpromille i tjenesten ville jeg have fundet det rettest, om parten var blevet vejledt om tjenestemandslovens § 22, stk. 3.

I DSB-91 anførte generaldirektoratet i afskedigelsesskrivelsen, at parternes handlemåde var et groft tillidsbrud i form af forsætlig ikke-opfyldelse af tjenestepligter, jf. straffelovens § 156. Auditøren havde ligeledes henført forholdet under straffelovens § 156. Jeg må derfor anse det for en fejl, at parterne ikke blev vejledt om tjenestemandslovens § 22, stk. 3. Som anført i FOB 1990, s. 419, må der antages at eksistere en ulovbestemt pligt for forhørslederen til at vejlede om bestemmelsen i tjenestemandslovens § 22, stk. 3.

På grund af mistanke for begået underslæb mod DSB blev parten i DSB-98 indkaldt til tjenstlig afhøring. Kort tid efter afhøringen meldte DSB parten til politiet. Parten blev afskediget på grundlag af straffedommen. DSB burde i denne sag have vejledt parten om hans mulighed for at forlange sagen behandlet som en straffesag, forinden den tjenstlige afhøring blev gennemført. Ved forhøret blev parten endvidere fejlagtigt vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig; se nærmere herom nedenfor.

Det tilsvarende gjorde sig gældende i DSB-99, hvor straffesagen blev afgjort udenretligt ved politimesterens tilkendegivelse og partens vedtagelsen af en bøde.

Endelig kan nævnes DSB-100. I denne sag blev parten idømt en hæftestraf for spirituskørsel. Umiddelbart efter at parten var blevet stoppet af politiet og havde fået udtaget en blodprøve, udførte han tjeneste som skibsfører under indøvelse. Den dom, som parten modtog, vedrørte et forhold uden for tjenesten. DSB kunne efter min opfattelse med rette have mistænkt parten for at have begået et strafbart forhold i tjenesten og i givet fald en overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3, hvorefter en skibsfører, der udfører arbejde om bord i et skib, og som har nydt spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at han er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde, straffes med bøde eller hæfte. DSB henviste i begrundelsen for afskedigelsen ikke til, at parten var idømt en hæftestraf for spirituskørsel, men til, at parten var mødt spirituspåvirket til tjeneste.

I udtalelsen til mig anførte auditøren under Trafikministeriet følgende

"Efter at have fået kendskab til indholdet af en tilsvarende undersøgelse vedrørende postvæsenets disciplinærsager i FOB 1990, har jeg vejledt om indholdet af bestemmelsen og draget omsorg for bemærkning herom i forhørsprotokollen.... Vejledningen gives i størsteparten af sagerne, idet der i så godt som alle disciplinærsager må anses i princippet at indgå en mulighed for overtrædelse af i hvert fald § 156 eller § 157 i straffeloven, jf. FOB 1990, side 419 fo."

Ad 2) Efter tjenestemandslovens § 21, stk. 1, er en tjenestemand berettiget til at give møde med en bisidder, og skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres bekendt hermed. Efter bestemmelsens stk. 2 kan som bisidder anvendes en repræsentant for tjenestemandens organisation, en tjenestemand i vedkommende ministerium eller institution eller en advokat.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 8 kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen om partens frie valg gælder dog ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet måtte være fastsat ved lov.

Som anført i FOB 1990, s. 356, supplerer de anførte bestemmelser hinanden. Dette indebærer bl.a., at parten ved valget mellem hvem, der skal bistå ham i forbindelse med tjenstligt forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er angivet i tjenestemandslovens § 21, stk. 2.

Bisidderspørgsmålet for så vidt angår tjenstlige afhøringer reguleres derimod alene af bestemmelsen i forvaltningslovens § 8. Der er ikke ved de indkaldelser til tjenstligt forhør, der forelå på sagerne, konstateret fejl vedrørende dette spørgsmål. Det fremgår ikke af auditørprotokollen, at spørgsmålet skulle have været drøftet i nogle af sagerne. Af de 29 sager, hvor tjenstligt forhør blev søgt gennemført, forelå indkaldelsen, indeholdende vejledning om bisidderspørgsmålet, ikke på sagerne DSB-66 og DSB-67. I DSB-91 forelå heller ingen indkaldelse, men anmeldelse af bisidder var foretaget i sagen på indkaldelsestidspunktet, hvorfor auditøren indkaldte bisidderen.

I de øvrige 26 sager anførte auditøren i indkaldelsen - udover en oplysning om, at parten havde ret til at møde med bisidder - følgende: "Dersom der mødes (eller: De møder) med bisidder, skal navn og adresse på den pågældende meddeles hertil senest 5 hverdage før forhøret." Endvidere var angivet et telefonnummer, såfremt parten havde tvivlsspørgsmål vedrørende bisidder m.v.

Omend jeg kan forstå, at det af hensyn til såvel auditørens som bisidderens almindelige planlægning og forberedelse af sagen vil være hensigtsmæssigt, såfremt auditøren modtager besked om eventuel bisidder senest 5 hverdage før forhøret, finder jeg formuleringen af indkaldelsen uheldig på dette punkt. Formuleringen kan bibringe parten den fejlagtige opfattelse, at han fortaber sin ret til at medbringe en bisidder, såfremt han ikke forholder sig, som anført i indkaldelsen, og det uanset, om parten i det enkelte tilfælde faktisk har haft mulighed for at overholde fristen. En mere retvisende formulering kunne være følgende: "Dersom De ønsker at møde med bisidder, skal jeg anmode om, at navnet og adressen på den pågældende snarest - og så vidt muligt senest 5 hverdage før forhøret - meddeles hertil".

Auditøren under Trafikministeriet anførte i udtalelsen til mig følgende

"Da der er tradition for, at forhørslederen (auditøren) i særlig grad taler med og bistår den part, som møder uden bisidder (blandt andet for at sikre at den pågældende har modtaget alle sagens akter), kan det med sikkerhed fastslås, at ingen part til dato har misforstået formuleringen i indkaldelsen til forhør vedrørende retten til at møde med bisidder. Hvis det skulle forekomme, ville forhøret blive udsat. Typisk vil fremmøde uden bisidder være resultatet af moden overvejelse, normalt begrundet med, at den pågældende selv vil føre sin sag, eller at han/hun ikke tror på, at bisidderhjælp vil få nogen indvirkning på sagens udfald. Årsagen til, at der er fastsat en frist på 5 hverdage, er ønsket om at kunne sende kopi af sagsakterne til bisidderen så betids, at denne kan få mulighed for at sætte sig ind i sagen før forhøret.

En ændring af formuleringen af den i rapportudkastet kritiserede passus i indkaldelsen til forhør vil snarest blive foretaget."

Ad 3) Den retsstilling, der efter min opfattelse er gældende på dette område, behandlede jeg indgående i FOB 1990, s. 417 ff, hvor jeg bl.a. anførte følgende

"Efter tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 1. pkt. har »enhver ansat« pligt til at give møde under forhørene og afgive forklaring. Efter min opfattelse må denne bestemmelse forstås i lyset af de retssikkerhedsgarantier, der i øvrigt efter tjenestemandsloven gælder for parten i en tjenestemandssag, samt - for så vidt som parten mistænkes for forhold, der kan være strafbare - de almindelige retssikkerhedsgarantier, der efter retsplejeloven og straffeloven gælder for sigtede i straffesager.

Herefter må følgende antages for så vidt angår ikke-strafbare forhold , der indgår i et tjenstligt forhør

Efter tjenestemandslovens § 20, stk. 1 in fine, har en part ikke pligt til at udtale sig om den skriftlige fremstilling af sagen, som parten efter denne bestemmelse skal have udleveret.

Tjenestemandslovens § 21, stk. 4, fastsætter, at vidnetvang i forbindelse med tjenstligt forhør skal gennemføres ved, at vidnet afhøres ved byretten; herved finder vidnereglerne i retsplejeloven anvendelse. Efter retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, er der ikke vidnepligt i tilfælde, hvor forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd. Det fremgår modsætningsvis af retsplejelovens § 171, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, er undtagelsesfri.

Det følger a fortiori (endmere) af bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1 in fine, og af en analogi af bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 2. led (»forklaringen antages at ville udsætte vidnet for ... tab af velfærd«), at parten i et tjenstligt forhør ikke har vidnepligt i tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for parten. Efter min opfattelse må dette i så fald gælde i tilfælde, hvor der - som i de sager, undersøgelsen angår - kan være tale om afskedigelse. Jeg henviser herved også til Jørgen Mathiassen: »Forvaltningspersonellet« (1990), s. 146 f, og Lars Busck i Juristen 1988, s. 91 ff (specielt s. 99 f ).

På den anden side må det antages, at parten har sandhedspligt i den udstrækning, parten vælger at udtale sig vedrørende ikke-strafbare forhold, der indgår i tjenestemandssagen; jf. herved tjenestemandslovens § 21, stk. 4, 2. pkt., smh. med straffelovens § 159, stk. 2.

Det følger af en analogi af bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 1, at forhørslederen ved forhørets begyndelse har pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet. Det følger endvidere af en analogi af retsplejelovens regler og af den ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at notere væsentlige spørgsmål angående sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen udtrykkeligt bør anføres, at parten er vejledt om, at parten ikke har vidnepligt (men at parten, for så vidt parten udtaler sig om ikke-strafbare forhold, har sandhedspligt).

For så vidt angår spørgsmålet om vidne- og sandhedspligt i relation til strafbare forhold, der indgår i det tjenstlige forhør, skal jeg bemærke følgende

Efter min opfattelse må den straks nedenfor anførte retsstilling antages at gælde i den udstrækning, parten mistænkes for strafbart forhold....

Det ville allerede følge af en analogi af bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, 1. led (»... såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf...«), at parten ikke i relation til strafbare forhold ville have vidnepligt, jf. også ovenfor om ikke-strafbare forhold.

Det er imidlertid min opfattelse, at tjenestemandslovens § 21, stk. 4, ikke kan forstås således, at den omfatter parten i tilfælde, hvor parten er mistænkt for strafbare forhold - i sådanne tilfælde har parten ikke stilling som vidne, men må anses for sigtet for strafbart forhold. Antages dette ikke, vil retsplejelovens processuelle garantier for sigtede blive udhulet væsentligt i forhold til strafbare forhold, der inddrages i tjenstligt forhør i forbindelse med disciplinærsager mod tjenestemænd. At parten i sådanne tilfælde må anses for sigtet, indebærer, at parten ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 754, jf. § 752, stk. 1, og jf. i øvrigt retsplejelovens § 868, stk. 1, og § 928, stk. 2, 3. pkt.

I øvrigt følger det af straffelovens § 159, stk. 1, at parten ikke har sandhedspligt, hvis parten udtaler sig.

Det må følge af bestemmelserne i retsplejelovens § 754, jf. § 752, stk. 1, 1. pkt., at forhørslederen ved forhørets begyndelse har pligt til at vejlede parten om vidnepligtsspørgsmålet, ligesom det følger af retsplejelovens § 754, jf. § 752, stk. 1, 2. pkt., og af den ulovbestemte forvaltningsretlige pligt til at notere væsentlige spørgsmål angående sagsbehandlingen, at det i forhørsprotokollen udtrykkeligt bør anføres, at parten er vejledt om, at parten hverken har vidnepligt eller sandhedspligt."

I tilknytning til spørgsmålet om partens vidne- og sandhedspligt kan man rejse det spørgsmål, hvorvidt en urigtig forklaring fra en part, der som sigtet for et strafbart forhold ikke har sandhedspligt, kan indgå i decorumvurderingen efter tjenestemandslovens § 10. I FOB 1990, s. 418, tog jeg stilling til spørgsmålet og anførte, at jeg ikke vil kunne udtale kritik, såfremt en myndighed (med en vis vægt) inddrager en parts urigtige forklaring i vurderingen af den pågældendes decorum. Jeg udtalte samtidig, at jeg på den baggrund heller ikke vil kunne kritisere, hvis parten under forhøret bliver oplyst om, at forhørslederen helst ser, at parten taler sandt. Dette forudsætter imidlertid, at parten samtidig vejledes om, at den pågældendes troværdighed kan indgå i decorumvurderingen, dvs. om de faktiske virkninger af, at parten ikke taler sandt. Det forudsættes endvidere, at vejledningen ikke gives i en form, der anfægter eller undergraver partens ret til ikke at tale sandt.

I ingen af de 15 sager, hvor der er gennemført tjenstligt forhør, indeholder forhørsprotokollen oplysning om, at parten ikke har vidnepligt, ligesom spørgsmålet om partens eventuelle sandhedspligt ikke er berørt.

Auditørens indkaldelse til tjenstligt forhør indeholder i 2 af disse sager - DSB-82 og DSB-84 - en vejledning om, at parten har vidnepligt, hvilket jeg må anse for en fejl, jf. ovenfor i afsnittet. Spørgsmålet om sandhedspligt er også i auditørens indkaldelsesskrivelser uberørt.

I 11 sager indeholdt auditørens indkaldelse ingen vejledning vedrørende spørgsmålet om henholdsvis vidne- og sandhedspligt. Spørgsmålet er endvidere uoplyst i sagerne DSB-66 , DSB-67 og DSB-92 (for så vidt angår forhold nr. 2), da indkaldelsen til tjenstligt forhør ikke forelå på generaldirektoratets sag. Jeg må anse det for tvivlsomt, hvorvidt der i disse 14 sager er vejledt korrekt og tilstrækkeligt om, at parten ikke har vidnepligt, og om hvorvidt parten har sandhedspligt. Såfremt auditøren mundtligt foretog en korrekt vejledning, må jeg anse det for en fejl, at den vejledning, der under forhøret er meddelt parten, ikke udtrykkeligt fremgår af forhørsprotokollen.

I udtalelsen til mig anførte auditøren under Trafikministeriet følgende

"Efter at være gjort bekendt med FOB 1990, jf. side 417 ff, er den hidtil anvendte ukorrekte fremgangsmåde blevet ændret, således at den i rapportudkastet på siderne 53 - 55 skitserede fremgangsmåde følges, herunder at der gøres notat i forhørsprotokollen om den stedfundne vejledning. - Som det fremgår af DSB's kommentarer til rapportudkastet, side 3 fn - side 4 m (der er uddrag af et underhåndsbrev herfra af 13/2 1992 til DSB), har den hidtidige procedure sin rod i den lære, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten underkastes et særligt tjenstligt magtforhold. Samme opfattelse fremgår i øvrigt også af den af Finansministeriet i 1988 udgivne "Personaleadministrative Vejledning", jf. kapitel 32, side 5, 1. afsnit. Under hensyn til, at nævnte ministerium er ressortministerium vedrørende tjenestemandsloven, synes der at være et akut behov for udsendelse af instruks om, hvilken procedure der skal følges på dette felt."

I den af Finansministeriet i 1988 udgivne "Personaleadministrative Vejledning" er i kapitel 32, side 5, anført følgende om partsforklaring

"8. Spørgsmål om vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder afgøres af forhørslederen.

Det antages at ligge i tjenestemandsforhørets natur, at den eller de tjenestemænd, hvorom forhøret drejer sig, har pligt til at afgive forklaring. Undladelse af at afgive forklaring og afgivelse af urigtig forklaring vil kunne behandles som tjenesteforseelser.

Alle ansatte - tjenestemænd og ansatte på andre vilkår - har pligt til uden særlig godtgørelse af vidne under tjenstligt forhør under almindeligt vidneansvar.

Dersom ikke-ansatte afgiver vidneforklaring under tjenstligt forhør, sker dette også under almindeligt vidneansvar.

Forklaringer kan eventuelt afgives ved underretten på det sted, hvor pågældende bor, eller tjenestemandsforhøret afholdes."

På grundlag af de ovenfor anførte betragtninger om retssikkerhedsgarantier må jeg fastholde den opfattelse, som jeg gav udtryk for i FOB 1990, s. 417 ff, vedrørende dette spørgsmål.

Ad 4) Spørgsmålet om vidne- og sandhedspligt for parten opstår også i relation til tjenstlige afhøringer. Partens retsstilling på dette ofte meget tidlige stadium af sagen kan ikke antages at være svagere end på det senere tidspunkt, hvor der afholdes tjenstligt forhør.

I 15 sager blev parten tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om spørgsmålet om partens sandhedspligt.

DSB anførte i udtalelsen til mig vedrørende dette spørgsmål bl.a. følgende

"...

I tjenestemandslovens § 20, stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at når der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til indberetning til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve, at der snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der anses for skyldig i tjenesteforseelse, og evt vidner med henblik på opklaring af de faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør" benævnes i DSB som tjenstlige afhøringer.

Spørgsmålet om adgangen til at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§ 17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og omtalt i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965", specielt side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til at foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende tjenestemand i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig til at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.

Sådanne foreløbige forhør (tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets konstatering, mens episoden stadig er i frisk erindring.

Endvidere har professor Eva Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en omfattende redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende: "Når der er mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et foreløbigt forhør med tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold. Herefter udarbejdes en fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed for at udtale sig om. Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at tjenestemanden ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå referatet."

.......

Med baggrund i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring. Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke har pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling har gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

For så vidt angår pligten til at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i 1910 af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne, hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte 1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er givet, at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i overensstemmelse med sandheden."

Daværende auditør (tidligere herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning og straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår begivenheder og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt til, selv om han herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med sandheden. Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver tjenestemand i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder over)."

Det er på dette tidspunkt en snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.

Samme år - i 1936 - udkom professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det parallelt med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.

Undladelse af at give møde til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes som tjenstlig forseelse.

..."

Hertil skal jeg bemærke følgende

Bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20, stk. 1, hvorefter en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjensteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder, forudsætter, som anført at DSB, at der udfærdiges en sådan fremstilling. Det nærmere indhold af fremstillingen er imidlertid ikke reguleret i tjenestemandsloven. Jeg kan tilslutte mig en opfattelse, hvorefter det kan være hensigtsmæssigt, såfremt der snarest muligt efter, at en tjensteforseelse er begået, ved en tjenstlig afhøring optages rapport omfattende også forklaringer fra implicerede tjenestemænd, der på det pågældende tidspunkt må anses for (muligt) skyldige i en tjenesteforseelse. Et egentligt krav herom fremgår imidlertid hverken direkte eller forudsætningsvist af tjenestemandsloven.

Det er herefter et spørgsmål, hvorvidt der på andet grundlag påhviler en tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet, at udtale sig - også om det faktisk passerede - under en tjenstlig afhøring.

Vedrørende Rigsdagens behandling i 1910 af forslag til lov om oprettelse af et auditørembede ved Statsbanerne - som DSB henviste til i udtalelsen - fremgår bl.a. følgende af Folketingets forhandlinger, sp. 1619

"Det maa erindres, at Auditøren ikke har en almindelig Kriminaldommers Forhørsmyndighed. Naar han afæsker Personalet Erklæringer, er det Personalets Tjenestepligt at tale Sandhed, det gælder baade anklagede og Vidner. Disse Udtalelser fremkomme ikke for Auditøren i Henhold til en almindelig Vidnepligt som for en almindelig Ret, og derfor have ikke andre end Statsbanernes Tjenestemænd Vidnepligt for Auditøren. Personalet udtaler sig i Henhold til Tjenestepligten, og det er givet, at det er en Tjenestepligt at besvare tjenstlige Spørgsmaal i Overensstemmelse med Sandheden."

I henhold til § 17, stk. 1, i lov nr. 126 af 27. juni 1927 om Statens Tjenestemænd havde en tjenestemand, mod hvem disciplinær undersøgelse for tjenstlig forseelse indledtes, ret til at lade føre vidner og til efter endt forhør og vidneførsel at få en udskrift af den protokol, som skulle optages over det i sagen passerede. Enhver tjenestemand inden for vedkommende styrelsesgren var pligtig til på forlangende at lade sig afhøre, og forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne ført tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.

I 1. betænkning afgivet af Lønningskommissionen af 1929 (Statstjenestemandsloven) er det på side 30 anført, at Lønningskommissionen af 1917 i sin betænkning havde aftrykt de for Statsbanerne og Postvæsenet gældende regler om disciplinære undersøgelser, og at kommissionen (1917) på grundlag heraf havde fremsat sit forslag, der svarede til den da gældende affattelse af § 17.

Ifølge de for Statsbanerne gældende regler havde auditøren bemyndigelse til at afhøre samtlige ansatte ved Statsbanerne, og den sigtede havde - ved de af auditøren ledede forhør efter at være gjort bekendt med såvel sigtelsen som de i sagen fremkomne oplysninger - ret til at afgive et skriftligt indlæg.

Ifølge de for Post- og Telegrafvæsenet gældende regler skulle vedkommende kontorbestyrer forelægge den pågældende, der havde begået forseelsen eller formodedes at have begået denne, en skriftlig fremstilling af de faktiske forhold vedrørende det passerede. Fremstillingen, som tjenestemanden modtog en genpart af, skulle forsynes med bemærkningen" Erkendes", og den pågældendes underskrift, såfremt den pågældende kunne erkende fremstillingens rigtighed. Kunne den pågældende ikke erkende rigtigheden "af den ham af kontoret forelagte fremstilling", skulle "kontoret affordre ham en med hans underskrift forsynet udtømmende fremstilling", og begge fremstillinger skulle indsendes til generaldirektoratet tillige med kontorets bemærkninger, "hvis indhold angående sagens faktiske forhold" den pågældende skulle have lejlighed til at gøre sig bekendt med.

Enhver tjenestemand i Post- og Telegrafvæsenet var pligtig til på forlangende at lade sig afhøre, og forhørslederen ville kunne forlange udtalelser af en som vidne ført tjenestemand afgivet på ære og samvittighed.

I betænkningen fra Lønningskommissionen 1929 er det på side 35 endvidere anført, at kommissionen til reglen om tjenestemænds vidnepligt foreslog en tilføjelse, der svarede til retsplejelovens § 170 om fritagelse for vidnepligt i straffesager.

Bestemmelsen i § 170 i lov nr. 90 af 11. april 1916 om Rettens Pleje havde følgende ordlyd

"Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, naar Besvarelsen af et Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog et væsentligt Formuetab eller anden hermed i Klasse staaende Skade, samt naar Spørgsmaalet angaar Meddelelser, som Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for saa vidt Vidnet selv eller dets Ægtefælle herved kan skades.

I Straffesager kan Vidnesbyrd kun nægtes (jfr. dog 4de og 5te Stykke), naar Besvarelsen af det stillede Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

..."

Ved lov nr. 98 af 31. marts 1931 om Statens Tjenestemænd ændredes de for tjenestemænd gældende regler om disciplinær forfølgning og straf. Bestemmelsen i § 17 fik følgende ordlyd

" Stk. 1. En Tjenestemand, for hvis Vedkommende der sker tjenstlig Indberetning til overordnet Myndighed angaaende en Tjenesteforseelse eller et Forhold, der antages at falde ind under Straffelovgivningen, har Ret til at blive gjort bekendt med en skriftlig Fremstilling af de faktiske Forhold vedrørende det passerede. Han skal i Sagen afgive en Udtalelse, som kan bestaa i en Paategning om, at Fremstillingen erkendes at være rigtig, eller i Sager, der er saa alvorlige, at det maa forudsættes, at Forhør vil blive afholdt, af Paategningen »Læst«. Tjenestemanden kan kræve udleveret en Genpart af Fremstillingen.

...

Stk. 3. Enhver Tjenestemand indenfor vedkommende Styrelsesgren er pligtig til paa Forlangende at lade sig afhøre, og Forhørslederen vil kunne forlange Udtalelser af en som Vidne ført Tjenestemand afgivne paa Ære og Samvittighed. Vidnesbyrd kan dog nægtes, naar Besvarelsen af det stillede Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

..."

I hæftet "Disciplinær Forfølgning og Straf" udgivet i 1936 af auditør Aage Andersen - som DSB i udtalelsen tillige henviste til - er på side 13 anført følgende

"For Sagers Behandling ved Auditøren er der givet en Række detaillerede Regler (Side 133-135), derunder om, hvilke Sager, der skal eller kan henvises til Auditørbehandling, hvem der kan møde som Bisidder, om dennes Stilling i Sagen, om Tilsigelse m.m.

Den under Disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige Straffesager - have Ret til at undslaa sig for at afgive Forklaring, ialtfald for saa vidt angaar Begivenheder og Forhold indenfor det tjenstlige Omraade; han maa have Pligt til, selv om han herved erkender egen Skyld, at svare overensstemmende med Sandheden. Overtrædelse heraf bliver da en Tjenesteforseelse. Dette følger af Tjenesteforholdets Natur (det er saaledes selvindlysende, at enhver Tjenestemand i en Uheldssag i Sagens Interesse maa give alle de Oplysninger, han raader over).

Vidner er selvfølgelig endmere forpligtede til at forklare sig sandfærdigt. At afgive bevidst urigtig Vidneforklaring er ikke blot en Tjenesteforseelse, der kan virke agtelses- og tillidsforringende, men ogsaa et efter Straffelovens § 162 eller - hvis Forklaring er afgivet »paa Ære og Samvittighed« (Tjenestemandslovens § 17, 3) - efter dens § 161 strafbart Forhold."

Poul Andersen anfører i "Dansk Forvaltningsret", 5. udgave, side 170 under omtalen af tjenestemænds lydighedspligt, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten bliver "underkastet et tjenstligt Magtforhold, idet han i tjenstlige Anliggender maa vise Lydighed overfor generelle og konkrete Tjenestebefalinger, jfr. Forudsætningen i Straffelovens § 156."

Lønningskommissionen af 1954 fremsatte i betænkning nr. 197/ 1958 forslag til ændring af § 17 i lov nr. 310 af 6. juni 1946 om Statens Tjenestemænd. Under bemærkningerne til forslagets § 17 anførte kommissionen bl.a. følgende

"Det er af organisationsrepræsentanter i kommissionen hævdet, at der forekommer tilfælde, hvor man allerede på et tidligere tidspunkt afholder en slags »forhør« af en mistænkt tjenestemand, således at der - forinden disciplinærsag formelt indledes, og altså forinden han har ret til at møde med bisidder - forelægges ham vidneudsagn og sagsfremstilling til godkendelse, ligesom det yderligere hævdes, at disse udsagn lægges til grund ved forhørslederens fremstilling af sagen. Kommissionen er af den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde ikke er stemmende med forudsætningerne for reglerne i § 17, men man mener ikke, at en lovændring vil være påkrævet af den grund, idet allerede den nuværende affattelse af § 17 fastslår, at egentlige forhør kun kan foretages af den dertil udpegede forhørsleder, og at tjenestemanden på ethvert tidligere stadium i sager, der kan give anledning til disciplinær undersøgelse, må have ret til at nægte at udtale sig om andet end normale tjenstlige oplysninger om det rent faktisk passerede, idet han på sagsfremstillingen, der bl.a. også kan omfatte andre vidneudsagn, kan indskrænke sig til påtegningen »læst«, således at der heri ikke ligger nogen erkendelse af, at han har begået en forseelse. For at afskære enhver tvivl om tjenestemandens rettigheder på dette stadium vil man anse det for hensigtsmæssigt, at det pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert enkelt tilfælde at gøre pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er pligtig til at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som indeholdes i den udarbejdede sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse. Når disciplinærsag er rejst, vil tjenestemanden eller bisidderen kunne forlange, at der sker fornyet afhøring af vidner, for så vidt forhørslederens sagsfremstilling tager hensyn til disses udsagn, idet der ved forhørslederens arbejde til belysning af sagen kun kan tillægges det ved den oprindelige, foreløbige tjenstlige undersøgelse tilvejebragte materiale sekundær betydning."

I betænkning fra det i 1964 nedsatte udvalg vedrørende eventuel ændring af §§ 17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (disciplinærudvalget) - og hvortil DSB har henvist i udtalelsen - er følgende anført som bemærkning til forslag til § 17, stk. 1

"Centralorganisationerne har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav på beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive tilstrækkelig respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af sikkerhedsbestemmelser.

Der etableres her foreløbigt forhør uden deltagelse af bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er chokeret, undertiden påtager sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da den på grundlag af det foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og vedstås, under en efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til grund, vanskeliggøres tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i betydelig grad.

Etaternes repræsentanter i udvalget har heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at rapport optages snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i erindringen hos de implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var genstand for overvejelse i lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring på dette punkt nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den i loven hjemlede adgang til kun at skrive »læst« på det forelagte materiale, således at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert enkelt tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.

Det er for udvalget oplyst, at generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet under hensyntagen til de anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende bestemmelse i post- og telegrafvæsenets regler

Den pågældende tjenestemand bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i den udarbejdede sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse.«

Udvalget finder det betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i § 17 af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være noget til hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver »læst« på fremstillingen. Centralorganisationerne har dog fremsat ønske om, at forhørslederen, når han afgiver sin beretning, fremhæver, om tjenestemanden under en eventuel foreløbig undersøgelse er gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at afgive nogen udtalelse.

Herudover er der alene foretaget redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse."

De ovenfor anførte bemærkninger fra disciplinærudvalget er optrykt i betænkning nr. 483/1969, der er afgivet af tjenestemandskommissionen af 1965.

I den sidstnævnte betænkning anførte tjenestemandskommissionen i kapitel 2 om "Udviklingen siden 1958" bl.a. følgende

"Der er således for en række af de forhold, som traditionelt betragtes som tjenestemandsgoder, sket en ændring - ikke af tjenestemændenes forhold, men af samfundet. Det vil være rimeligt at understrege, at denne udvikling ud fra en bredere betragtning ikke kan beklages - tværtimod - men den rejser problemer om retablering af paritet mellem tjenestemænd og andre lønmodtagergrupper."

Som kritik mod det daværende tjenestemandssystem anførte tjenestemandskommissionen følgende punkter: tjenestemandssystemets lukkede karakter, manglende fleksibilitet i tjenestemandslønstrukturen, lønsystemets opbygning, snævre ansættelsesområder og pensionssystemet.

Betænkningens kapitel 3 om forslag til et nyt tjenestemandssystem indeholder i afsnit 1 bl.a. følgende bemærkninger

"Kommissionen har anset det for en af sine vigtigste opgaver at fremkomme med sådanne forslag til ændring af ansættelsesvilkårene, som vil kunne tilføre tjenestemandssystemet den fornødne konkurrencedygtighed og den smidighed, som bl.a. efterlystes af ansættelsesudvalget.

De reformer, som man foreslår, er især følgende

Den i formen ensidige fastsættelse af tjenestemændenes løn- og arbejdsvilkår foreslås forladt...

...

Ansættelsessystemet foreslås smidiggjort, således at livsvarig ansættelse ikke bliver den eneste ansættelsesform.

Ved fastlæggelsen af ansættelsesområderne bør det holdes for øje, at der skabes øgede muligheder for omflytning af personale ved reformer i forvaltningens opbygning.

Som led i tjenestemændenes ansættelsesforhold foreslås opretholdt en selvstændig pensionsordning...

Endelig har man bestræbt sig på at gennemføre en almindelig forenkling af lovteksterne

..."

Egen drift-projekter 1991 207 Valid

I.

I

II.

R

III.

Undersøgelsens indhold

A.

Kortlægning af sagerne

1) Partens ansættelsesforhold.

2) Afskedigelsesgrundlaget.

3) Suspension.

4) Lønstandsning.

B.

Sagsbehandlingsregler.

1) Inhabilitet.

2) Partsrepræsentation

bisidder. -

3) Vejledning.

a) Pension.

b) Anden vejledning.

4) Aktindsigt. Notatpligt.

5) Begrundelse.

a) Henvisning til retsregler.

b) Sagsfremstilling.

c) Referat af praksis.

d) Redegørelse for hovedhensyn.

e) Stillingtagen til partsanbringender.

6) Tavshedspligt. Indhentelse og videregivelse af oplysninger.

7) Partshøring m.v.

a) Tjenestemandslovens § 20 stk. 1.

b) Tjenestemandslovens § 22, stk. 1.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 1.

d) Forvaltningslovens § 19.

e) Ulovbestemt videregående partshøringspligt i "sanktionssager".

f) Forvaltningslovens § 21.

8) Sagens oplysning.

a) Officialprincippet.

b) Retlig og faktisk vildfarelse.

c) Tjenestemandslovens § 31, stk. 2.

d) Tjenstligt forhør.

9) Sagsstyring og sikring af bevis i sagen.

a) Journalisering og erindringssystemer.

b) Bevarelse af indgåede dokumenter.

c) Genpart/kopi af udgående dokumenter.

d) Dokumentation af den interne beslutningsproces.

e) Skrivefejl, manglende datering m.v.

10) Borgervenlighed.

a) Sagsbehandlingstid, underretning om forsinkelse og besvarelse af rykkere.

b) Myndighedens skrivelser; læselighed, klarhed og underskrift.

11) Bekendtgørelse og form.

a) Underretning om afgørelsen til parten.

b) Underretningens form (skriftlighed m.v.)

C.

Hjemmelsspørgsmål.

1) Fortolkning.

2) Bemyndigelse.

3) Inddragelse og afvejning af kriterier.

4) Retsfølgen.

D.

Prøvelse .

1) Remonstration.

2) Tilbagekaldelse.

3) Klage til ombudsmanden.

4) Domstolsprøvelse.

IV.

Udtalelser til rapportudkastet fra DSB og auditøren under Trafikministeriet.

V.

A

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →