Pligt til partshøring over høringssvar fra 1. instansen i klagesag.

Pligt til partshøring over høringssvar fra 1. instansen i klagesag.

A klagede over, at Trafikministeriet havde opretholdt Statens Bilinspektions afslag på A's ansøgning om godkendelse som taksameterkontrollant. A havde tidligere klaget over, at Trafikministeriet havde afslået at behandle hans klage over bilinspektionens afgørelse. Ombudsmanden henstillede dengang til Trafikministeriet, at ministeriet tog A's klage under realitetsbehandling, se nærmere Folketingets Ombudsmands Beretning, 1990.284.

Det fremgik af sagen, at Trafikministeriet traf afgørelse efter at have indhentet høringssvar af 2. oktober 1990 fra Statens Bilinspektion. I høringssvaret anførtes følgende

"I den anledning kan det udtales, at Statens Bilinspektion kan henholde sig til det i brev af 14. december 1989 til (A) anførte. Til uddybning heraf kan følgende anføres

Taksameterkontrollantordningen må antages at have til formål at sikre, at taksameteret og kontrolapparatet fungerer, uden at der kan gøres indgreb i udstyret, og uden at udstyret kan sættes ud af drift.

Taksameterkontrollanter er godkendt til at foretage indgreb i hyrevognes taksametre og kontrolapparater og til at foretage plombering heraf. Den enkelte hyrevognmands og -chaufførs afregning med skattevæsenet sker i overensstemmelse med taksameterets og kontrolapparatets tællerværkers udvisende.

Bilinspektionen finder, at det vil virke imod hensigten med kontrolordningen, såfremt hyrevognmænd eller disses ansatte kan opnå godkendelse som kontrollanter af hyrevognserhvervet. Bilinspektionen er desuden bekymret for den præcedens en godkendelse i denne sag vil kunne danne, idet andre hyrevognmænd, som opfylder vilkårene i øvrigt, tilsvarende vil kunne opnå godkendelse som taksameterkontrollant."

Trafikministeriets afgørelse blev meddelt A i skrivelse af 11. december 1990. I skrivelsen anførtes bl.a. følgende

"Ifølge § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 (med senere ændringer) om hyrekørsel skal taksametret og dets forbindelse til vognen (transmission) være kontrolleret og plomberet af en af Statens Bilinspektion godkendt person. Ifølge samme bestemmelse fastsættes reglerne herfor af trafikministeren.

Den nævnte bemyndigelse er ikke udmøntet af trafikministeren. Derimod har Justitsministeriet, hvorunder Statens Bilinspektion hører, i Vejledning for Justitsministeriets Bilinspektion, fastsat retningslinjer for godkendelse af taksameterkontrollanter. Det anføres i pkt. 1.11.69.4.0 heri

"Det må tilstræbes, at der fortrinsvis godkendes personer med udpræget kendskab til omhandlede problematik og med personlige forhold, der gør dem egnede til at udøve offentlig kontrolfunktion. Det vil således være naturligt, hvis andet ikke taler herimod, at de af taxameterimportørerne allerede autoriserede forhandlere, der har gennemgået særlige kurser i reparation, montering, takstændring etc. fortrinsvis godkendes som kontrollanter. Kun når særlige hensyn taler herfor, bør andre med kendskab til omhandlede eller lignende områder godkendes."

Ministeriet er enig med Statens Bilinspektion i, at det forhold, at taksameterkontrolfunktionen skal udøves af private personer, tilsiger, at der alene bør godkendes personer, hvis erhvervsmæssige og øvrige interesser på forhånd ikke antages at være i modstrid med kontrollantvirksomheden.

Ministeriet er endvidere enig i, at en udvidelse af kredsen af taksameterkontrollanter til også at omfatte hyrevognmænd - hvis virksomhed er direkte afhængig af en taksameterkontrollants virksomhed - ikke er hensigtsmæssig og tillige i modstrid med godkendelsesordningens forudsætninger.

Ministeriet stadfæster herefter den af Statens Bilinspektion trufne afgørelse om ikke at meddele (A) godkendelse som taksameterkontrollant. Ministeriet stadfæster endvidere bilinspektionens tilsvarende afgørelse vedrørende (B), der er ansat hos (A) og således underlagt dennes instruktionsbeføjelse."

Ved skrivelse af 18. december 1990 til Trafikministeriet gjorde A opmærksom på, at ministeriets afgørelse i det væsentligste byggede på den ovennævnte udtalelse fra Statens Bilinspektion, som han ikke havde modtaget kopi af. A anmodede om at få en forklaring på, at han ikke havde modtaget kopi af udtalelsen, inden afgørelsen blev truffet.

Ved skrivelse af 28. december 1990 til A fremsendte Trafikministeriet kopi af Statens Bilinspektions skrivelse af 2. oktober 1990 til ministeriet.

I klagen til mig gjorde A bl.a. gældende, at de foreliggende regler ikke giver baggrund for at udelukke en person fra godkendelse som taksameterkontrollant, blot fordi han er hyrevognmand. Det afgørende var, om man konkret kunne have tillid til den pågældende ansøger, fagligt såvel som vandelsmæssigt, og i den henseende var der intet påvist, der skulle kunne diskvalificere ham. A henviste til, at man altid havde godkendt importører og hoveddistributører af taxametre som taksameterkontrollanter. Dette skyldtes dels, at disse besidder de fornødne kvalifikationer, og dels at der tages hensyn til bevarelsen af forretningshemmeligheder angående indretningen af de enkelte taksametre. Hertil kommer, at man har ønsket at imødekomme den enkelte importørs eller distributørs naturlige ønske om at kunne yde sine kunder den optimale service. På denne baggrund var det A's opfattelse, at han, der var generalagent for (x) taksametre, burde godkendes som taksameterkontrollant.

Jeg udtalte herefter følgende

"Det spørgsmål, der foreligger til bedømmelse, er, om (A) på grund af det samtidige erhverv som hyrevognmand kan udelukkes fra at blive godkendt som taksameterkontrollant. Da lov om hyrekørsel og de regler, der er udstedt i medfør af denne lov, ikke indeholder regler om, i hvilket omfang hvervet som taksameterkontrollant er foreneligt med erhverv inden for hyrevognsbranchen, må dette spørgsmål afgøres på baggrund af almindelige retsgrundsætninger om (generel) inhabilitet.

Det følger af den almindelige retsgrundsætning om generel inhabilitet, at der til offentlige hverv ikke kan udpeges personer, der jævnligt vil være udelukket fra at deltage i enkeltsagernes behandling på grund af interessekonflikt i de foreliggende enkeltsager. Retsgrundsætningens indhold kan ikke angives helt præcist og må derfor afgrænses på baggrund af de hensyn, som grundsætningen skal varetage. Hensigten med reglen er bl.a. at undgå det organisatorisk uheldige i, at indehaveren af et hverv meget hyppigt må undlade at beskæftige sig med konkrete sager, fordi der foreligger speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3. Et andet hensyn er at forebygge, at uvedkommende interesser indvirker på afgørelsen i tilfælde, der ikke omfattes af reglerne om speciel inhabilitet. Det kan navnlig være betænkeligt at lade et hverv, hvortil der er knyttet tilsynsopgaver eller kontrolopgaver, beklæde af en person, der på anden måde er knyttet til de personer, som tilsynet eller kontrollen omfatter. Endelig skal retsgrundsætningen generelt medvirke til at styrke almenhedens tillid til, at forvaltningens afgørelser træffes uden hensyntagen til uvedkommende interesser. (Jeg henviser til afsnittet om generel inhabilitet i Juridisk Grundbog, bind 4, s. 91 ff).

Det kan herefter ikke give mig anledning til bemærkninger, at Statens Bilinspektion og Trafikministeriet har afslået at godkende (A) som taksameterkontrollant under henvisning til, at der ikke bør godkendes personer, hvis erhvervsmæssige interesser som hyrevognmand - eller ansat i en hyrevognsvirksomhed - kan være i modstrid med de hensyn, kontrollantvirksomheden skal varetage.

I sagen foreligger der desuden spørgsmål om, hvorvidt udtalelsen af 2. oktober 1990 fra Statens Bilinspektion er omfattet af partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Denne bestemmelses anvendelsesområde er beskrevet i motiverne og fastlagt i praksis, jf. bl.a. sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning 1989, s. 188 f. Udtrykket "oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder" skal herefter forstås i relativ bred forstand. Det omfatter enhver oplysning, der bidrager til at skabe klarhed om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag og vil således også kunne omfatte vurderinger og bemærkninger vedrørende faktiske forløb og omstændigheder, uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye faktiske oplysninger frem.

I klagesager vil klageren ofte have den opfattelse, at der er tale om en partstvist mellem ham og den indklagede myndighed. Det er der da i en vis forstand også. Når forvaltningen træffer afgørelse i tvister mellem private parter, er der en videregående forpligtelse - baseret på almindelige retsgrundsætninger - til at foretage partshøring, jf. Juridisk Grundbog, bind 4, s. 158. Der foreligger på den baggrund efter min opfattelse gode grunde til at anlægge en lidt videregående fortolkning af partshøringspligtens omfang i klagesager - navnlig således, at "parternes" synspunkter og argumenter i forbindelse med sagens indbringelse for klageinstansen forelægges for den anden part.

Hvis myndigheden således, som i det foreliggende tilfælde, i høringssvaret ikke alene henholder sig til den trufne afgørelse, men også kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber begrundelsen for afgørelsen, vil der efter min opfattelse som udgangspunkt bestå en pligt til at foretage partshøring. Hvis på den anden side den indklagede myndighed, som svar på en anmodning om at afgive en udtalelse i anledning af klagen, blot henholder sig til den trufne afgørelse, vil der efter min mening normalt ikke foreligge partshøringspligt.

Under henvisning til ovenstående burde Trafikministeriet efter min mening have sendt Dem en kopi af udtalelsen af 2. oktober 1990 fra Statens Bilinspektion og anmodet om Deres eventuelle bemærkninger hertil, inden ministeriet traf afgørelse i sagen.

Jeg har gjort Trafikministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Trafikministeriet at optage sagen til fornyet behandling."

NOTER: (1) Jf. Folketingets Ombudsmands Beretning, 1989.188 og 1990.284.

Resumé

Statens Bilinspektion (SB) havde afslået A's ansøgning om at blive godkendt som taksameterkontrollant med den begrundelse, at A's status som både hyrevognmand, automekaniker og - i givet fald - taksameterkontrollant ville medføre risiko for interessesammenfald, der ville kunne svække kontrolordningens kvalitet.

A klagede til Trafikministeriet (TM), der stadfæstede SB's afgørelse. TM havde forinden indhentet høringssvar fra SB, der uddybede begrundelsen for afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at hvis en indklaget myndighed i en klagesag afgiver et høringssvar til rekursmyndigheden, hvori myndigheden kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber begrundelsen for afgørelsen, vil der som udgangspunkt bestå en pligt til at foretage partshøring. Dette gælder derimod ikke, hvis den indklagede myndighed i høringssvaret blot henholder sig til den trufne afgørelse.

TM burde derfor have sendt høringssvaret fra SB til partshøring hos A, inden afgørelsen blev truffet. (J. nr. 1991-189-519)