Forældres betaling for barns ophold i fængslingssurrogat i social institution.

Forældres betaling for barns ophold i fængslingssurrogat i social institution.

A klagede over en afgørelse, som var truffet af Den Sociale Ankestyrelse den 29. marts 1990, hvorved ankestyrelsen tiltrådte en afgørelse, som Amtsankenævnet for X Amt havde truffet den 3. august 1989. Efter denne afgørelse skulle A og hendes ægtefælle betale i alt 479 kr. for deres datter, B's, ophold i fængslingssurrogat for tiden 17. februar til 24. februar 1989.

Det fremgik af sagens akter, at retten i Y-by den 17. februar 1989 afsagde kendelse om, at A's datter B skulle varetægtsfængsles, dog således at B i stedet for fængsling skulle anbringes i institutionen C eller D i en lukket afdeling.

B blev herefter anbragt i institutionen D, som er en institution under Socialministeriet. K Kommune godkendte anbringelsen i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3.

Z Amtsråd godkendte ved skrivelse af 21. februar 1989 B's anbringelse på D i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 885 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, § 5, stk. 3.

Ved skrivelse af 28. februar 1989 meddelte K Kommune A, at kommunen havde fastsat forældrebetaling i forbindelse med B's ophold på D.

A klagede til Amtsankenævnet for X Amt over denne afgørelse.

Ved fremsendelse af sagen til Amtsankenævnet oplyste kommunen i skrivelse af 28. marts 1989, at man havde lagt vægt på følgende forhold

"...

at, Retsplejelovens § 1008 ikke specielt omfatter unge lovovertrædere,

at, Retsplejelovens § 1008 ikke skønnes at frigøre forældrene for deres forpligtelser,

at, forældrene efter reglerne i bistandslovens § 6, stk. 1 har forsørgelsespligt overfor datteren,

at, der af bistandslovens § 100 fremgår, at forældre betaler for børn og unges ophold uden for eget hjem efter regler, der fastsættes af Socialministeren.

at, disse regler nærmere er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 861 af 11. december 1986,

at, betalingsbekendtgørelsen ikke skelner til, hvad der ligger til grund for etableringen af opholdet - bortset fra bestemmelserne i § 5,

at, opholdet ikke er etableret af udprægede behandlingsmæssige årsager,

at, forældrene ikke skønnes omfattet af undtagelsesbestemmelserne i bekendtgørelsens § 5, punkterne 1-5, hvorfor der ikke kan gives hel- eller delvis betalingsfritagelse.

..."

Ved skrivelse af 3. august 1989 tiltrådte Amtsankenævnet kommunens afgørelse, herunder kommunens begrundelse.

A påklagede sagen til Den Sociale Ankestyrelse, som ved skrivelse af 29. marts 1990 tiltrådte amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at betaling af udgifterne i forbindelse med B's anbringelse på børne- og ungdomspensionen med rette var henført under bistandslovens regler, idet anbringelsen havde fundet sted efter socialforvaltningens bestemmelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at retsplejelovens regler om betaling af delinkventomkostninger medførte, at bistandslovens bestemmelser om betaling ved anbringelse af børn og unge i døgninstitution ikke skulle finde anvendelse.

A gjorde over for mig gældende, at afgørelserne stred mod loven.

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til A

"Efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, kan kommunalbestyrelsen sørge for, at et barn bliver anbragt uden for hjemmet. Bistandslovens § 100 har følgende ordlyd

"§ 100. Der betales for opholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren."

Ved bekendtgørelse nr. 861 af 11. december 1986 (med senere ændringer) har socialministeren fastsat regler om betaling for ophold i døgninstitution for børn og unge og for formidlet døgnophold i opholdssteder for børn og unge. § 1, stk. 1, har følgende ordlyd

"§ 1. Anbringes børn og unge under 18 år af det sociale udvalg uden for hjemmet i døgninstitution for børn og unge eller i formidlet døgnophold, har forældrene pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet i forhold til indkomstgrundlaget. Betalingen fastsættes af det sociale udvalg efter reglerne i denne bekendtgørelse."

Reglerne finder således anvendelse, hvor et barn af kommunalbestyrelsen er anbragt uden for hjemmet efter bistandslovens regler.

Efter retsplejelovens § 1008 og lovbekendtgørelse nr. 744 af 6. november 1986 er en person, som berettiget har været varetægtsfængslet, pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået ved sagens behandling. Hertil henregnes bl.a. udgifter for forplejning under varetægtsfængsling. Disse regler finder dog efter deres ordlyd alene anvendelse på spørgsmålet om den fængslede persons betalingspligt.

Da anbringelsen er sket i henhold til retsplejelovens regler, finder jeg ikke, at bistandslovens regler kan finde anvendelse i den foreliggende situation. Der er derfor efter min opfattelse ikke hjemmel til at pålægge forældrene at betale for en ung persons ophold i varetægtssurrogat, således som det er sket med Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 29. marts 1990. Jeg har derfor henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at overveje spørgsmålet igen under inddragelse af mine her anførte synspunkter."

Resumé

A's datter var blevet varetægtsfængslet ved anbringelse i såkaldt fængslingssurrogat i en døgninstitution for børn og unge, der var godkendt i henhold til bistandsloven. Herefter opstod spørgsmålet om, hvorvidt A kunne afkræves betaling for datterens ophold. Afgørende var, om betalingsspørgsmålet skulle bedømmes efter bestemmelser i bistandsloven, hvorefter betaling kunne kræves, eller i retsplejeloven, hvorefter betaling ikke kunne kræves.

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anførte i sin afgørelse, at betalingen af udgifterne med rette var henført under bistandslovens regler, da anbringelsen var besluttet af kommunen, og at retsplejelovens regler om betaling af delinkventomkostninger ikke kunne medføre, at bistandslovens regler ikke skulle anvendes.

Ombudsmanden fandt, at anbringelsen var sket i henhold til retsplejelovens regler. Der var derfor ikke hjemmel til at pålægge A at betale for B's ophold i institutionen. Ombudsmanden henstillede til DSA at overveje spørgsmålet igen. (J. nr. 1990-642-064).