Videregivelse af afgørelseskopi til egen læge i førtidspensionssag.

Videregivelse af afgørelseskopi til egen læge i førtidspensionssag.

A klagede over, at Den Sociale Ankestyrelse havde underrettet A's egen læge om styrelsens afgørelse i A's pensionssag i strid med hans ønske herom - et ønske, som var tilkendegivet skriftligt over for revaliderings- og pensionsnævnet.

Det fremgik af sagen, at A's kommune i marts 1989 videresendte A's ansøgning om helbredsbetinget førtidspension til revaliderings- og pensionsnævnet. Kommunen indstillede, at A blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, jf. pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1.

I skrivelse af 18. august 1989 meddelte revaliderings- og pensionsnævnet A, at nævnet havde modtaget sagen, og at den nu ville blive behandlet. Desuden indeholdt skrivelsen bl.a. følgende afsnit

"Samtidig med at De modtager nævnets afgørelse, vil man herfra orientere Deres læge, speciallæger og andre, der har afgivet erklæringer til sagen om dennes udfald. Såfremt De ikke ønsker dette, anmodes De om at meddele dette til nævnets sekretariat."

I skrivelse af 21. august 1989 meddelte A revaliderings- og pensionsnævnet, at han ikke ønskede at få viderebragt oplysninger om sagens udfald til egen læge, speciallæger og andre, som havde afgivet erklæringer til sagen, jf. nævnets skrivelse af 18. august 1989.

I skrivelse af 6. oktober 1989 meddelte revaliderings- og pensionsnævnet A, at nævnet havde tilkendt ham ret til forhøjet, almindelig førtidspension, jf. § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, fordi hans erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen.

Efter at A havde påklaget afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse, meddelte ankestyrelsen ham i en skrivelse af 10. maj 1990, at ankestyrelsen efter de foreliggende oplysninger om hans helbredstilstand og øvrige forhold fandt, at han ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt mellemste førtidspension. Det fremgik af skrivelsen, at ankestyrelsen samtidig havde sendt en kopi af afgørelsen til bl.a. A's egen læge.

I skrivelse af 14. maj 1990 klagede A til Den Sociale Ankestyrelse over, at ankestyrelsen havde videregivet oplysninger til A's læge i strid med hans skrivelse af 21. august 1989.

Under henvisning hertil meddelte ankestyrelsen i skrivelse af 13. juni 1990 A, at A ikke under ankestyrelsens behandling af sagen havde fremsat indsigelse imod, at ankestyrelsen henvendte sig til hans egen læge. Ankestyrelsen tilføjede følgende

"Da De imidlertid ikke har ønsket denne underretning, skal man beklage, at det er sket."

I skrivelse af 5. december 1990 anmodede jeg ankestyrelsen om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg bemærkede, at ankestyrelsen alene i forbindelse med bekræftelsen på modtagelsen af A's klage synes at have meddelt ham, at der kunne blive tale om at indhente oplysninger, medmindre han havde indvendinger herimod. Jeg anmodede om, at ankestyrelsens udtalelse kom til at indeholde en redegørelse for ankestyrelsens fremgangsmåde vedrørende videregivelse af oplysninger set i relation til forvaltningslovens § 28 og straffelovens § 152.

I skrivelse af 9. januar 1991 besvarede ankestyrelsen min anmodning. Med hensyn til ankestyrelsens underretning om afgørelsen til A's læge oplyste ankestyrelsen,

"at dette skyldes, at ankestyrelsen under sagens behandling ikke har været opmærksom på (A's) brev af 21. august 1989 til revaliderings- og pensionsnævnet for København.

Hvis ankestyrelsen havde været opmærksom på dette brev, havde styrelsen ikke underrettet (A's) læge om afgørelsen i sagen.

Ankestyrelsen beklager den skete fejl."

Da ankestyrelsen ikke havde efterkommet min anmodning om en redegørelse for styrelsens fremgangsmåde vedrørende videregivelse af oplysninger set i relation til forvaltningslovens § 28 og straffelovens § 152, gentog jeg i skrivelse af 16. januar 1991 min anmodning over for ankestyrelsen.

Under henvisning hertil meddelte ankestyrelsen mig i skrivelse af 25. april 1991,

"...at ankestyrelsen, i forbindelse med sin bekræftelse af modtagelsen af en klage, har meddelt klageren, at det kan blive nødvendigt at indhente yderligere oplysninger, f.eks. om indtægts- og arbejdsforhold. Hvis der indgår helbredsmæssige forhold i sagen, kan det blive nødvendigt at indhente oplysninger herom fra læge eller sygehus.

Ankestyrelsen vil skaffe disse oplysninger, medmindre pågældende inden 14 dage meddeler, at han eller hun ikke ønsker dette.

Ankestyrelsen har fundet, at en klagers stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til, at styrelsen kunne indhente de oplysninger, styrelsen fandt, var nødvendige for sagens oplysning.

Under behandlingen af pensionssager er det sædvanlig praksis, at Ankestyrelsen hører egen læge, om der er nye lægelige oplysninger, efter at revaliderings- og pensionsnævnet har truffet afgørelse. Dette sker naturligvis for at få sagen så godt belyst som muligt.

Ankestyrelsen har herefter, når sagen er afgjort, sendt en kopi af afgørelsen til pågældendes læge og til evt. speciallæger, der under sagens behandling i ankestyrelsen på styrelsens foranledning har undersøgt pågældende.

Ankestyrelsen har ikke været tilstrækkeligt opmærksom på, at styrelsens praksis, for så vidt angår videregivelse af oplysninger, ikke er i overensstemmelse med forvaltningslovens § 28.

Ankestyrelsen vil i konsekvens heraf ændre sin bekræftelse, således at det i bekræftelsen tillige anføres, at såfremt pågældende ikke har indvendinger imod det, vil ankestyrelsen til sin tid sende kopi af afgørelsen til egen læge og til medvirkende speciallæge.

Ankestyrelsen finder, at det er vigtigt, at egen læge og medvirkende speciallæge, der har udtalt sit skøn over erhvervsevnenedsættelsen, for egen læges vedkommende i forbindelse med udfærdigelse af generel helbredsundersøgelse eller statusbedømmelse, for speciallægens vedkommende i forbindelse med udfærdigelse af speciallægeerklæring, bliver orienteret om ankestyrelsens vurdering af sagen.

Ankestyrelsen forudsætter også i forbindelse med styrelsens ændrede bekræftelse klagerens stiltiende samtykke."

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg bl.a. følgende

"Sagen rejser alene spørgsmål om ankestyrelsens videregivelse af oplysninger på eget initiativ. I det følgende vil jeg derfor ikke komme nærmere ind på bestemmelser, som særligt gælder for indhentelse af fortrolige oplysninger. Endvidere er mine bemærkninger begrænset til særligt fortrolige oplysninger, det vil sige oplysninger af den art, som er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1. Yderligere tager mine bemærkninger alene sigte på sådanne oplysninger, som den person (adressat), oplysningerne videregives til, ikke i forvejen er bekendt med.

Denne videregivelsessituation er først og fremmest reguleret ved forvaltningslovens § 28, hvorefter oplysningerne som praktisk hovedregel ikke kan videregives uden skriftligt samtykke fra den pågældende. Bestemmelsen gælder dog direkte kun for videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed. Ved videregivelse af fortrolige oplysninger til andre end forvaltningsmyndigheder, f.eks. privatpraktiserende læger, må berettigelsen heraf principielt bedømmes på grundlag af de almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og i straffelovens § 152. Herefter er det afgørende, om videregivelsen kan anses for "berettiget". Ved udfyldningen af denne retlige standard må bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8, herunder § 28, tillægges en vis normerende virkning.

Et hovedsigte med tavshedspligtsreglerne er, at oplysninger, som offentlige myndigheder bliver bekendt med som led i varetagelsen af deres opgaver, ikke bliver røbet over for almenheden eller uvedkommende privatpersoner. I almindelighed er sådanne videregivelser derfor uberettiget. Hvor videregivelsen sker i forbindelse med, at private udfører opgaver af offentlig eller halvoffentlig karakter, er den mindre betænkelig. Er modtageren af oplysningerne desuden omfattet af tavshedspligtsregler, der er beslægtet med dem, der gælder for offentlige myndigheder, får situationen en betydelig lighed med de situationer, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, og må efter omstændighederne kunne accepteres, såfremt forvaltningen ville være berettiget til at udlevere de samme oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Jeg henviser i den forbindelse til, at læger er omfattet af straffelovens tavshedspligtsbestemmelser, jf. straffelovens § 152 B og lægelovens § 9.

Ankestyrelsens afgørelse i en pensionssag indeholder i sagens natur oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, det vil sige oplysninger af den type, der er omtalt i forvaltningslovens § 28, stk. 1. Selv om ansøgerens egen læge ofte kender ansøgerens helbredsforhold, således at der ikke ved videregivelse til egen læge sker nogen "røbelse", er dette dog ikke altid tilfældet. Jeg henviser her til de situationer, hvor afgørelsesskrivelsen f.eks. indeholder helbredsoplysninger fra andre læger end egen læge. Endvidere er selve ankestyrelsens bedømmelse af pensionsberettigelsen efter min opfattelse i sig selv en særlig fortrolig oplysning vedrørende helbredsforhold.

Såfremt ankestyrelsen i en pensionssag ønsker at tilsende ansøgerens egen læge en kopi af afgørelsesskrivelsen, vil der således være tale om videregivelse af særligt fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1. Så vidt jeg forstår, er ankestyrelsen da også enig i, at en sådan videregivelse til egen læge kræver samtykke.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 4, skal samtykke efter § 28, stk. 2, nr. 1, meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Efter forarbejderne til bestemmelsen om fravigelse af skriftlighedskravet er der navnlig tænkt på tilfælde, hvor hensynet til den pågældende selv eller til væsentlige offentlige eller andre private interesser taler for, at behandlingen af en sag, hvortil oplysningerne skal udleveres, ikke skal udsættes for, at der kan indhentes et skriftligt samtykke, som efter omstændighederne kan bevirke en vis forsinkelse af sagen, jf. Folketingstidende 1985-1986, tillæg B, spalte 108-109.

Det er efter min mening åbenbart, at de omtalte hensyn ikke ved ankestyrelsens ønske om videregivelse af en kopi af afgørelsesskrivelsen til egen læge i almindelighed kan begrunde, at ankestyrelsen undlader at indhente skriftligt samtykke svarende til bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 4, 1. pkt.

Det tilføjes, at de lempeligere krav til samtykkets form, som er forudsat i forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 1, alene gælder ved indhentelse af oplysninger. Ved orientering af egen læge er der som omtalt tale om videregivelse.

På denne baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at ændre sin praksis for orientering af egen læge m.v. i forbindelse med afgørelserne i pensionssager, således at ankestyrelsens fremgangsmåde bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningslovens § 28. Alternativt har jeg over for ankestyrelsen peget på muligheden for, at styrelsen overlader til ansøgeren selv at orientere sin læge m.v.

Med hensyn til sagsforløbet i (A's) sag er jeg enig med ankestyrelsen i det beklagelige i, at ankestyrelsen orienterede (A's) egen læge uanset hans udtrykkelige anmodning i skrivelse af 21. august 1989. Endvidere finder jeg det meget beklageligt, at ankestyrelsen først blev opmærksom på skrivelsen af 21. august 1989, da De efter styrelsens afslutning af sagen påklagede forholdet til styrelsen.

Jeg har gjort ankestyrelsen bekendt med min opfattelse."

I skrivelse af 1. april 1992 meddelte Den Sociale Ankestyrelse mig, at styrelsen efter min henstilling havde ændret sin praksis, således at ankestyrelsen ikke længere underretter egen læge m.v. om afgørelserne i pensionssager.

Herefter meddelte jeg ankestyrelsen, at jeg ikke foretog videre i sagen.

Resumé

Når Den Sociale Ankestyrelse (DSA) traf afgørelse i en førtidspensionssag, var det styrelsens faste praksis at sende en kopi af afgørelsen til ansøgerens egen læge, medmindre ansøgeren forinden havde fremsat indsigelse i forbindelse med en orientering om den påtænkte underretning.

Ombudsmanden udtalte, at DSA's videregivelse af en kopi af afgørelsen til egen læge forudsætter skriftligt samtykke på samme måde, som hvis der havde været tale om videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 4. Der var ikke grundlag for at fravige skriftlighedskravet, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 4, 2. pkt. Ombudsmanden henstillede til DSA at ændre sin praksis, så den blev bragt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 28. Alternativt pegede han på muligheden for, at styrelsen overlod til ansøgeren selv at orientere egen læge.

I den konkrete sag, hvor DSA - uanset ansøgerens skriftlige indsigelse - havde sendt kopi af afgørelsen til egen læge, var ombudsmanden enig med styrelsen i det beklagelige heri. Ombudsmanden fandt det meget beklageligt, at styrelsen først blev opmærksom på ansøgerens indsigelse, da han efter styrelsens afslutning af sagen påklagede forholdet til styrelsen. (J. nr. 1990-1734-040).