Told- og skattestyrelsens behandling af sag om inddrivelse af tysk skattekrav.

Told- og skattestyrelsens behandling af sag om inddrivelse af tysk skattekrav.

A's søster, som boede i Tyskland, døde den 6. maj 1985. Boet efter hende blev behandlet på en måde svarende til eksekutorbehandlede boer i Danmark. Efter at opgørelsen var godkendt af den pågældende tyske myndighed, fik A udbetalt sin arv. Senere fandt de tyske skattemyndigheder ud af, at A's søster i årene 1981-84 havde undladt at opgive nogle renteindtægter og pålignede hende i den anledning yderligere skat.

De tyske myndigheder tilkendegav, at A efter de tyske regler havde vedgået sig gælden efter hendes søster og mente derfor, at hun var forpligtet til at dække det opståede skattekrav.

Skattekravet blev af de tyske myndigheder overgivet til inddrivelse her i landet, og K Kommune sendte i den anledning den 16. marts 1988 A en tilsigelse til foretagelse af udlæg for 10.496 kr. i skatterestance. Denne tilsigelse gjorde A i et brev af 25. maj 1988 til Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen) indsigelse imod. A anførte, at hun ikke kunne hæfte for søsterens indkomstskat, ligesom et krav som det foreliggende ikke var omfattet af overenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Statsskattedirektoratet meddelte i skrivelse af 3. november 1988 A følgende

"Under henvisning til Deres skrivelse af 25. maj 1988 skal man herved meddele, at skrivelsen har været forelagt de tyske myndigheder, og i henhold til vedlagte kopi af Bundesamt für Finanzen's skrivelse af 17. okt. 1988 fastholdes kravet.

Man skal herefter anmode Dem om at indbetale restancen, kr. 10.496,00 til (K) Kommune.

Kommunen er samtidig underrettet ved kopi af denne skrivelse."

Efter modtagelsen af skrivelsen fremsatte A i en skrivelse af 14. november 1988 på ny indsigelse imod opkrævningen. A fastholdt sine tidligere indsigelser og gjorde desuden nogle nye indvendinger gældende. Nogle af disse synspunkter vedrørte de tyske myndigheders behandling af sagen.

I en skrivelse af 15. juni 1989 gav Statsskattedirektoratet A bl.a. følgende oplysning

"Til orientering skal det bemærkes, at sagen er fremsendt til Skatteministeriet, Departementet, med henblik på besvarelse af hvilke regler, der gælder efter tysk arveret, herunder om (De) kan anses for at hæfte for (Deres) afdøde søsters tyske skattegæld og i bekræftende fald, om den mellem Danmark og Vesttyskland indgåede overenskomst om bl.a. bistand i skattesager, omfatter det i nærværende sag omhandlede krav. Herudover er Skatteministeriet, Departementet blevet anmodet om over for direktoratet at tilkendegive, om det tyske skattekrav efter tysk ret er forældet.

Direktoratet vil efter at have modtaget Skatteministeriet, Departementets svar på de stillede spørgsmål vende tilbage til sagen.

..."

Skatteministeriet modtog den 1. december 1989 en ny udtalelse af 21. november 1989 fra Bundesamt für Finanzen om sagen.

Ministeriet sendte med skrivelse af 25. januar 1990 udtalelsen til Told- og Skattestyrelsen (der havde overtaget bl.a. Statsskattedirektoratets opgaver). Samtidig vedlagdes "en yderst uofficiel oversættelse af det pågældende svar." Skrivelsen indeholdt en gengivelse af hovedpunkterne i den tyske udtalelse.

Told- og Skattestyrelsen sendte A med en fortrykt fremsendelsesskrivelse af 24. september 1990 kopi af Skatteministeriets skrivelse af 25. januar 1990 samt den tyske udtalelse af 21. november 1989 "til orientering." Samtidig oplystes det, at (K) Kommune var orienteret om fremsendelsen.

I skrivelse af 3. oktober 1990 klagede A til mig over Told- og Skattestyrelsens behandling af sagen. A's klage blev af mig præciseret til bl.a. følgende forhold

"...

2) De har klaget over den tid, der er medgået til Told- og Skattestyrelsens behandling af Deres henvendelse af 14. november 1988. De har i den forbindelse påpeget, at De fra den 14. november 1988 og til departementets udtalelse af 25. januar 1990 blev sendt til Dem af Told- og Skattestyrelsen den 24. september 1990, ikke har modtaget underretning om sagens forløb. (Deres skrivelse punkt 1 b og c).

3) De har klaget over, at Told- og Skattestyrelsen ved fremsendelsen den 24. september 1990 til Dem af skrivelse af 25. januar 1990 fra Skatteministeriet, Departementet, samt kopi af skrivelse af 21. november 1989 fra Bundesamt für Finanzen alene sendte materialet til orientering og ikke udtrykkeligt tog stilling til Deres klage i skrivelsen af 14. november 1988 til Told- og Skattestyrelsen. De har i den forbindelse klaget over, at Told- og Skattestyrelsen ved fremsendelsen den 24. september 1990 hverken meddelte en begrundelse for den trufne afgørelse eller gav oplysning om eventuelle klagemuligheder. De har herved henvist til forvaltningslovens regler om begrundelsespligt.

4) De har klaget over, at Told- og Skattestyrelsen ikke havde vedlagt en oversættelse af skrivelsen af 21. november 1989 fra Bundesamt für Finanzen, som De først modtog efter, at De havde fremsat anmodning herom, ligesom kopien af de tyske myndigheders skrivelse var defekt. (Deres skrivelse punkt 1 d).

..."

I en udtalelse af 23. maj 1991 har Skatteministeriet kommenteret disse klagepunkter på følgende måde

"...

I punkt 2) har (A) bl.a. klaget over den lange behandlingstid. Ombudsmanden har i den forbindelse anmodet om en datoliste, der vedlægges.

I den af Told- og Skattestyrelsen afgivne erklæring af 19. april 1991 vedrørende punkt 2) er der peget på, at (A) ved skrivelse af 15. juni 1989 blev orienteret om, at sagen var blevet fremsendt til Departementet med henblik på indhentelse af en besvarelse af de af klageren stillede spørgsmål i brev af 14. november 1988. Det er således ikke korrekt, når det anføres, at klageren har været uden underretning om sagens forløb i tiden 3. januar 1988 til 24. september 1990.

Departementet rettede på ovennævnte foranledning den 19. juli 1989 henvendelse til Bundesamt für Finanzen, der den 21. november 1989 fremsendte en udførlig redegørelse for kravets opståen. Redegørelsen og en af Departementet udarbejdet oversættelse til eget brug blev sammen med Departementets svar fremsendt til Told- og Skattestyrelsen den 25. januar 1990.

I punkt 3) (i side 1-2 i skrivelsen af 23. maj 1991) har (A) bl.a. klaget over, at Told- og Skattestyrelsen ikke har taget udtrykkelig stilling til hendes klage.

I erklæringen af 19. april 1991 har styrelsen erklæret sig enig i, at man i stedet for at fremsende Departementets svar af 25. januar 1990 med redegørelsen fra Bundesamt für Finanzen til orientering burde have truffet en endelig afgørelse, der ville være gået ud på, at Styrelsen henholdt sig til det af Departementet anførte, samt at afgørelsen var truffet på Ministerens vegne og som følge deraf ikke ville kunne indbringes for højere administrativ myndighed. Styrelsen beklager denne fejl.

I punkt 4) har (A) klaget over, at hun først fik oversættelsen af Bundesamt für Finanzen's redegørelse af 21. november 1989, efter at hun havde anmodet herom samt over, at kopien af de tyske myndigheders skrivelse var defekt.

Hertil kan oplyses, at Departementets oversættelse af den tyske redegørelse alene tjente som et internt arbejdspapir, som man af praktiske grunde aftalte at medsende til Told- og Skattestyrelsen, idet det blev understreget, at oversættelsen var "yderst uofficiel". På dette grundlag afstod Told- og Skattestyrelsen fra at tilsende (A) en kopi af oversættelsen. Styrelsen har ikke på noget tidspunkt nægtet at imødekomme ansøgningen om udlevering af oversættelsen.

Endelig skal bemærkes, at man stiller sig uforstående over for klagen over, at kopien af svarskrivelsen fra Bundesamt für Finanzen skulle være defekt."

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Om de enkelte klagepunkter skal jeg gøre følgende bemærkninger

1) Behandlingstiden

Sagen blev af Dem rejst over for Statsskattedirektoratet den 25. maj 1988, og Statsskattedirektoratets stillingtagen hertil blev meddelt Dem ved skrivelse af 3. november 1988. Sagens videre forløb vedrørte Deres fortsatte indsigelser i skrivelse af 14. november 1988 mod opkrævningen af skattekravet.

Den endelige stillingtagen til Deres fornyede indsigelser forelå den 24. september 1990, dvs. mere end 23 måneder efter modtagelsen af Deres indsigelser.

Ved bedømmelsen af tidsforbruget må det tages i betragtning, at en stillingtagen forudsatte, at de tyske myndigheder blev hørt, og at høringen foregik gennem Skatteministeriets departement. Den endelige erklæring fra Bundesamt für Finanzen forelå den 21. november 1989 og blev sendt til Told- og Skattestyrelsen den 25. januar 1990, og på dette tidspunkt måtte sagen reelt anses for færdigoplyst. Told- og Skattestyrelsen sendte imidlertid først meddelelse til Dem ved skrivelse af 24. september 1990, dvs. efter 8 måneders forløb.

I perioden fra november 1988 til januar 1989 beroede sagen på indhentelsen af den tyske udtalelse, og denne del af behandlingstiden kan ikke give mig grundlag for kritik.

Derimod må jeg anse det for meget kritisabelt, at der medgik yderligere 8 måneder fra Told- og Skattestyrelsens fremsendelse af svaret til Dem.

Under sagens behandling i perioden november 1989 til september 1990 fik De meddelelse fra skattemyndighederne om sagens forløb under en telefonsamtale den 3. januar 1989 samt ved en skrivelse af 15. juni 1989. Jeg finder det beklageligt, at Statsskattedirektoratet og senere Told- og Skattestyrelsen ikke i perioden fra den 15. juni 1989 til den 24. september 1990 gav Dem besked om, hvad sagens behandling beroede på samt oplysning om, hvornår en afgørelse kunne forventes at foreligge, jf. herved Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven, pkt. 206.

Jeg har samtidig hermed gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

2) Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 24. september 1990

Styrelsens skrivelse af 24. september 1990 kan efter sit indhold og form ikke forstås som en egentlig afgørelse af Deres klage, men alene som en formidling af de tyske myndigheders stillingtagen til Deres indvendinger imod kravets eksistens. Der blev således ikke formelt truffet afgørelse i anledning af Deres indsigelser imod de danske skattemyndigheders inddrivelse af kravet.

Dette forhold må jeg anse for beklageligt.

Jeg har samtidig hermed gjort Told- og Skattestyrelsen samt Skatteministeriet bekendt med min opfattelse.

3) Den manglende vedlæggelse af den danske oversættelse af erklæringen af 21. november 1989

Told- og Skattestyrelsen fremsendte den 24. september 1990 en kopi af Skatteministeriets skrivelse af 25. januar 1990 samt af den tyske version af erklæringen af 21. november 1989. Departementets "uofficielle" oversættelse blev derimod ikke fremsendt.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler bl.a. § 7 i forvaltningsloven, at forvaltningsmyndighederne har pligt til at yde borgerne en vis vejledning i forbindelse med behandlingen af konkrete sager.

Det følger endvidere af lovens § 22, at skriftlige afgørelser, der ikke giver en part fuldt ud medhold, skal være ledsaget af en begrundelse. Ifølge § 24, stk. 1, skal en begrundelse bl.a. indeholde henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Det stemmer efter min mening bedst overens med principperne bag disse regler, at danske myndigheder, som modtager udtalelser fra udenlandske myndigheder - såfremt udtalelsen indgår som et væsentligt led i den danske myndigheds afgørelser i forhold til danske borgere - tilbyder at være disse behjælpelig med en oversættelse af i hvert fald udtalelsens hovedindhold.

Erklæringen af 21. november 1989 indeholdt Bundesamt für Finanzens redegørelse for Deres retsstilling bedømt efter tyske regler og var således af central betydning for sagens udfald. Det havde således været rigtigst, om Told- og Skattestyrelsen havde kontaktet Dem for at få afklaret, om De kunne læse skrivelsen, og i benægtende fald tilbudt hjælp med oversættelse.

Under hensyn til, at jeg ikke tidligere har haft anledning til at give udtryk for denne opfattelse, og til, at styrelsen straks, da De bad herom, sendte Dem den interne oversættelse, finder jeg ikke at have grundlag for kritik vedrørende denne del af Deres klage."

Jeg gjorde samtidig Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, bekendt med min opfattelse.

Resumé

A, som havde arvet efter sin søster - der havde boet i Tyskland - blev af de tyske myndigheder stillet over for et skattekrav, der havde påhvilet hendes søster.

A klagede bl.a. over, at Statsskattedirektoratet - nu Told- og Skattestyrelsen (TOS) - havde været over 2 år om at færdigbehandle sagen i forbindelse med kravet.

Herudover klagede A over, at TOS ikke tog udtrykkelig stilling til hendes klage, men alene formidlede de tyske myndigheders stillingtagen til A's indvendinger imod kravets eksistens. TOS's afsluttende skrivelse var vedlagt en skrivelse på tysk fra Bundesamt für Finanzen. Der var dog ikke vedlagt en oversættelse af skrivelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved bedømmelsen af tidsforbruget måtte tages i betragtning, at de tyske myndigheder blev hørt, og at høringen foregik gennem Skattedepartementet. Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at der gik 8 måneder, fra sagen reelt måtte anses for færdigoplyst, til TOS fremsendte svaret til A. Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at TOS ikke oplyste A om, hvorpå sagens behandling beroede.

Ombudsmanden fandt det beklageligt, at der ikke var truffet afgørelse i anledning af A's indsigelser imod de danske skattemyndigheders inddrivelse af kravet.

Det stemte efter ombudsmandens opfattelse bedst overens med principperne i forvaltningslovens § 7 og § 22, hvis TOS havde kontaktet A for at få afklaret, om hun kunne læse den tyske skrivelse og i benægtende fald havde tilbudt hjælp til oversættelse. Da ombudsmanden ikke tidligere havde haft anledning til at give udtryk for denne opfattelse, og idet TOS straks, da A bad om det, sendte hende en intern oversættelse, gav forholdet dog ikke grundlag for kritik. (J. nr. 1990-1508-220).