Uholdbar tilbageførsel fra skatteyderens konto af fejlagtigt udbetalt overskydende skat.

Uholdbar tilbageførsel fra skatteyderens konto af fejlagtigt udbetalt overskydende skat.

Sagen angik et beløb på 410 kr., A skulle have udbetalt i overskydende skat for indkomståret 1987.

Den 11. november 1988 blev til A's konto i Y-by Sparekasse fra Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen) overført 410 kr. Dispositionsdatoen var den 14. november 1988.

Overførslen skete på baggrund af "Aftale mellem Statsskattedirektoratet, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening og Post- og Telegrafvæsenet om overførsel af udbetalinger til skatteydernes konti", indgået den 27. februar 1986. Aftalen indeholder bl.a. følgende bestemmelser

"...

2. Tilmelding

Skatteyderne kan tilmelde sig ordningen i et pengeinstitut eller postgirokontoret. Tilmelding sker på en særlig blanket, der underskrives af skatteyderen og afleveres til pengeinstituttet/postgirokontoret, der opbevarer tilmeldingen. Pengeinstitutterne/postgirokontoret skal sikre den fornødne dokumentation for de i tilmeldingen meddelte oplysninger.

Det er en forudsætning for tilmelding, at skatteyderens personnummer indgår i pengeinstituttets/postgirokontorets registrering af den konto, der ønskes anvendt til overførslen. ......

Statsskattedirektoratets udkast til tilmeldingsblanket er vedlagt som bilag 1. Det enkelte pengeinstitut/postgirokontoret udarbejder selv sin tilmeldingsblanket, men er forpligtet til at følge retningslinierne i udkastet. Et eksemplar af pengeinstitutternes/postgirokontorets tilmeldingsblanket skal sendes til statsskattedirektoratet, planlægningskontoret. Væsentlige indholdsmæssige ændringer skal godkendes af statsskattedirektoratet.

....

3. Afmelding

Skatteyderen kan via sit pengeinstitut/posthus afmelde sig ordningen.

Såvel i disse tilfælde som i tilfælde, hvor en konto, som skatteyderen har ønsket anvendt til beløbsoverførsel ophæves, er pengeinstitut/postgirokontoret forpligtet til at indberette en afmelding til førstkommende ajourføring.

4. Udbetalinger

.....

Udbetalinger der skal overføres til konti i pengeinstitutter, overføres fra postgirokontoret til de enkelte pengeinstitutters hovedpostgirokonti senest to arbejdsdage før beløbsmodtagernes dispositionsdag. Post- og Telegrafvæsenet, Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening kan dog aftale en anden metode for beløbsudligning ved overførsler fra postgirokontoret til pengeinstitutterne......

Direktoratet skal i undtagelsestilfælde kunne standse beløbsoverførsler ved telefonisk henvendelse til den pengeinstitutafdeling/filial, hvor skatteyderen har sin konto, senest kl. 12.00 dagen før dispositionsdagen. For postgirokonti rettes henvendelse til postgirokontoret.

Der skal i hvert enkelt tilfælde tilsendes pengeinstituttet/postgirokontoret en skriftlig bekræftelse på tilbagekaldelsen.

Ansvaret for overførsel af beløb til rette beløbsmodtager påhviler pengeinstituttet/postgirokontoret, når direktoratet har afleveret overførselstransaktioner i overensstemmelse med tilmeldingerne.

..."

Som følge af en EDB-fejl blev der den 14. november 1988 på ny fra Statsskattedirektoratet overført 410 kr. til A's konto. Dispositionsdagen for denne overførsel var den 15. november 1988. Da fejlen - som var sket i forhold til A og 394 andre skatteydere - blev opdaget, traf Statsskattedirektoratet aftale med Sparekasseforeningen, Bankforeningen og Postgirokontoret om tilbageførsel af de fejlagtigt udbetalte beløb. Tilbageførslen af 410 kr. fra A's konto skete den 22. november 1988. A modtog ikke underretning om tilbageførslen.

Jeg forstod, at A erkendte, at beløbet 410 kr. den 14. november 1988 fejlagtigt var blevet overført til hendes konto, og at hun ville være indstillet på at tilbagebetale beløbet til Statsskattedirektoratet efter anmodning herom.

A's utilfredshed angik således, at tilbageførslen den 22. november 1988 skete 7 dage efter dispositionsdatoen og uden hendes konkrete samtykke.

I skrivelse af 28. november 1989 til Skatteministeriets departement anførte Statsskattedirektoratet følgende om sagen

"...

Sagen vedrører indkomståret 1987. Der blev i forbindelse med behandling af ændrede årsopgørelser pr. 4. november 1988 konstateret en systemfejl, der indebar omkørsel af de pågældende skatteydere. Resultatet af kørslen blev makuleret.

Magnetbåndet med overførsel af overskydende skat til konti i pengeinstitutter og postgiro indgår, for at undgå eventuelle forsinkelser, i en særlig forretningsgang. Dette magnetbånd, der omfattede 395 skatteydere med et totalt beløb på ca. 1 million kr., blev ved en fejl ikke standset.

Efter omkørslen blev overførselsbåndet leveret igen, således at den overskydende skat til de pågældende skatteydere blev overført 2 gange. Fejlen blev først opdaget efter, at beløbene var konteret på skatteydernes konti.

For hurtigst muligt at få berigtiget fejlen kontaktede Statsskattedirektoratets planlægningsafdeling Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening og Postgirokontoret, med hvem man aftalte, at de fejlagtige konteringer blev trukket tilbage, idet der var tale om fejlagtige udbetalinger. Det var ikke muligt at gennemføre tilbagetrækningen inden dispositionsdagen, men det blev meddelt, at beløb, der var hævet af skatteyderne, ikke kunne trækkes tilbage.

Bl.a. på grund af sammenhængen med udsendelsen af årsopgørelsen og postgiroanvisninger til skatteydere, der ikke har tilmeldt sig overførselsordningen, opereres der med meget stramme tidsfrister. Inden dispositionsdagen skal såvel de bogholderimæssige dispositioner som de faktiske pengeoverførsler være gennemført, og det er derfor kun muligt at berigtige fejlagtige udbetalinger inden dispositionsdagen ved manuelle indgreb i enkeltstående tilfælde. Da der i det foreliggende tilfælde var tale om en åbenlys fejl, der omfattede knap 400 personer, valgte man derfor at berigtige fejlen som ovenfor nævnt."

Over for A anførte Statsskattedirektoratet i skrivelse af 29. december 1989 bl.a. følgende

"...

Den aftale, som de nævnte parter i februar 1986 indgik om overførsel af udbetalinger, åbner ikke i almindelighed mulighed for tilbageførsel af beløb, som formelt har været stillet til kontohaverens disposition. .....

....

Man har imidlertid i den situation, Deres henvendelse angår, ment at måtte lægge vægt på hensynet til, at tilbagesøgningen af de for meget udbetalte beløb kunne ske straks og uden uforholdsmæssigt store omkostninger.

Beslutningen om at bede pengeinstitutterne medvirke til tilbageførsel af de for meget anviste beløb må således efter Statsskattedirektoratets opfattelse betragtes som en konkret foranstaltning med det formål at afværge følgerne, herunder de økonomiske tab, af en åbenbar teknisk fejl.

..."

I skrivelse af 1. marts 1990 gav Told- og Skattestyrelsen dels nærmere oplysninger om den fejl, der førte til, at A fik anvist sin overskydende skat for indkomståret 1987 to gange, dels uddybede de overvejelser, der lå bag den aftale, Statsskattedirektoratet indgik med pengeinstitutterne og Postgirokontoret om tilbageførsel af den 2. udbetaling. Told- og Skattestyrelsen anførte herved bl.a. følgende

"...

Ved produktionskontrollen af en såkaldt ændringskørsel vedrørende årsopgørelsen for indkomståret 1987, der fandt sted pr. 4. november 1988, blev der konstateret en systemfejl, hvorfor resultatet af kørslen blev makuleret. Den pågældende systemfejl var opstået på den måde, at et udtræk forinden vedrørende boligydelse havde påvirket registeret, hvilket ikke umiddelbart havde kunnet forudses. Derved var o. 600.000 "erklæringsoplysninger", d.v.s. oplysninger, som skatteydere med enkle indkomstforhold ikke havde behøvet at selvangive, blevet ødelagt.

Imidlertid var det efter den oprindelige kørsel fremstillede magnetbånd indeholdende de beløb af overskydende skat, der skulle anvises direkte til pengeinstitutter og Postgirokontoret, allerede blevet afleveret til Postgirokontoret den 3. november 1988, hvorfra beløbene blev anvist til pengeinstitutterne med dispositionsdato den 14. november 1988. Om den nærmere fremgangsmåde henvises i øvrigt til den af Statsskattedirektoratet, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening og Postgirokontoret indgåede aftale af 27. februar 1986, pkt. 4.

Dette var man beklageligvis ikke tilstrækkeligt opmærksom på, da man efter omkørslen indleverede et tilsvarende bånd til Postgirokontoret den 10. november 1988. 395 skatteydere fik derved i alt ca. 1 mio. kr. indsat på deres konti to gange.

Først ved en henvendelse fra en skatteyder i Augustenborg kommune den 14. november 1988, samme dag hvor de i anden omgang anviste beløb indgik på de berørte skatteyderes konti, og dagen før beløbene skulle være til disposition, blev det daværende statsskattedirektorat opmærksom på fejlen. Statsskattedirektoratet satte sig derpå straks i forbindelse med Den danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening og Postgirokontoret med henblik på en aftale om tilbageførsel af de ekstra beløb.

Sparekasseforeningen og Bankforeningen kunne umiddelbart tiltræde en sådan aftale. Kun ganske få af de pågældende beløb var blevet indsat direkte på skatteyderes postgirokonti. For Postgirokontoret indebar tilbageførslen imidlertid, at det måtte lade hvert af de af tilbageførslen berørte pengeinstitutters postgirokonti debitere for beløbene, hvilket naturligvis ikke var forudset ved indgåelsen af den oprindelige aftale af 1986. Ikke desto mindre tiltrådte også Postgirokontoret få dage senere aftalen om tilbageførslen.

Det indgik i aftalen, at beløb, som allerede måtte være hævet af skatteyderne, ikke skulle føres tilbage.

Tilbageførslen var gennemført den 22. november 1988.

......

Told- og Skattestyrelsen mener at måtte fastholde, at det daværende statsskattedirektorat har været forpligtet til, da det blev bekendt med den fejlagtige anvisning, at træffe foranstaltning til, at en tilbagesøgning blev iværksat straks og uden uforholdsmæssigt store omkostninger.

Det må haves i erindring, at ordningen med direkte anvisning er et servicetilbud til skatteyderen. Tilslutning til ordningen indebærer selvsagt ikke, at man skal kunne disponere over beløb, hvis anvisning var blevet standset, hvis man havde stået uden for. En ligelig behandling af skatteyderne tilsiger derfor, at der om fornødent iværksættes en særlig procedure for at afværge følgerne af åbenbare fejl.

Told- og Skattestyrelsen er imidlertid på baggrund af (A's) klage nået til den konklusion, at de skatteydere, til hvis bank-, sparekasse- eller postgirokonto, de ekstra beløb blev anvist, hurtigst muligt burde have været adviseret om fejlen og om de i den anledning trufne skridt. Man skal beklage, at dette ikke skete, men føje til, at styrelsen ikke er bekendt med andre klager over tilbageførslen og fremgangsmåden i forbindelse hermed end (A's).

..."

I et brev til Told- og Skattestyrelsen udtalte jeg herefter bl.a. følgende

"Som det fremgår, skyldes anvisningen af 410 kr. til klagerens konto den 14. november 1988 med dispositionsdato den 15. samme måned fejl fra Statsskattedirektoratets side.

Beløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, kan kun tilbageføres i den udstrækning, dette følger af en generel aftale med kontohaveren (f.eks. en aftale mellem kontohaveren og pengeinstituttet), eller kontohaveren i øvrigt meddeler konkret samtykke til tilbageførslen.

Jeg henviser herved til FOB 1980, s. 90 (særligt til s. 99), FOB 1987, s. 156 (særligt s. 160) samt Finanstilsynets skrivelse af 20. november 1989 med bilag til mig samt af 11. december 1989 til mig, bilagt tilsynets skrivelse af samme dato til klageren.

...

Dersom et beløb overføres til en konto med en (samtidig) angivelse af en senere dispositionsdag, vil der formentlig i mange tilfælde foreligge en aftale om, at beløbet kan tilbageføres, hvis overførslen beror på en klar fejl, og hvis tilbageførslen faktisk kan gennemføres inden dispositionsdagen. Dette er imidlertid ikke et spørgsmål i det foreliggende tilfælde, hvor tilbageførslen skete 7 dage efter dispositionsdagen.

Jeg går i øvrigt ud fra, at klageren i forbindelse med sin tilmelding til ordningen med automatisk indsættelse af overskydende skat på hendes konto har samtykket i, at tilbageførsel vil kunne ske i samme omfang, som det følger af pkt. 4 i aftalen af 27. februar 1986 mellem Statsskattedirektoratet, bank- og sparekasseforeningerne og P&T - dvs. indtil dagen før dispositionsdagen.

Jeg går videre ud fra, at klageren i øvrigt ikke har indgået nogen aftale med sit pengeinstitut eller andre, hvorefter der uden hendes konkrete samtykke efter en eventuel dispositionsdag vil kunne ske tilbageførsel af beløb indsat på hendes konto.

Jeg må således lægge til grund, at der ikke har været aftalemæssigt grundlag for den tilbageførsel, der skete den 22. november 1988. Selv om dette imidlertid mod forventning skulle have været tilfældet, må jeg konstatere, at Statsskattedirektoratet ikke inden tilbageførslen sikrede sig, at et sådant grundlag for en tilbageførsel i den foreliggende situation var til stede.

Heller ikke i relation til beløb, der ved en fejltagelse er indsat på en konto i et pengeinstitut, kan der ske tilbageførsel uden et aftalemæssigt grundlag. Kravet om et aftalemæssigt grundlag for en tilbageførsel kan således ikke fraviges, selv om overførslen af beløbet den 14. november 1988 (med dispositionsdag den 15. samme måned) efter Statsskattedirektoratets opfattelse skyldtes en "åbenbar teknisk fejl".

Dersom en kontohaver ikke samtykker i tilbageførsel af et fejlagtigt anvist beløb, må dette søges inddrevet - eventuelt i indeståendet på kontohaverens konto i pengeinstituttet - under iagttagelse af de almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse. Retsplejeloven indeholder i § 478 følgende bestemmelser om grundlaget for tvangsfuldbyrdelse (jf. også lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, der var gældende på tidspunktet for tilbageførslen)

" § 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af

domme og kendelser afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, samt beslutninger om sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder,

forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myndigheder, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

aftaler om forældremyndighed, der indgår som vilkår i separations- eller skilsmissebevillinger eller i øvrigt er godkendt af statsamtet, samt bestemmelser om forældremyndighed og samværsret, der er truffet af statsamtet,

udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,

gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4), når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,

pantebreve; for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve, dog kun når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne,

veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt angår regreskrav.

Stk. 2. Udlæg kan endvidere ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Stk. 3. Retten til tvangsfuldbyrdelse tilkommer også den, der har håndpant i en fordring.

Stk. 4. I de i stk. 1, nr. 4-7, nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse foretages hos enhver, der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter."

Jeg må finde det beklageligt, at Statsskattedirektoratet ved tilbageførslen tilsidesatte retsplejelovens tvangsfuldbyrdelsesregler.

Jeg skal herved nærmere bemærke følgende

Statsskattedirektoratet og nu Told- og Skattestyrelsen har anført, at "Ordningen med direkte anvisning er et servicetilbud til skatteyderen", og at skatteyder, der deltager i ordningen, derfor må tåle, at "der om fornødent iværksættes en særlig procedure for at afværge følgerne af åbenbare fejl". Det er herved nærmere anført, at en skatteyders deltagelse i ordningen med direkte anvisning ikke indebærer, at skatteyderen skal kunne disponere over beløb, som ikke var blevet anvist til skatteyderen, hvis der var anvendt en anden udbetalingsmåde, og at en lighedsbetragtning derfor fører til, at der i forhold til deltagere i ordningen med direkte anvisning om fornødent iværksættes en særlig procedure som sket.

Heri må jeg være klart uenig. Det er efter min opfattelse åbenbart, at der ikke i en skatteyders deltagelse i den særlige ordning med direkte anvisning kan indfortolkes en accept af, at der sker tilbageførsel efter dispositionsdagen, og at det forhold, at der er tale om et "servicetilbud", i øvrigt ikke kan hjemle tvangsfuldbyrdelse i strid med de gældende tvangsfuldbyrdelsesregler.

Efter min opfattelse tilsiger lighedsbetragtninger ikke, at der gennemføres særlige tvangsinddrivelsesskridt over for skatteydere, som deltager i ordningen med direkte anvisning, men tværtimod, at der i relation til samtlige skatteydere sker overholdelse af de gældende tvangsinddrivelsesregler.

Hertil kommer, at den skete tilbageførsel er i strid med de almindelige regler om kreditorernes ligelige adgang til fyldestgørelse.

Statsskattedirektoratet og nu Told- og Skattestyrelsen mener videre, at have "været forpligtet til, da det blev bekendt med den fejlagtige anvisning, at træffe foranstaltning til, at en tilbagesøgning blev iværksat straks og uden uforholdsmæssigt store omkostninger".

Heri kan jeg principielt ikke være uenig.

En tilbagesøgning af de fejlagtigt udbetalte beløb burde imidlertid ikke være gennemført som sket, men kunne eventuelt være sket ved, at Statsskattedirektoratet havde rettet henvendelse til de skatteydere, som fejlagtigt havde fået udbetalt restskat 2 gange, med en forklaring på og beklagelse af den skete fejludbetaling og med en samtidig anmodning om - inden for en rimelig frist - at meddele samtykke til tilbageførsel af det fejlagtigt udbetalte beløb. I denne forbindelse kunne Statsskattedirektoratet eventuelt have tilkendegivet, at de fejlagtigt udbetalte beløb ville blive overgivet til incasso, hvis ikke samtykke måtte blive meddelt, og at en incassosag efter omstændighederne ville kunne påføre skatteyderen ikke ubetydelige udgifter og besvær.

Det forhold, at en fejludbetaling måtte være ressource- og udgiftskrævende at genoprette, kan selvsagt ikke fritage en offentlig myndighed fra at overholde gældende regler og herunder de gældende tvangsinddrivelsesregler. Dette gælder uanset, om fejludbetalingen måtte anses for åbenbar for modtageren, og uanset hvorledes fejludbetalingen måtte være opstået. I et tilfælde som det foreliggende, hvor fejludbetalingen udelukkende skyldes myndighedsfejl (og således hverken helt eller delvist skyldes skatteyderens forhold), burde det have stået særligt klart, at myndighedens omkostninger ved tilbagesøgningen af de fejlagtigt udbetalte beløb ikke lovligt kunne begrunde en fravigelse af de gældende tvangsfuldbyrdelsesregler.

På baggrund af sagens principielle aspekter har jeg fundet at burde underrette Skatteministeriets departement om sagen. ... "

NOTER: (1) Jf. Folketinges Ombudsmands Beretning 1980.90 og 1987.156.

Resumé

A fik den 11. november 1988 til sin sparekassekonto overført 410 kr. i overskydende skat. Dispositionsdatoen var den 14. november 1988. Ved en fejl fra skattevæsenets side blev der den 14. november 1988 på ny overført 410 kr. til A's konto. Dispositionsdatoen for denne overførsel var den 15. november 1988.

Efter aftale mellem bl.a. Statsskattedirektoratet (SSD) og Sparekasseforeningen blev 410 kr. tilbageført fra A's konto den 22. november 1988. A modtog ikke underretning om tilbageførslen.

Det måtte lægges til grund, at der ikke var indgået en generel aftale mellem SSD og A, hvorefter tilbageførsler kunne ske efter dispositionsdatoen, ligesom A heller ikke havde givet konkret samtykke til tilbageførslen.

På baggrund af en klage fra A fandt ombudsmanden det beklageligt, at SSD ikke havde indhentet A's konkrete samtykke til tilbageførslen eller alternativt, at det fejlagtigt udbetalte beløb var søgt inddrevet under iagttagelse af de almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse. (J. nr. 1989-1402-224).