Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på uddannelseslån.

Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på uddannelseslån.

A klagede til mig i en sag vedrørende tilbagebetaling af rente på et uddannelseslån.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A i september 1974 efter i et år at have studeret astronomi, påbegyndte et psykologistudium ved Københavns Universitet. Psykologiuddannelsen var på daværende tidspunkt normeret til 5½ år og astronomistudiet til 5 år.

I 1972 og 1973/74 havde A optaget to uddannelseslån i Statens Uddannelsesstøtte. Lånene var ifølge lånevilkårene "rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto."

Fra 1976 begyndte Statens Uddannelsesstøtte at tilskrive renter på lånene, og ved årsopgørelserne 1976, 1977 og 1978 fik A meddelelse herom. I standardmeddelelserne for 1976 og 1977 anførtes bl.a. følgende

"Saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis skriftlig henvendelse ikke er sket inden 1. marts 1978...."

I meddelelsen for 1978 opgjordes renterne til 2.011 kr., og i denne meddelelse anførtes følgende

"Hvis De mener, at SU ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån, bedes De skriftligt rette henvendelse hertil.

I samtlige meddelelser var de citerede vilkår placeret med små bogstavtyper blandt flere andre vilkår.

I skrivelse af 10. maj 1989 til SU-styrelsen gjorde A indsigelse imod, at der var tilskrevet renter på de to lån fra 1972 og 1973/74. A henviste herved til, at lånene var rentefri i den normerede uddannelsesperiode, og at renterne derfor var tilskrevet med urette. A oplyste i brevet følgende om anledning til, at han rejste spørgsmålet

"På årsopgørelse pr. 31/12-1988 er angivet følgende vedrørende forrentning af lån: "Lån 1 er statslån, der er udbetalt i støtteårene 1970/71 til 1974/75.

Er der før uddannelsens ophør tilskrevet renter på dette lån i 1988, skal man oplyse følgende

Ifølge undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 29. marts 1988, § 38, påbegyndes forrentningen af lån 1 normalt fra det tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke længere anses for berettiget til at opnå uddannelsesstøtte, herunder statsgaranti for studielån i banker og sparekasser. SU kan alene konstatere fortsat støtteberettigelse og dermed fortsat rentefrihed ved år for år at registrere, at der tildeles uddannelsesstøtte. SU har derfor i sit edb-system ladet renter tilskrive, hvis der ikke inden udgangen af 1988 var registreret en ny støttetildeling vedrørende støtteåret 1988/89. Hvis du mener, at SU ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på dit lån 1, bedes du skriftligt rette henvendelse hertil."

..."

SU-Styrelsen meddelte A i skrivelse af 4. juni 1989, at styrelsen ikke ville genoptage sagen, da han allerede ved årsopgørelsen for 1976 var blevet gjort opmærksom på, at saldoen skulle kontrolleres, og indsigelser fremsættes inden 1. marts 1977. Styrelsen henviste videre til den lange tid, der var gået, før A anmodede om genoptagelse af sagen.

Denne afgørelse stadfæstede Ankenævnet for Uddannelsesstøtten ved skrivelse af 12. oktober 1989.

I sin klage til ankenævnet anførte A, at der ikke i lånevilkårene var fastsat klage- eller forældelsesfrister, og at han derfor ikke kunne være afskåret fra at gøre indsigelsen om, at tilskrivningen af renter er sket med urette, gældende.

I en skrivelse af 12. oktober 1990 bad jeg ankenævnet og SU-Styrelsen om at besvare følgende spørgsmål

"...

1) Ankenævnet bedes oplyse, hvorvidt klageren har ret i, at det var en fejl, at der blev tilskrevet renter for årene 1976-79.

2) En nærmere redegørelse og begrundelse for ankenævnets opfattelse, hvorefter klageren nu må anses for afskåret fra at fremkomme med indsigelser imod Statens Uddannelsesstøttes opgørelse af restgælden, for så vidt de bygger på, at rentetilskrivningen i 1976-79 var uberettiget.

3) Endelig udbeder jeg mig en redegørelse for, hvilke retlige konsekvenser SU-styrelsen i praksis drager af de standardmæssigt indføjede vilkår om, at "saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis skriftlig henvendelse ikke er sket inden 1. marts 1977." I den forbindelse bemærkes, at vilkåret kan forstås således, at det alene omfatter den rent talmæssige opgørelse af den udbetalte støtte, samt at det alene tilsigter at afskære visse bevismæssige problemer.

..."

SU-styrelsen svarede i skrivelse af 1. februar 1991 således

"...

Ad 1) Styrelsen har nu gennemgået sagen og må på baggrund af de foreliggende oplysninger om hans samlede uddannelsesforløb konstatere, at rentetilskrivningen på hans lån i perioden 1976-79 har været uberettiget.

Ad 2) Statslån af type 1, som der her er tale om, blev ydet i støtteårene 1970/71 - 1974/75. Tildeling af disse lån ophørte således for nu ca. 16 år siden.

Sagerne er så gamle, at styrelsen som hovedregel ikke har oplysninger om låntagernes uddannelsesforløb i den periode, lånene blev ydet. Det er derfor meget vanskeligt og stærkt ressourcekrævende at efterforske de faktiske omstændigheder i disse sager, og det vil blive vanskeligere og mere ressourcekrævende jo længere tid, der går. Vi finder det under hensyn til de øvrige opgaver, vi skal varetage, ikke rimeligt at afse ressourcer til at genoptage sager, som ikke rejses i rimelig tid efter sagens afgørelse.

Ad 3) Styrelsen har ikke gennem årene afvist klager under henvisning til at fristen har været overskredet eller under henvisning til, at der ikke har været klaget straks. Praksis også på dette område har været, at vi som altovervejende hovedregel genoptager sager i tilfælde, hvor spørgsmålet om genoptagelse rejses i rimelig tid, efter at sagen har fundet sin afgørelse. Genoptagelse sker navnlig, hvis der fremlægges nye oplysninger, der skønnes at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse, fx nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Endvidere genoptages sager, hvis der sandsynliggøres væsentlige fejl og mangler ved sagsbehandlingen, herunder at man ved sagsbehandlingen har overset visse forhold, eventuelt fejlbedømt disse. Er der hengået længere tid efter sagens afgørelse, før eventuel klage rejses, har vi normalt afslået at genoptage sagen. Styrelsens praksis på området er blevet skærpet i de seneste år."

Ankenævnet anførte i en skrivelse af 21. februar 1991 følgende

"...

Ad 1) Da (A) var under uddannelse i 1976-79, omend det var en anden videregående uddannelse end det astronomistudium, hvortil der senest var bevilget statslån, og da han må antages at have været berettiget til uddannelsesstøtte til psykologistudiet frem til omkring 1980, skulle statslånet have været rentefrit i disse år.

Grunden til, at der alligevel blev tilskrevet renter, vil formentlig være meget vanskelig at efterspore i dag. Det skyldes sandsynligvis en fejl hos styrelsen, der ikke har fået registreret korrekt, at (A) fortsat var under uddannelse og befandt sig inden for den normale uddannelsestid, hvilket medførte, at han var fritaget for rentetilskrivning. Bemærkningerne på årsopgørelserne - især fra 1978 og 1979 - tyder på, at dette var en ofte forekommende fejlmulighed, som styrelsen fandt det påkrævet at henlede opmærksomheden specielt på.

Som det fremgår af teksten på årsopgørelserne fra 1978 og frem, er et statslån rentefrit, så længe låntageren er støtteberettiget, men ankenævnet har ikke hverken ved nævnets første behandling eller nu undersøgt nærmere, hvor lang den støtteberettigende studietid for psykologistudiet var i slutningen af 1970'erne, og vi har heller ikke undersøgt, om (A) var støtteberettiget frem til 1980 efter de dagældende regler, når henses til, at han tidligere have modtaget uddannelsesstøtte til et andet studium. De støtteberettigende studietider kan som følge af nye studieordninger være ændret flere gange siden 1970'erne, og støttetildelingsreglerne er ændret adskillige gange i de forløbne år.

Ad 2) Ankenævnet har i sin afgørelse af 12. oktober 1989 søgt at begrunde, hvorfor vi mener, at (A) ikke efter mere end 10 års forløb har krav på at få den gamle sag taget op. Rentetilskrivningen er ikke først blevet synlig i 1989. (A) er lige siden 1976 blevet gjort opmærksom på, at statslånet på 7.136 kr. af låntype 1 blev forrentet hvert år, og samtidig kunne han i lånebevisernes 3.-4. linie læse, at "Lånet er rentefrit i den normale uddannelsestid, ---." Han havde således god anledning til at gøre indsigelse imod forrentningen allerede i årene 1977-80.

Det anføres også i lånebevisernes tekst, at låntageren i studietiden skal give styrelsen nøjagtige oplysninger om sine studiemæssige forhold. Hvis (A) hvert år måtte konstatere, at styrelsen tydeligvis ikke lagde de rigtige oplysninger til grund ved behandlingen af statslånet, burde han have bragt dette forhold i orden, og styrelsen havde kunnet frafalde rentetilskrivningen den gang.

Da (A) bragte sagen frem i maj 1989, var der forløbet godt 12 år siden den første rentetilskrivning, og efter at en så lang årrække var forløbet uden indsigelse, fandt ankenævnet ikke, at der var tilstrækkelig grund til at pålægge styrelsen at tage spørgsmålet om berettigelsen af de gamle rentetilskrivninger op.

SU-styrelsen havde i sin udtalelse af 11. august 1989 oplyst ankenævnet om, at med undtagelse af nogle måneder i 1980/81 er (A's) lån blevet forrentet siden 1976, hvilket fremgik af hans årsopgørelse for dette år og opgørelserne for alle senere år. Besluttede ankenævnet, at sagen skulle tages op, ville dette altså betyde, at 12-13 års rentetilskrivninger skulle gøres om i overensstemmelse med de vekslende rentesatser i denne årrække. Dette ville være et urimeligt spild af styrelsens begrænsede administrative ressourcer og virke meget hæmmende på styrelsens daglige arbejde med aktuelle sager, hvis den samtidig skulle være forpligtet til at tage så gamle sager op til undersøgelse.

At der i denne konkrete sag er fremlagt fyldestgørende dokumentation for, at (A) var under uddannelse i 1976-79 og formentlig støtteberettiget i disse år, og følgelig burde have været fritaget for rentetilskrivning, ændrer ikke ankenævnets principielle opfattelse, hvorefter administrative dispositioner - som f.eks. rentetilskrivningen på et statslån - efter en vis rimelig tid må kunne betragtes som endelige.

Ad 3) Til styrelsens besvarelse af Deres spørgsmål om betydningen af vilkåret om, at "Saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis skriftlig henvendelse ikke er sket inden 1. marts 1977", skal nævnet føje, at dette vilkår efter nævnets opfattelse kun kan tillægges en begrænset retlig virkning, bl.a. at afskære visse bevismæssige problemer, som De anfører. En indsigelse i rimelig tid efter 1. marts 1977 ville ikke kunne afvises. Men vilkåret har desuden den funktion, at det bør tvinge den studerende til at kontrollere, at den anførte saldo er rigtig. Til hjælp ved denne kontrol angives blot 3 tal, nemlig det udbetalte lånebeløb, de tilskrevne renter og størrelsen af eventuelt tilbagebetalte lånebeløb. Det er en meget enkel opgave at verificere, at saldoen baseret på disse tal er korrekt.

Fra 1978 er forklaringen til modtagere af statslån af låntype 1 meget omhyggeligt udformet, og det anføres udtrykkeligt, at "Hvis De mener, at SU ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån 1, bedes De skriftligt rette henvendelse hertil". Disse ord burde have fanget (A's) opmærksomhed. Igen gælder, at fristen 1. marts 1979/1980 ikke ville have udelukket en indsigelse inden for en rimelig tid efter fristens udløb.

Indsigelsen i denne sag er imidlertid først fremkommet, efter at der er hengået en urimelig lang tid, hvilket ankenævnet har lagt vægt på ved sin tilslutning til styrelsens afvisning af at genoptage sagen...."

Ved skrivelse af 18. marts 1991 bad jeg A oplyse baggrunden for, at han først i maj 1989 havde rejst spørgsmålet om berettigelsen af rentetilskrivningen. A svarede i skrivelse af 25. marts 1991 følgende

"...

Årsagen til dette er følgende. Under gennemgang af samtlige de papirer jeg har modtaget fra Statens Uddannelsesstøtte i forbindelse med en sag vedrørende forrentning af for megen udbetalt uddannelsesstøtte (sag nr. 1989-892-713 hos ombudsmanden, sag nr. 15/83 hos Ankenævnet for Uddannelsesstøtten) sad jeg og gennemlæste disse meddelelser og stødte på årsopgørelsen for 1976. Der var der tilskrevet renter hvilket undrede mig, eftersom det var kort tid efter at jeg var startet på universitetet. Efter at have gennemlæst lånedokumentet besluttede jeg mig for at klage.

Havde det ikke været for den forrige sag, den der startede med at (B) fik medhold i sin klage, og fik sit billede i avisen hvorved jeg blev opmærksom på problemet, så havde jeg formentlig aldrig opdaget hverken den forrige sag eller den nærværende sag.

Jeg regnede med at offentlige myndigheder overholder lovene og administrerer i overensstemmelse med det lovgrundlag de virker på grundlag af. Jeg er siden blevet klogere."

Dette brev forelagde jeg for ankenævnet, som i skrivelse af 4. april 1991 meddelte mig, at brevet ikke gav nævnet anledning til en ændret vurdering af sagen.

Jeg indhentede den 11. april 1991 telefonisk oplysning fra SU-styrelsen om, at A havde påbegyndt afviklingen af sit lån den 1. juli 1983, og at der i april 1991 henstod 2.793 kr. af gælden.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"1) Problemstilingen

På baggrund af de for mig forelagte oplysninger må det lægges til grund, at de renter, der i 1976-1979 blev tilskrevet de to uddannelseslån, De optog i henholdsvis 1972 og 1973 fra Statens Uddannelsesstøtte, blev tilskrevet i strid med de dagældende regler.

Det fremgår videre, at De første gang gjorde indsigelse imod tilskrivningen i maj 1989, og at De på dette tidspunkt havde betalt en del af det skyldige beløb, herunder en del af de uberettiget tilskrevne renter. Den del af gælden, De siden 1. april 1983 har betalt ud fra denne urigtige antagelse om at skylde beløbet, har De anmodet om at få tilbagebetalt.

Statens Uddannelsesstøtte og ankenævnet har nægtet at imødekomme kravet under henvisning til den lange tid, der er gået, siden De fik meddelelse om rentetilskrivningen, og De fremsatte tilbagesøgningskravet.

De har endvidere gjort indsigelse imod i forbindelse med den fortsatte afvikling af lånene at betale den del, der hidrører fra de uberettiget tilskrevne renter.

Spørgsmålet er herefter, om Deres krav på tilbagesøgning og Deres indsigelse imod den fastsatte opkrævning af lånet er bortfaldet på grund af forældelse og/eller ved passivitet.

2) Forældelse

Ifølge lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer forældes krav på "betaling af hvad nogen har ydet i urigtig formening om, forpligtelse hertil påhvilede krav" efter 5 år, jf. § 1, stk. 1, nr. 6.

Fristen regnes normalt fra den tid, da fordringen kan kræves betalt, jf. § 2. Hvis en fordringshaver, for hvem nogen af de i § 1 anmeldte krav er stiftet, "på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav" har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes fristen dog først fra den tid, da fordringshaveren var i stand til at kræve sit krav betalt, jf. lovens § 3.

I den foreliggende sag må det ved vurderingen af, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen skal regnes, tillægges afgørende betydning, at den uretmæssige tilskrivning af renter beroede på en fejl i SU-styrelsen.

Dette forhold må endvidere sammenholdes med, at det ikke uden videre kunne konstateres, om rentetilskrivningerne var uberettigede, idet dette beroede på en vurdering af, om lånet uanset Deres studieskift i 1973 fortsat var rentefrit. Jeg har i denne forbindelse noteret mig, at SU-styrelsen og ankenævnet først i forbindelse med min be-handling af sagen har erkendt, at rentetilskrivningen var uberettiget, og at der således indtil dette tidspunkt ikke forelå en egentlig afklaring af spørgsmålet. Jeg skal i den forbindelse også henvise til U 1985.1099 V, som senere blev stadfæstet ved U 1989.45 H.

På denne baggrund må jeg lægge til grund, at 5-års-fristen i 1908-loven ikke var begyndt at løbe, da De i 1989 rejste krav om tilbagebetaling af de indbetalte renter, og at ingen del af Deres tilbagesøgningskrav var forældet.

3) Passivitet

Jeg har forstået SU-styrelsens og ankenævnets udtalelse til mig således, at de anser såvel Deres krav på tilbagebetaling af de indbetalte renter som Deres indsigelse imod den fortsatte opkrævning af rentetilskrivningen for bortfaldet på grund af passivitet. Myndighederne har herved især peget på den lange tid, der gik mellem den første årsopgørelse (i 1976) og Deres fremsættelse i maj 1989 af indsigelsen.

Styrelsen har endvidere påberåbt sig, at styrelsens manglende ressourcer mere generelt kan begrunde, at styrelsen afviser at genoptage afsluttede sager, når der er gået nogen tid.

Ved vurderingen af denne opfattelse kommer det for det første i betragtning, at De som anført foran under 2 ikke uden videre kunne antages at være bekendt med, at rentetilskrivningen var foretaget i strid med tildelingsreglerne. Dertil kommer, at fejlen beroede på SU-styrelsens fejl, og at det derfor forekommer mindre rimeligt at pålægge Dem risikoen for, at fejlen først blev opdaget længe efter tilskrivningen, og efter at lånet var påbegyndt afviklet.

Det må endvidere tillægges betydning, at der i den foreliggende sag ikke har foreligget bevismæssig tvivl med hensyn til kravets størrelse og/eller dets berettigelse.

Det bemærkes videre, at der for så vidt ikke ses at være forbundet større administrative problemer ved behandlingen af den foreliggende sag, og at styrelsens og ankenævnets henvisning til administrative problemer derfor allerede af denne grund ikke kan begrunde et bortfald af Deres krav/indsigelser.

På denne baggrund finder jeg ikke at kunne tiltræde, at ankenævnet med den anførte begrundelse har afslået Deres krav om tilbagebetaling af de uberettiget erlagte renter samt afvisningen af Deres indsigelse imod fremover at betale denne del af studiegælden.

Jeg har samtidig hermed gjort Ankenævnet for Uddannelsesstøtten bekendt med min opfattelse samt henstillet, at ankenævnet genoptager Deres sag til fornyet behandling på baggrund af det, jeg har anført.

I øvrigt finder jeg det betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangler generelt afviser at genoptage sager, når der er hengået "længere tid," selv om den pågældende støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i forbindelse med den trufne afgørelse.

Jeg har derfor henstillet til SU-styrelsen, at styrelsen ændrer sin genoptagelsespraksis således, at det sikres, at berettigede krav ikke bliver afvist alene som følge af den tid, der er gået siden afgørelsen og støttemodtagerens fornyede henvendelse."

Resumé

A optog i 1972 og 1973/74 lån i Statens Uddannelsesstøtte (SU). Lånene var rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Fra 1976 begyndte SU at tilskrive lånene renter.

I maj 1989 gjorde A over for SU indsigelse om, at der var tilskrevet renter på hans studielån med urette. SU og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten afviste at genoptage sagen under henvisning dels til, at A var blevet gjort opmærksom på, at saldoen skulle kontrolleres og indsigelse fremsættes kort tid herefter, dels til den lange tid, der var gået, før A anmodede om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden udtalte, at det måtte lægges til grund, at rentetilskrivningen på A's statslån var sket i strid med de dagældende regler. Ombudsmanden fandt ikke, at A's krav på tilbagebetaling af renter kunne være forældet i henhold til 1908-loven, og heller ikke, at A's tilbagebetalingskrav kunne anses for bortfaldet ved passivitet. Ombudsmanden henstillede til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at genoptage sagen til fornyet behandling.

Samtidig anførte ombudsmanden, at han fandt det generelt betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangel generelt afviser at genoptage sager, når der er hengået "længere tid", selv om den pågældende støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i forbindelse med den trufne afgørelse. Ombudsmanden henstillede, at denne praksis blev ændret. (J. nr. 1989-1641-713).