Tilskrivning af renters rente til statslån.

Tilskrivning af renters rente til statslån.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A under en gymnasieuddannelse i 1974 optog et lån fra Statens Uddannelsesstøtte på 1.701 kr. Ifølge lånebevisets vilkår var lånet (lån I) rentefrit i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. I tilfælde af afbrydelse af uddannelsen skulle lånet forrentes fra afbrydelsens tidspunkt.

Den 1. september 1975 begyndte A en uddannelse i statskundskab ved Århus Universitet. A var ikke studieaktiv i perioden 1. februar 1977 til 31. juli 1978, og Statens Uddannelsesstøtte tilskrev hans studielån renter på 235 kr. for dette tidsrum. Rentebeløbet blev dækket af A's indbetalinger i samme periode på i alt 900 kr. Resten af A's indbetalinger blev krediteret hovedstolen, der således blev nedbragt til 1.036 kr. A afsluttede sin uddannelse i juni 1985.

I skrivelse af 8. august 1986 klagede A til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten over Statens Uddannelsesstøttes meddelelse til ham af 16. juli 1986 om afvikling af lånet. I meddelelsen havde Statens Uddannelsesstøtte beregnet 384 kr. i rente af de i perioden 1. februar 1977 til 1. juli 1978 tilskrevne renter. A gjorde i sin klageskrivelse gældende, at der ikke i SU-loven var hjemmel til opkrævning af renters rente. I skrivelse af 12. juni 1987 fastholdt Ankenævnet for Uddannelsesstøtten opgørelsen. Nævnet fandt, at det var et almindeligt princip, at der betales renters rente, og at der var hjemmel hertil.

I skrivelse af 5. februar 1988 indbragte A ankenævnets afgørelse for mig. I klagen anførte A bl.a.

"...

Ifølge § 2, stk. 4, i dagældende SU-lov (L 262 af 4. juni 1970) forrentes lånene med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Med lån menes faktisk lånte beløb (hovedstolen), og ikke den til enhver tid værende gæld eller det til enhver tid skyldige pengekrav, for så havde lovgiver sikkert skrevet det. Det, der forrentes, er det lån, staten har ydet låneren. Låneren låner ikke renter af Statens Uddannelsesstøtte. De bliver tilskrevet efter uddannelsens afslutning som en art omkostning (delvis dækning for prisstigninger) og udgør derfor ikke et beløb, der skal betales renter af.

..."

I anledning af A's klage anmodede jeg Ankenævnet for Uddannelsesstøtten om en udtalelse afgivet efter forud indhentet erklæring fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

I skrivelse af 7. juli 1988 udtalte styrelsen bl.a. følgende

"...

I den anledning skal styrelsen udtale, at statslån af låntype 1 blev indført ved § 2 i den ovenfor nævnte lov fra 1970, og lånene blev tildelt i perioden 1. august 1970 til 31. juli 1975 (støtteåret 1970/71 til og med støtteåret 1974/75). Lånenes vilkår, herunder forrentning og tilbagebetaling, blev fastlagt på tidspunktet for lånenes indførelse, og disse vilkår er ikke siden ændret. Lånene indføres efter forslag fra von Eyben-udvalget. Der henvises til betænkning 506/1968, navnlig til afsnit 6, kapitel 3, navnlig s. 133-134. Lånene skulle være forrentede eller uforrentede i studietiden, men forrentede derefter, og afviklingen skulle ske efter annuitetsprincippet.

Det fremgår af betænkningen s. 133, at for så vidt angår de modelkombinationer, hvori der er forudsat forrentning af lån i studietiden, er det i alle tilfælde forudsat, at den i studietiden pålignede rente blot tilskrives hovedstolen (akkumuleret rente) for derefter at indgå i annuitetsberegningen for afviklingen efter studietidens afslutning, idet det ansås for nødvendigt, at ikke blot betalingen af afdrag på hovedstolen, men også rentebetalingen blev udskudt til efter studiernes afslutning.

....

1970-loven var en rammelov med vide beføjelser til undervisningsministeren, jf. lovens § 1. De nærmere vilkår, herunder afvikling efter annuitetsprincippet, blev lagt fast ved finansudvalgsaktstykke nr. 497 af 23. juni 1971, jf. § 10, stk. 5, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om uddannelsesstøtte. Herefter blev den endelige ordning for lån 1, at lånene blev uforrentede i uddannelsestiden og derefter forrentede, normalt fra det tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke længere kan betragtes som studieegnet eller studieaktiv, jf. bekendtgørelsens §§ 5 og 6.

Tilbagebetalingen skulle normalt påbegyndes et år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse, og tilbagebetalingen skulle ske i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele afviklingsperioden, således at ydelsen dels indeholder et rentebeløb, dels et afdrag. Afviklingsperioden blev fastsat til 10 år, dog med et mindstebeløb for ydelsen.

Afviklingen sker således efter annuitetsprincippet, der bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld. Nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for banklån. Annuitetsmetoden er baseret på rentes rente princippet. Man skal i denne forbindelse også pege på, at det af finansudvalgsaktstykket klart fremgår, at statslånets forbillede er de statsgaranterede studielån, som blev optaget i pengeinstitutterne. For statslånene sker forrentning og tilbagebetaling efter samme principper, som var gældende for de statsgaranterede studielån i pengeinstitutterne.

I forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget blev der på spørgsmål fra folketingsudvalget givet eksempler på og beregninger af, hvorledes bortfaldet af låntype 0 (de rentefri lån) ville påvirke de uddannelsessøgendes omkostninger i uddannelse af varierende længde (spm. 9). Endvidere blev der beregnet forskellige eksempler på årlig ydelse for de uforrentede henholdsvis forrentede lån (spm. 39). Af disse svar fremgår, at beregningerne er baseret på en årlig forrentning af den værende restgæld.

Låntageren har som vilkår for lånet med sin underskrift på lånebeviset accepteret tilbagebetalingen og forrentningen, og er samtidig blevet gjort bekendt med, at der en gang årligt vil blive tilsendt en opgørelse over den samlede studiegæld til staten.

Styrelsen skal endelig henvise til, at det i renteloven med kommentarer ved Mogens Munch, s. 133, er anført, at det i kontokurantforhold og andre mellemværender, hvor renten tilskrives kapitalen, ofte vil følge af (stiltiende) aftale eller af sædvane, at renters rente kan kræves, men at sådan rente måske også kan siges at følge af dette retsforholds karakter.

Vedrørende lån 1 modtager låntagerne hvert år en årsopgørelse både i studietiden og efter denne. Denne opgørelse, der indeholder lånets saldo ved kalenderårets start, tilskrevne renter og indbetalte beløb i årets løb og lånets saldo ved årets udgang, er en kontoopgørelse, og låneforholdet må derfor efter styrelsens opfattelse sidestilles med et kontokurantforhold. Der henvises endvidere til en artikel af Ussing om renters rente i U 1946 B, s. 97-100, særligt s. 100 om samme.

Styrelsen fastholder således, at der har været tilstrækkelig hjemmel til den renteberegning, som er foretaget, idet vi skal bemærke, at vilkårene for lån 1 er fastlagt i begyndelsen af 1970'erne og ikke siden ændret."

Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtte og Undervisningsministeriet, hvorigennem sagen blev tilbagesendt, tilsluttede sig styrelsens udtalelse om renteberegningen.

I skrivelse af 12. november 1988 fremkom A med yderligere bemærkninger til styrelsens udtalelse. A påpegede bl.a.

"...

Det må anses for angribeligt at hente et begreb ud af forarbejderne, uden at gøre forsøg på at fortolke lovteksten. Der er vel ingen grund til at gentage den gamle strid mellem objektiv og subjektiv fortolkningsteori, idet man nu om dage tillægger begge momenter en vis betydning, uden at det ene fremhæves frem for det andet. Det må anses for yderst betænkeligt kun at basere fortolkningen på forarbejderne, ja faktisk kun på et sagkyndigt udvalgs anbefalinger. Man skal være forsigtig, og hvilke forsigtighedsregler man skal iagttage, kan man bl.a. læse i Juridisk Grundbog bd. 3 kap. 7 § 19, hvor von Eyben selv redegør herfor. Også i anden henseende er Statens Uddannelsesstøtte imidlertid ganske ublu. Man henter f.eks. Ussings artikel fra 1946 som bevis på, at vi har at gøre med kontokurantforhold, blot fordi Statens Uddannelsesstøtte omkring 1. januar forud for skatteangivelsen sender en årsopgørelse (min årsopgørelse fra 1987 er dateret 9/01-88), hvoraf det fremgår, hvilket beløb man f.eks. skal skrive i rubrik 2 eller 18 på selvangivelsen, S 13, og hvordan det forholder sig med rentefradragene.

Misforståelserne starter allerede nederst side 1 i skrivelsen fra Statens Uddannelsesstøtte (den går igen i departementets skrivelse øverst side 2). Styrelsen skriver ganske i overensstemmelse med betænkningens ord (det er, som departementet korrekt anfører, side 134 (nederst)), at for så vidt angår de modelkombinationer, hvori der er forudsat forrentning af lån i studietiden , er det i alle tilfælde forudsat, at den i studietiden pålignede rente blot tilskrives hovedstolen. Hvad dette har med sagen at gøre, har jeg svært ved at se. Formuleringen forekommer under overskriften "Analyse af statens omkostninger ved støtte i form af stipendier, henholdsvis lån på forskellige vilkår" og forekommer under forsøget på at lave en model til beregning af driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og lån under forskellige forudsætninger m.h.t. forrentnings- og afdragsvilkår. Hertil kommer, at de lån, sagen her drejer sig om, lån I, netop er karakteriseret ved, at de ikke forrentes i studietiden. Nogen umiddelbar analogi synes ikke at kunne holde.

Der er for mig ingen tvivl om, at ovennævnte forudsætning opstilles af udvalget for at forsimple modellen, på samme måde som der forudsættes en gennemsnitlig resterende studietid på 3 år. Det fremgår faktisk side 134 1. sp. 3. afsnit, at udvalget har fundet det formålstjenligt til belysning af denne tredje faktor (tilskudselementet ved underforrentning af studielån) at opstille en model til beregning af driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og lån. Øverst side 2 i SU-skrivelsen kører SU videre i modellen, som var det en lovtekst.

At hente fortolkningsbidrag i forudsætningerne til en teknisk model til beregning af statens driftsomkostninger til lån, der forrentes i studietiden og derved fastslå retstilstanden for lån, der ikke forrentes i studietiden, - med tilføjelsen at 1970-loven var en rammelov med vide beføjelser til undervisningsministeren -, er ganske enkelt uholdbart. Det sætter sagen i perspektiv, at de lån, der støttes ret på, aldrig blev indført. Af statsfinansielle grunde nøjedes man - udover (stats)lån I - med statsgaranterede lån i banker og sparekasser.

Departementets henvisning til betænkningens side 150 f. er også mystisk. På side 150 2. sp. fremgår, at til supplering af stipendiestøtten kan der ydes rentefavoriserede lån op til maksimalt 80% af støtterammen. Disse lån forudsættes at være rentefrie i studietiden, men derefter fuldt forrentede. Det er lån I. Side 151 1. sp. nederst står der, at udvalget går ind for, at forrentningen inden for den normale studietid af lån ud over 80% af støtterammen under alle omstændigheder sker ved tilskrivning til lånets hovedstol. Dette omhandler de statslån (lån II), der aldrig blev indført. Formuleringen gælder ikke lån I og holder derfor ikke. Departementets argument side 2 2. afsnit beror formentlig også på en misforståelse. Jeg ser ingen sammenhæng mellem et afdragsfrit år og til, at de i det afdragsfrie år påløbne renter tilskrives hovedstolen. Det afdragsfrie år fremgår af betænkningen. Rentetilskrivning til hovedstolen fremgår blot af departementets skrivelse og er ikke i overensstemmelse med betænkningens forslag. At det ene skulle kunne udledes af det andet, holder ikke.

Statens Uddannelsesstøtte fremfører side 2, midten og øverst side 3, 3. linie, at Akt 297, 23. juni 1971 fastlagde den nærmere forståelse af annuitetsprincippet. Jeg går ud fra, der henvises til 6. afsnit i aktstykket, hvor det fremgår, at afviklingen principielt sker i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele afviklingsperioden, således at ydelserne dels indeholder et rentebeløb, dels et afdrag. Det siger intet om renters rente. Det må fortsat undre, hvorfor et aktstykke fremhæves som hjemmel, idet aktstykket kun har "lovkraft" i 1971. Ligeledes må det undre, hvorfor aktstykket blev lavet i sin tid, idet annuitetsprincippet angivelig er klart for alle og hjemmelen i loven (via betænkningen) tilstrækkelig.

Det skulle endvidere oven i købet klart fremgå af aktstykket, at statslånets forbillede er de statsgaranterede studielån. Det er ikke sandt. De statsgaranterede lån omtales afsnit 4. Lån 0 omtales afsnit 5. I afsnit 6 er det eneste ord, der antyder, at afsnittet bygger på ordet "ligeledes", og det går på et afdragsfrit år. Et sådant har man i lån 0, som skrevet står og dengang ikke i de statsgaranterede lån. Den klare parallel til de statsgaranterede lån kan jeg ikke se.

Statens Uddannelsesstøtte fremfører side 2 nederst, at afviklingen sker efter annuitetsprincippet, der bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld. Nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for banklån. Annuitetsmetoden er baseret på rentes rente princippet.

Sjovt nok forsøger Statens Uddannelsesstøtte ikke at drage betænkningen ind i diskussionen refereret ovenfor. Man kan tage udgangspunkt i betænkningen side 138 1. spalte, hvor udvalget i parentes skriver, hvad det forstår ved annuitet, nemlig en fast årlig ydelse, sammensat af et til at begynde med stort, men efterhånden aftagende rentebeløb, samt et afdragsbeløb, som udvikler sig omvendt (I betænkningen side 134 2. sp. står "(efter annuitetsprincippet med konstant årlig sum af rente- og afdragsydelser)". Statens Uddannelsesstøtte forestiller sig øjensynlig, at dette kun kan lade sig gøre, hvis der regnes med renters rente. Det er ikke korrekt.

Det er korrekt, at annuitetsprincippet bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Det kan man slå op i ordbøger, lærebøger i økonomi m.v. (Af ordbøger har jeg blot konsulteret Meyers fremmedordbog og Gyldendals do. I A New Dictionary of Economics (som desværre ikke er helt så ny som titlen antyder) kan man om "annuity" læse: "The payment of a certain sum of money to the recipient (or annuitant) at uniform intervals of time, usually each year. The annuity may be payable for a fixed number of years (a terminable annuity), for the life of a person (life annuity), or for perpetuity.") Ja, årsagen til, at det hedder en annuitet, er, at ydelsen er lige stor år for år. Påstanden om, at renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld, er imidlertid fri digtning. Det er til gengæld korrekt, at nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden almindeligvis anvendes for banklån. Men det er ikke korrekt, at annuitetsmetoden er baseret på rentes rente princippet. Misforståelsen ligger i, at nedbringelse af banklån (og realkreditlån) bygger på rentes rente-princippet ifølge aftale/sædvane. Dette ligger ikke i begrebet annuitet.

......

Statens Uddannelsesstøtte fremfører side 3, at der af svarene til folketingets uddannelsesudvalg fremgår, at beregningerne er baseret på en årlig forrentning af den værende restgæld. Det er ikke korrekt.

..."

I en udtalelse af 16. februar 1989 fremsatte SU-styrelsen følgende kommentar til A's skrivelse af 12. november 1989

"...

I den anledning skal styrelsen udtale, at som anført i udtalelsen af 7. juli 1988 sker tilbagebetalingen af statslån af låntype 1 efter annuitetsprincippet, der som nævnt bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld.

Heri ligger også, at hvis den fastsatte ydelse er lig med eller større end den tilskrevne rente, bliver der ikke lagt rente til hovedstolen til forrentning i det følgende år. Men er ydelsen lavere end den tilskrevne rente, lægges renten til hovedstolen, og restgælden forrentes i det følgende år.

De årlige afviklingsydelser for statslån af låntype 1 blev som nævnt fastlagt ved finansudvalgsaktstykke 497 af 23. juni 1971 til minimum 300 kr. og maksimum 1.200 kr. pr. kvartårlig ydelse og en afviklingsperiode på 10 år. Lånet skulle efter § 2, stk. 4, i lov nr. 262 af 4. juni 1970 forrentes med variabel rente 1% over den til enhver tid fastsatte diskonto. I tilfælde af fx en kraftig diskontoforhøjelse forhøjes ydelsen ikke. I sådanne tilfælde kan den fastsatte ydelse ikke dække rentetilskrivningen, og der bliver da tale om at tillægge tilskrevne renter til hovedstolen til forrentning. Det samme kan være tilfældet i forbindelse med udsættelse med tilbagebetalingen som følge af arbejdsløshed m.v. eller i tilfælde, hvor lånet i henhold til reglerne i bekendtgørelse om uddannelsesstøtte blev forrentet på et tidspunkt tidligere end et år før tilbagebetalingstidspunktet, fx i tilfælde hvor den uddannelsessøgende ikke længere var støtteberettiget.

Styrelsen kan i øvrigt henholde sig til udtalelsen af 7. juli 1988.

..."

Ankenævnet fastholdt i en udtalelse af 15. marts 1989, at opkrævningen af renters rente har hjemmel i sædvane for kontokurantforhold.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøttes afgørelse er truffet på grundlag af § 2, stk. 3 og 4, i dagældende lov nr. 262 af 4. juni 1970 om uddannelsesstøtte og § 10 i bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om uddannelsesstøtte. Bestemmelserne er sålydende

"§ 2. ....

Stk. 3. Lånene kan være rentefrie i uddannelsestiden og forrentede efter uddannelsens afslutning (lån I) eller forrentede både i uddannelsestiden og efter uddannelsens afslutning (lån II).

Stk. 4. Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for de i stk. 3 nævnte lån. De forrentes med 1 pct. over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto."

"§ 10. Lån I er lån, der er rentefrie i uddannelsestiden og forrentede efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse.

Stk. 2. Lån II er lån, der er forrentede både i uddannelsestiden og efter uddannelsens afslutning.

Stk. 3. Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for lån I og lån II.

Stk. 4. Rentesatsen for lån I og lån II er 1 pct. over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Ændringer i rentesatserne får virkning fra den følgende måneds begyndelse.

Stk. 5. Undervisningsministeriet fastsætter med tilslutning fra finansudvalget vilkårene for tilbagebetalingen af lån I og lån II.

Stk. 6. Forrentningen af lån I påbegyndes normalt fra det tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke kan betragtes som studieegnet eller studieaktiv, jfr. §§ 5-6."

Bestemmelsen er nu ophævet, og reglerne om forrentning er nu indeholdt i lovens §§ 13 a og 13 b. Ved lov nr. 89 af 14. februar 1990 fik § 13 a, stk. 1, følgende formulering

"§ 13 a. Studielån, som er endeligt tildelt efter denne lov, jf. § 12, stk. 1, forrentes med virkning fra den 1. i måneden efter udbetalingstidspunktet, jf. § 14, stk. 2, 1. pkt. I uddannelsestiden forrentes gælden til enhver tid med årligt 4 pct. Derefter forrentes den til enhver tid værende gæld med en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et procenttillæg, der fastsættes på finansloven for det pågældende år. Den til enhver tid værende gæld ifølge studielån, der er tildelt endeligt for perioden 1. august 1988 til 31. december 1990, forrentes dog efter uddannelsestidens ophør med årligt 1 pct. over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Renten tilskrives månedligt. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om uddannelsestiden, herunder om dens ophør og om låntagers pligt til at give meddelelse herom."

I lovforslagsbemærkningerne blev ændringerne kommenteret på følgende måde (Folketingstidende 1989-90, lovforslag nr. 103, s. 12, 2. spalte)

"Der er ikke med forslaget om, at renter tilskrives månedligt, tilsigtet nogen ændring i bestående praksis, hvorefter renter af tilbagebetalingskrav, studielån og statslån tilskrives månedligt med en beregnet faktor, der er afpasset således, at den årlige rente ikke overstiger den i loven fastsatte. Ved bestemmelsen ønskes alene en præcisering af denne hidtidige og sædvanlige praksis med beregning af renter af tilskrevne renter."

Det fremgik af den dagældende lovs § 10, stk. 4, at rentesatsen for statslån er 1% over den til enhver tid fastsatte diskonto. Der var ikke i bestemmelsens ordlyd taget stilling til, om der i forbindelse med renteberegningen kunne beregnes renter af tidligere tilskrevne renter.

Bestemmelsen er i alt væsentligt formuleret på samme måde som andre centrale rentebestemmelser, således bl.a. rentelovens § 5, stk. 1, og erstatningsansvarsloven § 16. Det er fast antaget, at rentelovens § 5, stk. 1, ikke i sig selv hjemler adgang til opkrævning af morarente af morarente, jf. betænkning nr. 1161/1989 om renteloven s. 79f med den dér anførte praksis og litteratur. Ligeledes antages det, at erstatningsansvarslovens § 16 ikke indeholder hjemmel for opkrævning af kreditrente af kreditrente, jf. Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2. udgave, 1989, s. 238-239. De tilsvarende nu ophævede bestemmelser i § 62, stk. 1, i gældsbrevsloven samt i § 38, stk. 1, i købeloven er også blevet forstået på denne måde.

Bestemmelsen i SU-lovens § 10, stk. 4, blev som anført ændret i 1990 og af forarbejdsbemærkningerne ses, at ændringen sigtede på at tydeliggøre spørgsmålet om beregning af renters rente.

Jeg må herefter anse det for tvivlsomt, om SU-lovens § 10, stk. 4, indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at opkræve rente af de i studielånet 1977-78 påløbne renter (kreditrente af kreditrente).

Jeg må endvidere være betænkelig ved at tiltræde SU-styrelsens og ankenævnets opfattelse, hvorefter opkrævningen af renters rente har støtte i de beregningseksempler, der var indeholdt i forarbejderne til den oprindelige SU-lov.

Det forhold, at der i aktstykker forelagt Folketingets Finansudvalg er gået ud fra indtægter i form af renteberegning af renter, der er tilskrevet kapitalen, kan efter min opfattelse heller ikke tillægges selvstændig betydning for fortolkningen af § 10, stk. 4.

Ret til renters rente kan i private retsforhold være hjemlet ved aftale eller sædvane. Om der også i forbindelse med lovregulerede skyldforhold til det offentlige på dette grundlag kan opkræves renters rente må efter min opfattelse anses for tvivlsomt.

Inden for formueretten antages det, at en sædvane for opkrævning af renters rente alene gælder i løbende kreditforhold. Det her foreliggende lån er imidlertid ikke tilblevet som et led i et sådant løbende kreditforhold, og det er derfor tvivlsomt - selv hvis lånet sidestilles med et rent privatretligt stiftet lån - om der kan antages at være sædvanemæssig hjemmel for beregning af renters rente, (jf. herved Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2. udgave, 1989, s. 238-239, og den der anførte litteratur og domspraksis samt Mogens Munch U 1991 B., s. 145-147, med kommentarer til U 1990.386 H).

Som det ses ovenfor blev det imidlertid i lovforslagsbemærkningerne ved lovændringen i 1990 oplyst, at det har været fast praksis, at der blev tilskrevet renter månedlig på studielån, og det synes forudsat, at denne praksis udgjorde den tilstrækkelige hjemmel for opkrævningen.

På denne baggrund finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at styrelsen savnede hjemmel for beregningen af renters rente.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene.

Jeg finder dog spørgsmålet så tvivlsomt, at jeg vil være indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at der meddeles Dem fri proces, såfremt De ønsker retssag om tilbagebetaling af de ekstra tilskrevne renter.

Jeg henleder samtidig Deres opmærksomhed på, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt kravet eller dele af dette er forældet i henhold til lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer."

Resumé

A optog under en gymnasieuddannelse i 1974 et lån fra Statens Uddannelsesstøtte (SU). Ifølge rentebeviset var lånet rentefrit i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. A var ikke studieaktiv i perioden 1. februar 1977 til 31. juli 1978, og SU tilskrev lånet renter i denne periode.

A klagede til ombudsmanden over, at SU havde beregnet renter af det i den studiefri periode tilskrevne rentebeløb.

Ombudsmanden fandt det tvivlsomt, om SU-lovens daværende rentebestemmelse indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at opkræve rente af de i 1977-78 påløbne renter.

Ombudsmanden fandt det ligeledes tvivlsomt, hvorvidt der i forbindelse med lovregulerede skyldforhold til det offentlige kan opkræves renters rente på grundlag af aftale eller sædvane. Da det imidlertid ved en lovændring i 1990 syntes forudsat, at fast praksis for tilskrivning af månedlige renter kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for opkrævning, fandt ombudsmanden ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at SU savnede hjemmel for beregningen af renters rente. Ombudsmanden fandt dog spørgsmålet så tvivlsomt, at han ville være indstillet på at henstille, at der meddeles fri proces, hvis A skulle ønske at anlægge retssag om tilbagebetaling af de ekstra tilskrevne renter. (J. nr. 1988-257-713).