Censors partsstatus ved klage over eksamensafvikling.

Censors partsstatus ved klage over eksamensafvikling.

A klagede over, at Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelserne (nu Erhvervsskoleafdelingen), havde afgjort en eksamensklagesag uden at afvente en udtalelse fra ham, der havde fungeret som censor ved den pågældende eksamination.

Sagens faktiske forløb var i alt væsentligt som følger

I juni 1988 fungerede A som censor ved en teknisk skoles mundtlige eksamen for elektronikteknikere. Under eksaminationen var foruden eksaminanden og dennes projektvejleder 2 censorer tilstede.

En af eksaminanderne fra den pågældende eksamen klagede den 13. juni 1988 til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, idet han især var utilfreds med A's indsats som censor. Eksaminanden anførte bl.a. i sin klage, at det ikke virkede, som om A havde sat sig ind i projektet, at A afbrød censuren for, at drøfte hjemrejseplaner med en anden censor, og at de "hakkede" på ubetydelige detaljer under censurforløbet. Eksaminanden afsluttede sit klagebrev således

"Mit ønske med denne klage er at få opgaven vurderet af en mere objektiv og mindre stresset censor.

Jeg ved godt, at det er vanskeligt at komme som den "forurettede" elev med et sådant ønske, men håber alligevel, at det kan lade sig gøre. Det er ikke karakteren som sådan, jeg er utilfreds med, men den måde som den er givet på, det er trods alt et projekt, som jeg har arbejdet seriøst med i mange måneder.

Lader en re-vurdering sig ikke gøre, vil jeg håbe for efterfølgende elever, at dette kan medvirke til, at de kan blive skånet for en lignende behandling."

I anledning af klagen bad Direktoratet for Erhvervsuddannelserne den tekniske skole om at indhente en censorudtalelse. Skolen bad i den anledning såvel projektvejlederen som A og A's medcensor om udtalelser.

I den anledning bad A skolen sende sig forskellige oplysninger og dokumenter, bl.a. eksaminandens projektrapport. Herefter modtog han en del af disse oplysninger.

Med en udtalelse af 24. august 1988 sendte den tekniske skole 2 udtalelser fra A's medcensor og fra projektvejlederen. Især projektvejlederens, men også censorudtalelsen, indeholdt kritiske bemærkninger om A's adfærd under eksaminationen. Skolen havde ikke på dette tidspunkt modtaget en udtalelse fra A.

Uden at afvente en udtalelse fra A meddelte Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, ved brev af 5. september 1988 eksaminanden en afgørelse på hans klage. Afgørelsen havde bl.a. følgende indhold

"Det fremgår (af en udtalelse fra en teknisk skole, min bemærkning) at selv om der forekom en del diskussion, og forstyrrelser som ikke vedkom eksaminationen, var der enighed om den afgivne karakter. På denne baggrund kan direktoratet ikke godkende en revurdering af Deres projekt.

Direktoratet er enig i, at den ene censors adfærd ikke lever op til det, man kan forvente af en censor. Direktoratet har derfor anmodet den tekniske skole, om at orientere censorerne om deres ansvar i forbindelse med en eksamen.

Direktoratets afgørelse blev ikke meddelt A.

Forinden havde A i et brev, dateret den 31. august 1988, afgivet sin udtalelse om eksamensforløbet til den tekniske skole. A's beskrivelse af eksamensforløbet afveg i nogen grad fra projektvejlederens og den anden censors redegørelser. Skolen bekræftede i et brev af 22. september 1988 modtagelsen af udtalelsen og oplyste, at udtalelsen var videresendt til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne

Da A i november 1988, efter anmodning, fik aktindsigt i sagen, blev A bekendt med, at ministeriet havde afgjort klagesagen. A sendte herefter et brev til ministeriet. I brevet gav A udtryk for stor undren over, at ministeriet havde afgjort sagen uden at afvente en udtalelse fra A "som den anklagede part."

Som svar på A's henvendelse anførte Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, at der ikke under eksaminationen havde været tale om procedurefejl, og at klageren ikke havde fået ret i sin klage over karakterfastsættelsen.

I klagen til mig anførte A bl.a., at Direktoratet for Erhvervsuddannelserne havde tilsidesat forvaltningslovens bestemmelser ved at afgøre sagen uden at afvente A's udtalelse i sagen.

I et brev til mig i anledning af klagen udtalte Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, bl.a. følgende

"Ministeriet har derfor på baggrund af den konkrete sag henstillet til skolen, at man fremmer eksaminandernes tryghed bl.a. ved at orientere censorerne om deres ansvar. Herved kan skolen medvirke til, at eksamen m.v. finder sted på en værdig måde, der kan give eksaminanderne den fornødne oplevelse af, at eksamen tages alvorligt, også af skole og censorer.

Derimod er der ikke taget skridt til nogen form for irettesættelse af A, i den konkrete sag. Ministeriet har med andre ord ikke truffet nogen afgørelse overfor klageren som "den anklagede part". Ministeriet finder det derfor forsvarligt, at eksaminandens klagesag blev afsluttet uden, at man fortsat afventede A's indlæg, der ikke kunne medføre ændret retsafgørelse.

Ministeriet fandt det hensigtsmæssigt at få afsluttet eksamensklagesagen af hensyn til eksaminanden. A's status som beskikket og lønnet af ministeriet ville gøre det uheldigt for ministeriet fortsat at udsætte sagens afgørelse for eksamininden for at afvente et indlæg."

A betegnede det som "letkøbt", at direktoratet nu efterfølgende udtalte, at hans udtalelse ikke kunne medføre en ændret retsafgørelse. Endvidere mente A, at direktoratets afgørelse i sagen - omend den ikke formelt er formuleret som en irettesættelse - alligevel kan opfattes som en kritik af hans optræden under eksaminationen.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Deres klage vedrører navnlig bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, som har følgende ordlyd

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelse af den nævnte udtalelse."

Forvaltningslovens § 19 gælder kun for parter, hvorfor min stillingtagen til det centrale spørgsmål i Deres klage -om Direktoratet for Erhvervsuddannelsernes afgørelse i eksamensklagen burde have afventet Deres udtalelse - beror på en vurdering af, om De kan anses som part i eksamensklagesagen.

Den tidligere ombudsmand udtalte sig i en sag fra tiden før forvaltningslovens ikrafttræden om offentligt ansattes partsstatus ved behandlingen af klagesager, som angår en afgørelse eller ydelse fra en offentlig myndighed, og som tillige direkte eller indirekte vedrører tjenstlige forhold for den eller de ansatte, som har truffet afgørelsen eller i øvrigt medvirket ved behandlingen af den pågældende sag, jf. Folketingets Ombudsmands Beretning 1984, s. 151. Offentligt beskikkede censorer indtager i den henseende ingen særstilling i forhold til andre offentligt ansatte. I udtalelsen er bl.a. anført følgende

"Det sædvanlige udgangspunkt ved behandlingen af klager over afgørelser, truffet af en offentlig myndighed, er, at klagesagsbehandlingen tilrettelægges med henblik på at afklare, om klagen giver anledning til at ophæve eller ændre den trufne afgørelse, eller - hvis afgørelsen af særlige grunde ikke kan ændres - om der dog er grundlag for at kritisere den trufne afgørelse. De medarbejdere, som har deltaget i sagsbehandlingen forud for den påklagede afgørelse, vil i almindelighed ikke kunne anses som parter i den efterfølgende klagesagsbehandling og vil ikke have krav på iagttagelse af heraf følgende processuelle rettigheder m.v. Dette gælder, selv om myndighedernes stillingtagen til klagen indirekte kan indebære kritik af de medarbejdere, som har deltaget i sagsbehandlingen.

Udgangspunktet fraviges i det omfang, en klage giver anledning til selvstændigt at søge fastslået, om der er grundlag for at træffe foranstaltninger af diciplinær karakter over for bestemte medarbejdere. Det er dog fast antaget, at klagesagsbehandlingen i forhold til den pågældende medarbejder må tilrettelægges under iagttagelse af de almindelige rettigheder, der gælder til fordel for parter i en forvaltningssag, herunder navnlig ret til at medvirke til sagens oplysning og adgang til at udtale sig om grundlaget for den påtænkte afgørelse i forhold til ham."

Udtrykket "foranstaltninger af disciplinær karakter" omfatter efter min opfattelse ikke alene reaktioner af den art, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24, men også visse mildere reaktioner over for den ansatte, som indebærer personlig kritik.

Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af lovens partsbegreb, men ifølge lovens forarbejder skal udtrykket forstås i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, spalte 133. Det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb var grundlaget for ombudsmandens omtalte udtalelse.

Som det nærmere fremgår af sagsfremstillingen, gav klagen fra eksaminanden anledning til, at direktoratet som led i klagesagsbehandlingen nærmere undersøgte og tog stilling til, hvorvidt der var grundlag for, at udtale kritik af Dem for Deres medvirken som censor. Jeg henviser til, at klagen fra eksaminanden indeholdt væsentlig kritik af Deres adfærd som censor, at de indhentede udtalelser fra vejlederen og Deres medcensor indeholdt detaljerede kommentarer til denne kritik, og at direktoratet i sin afgørelse af 5. september 1988 utvetydigt udtalte kritik af Deres adfærd, jf. sætningen: "Direktoratet er enig i, at den ene censors adfærd ikke lever op til det, man kan forvente af en censor." Det forhold, at direktoratets konklusion alene er formuleret unavngivent som en kritik af "den ene censor" eller det forhold, at direktoratet ikke meddelte Dem kritikken direkte, men bad skolen videregive den, ændrer ikke min opfattelse af, at direktoratets afgørelse indeholdt en utvetydig kritik af Dem.

På denne baggrund mener jeg, at direktoratet under klagesagens behandling burde have anset Dem for part i relation til forvaltningslovens partsbeføjelser.

Jeg må herefter anse det for en fejl, at direktoratet ikke udsatte sagens afgørelse, til De havde afgivet Deres udtalelse. I denne forbindelse bemærker jeg, at det ville have været muligt at tilgodese hensynet til eksaminanden ved at fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har samtidig hermed gjort Undervisningsministeriet, Erhvervsskoleafdelingen, bekendt med min opfattelse. I betragtning af, at direktoratet senere, såvel over for Dem som i udtalelsen til mig, har haft lejlighed til at forholde sig til Deres opfattelse af hændelsesforløbet, har jeg ikke anledning til at foretage videre."

Resumé

En offentligt beskikket censor (A) klagede over, at Undervisningsministeriet havde truffet afgørelse i en sag uden at afvente kommentarer fra ham til nogle udtalelser, som ministeriet havde indhentet i anledning af en klage fra en elev over afviklingen af den mundtlige eksamen på en teknisk skole. Eleven angav især at være utilfreds med A's adfærd under eksaminationen

Ombudsmanden udtalte, at offentligt ansatte som udgangspunkt ikke har partsstatus ved behandlingen af klagesager, der er rejst af borgere, medmindre klagen giver anledning til selvstændigt at søge fastslået, om der er grundlag for at træffe foranstaltninger af disciplinær karakter, herunder visse reaktioner, der indebærer personlig kritik af den ansatte. Ombudsmanden fandt, at direktoratet under klagesagens behandling burde have anset A for part i relation til forvaltningslovens partsbeføjelser. Ombudsmanden henviste herved til, at klagen fra eksaminanden indeholdt væsentlig kritik af A's adfærd som censor, at de indhentede udtalelser fra vejlederen og A's medcensor indeholdt detaljerede kommentarer til denne kritik, og at direktoratet i sin afgørelse utvetydigt udtalte kritik af A's adfærd. Ombudsmanden fandt derfor, at det var en fejl, at direktoratet ikke havde udsat sagens afgørelse, indtil A havde haft lejlighed til at afgive sin udtalelse. (J. nr. 1989-1374-70).