Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder.

Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder.

I skrivelse af 6. februar 1990 klagede A over Vejtransportrådets afgørelse af 9. oktober 1989. Ved afgørelsen afslog Vejtransportrådet at udstede vognmandstilladelse efter godskørselsloven.

I skrivelser af 30. april 1990 og 8. maj 1990 klagede B til mig over Persontrafikrådets afgørelse af 27. april 1990, hvori rådet meddelte afslag på hans ansøgning om tilladelse til turist- og bestillingskørsel.

I begge sager var der som begrundelse for afslaget henvist til ansøgerens tidligere økonomiske vanskeligheder og en administrativ praksis af tilsyneladende samme indhold på de to områder - uanset forskelle i retsgrundlag og afgørelsesmyndighed. Jeg besluttede på den baggrund at behandle sagerne samlet og koncentrerede mig om spørgsmål vedrørende lovhjemlen for denne praksis.

Vedrørende Vejtransportrådets afslag på A's ansøgning.

Det fremgik af sagen, at A den 27. februar 1989 ansøgte Direktoratet for Vejtransport om udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Tilladelserne skulle bruges i firmaet C's Efterfølger, v/A som vognmand.

A havde tidligere været ansvarlig leder i virksomheden C's Vognmandsforretning A/S, der gik i betalingsstandsning den 24. oktober 1988.

Til brug for direktoratets behandling af ansøgningen redegjorde A den 3. april 1989 for forholdene omkring betalingsstandsningen vedrørende C's Vognmandsforretning A/S.

Af redegørelsen fremgik bl.a.

"...

(A) er fortsat ansat i (C) A/S, men driver herudover kartoffelforretningen videre i eget navn, idet han har købt de to biler, der tidligere kørte som kartoffelbiler i (C) A/S.

Det er til disse to biler (A) søger om tilladelse til godskørsel for fremmed regning, idet der periodevis ikke er kartofler at køre med.

..."

A's ansøgning blev forelagt Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, der den 19. juni 1989 udtalte

"...

Idet der i det hele henvises til brev af 3. april 1989, (...) årsregnskaber for 1. september 1985 til 30. september 1986/balance pr. 30. september 1986, årsregnskab for 1. oktober 1986 til 30. september 1987/balance pr. 30. september 1987 samt foreløbigt årsregnskab for 1987/88 samt perioderegnskab pr. betalingsstandsningsdagen den 24. oktober 1988 for (C's) Vognmandsforretning A/S, ...., finder DV - på det foreliggende grundlag samt efter yderligere indhentede oplysninger -, at (A) som ansvarlig leder har haft et afgørende medansvar for virksomhedens (C) A/S dårlige driftsresultat/negative udvikling - en udvikling, der som nævnt førte til betalingsstandsning. På denne baggrund finder DV ikke (A) for fagligt kvalificeret, jf. den indtil 31. december 1988 gældende godstransportlov.

Det bemærkes i øvrigt, at DV ej heller finder betingelserne i godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr. 7, opfyldt for så vidt angår (A's) faglige kvalifikationer.

Sluttelig bemærkes, at (A) ikke har gjort det antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr. 8...."

En repræsentant for A fremsatte den 7. august 1989 bl.a. følgende kommentarer til sagen

"...

(C), (A's) fader, drev vognmandsvirksomhed samt engroshandel med kartofler siden 1946.

...

(A) blev ansat hos (C) den 1/4-1983.

...

(A) kom meget hurtigt til at forestå den daglige drift af vognmandsforretningen, i hvilken forbindelse (A) fordrede væsentlige ændringer i driften af vognmandsforretningen. Jeg kan således bekræfte, at jeg deltog i temmelig mange møder herom, uden at det var muligt at få gennemført de af (A) foreslåede og af mig støttede ændringer.

...

I foråret 1986 afgik først (C's) hustru, og derefter (C) selv ved døden efter kort tids sygdom.

Det bemærkes, at (C) indtil sin død stod for beslutningstagningen i selskabet på aldeles egenrådig vis og, at (C) havde svært ved at lægge øre til råd fra bank, advokat og revisor.

...

(C) Vognmandsforretning A/S's årsregnskab for perioden 1/10-1985 til 30/9-1986 er det sidste regnskab, som er præget af (C); (C) døde som bekendt midt i perioden. Såvel vognmandsforretningen som kartoffel-engros-forretningen udviser rimelige dækningsbidrag, men fællesomkostningerne, som helt overvejende kan henføres til vognmandsvirksomheden gør, at årets resultat er negativt. Det er helt åbenbart, at vognmandsvirksomheden i denne periode er drevet med et ikke uvæsentligt tab.

Dette negative driftsresultat/negative udvikling bør ikke lægges (A) til last.

...

Med mit lange og indgående kendskab til virksomheden, anser jeg det ikke for rigtigt, når Danske Vognmænd udtaler, at (A) har haft et "afgørende medansvar for det dårlige driftsresultat/negative udvikling".

Den udvikling, som virksomheden har været ude for, er startet år forinden (A's) tiltrædelse som direktør."

Den 7. september 1989 afgav Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, en fornyet erklæring til sagen, hvoraf bl.a. fremgik

"...

De nævnte årsager til de økonomiske vanskeligheder i vognmandsvirksomheden findes overvejende at skyldes årsager, som kan tilskrives en uforsvarlig drift af virksomheden. DV finder det i den forbindelse ikke dokumenteret, at dødsboet som aktionær i (C) A/S har haft den afgørende indflydelse på den daglige, uforsvarlige drift af vognmandsvirksomheden. I konsekvens heraf kan det afvises, at arvingerne er ansvarlige, jf. forarbejderne til godskørselsloven.

...

Det er således ikke dokumenteret, at (A) ikke har haft indflydelse på driften af vognmandsvirksomheden, selv om denne i henhold til den tidligere godstransportlov var registreret som daglig, ansvarlig leder af virksomheden. DV finder således fortsat, at (A) som ansvarlig leder har haft et afgørende medansvar for virksomhedens dårlige økonomiske udvikling, hvorfor DV ikke finder, at (A) har gjort det antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, jf. godskørselsloven § 3, stk. 1, nr. 8.

..."

Den 9. oktober 1989 meddelte Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde afslået A's ansøgning om vognmandstilladelse.

Direktoratet for Vejtransport skrev

"...

I henhold til lovens § 3, stk. 1, kan tilladelse til godskørsel meddeles ansøgere, der opfylder de fastsatte kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag, faglige kvalifikationer og vandel.

Sagen har været forelagt Vejtransportrådet.

Rådet fandt det ikke gjort antageligt, at (A) ville kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, allerede fordi han var ansvarlig leder af (C's) Vognmandsforretning A/S og således har været medansvarlig for de økonomiske vanskeligheder i dette selskab.

Ansøgningen kan således ikke imødekommes.

Afgørelsen kan i henhold til lovens § 8, stk. 1, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

..."

Herefter klagede A's advokat til mig. Han anførte bl.a.

"I h.t. Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 om godskørsel, § 5, nr. 3, fordres det bl.a., at ansøgere "opfylder vandelskravene i lovens § 3, stk. 1, nr. 6 og 8."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 1. led, kommer til anvendelse, hvor en ansøger har begået ét eller flere strafbare forhold samt forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, eksempelvis nævnes uredelighed, som har affødt afskedigelse fra en stilling eller, på grov måde har tilsidesat hensynet til kunder. Endvidere nævnes, at omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v., kan bringe bestemmelsen i anvendelse.

I bemærkningerne hedder det endvidere, at "Det må i øvrigt understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende. Overtrædelse af kollektive overenskomster, begåelse af ét eller flere strafbare forhold, nævnes i motiverne til henhørende til bestemmelsens 2. led.

På min klients vegne skal jeg gøre gældende, at afslaget er uberettiget, idet der ikke foreligger de i lovens motiver nævnte kvalificerede forhold vedr. min klients vandel, jvf. bl.a. bilag 1.10.

Idet en vognmandstilladelse er af største betydning for min klients erhvervsmuligheder, er det min opfattelse at begrundelsen for et afslag på ansøgning af en sådan tilladelse bør have klar hjemmel i såvel lov som motiver.

..."

Af Direktoratet for Vejtransports udtalelse til sagen fremgår bl.a.

"...

I henhold til lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel § 3, stk. 1, kan tilladelse til godskørsel for fremmed regning meddeles ansøgere, der opfylder de fastsatte kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag, faglige kvalifikationer og vandel, og i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Foruden strafbare og andre uredelige forhold kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. ifølge bemærkningerne til lovens § 3, stk. 1, nr. 8, medføre, at den pågældende ansøger ikke kan anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.

Ifølge Vejtransportrådets praksis er det, foruden omstændigheder ved en tidligere konkurs eller betalingsstandsning, især omstændigheder ved andre økonomiske vanskeligheder i hidtidig virksomhed, der kan bringe bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, i anvendelse.

Der kan således f.eks. være behov for at anvende bestemmelsen i tilfælde, hvor en ansvarlig leder i et selskab er fratrådt inden en uundgåelig konkurs eller betalingsstandsning, eller hvor det slet ikke har kunnet betale sig for kreditorerne at indgive konkursbegæring mod en vognmand i økonomiske vanskeligheder, idet der ikke har været midler til dækning af omkostningerne ved en konkurs.

(A) fik med brev af 9. oktober 1989 afslag på en ansøgning om udstedelse af 2 vognmandstilladelser i henhold til lov om godskørsel, idet han ikke fandtes at opfylde kravet i lovens § 3, stk. 1, nr. 8. (A) havde været ansvarlig leder af (C's) Vognmandsforretning A/S, der anmeldte betalingsstandsning den 24. oktober 1988.

Vejtransportrådet fandt efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, at de økonomiske vanskeligheder i selskabet ikke var "undskyldelige", og at (A) som ansvarlig leder var medansvarlig for disse og således ikke havde gjort det antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Rådet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på oplysningerne i brevene af 3. april 1989 og 7. august 1989, af 20. september 1989 ..., samt på Danske Vognmænds udtalelse af 7. september 1989... .

..."

A's advokat fremsatte den 16. maj 1990 sine afsluttende bemærkninger til sagen. Han skrev bl.a.

"...

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L52/1988, pkt. 5, fastslås det med hensyn til lovens vandelskrav, at tilladelse kan nægtes i tilfælde af strafbare forhold eller, hvis vedkommende tidligere er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed.

Af bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1, stk. 8, fremgår det, at tilladelse kan nægtes, såfremt "ansøgeren er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed, der ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensyn til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en evt. tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." Det fremgår således af lovens motiver, at nægtelse af tilladelse under henvisning til lovens § 3, stk. 1, nr. 8, forudsætter, at ansøgeren har handlet uredeligt/strafbart.

Der er i sagens materiale, (...) udførligt redegjort for klagers forhold i forbindelse med (C's) Vognmandsforretning A/S.

Såfremt det er indklagedes praksis at nægte tilladelse i situationer som nærværende, hvor der ikke på nogen måde er tale om uredelighed eller strafbare forhold fra ansøgerens side, er det min klare opfattelse, at indklagedes administrative praksis er i åbenlys strid med motiverne til lov om godskørsel.

..."

Vedrørende Persontrafikrådets afslag på B's ansøgning.

B's selskab fik i 1984 tilladelse til turist- og bestillingskørsel efter busloven. Tilladelsen udløb i 1989.

Den 6. april 1989 ansøgte B om fornyelse af tilladelsen. Ansøgningen var bilagt fotokopi af selskabets regnskaber for de sidste 2 afsluttede regnskabsår. Ved skrivelse af 4. august 1989 redegjorde B for baggrunden for selskabets negative driftsresultat og skrev bl.a.

"...

(B's selskabs) negative driftsresultater til og med 1988 skyldes dels den hårde markedskonkurrence og dels et uheldigt køb af en bus ultimo 1986 for kr. 650.000. På grund af en del mangler ved leveringen har bussen aldrig været i drift i selskabet.

Da selskabet på grund af manglerne ikke har betalt ydelserne på bussen, er finansieringsselskabet i marts 1988 indsat i besiddelsen af bussen til en vurderingspris på kr. 555.100.

Udover det direkte tab på kr. 94.900 + advokatomkostninger og egne timer har selskabet siden købet den 23/9 1986 betalt vægtafgift og forsikringer med ca. kr. 30.000 årlig.

På grund af dette uheldige køb har selskabet været nødt til at sige nej til en del kunder, med deraf følgende mindre indtjening og måske tab af kunden fremover.

Indtjeningen for 1989 og fremover forventes at blive positivt, idet selskabet pr. 1/8 1989 har fået tilbudt årlig kørsel på ca. 140.000 kr. for Trafikselskabet (...) Amt. Denne kørsel kræver ikke yderligere buskapacitet. Herudover er selskabet begyndt med at udføre grænsehandelkørsel m.v. hver uge med et positivt resultat. Samtidig kan vi oplyse at vi aldrig har haft så meget kørsel i sommerperioden, som vi har haft i 1989.

Selskabets egenkapital forventes bragt intakt ved konvertering af min mellemregning med selskabet til indskudskapital og kontant indskud.

..."

Den 21. august 1989 indstillede "Turistvognmændene" (brancheorganisation), at B's ansøgning skulle afslås, idet organisationen efter en gennemgang af regnskaberne bl.a. skrev

"...

Selskabet har i samtlige sine 4 regnskabsår haft underskud - de 2 sidste år endda allerede før afskrivninger. I al fald i de sidste 3 regnskabsår har der ikke været udbetalt løn til selskabets direktør. Selskabet har nu en negativ egenkapital på kr. 504.634.

..."

Den 5. september 1989 meddelte Direktoratet for Vejtransport for Persontrafikrådet afslag på ansøgningen med følgende begrundelse

"...

Rådet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at selskabet allerede i første regnskabsår havde tabt mere end halvdelen af sin anpartskapital, og at selskabet de efterfølgende år har haft en negativ egenkapital.

Den 26. januar 1990 fremsendte (B) en ny ansøgning om tilladelse til turist- og bestillingskørsel.

Det fremgik af ansøgningen, at (B) havde stiftet et nyt selskab med sig selv som direktør, og at han ønskede en tilladelse til turist- og bestillingskørsel for det nye selskab.

I en skrivelse af 16. februar 1990 anmodede Direktoratet for Vejtransport (B) om yderligere oplysninger til brug for ansøgningen om tilladelsen.

Oplysningerne blev indsendt den 28. februar 1990 og (B) redegjorde bl.a. for baggrunden for de økonomiske vanskeligheder i det "gamle" selskab. Herudover var vedlagt 2 erklæringer fra (B's) kunder, hvori det bl.a. fremgik, at "alle opgaver har været udført til ... (kunden og kundens gæsters) fulde tilfredshed".

Den 12. marts 1990 indstillede "Turistvognmændene", at B's nye ansøgning skulle afslås. Organisationen skrev

"... vi (indstiller) herved, at ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel afslås, allerede fordi vi ikke finder, at den ansvarlige leder kan anses for fagligt kvalificeret, jfr. Persontrafikrådets beslutning i 1989 om at nægte fornyelse af tilladelsen til turist-og bestillingskørsel til (det gamle selskab) med (B) som ansvarlig leder.

..."

Den 27. april 1990 afslog Direktoratet for Vejtransport B's ansøgning og skrev

"I henhold til lovens § 13, stk. 1, kan tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder de krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde, i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil.

Ansøgningen har været forelagt Persontrafikrådet.

Rådet fandt ikke, at (B) opfylder buslovens krav til faglige kvalifikationer.

Rådet lagde ved sin afgørelse vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske vanskeligheder i den af (B's) tidligere drevne personkørselsvirksomhed, (...), og fandt, at han ikke havde formået at drive virksomheden på en økonomisk forsvarlig måde.

Ansøgningen kan derfor beklageligvis ikke imødekommes".

Herefter klagede B til mig, idet han gjorde gældende, at han havde fået en uretfærdig behandling. B redegjorde udførligt for problemerne omkring indkøbet af nævnte bus til det gamle selskab.

B supplerede klagen den 8. maj 1990 og skrev

"...

I næsten 26 år har jeg drevet min forretning og passet den til punkt og prikke, og i de år har jeg kørt ca. 8 mill. km, uden et eneste uheld som jeg selv har været skyld i. Igennem alle de år har jeg fået én eneste fartbøde på kr. 160,00 og det er det eneste ulovlige jeg nogen side har lavet.

Desværre ser det ud som om, at direktoratet ser mere på ens økonomi, end på hvilke skader man har lavet.

Jeg synes, at direktoratet har givet os så dårlig og langsommelig behandling, og holdt både mig og min advokat hen med snak. Er det typisk, at de "små" i befolkningen får en sådan behandling af det offentlige? Jeg er ikke engang i stand til at passe min forretning.

Jeg beder Dem om at hjælpe os med at fremskaffe vores tilladelser til turist- og bestillingskørsel omgående. Det har kostet os en formue at betale forsikringer, vægtafgift m.m. på 3 busser i ca. 8 måneder, hvor vi ikke har kunnet indkøre penge. Ligeledes har der været mange ubegrundede anmeldelser.

..."

Direktoratet for Vejtransport anførte i sin udtalelse af 23. juli 1990 til mig

"...

I henhold til § 13, stk. 1, i lov om buskørsel, nr. 115 af 29. marts 1978, som er ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, kunne tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder de krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der vedvarende, faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde, i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil. Loven er nu ændret ved lov nr. 364 af 6. juni 1990.

Persontrafikrådet har i visse tilfælde afslået ansøgninger om tilladelse til turist- og bestillingskørsel fra ansøgere, der gennem driften af en tidligere virksomhed har vist, at de ikke var i stand til at drive en buskørselsvirksomhed på økonomisk forsvarlig måde. Rådet fandt i disse tilfælde, at ansøgeren ikke opfyldte buslovens krav i henseende til de fornødne faglige kvalifikationer.

Rådet fandt på mødet den 3. april 1990, at (B) ikke opfyldte buslovens krav til faglige kvalifikationer.

Rådet lagde ved sin afgørelse vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske vanskeligheder i den af (B) tidligere drevne personkørselsvirksomhed, og fandt, at han ikke havde formået at drive virksomheden på økonomisk forsvarlig måde."

(B) fremsatte sine afsluttende bemærkninger den 1. august 1990.

I forbindelse med min behandling af hjemmelsproblemerne i de to sager blev der den 2. november 1990 afholdt et møde på mit kontor med repræsentanter for Vejtransportrådet, Persontrafikrådet, Direktoratet for Vejtransport og Trafikministeriet.

I enslydende skrivelser til Trafikministeriet, Persontrafikrådet og Vejtransportrådet skrev jeg herefter følgende vedrørende hjemmelsspørgsmålet på de to områder

" Vedrørende Vejtransportrådets afgørelse

Vejtransportrådets afgørelse er truffet på baggrund af lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel. Det fremgår af loven, at den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have tilladelse hertil af Vejtransportrådet.

Lovens § 3, der regulerer, under hvilke betingelser en sådan tilladelse kan meddeles, har følgende ordlyd

"Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."

Det er således en betingelse for at få en vognmandstilladelse bl.a., at ansøgere "gør det antageligt, at de vil kunne udøve (vognmandsvirksomhed) på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik indenfor branchen."

I godskørselslovens forarbejder og i den tilhørende bekendtgørelse er dette krav angivet som et vandelskrav. Jeg henviser til den dagældende bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 og til de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Af de specielle bemærkninger til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, fremgår det, at bestemmelsen tænkes anvendt, når en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, som ikke omfattes af § 3, stk. 1, nr. 6, men også ved forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. "Det kan således være oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." (Lovforslag nr. 52. Folketinget 1988-89 side 12).

Direktoratet har under henvisning til § 3, stk. 1, nr. 8, videreført en praksis efter den tidligere lov om godstransport, hvorefter der blev givet afslag på ansøgninger, når ansøgeren har ansvar for tidligere konkurs eller andre økonomiske vanskeligheder ved driften af en vognmandsvirksomhed. Der var da tale om en praksis med hensyn til kravene til ansøgernes faglige kvalifikationer.

Det nærmere indhold af denne praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetninger, særligt årsberetningen for 1981, kapitel VIII og årsberetningen for 1982, kapitel VIII. I årsberetningen for 1981 konkluderes der følgende på side 41

" ...

Generelt kan siges, at hvis de økonomiske vanskeligheder, ansøgeren har haft, har kunnet tilskrives forhold, som den pågældende har været ansvarlig for, og som ved fornuftig drift af virksomheden kunne være undgået, er den pågældende ikke kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed.

Hvis de økonomiske problemer derimod skyldes udefra kommende årsager, som ansøgeren ikke har haft indflydelse på, kan vedkommende ikke lastes derfor, og hvis godstransportlovens øvrige kvalifikationskrav er opfyldt, vil han kunne godkendes til igen at være vognmand. Men der må i hver enkelt sag foretages en konkret bedømmelse på grundlag af samtlige de oplysninger, som det har været muligt for direktoratet og for ansøgeren at tilvejebringe om omstændighederne omkring de økonomiske problemer i den tidligere virksomhed."

Jeg har forstået oplysningerne om Vejtransportrådets praksis således, at der gives afslag på ansøgninger om vognmandstilladelser ikke alene, når ansøgeren i forbindelse med tidligere konkurs/betalingsstandsning m.v. har udvist strafbare eller uredelige forhold, men også hvor ansøgeren - uden at der foreligger noget uredeligt forhold - efter rådets opfattelse ved fornuftig drift kunne have undgået de økonomiske vanskeligheder. Har en ansøger været involveret i en tidligere konkurs og lign., er det i det følgende år "nærmest umuligt" at få de ønskede tilladelser.

Efter min opfattelse er der ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, hjemmel for en praksis af det beskrevne indhold. Der er tale om afgørelser af forholdsvis indgribende karakter - efter omstændighederne indebærer de udelukkelse fra erhverv - og der må tilsvarende stilles krav om tilstedeværelse af en forholdsvis klar hjemmel i loven. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, fremtræder som et (udvidet) vandelskrav, og motiverne peger i overensstemmelse med sædvanlig forståelse af sådanne krav på, at der skal foreligge et subjektivt dadelværdigt forhold.

For at give afslag på en ansøgning om vognmandstilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder må det således efter min opfattelse kræves, at ansøgeren i forbindelse med disse vanskeligheder har udvist en personligt kritisabel adfærd. Det er ikke nok, at ansøgeren har savnet økonomisk og forretningsmæssigt talent. Ved vurderingen af den tidligere adfærd må hovedvægten efter min opfattelse lægges på, om der er sket en (personligt kritisabel) tilsidesættelse af hensynet til virksomhedens kunder. Hertil kommer, at det, svarende til bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, normalt må kræves, at der er nærliggende fare for gentagelse i den nye virksomhed.

For så vidt disse yderligere betingelser efter en konkret vurdering må antages at være opfyldt, rummer bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, efter min opfattelse tilstrækkelig hjemmel til at nægte tilladelse med henvisning til ansøgerens tidligere økonomiske vanskeligheder.

Modsat må det være min opfattelse, at fastholdelse af den nuværende praksis i uændret omfang kræver en lovændring. Jeg skal herefter udtrykkeligt bemærke, at jeg ikke har taget stilling til hensigtsmæssigheden af og det samfundsmæssige behov for en praksis som den omhandlede. Mine betragtninger ovenfor drejer sig alene om de retlige hjemmelskrav.

Vedrørende Persontrafikrådets afgørelse

Persontrafikrådets afgørelse er truffet på baggrund af den dagældende lov om buskørsel , lov nr. 115 af 29. marts 1978. Det fremgik af denne lov, at erhvervsmæssig kørsel med busser krævede tilladelse fra Persontrafikrådet. (Loven er nu ændret, jf. nedenfor).

Lovens § 13, der regulerede, under hvilke betingelser en sådan tilladelse kunne meddeles, havde følgende indhold

"Ministeren for offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov, herunder de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab m.v. såfremt dette er ansøger, jfr. § 12.

Stk. 2. Tilladelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2. Tilladelse kan endvidere nægtes, såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde."

Buslovens regler blev suppleret af den dagældende bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978 vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel.

Kravet om faglig egnethed var reguleret i bekendtgørelsens § 9, der havde følgende indhold

"§ 9. Til brug ved bedømmelsen af ansøgerens faglige kvalifikationer skal ansøgningen indeholde bekræftede oplysninger om ansøgerens hidtidige beskæftigelse og faglige uddannelse.

Stk. 2. For at en ansøger skal kunne anses for fagligt kvalificeret, skal han gennem praktisk erfaring i forbindelse med mindst 3 års beskæftigelse i en virksomhed, der udfører personbefordring, eventuelt suppleret med kursusuddannelse, have opnået kendskab til følgende områder inden for administrationen af en buskørselsvirksomhed

A. For national kørsel

1) De for erhvervets udøvelse gældende forskrifter, herunder lovgivningen om buskørsel, færdselslovgivningen samt reglerne vedrørende arbejdsretlige forhold og arbejdsmiljø.2) Pris- og kalkulationsproblemer.

3) Regnskabsføring.

4) Ansvars- og forsikringsspørgsmål.

B. For international kørsel desuden

5) De for erhvervets udøvelse i international trafik gældende forskrifter.

6) Praksis og formaliteter i forbindelse med passage af landegrænser.

7) EF-medlemslandenes færdselslovgivning i hovedtræk.

Stk. 3. Fra kravet om varigheden af den i stk. 2 omhandlede forudgående beskæftigelse kan der gøres undtagelse, såfremt ganske særlige forhold hos ansøgeren foreligger oplyst.

Stk. 4 . En person, der i henhold til stk. 2 er fagligt kvalificeret til at drive buskørselsvirksomhed, kan efter ansøgning få udstedt attest herom, såfremt han påtænker at etablere sig i et andet EF-land. Attesten udfærdiges af direktoratet for vejtransport."

Som jeg har forstået Direktoratet for Vejtransport eksisterede - og eksisterer - der for meddelelse af tilladelser til buskørsel samme praksis omkring ansøgerens ansvar for økonomiske vanskeligheder i tidligere virksomhed som efter godskørselsloven.

Praksis er udviklet under henvisning til, at en ansøger skulle være fagligt egnet. Hjemmelsgrundlaget skulle således være buslovens § 13, stk.1 , jf. bekendtgørelsens § 9. Hertil skal jeg bemærke, at buslovens § 13, stk. 1, må forstås således, at de nærmere krav til ansøgernes kvalifikationer skal fastsættes i form af retsregler udstedt af ministeren. Det er da også sket ved bekendtgørelse nr. 620, hvor bl.a. de faglige kvalifikationskrav er detaljeret fastlagt.

Lovens ordning og den måde, den er gennemført på i bekendtgørelsen, indebærer efter min opfattelse, at der ikke i tillæg til bekendtgørelsens krav kan stilles yderligere faglige kvalifikationskrav til ansøgerne.

Da den omhandlede praksis vedrørende ansøgere, der tidligere har været i økonomiske vanskeligheder, ikke omfattes af bekendtgørelsen, har denne praksis som helhed - som fagligt krav - efter min opfattelse ikke haft den fornødne hjemmel.

For så vidt som Persontrafikrådet eventuelt måtte anføre bestemmelsen i buslovens § 13, stk. 2 , som lovhjemmel for den omhandlede praksis (" ... udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde."), er der tale om vandelskrav; det vil da være en forudsætning, at der i forbindelse med de tidligere økonomiske vanskeligheder er udvist en subjektivt dadelværdig adfærd. Hjemmelsproblemet vil stille sig på tilsvarende måde som under godskørselsloven, jf. ovenfor s 00.

Jeg har noteret mig, at busloven efter den konkrete sags afgørelse er ændret med virkning fra 1. juni 1990 (lovforslag nr. 120 af 30. maj 1990 om ændring af lov om buskørsel). Der er herefter i buslovens § 12, stk. 1, nr. 6 og nr. 8 optaget bestemmelser, som ganske svarer til vandelskravene på godskørselslovens område. Jeg går ud fra, at den her omhandlede praksis nu utvivlsomt vil blive betragtet som en del af vandelskravene også på buslovens område, og hjemmelsproblemet vil - i mangel af nærmere oplysning - være af helt samme karakter som beskrevet ovenfor i relation til godskørselslovens vandelskrav.

Jeg anmoder om at modtage oplysning om, hvad Trafikministeriet, Vejtransportrådet og Persontrafikrådet agter at gøre i anledning af det jeg har anført som den manglende hjemmel for (dele af) rådenes praksis med hensyn til at nægte tilladelse til ansøgere, der tidligere har været i økonomiske vanskeligheder. Jeg beder samtidig om underretning om, hvad rådene agter at gøre i de to konkrete sager."

Den 14. februar 1991 blev jeg orienteret om, at Vejtransportrådet havde drøftet sagen og sendt en henvendelse til Trafikministeriet, som herefter ville tage stilling til A's sag vedrørende godstransport.

Den 6. marts 1991 modtog jeg en tilsvarende orientering vedrørende B's sag om buskørsel.

Den 2. maj 1991 modtog jeg en udtalelse fra Trafikministeriet, som var bilagt identiske udtalelser af 14. februar 1991 og 6. marts 1991 fra henholdsvis Vejtransportrådet og Persontrafikrådet.

Af ministeriets udtalelse fremgik bl.a. følgende

"...

Ombudsmandens henvendelse er rettet til Vejtransportrådet, Persontrafikrådet samt Trafikministeriet.

Rådene har, efter at have behandlet sagen, meddelt Trafikministeriet deres indstilling i brev af henholdsvis 14. februar og 6. marts 1991.

Vejtransportrådets udtalelse indeholder følgende konklusion, der med de nødvendige tilpasninger nøje svarer til den konklusion, der findes i Persontrafikrådets udtalelse

"Vejtransportrådet er ikke enig med ombudsmanden i disse synspunkter. Rådet mener med sin nuværende praksis nøje at følge de intentioner med hensyn til opstramning af bestemmelserne for adgangen til vognmandserhvervet, der har ligget bag gennemførelsen af den nugældende godskørselslov. I øvrigt er det efter rådets opfattelse ikke specielt tilsidesættelse af hensyn til den tidligere virksomheds kunder, men snarere hensynet til dens kreditorer, herunder det offentlige, der har betydning for rådets vurdering af sådanne sager. Hertil kommer, at den nuværende praksis kan medvirke til at begrænse det samfundsmæssige uønskede "konkursrytteri".

Vejtransportrådet finder det således af væsentlig betydning for sit arbejde, som bl.a. består i at søge en sanering af vognmandserhvervet, at den nuværende praksis kan fortsætte. Hvis dokumenteret mangel på evne til at drive vognmandsvirksomhed ikke må indgå i rådets vurdering, vil en væsentlig del af grundlaget for Vejtransportrådets virksomhed være bortfaldet, og funktionen vil hovedsagelig bestå i vurdering af egentlige lovovertrædelser."

Ministeriet skal herefter besvare ombudsmandens henvendelse på grundlag af Vejtransportrådets og Persontrafikrådets udtalelser i sagen.

Ministeriet har ved flere lejligheder givet udtryk for, at der i såvel godskørselsloven som den ændrede buslov må anses at være tilstrækkelig hjemmel til at de to råd kan fortsætte deres hidtidige praksis vedrørende sager om udøvelse af virksomheden "på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."

Et af hovedformålene i de to love har således netop været en opstramning af kravne til den, der udfører vognmandsvirksomhed og buskørselsvirksomhed, herunder til økonomi, faglige kvalifikationer og redelighed.

Ministeriet har imidlertid taget ombudsmandens kritik og henstilling til efterretning og skal herved meddele, at ministeriet vil tage initiativ til ændring af lov om godskørsel og lov om buskørsel, således at hjemlen på det omhandlede område i de to love kan blive præciseret i overensstemmelse med ombudsmandens henstilling.

Ministeriet har tilstillet medlemmerne af Vejtransportrådet og Persontrafikrådet kopi af dette brev, således at rådenes medlemmer er orienteret om ministeriets indstilling i sagen og således, at rådene kan overveje, hvorvidt dette giver anledning til en genoptagelse af de to konkrete sager, der er blevet indbragt for ombudsmanden."

..."

Jeg meddelte Trafikministeriet, at jeg ikke foretog videre i relation til ministeriet.

Samtidig skrev jeg følgende til Vejtransportrådet vedrørende A's sag

"...

Den 2. maj 1991 modtog jeg en udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse af 6. marts 1991 fra Vejtransportrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu tage initiativ til en lovændring.

Jeg må herefter fastholde, at der efter min opfattelse ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, er hjemmel til at afslå vognmandstilladelse til (A) med den i rådets afgørelse af 9. oktober 1989 anførte begrundelse.

Jeg skal på den baggrund henstille, at rådet nu genoptager (A's) sag og træffer en ny afgørelse vedrørende ansøgningen om tilladelse til godskørsel.

Efter omstændighederne skal jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning om den afgørelse, der træffes.

..."

Endvidere skrev jeg følgende vedrørende B's sag til Persontrafikrådet

"...

Den 2. maj 1991 modtog jeg en udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse af 6. marts 1991 fra Persontrafikrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu tage initiativ til en lovændring.

Jeg må herefter fastholde, at der efter min opfattelse ikke i den dagældende buslovs § 13, stk. 1, sammenholdt med bekendtgørelse nr. 620 af 5. december 1978 (vedr. kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel) var hjemmel til at afslå (B's) ansøgning om tilladelse til turist- og bestillingskørsel med den i rådets afgørelse af 27. april 1990 anførte begrundelse.

Jeg skal på den baggrund henstille, at rådet nu genoptager (B's) sag og træffer en ny afgørelse vedrørende ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel.

Efter omstændighederne skal jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning om den afgørelse, der træffes.

..."

Herefter meddelte Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde genoptaget A's sag. Rådet fandt, at A opfyldte kravene til faglige kvalifikationer i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, og at han kunne få den ønskede tilladelse til godskørsel, såfremt det kunne dokumenteres, at han opfyldte godskørselslovens krav til økonomisk baggrund.

Jeg meddelte herefter Vejtransportrådet, at jeg ikke foretog videre i A's sag.

Vedrørende B's sag modtog jeg fra Direktoratet for Vejtransport meddelelse om, at Persontrafikrådet havde genoptaget B's sag. Rådet fandt, at B opfyldte buslovens krav til faglige kvalifikationer (nu buslovens § 12, stk. 1, nr. 8), og at han kunne få den ønskede tilladelse til turist- og bestillingskørsel, såfremt det kunne dokumenteres, at han opfyldte buslovens krav til økonomisk baggrund.

Jeg meddelte herefter Persontrafikrådet, at jeg ikke foretog videre i B's sag.

Resumé

Vejtransportrådet og Persontrafikrådet havde, under henvisning til en praksis vedrørende fortolkningen af godskørselsloven og den dagældende buslov, afslået at meddele to ansøgere tilladelser til henholdsvis godskørsel og turist- og bestillingskørsel.

Den fulgte praksis indebar, at ansøgere, som tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder, der kunne have været undgået, ikke kunne få køretilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at betingelsen for at opnå tilladelse i de to love var angivet som vandelskrav. Afslag måtte derfor kræve, at der var udvist en personlig, kritisabel adfærd fra ansøgernes side. I de to sager var der ikke tale om en sådan adfærd, men blot om, at ansøgerne af forskellige grunde tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder.

Ombudsmanden fandt bl.a. på den baggrund, at den omhandlede praksis ikke havde hjemmel i lovgivningen. Han henviste herved også til, at der var tale om afgørelser af indgribende karakter, som tilsvarende kræver en forholdsvis klar hjemmel i loven. (J. nr. 1990-236-511 og J. nr. 1990-744-511).