Legislator Case Law & Legislation
O19900025370 DK

Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Udtalelser 1990 253 Valid

§ 7. Stk. 1.

"Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov."

Tvangsfjernelse af et barn medfører - efter en ændring i 1964 af den dagældende lov om børne- og ungdomsforsorg - som udgangspunkt ingen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene.

Indtil den nævnte lovændring anvendtes betegnelsen forældremyndighed for de beføjelser, det daværende børneværn havde med hensyn til gennemførelsen af forsorg for de børn, der var anbragt uden for hjemmet i medfør af de dagældende bestemmelser i lov om børne- og ungdomsforsorg. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes følgende om baggrunden for ændringen, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 674

"...

i. Hensynet til det bedst mulige samarbejde med forældrene såvel med hensyn til forsorgsetablering som med hensyn til gennemførelse af forsorgen uden for hjemmet har ført til, at det foreslås, at man forlader anvendelsen af begrebet forældremyndighed som betegnelse for børneværnets beføjelser.

Børneværnet må fortsat have myndighed til at træffe de fornødne beslutninger vedrørende barnets forhold, men anvendelsen af denne myndighed bør være subsidiær i forhold til forældremyndigheden, således at børneværnet kun træder til med sin afgørelse, såfremt den nødvendige foranstaltning ikke kan træffes i samarbejde med forældrene. Dette indebærer, at forældremyndighedens indehaver fortsat bevarer sin forpligtelse og sin almindelige kompetence, men denne kompetence er begrænset af de specielle regler om børneværnets ret til i påkrævet omfang at træffe nødvendige beslutninger, om nødvendigt imod forældrenes synspunkter.

..."

Om det offentliges beføjelser og forpligtelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet, findes i bistandsloven nu følgende 2 bestemmelser

Udtalelser 1990 253 Valid

§ 66, stk. 4.

"Kommunalbestyrelsen fører med støtte fra amtskommunen løbende tilsyn med barnets ophold under dets ophold uden for hjemmet og træffer bestemmelse om ændret opholdssted, uddannelse og behandling m.v., så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver."

Udtalelser 1990 253 Valid

§ 67, stk. 1.

"Det påhviler kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."

Kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelser er omtalt på følgende måde i Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988

"Det sociale udvalg fører med støtte fra amtskommunens socialcenter løbende tilsyn med barnets forhold under dets ophold udenfor hjemmet og overtager hermed et vidtgående ansvar for barnet. Det påhviler udvalget i samarbejde med amtskommunens social- og sundhedsforvaltning at bestemme opholdssted og at drage omsorg for pleje, opdragelse og uddannelse og i øvrigt træffe bestemmelse om barnets personlige forhold i det omfang, der er fornødent. Bestemmelsen træffes så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver, jfr. § 66, stk. 4.

Forældrene bevarer forældremyndigheden til barnets 18. år, og det sociale udvalg træder således ikke i forældrenes sted i tilfælde, hvor lovgivningen kræver forældres samtykke." (1*)

Spørgsmålet om forældrenes retsstilling under en tvangsanbringelse er i øvrigt bl.a. omtalt i Familieret, v. Jørgen Graversen, DJØF's forlag 1986, navnlig s. 140-142, samt Socialforskningsinstituttets publikation nr. 41 om Forældremyndighed og Børneforsorg v. Vita Pruzan og Jacob Vedel-Petersen, 1970.

På baggrund af de nævnte bestemmelser i bistandsloven må det antages, at forvaltningen i det nødvendige omfang har ret til at træffe dispositioner vedrørende et tvangsanbragt barn, selv om forældrene modsætter sig sådanne dispositioner, og selv om forældremyndigheden som udgangspunkt fortsat er hos forældrene. Jeg henviser herved navnlig til bestemmelsen i lovens § 66, stk. 4, hvoraf det indirekte fremgår, at forvaltningen kan træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, jf. ordene "så vidt muligt".

Forældrene til et tvangsanbragt barn har således ikke uden videre krav på, at forvaltningen indvilger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Der kan efter omstændighederne stilles krav om, at en sådan undersøgelse forudsætter forvaltningens tilladelse.

Ved afgørelsen af, om en tilladelse skal gives, er forvaltningen imidlertid ikke frit stillet. Et afslag vil efter min mening kræve, at forvaltningen kan påvise ganske tungtvejende modstående hensyn, set i forhold til forældrenes forståelige og væsentlige interesse i at tilvejebringe erklæringer (bevismidler) fra en sagkyndig, som er uafhængig af forvaltningen, og som har forældrenes tillid. Det kommer herved tillige i betragtning, at forvaltningen i disse sager ofte vil blive opfattet som en modpart til forældrene, så længe hjemgivelse nægtes. Også almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger taler for, at tilladelser til sådanne undersøgelser gives, medmindre tungtvejende hensyn taler imod. Endelig henviser jeg til de omtalte lovbestemmelsers fremhævelse af, at dispositioner vedrørende barnet så vidt muligt træffes i samarbejde med forældrene.

At en af forældrene ønsket undersøgelse af barnet efter forvaltningens opfattelse ikke er nødvendig efter det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, kan efter det anførte ikke i sig selv begrunde et afslag. Jeg henviser i den forbindelse til bestemmelsen i forvaltningslovens § 21 om en parts ret til at forlange en sags behandling udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Såfremt det for en nærmere bestemt periode er besluttet at afbryde barnets forbindelse med forældrene, jf. bistandslovens § 67, stk. 2, fritager denne afgørelse efter min mening ikke i sig selv for en konkret stillingtagen til, hvorvidt en anmodning fra forældrene om en sagkyndig undersøgelse af barnet skal tillades. Jeg henviser herved til, at bestemmelsen i bistandslovens § 67, stk. 2, må antages alene at vedrøre besøgskontakt, brevkontakt, telefonkontakt eller anden direkte kontakt mellem barn og forældre.

Hvis forvaltningen undtagelsesvis afslår eller ikke fuldt ud imødekommer forældrenes ønske om en undersøgelse af barnet, vil det være ønskeligt, om afgørelser om afslag mv., som meddeles forældrene, er ledsaget af en begrundelse.

Under hensyn til de igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn og unge har jeg samtidig hermed sendt socialministeren og Folketingets Retsudvalg en kopi af denne skrivelse. Jeg går herefter ud fra, at ministeriet vil overveje, hvorvidt der er anledning til lovgivningsmæssigt eller administrativt at præcisere de bestemmelser, som vedrører det generelle spørgsmål om forældrenes retsstilling under en tvangsanbringelse af deres barn."

(1*) Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge pkt. 46.

Udtalelser 1990 253 Valid

Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.

A rettede henvendelse til mig som repræsentant for familien B, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet. Anledningen til henvendelsen var, at K Kommune, Socialcentret S havde afvist A's anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som forældrene havde valgt, og hvis honorar forældrene var indstillet på at betale.

Det fremgik af bilagsmaterialet, at A havde rettet henvendelse til Socialcentret S og bedt om tilladelse til, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig efter forældrenes eget valg. Forvaltningen svarede i breve af 21. og 24. september 1989, at "man for indeværende ikke finder at en sådan undersøgelse ... kan begrundes i socialforvaltningens forpligtelser overfor familiens børn" og at "hensynet til børnene må veje så tungt, at man ikke ønsker børnene præsenteret for personer, der ikke har del i deres behandling."

A anførte, at forvaltningen ved at "monopolisere sagens bevismiddel" herved krænkede Den Europæiske Menneskerettighedskonventions retsprincipper om lige adgang for begge parter til vidneførelse og dokumentation. A fandt afvisningen "så meget desto mere forkastelig, som psykologi så langt fra er en eksakt videnskab, hvorfor dens resultater netop trænger til den ensidige kontrols metode". Endvidere opregnede A antallet af psykologundersøgelser, børnene havde været igennem på forvaltningens initiativ og påpegede, at familien B, som "har at gøre med en modpart, der kan imponere med hele 10 psykologer", ikke kunne få lejlighed til at fremlægge blot een udtalelse vedrørende deres egne børn.

I anledning af henvendelsen bad jeg i et brev af 13. november 1989 Socialcentret S om eventuelt efter drøftelse med den centrale bistandsafdeling at redegøre for baggrunden for centrets holdning til de spørgsmål, A havde rejst. Jeg udbad mig redegørelsen med henblik på en senere drøftelse af sagen og meddelte, at jeg på baggrund af drøftelsen nærmere ville overveje, om jeg fandt grundlag for at undersøge sagen af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

I en udtalelse af 14. marts 1990 anførte Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen i K herefter følgende

"...

Socialcentret (S) meddelte ved skrivelse af 24. september og 17. oktober 1989 afslag på (A's) ønske om yderligere psykologisk/psykiatrisk undersøgelse af børnene. Dette skete under henvisning til, at en undersøgelse som den foreslåede efter socialforvaltningens og forstanderen på børnehjemmet (...) opfattelse ikke tjente børnenes tarv/interesse. Socialforvaltningen fandt ud fra en konkret vurdering, at det på daværende tidspunkt ikke tjente børnenes tarv at præsentere dem for en person, som ikke havde del i deres behandling.

(K) Kommune har i tilsvarende tvangsfjernelsessager, hvor (A) har mødt som bisidder og hvor der ligeledes var fremsat ønske om yderligere psykiatrisk undersøgelse, vurderet den konkrete situation, herunder også accepteret at modtage de af (A)/forældrene ønskede undersøgelser i det samlede sagsmateriale.

Det kan i den konkrete sag oplyses, at børnene er blevet undersøgt af klinisk psykolog (P). (P) er privat praktiserende psykolog og som sådan uafhængig af (K) Kommune.

Socialforvaltningen har selvfølgelig så langt som muligt, samarbejdet med forældremyndighedsindehaverne - også om et ønske om psykologundersøgelse. Det skal imidlertid også vurderes, om en sådan undersøgelse vil være en rimelig belastning for barnet.

Socialforvaltningen har ved tvangsfjernelsen overtaget forsorgen og ansvaret for barnet. Bistandsafdelingen finder derfor, at forvaltningen ud fra en konkret vurdering er berettiget til at meddele afslag på yderligere undersøgelse af børnene, såfremt forvaltningen mener, at en sådan undersøgelse vil skade barnet.

..."

Endvidere havde jeg den 14. maj 1990 et møde med Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen om det generelle spørgsmål om omfanget af forældres adgang til at udøve forældremyndighedsbeføjelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet efter bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke.

I den konkrete sag ønskede forældrene deres børn undersøgt af en psykolog, de selv havde valgt, med det formål at skaffe en erklæring til brug i en sag om ophævelse af foranstaltningen. A oplyste den 4. december 1990 telefonisk over for en af mine medarbejdere, at familiens børn nu var hjemgivet bl.a. på baggrund af en erklæring udarbejdet af et rådgivningscenter, som forældrene havde tillid til.

På denne baggrund fandt jeg ikke anledning til at optage den konkrete sag til undersøgelse efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Sagen har dog givet mig anledning til at overveje det generelle spørgsmål om, i hvilket omfang forældre (dvs. den eller de personer, som har forældremyndigheden over et barn) har ret til på eget initiativ og for egen regning at lade deres barn undersøge af f.eks. en læge på et tidspunkt, hvor barnet er tvangsanbragt uden for hjemmet, og hvor forældrenes formål med undersøgelsen er, uafhængigt af forvaltningen, at skaffe erklæringer med henblik på en hjemgivelse af barnet. Forskelligt herfra er det (beslægtede) spørgsmål om, hvilke undersøgelser forvaltningen skal foretage i sagen som led i det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, herunder hvorvidt forvaltningen skal efterkomme forældrenes ønsker om at få foretaget bestemte sagsoplysningsskridt. Dette spørgsmål - som jeg ikke skal komme nærmere ind på her - er der redegjort for i Betænkning 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, s. 123 ff.

Myndighedsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelse om forældremyndighed

Udtalelser 1990 253 Valid

Resumé

A, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet, fik afslag fra K Kommune på en anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som A havde valgt, og hvis honorar A var indstillet på at betale.

Sagen gav ombudsmanden anledning til generelt at udtale, at tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt ikke medfører nogen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene. Ifølge bistandslovens regler kan forvaltningen træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, idet afgørelser dog så vidt muligt træffes i samarbejde med forældremyndighedens indehaver. Ombudsmanden udtalte, at forældrene til et tvangsanbragt barn således ikke uden videre har krav på, at forvaltningen indvilliger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Ombudsmanden fandt dog, at et afslag måtte kræve ganske tungtvejende modstående hensyn set i forhold til forældrenes interesse i at tilvejebringe erklæringer fra en uafhængig sagkyndig.

Ombudsmanden fandt, at et afslag ikke alene kan begrundes i, at undersøgeren efter forvaltningens opfattelse ikke findes nødvendig efter det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, jf. også forvaltningslovens § 21, eller i, at forbindelsen til forældrene i forvejen er afbrudt for en nærmere periode i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2. (J. nr. 1989-1518-062).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →