Hjemmelsgrundlag for begrænsning af rekursinstansers prøvelse af sociale afgørelser.

Hjemmelsgrundlag for begrænsning af rekursinstansers prøvelse af sociale afgørelser.

Ved to bekendtgørelser af 28. september 1990 (bekendtgørelse nr. 666 og bekendtgørelse nr. 667) foretog Socialministeriet ændringer i bekendtgørelser om forretningsordenen for amtsankenævn og i forretningsordenen for Den Sociale Ankestyrelse (bekendtgørelse nr. 120 og nr. 119 af 28. marts 1985). Ved ændringerne blev klagemyndighedernes prøvelsesret begrænset af følgende bestemmelse

"Ved behandling af skønsmæssige afgørelser ...... tilsidesættes skønnet kun, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt."

Ændringsbekendtgørelserne blev offentliggjort i Lovtidende den 9. oktober 1990 og skulle efter deres ordlyd træde i kraft den 10. oktober 1990.

Bekendtgørelserne nr. 120 og 119 af 28. marts 1985 var udstedt med hjemmel i henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 526 af 13. august 1986 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender § 18b, stk 5, hvorefter Socialministeriet fastsætter amtsankenævnenes forretningsorden og lovbekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986 om Den Sociale Ankestyrelse § 2, stk. 2, hvorefter Den Sociale Ankestyrelses forretningsorden fastsættes af socialministeren.

Ved skrivelse af 26. oktober 1990 anmodede ombudsmanden til brug for overvejelser om, hvorvidt der var grundlag for i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at iværksætte en undersøgelse af egen drift, Socialministeriet om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for de nævnte bekendtgørelser af 28. september 1990. Ombudsmanden bad særligt Socialministeriet udtale sig om, på hvilket retligt grundlag, der efter ministeriets opfattelse var hjemmel til at fravige den almindelige forvaltningsretlige regel, hvorefter en rekursmyndigheds prøvelse af underinstansens afgørelse er en fuldstændig efterprøvelse af hele sagens faktum og af alle sagens retlige spørgsmål (sagens jus) -og i forlængelse heraf en stillingtagen til den konkrete subsumption i sagen.

Sagen drøftedes herefter telefonisk med Socialministeriet.

Den 31. oktober 1990 besvarede socialministeren i Folketinget spørgsmål nr. S 93 (Folketingstidende, forhandlingerne spalte 1273 ff), som havde følgende ordlyd

"Med hvilken hjemmel har ministeren ændret forretningsordenen for amtsankenævnene på en sådan måde, at den begrænser nævnets muligheder for at omgøre afgørelser i sager om klager over kommunale afgørelser?"

Socialministeren udtalte bl.a. under debatten

"Svaret er, at socialministeren efter bistandsloven kan fastsætte nærmere regler for behandling af klagesager, samtidig med at den sociale styrelseslov afgiver hjemmel til at fastsætte en forretningsorden for ankeinstanserne.

Disse 2 bemyndigelser udgør efter min opfattelse et tilstrækkeligt grundlag for, at jeg som minister kan indskærpe overfor ankeinstanserne, hvad de bør lægge vægt på ved sagsbehandling...

Men da der nu fra forskellig juridisk side ... er rejst tvivl om, hvorvidt der er tilstrækkelig hjemmel til at give disse regler i forretningsordenen, har jeg besluttet mig for at trække bekendtgørelserne tilbage indtil videre...."

Ved bekendtgørelserne nr. 749 og nr. 750 af 9. november 1990 om ændring af bekendtgørelse af forretningsorden for henholdsvis amtsankenævnene og Den Sociale Ankestyrelse ophævede socialministeren bekendtgørelserne nr. 666 og 667 af 28. september 1990 med virkning fra den 10. oktober 1990.

Ombudsmanden meddelte herefter Socialministeriet, at han ikke foretog videre i sagen.

Resumé

Efter at ombudsmanden havde anmodet Socialministeriet om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for to bekendtgørelser, hvorved ministeriet begrænsede Den Sociale Ankestyrelses og amtsankenævnenes prøvelse af sociale afgørelser, ophævede Socialministeriet de nævnte bekendtgørelser. (J. nr. 1990-1458-059).