Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.

§ 13, nr. 3, giver uanset bestemmelserne i § 12 ret til aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når

"dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder."

(Tilsvarende er partshøringspligten i forvaltningslovens § 19 knyttet til oplysninger vedrørende "sagens faktiske omstændigheder").

Justitsministeriet har i en notits af 4. marts 1988 om adgang til aktindsigt i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser (om end under tvivl) givet udtryk for den opfattelse, at den del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører det rent lægefaglige skøn, kan undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1 (og den tilsvarende bestemmelse i offentlighedslovens § 7). Justitsministeriet lagde vægt på, at lægekonsulenterne er tilknyttet ankestyrelsen i et egentligt ansættelsesforhold. Justitsministeriet anførte nærmere

"...

Der kan også trækkes en parallel til den nye bestemmelse i offentlighedslovens § 8, nr. 3. Efter denne bestemmelse omfatter retten til aktindsigt uanset bestemmelsen i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder. På den baggrund er besigtigelsesrapporter, analyserapporter og andre tilsvarende rapporter antaget at være omfattet af retten til aktindsigt. Det gælder også, selv om rapporterne indeholder subjektive skøn fra den pågældende sagkyndige medarbejder.

I det foreliggende tilfælde må der imidlertid lægges afgørende vægt på, at de lægefaglige konsulenter er tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse i et egentligt ansættelsesforhold. De lægefaglige udtalelser indgår i ankestyrelsens behandling af sagen på principielt samme måde som juridiske udtalelser om sagens eventuelle retlige problemer. Lægekonsulenternes udtalelser adskiller sig principielt ikke fra de udtalelser af faglig karakter, der afgives af ansatte biologer til brug for Miljøstyrelsens afgørelser i miljøklagesager eller af ansatte ingeniører til brug for Justitsministeriets afgørelse af sager af bilteknisk karakter. På den baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at også den del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører et rent lægefagligt skøn, kan undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, og offentlighedslovens § 7.

Indeholder lægekonsulentens udtalelse oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter, f.eks. telefonisk indhentede supplerende helbredsoplysninger, skal disse oplysninger ekstraheres, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2, og offentlighedslovens § 11. Indhentes der til brug for sagen en speciallægeerklæring eller i øvrigt erklæringer fra sagkyndige, der ikke er i et egentligt ansættelsesforhold til ankestyrelsen, men som virker som selvstændige, vil en sådan erklæring ikke kunne undtages som et internt arbejdsdokument."

Den del af lægekonsulentudtalelsen, der vedrører det lægefaglige skøn, er således ikke anset for omfattet af begrebet "sagens faktiske omstændigheder" i § 12, stk. 2. Med udgangspunkt i denne opfattelse kan der heller ikke antages at være ret til aktindsigt efter § 13, nr. 3 (eller partshøringspligt efter § 19), for så vidt angår den lægefaglige vurdering i konsulentudtalelserne.

Problemet om afgrænsning af begrebet "sagens faktiske omstændigheder" er omtalt i Juridisk Grundbog, Forvaltningen, 4, s. 151, hvor det er anført, at andre myndigheders eller særligt sagkyndiges kvalifikation af faktum er omfattet af begrebet. Til belysning nævnes, at de i en pensionssag (og tilsvarende en arbejdsskadesag) indhentede speciallægeerklæringer er omfattet, men at de af ankestyrelsen ansatte lægekonsulenters vurderinger ikke er det.

Jeg kan tilslutte mig den opfattelse, der er kommet til udtryk de nævnte steder, hvorefter der ikke kan antages at eksistere en ret til aktindsigt efter forvaltningsloven i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser, der alene indeholder konsulentens egne vurderinger af et foreliggende skriftligt materiale.

2. Mine overvejelser om, hvorvidt der på grundlag af "god forvaltningsskik" bør gives aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne (og foretages partshøring vedrørende disse) har taget udgangspunkt i den fremgangsmåde, som anvendes ved domstolene, hvor alle faglige vurderinger -som ikke kommer fra rettens egne fagkyndige medlemmer (f.eks. de børnesagkyndige meddommere i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet, jf. bistandslovens § 130) - fremlægges for retten og sagens parter og er genstand for procedure.

Ankestyrelsens lægekonsulenter er ikke medlemmer af afgørelsesmyndigheden, som bl.a. efter sin sammensætning til en vis grad kan betegnes som domstolslignende.

Opstillingen af en grundsætning om krav på aktindsigt og partshøring i vurderinger afgivet af lægekonsulenter i ankestyrelsen måtte som udgangspunkt udstrækkes til også at gælde alle andre faglige vurderinger afgivet af "specialister" ansat af myndigheden og ville dermed få meget betydelige praktisk-administrative konsekvenser. Endvidere ville der kunne blive tale om en til tider vanskelig grænsedragning mellem på den ene side fagkyndige og på den anden side almindelige sagsbehandlere ("generalister").

Også den mulighed at begrænse grundsætningen til domstolslignende forvaltningsmyndigheder ville frembyde væsentlige grænsedragningsproblemer.

Dertil kommer, at det retssikkerhedsmæssigt begrundede behov for aktindsigt og partshøring i sådanne interne fagkyndige vurderinger i et ikke uvæsentligt omfang vil være dækket ved myndighedernes efterlevelse af de gældende krav til udformningen af en fyldestgørende begrundelse for en afgørelse, idet det af begrundelsen nærmere skal fremgå, såfremt den pågældende vurdering har været af væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24.

På baggrund af det anførte har jeg fundet ikke at burde fremkomme med en udtalelse gående på, at aktindsigt i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser bør gives på grundlag af god forvaltningsskik. Jeg har herved også lagt vægt på, at de konsekvenser, som en sådan udtalelse ville få, gør problemet egnet til i givet fald at blive reguleret lovgivningsmæssigt.

Jeg vil endnu en gang præcisere, at ovenstående alene vedrører den del af lægekonsulentudtalelserne, som indeholder en rent lægefaglig vurdering. Oplysninger om sagens faktiske omstændigheder er omfattet af retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 2.

3. Uanset at ankestyrelsen hverken retligt eller på grundlag af god forvaltningsskik er forpligtet til at give en part indsigt i en "ren" lægekonsulentudtalelse, kan der være grund til at understrege, at ankestyrelsen som udgangspunkt er berettiget til at give parten denne indsigt i henhold til princippet om "meroffentlighed", f.eks. i forbindelse med partshøring forud for afgørelsen eller som svar på en anmodning om aktindsigt. Det vil efter min opfattelse navnlig være velbegrundet at imødekomme partens ønske i de tilfælde, hvor lægekonsulentudtalelsens indhold må forventes at skulle indgå eller er indgået som en del af den begrundelse, der skal ledsage afgørelsen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Jeg har gjort ankestyrelsen bekendt med min opfattelse.

4. Jeg har modtaget kopi af lægekonsulentudtalelsen i A's sag (i form af referat af mødet i ankestyrelsen, hvori lægekonsulenten deltog) og kan herefter ikke kritisere, at ankestyrelsen ikke har fundet, at der var krav på aktindsigt efter § 12, stk. 2.

De har med kopi af ankestyrelsens udtalelse af 22. februar 1990 modtaget oplysning om navnet på den medvirkende lægekonsulent.

I anledning af Deres spørgsmål i skrivelsen af 6. april 1990 har en af mine medarbejdere været i telefonisk kontakt med ankestyrelsen, som oplyste, at ankestyrelsen som en selvfølge aldrig anvender samme lægekonsulent(er), som har været anvendt i Arbejdsskadestyrelsen, eller i øvrigt lægekonsulenter, som på anden måde har afgivet vurderinger i en konkret sag.

Herefter har jeg ikke grundlag for at foretage videre i sagen."

Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.

A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens (nu Arbejdsskadestyrelsen) afgørelse, hvorefter A's opløsningsmiddelforgiftning fortsat ikke kunne give ham ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven. Sikringsstyrelsen havde tidligere afvist at henføre tilfældet under loven, hvilket ankestyrelsen havde tiltrådt.

Ankestyrelsens (og Sikringsstyrelsens) seneste afgørelse var truffet efter, at Arbejdsmedicinsk Klinik på Århus Kommunehospital i december 1988 havde anmodet om genoptagelse af sagen på grundlag af en undersøgelse af A på klinikken i løbet af sommeren 1988 og en arbejdspsykologisk undersøgelse af 25. juli 1988.

Som begrundelse for afgørelsen anførte ankestyrelsen, at det fortsat ikke fandtes godtgjort, at A's lidelse skyldes hans arbejde som lønmodtager i perioden 1944-62. Ankestyrelsen lagde vægt på, at A havde været selvstændig i en længere periode end lønmodtagerperioden, samt at symptomerne på en varig lidelse først syntes opstået mere end 20 år efter starten som selvstændig. Ankestyrelsen henviste i afgørelsen til en analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2. I en senere skrivelse til A havde ankestyrelsen yderligere uddybet afgørelsen. Ankestyrelsen afslog i denne skrivelse A's anmodning om at få oplyst navn på de lægekonsulenter, der havde medvirket ved sagens behandling samt hans anmodning om aktindsigt i konsulentudtalelserne; ankestyrelsen henviste vedrørende spørgsmålet om aktindsigt til forvaltningslovens § 12, stk. 1.

I klagen til mig henviste A til sagens oplysninger om de faktiske forhold, hvorunder A's arbejde er foregået dels i lønmodtagerperioden, dels i perioden som selvstændig. Han fandt ikke, at den lille forskel i periodernes længde eller deres tidsmæssige placering kunne være afgørende. Om afslaget på aktindsigt i lægekonsulentundersøgelserne henviste A til forvaltningslovens § 12, stk. 2, og § 13, stk. 3.

Det fremgik af sagsmaterialet, at A, som er født i 1926, i årene fra 1944 til 1962 arbejdede som ansat maler, heraf 12½ år med sprøjtelakering. Herefter havde han i 25 år været selvstændig malermester. En nærmere beskrivelse af hans arbejdsforhold i disse perioder fremgik af journalblad af 21. juni 1988 fra Arbejdsmedicinsk Klinik. I journalbladet og i den arbejdspsykologiske undersøgelse af 25. juli 1988 var A's forgiftningssymptomer gennem årene beskrevet.

I anledning af klagen anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse og bad i den forbindelse ankestyrelsen udtale sig om, hvorvidt det måtte antages, at A's sag havde fået et andet udfald, hvis sagen var blevet afgjort efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2. Endvidere anmodede jeg i en senere skrivelse ankestyrelsen om at udtale sig om det, A havde anført om muligheden for at modtage kopi af lægekonsulentudtalelserne eller i det mindste få oplyst navnene på disse. Jeg bad om at modtage kopi af udtalelserne fra styrelsens lægekonsulenter.

Den Sociale Ankestyrelse anførte i en udtalelse af 22. februar 1990

"...

Til ombudsmandens spørgsmål om, hvorvidt det må antages, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis den var blevet afgjort efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, bemærkes følgende.

Ankestyrelsen finder ikke, at afgørelse i en arbejdsskadesag ud fra en analog anvendelse af lovens § 6, stk. 2, udelukker anvendelsen af § 10, stk. 2.

Men anvendelsen af § 10, stk. 2, må ses i sammenhæng med, om en række betingelser i forbindelse med anerkendelse af opløsningsmiddelforgiftningslidelser samtidig er opfyldt.

Afgørelsen af, om der er grundlag for at anerkende en opløsningsmiddelforgiftningslidelse hos en person, der har været udsat for opløsningsmidler dels som ansat dels som selvstændig beror på en konkret vurdering, hvori følgende forhold alle bør indgå

- længden af perioderne henholdsvis som ansat og selvstændig

- ekspositionens omfang i disse perioder

- akutte forgiftningstilfælde i perioderne

- tidspunktet for de varige symptomers opståen i forhold til de to ansættelsesperioder.

Som udgangspunkt vil en anerkendelse blive afvist, når selvstændighedsperioden har en sådan karakter, at pågældende under samme forhold for en ansat ville blive anset for forsikringspligtig arbejdsgiver, jf. § 6, stk. 2, mens der omvendt bør ske anerkendelse med forbehold for selvstændighedsperioden, hvis det pågældende beskæftigelsesforhold for en ansat ville føre til en fordeling efter arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 3.

Endvidere vil konstatering af varige symptomer efter mere end 10 års arbejde som selvstændig, hvor selvstændighedsperioden ligger senest, normalt tale imod anerkendelse.

Er der efter de ovenfor anførte retningslinier grundlag for at anse en lidelse for opstået i en periode som lønmodtager, vil der være en formodning for, at den konstaterede lidelse er en følge af arbejdsforholdene, jf. § 10, stk. 2. D.v.s. at den pågældende person har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes lidelse skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Ankestyrelsen har senest på et principielt møde 14. februar 1990 lagt de anførte retningslinier til grund ved behandlingen af en sag om anerkendelse af en opløsningsmiddelforgiftningslidelse hos en person der havde arbejdet, dels som ansat, dels som selvstændig.

I anledning af ombudsmandens anmodning om ankestyrelsens bemærkninger til det af (A) anførte om muligheden for at modtage kopi af udtalelser fra ankestyrelsens lægekonsulenter, herunder i det mindste at få oplyst navnene på de lægekonsulenter, der har udtalt sig, skal ankestyrelsen først bemærke, at afvisningen heraf hviler på en mangeårig praksis i ankestyrelsen, som der er gjort rede for i ankestyrelsens skrivelse af 23. oktober 1989 til (A).

Spørgsmålet om aktindsigt i lægekonsulentudtalelser samt oplysning om hvilke lægekonsulenter, der har deltaget i behandlingen af sagerne i ankestyrelsen, har på baggrund af denne sag og lignende sager været genstand for principielle overvejelser i ankestyrelsen.

Ankestyrelsen har herefter besluttet foreløbigt som et forsøg efter anmodning herom at give oplysning om, hvilken eller hvilke læger der har medvirket under en sags behandling i ankestyrelsen.

Under henvisning hertil vedlægges en oversigt over ankestyrelsens lægekonsulenter med angivelse af, hvem der har deltaget ved behandlingen af sagen.

Ankestyrelsen må derimod fortsat fastholde, at lægekonsulenters udtalelser må anses for interne arbejdsdokumenter, som er undtaget fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1."

Efter at have modtaget kopi af ankestyrelsens udtalelse fastholdt A, at der ikke var taget hensyn til de faktiske oplysninger - om A's arbejdsforhold i de forskellige arbejdsperioder og symptomerne på forgiftningslidelse - som fremgik af akterne fra Arbejdsmedicinsk Klinik. A ønskede endvidere oplyst, om den samme lægekonsulent havde medvirket ved sagens behandling i Sikringsstyrelsen og i ankestyrelsen.

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til A

"Ad spørgsmålet om anerkendelse af A's lidelse som en arbejdsskade

Ifølge § 9, nr. 3, i arbejdsskadeforsikringsloven er arbejdsskade bl.a. defineret som "erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10".

Lovens § 10, stk. 1-3, har følgende indhold

"Som erhvervssygdom anses sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Chefen for arbejdsskadestyrelsen fastsætter, hvilke sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun anses for erhvervssygdomme, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.

Stk. 2. En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Stk. 3. Ydelser efter loven kan tillige tilkendes for andre sygdomme end erhvervssygdomme, ..."

Sygdomme forårsaget af kemiske produkter med indhold af organiske opløsningsmidler er omfattet af den i § 10, stk. 1, nævnte fortegnelse over erhvervssygdomme, jf. Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 (tidligere bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986).

Arbejdsskadeforsikringsloven omfatter ikke skader pådraget i forbindelse med arbejde som selvstændig, (lovens § 1).

Den Sociale Ankestyrelse har i sin afgørelse henvist til en analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2. Denne bestemmelse har følgende indhold

"Forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10, er arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i anden virksomhed."

Det principielle møde den 14. februar 1990, som Den Sociale Ankestyrelse omtaler i sin udtalelse af 22. februar 1990, vedrørte en sag, hvori jeg havde henstillet til ankestyrelsen at genoptage en lignende sag og i den forbindelse bl.a. havde anført

"Bestemmelsen (§ 6, stk. 2; tilføjet her) blev oprindelig indsat i den dagældende lov om ulykkesforsikring ved lov nr. 96 af 25. marts 1959.

Det må antages, at bestemmelsens formål er ud fra forsikringsmæssige grunde at udpege én bestemt forsikringspligtig arbejdsgiver ved erhvervssygdomme, hvor det ellers kunne komme på tale at operere med mange forsikringspligtige arbejdsgivere svarende til de virksomheder, hvori skadelidte havde været udsat for relevant skadelig påvirkning. Det er naturligvis en administrativt enkel løsning at udpege én arbejdsgiver som den forsikringspligtige, og bestemmelsen skal ses på denne baggrund.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2, kan derimod efter min opfattelse ikke forstås således, at bevisbyrdereglen i lovens § 10, stk. 2, ikke gælder, blot fordi skadelidte afslutter sit erhvervsaktive liv med en selvstændighedsperiode. ..."

Jeg vedlægger til orientering kopi af et uddrag af ankestyrelsens afgørelse i denne sag, meddelt i skrivelse af 21. februar 1990.

Af ankestyrelsens skrivelse af 21. februar 1990 fremgår det, at ankestyrelsen efter at have modtaget en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og Socialministeriet tilsluttede sig den opfattelse, som jeg havde givet udtryk for, hvorefter bestemmelsen i § 6, stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2. Ankestyrelsen anførte herefter, at afgørelser om skader hos personer, som både har arbejdet som ansat og senest har været selvstændig, bør træffes efter en konkret vurdering, hvor der ved vurderingen bør lægges vægt på

"...

1) Længden af perioderne som henholdsvis ansat og selvstændig

2) ekspositionens størrelse i disse perioder

3) akutte forgiftningstilfælde i perioderne

4) symptomdebut i forhold til de to ansættelsesperioder ..."

Ankestyrelsens afgørelse er offentliggjort i Sociale Meddelelser, U nr. 5/1990.

Jeg tog ... det, som ankestyrelsen havde oplyst i skrivelsen af 21. februar 1990, til efterretning.

Afgørelsen af, hvorvidt en lidelse kan anerkendes som en erhvervssygdom efter § 10, stk. 2, - herunder om den efter en konkret vurdering, jf. ankestyrelsens udtalelse i forbindelse med spørgsmålet om analog anvendelse af § 6, stk. 2, kan anses for pådraget under arbejdet som lønmodtager eller under en periode som selvstændig - beror på en skønsmæssigt præget vurdering af navnlig lægelig karakter.

En sådan vurdering er jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - normalt afskåret fra at efterprøve. Hertil kommer, at jeg savner forudsætning for at tage stilling til spørgsmålet, som kræver lægelig sagkundskab.

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse (bl.a.) lagt vægt på, at symptomer på en varig lidelse først har vist sig hos (A) efter en længere periode som selvstændig.

Jeg finder ikke at have grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse, hvorefter (A's) lidelse ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 10, stk. 2.

Ad spørgsmålet om aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne i ankestyrelsen

Ankestyrelsens afslag på aktindsigt er begrundet med en henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 12, stk. 1.

Den Sociale Ankestyrelses læge- (og tandlæge-)konsulenter er ansat af ankestyrelsen som faglige konsulenter. De afgiver udtalelser til brug for ankestyrelsens behandling af (bl.a.) arbejdsskadesager enten i form af en skriftlig udtalelse eller som en mundtlig vurdering i forbindelse med deltagelse i det møde, hvori afgørelsen træffes. Lægekonsulentens opgave er alene at foretage en (lægefaglig) vurdering af sagens oplysninger, navnlig de indhentede lægelige erklæringer.

Sagen har givet mig anledning til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser efter bestemmelserne i forvaltningsloven eller på grundlag af "god forvaltningsskik".

1. Forvaltningslovens § 12 har følgende indhold

"Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til egen brug ved behandlingen af en sag. ...

Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel."

Resumé

A havde arbejdet i 18 år som lønmodtager og i 25 år som selvstændig malermester. Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anerkendte ikke hans opløsningsmiddelforgiftning som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringsloven med henvisning til en analogi af lovens § 6, stk. 2. A klagede over afgørelsen og DSA's afslag på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser med henvisning til forvaltningslovens § 12, stk. 1.

I overensstemmelse med en opfattelse - som ombudsmanden tidligere havde givet udtryk for, og som DSA havde tilsluttet sig - hvorefter § 6, stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2, anførte DSA i en udtalelse til ombudsmanden, at afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering med vægt på nogle nærmere angivne hensyn.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere DSA's afgørelse foretaget efter den nævnte konkrete vurdering.

Sagen gav ombudsmanden anledning til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser efter forvaltningsloven eller på grundlag af god forvaltningsskik. Han fandt herefter ikke, at der eksisterer en sådan ret til aktindsigt, men tilføjede, at der efter omstændighederne bør gives aktindsigt efter "meroffentlighedsprincippet". (J. nr. 1989-1579-031).