Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget bevilget friplads.

§ 5. Det sociale udvalg giver forældrene underretning om, på hvilket indtægtsgrundlag betalingen er bortfaldet eller nedsat, samt om reglerne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Forældrene har pligt til at underrette det sociale udvalg om varige ændringer i årets løb i indtægter eller andre forhold, der har betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af betalingen.

Stk. 3. En indtægtsfremgang på under 20 pct. giver i almindelighed ikke anledning til en regulering af betalingen. I øvrigt kan betalingen reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold har ændret sig."

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at friplads som udgangspunkt beregnes på grundlag af den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt, som forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige indtægt, f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, skal der dog efter bestemmelsens 2. pkt. i stedet træffes afgørelse efter en samlet vurdering af familiens økonomiske og sociale forhold (forventet fremtidig indtægt).

Den Sociale Ankestyrelse har i en afgørelse, der er refereret i SM 0-45-86 (sag 2), anset bl.a. inventarafskrivninger ud over 10% i en landbrugsbedrift for specielle skattetekniske fradrag i relation til beregning af friplads efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Under sagens behandling har myndighederne lagt til grund, at inventarafskrivninger på over 10% i (A's) virksomhed må betragtes som specielle skattetekniske fradrag i henhold til bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Da De ikke over for mig har bestridt denne regelanvendelse, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at foretage en nærmere efterprøvelse heraf. I det følgende lægger jeg således til grund, at (A) for 1987 faktisk har modtaget friplads, som han ikke har været berettiget til.

Spørgsmålet er herefter, om den for lidt erlagte betaling kan kræves efterbetalt. Dette skal bedømmes på grundlag af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, samt almindelige socialretlige principper for tilbagebetaling af ydelser, der er modtaget uretmæssigt.

Da inventarafskrivninger ud over 10% ikke anerkendes ved beregningen af friplads efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er oplysning herom relevant ved beregningen og dermed for så vidt omfattet af oplysningspligten efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

I en sag, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for året 1977, s. 553 ff, udtalte Socialstyrelsen sig om fortolkningen af tilbagebetalingsreglerne i den dagældende bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. Styrelsen udtalte, at afgørelsen af, om der skulle kræves efterbetaling (når betingelserne vedrørende indtægtsfremgang i øvrigt var opfyldte) måtte bero på et konkret skøn, hvori bl.a. indgik, at den pågældende "ikke mod bedre vidende havde oppebåret friplads, ...", se s. 558, 1. sp.

Bestemmelsen i § 5, stk. 3, i bekendtgørelse 848/1986 om regulering med tilbagevirkende kraft må i øvrigt efter min opfattelse - i mangel af holdepunkter for det modsatte - fortolkes i overensstemmelse med den almindelige regel i bistandslovens § 25, nr. 1, om tilbagebetaling af ydelser efter loven, hvorefter krav om tilbagebetaling forudsætter et subjektivt dadelværdigt forhold hos ydelsesmodtageren. Jeg henviser også til højesteretsdommen i UfR 1988, s. 1017, kommenteret i UfR 1989 B, s. 227 ff.

Efterbetalingskravet over for (A) er opstået som følge af, at han faktisk har oppebåret friplads, som han ikke har været berettiget til. Årsagen hertil er, at (A) i forbindelse med udarbejdelse af regnskab for dette år har foretaget inventarafskrivninger ud over 10%.

(A) er orienteret om indholdet af reglerne i bekendtgørelse 848/1986, herunder om § 4, stk. 2, hvorefter "specielle skattetekniske fradrag" kan føre til en fravigelse af udgangspunktet om beregning på grundlag af den aktuelle skattepligtige indtægt. Ved kommunens meddelelse af 11. december 1985 om ændringer for året 1985 er (A) endvidere orienteret om visse af disse specielle skattetekniske fradrag, som ikke kan lægges til grund ved beregningen af friplads (uanset at de anerkendes ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt). Efter de for mig foreliggende oplysninger ses (A) imidlertid ikke forud for kommunens afgørelse af 3. februar 1989 at være orienteret om, at inventarafskrivninger ud over 10% ikke anerkendes i relation til fripladsberegning efter § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at kommunen faktisk kunne have orienteret (A) herom i meddelelsesskrivelsen af 12. december 1986 om beregningsgrundlaget for året 1987, sammenhold kommunens orientering i meddelelser året før om visse skattetekniske fradrag.

På denne baggrund mener jeg ikke, at det kan bebrejdes (A), at han ikke gav oplysninger om de foretagne inventarafskrivninger ud over 10%, eller at det i øvrigt kan lægges til grund, at (A) har modtaget fripladsen mod bedre vidende.

Herefter kan jeg ikke anse betingelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, for at kræve efterbetaling for opfyldte."

Jeg gjorde Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og henstillede samtidig, at ankestyrelsen overvejede sagen på ny. Jeg udbad mig underretning om resultatet af ankestyrelsens fornyede overvejelser.

Den Sociale Ankestyrelse traf herefter afgørelse om at ændre sin tidligere afgørelse, således at kommunen ikke kunne kræve efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året 1987.

Jeg meddelte herefter ankestyrelsen, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog videre i sagen.

Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget bevilget friplads.

En advokat klagede over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, hvorefter B Kommune kunne kræve efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året 1987.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A, der er selvstændig erhvervsdrivende, efter ansøgning herom i december 1983 fik bevilget indtægtsbestemt friplads. For året 1987 forelå ikke ny ansøgning, idet kommunen selv regulerede størrelsen af fripladser på grundlag af de oplysninger, som kommunen indhentede fra skattevæsenet. Fripladsmodtagere orienteres om ændringerne, og grundlaget for beregningen af fripladsen gennem en "Meddelelse om ændring af betaling for ophold i daginstitution".

I forbindelse med ansøgningen om friplads og de efterfølgende meddelelser om ændring var A gjort bekendt med reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner, herunder beregningsgrundlaget (bekendtgørelsens § 4, stk. 2) og pligten til at oplyse kommunen om ændringer i indtægten (§ 5, stk. 2). I den meddelelse, som kommunen udsendte den 11. december 1985, var A endvidere gjort bekendt med, at "henlæggelse til investeringsfond, overført underskud fra tidligere år, forskudsafskrivning samt indskud på etableringskonto ikke kan benyttes til nedsættelse af den skattepligtige indkomst m.v. ved beregning af friplads".

A's friplads for året 1987 blev beregnet på grundlag af en skattepligtig indtægt ifølge forskudsregistrering på i alt 87.119 kr., hvorefter der blev ydet 55% friplads.

I forbindelse med kommunens kontrol af fripladser for året 1987 udviste årsopgørelsen en skattepligtig indtægt på 48.116 kr., men ved en gennemgang af A's årsregnskab blev der konstateret skattetekniske fradrag, der medførte forhøjelse af indkomsten, således at beregningsgrundlaget retteligt udgjorde 174.647 kr. Herefter havde A ikke været berettiget til sin friplads. Beregningsgrundlaget fremkom således

- skattepligtig indtægt .kr. 48.116

- fald nedskrivning på varelagre ..kr. 500

- inventarafskrivninger på over 10% .. kr. 127.081

beregningsgrundlag kr. 174.647

I den anledning fremsatte kommunen i skrivelse af 3. februar 1989 krav over for A om efterbetaling af i alt 2.463 kr. Kommunen oplyste, at visse skattetekniske fradrag ikke kunne benyttes til nedsættelse af den skattepligtige indtægt ved beregning af friplads og vedlagde en fortegnelse over disse fradrag. I A's tilfælde beroede forhøjelsen af indtægten, som det fremgik ovenfor på, at kommunen ikke anerkendte inventarafskrivninger ud over 10%.

A's revisor klagede til Amtsankenævnet for Nordjyllands Amt over kommunens afgørelse.

På et møde i amtsankenævnet i august 1989 traf nævnet afgørelse om at ændre kommunens afgørelse. I nævnets skrivelse herom af 21. august 1989 var anført følgende begrundelse for afgørelsen

"Nævnet er enig med kommunen i, at inventarafskrivninger på over 10% - uanset at de anerkendes ved fastsættelsen af den skattepligtige indtægt - må betragtes som specielle skattetekniske fradrag, som ikke kan medtages ved beregning af daginstitutionsbetaling, jfr. betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. De har derfor ikke været berettiget til friplads for Deres børn i 1987.

Nævnet skal imidlertid bemærke, at det forhold, at bevillingen efterfølgende viser sig at have været forkert ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde et krav om efterbetaling. Betingelsen herfor er, at ansøgeren har givet urigtige oplysninger eller at der efterfølgende er sket ændringer i indtægter eller andre forhold, der har betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af betalingen, jfr. betalingsbekendtgørelsens § 5, stk. 2 og stk. 3.

I Deres tilfælde havde kommunen ved skrivelse af 12. december 1986 bevilget 55% friplads fra 1987 på grundlag af en forskudsregistreret indtægt på kr. 87.119. Den endelige skattepligtige indtægt fra 1987 udgjorde kr. 48.116. Der er således ikke sket nogen stigning i indtægten, hvorfor der ikke på dette grundlag kan stilles krav om efterbetaling.

Den fejlagtigt beregnede friplads skyldes således ikke urigtige oplysninger fra Deres side eller ændringer i forholdene, men beror alene på en forvaltningsfejl, idet kommunen ved bevillingen ikke har taget højde for de skattetekniske fradrag. Nævnet finder, at ansvaret for denne fejl ikke kan pålægges Dem og ophæver derfor kommunens krav om efterbetaling."

I en skrivelse, modtaget den 21. september 1989, anmodede B Kommune Den Sociale Ankestyrelse om at optage sagen til behandling. Til støtte for at sagen var principiel, henviste kommunen bl.a. til, at skattetekniske fradrag normalt først aftales mellem skatteyder og revisor, når en virksomheds bruttoregnskabsresultat er kendt. Kommunen var derfor af den opfattelse, at forskudsregistreringens oplysninger, naturligvis reguleret med de skattetekniske fradrag, der kunne udledes af forskudsregistreringen, skulle lægges til grund ved den årlige omberegning af fripladser. Kommunen var således uenig i amtsankenævnets opfattelse, hvorefter kommunen for senere at kunne foretage efterregulering skal indhente supplerende oplysninger om forventede skattetekniske fradrag.

I skrivelse af 13. oktober 1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse A, at ankestyrelsen havde anset sagen for at være af principiel betydning og derfor havde optaget sagen til behandling. Samtidig bad ankestyrelsen amtsankenævnet om en udtalelse.

Amtsankenævnet fastholdt i skrivelse af 13. november 1989 sin afgørelse, hvorefter den for lidt erlagte betaling efter nævnets opfattelse skyldtes en fejl fra kommunens side. Efter nævnets opfattelse var der endvidere ikke grundlag for at antage, at A burde have været opmærksom på denne fejl, idet han havde givet kommunen de oplysninger, han var blevet afkrævet.

Amtsankenævnet henviste endvidere til en tilsvarende sag, som nævnet havde behandlet samtidig med A's. I denne sag havde kommunen i ansøgningsskemaet redegjort for, hvilke specielle skattetekniske fradrag der ikke kunne medtages. I denne sag havde nævnet på baggrund heraf tiltrådt kommunens afgørelse om at kræve efterbetaling.

I skrivelse af 17. november 1989 traf Den Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse

"Ankestyrelsen finder, at (B) Kommune kan foretage regulering af betalingen for børnenes ophold i daginstitution i året 1987.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der er tale om specielle skattetekniske fradrag, jfr. SM 0-45-86.

Ankestyrelsen finder endvidere, at det forhold, at den skattepligtige indkomst ved slutopgørelsen er mindre end den forskudsregistrerede, ikke kan afskære kommunen fra at regulere, når nedgangen skyldes specielle skattetekniske fradrag.

Ankestyrelsen har ikke iøvrigt fundet, at der foreligger en forvaltningsfejl, som med rimelighed kan tillægges kommunen."

Efter henvendelse fra advokaten meddelte Den Sociale Ankestyrelse i skrivelse af 5. januar 1990, at en klage til ankestyrelsen efter praksis anses for rettidig, hvis den er poststemplet 2 hverdage + 4 uger efter datoen for afsendelse af amtsankenævnets afgørelse. Da klagen over amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989 var modtaget den 21. september 1989 måtte ankestyrelsen herefter anse klagen for rettidig.

I advokatens klage til mig anførte han vedrørende ankestyrelsens afgørelse af 17. november 1989, at A på intet tidspunkt af kommunen var orienteret om, at afskrivninger i forbindelse med beregning af friplads alene anerkendes op til en vis procentsats. I denne forbindelse henviste han til en vedlagt meddelelse af 8. december 1989 fra kommunen, hvormed kommunen havde fremsendt en fortegnelse over skattetekniske fradrag, der ikke kunne benyttes til nedsættelse af den skattepligtige indkomst ved beregning af friplads. Advokaten henviste i øvrigt til det, der var anført i amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989.

Den Sociale Ankestyrelse henholdt sig ved fremsendelse af sagen til mig til sin afgørelse.

I et brev til advokaten udtalte jeg følgende

"1. Ankestyrelsens anerkendelse af kommunens klage som rettidig

Efter bistandslovens § 15, stk. 4, skal en klage til ankestyrelsen indgives "inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen."

Jeg er fra tidligere sager bekendt med den praksis, der er beskrevet i ankestyrelsens skrivelse af 5. januar 1990, hvorefter klagefristen administreres således, at fristen som udgangspunkt beregnes fra datoen for den afgørelse, der ønskes påklaget med tillæg af et par dage, og at klage anses for rettidig, når den er poststemplet (eller må antages at være poststemplet) inden klagefristens udløb. Jeg henviser bl.a. til den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning for året 1983, s. 219 f.

I den nævnte sag henstillede ombudsmanden til Socialministeriet at tage initiativ til, at der blev søgt tilvejebragt ensartet praksis med hensyn til myndighedernes beregning af klagefrister i relation til lovbestemmelser under Socialministeriets ressort.

Socialministeriet har herefter i vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område fastsat nærmere regler om bl.a. klagefrister. Vejledningens pkt. 9 indeholder nærmere regler om beregningen heraf. I pkt. 9 a er anført

"...

Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten, kan den i almindelighed anses for at være kommet frem dagen efter afsendelsen.

..."

I pkt. 211 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) er ligeledes angivet, at meddelelsen i almindelighed kan anses for at være kommet frem dagen efter afgørelsens datering, forudsat at afgørelsen er afsendt samme dag.

Amtsankenævnets afgørelse i den foreliggende sag er dateret den 21. august 1989 og ifølge amtsankenævnets telefonnotat af 13. december 1989 afsendt samme dag. Afgørelsen må derfor i overensstemmelse med det ovenfor anførte anses for at være kommet frem til (A) og (B) Kommune tirsdag den 22. august 1989, hvorefter klagefristen udløb tirsdag den 19. september 1989.

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om, hvilken dag kommunens klage er poststemplet, men klagen er først modtaget i amtsankenævnet torsdag den 21. september 1989. Jeg kan derfor ikke være enig med ankestyrelsen i, at kommunens klage er rettidigt indgivet.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

Da ankestyrelsen imidlertid i bistandslovens § 15, stk. 4, 3. pkt. har hjemmel til at bortse fra overskridelse af klagefristen, har jeg fundet også at burde tage stilling til sagens materielle spørgsmål.

2. Efterbetalingskravet

Kravet over for (A) om efterbetaling af for meget bevilget friplads for året 1987 er truffet på grundlag af Socialministeriets bkg. nr. 848 af 11. december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn. Bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i bistandslovens § 73, stk. 2, indeholder bl.a. følgende bestemmelser

"§ 4. Det sociale udvalg træffer afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen, når forældrene godtgør, at deres aktuelle indtægter ligger inden for nedennævnte beløb

Indtægt

Betaling i pct. af fuld takst

Under 40.001

0

40.001 kr. - 41.000

5

41.001 kr. - 135.000

Betalingen forhøjes med 1 pct. for hver 1.000 kr's indtægts- stigning

135.001 kr. eller derover

100

Er der mere end 1 barn under 18 år i hjemmet, forhøjes indtægtsgrænserne med 7.000 kr. for hvert barn ud over det første.

Stk. 2. Ved opgørelsen af den aktuelle indtægt tages udgangspunkt i den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt, som forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige indtægt, f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, træffer det sociale udvalg afgørelse efter en samlet vurdering af familiens økonomiske og sociale forhold.....

...

Resumé

I en sag vedrørende krav om efterbetaling af for meget bevilget friplads udtalte ombudsmanden, at han ikke kunne være enig med Den Sociale Ankestyrelse i, at en kommunes klage til ankestyrelsen var rettidig. Ombudsmanden henviste til Socialministeriets vejledning om klageregler og tilsyn på det sociale område og Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvorefter klagefristen i almindelighed begynder at løbe dagen efter afsendelsen, og ikke - som angivet af ankestyrelsen - fra afgørelsens datering med tillæg af et par dage.

Endvidere udtalte ombudsmanden, at han ikke kunne være enig med Den Sociale Ankestyrelse i, at de subjektive betingelser (jf. bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. § 5, stk. 2 og 3) for at fremsætte krav over for A om efterbetaling var opfyldte. Ombudsmanden henviste til, at A ikke forud for kommunens afgørelse var blevet orienteret om, at inventarafskrivninger ud over 10% betragtes som "specielle skattetekniske fradrag", der ikke anerkendes i relation til fripladsberegning.

Ombudsmanden henstillede til ankestyrelsen at overveje sagen på ny. (J. nr. 1990-190-061).