Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget lidelse og skadelidtes død.

Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget lidelse og skadelidtes død.

Et fagforbund klagede over en afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens (nu Arbejdsskadestyrelsens) afgørelse, hvorefter B's død ikke gav ret til ydelser til hans ægtefælle, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 13.

Myndighedernes afgørelse var begrundet med, at den lidelse, som bevirkede B's død, ikke kunne anses for erhvervsbetinget.

Forbundets klage til mig var navnlig rettet mod ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen. Forbundet henviste i den forbindelse til obduktionserklæringens konklusion sammenholdt med indholdet af Sikringsstyrelsens afgørelsesskrivelse. Forbundet anførte videre, at der kunne rejses spørgsmål om det rimelige i, at døden skal have én og kun én årsag, når der ofte er tale om flere konkurrerende og måske hinanden forstærkende årsager. Myndighederne havde afvist en sygdom omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen som dødsårsag i strid med princippet om, at ved listesygdomme skal tvivlen komme skadelidte til gode.

Det fremgik af sagsmaterialet, at B, som var født i 1912, havde arbejdet på C fabrik fra 1964 til 1977.

I 1983 skete der anmeldelse af B's lungelidelse til Sikringsstyrelsen som mulig asbestose under arbejdet på fabrikken. Efter at Sikringsstyrelsen havde indhentet oplysninger om hans tobaksforbrug, blev lungelidelsen i 1984 anerkendt med forbehold over for den kroniske bronchitis. Der blev imidlertid ikke tilkendt erstatning, idet tab af erhvervsevne som følge af den anerkendte lidelse ikke ansås for 15 % eller derover, og han ikke ansås for at have pådraget sig varigt mén på grund af den anerkendte lidelse. Afgørelsen om ménerstatning blev fastholdt den 1. oktober 1986.

Efter B's død blev der på Sikringsstyrelsens foranledning foretaget obduktion. Obduktionserklæringen konkluderede

"...

umiddelbar dødsårsag må antages at være lungebetændelse og den tilgrundliggende dødsårsag en kombination af den svære kroniske lungelidelse med forstørrelse af hjertets højre side (cor pulmonale) og svær åreforkalkning i legemspulsåren med heraf følgende forandringer i binyrer, nyrer og underekstremiteter.

Afdøde har efter det oplyste været udsat for asbest, der er påvist bindevævsplader i lungehinden af den type, som kan ses efter asbestpåvirkning, og der er påvist talrige ferrogene legemer i lungevævet (asbestlegemer) og formentlig heraf følgende bindevævsdannelse (asbestose) i lungerne og tegn på forhøjet blodtryk i lungepulsårerne. Derudover foreligger kronisk bronchitis og lungeudvidelse. Den svære kroniske lungelidelse kan meget vel være en følge af tidligere indånding af asbestholdigt støv.

Der er desuden påvist kræftsvulst i højre lunge (planocellulært carcinom) af en type, som kan opstå efter cigaretrygning. Afdøde har tidligere haft et cigaretforbrug på 20 stk. dagligt, men asbestpåvirkning kan også have været medvirkende årsag."

Sikringsstyrelsen meddelte B's enke, at hun ikke var berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven i anledning af dødsfaldet. Den lidelse, som havde medført B's død, kunne ikke anses for erhvervsbetinget, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at døden var en følge af andre forhold end de erhvervsmæssige.

Sikringsstyrelsen henviste i sin skrivelse til obduktionserklæringen og anførte

"Det fremgår heraf, at dødsårsagen må antages at være en kombination af svær kronisk lungelidelse og svær åreforkalkning. Den kroniske lungelidelse har karakter af kronisk bronchitis og kronisk lungeudvidelse (emfysem).

Ved den mikroskopiske undersøgelse er der påvist en kræftsvulst i højre lunge (planocellulært carcinom), som må antages at høre sammen med tobaksrygning og asbest. Der er endvidere fundet tegn på asbestpåvirkning af lungerne. Dette kan have været medvirkende årsag; men efter det oplyste skyldes døden i overvejende grad følger af bronkitis, lungeudvidelse og åreforkalkning."

I forbindelse med klagen til Den Sociale Ankestyrelse gjorde forbundet gældende, at Sikringsstyrelsen havde fordrejet obduktionserklæringens konklusion. På basis af ordlyden af erklæringen fandt forbundet, at man måtte anerkende, at B døde som følge af sine erhvervssygdomme.

Den Sociale Ankestyrelse indhentede supplerende oplysninger fra ... Sygehus, hvor B var indlagt i 1987, samt en udtalelse fra Retslægerådet, som anførte

"...

Endvidere kan asbestekspositionen også have været en medvirkende årsag til den påviste lungekræft, som imidlertid næppe har haft betydning for (B's) død.

..."

I en kommentar til Retslægerådets udtalelse anførte forbundet, at B's mangeårige asbestudsættelse var lige så vigtig en årsag til dødsfaldet som hans tobaksforbrug.

Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen Sikringsstyrelsens afgørelse og begrundelse. Ankestyrelsen gengav i afgørelsesskrivelsen Retslægerådets udtalelse.

I udtalelserne til mig i anledning af forbundets klage henholdt Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyyrelse sig til de trufne afgørelser, obduktionserklæringen og udtalelsen fra Retslægerådet.

I skrivelse af 31. maj 1990 anmodede jeg ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen om supplerende udtalelser, idet jeg anførte

"...

I Højesterets dom af 27. oktober 1989 (Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 1109 ff) forelå for flere af de skadelidte erklæringer fra Retslægerådet om betydningen af udsættelsen for asbest og tobaksrygning for de skadelidtes lungelidelser. Retslægerådets udtalelser i retssagen synes at være parallelle med den udtalelse af 25. august 1988, som Retslægerådet har afgivet i nærværende sag. Højesteret kom ligesom Vestre Landsret - på trods af erklæringerne fra Retslægerådet - til det resultat, at der i en række af sagerne var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem asbestudsættelsen og helbredstilstanden, og at et eventuelt tobaksforbrug i erstatningsretlig henseende var uden betydning som medvirkende årsag. Retssagen vedrørte et antal skadelidte, som alle - ligesom (B) - havde været ansat på (C).

Bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 13 indebærer en bevismæssig lettelse for skadelidte i relation til spørgsmålet om erstatning efter loven.

Jeg anmoder om at modtage Arbejdsskadestyrelsens og ankestyrelsens bemærkninger til det anførte."

I en udtalelse af 16. juli 1990 anførte Arbejdsskadestyrelsen

"...

Ifølge arbejdsskadeforsikringsloven § 13 anses en persons død at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Efter de lægelige oplysninger i den konkrete sag skyldes døden i overvejende grad følger af bronchitis, lungeudvidelse og åreforkalkning. Ingen af disse lidelser var på daværende tidspunkt omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme. Efter den seneste revision (20. januar 1989) kan kronisk bronchitis dog anerkendes efter fortegnelsen, når den pågældende i mange år har været massivt udsat for uspecifik støv, men kun hvis der har været tale om et beskedent tobaksforbrug. På tidspunktet for dødsfaldet var det praksis i Erhvervssygdomsudvalget at anerkende efter § 10, stk. 3 under tilsvarende betingelser, som nu er anført i punkt C 7 i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Efter det oplyste har afdøde røget 10-15 cigaretter dagligt i ca. 50 år, hvilket ikke kan anses for et beskedent forbrug, og den kroniske bronchitis må anses for hovedsagelig at skyldes tobaksforbruget.

Lungefunktionsnedsættelsen ved bronchitis og emphysem er præget af øget luftvejsmodstand, en kronisk obstruktiv lungesygdom, som helt overvejende skyldes tobaksrygning. Kronisk bronchitis er sjælden hos ikke-rygere, og forekomsten af kronisk bronchitis og dødeligheden på grund af denne stiger nogenlunde lige så mange gange som antallet af cigaretter, der ryges om dagen. Omvendt fører selv massiv støvudsættelse næppe til en forøgelse af risikoen for udvikling af kronisk bronchitis med mere end højst 2-3 gange.

(B) er efter Arbejdsskadestyrelsens opfattelse død af kronisk bronchitis med lungeudvidelse, en lidelse, der hverken kunne anerkendes efter praksis på dødstidspunktet eller efter den nuværende fortegnelse over erhvervssygdomme.

Det har derfor i relation til anerkendelse af dødsfaldet ingen betydning om hans lungekræft eventuelt helt eller delvis måtte være forårsaget af arbejde med asbest, men under alle omstændigheder stiger risikoen for lungekræft stærkt hos tobaksrygere.

Højesterets dom i den såkaldte Eternitsag har derfor ikke betydning i den aktuelle sag, idet pågældende ikke er død af en muligt asbestbetinget lungekræft."

Ankestyrelsen henholdt sig i sin udtalelse af 5. september 1990 til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse.

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til forbundet

"I 1984 blev en del af (B's) lungelidelse (med forbehold for den kroniske bronchitis) anerkendt som erhvervsbetinget og fremkaldt af asbest. Den anerkendte lidelse var omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen.

Afgørelsen om ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven til hans enke er truffet på grundlag af lovens § 13, som har følgende indhold

"Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."

Bestemmelsen indebærer en bevismæssig lettelse for skadelidte, når en lidelse - som i (B's) tilfælde - er anerkendt som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen (og Sikringsstyrelsen) har imidlertid ved afgørelsen fundet, at "overvejende sandsynlighed" taler imod at anse (B's) død som forårsaget af den anerkendte (del af) lungelidelsen. Ankestyrelsen har i den forbindelse navnlig henvist til Retslægerådets udtalelse.

Arbejdsskadestyrelsen har i den supplerende udtalelse af 16. juli 1990 nærmere redegjort for styrelsens opfattelse, hvorefter (B's) død ikke kan anses for forårsaget af den arbejdsbetingede lidelse.

Det er Arbejdsskadestyrelsens (og ankestyrelsens) opfattelse, at Højesterets dom af 27. oktober 1989 ikke har betydning i nærværende sag, "idet (A) ikke er død af en muligt asbestbetinget lungekræft".

Jeg går ud fra, at denne opfattelse bygger på det forhold, at højesteretsdommen kun gav erstatning til afdøde (deres efterladte), hvor dødsårsagen var lungekræft.

Retslægerådet har i (B's) sag udtalt

"...

Det er Retslægerådets vurdering, at den kroniske lungelidelse, som var årsagen til (B's) død, i overvejende grad skyldes hans mangeårige tobaksforbrug. Den erhvervsbetingede eksposition for asbest og uspecifikt støv må antages at have være en medvirkende årsag til den kroniske lungelidelse, der medførte døden.

..."

Ved højesteretsdommen fik adskillige (ikke afdøde) skadelidte tilkendt erstatning for følgerne af lungelidelser (ikke kræft), som ansås for forårsaget af asbest, men hvor tobaksrygning ifølge udtalelser fra Retslægerådet (parallelle med Retslægerådets udtalelse i (B's) sag) havde været medvirkende årsag til lidelsen. Højesteret fandt - ligesom Vestre Landsret - på trods af erklæringerne fra Retslægerådet, at der var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem asbestudsættelsen og helbredstilstanden.

Jeg kan således ikke være enig i, at højesteretsdommen er uden betydning for nærværende sag. Rækkevidden af dommen i den her foreliggende sag kan imidlertid give anledning til en vis tvivl.

På denne baggrund har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse af 27. december 1988, hvorefter (B's) død ikke er anset for en følge af den erhvervsbetingede lidelse.

På baggrund af det anførte om betydningen af højesteretsdommen af 27. oktober 1989 vil jeg imidlertid være indstillet på, såfremt (B's) efterladte ægtefælle vil indbringe sagen for domstolene, at henstille, at der bevilges hende fri proces til et sådant sagsanlæg."

(*1) Højesterets dom af 27. oktober 1989, UfR 1989, s. 1109 ff.

Resumé

B's lungelidelse var i 1984 blevet anerkendt som arbejdsskade (følger af asbestudsættelse) med forbehold for hans kroniske bronchitis. Den Sociale Ankestyrelse (DSA) fandt ikke, at B's dødsfald i 1987 kunne give hans ægtefælle, A, ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, idet dødsfaldet ikke skyldtes den erhvervsbetingede lidelse, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 13. A klagede over DSA's afgørelse; Arbejdsskadestyrelsen og DSA tilkendegav i en udtalelse til ombudsmanden, at Højesterets dom af 27. oktober 1989(*1) var uden betydning for sagen.

Ombudsmanden henviste til, at adskillige skadelidte ved den nævnte højesteretsdom fik tilkendt erstatning for følgerne af lungelidelser, som ansås for forårsaget af asbest, men hvor tobaksrygning ifølge udtalelser fra Retslægerådet (parallelle med rådets udtalelse i B's sag) havde været medvirkende årsag til lidelsen. Højesteret fandt, at der var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem asbestudsættelsen og helbredstilstanden. Højesteretsdommen var således ikke uden betydning for B's sag.

Da rækkevidden af dommen i B's sag kunne give anledning til en vis tvivl, fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DSA's afgørelse, men tilkendegav, at han ville støtte en eventuel fri procesansøgning fra A. (J. nr. 1989-1544-031).