Partshøring undladt inden afslag på sygedagpenge. Oplysningsgrundlaget for afgørelsen utilstrækkeligt.

Partshøring undladt inden afslag på sygedagpenge. Oplysningsgrundlaget for afgørelsen utilstrækkeligt.

Et fagforbund klagede over en afgørelse fra et amtsankenævn. Amtsankenævnet tiltrådte, at en kommune havde afslået at udbetale sygedagpenge til A med henvisning til den da gældende sygedagpengelovs § 48 og til, at hun tidligere havde afvist at medvirke til revalideringsforanstaltninger i samarbejde med socialforvaltningen.

Forbundet og A havde i klagen til mig benægtet, at A skulle have afvist at medvirke til revalideringsforanstaltninger, og anført, at der aldrig havde været talt om en egentlig revalideringsplan.

Det fremgik af sagen, at A, som var sygehjælper, efter fødslen af hendes 2. barn i maj 1988 og barselsorlov var sygemeldt på grund af bækkenbundsløsning. Hun modtog løn indtil udgangen af september 1989.

I august 1989 henvendte hun sig til kommunens dagpengekontor for at anmode om udbetaling af sygedagpenge fra 1. oktober 1989. Hun havde siden november 1988 været i kontakt med dagpengeafdelingen og en socialrådgiver med henblik på afklaring af mulighederne for arbejdsprøvning og revalidering til mindre rygbelastende arbejde, eventuelt en uddannelse som lægesekretær med hjælp efter bistandslovens § 42. Ifølge et journalnotat af 25. april 1989 fra dagpengeafdelingen havde socialrådgiveren til dagpengeafdelingen oplyst, at A "selv vil klare revalidering/uddannelse - uden socialforvaltningens indblanding". Dagpengeafdelingen standsede på grund af denne oplysning udbetaling af arbejdsgiverrefusion pr. 30. april 1989.

I forbindelse med A's henvendelse i august 1989 fik dagpengeafdelingen den 13. september 1989 fra hendes egen læge oplyst, at hendes helbredstilstand ikke var forværret i forhold til hans statusbedømmelse fra marts 1989, og at han talrige gange havde opfordret hende til at prøve at komme i gang. Afdelingen var endvidere i kontakt med Sikringsstyrelsen.

Kommunen afslog herefter den 18. september 1989 at udbetale sygedagpenge fra 1. oktober 1989, idet kommunen ikke fandt grundlag for at ændre afgørelsen om at standse dagpengesagen pr. 30. april 1989 i henhold til dagpengelovens § 48.

I klageskrivelsen til amtsankenævnet bestred forbundet og A kommunens opfattelse og fremstilling af forløbet i forbindelse med standsningen af refusionsudbetalingen, som hun aldrig var blevet informeret om. Forbundet redegjorde for, hvilke bestræbelser A havde gjort og ville gøre med henblik på at undersøge mulighederne for at gennemføre en lægesekretæruddannelse.

Amtsankenævnet tiltrådte ved sin afgørelse kommunens afslag, "idet det fandtes godtgjort, at (A) i april 1989 overfor socialforvaltningen tilkendegav, at (A) ikke ønskede socialforvaltningens indblanding i en eventuel uddannelse jfr. herved bistandslovens § 42".

Kommunen og amtsankenævnet havde ikke yderligere bemærkninger til sagen i anledning af forbundets klage til mig.

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet

"Amtsankenævnet og kommunen har ved afgørelsen om ikke at udbetale sygedagpenge til (A) fastholdt den standsning af sygedagpengesagen, som med henvisning til den dagældende § 48 i dagpengeloven skete ved ophøret pr. 30. april 1989 af at udbetale arbejdsgiverrefusion.

Dagpengelovens § 48 havde følgende indhold

"Forpligtelsen til at yde dagpenge bortfalder, såfremt den sikrede mod det sociale udvalgs og lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen."

En tilsvarende bestemmelse findes nu i lovens § 8, stk. 1, 1).

Arbejdsgiverrefusion er betinget af, at den ansatte opfylder betingelserne for at få dagpenge fra kommunen.

Kommunen indhentede i forbindelse med sin afgørelse af 18. september 1989 en telefonisk udtalelse fra Sikringsstyrelsen, som ifølge kommunens journalkort af 12. september 1989 anførte, at en genoptagelse af dagpengesagen med udbetaling af dagpenge til (A) måtte bero på en vurdering af, om der var sket en forværring af hendes helbred, og en vurdering af, hvor meget hun selv havde gjort for at komme i gang. Kommunens efterfølgende kontakt med (A's) egen læge indicerede, at der ikke i nogen af disse henseender var sket en udvikling.

Kommunens afgørelse om at stoppe udbetaling af arbejdsgiverrefusion pr. 30. april 1989 og baggrunden herfor blev ikke meddelt (A), hvilket efter min opfattelse burde være sket. Når meddelelse om afgørelsen faktisk ikke var givet, forelå ved (A's) anmodning om udbetaling af dagpenge i august 1989 i realiteten en situation, som forudsatte en ny stillingtagen til dagpengeberettigelsen, hvor også (A's) aktuelle forhold måtte inddrages i vurderingen. Jeg henviser i den forbindelse også til formuleringen af dagpengelovens § 48 (nu § 8) "mod det sociale udvalgs og lægens opfordring hertil nægter ...".

Som sagen ligger oplyst for mig, kontaktede kommunen ikke (A) før afslaget af 18. september 1989 om udbetaling af sygedagpenge.

Efter min opfattelse burde (A) have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for kommunens afslag på at udbetale dagpenge - dels den oplysning, som havde medført standsning af dagpengesagen i april 1989, dels hendes egen læges telefoniske oplysninger af 13. september 1989 om hendes bestræbelser på "at komme i gang" - inden kommunen traf afgørelse i sagen. Jeg henviser i den forbindelse til bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse.

I forbindelse med klagen til amtsankenævnet fremkom (A's) indsigelser mod en del af beslutningsgrundlaget, nemlig oplysningen fra den 25. april 1989, som fremgik af kommunens afgørelsesskrivelse af 18. september 1989.

Heller ikke amtsankenævnet sørgede for at give (A) lejlighed til at udtale sig om de fra hendes egen læge indhentede oplysninger fra den 13. september 1989. Når denne partshøring var forsømt af kommunen, burde amtsankenævnet have gennemført den.

Jeg har gjort amtsankenævnet bekendt med min opfattelse herom.

På det for amtsankenævnet foreliggende oplysningsgrundlag, herunder indsigelserne og oplysningerne fra (A), fandt amtsankenævnet det "godtgjort", at hun i foråret 1989 havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede socialforvaltningens "indblanding" i en eventuel uddannelse. Amtsankenævnet stadfæstede med denne begrundelse kommunens afslag på at genoptage dagpengesagen.

Dette bevismæssige spørgsmål synes således at have været afgørende for amtsankenævnets afgørelse. Ud over at bemærke, at denne bevismæssige vurdering efter min opfattelse kan påvirkes af, at (A) ikke inden afgørelsen og heller ikke i direkte tilknytning til forløbet i foråret 1989 havde haft lejlighed til at udtale sig, må jeg stille mig tvivlende overfor, om amtsankenævnets begrundelse kan bære afgørelsen. Som anført af Sikringsstyrelsen, måtte der i forbindelse med afgørelsen tages stilling til omfanget af (A's) bestræbelser. Hertil kommer, at der efter min opfattelse måtte foretages en vurdering af (A's) aktuelle indstilling til revalidering og dennes betydning for hendes dagpengeberettigelse. Jeg henviser herved til det ovenfor anførte om en ny stillingtagen i sagen vedrørende (A's) anmodning om dag- pengeudbetaling i august 1989.

Jeg har derfor henstillet til amtsankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, hvorved der tages stilling til det lige anførte. ..."

Resumé

En kommune (K) standsede udbetalingen af arbejdsgiverrefusion til A's arbejdsgiver på grund af en oplysning om A's indstilling til revalidering. A modtog ikke meddelelse om afgørelsen eller om grundlaget for denne. A anmodede senere om udbetaling af sygedagpenge; men K afslog anmodningen med henvisning til dagpengelovens § 48 og begrundelsen for refusionsstandsningen. K havde inden afgørelsen indhentet supplerende oplysninger om A's revalideringsbestræbelser fra hendes læge. Disse oplysninger blev A ikke gjort bekendt med, hverken af K eller af amtsankenævnet (N), som tiltrådte afslaget på udbetaling af dagpenge med henvisning til den oprindelige oplysning om A's indstilling til revalidering.

Ombudsmanden fandt, at A burde have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for K's afgørelse - dels den oplysning, der førte til standsning af refusion, dels de supplerende oplysninger fra hendes læge. Den partshøring, som var blevet forsømt af K, burde N have gennemført.

Ombudsmanden henstillede til N at genoptage sagen, idet han fandt det tvivlsomt, om N's begrundelse kunne bære afgørelsen. Han henviste dels til den manglende partshøring, dels til, at afgørelsen om udbetaling af dagpenge til A måtte indebære en (i forhold til situationen i forbindelse med refusionsophøret) ny stillingtagen med en vurdering af A's aktuelle indstilling til revalidering. (J. nr. 1990-247-042).