Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke konkret angivne - konkurrerende årsager.

Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke konkret angivne - konkurrerende årsager.

Et fagforbund klagede for A over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen anerkendte ankestyrelsen A's forgiftningslidelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, men med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse.

Ankestyrelsens afgørelse var en ændring af en afgørelse fra Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen), som havde fundet, at A's lidelse ikke gav ham ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsens forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse var begrundet med, at det fandtes overvejende sandsynligt, at der også er konkurrerende årsager til lidelsen. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til det forholdsvis lange tidsforløb fra ophør af udsættelsen for opløsningsmidler, og til lidelsen havde sat sig varige spor.

Forbundets klage til mig vedrørte det nævnte forbehold, idet forbundet ikke fandt, at der var holdepunkter for at tage forbehold for konkurrerende årsager. Ankestyrelsen havde ikke kunnet angive nogle sådanne.

Det fremgik af sagsmaterialet, at A, som er født i 1935, arbejdede på forskellige skofabrikker fra 1952 til 1965 og derefter på Dansk Eternitfabrik indtil september 1986. Han havde under sit arbejde indtil 1980, især i perioden indtil 1972, været udsat for forskellige opløsningsmidler.

Han havde under arbejdet akutte forgiftningssymptomer og havde ifølge anmeldelse til Sikringsstyrelsen af 10. juni 1987 "i de senere år" fået tiltagende hukommelsesbesvær og træthed.

A's helbredstilstand var beskrevet i adskillige lægelige erklæringer. Af en psykologisk undersøgelse fra juli 1987 fremgik det, at han havde en toksisk hjernelidelse af let til middelsvær karakter.

Pr. 1. april 1987 fik A tilkendt mellemste førtidspension.

I en skrivelse til forbundet uddybede ankestyrelsen sin afgørelse. Ankestyrelsen anførte, at den væsentligste udsættelse var sket før 1972, og at udsættelsen var ophørt i 1980. Forbeholdet for ikke arbejdsbetinget lidelse var taget på baggrund af oplysningerne om eksposition og lidelsens opståen, og der var ikke taget stilling til, hvilke konkurrerende årsager, der havde haft indflydelse.

Arbejdsskadestyrelsen anførte i en udtalelse til mig

"...

Det er Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at den sene fremkomst af skadelidtes symptomer på hjerneskade i forhold til den væsentlige udsættelse for opløsningsmidler før 1972 ikke støtter antagelsen af, at skadelidtes demenssymptomer i hovedsagen skyldes udsættelse for opløsningsmidler.

Det bemærkes, at tilfældet i sin tid blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen.

..."

I sin udtalelse anførte Den Sociale Ankestyrelse

"...

Ved Ankestyrelsens afgørelse fik den skadelidte anerkendt den anmeldte forgiftningslidelse som arbejdsskade, fordi den skadelidte i en længere årrække og i væsentlig grad havde været relevant udsat for opløsningsmidler. Ved anerkendelsen tog Ankestyrelsen dog forbehold for konkurrerende årsager i form af ikke arbejdsbetinget lidelse. Begrundelsen for forbeholdet var, at der havde været et forholdsvis langt tidsforløb mellem ophøret af udsættelse for opløsningsmidler og til lidelsen havde sat sig varige spor, og det gjorde det - efter Ankestyrelsens vurdering - overvejende sandsynligt, at skadelidtes sygdom også skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, f.eks. alder - uden at disse med sikkerhed har kunnet angives. Ved Ankestyrelsens behandling af sagen medvirkede der rådgivende lægelig sagkundskab.

...

Efter fornyet gennemgang af sagen er det fortsat Ankestyrelsens opfattelse, at det forholdsvis lange tidsforløb mellem ophøret (i 1972) af udsættelsen for opløsningsmidler og til lidelsen havde sat sig varige spor (ifølge anmeldelsen af 10. juni 1987 "de senere år") taler afgørende imod, at skadelidtes demenssymptomer udelukkende kan henføres til udsættelsen for opløsningsmidler. Med baggrund i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, og de forudsætninger, der er angivet i § 1 i Arbejdsskadestyrelsens erhvervssygdomsbekendtgørelse, finder Ankestyrelsen derfor ikke grundlag for at genoptage sagen, men finder at måtte henholde sig til den afgørelse, der blev truffet den 13. april 1989.

Det tilføjes, at Ankestyrelsen også ved den fornyede gennemgang af sagen har rådført sig med rådgivende lægelig sagkundskab.

..."

Efter at have modtaget kopi af udtalelserne påpegede forbundet i en skrivelse til mig, at A havde været udsat for opløsningsmidler helt frem til 1980. Forbundet fandt fortsat ikke, at der kunne være tale om konkurrerende årsager til hans hjernelidelse.

Efter min gennemgang af sagen udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet

"Den Sociale Ankestyrelse har ved sin afgørelse af 25. april 1989 anerkendt (A's) hjernelidelse som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 1 og 2, og erhvervssygdomsfortegnelsens § 2, gruppe A. Lovens § 10, stk. 2, har følgende indhold

"En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige."

Anerkendelsen er sket med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse. Om baggrunden herfor har ankestyrelsen navnlig henvist til det tidsrum, der forløb fra det tidspunkt, hvor (A's) udsættelse for opløsningsmidler ophørte, og til lidelsen satte sig varige spor. I udtalelsen til mig har ankestyrelsen i den forbindelse yderligere henvist til § 1 i erhvervssygdomsfortegnelsen (Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989), hvor det er anført

"For at en sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, skal følgende generelle betingelser være opfyldt

Den skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og tidsmæssigt svare til de påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Der skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til det sygdomsbillede, for hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Der må ikke være oplyst forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de arbejdsmæssige, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Stk. 2. Hvis der er faktorer, der ikke er arbejdsbetingede, men som antages at medvirke til sygdommen, anerkendes sygdommen som erhvervssygdom, idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes erstatning for den del af sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige påvirkning. ..."

Det er således ankestyrelsens opfattelse, at (A's) hjernelidelse er forårsaget dels af de skadelige påvirkninger fra arbejdet (udsættelse for opløsningsmidler), dels af forhold hos ham selv, d.v.s. forhold, der ikke kan henføres til arbejdet. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at lidelsen først satte sig varige spor forholdsvis lang tid efter udsættelsens ophør, og har derfor fundet, at dette "med overvejende sandsynlighed taler for, at der også er konkurrerende årsager ... til lidelsen".

Det er fast praksis i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel forudbestående lidelse hos skadelidte, jf. arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis og Ole Behn (1984) s. 188. Efter min opfattelse kan lovmedholdeligheden af denne praksis give anledning til tvivl. På denne baggrund havde jeg den 13. juni 1988 en drøftelse med Sikringsstyrelsen.

Et udvalg under Socialministeriet har i betænkning nr. 1142/88, s. 318-319, nærmere redegjort for sine overvejelser vedrørende den her omhandlede praksis.

Jeg er bekendt med, at det er Socialministeriets hensigt i den kommende folketingssamling at fremsætte lovforslag til ændring af arbejdsskadeforsikringsloven vedrørende bl.a. spørgsmålet om forudbestående lidelser.

På denne baggrund har jeg fortsat ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende den nævnte praksis, som myndighederne nu har fulgt i en meget lang periode, jf. herved min tidligere omtale af spørgsmålet i Folketingets Ombudsmands Beretning 1988, s. 178.

Som det fremgår af det anførte har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag ved den konkrete bevisbedømmelse i forhold til den omtalte praksis fundet, at der "med overvejende sandsynlighed" er konkurrerende årsager til (A's) lidelse, men har ikke peget på konkrete forhold.

Bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, indeholder en bevisregel med "omvendt bevisbyrde". Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 272 af 26. maj 1976 på baggrund af en EF-henstilling fra 1966. EF-henstillingen går ud fra, "at enhver lovgivning om erhvervssygdomme, for så vidt den er opbygget på grundlag af fortegnelsessystemet, yder den forsikrede fordelen af en lovbestemt formodning med hensyn til de erhvervsbetingede årsager til den sygdom, han har pådraget sig, for så vidt sygdommen er opført i fortegnelsen, og hans erhvervsmæssige beskæftigelse bringer ham i berøring med det skadelige stof eller udsætter ham for den skadelige påvirkning, der efter fortegnelsen kan forårsage sygdommen". (Betænkning vedrørende arbejdsskadeforsikring nr. 792/1977, s. 75).

I bemærkningerne til lovforslaget var det anført (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte 3399f )

"Forslagets stk. 3 lovfæster denne formodning for de i bekendtgørelsen optagne sygdommes erhvervsbetingethed. Kan den forsikrede sygdomsramte person herefter godtgøre, at hans sygdom er optaget i bekendtgørelsen, og at han i sit erhverv har kontakt med den skadelige påvirkning, som kan fremkalde sygdommen, er han berettiget til erstatning efter loven.

Den forsikrede skal således ikke, som efter gældende lov, godtgøre, at den skadelige påvirkning fra hans erhverv faktisk er sygdomsfremkalderen. Kun såfremt arbejdsgiveren (forsikringsselskabet) kan fremføre sådanne forhold , at det må anses for at være overvejende sandsynligt, at andre forhold end erhvervet er årsag til sygdommen (omvendt bevisbyrde), bortfalder den forsikredes erstatningskrav..." (fremhævet af mig).

På denne baggrund må jeg anse det for tvivlsomt, om ankestyrelsens afgørelse i (A's) sag er i overensstemmelse med bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Jeg har derfor henstillet til ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse."

Resumé

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde godkendt A's forgiftningslidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, men med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse. Forbeholdet var begrundet med, at det fandtes overvejende sandsynligt, at der også var konkurrerende årsager til lidelsen, og (DSA) henviste i den forbindelse til det langvarige tidsforløb fra ophør af A's udsættelse for opløsningsmidler, og til lidelsen havde sat sig varige spor. DSA havde efterfølgende oplyst, at der ikke var taget stilling til, hvilke konkurrerende årsager der havde haft indflydelse.

Afgørelsen blev truffet på grundlag af bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringsloven § 10, stk. 2, hvorefter en person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige. På baggrund af forarbejderne til denne bevisregel med "omvendt bevisbyrde" anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om DSA's afgørelse i A's sag var i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 10, stk. 2.

Ombudsmanden henstillede til DSA at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1989-1608-031).