Manglende konkret afvejning ved dispensationsafgørelse, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Manglende konkret afvejning ved dispensationsafgørelse, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

A klagede over en afgørelse fra Skatteministeriet, Told-og Skattestyrelsen, hvorved styrelsen afslog As anmodning om dispensation fra bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Af sagens akter fremgik det, at skatteadministrationen i As kommune efter bemyndigelse fra ligningskommissionen ændrede As skatteansættelse for indkomståret 1987 således, at fortjenesten ved salg af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningsloven blev opgjort til 84.057 kr.

A ansøgte amtsskatteinspektoratet om dispensation efter § 8, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven. A anførte, at A havde erhvervet ejendommen ved skøde tinglyst den 6. marts 1986, og havde solgt ejendommen ved slutseddel af 1. december 1987. A anførte i skrivelsen bl.a. følgende

"... (A) boede sammen med (samleveren), ... og deres fælles barn i ejendommen. (A) og (samleveren) så sig imidlertid nødsaget til at ophæve samlivet på grund af uoverensstemmelser, hvilket var den direkte anledning til salget af ejendommen.

Ejendommen har været benyttet til såvel beboelse som erhverv. Såvel bolig som erhverv har været (As) og (samleverens). Samleveren har bl.a. forestået autoværkstedet, medens (A) har forestået benzinstationen. Efter den seneste ejendomsvurdering er mere end halvdelen af den offentlige vurdering henført til beboelsen.

..."

Amtsskatteinspektoratet afslog ansøgningen om dispensation. Inspektoratet anførte bl.a. følgende

"I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, kan der dispenseres fra kravet om 2 års beboelse i ejertiden, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Ifølge sædvanlig praksis kan der dispenseres, når et fast samlivsforhold ophæves, men det er en forudsætning, at begge har ejet en andel af ejendommen.

Det fremgår, at skatteyder har ejet ejendommen... alene, hvorfor der er meddelt afslag."

A indbragte amtsskatteinspektoratets afgørelse for Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen). A anførte bl.a. følgende

"§ 8, stk. 2, er fra lovgivers side særlig tænkt anvendt, hvor ejeren på grund af tjenstlig forflyttelse eller andre særlige forhold er blevet forhindret i at bebo huset i 2 år. Disse forudsætninger for dispensationsreglen er udmøntet i en praksis, hvorefter der gives dispensation ved separation, skilsmisse, dødsfald samt samlivsophævelse.

For så vidt angår separation og skilsmisse, er det praksis, at der meddeles dispensation, også hvor blot den ene har været skødehaver, men for så vidt angår faste samlivsforhold, antages det i praksis, at dispensation kun kan meddeles, såfremt begge de samlevende har været skødehavere.

Det er min opfattelse, at denne praksis, for så vidt angår samlevende, er i strid med lovens formål.

Formålet med dispensationsreglen er, at særlige, udefra kommende omstændigheder, hvorover skatteyder ikke har nogen indflydelse og dermed heller ikke tilsigter skattebesparelse, ikke skal belaste skatteyder med påligning af beskatning af den til handlen medfølgende avance.

Som bekendt er det en almindelig forvaltningsretlig grundregel, at den praksis, forvaltningsmyndigheder anlægger ved administration af love og bekendtgørelser, skal være saglig i relation til lovens formål.

Det er min opfattelse, også under hensyn til at § 8 ikke omtaler ægtefæller, men ejer og dennes husstand, hvilket i andre juridiske sammenhænge netop betyder samlever, at den forskelsbehandling, der således sker i den af forvaltningsmyndigheden anlagte praksis, ikke er sagligt begrundet, idet man bl.a. har sat "regel over skøn"; herunder den for forvaltningsmyndigheder gældende regel om pligtskøn."

Told- og Skattestyrelsen meddelte A, at anmodningen om dispensation ikke kunne imødekommes. Styrelsen anførte bl.a. følgende

"Der dispenseres ved opløsning af et fast samlivsforhold mellem 2 personer, uanset køn og uanset forholdets karakter, og hvad enten samlivsforholdet opløses ved fraflytning eller død. Med henblik på at sikre, at der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter, kræves det i praksis, at parterne har ejet ejendommen i sameje."

I klagen til mig anførte A anførte bl.a., at A og samleveren på tidspunktet for samlivets ophævelse havde boet sammen i 10 år og sammen havde drevet virksomhed fra ejendommen. A anførte endvidere, at forvaltningsmyndigheden ved sit skøn havde ladet sig lede af en fast regel og derved ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til de konkrete forhold.

Told- og Skattestyrelsen anførte i en udtalelse i anledning af klagen til mig bl.a. følgende

"Efter styrelsens opfattelse er der ikke tale om, at skønnet er lagt under så faste rammer, at den konkrete afgørelse kan anses som mangelfuld. Af bemærkningerne til lovforslaget til § 8 fremgår, at dispensationsadgangen især tænkes anvendt i forbindelse med forflyttelse og lignende, separation, skilsmisse og dødsfald.

I Skattedepartementets cirkulære nr. 216 af 17. december 1982 er disse forhold nævnt som kriterier, der kan lægges vægt på som dispensationsgivende.

Baggrunden for at meddele dispensation ved skilsmisse, separation og dødsfald er, at en beboelsesejendom typisk er anskaffet i fællesskab (uanset tinglyste ejerforhold), og at opløsning af ægteskabet ved skilsmisse eller dødsfald kan anses som en slags bristende (økonomisk) forudsætning for bevarelse af ejendommen som bolig.

En skatteyder kan normalt forvente dispensation i de i Skattedepartementets cirkulære nævnte tilfælde, og der tages normalt ikke stilling til, hvorvidt den efterlevende/fraskilte ægtefælle i det konkrete tilfælde har råd til at beholde ejendommen. Lovbestemmelsens ordlyd "ganske særlige omstændigheder" indicerer, at bestemmelsen skal fortolkes restriktivt. I praksis gives der imidlertid ikke kun dispensation i de i cirkulæret nævnte tilfælde. Således har man sidestillet papirløs samlivsophævelse med separation og skilsmisse, men det har været en betingelse for at opnå dispensation, at begge parter har ejet en anpart af ejendommen; såfremt ejendommen alene har tilhørt den ene part, kan der ikke siges at være bristet nogen økonomisk forudsætning for fortsat beboelse uanset samlivsophævelsen.

Til orientering vedlægges kopi af Ligningsvejledningen 1989, afsnit H 2.1.5.1.

Selvom cirkulæret forudsætter en stram fortolkning af dispensationsadgangen, er det ikke udelukket at dispensere ud over de i cirkulæret nævnte tilfælde, såfremt det konkret findes, at ganske særlige omstændigheder forårsager salget af beboelsesejendommen."

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A

"Bestemmelsen i § 8, stk. 1 og 2, i ejendomsavancebeskatningsloven (lovbekendtgørelse nr. 558 af 16. september 1988), har følgende ordlyd

"Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis ejeren eller dennes husstand har beboet huset eller lejligheden i mindst 2 år af det tidsrum, hvori den pågældende har ejet boligen. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

1) ...

2) ...

3) ...

Stk. 2 . Når ganske særlige omstændigheder foreligger, kan skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, indrømme hel eller delvis fritagelse i tilfælde, hvor betingelsen i stk. 1, 1. pkt., ikke er opfyldt."

Bestemmelsen svarer til § 8 i den tidligere gældende lov nr. 247 af 9. juni 1982 om beskatning ved afståelse af fast ejendom.

I bemærkningerne til 1982-loven (Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4803) er følgende anført

"Denne dispensationsadgang svarer til den gældende dispensationsadgang i § 2 A i lov om særlig indkomstskat. Dispensationsadgangen anvendes navnlig i forbindelse med forflyttelse og lignende, samt ved separation, skilsmisse og dødsfald."

Forarbejderne omtaler ikke spørgsmålet om, hvorvidt der kan dispenseres for ejendomsavancebeskatning, for så vidt angår parter i et ægteskabslignende forhold.

Af Skattedepartementets cirkulære nr. 216 af 17. december 1982 fremgår bl.a. følgende under pkt. I, C,4

"Fritagelse vil normalt blive indrømmet, såfremt stillingsskifte har nødvendiggjort erhvervelse af anden bolig. Dispensation gives endvidere i forbindelse med separation, skilsmisse og dødsfald."

Det fremgår af Told- og Skattestyrelsens afgørelse..., at der i praksis dispenseres ved "opløsning af et fast samlivsforhold mellem 2 personer, uanset køn og uanset forholdets karakter, og hvad enten samlivsforholdet opløses ved fraflytning eller død". Det tilføjes i afgørelsen, at det med henblik på at sikre, at der kun dispenseres i de tilfælde, "hvor samlivet har haft en fastere karakter " (fremhævet af mig), i praksis kræves, at parterne har ejet ejendommen i sameje.

I Told- og Skattestyrelsens udtalelse ... er det anført, at papirløs samlivsophævelse sidestilles med separation og skilsmisse, men at det har været en betingelse for at opnå dispensation, at begge parter har ejet en anpart af ejendommen.

Den praksis, som Told- og Skattestyrelsen gav udtryk for i sin afgørelse..., og hvorefter der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter, kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Afgørelsen af, i hvilke tilfælde der foreligger samliv af fastere karakter, må efter min opfattelse bero på en vurdering af en række omstændigheder i det enkelte tilfælde: Samlivets varighed, familieforhold og økonomiske forhold. Det er således ikke holdbart i sig selv at tillægge det forhold, at de samlevende ejer fast ejendom sammen, afgørende betydning for, om der foreligger et fast samlivsforhold. Dette forhold er hverken en nødvendig eller i sig selv tilstrækkelig betingelse for at kunne karakterisere et samlivsforhold som værende af fastere karakter.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg må lægge til grund, at det udslaggivende i den foreliggende sag for den afgørelse, der er truffet, har været den blotte konstatering af, at de samlevende ikke ejede fast ejendom sammen.

Jeg har samtidig hermed henstillet til Told- og Skattestyrelsen at tage sagen op til fornyet overvejelse og meddele Dem en afgørelse, der er baseret på en samlet vurdering af Deres klients samlivsforhold, jf. ovenfor.

Jeg har udbedt mig underretning om styrelsens fornyede afgørelse.

..."

Told- og Skattestyrelsen meddelte mig herefter, at en bedømmelse af A's og samleverens økonomiske forhold ud fra oplysninger indeholdt i selvangivelserne sandsynliggjorde, at det på tidspunktet for købet i 1986 af ejendommen havde været en væsentlig forudsætning for A, at samleveren ved driften af erhvervsdelen af ejendommen kunne bidrage økonomisk til, at familien kunne bo i ejendommen. Told- og Skattestyrelsen anså det herefter for sandsynliggjort, at ophævelsen af samlivet havde nødvendiggjort salget af ejendommen, og at de i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, krævede "ganske særlige omstændigheder" måtte anses for opfyldt. Told- og Skattestyrelsen tilbagekaldte det tidligere givne afslag på A's anmodning om dispensation efter ejendomsavancebe-skatningslovens § 8, stk. 2.

Jeg meddelte Told- og Skattestyrelsen, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Resumé

A erhvervede en fast ejendom i marts 1986 og solgte ejendommen i december 1987. A havde beboet ejendommen sammen med sin samlever og deres fælles barn. Told- og Skattestyrelsen meddelte afslag på A's anmodning om dispensation efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Styrelsen oplyste, at der dispenseres ved opløsning af et fast samlivsforhold mellem to personer, uanset køn og uanset forholdets karakter, og hvad enten samlivsforholdet opløses ved fraflytning eller død. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at det i praksis - med henblik på at sikre, at der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter - kræves, at parterne har ejet ejendommen i sameje.

Den praksis, som Told- og Skattestyrelsen havde givet udtryk for, og hvorefter der kun dispenseres i de tilfælde, hvor samlivet har haft en fastere karakter, gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden fandt imidlertid, at afgørelsen af, i hvilke tilfælde der foreligger samliv af fastere karakter, må bero på en nærmere vurdering af en række omstændigheder, herunder samlivets varighed, familieforhold og økonomiske forhold. Ombudsmanden fandt det således ikke holdbart i sig selv at tillægge det forhold, at de samlevende ejer fast ejendom sammen, afgørende betydning for, om der foreligger et fast samlivsforhold. Dette forhold er hverken en nødvendig eller en i sig selv tilstrækkelig betingelse for at kunne karakterisere et samlivsforhold som værende af fastere karakter.

Ombudsmanden henstillede til Told- og Skattestyrelsen at tage sagen op til fornyet overvejelse og meddele A en ny afgørelse, der var baseret på en samlet vurdering af A's samlivsforhold. (J. nr. 1990-602-222).