Hjemmel for påbud om opgravning af olietank.

§ 11, stk. 3, har følgende ordlyd

"Stk. 3. Senest 20 år efter tankens og dens rørsystems nedgravning skal brugeren af tanken drage omsorg for, at tanken inspiceres, vurderes og underkastes en af de under 1-4 nævnte foranstaltninger

1) tanken og dens rørsystem forsynes med effektiv, udvendig katodisk beskyttelse, som kontrolleres mindst en gang årligt. Tanken beskyttes mod indvending korrosion efter metoder, der er godkendt af det i § 2 omhandlede prøvningsudvalg, eller

2) tanken belægges indvendigt med en belægning, der kan sikre tankens tæthed uden særlig beskyttelse mod udvendig korrosion, og rørsystemet beskyttes effektivt. Belægningstypen og de anvendte materialer godkendes af det i § 2 omhandlede prøvningsudvalg, eller

3) tanken og dens rørsystem forsynes med effektiv, udvendig katodisk beskyttelse, som kontrolleres mindst en gang årligt, og der foretages straks og derefter hvert 5. år indvendig inspektion af tanken samt eventuel reparation, eller

4) tanken graves op med tilhørende påfyldningsstuds, eller tankens restindhold fjernes, påfyldningsstudsen afmonteres, og tanken afblændes, således at påfyldning ikke kan finde sted, samt sikres mod eventuel sammenstyrtning og eksplosion, jfr. § 14, stk. 4.

Stk. 4. Resultaterne af den i stk. 3, nr. 1 og 3, nævnte kontrol med tankens katodiske beskyttelse skal opbevares i mindst 5 år og på forlangende forevises tilsynsmyndigheden."

Som det fremgår, er de nævnte foranstaltninger alternative. Brugeren kan således opfylde sin forpligtelse efter § 11 ved at vælge at fjerne tankens restindhold, afmontere påfyldningsstudsen og afblænde denne, således at påfyldning ikke kan finde sted. Tanken skal endvidere sikres mod eventuel sammenstyrtning og eksplosion.

Jeg må forstå sagen således, at den pågældende tank er afblændet i overensstemmelse med ovenstående bestemmelse. Dette skete, mens sagen verserede i Miljøkontrollen. (A) har samtidig installeret en ny olietank.

Efter at (K) Kommune i 1989 havde modtaget en klage over olieudsivning, udstedte Miljøstyrelsen et påbud om at grave den gamle tank op. Påbudet indebar tillige, at den forurenede jord skulle bortskaffes. Afgørelsen i skrivelse af 23. august 1989 angiver "§16" i ovennævnte bekendtgørelse som hjemmelsgrundlag.

§ 16 har følgende ordlyd

"Kommunalbestyrelsens tilsynsbeføjelser

§ 16 Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at de af denne bekendtgørelse omfattede oplag af mineralolieprodukter ikke udsætter grundvandet for forurening. Under udøvelsen af dette tilsyn har kommunalbestyrelsen adgang til på offentligt eller privat terræn at foretage undersøgelser samt til at træffe de til forebyggelse eller fjernelse af forurening nødvendige foranstaltninger.

Stk. 2 . Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid foretage en tæthedsprøvning eller anden kontrol af tanke og deres rørsystemer til opbevaring af de i § 1 nævnte produkter.

Stk. 3. Såfremt det ved tæthedsprøvning eller på anden måde måtte vise sig, at en tank er utæt, skal tanken straks tømmes for resterende indhold. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en utæt tank skal graves op, at en utæt tank efter fuldstændig tømning af indholdet skal afblændes således, at påfyldning ikke kan finde sted, samt sikres mod sammenstyrtning, jfr. § 14, stk. 4, eller at udsivet indhold fra tanken eller at indholdet af forurenet jord i tankens omgivelser fjernes fra den pågældende ejendom, eller at der træffes andre nødvendige forholdsregler.

Stk. 4. Såfremt der under påfyldning af en tank sker udstrømning af væsentlige mængder af de i § 1 nævnte produkter (spild), jfr. § 14, stk. 2, skal olieleverandøren efter kommunalbestyrelsens anvisning træffe de nødvendige foranstaltninger til fjernelse af forureningen. Enhver, der i øvrigt forårsager forurening med de i § 1 nævnte produkter, jfr. § 14, stk. 3, skal efterkomme kommunalbestyrelsens anvisninger vedrørende fjernelse af forureningen.

Stk. 5. Udgifterne til foretagelse af foranstaltninger, som er pålagt i medfør af stk. 3-4, afholdes af den, til hvem pålægget er meddelt.

..."

Under sagen har der været anført forskellige begrundelser for påbudet om at grave tanken op og om at fjerne forurenet jord.

Hverken i (K) Kommunes, Miljøkontrollens, eller Miljøstyrelsens afgørelser er der givet præcis henvisning til, hvilke bestemmelser i olietankbekendtgørelsens § 16, der er anvendt ved afgørelsen. Dette er ikke i overensstemmelse med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, jf. Justitsministeriets vejledning til loven, pkt. 133.

Efter det oplyste må jeg gå ud fra, at kommunens påbud i skrivelse af 23. august 1989 er meddelt på grundlag af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 16, stk. 3. Jeg henviser til den vægt, der er lagt på antagelsen om, at tanken er utæt, og til, at påbudet i hovedsagen drejer sig om opgravning af tanken.

I mangel af anden hjemmelsangivelse må jeg endvidere gå ud fra, at Miljøstyrelsens afgørelser i sagen, der stadfæster kommunens påbud, tilsvarende er baseret på bestemmelserne i § 16, stk. 3.

Efter min anmodning om klargøring af hjemmelsgrundlaget har Miljøstyrelsen henvist til bestemmelserne i § 16, stk. 4.

Lægges disse bestemmelser til grund, er der tale om påbud ("anvisninger") vedrørende fjernelse af forureningen, jf. § 16, stk. 4, 2. pkt.. Forholdet må herefter nærmere forstås således, at påbudet i første række er rettet mod den olieforurenede jord omkring og under tanken. Tanken selv er kun omfattet af påbudet, fordi det af økonomiske og praktiske grunde er nødvendigt at grave den op, når den forurenede jord skal fjernes.

Jeg finder ikke at kunne kritisere Miljøstyrelsens opfattelse, hvorefter bestemmelsen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 4, 2. pkt., i et tilfælde som det foreliggende giver hjemmel for at forlange den olieforurenede jord fjernet. Jeg finder herved heller ikke at kunne kritisere, at fjernelsespåbudet i dette tilfælde er rettet til (A) som ejer af tanken og som den, der gennem en årrække, hvorunder olie er sivet ud til omgivelserne, har været ansvarlig for tankens drift.

Med hensyn til den tidligere anvendte hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 3, bemærker jeg, at bestemmelserne heri efter min opfattelse alle forudsætter, at tanken er utæt. I det foreliggende tilfælde er det ifølge Miljøstyrelsen ikke godtgjort, at tanken er utæt.

Der har således ikke været hjemmel i § 16, stk. 3, til at træffe afgørelse om, at tanken skulle graves op.

Den fejlagtige - i hvert fald uklare - hjemmelsangivelse fra myndighedernes side under sagens behandling har skabt en betydelig usikkerhed med hensyn til, hvilke undersøgelser og faktiske forhold, der var relevante for afgørelsen. Bestemmelserne i § 16, stk. 3, kræver som nævnt, at tanken er utæt, medens dette er uden betydning for beføjelserne i § 16, stk. 4; her er det afgørende forureningens art og omfang.

(A's) mulighed for at forsvare sig - ved udnyttelse af kontradiktionsbeføjelser og gennem klage m.v. - har været tilsvarende forringet. Under sagen har der været ført endeløse diskussioner om forhold, som med den korrekte hjemmelsangivelse viser sig at være irrelevante.

Om hjemlen for påbudet skal søges i den ene eller den anden af bekendtgørelsens bestemmelser er således ikke kun et citeringsmæssigt problem. Hvis en klageinstans bliver opmærksom på, at 1. instansen har anvendt en forkert hjemmel (men at der nok er hjemmel andet sted), er det retlige udgangspunkt, at der skal ske en fornyet sagsbehandling på det nye hjemmelsgrundlag, normalt ved hjemvisning til fornyet realitetsbehandling i 1. instansen.

På denne baggrund finder jeg det meget beklageligt, at Miljøstyrelsen først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang, og efter min udtrykkelige opfordring hertil, klargjorde det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen over for (A).

Jeg har gjort Miljøstyrelsen bekendt med min opfattelse.

I betragtning af, at der efter min opfattelse har været tilstrækkelig hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 4, 2. pkt., til at forlange forureningen fjernet, og da påbudet nu faktisk er opfyldt, har jeg ikke fundet grundlag for at foretage videre i sagen. Det bemærkes, at erstatningsspørgsmål henhører under domstolenes afgørelse."

Hjemmel for påbud om opgravning af olietank.

A klagede over Miljøstyrelsens afgørelse af 13. februar 1990. Ved afgørelsen stadfæstede Miljøstyrelsen et af Miljøkontrollen i K Kommune meddelt påbud om opgravning af en olietank.

Det fremgik af sagen, at A drev et selvbetjeningsvaskeri beliggende Y-gade i K. A var lejer af de pågældende lokaler. Til brug for driften af vaskeriet havde A en olietank, der var nedgravet i gården til ejendommen. Tanken rummede 6000 l. Den var mere end 20 år gammel.

Den 10. marts 1989 modtog Miljøkontrollen en klage over olieudsivning i kælderen på ejendommen. Som formodet årsag til olieudsivningen blev A's olietank udpeget.

Efter modtagelsen af klagen foretog Miljøkontrollen flere tilsyn på ejendommen. I 1989 blev der gravet et 0,5 m dybt hul omkring rørene fra tanken og ind til muren i gården. Her blev der ikke konstateret olieforurenet jord. Tilsynsrapporten konkluderede, at olieforureningen sandsynligvis lå længere nede.

Mens sagen verserede i Miljøkontrollen, installerede A en ny tank og tog denne i brug. Den gamle tank ville han spule og afblænde.

Efter en tilsynsrapport dateret juni 1989 var det fortsat uklart, om der var tale om en lækage i den gamle tank, eller om olieforureningen skyldtes påfyldningsspild. Det var ligeledes uklart, i hvilke mængder der var olie i jorden.

Ved skrivelse af juli 1989 blev A varslet om, at han ville få meddelt påbud om at tømme og opgrave den gamle tank, samt at han ville få påbud om at fjerne eventuelt forurenet jord.

Miljøkontrollen skrev

"...

Da der ... er konstateret olieforurening af grundvandet i umiddelbar nærhed af tanken, og da der ikke findes andre nedgravede tanke i nærheden, skal det herved meddeles, at det vil blive indstillet til ....., at der meddeles påbud til Dem om at tømme og opgrave tanken samt om at fjerne eventuel forurenet jord.

..."

A kommenterede dette, idet han bestred, at Miljøkontrollen havde hjemmel til at kræve tanken gravet op. Det var hans opfattelse, at et sådant krav kun kunne gennemføres, såfremt det blev konstateret, at olietanken var utæt. A var af den opfattelse, at den konstaterede olie lige så godt kunne stamme fra udvaskning af oliespild, der var konstateret ovenpå tanken. I så fald måtte påbudet rettes mod leverandøren af olien.

Den 23. august 1989 påbød Miljøkontrollen A at tømme den gamle tank for olie og grave den op. Miljøkontrollen skrev

"...

Miljøkontrollen har i forvarsel af 7. juli 1989 redegjort for de synspunkter, der ligger til grund for antagelsen om, at tanken er utæt, og Deres angivelse af, at den konstaterede olieforurening i grundvandet kunne skyldes akkumuleret oliespild, ses ikke på afgørende måde at afsvække formodningen om tankens utæthed, idet tanke med den angivende alder erfaringsmæssigt ofte er gennemtærede.

....

På grundlag af ovenstående skal ..... Miljøkontrollen herved i henhold til nævnte bekendtgørelse, § 16, påbyde Dem at tømme tanken for olie og grave tanken op. Miljøkontrollen skal underrettes 3 dage inden opgravningen foretages, således at det ved tilsyn kan konstateres, om og i hvilket omfang den omgivende jord er forurenet. Miljøkontrollens anvisninger vedrørende opgravning og bortskaffelse af forurenet jord i forbindelse med tankopgravningen skal følges. Fristen for tankens opgravning sættes til en måned fra dato.

..."

A påklagede Miljøkontrollens afgørelse til Miljøstyrelsen. I klagen til Miljøstyrelsen oplyste A, at han havde fået den gamle tank trykprøvet, og at denne test viste, at tanken var tæt. Samtidig meddelte han, at tanken nu var tømt og afblændet. A bestred fortsat, at Miljøkontrollen havde hjemmel til at påbyde en opgravning.

Miljøkontrollen kommenterede A's klage og anførte bl.a.

"...

Stykke 3: Miljøkontrollen har givet ... påbud om opgravning af olietanken på grund af konstateret olie i grundvandet og ikke på grund af ovennævnte oliespild på tankens overside. Blotlægning af rørene er foretaget lige ved husmuren og ca. 30- 40 cm ud mod gården, ... Da jorden her var oliefri, betyder det at forureningen i grundvandet kan stamme fra bunden af tanken eller er løbet ned langs siderne af denne. .....

Stykke 4: (A) mener at kunne garantere, at tanken er tæt på grundlag den udførte trykprøve. I ovennævnte bekendtgørelse, § 16, stk. 2 og 3, bruges ordet tæthedsprøve. I Miljøkontrollen er der praksis for, at prøver udføres dels med tanken fyldt med enten vand eller olie og dels, at Miljøkontrollen er til stede. Det førstnævnte fremgår ikke af trykprøveattesten, og det andet var ikke tilfældet. Desuden mangler der i trykprøveattesten en beskrivelse af, hvordan trykprøven praktisk er gennemført, da (A) i stykke 6 skriver, at tanken er afblændet. Grundlaget for påbudet er stadigvæk konstateret olieforurening i grundvandet, og Miljøkontrollen mener ikke, at ovennævnte attest giver grund til revurdering af påbudet. I alle tilfælde skal tanken fjernes i forbindelse med bortgravning af eventuel forurenet jord.

Stykke 5: Mængden af olie, som befinder sig i jorden og vandet mellem tanken og kældergulvet, er meget svær at vurdere på grundlag af det, som kan ses i kælderen. Oliens alder er tillige svær at afgøre, men det er en rimelig antagelse, at den er af ældre dato. Lækager/spildet kan være foregået i mange år, og dermed kan den eventuelle vertikale spredningsproces af olie, i jord og grundvand have været tidskrævende og dermed først konstateret for nylig i forbindelse med grundvandsindtrængning.

..."

A kommenterede ovennævnte, idet han opsummerede sagen således

"...

Af facts i sagen er altså.

En mindre olieplet af ældre dato (størrelsesorden 1 liter) ovenpå grundvandet i kælderen.

En olietank, hvis overside tydeligt viser tegn på oliespild.

En trykprøveattest, der indicerer, at tanken er tæt.

En prøveopgravning omkring fødeledningerne, der viste, at disse var tætte.

Et olieregnskab der viser normalt eller lavt forbrug.

En formodet oliemængde der på ingen måde er truende for miljø, grundvand eller mennesker, da der mig bekendt ikke er drikkevandsboringer i (K Kommune), og da tanken ligger inde i en gård omkranset af husmurenes fundamenter på alle sider, hvilket vil forhindre spredning af evt. større oliemængde.

Derudover ligger der fra Miljøkontrollens side en række udokumenterede formodninger, anklager og beskyldninger, hvis betydning jeg har svært ved at se værdien af, hvis afgørelsen skal træffes ud fra lovens bestemmelser og intentioner.

..."

Den 13. februar 1990 stadfæstede Miljøstyrelsen Miljøkontrollens afgørelse. Styrelsen skrev

"...

Miljøstyrelsen skal i anledning af klagen oplyse, at man har gennemgået de på sagen foreliggende oplysninger. Miljøstyrelsen finder herefter ikke anledning til at ændre den af Miljøkontrollen trufne afgørelse af 23. august 1989.

Miljøstyrelsen skal derfor herved meddele, at det af Miljøkontrollen meddelte påbud om opgravning af olietanken på den nævnte ejendom herved stadfæstes.

..."

Herefter klagede A til mig, idet han bl.a. anførte

"...

Som det fremgår af bilagsmaterialet, vedrører sagen en nedgravet olietank, som er tom, og som ikke længere anvendes af ... (mig). I bekendtgørelsens § 16 om kommunalbestyrelsens tilsynsbeføjelser er der i stk. 3 hjemmel for, at "såfremt det ved tæthedsprøvning eller på anden måde måtte vise sig, at en tank var utæt, skal tanken straks tømmes for det resterende indhold. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en utæt skal graves op, og en utæt tank efter fuldstændig tømning af indholdet skal afblændes således, at påfyldning ikke kan finde sted ...".

Som nævnt er olietanken tom, og ny påfyldning kan ikke ske. (Jeg) bestrider, at tanken er utæt, ligesom (jeg) gør gældende, at Miljøkontrollen ikke på tilstrækkelig grundig måde, forinden dens afgørelse i sagen, har foretaget de undersøgelser, som § 16, stk. 2, anviser, at kommunalbestyrelsen kan foretage.

Af de muligheder, der anvises i § 16, stk. 2, har Miljøkontrollen i (K Kommune) kun benyttet sig af en enkelt undersøgelsesmulighed, idet man har gravet op omkring føderørene, ....

For at få prøvet, om den i sagen omhandlede olietank var utæt eller ej, har (jeg) i sommer ladet et kedel- og beholderfirma foretage en trykprøve .... den deri nævnte trykprøveattest af 1. august 1989, hvoraf fremgår, at olietanken ved en halv atmosfæres overtryk har været under trykprøve, uden at der viste sig et trykfald, hvorfor firmaet betragter tanken som tæt.

....

..... Miljøkontrollen .. har (ikke) foranstaltet relevante undersøgelser, som har godtgjort, at tanken er utæt. Ved opgravningen har Miljøkontrollen kun konstateret, at der på tankens overside er tydelige tegn på oliespild. Dette oliespild må således antages at komme "ovenfra", hvorfor der er tale om påfyldningsspild, som er ophørt i og med, at tanken ikke længere kan anvendes. Miljøkontrollen har, som ovenfor anført, derimod ikke konstateret, at tanken er utæt, og dette synspunkt er (mit) hovedsynspunkt for nærværende klage over forvaltningsafgørelsens usaglighed.

..."

A rettede samtidig med klagen til mig på ny henvendelse til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen afviste den 20. april 1990 at genoptage sagen og skrev

"...

Miljøstyrelsen har lagt til grund for sin behandling af sagen, at jorden over tanken og grundvandet under gulvet i den nærvedliggende bygning ifølge de foreliggende oplysninger er forurenet med olie.

Miljøstyrelsen er derfor enig i kommunens vurdering af det sandsynlige i, at jorden/grundvandet mellem tanken og bygninger er olieforurenet.

Miljøstyrelsen finder derfor, at det af kommunalbestyrelsen stillede krav om at fjerne tanken er både rimeligt og nødvendigt med henblik på en afklaring af forureningens udbredelse.

Ifølge reglerne i § 16, stk. 4, i olietankbekendtgørelsen skal enhver der forårsager forurening med blandt andet olieprodukter efterkomme kommunalbestyrelsens anvisninger vedrørende fjernelse af forureningen.

..."

I Miljøstyrelsens udtalelse af 26. juni 1990 anførte styrelsen bl.a.

"...

Miljøstyrelsen er enig i, at man har fortolket Miljøkontrollens oplysninger forkert, når det nu kan oplyses, at olieforureningen over tanken befinder sig inden i en kegle, der er placeret over påfyldningsstudsen til tanken.

Miljøstyrelsen finder imidlertid ikke, at dette har betydning for sagens vurdering, idet det afgørende er, at der er konstateret en forurening over tanken samt, at det er sandsynligt, at denne forurening kan have bredt sig omkring og under tanken.

....

Endelig skal det bemærkes, at kommunens påbud ikke er meddelt under henvisning til, at tanken er utæt, men under henvisning til, at der er konstateret forurening over tanken og i grundvandet under kældergulvet.

Miljøkontrollen har på dette grundlag meddelt påbud om opgravning af tanken.

....

I den foreliggende situation, hvor der er konstateret olieforurening i jorden og i grundvandet, og hvor denne forurening kræves fjernet efter olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3 in fine, er det efter Miljøstyrelsens opfattelse både miljømæssigt hensigtsmæssigt og rimeligt at kræve tanken opgravet ved samme lejlighed. Ved denne løsning foretages den bedste sikring af, at der ikke sker yderligere grundvandstruende forurening. Da selv afblændede og opfyldte olietanke indebærer en vis forureningsrisiko ved korrosion m.v., er det miljømyndighedernes almindelige praksis at kræve gamle tanke opgravet i forbindelse med konstatering af jord- eller grundvandsforurening.

..."

A kommenterede udtalelsen. Han konstaterede, at myndighedernes begrundelse for påbudet nu var ændret, idet man ikke længere henviste til utæthed i tanken. Påbudet om opgravning af tanken savnede således hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg Miljøstyrelsen om følgende

"...

1. Præcisering af det hjemmelsmæssige grundlag for påbudet om at grave tanken op.

2. Nærmere angivelse af, hvilket faktum der herved (jf. hjemmelsgrundlaget) er lagt til grund for påbudet og for Miljøstyrelsens beslutning om at fastholde påbudet.

3. En redegørelse for den forureningsmæssige risiko ved at lade den gamle olietank blive i jorden i afblændet og sammenstyrtningssikret stand.

..."

Miljøstyrelsen besvarede min anmodning således

"...

ad 1.

Ifølge § 16, stk. 4-5 i olietankbekendtgørelsen skal enhver der forårsager forurening med olieprodukter m.v. efterkomme kommunalbestyrelsens anvisninger vedrørende fjernelse af forureningen og udgifterne i forbindelse hermed, skal afholdes af den til hvem påbuddet er meddelt.

Vedrørende ansvarsplaceringen kan det oplyses, at der ikke foreligger andet end antydninger og mistanke om hvem og hvad, der har været årsag til forureningen. Det er derfor fortsat Miljøstyrelsens vurdering, at påbud om foranstaltninger kan og skal meddeles til brugeren af tanken, som ifølge olietankbekendtgørelsens bestemmelser iøvrigt er ansvarlig for, at tanken benyttes i overensstemmelse med reglerne. I den forbindelse kan der gøres opmærksom på § 14, stk. 2, i olietankbekendtgørelsen, hvorefter olieleverandøren subsidiært brugeren af tanken straks skal anmelde spild ved påfyldninger af tanken til kommunalbestyrelsen. Dette er åbenbart ikke sket i denne sag. Overtrædelse kan straffes med bøde jfr. § 19.

ad 2.

De foreliggende kendsgerninger vedrørende forureningen er, at der er konstateret en olieforurening i en betonkegle over påfyldningsstudsen til tanken.

Endvidere er der konstateret en olieforurening i grundvandet under kældergulvet i den nærvedliggende bygning.

Konklusionen er herefter, at olieforureningen i betonkeglen over påfyldningsstudsen er sivet ud af bunden på betonkeglen langs tankens overflade, fordi betonkeglen ikke slutter tæt til tankens overflade.

Herfra er forureningen langs tankens overflade sivet ned under bunden af tanken og ned i grundvandet. Forureningen har herefter udbredt sig i horisontal retning ind under det nærvedliggende kældergulv, hvor det er blevet konstateret.

Det er derfor sandsynligt, at tanken ligger oven på forureningen. Den letteste måde at komme til forureningen på er derfor ved at fjerne tanken.

Det er dog ikke praktisk umuligt at fjerne forurenet jord ved siden af og under en tank uden at fjerne denne. Jorden må i givet fald fjernes i etaper, og tanken afstives fra forskellige sider under arbejdet. Det er dog en væsentlig mere besværlig og også en uforholdsmæssig mere kostbar metode. Det er derfor almindelig praksis i sådanne tilfælde at kræve tanken fjernet. Miljøstyrelsen finder ikke noget til hinder for, at den dyreste måde vælges, når blot det sikres, at den olieforurenede jord fjernes.

ad 3.

I det omfang restindholdet af olie i tanken fjernes fuldstændigt, og forurenet jord i tankens omgivelser kan fjernes uden at flytte tanken, jfr. ovenstående, vil det være i overensstemmelse med reglerne at lade tanken blive liggende i jorden.

Under disse omstændigheder udgør tanken ikke nogen fare for forurening af jord og grundvand på grund af udsivende olie. Det er imidlertid sædvanligt, at der ved tømning af en tank på almindelig måde forbliver en rest olie tilbage i tanken, efter at den er blevet tømt for restindhold. Det er denne olierest, der kan indebære en risiko for forurening. Det er derfor almindeligvis den forureningsmæssigt mest sikre løsning at fjerne selv tomme tanke. Forurening på grund af korrosion er helt ubetydelig, og er på ingen måde indgået i styrelsens overvejelser i denne sag.

..."

A oplyste senere, at olietanken nu var gravet op og omgivende jord fjernet, og om resultatet af en analyse af jorden. Han fandt, at påbudet var udstedt på et løst grundlag af "antydninger og mistanker", som der ikke var gjort noget for at underbygge.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Det fremgår af sagen, at den pågældende olietank - der rummer 6000 l - i 1989 var mere end 20 år gammel.

Efter § 11, stk. 3, i bekendtgørelse om kontrol med oplag af olie m.v. (nr. 386 af 21. august 1980) skal brugeren af en sådan tank drage omsorg for, at denne underkastes visse foranstaltninger til forebyggelse af fremtidig forurening.

Resumé

A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt.

Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt.

Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11).