Sagsbehandlingstid i familiesammenføringssag.

Sagsbehandlingstid i familiesammenføringssag.

A klagede for B og hans ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede her i landet.

Af sagens akter fremgik følgende

I en ansøgning dateret den 5. september 1989 ansøgte B gennem den danske ambassade i Ankara, Tyrkiet, Direktoratet for Udlændinge om opholdstilladelse i Danmark på grund af sit ægteskab med den herboende C. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at direktoratet modtog ansøgningen den 12. september 1989.

Ved skrivelse af 9. oktober 1989 sendte Direktoratet for Udlændinge B's ansøgning om opholdstilladelse til rigspolitichefen med anmodning om, at der måtte blive iværksat en nærmere undersøgelse af, hvorvidt betingelserne for familiesammenføring var opfyldt. Den samme dag underrettede direktoratet C om, at direktoratet havde modtaget ansøgningen om opholdstilladelse, og at sagen var sendt til rigspolitichefen med henblik på en nærmere undersøgelse af familieforholdet. Endvidere meddelte direktoratet C følgende

"...

De må således forvente på et senere tidspunkt at blive indkaldt til afhøring.

De vil fra politiet modtage meddelelse om mødetidspunktet.

På grund af det stigende antal ansøgninger må De påregne en vis ventetid.

Det kan tilføjes, at direktoratet normalt er uden indflydelse på, hvornår De vil blive indkaldt.

Når sagen er modtaget fra politiet, vil direktoratet tage stilling til ansøgningen.

De må dog påregne, at der til sagsbehandlingen i direktoratet vil medgå en vis tid, idet ansøgningerne behandles i den rækkefølge, hvori de modtages.

..."

I skrivelse af 10. maj 1990 til Direktoratet for Udlændinge anmodede A om kopi af sagens akter og oplysning om, hvad sagens behandling beroede på. Da C intet havde hørt fra direktoratet siden skrivelsen af 9. oktober 1989, anmodede A tillige om en redegørelse for, hvorfor C endnu ikke var blevet indkaldt til afhøring.

Direktoratet for Udlændinge sendte herefter med skrivelse af 30. maj 1990 A kopi af direktoratets akter. Endvidere meddelte direktoratet A, at direktoratet endnu ikke havde modtaget svar fra rigspolitichefen på direktoratets henvendelse af 9. oktober 1989. Hovedparten af sagens akter beroede således hos rigspolitichefen, hvorfor direktoratet meddelte A, at han - såfremt han tillige måtte ønske aktindsigt i disse akter - skulle meddele direktoratet dette.

I skrivelse af 1. juni 1990 meddelte A Direktoratet for Udlændinge, at han på baggrund af direktoratets skrivelse af 30. maj 1990 ville lægge til grund, at direktoratet havde rykket rigspolitichefen for den nærmere undersøgelse af B's familieforhold, idet denne undersøgelse allerede på daværende tidspunkt havde taget knapt 8 måneder. A anmodede endvidere direktoratet om at sende ham kopi af direktoratets rykkerskrivelse til rigspolitichefen og kopi af samtlige sagens akter.

I fortsættelse af A's skrivelse af 1. juni 1990 anmodede han i skrivelse af 13. juni 1990 Direktoratet for Udlændinge om at bekræfte, at fremsendelse af sagens akter til A ikke ville forsinke sagen yderligere, idet C over for A havde oplyst, at direktoratet havde meddelt hende, at en begæring om aktindsigt automatisk ville medvirke, at ansøgning om opholdstilladelse ville "ryge nederst i bunken".

I skrivelse af 20. juni 1990 klagede A til mig over sagsbehandlingstiden i Direktoratet for Udlændinge. I klagen henviste A til, at B efter udlændingelovens § 9 havde et retskrav på at opnå opholdstilladelse her i landet, hvorfor A anså det for ulovligt at nægte gennemførelse af den ansøgte opholdstilladelse under henvisning til en tilsyneladende overflødig undersøgelse, som alligevel ikke ville blive gennemført, formentlig på grund af mandskabsmangel.

Ved skrivelse af 21. juni 1990 fremsendte A en kopi af sin klage til mig til Direktoratet for Udlændinge til orientering.

I skrivelse af 26. juni 1990 til mig anmodede A om, at sagen blev hastebehandlet, idet B af de tyrkiske myndigheder havde fået besked på, at han ikke ville kunne udrejse af Tyrkiet efter den 23. juli 1990 på grund af indkaldelse til militærtjeneste. Den samme dag sendte A en kopi af sin skrivelse til mig til Direktoratet for Udlændinge til orientering. Samtidig anmodede A direktoratet om at hastebehandle sagen.

Ved skrivelse af 28. juni 1990 sendte jeg sagen til udtalelse hos Direktoratet for Udlændinge, rigspolitichefen og Justitsministeriet. Jeg henledte samtidig de nævnte myndigheders opmærksomhed på, at A med den nævnte skrivelse af 26. juni 1990 havde anmodet om, at sagen hastebehandledes.

Direktoratet for Udlændinge modtog min høringsskrivelse den 29. juni 1990 og fremsendte sagen til rigspolitichefen den 3. juli 1990 med anmodning om en udtalelse efter omstændighederne snarest belejligt.

Rigspolitichefen besvarede direktoratets anmodning med skrivelse af 10. juli 1990, hvori der henvistes til en vedlagt politirapport vedrørende afhøring af C om familieforholdet. Afhøringen var foretaget den samme dag.

Direktoratet for Udlændinge meddelte herefter ved telex af 12. juli 1990 til den danske ambassade i Ankara B opholds- og arbejdstilladelse i 12 måneder inden den 11. august 1991. Tilladelsen blev meddelt med henblik på meddelelse af tilladelse til varigt ophold.

Ved skrivelser af 18. juli 1990 underrettede Direktoratet for Udlændinge A og C om direktoratets afgørelse af 12. juli 1990. Direktoratet meddelte samtidig A, at direktoratet ikke foretog sig videre i anledning af hans skrivelser af 1. og 13. juni 1990.

Den samme dag fremsendte Direktoratet for Udlændinge den udbedte udtalelse i anledning af A's klage til mig til Justitsministeriet. Udtalelsen indeholdt en oversigt over de ovennævnte foretagne ekspeditioner i sagen. Endvidere bemærkede direktoratet, at A's skrivelse af 20. juni 1990 til mig ikke gav direktoratet anledning til yderligere bemærkninger.

Den 19. juli 1990 modtog Justitsministeriet udtalelsen fra Direktoratet for Udlændinge. Med skrivelse af 6. september 1990 anmodede Justitsministeriet direktoratet om en fornyet udtalelse om, hvad der var passeret i sagen mellem den 18. oktober 1989, da rigspolitichefen ifølge den ovennævnte politirapport havde oprettet sagen og den 6. juli 1990, da politiets første henvendelse til C havde fundet sted.

Direktoratet for Udlændinge videresendte den 24. september 1990 Justitsministeriets skrivelse til rigspolitichefen med anmodning om en udtalelse efter omstændighederne snarest belejligt.

Ved skrivelse af 16. oktober 1990 besvarede rigspolitichefen direktoratets høringsskrivelse. Rigspolitichefen anførte

"...at sager af den her omhandlede kategori behandles i den rækkefølge de indkommer, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Det tilføjes i den forbindelse, at et stigende sagsantal har bevirket en forøget sagsbehandlingstid.

I skrivelse af 3. juli 1990 fra Direktoratet for Udlændinge med bilag blev Rigspolitiet for første gang gjort opmærksom på, at ansøgeren ikke kunne udrejse af Tyrkiet efter 23. juli 1990 på grund af indkaldelse til militærtjeneste. Den herboende ægtefælle blev herefter truffet på bopælen den 6. juli 1990 og tilsagt til afhøring, som fandt sted den 10. juli 1990. Sagen blev samme dag returneret til Direktoratet for Udlændinge."

Da jeg endnu ikke havde modtaget svar på min skrivelse af 28. juni 1990, rykkede jeg i skrivelse af 2. november 1990 Direktoratet for Udlændinge for svar og anmodede samtidig om, at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt.

Skrivelsen blev ikke besvaret af direktoratet.

I skrivelse af 5. december 1990 rykkede jeg på ny Direktoratet for Udlændinge for svar i sagen, da jeg fortsat ikke havde modtaget svar på min skrivelse af 28. juni 1990, og da jeg heller ikke havde modtaget svar på min rykkerskrivelse af 2. november 1990. Jeg anmodede om straks at modtage underretning om, hvorpå sagen beroede samt at få oplyst, hvad der var baggrunden for, at min rykkerskrivelse af 2. november 1990 ikke var besvaret. Endvidere anmodede jeg på ny om, at sagen blev fremskyndet således, at jeg hurtigst muligt modtog svar på min skrivelse af 28. juni 1990.

Direktoratet for Udlændinge besvarede telefonisk mine rykkerskrivelser den 6. december 1990. Direktoratet oplyste, at der ville blive fremsendt en udtalelse om sagen til Justitsministeriet en af de nærmeste dage.

Med skrivelse af 13. december 1990 besvarede Direktoratet for Udlændinge Justitsministeriets høringsskrivelse af 6. september 1990. Direktoratet anførte bl.a. følgende

"...

Direktoratet har ikke bemærkninger til udtalelsen af 16.10.1990 fra Rigspolitichefen, afd. E.

Baggrunden for at direktoratet ikke har rykket Rigspolitichefen, afd. E, er at direktoratet var bekendt med, at der var et betydeligt sagspres hos politiet.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorpå sagens behandling har beroet siden den 17.10.1990, hvor udtalelsen fra Rigspolitichefen, afd. E. er modtaget i direktoratet, bemærkes, at det beror på en meget beklagelig fejlekspedition, at sagen ikke er videreekspederet straks efter den 17.10.1990.

I forbindelse med det stigende antal sager på udlændingeområdet er der et betydeligt sagspres i direktoratet, hvilket har ført til at denne sag ikke er blevet behandlet straks.

Det bemærkes at direktoratets medarbejdere er instrueret om, at sager af denne karakter skal behandles omgående, og at dette er blevet indskærpet på baggrund af den lange ekspeditionstid i denne sag.

..."

Ved skrivelse af 7. januar 1991 besvarede Justitsministeriet min høringsskrivelse af 28. juni 1990. I skrivelsen anførte Justitsministeriet bl.a. følgende

"...

Det fremgår af sagen, at (C) ved skrivelse af 9. oktober 1989 fra Direktoratet for Udlændinge modtog underretning om, at direktoratet samme dag havde sendt (B's) ansøgning om opholdstilladelse her i landet til Rigspolitichefen, Afdeling E, Den centrale Politiafdeling, med henblik på foretagelse af en nærmere undersøgelse af familieforholdet mellem (B) og (C). Direktoratet for Udlændinge oplyste samtidig (C) om, at hun på grund af det stigende antal ansøgninger måtte påregne en vis ventetid, inden hun blev indkaldt til afhøring hos politiet, ligesom hun måtte påregne, at der til sagsbehandlingen i direktoratet ville medgå en vis tid.

I den anledning skal Justitsministeriet udtale, at man finder det beklageligt, at sagen har ligget hos Rigspolitichefen, Afdeling E, i tiden fra den 18. oktober 1989 til den 6. juli 1990 uden ekspeditioner, at Direktoratet for Udlændinge - selv om (C) var orienteret om, at sagsbehandlingen kunne trække ud - først den 30. maj 1990 ved en skrivelse til hendes advokat på ny underrettede (C) om, hvorpå sagens behandling beroede, at Direktoratet for Udlændinge først den 18. juli 1990 besvarede advokat (A's) henvendelser af 1. juni 1990 og 13. juni 1990 i sagen, og at Direktoratet for Udlændinge først den 6. december 1990 telefonisk besvarede erindringsskrivelsen af 2. november 1990 fra Folketingets Ombudsmand.

Endvidere skal Justitsministeriet beklage, at ministeriet efter at have modtaget Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 18. juli 1990 tillige med Rigspolitichefens udtalelse af 10. juli 1990 først den 6. september 1990 traf foranstaltning med henblik på at indhente supplerende udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Rigspolitichefen, Afdeling E, og at man ikke i den forbindelse underrettede Folketingets Ombudsmand om dette sagsbehandlingsskridt.

Endelig kan Justitsministeriet tilslutte sig Direktoratet for Udlændinges beklagelse af, at Rigspolitichefens supplerende udtalelse af 16. oktober 1990 først den 13. december 1990 blev videreekspederet.

Det tilføjes, at Justitsministeriet på baggrund af forløbet af den foreliggende sag snarest vil drøfte med Rigspolitichefen, Afdeling E, og Direktoratet for Udlændinge, hvorledes man kan undgå at der opstår tilsvarende situationer i fremtiden."

I et brev til A udtalte jeg følgende

" 1. Til behandlingen af (B's) ansøgning om opholdstilladelse medgik der ca. 10 måneder, fra det tidspunkt da (B) indgav sin ansøgning af 5. september 1989, og til Direktoratet for Udlændinge meddelte opholdstilladelse ved telex af 12. juli 1990. En så langvarig sagsbehandlingstid er i forhold til (B) og hans hustru klart urimelig.

Som det fremgår af Justitsministeriets udtalelse i anledning af Deres klage til mig, finder ministeriet det beklageligt, at der ikke er foretaget ekspeditioner i sagen i perioden fra den 18. oktober 1989 til den 6. juli 1990, i hvilken periode sagen var sendt til rigspolitichefen med henblik på en nærmere undersøgelse af familieforholdet.

Denne beklagelse kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

Ved bedømmelsen af sagsbehandlingen i denne periode har jeg endvidere taget i betragtning - på linie med det, Justitsministeriets departement har anført - at Direktoratet for Udlændinge ikke på noget tidspunkt erindrede rigspolitichefen om sagen, herunder fremskyndede sagens behandling som følge af Deres adskillige skrivelser til direktoratet om sagen, der bl.a. indeholdt oplysning om, at (B) ikke ville blive tilladt udrejse af Tyrkiet efter den 23. juli 1990.

Om de enkelte perioder under behandlingen af sagen bemærker jeg i øvrigt

Jeg har hæftet mig ved, at der gik 6 dage, inden Direktoratet for Udlændinge underrettede Dem og (C) om, at direktoratet havde meddelt opholdstilladelse med det omtalte telex af 12. juli 1990; under henvisning til sagens hidtidige forløb og især under henvisning til oplysningen om (B's) manglende mulighed for udrejse efter den 23. juli 1990 finder jeg, at direktoratet burde have foretaget denne underretning samtidig med, at afgørelsen blev truffet.

Jeg skal endvidere pege på, at der medgik ca. et halvt år, fra Direktoratet for Udlændinge modtog min høringsskrivelse af 28. juni 1990, og til Justitsministeriet besvarede skrivelsen den 7. januar 1991. Dette til trods for, dels at jeg i mine rykkerskrivelser af 2. november og 5. december 1990 anmodede om, at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt, dels at min høringsskrivelse samt de ovennævnte høringsskrivelser, som de involverede myndigheder sendte til hinanden i anledning af min høringsskrivelse, alle er mærket "HASTER".

Justitsministeriet har i udtalelsen af 7. januar 1991 beklaget, at ministeriet først den 6. september 1990 sendte sagen til supplerende udtalelse i Direktoratet for Udlændinge, og at ministeriet ikke i forbindelse hermed underrettede mig om dette sagsbehandlingsskridt.

Denne beklagelse har jeg noteret mig.

Både Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge har endvidere beklaget, at direktoratet efter at have modtaget rigspolitichefens supplerende udtalelse af 16. oktober 1990 først den 13. december 1990 videreekspederede sagen til Justitsministeriet.

Jeg kan tilslutte mig disse beklagelser.

Jeg har endvidere noteret mig, at der medgik 2 uger, fra direktoratet modtog Justitsministeriets anmodning om en supplerende udtalelse, og til direktoratet videresendte sagen til rigspolitichefen. Dette til trods for, at der på dette tidspunkt var medgået ca. 2½ måned, fra direktoratet havde modtaget min høringsskrivelse af 28. juni 1990.

I udtalelsen af 7. januar 1991 har Justitsministeriet beklaget, at Direktoratet for Udlændinge først den 6. december 1990 telefonisk besvarede min rykkerskrivelse af 2. november 1990.

Jeg kan tilslutte mig denne beklagelse; jeg henviser i den forbindelse også til, at en af mine medarbejdere allerede den 11. og 18. september 1990 telefonisk havde forespurgt til sagen.

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet, Direktoratet for Udlændinge og rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

Jeg har endvidere anmodet Justitsministeriet om at underrette mig om udfaldet af drøftelserne med Direktoratet for Udlændinge og rigspolitichefen, som ministeriet ifølge udtalelsen af 7. januar 1991 ville tage initiativ til med henblik på at undgå tilsvarende situationer i fremtiden.

2. Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206 og 208 om orientering af ansøgere og klagere, når sagsbehandlingen trækker ud, har følgende ordlyd

Pkt. 206

"Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."

Pkt. 208

"Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."

Justitsministeriet har som anført i den gengivne skrivelse til mig beklaget, at Direktoratet for Udlændinge først ved en skrivelse til Dem den 30. maj 1990 på ny underrettede (C) om, hvorpå sagens behandling beroede.

Jeg kan tilslutte mig denne beklagelse af, at (C) ikke under sagens langvarige forløb blev orienteret om, hvorpå sagen beroede.

Justitsministeriet har endvidere beklaget, at Direktoratet for Udlændinge først den 18. juli 1990 besvarede Deres skrivelser af 1. og 13. juni 1990 til direktoratet.

Jeg kan tilslutte mig denne beklagelse.

Jeg finder det endvidere kritisabelt, at Deres rykkerskrivelse til direktoratet af 26. juni 1990 ikke blev besvaret med det samme. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Deres skrivelser af 13. og 26. juni 1990 er mærket "HASTER" i direktoratet.

Jeg har gjort Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge bekendt med min opfattelse.

3. Forvaltningslovens § 16, stk. 2, vedrørende afgørelse af sager om begæring om aktindsigt har følgende ordlyd

"Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge."

Jeg finder det kritisabelt, dels at Deres begæring om aktindsigt, som De fremsatte i skrivelsen af 10. maj 1990 til Direktoratet for Udlændinge, først blev besvaret ved direktoratets skrivelse af 30. maj 1990, dels at Deres begæring om aktindsigt i skrivelsen af 1. juni 1990 til direktoratet, først blev besvaret ved direktoratets skrivelse af 18. juli 1990. I den sidstnævnte skrivelse meddelte direktoratet kun i øvrigt, at direktoratet ikke foretog sig videre i anledning af Deres skrivelse.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriets departement bekendt med min opfattelse."

Resumé

A klagede for B og hans ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges (D.f.U) behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede hér i landet. Til behandlingen af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos rigspolitichefen, med henblik på en nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget ekspeditioner i sagen. D.f.U. underrettede først efter knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. D.f.U. undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.

Ombudsmanden udtalte, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at der i ca. 9 måneder - mens sagen henlå hos rigspolitichefen - ikke var foretaget ekspeditioner i sagen.

Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206 og 208 fandt ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om, hvorpå sagen beroede. Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge.

Endelig fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2. (J. nr. 1990-975-613).