Afslag på realitetsbehandling af fri proces-ansøgning efter afslag på oprejsningsbevilling.

Afslag på realitetsbehandling af fri proces-ansøgning efter afslag på oprejsningsbevilling.

En advokat klagede over Civilretsdirektoratets afslag på at realitetsbehandle hans ansøgning for A om fri proces under anke af en dom til Østre Landsret samt direktoratets sagsbehandling i forbindelse hermed.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at advokatens ansøgning om fri proces (i henhold til retsplejelovens § 331) under anke af en dom af 18. maj 1990 blev indgivet i skrivelse af 31. maj 1990. Advokaten anmodede om, at Civilretsdirektoratet fremskyndede behandlingen af ansøgningen og henviste herved til, at det var "afgørende for (A's) beslutning om at anke ..., at han får meddelelse om fri proces". Advokaten oplyste i den forbindelse, at sagen endnu ikke var anket, og at fristen for anke udløb den 15. juni 1990.

Den 6. juni 1990 orienterede Civilretsdirektoratet telefonisk advokatens sekretær om, at direktoratet ikke kunne garantere for, at sagen kunne færdigbehandles inden ankefristens udløb, og at ansøgning om fri proces ikke havde opsættende virkning på ankefristen. På telefonisk forespørgsel fra Civilretsdirektoratet den 29. juni 1990 oplyste sekretæren, at sagen ikke var anket. Direktoratet tilkendegav herefter, at direktoratet ikke ville realitetsbehandle ansøgningen, medmindre der blev ansøgt om oprejsningsbevilling.

I skrivelse af 3. juli 1990 protesterede advokaten over for direktoratet mod denne tilkendegivelse, idet han bl.a. anførte

"...

Jeg har - siden direktoratet ikke traf afgørelse inden ankefristens udløb - tilrådet min klient, at såfremt fri proces meddeles, så skulle der søges oprejsningsbevilling til at anke dommen. Det er givet, at en sådan oprejsningsbevilling meget nemmere vil kunne gives, såfremt der i sagen ligger et tilsagn om fri proces.

At direktoratet henviser min klient til først at få afslag på ansøgningen om fri proces, dernæst at søge oprejsningsbevilling, og endelig , hvis bevillingen meddeles, at søge fri proces igen, er fuldstændig urimeligt. Det bemærkes herved tillige, at fristen for udnyttelse af en eventuel oprejsningsbevilling, jf. rpl. § 372, stk. 2, er den samme som ankefristen, nemlig 4 uger, og at det på baggrund af direktoratets sagsbehandlingstid ikke kan forventes, at sagen kan afgøres indenfor dette tidsrum. A har efter min opfattelse krav på, at direktoratet realitetsbehandler ansøgningen på nuværende tidspunkt, og at direktoratet således ikke indirekte medvirker til, at oprejsnings- bevilling vil være umulig at opnå og udnytte. Der er efter min opfattelse ikke hjemmel til, at direktoratet afskærer skønnet på baggrund af den manglende anke, når jeg i ansøgningen udtrykkeligt anførte, at det var min klients klare hensigt at anke dommen.

..."

I skrivelse af 25. juli 1990 meddelte Civilretsdirektoratet herefter

"...

Ved telefonisk forespørgsel af 29. juni 1990 bekræftede ... (Deres sekretær) ..., at sagen ikke var påanket. Civilretsdirektoratet tilkendegav herefter, at der ikke var baggrund for at tage stilling til ansøgningen om fri proces, medmindre der blev søgt om oprejsningsbevilling.

Ved skrivelse af 3. juli 1990 har De på ny rettet henvendelse vedrørende sagen.

Civilretsdirektoratet, der har overtaget kompetencen til at meddele oprejsningsbevillinger, har herefter tillige behandlet Deres skrivelse som en ansøgning om oprejs- ningsbevilling.

I den anledning skal man meddele, at ansøgningen om oprejsningsbevilling ikke kan imødekommes.

Ifølge retsplejelovens § 372, stk. 1, er ankefristen ved anke fra byret til landsret 4 uger. Efter bestemmelsens stk. 2, 4. pkt. kan justitsministeren dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Efter praksis meddeles en sådan tilladelse sædvanligvis kun, hvis der foreligger en rimelig undskyldelig grund til den indtrådte forsinkelse.

Civilretsdirektoratet finder det under de anførte omstændigheder ikke undskyldeligt, at anke ikke er sket rettidigt.

Civilretsdirektoratet finder på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling til ansøgningen om fri proces.

..."

Til støtte for klagen til mig anførte advokaten

"...

Jeg gør overfor ombudsmanden for det første gældende, at Civilretsdirektoratets behandling af sagen savner hjemmel. Efter min opfattelse har (A) krav på, at direktoratet realitetsbehandler ansøgningen om fri proces, og direktoratet er efter min opfattelse ikke berettiget til af egen drift alene at tage stilling til en ikke-indgivet ansøgning om oprejsningsbevilling.

Direktoratets tankegang er efter min opfattelse cirkulær og efterlader ingen mulighed for at opnå en reel afgørelse af hverken fri proces-spørgsmålet eller spørgsmålet om oprejsningsbevilling, jf. også min skrivelse til direktoratet af 3. juli 1990.

Endelig gøres det gældende, at min klient er blevet vildledt af direktoratet. Direktoratet har ikke inden ankefristens udløb gjort opmærksom på direktoratets praksis om, at fri proces bliver afslået, når sagen ikke er anket. Ansøgningen om fri proces blev indgivet så betids, at behandling inden ankefristens udløb sagtens kunne være nået. I hvert fald burde direktoratet have oplyst, at når ankefristen sprang, udelukkedes muligheden for meddelelse af fri proces.

..."

Civilretsdirektoratet henholdt sig i en udtalelse til mig til sin afgørelse af 25. juli 1990 med bemærkning om, at "direktoratet (ikke) finder, at det ... tjener noget formål, at realitetsbehandle en ansøgning om fri proces under anke af en dom, der ikke kan ankes".

I skrivelse af 13. december 1990 anmodede jeg Civilretsdirektoratet om en supplerende udtalelse. Jeg anførte bl.a.

"...

Den foreliggende sag vedrører Civilretsdirektoratets fremgangsmåde ved behandlingen af advokatens ansøgning om fri proces under anke.

Spørgsmålet er, om Civilretsdirektoratet - hvis direktoratet ikke når at færdigbehandle en ansøgning om fri proces inden ankefristens udløb, og det oplyses, at dommen faktisk ikke er anket - kan betinge en afgørelse om fri proces af, at der først (af direktoratet) træffes afgørelse om eventuelt at give oprejsningsbevilling, og således at afslag på oprejsningsbevilling bevirker, at Civilretsdirektoratet afslår realitetsbehandling af fri proces-ansøgningen.

Problemet vedrørende manglende stillingtagen til en fri proces-ansøgning inden ankefristens udløb har været berørt i forbindelse med behandlingen af spørgsmål om overflytning af kompetencen til at træffe afgørelser om procesbevillinger, herunder oprejsningsbevillinger, fra administrationen til domstolene. Ved et lovforslag, som justitsministeren fremsatte i november 1930 om ændring af retsplejeloven afviste ministeren at medtage det tidligere retsplejeudvalgs forslag om at flytte kompetencen til domstolene og anførte i tilknytning hertil

"... Efter retsplejelovens § 332 meddeles fri proces i 2den instans af justitsministeren. Når der ansøges om fri proces, kan det i praksis ofte ikke undgås, at ankefristen under behandlingen af ansøgningen udløber, og der må da i disse tilfælde, når fri proces meddeles, også gives anketilladelse. Dersom nu denne tilladelse, som af udvalget foreslået, skal gives af domstolene, vil den pågældende altså ofte blive nødt til først at søge justitsministeren om fri proces og derefter retten om anketilladelse. Men denne fremgangsmåde synes unødig omstændelig i betragtning af, at retten i sådanne tilfælde må antages så godt som altid at ville give den ansøgte anketilladelse.

..." (Rigsdagstidende 1930/31, tillæg A, sp. 4878).

I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager beskæftigede Retsplejerådet sig på ny med kompetencespørgsmålet, idet rådet foreslog, at kompetencen til at meddele bl.a. anketilladelse blev overført til domstolene. Heller ikke denne gang blev forslaget fulgt. I bemærkningerne til det lovforslag, der blev fremsat på grundlag af betænkningen, er bl.a. anført

"...

Det har til fordel for den gældende ordning været anført, at denne medfører mindre administration i de tilfælde, hvor den, der anker, søger fri proces. I disse tilfælde vil det af tidsmæssige grunde ofte være nødvendigt tillige at give oprejsningsbevilling, og det er derfor en fordel, at samme myndighed (Justitsministeriet) kan meddele begge tilladelser. ..." (Folketingstidende 1978/79, tillæg A, sp. 1595).

(I tilslutning til Retsplejerådets forslag om overflytning af kompetencen foreslog rådet, at der eventuelt blev indført en hjemmel i retsafgiftsloven til at fastsætte en frist for betaling af retsafgift med henblik på de situationer, hvor appellanten ikke ønskede at gennemføre sagen efter afslag på fri proces. En sådan hjemmel er ikke indført.)

I de anførte forarbejder fremstilles det som en almindeligt forekommende situation i praksis, at behandlingen af en fri proces-ansøgning trækker ud således, at der, hvis fri proces meddeles, skal træffes afgørelse om oprejsningsbevilling. Det vil sige, der træffes afgørelse om fri proces under anke, selv om der ikke er anket rettidigt, og selv om der (endnu) ikke foreligger en oprejsningsbevilling.

Dette harmonerer ikke med Civilretsdirektoratets fremgangsmåde i denne sag.

Direktoratets fremgangsmåde er endvidere i modstrid med det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt, hvorefter en ansøger, der opfylder de formelle krav til ansøgningen, har krav på, at den kompetente myndighed realitetsbehandler ansøgningen.

Jeg beder direktoratet om en fornyet udtalelse på baggrund af det anførte.

..."

Civilretsdirektoratet meddelte mig senere, at direktoratet havde taget foranstående synspunkter til efterretning og havde taget fri proces-sagen under realitetsbehandling.

Jeg meddelte herefter Civilretsdirektoratet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog videre i sagen.

Resumé

En ansøgning om fri proces under anke nåede ikke at blive færdigbehandlet af Civilretsdirektoratet (CD) inden ankefristens udløb. Da dommen ikke var anket, betingede CD videre behandling af fri proces-ansøgningen af, at der blev truffet afgørelse om at give oprejsningsbevilling. CD afslog herefter oprejsningsbevilling og fandt under henvisning hertil ikke anledning til realitetsbehandling af fri proces-ansøgningen.

A klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden tilkendegav, at CD's fremgangsmåde ikke var i overensstemmelse med bemærkningerne til tidligere fremsatte lovforslag om overflytning af kompetencen til at træffe afgørelser om procesbevillinger fra administrationen til domstolene.

CD meddelte senere, at direktoratet havde taget ombudsmandens synspunkter til efterretning og havde taget fri proces-sagen under realitetsbehandling. (J. nr. 1990-1182-68).