Politiets opkrævning af udgifter til Falcks Redningskorps' bortfjernelse af biler.

Politiets opkrævning af udgifter til Falcks Redningskorps' bortfjernelse af biler.

A klagede over Justitsministeriets besvarelse af en klage, A havde indgivet til Justitsministeriet over en rabatordning, som er indgået mellem rigspolitichefen og Falcks Redningskorps vedrørende transport af køretøjer, som fjernes ved politiets foranstaltning.

Det fremgik af sagen, at A klagede til Justitsministeriet over, at den forannævnte rabatordning ikke kommer ejerne af de implicerede motorkøretøjer til gode.

I anledning af A's skrivelse indhentede Justitsministeriet en udtalelse fra rigspolitichefen, der bl.a. anførte følgende

"...

I den anledning kan det oplyses, at politiet siden 1960, med henblik på at undgå at binde unødigt mange politimæssige ressourcer til transportopgaver m.m., har haft en overenskomst med Falcks Redningskorps, om at politiet kan anmode Falck om bistand til løsning af opgaver, som naturligt falder inden for selskabets arbejdsområde.

På baggrund af udviklingen siden den oprindelige aftales indgåelse blev der i begyndelsen af 80'erne optaget forhandlinger om indgåelse af en landsdækkende aftale. Uensartede priser og betydelige udgifter for politiet, samt behovet for et stående beredskab og en hurtig effektuering af politiets rekvisitioner, var baggrunden for ønsket om en ny overenskomst.

Forhandlingerne resulterede i, at der i 1983 blev indgået en generel hovedaftale, hvorefter Falcks Redningskorps tilbyder at yde politiet en sådan hjælp, som naturligt falder ind under korpsets arbejdsområder. Herudover blev der indgået særaftaler om transport af lig, transport af biler og motorcykler samt transport af hittegodscykler og -knallerter.

Ved indgåelse af aftalerne opnåedes en reduktion af udgifterne til Falck, idet Falcks Redningskorps på visse af de ydede assistancer yder en kvantumsrabat på 15%. Ifølge aftalerne, der er anmeldt over for Monopoltilsynet, ydes rabatten på grundlag af det samlede beløb, som politiet i et kalenderår har betalt for ydede assistancer.

Det bemærkes, at politiets årlige omsætning med Falcks Redningskorps, for så vidt angår de rabatberettigede assistancer, udgør godt 8 mio. kr.

Ifølge aftalen om transport af biler og motorcykler udskriver Falcks Redningskorps en regning til politiet efter de til enhver tid gældende takster. Politiet hæfter således som rekvirent for beløbets betaling over for Falcks Redningskorps, og først når de retslige forhold omkring den rekvirerede assistance er afklaret, er det muligt endeligt at afgøre hvem, der skal afholde udgiften.

Hvis Falcks Redningskorps imidlertid i forvejen er kontraktligt forpligtet til at yde den begærede assistance, fremsendes dog ingen regning til politiet. Såfremt bilejerne har abonnement hos et andet redningsselskab, vil politiet efter anmodning benytte dette selskab.

Såfremt politiet har udlagt beløbet, påhviler det politiet efterfølgende at søge beløbet indfordret hos bilejeren. Erfaringsmæssigt viser indfordringerne sig dog i en række tilfælde resultatløse, hvorfor politiets samlede udgifter til borttransport af køretøjer overstiger de refunderede udgifter.

Sammenfattende er det Rigspolitichefens vurdering, at de indgåede aftaler på en god og økonomisk forsvarlig måde sikrer, at politiets rekvisitioner effektueres hurtigt, ligesom publikum ikke påføres unødige udgifter, idet eventuelle abonnementsordninger tilgodeses.

..."

I skrivelsen til A anførte Justitsministeriet afslutningsvis følgende

"...

Ligesom rigspolitichefen finder Justitsministeriet, at ordningen bedst muligt tilgodeser de forskellige, relevante hensyn. Dette gælder således hensynet til muligheden for hurtigt og effektivt at kunne få bortfjernet sådanne køretøjer, og hensynet til at motorkøretøjernes ejer m.v. ikke påføres unødvendige udgifter og i øvrigt økonomisk stilles bedst muligt i forbindelse med fjernelsen af et sådant køretøj. Den særlige rabat på 15%, som udbetales fra Falcks side - og som fastsættes samlet på baggrund af den årlige totale rekvisition af bistand hos Falck - må ses i sammenhæng med, at politiet i vidt omfang ikke kan få dækket de udlagte udgifter til fjernelse af motorkøretøjer, og i et sådant omfang, at politiets opgaver inden for det omhandlede område økonomisk set samlet er underskudsgivende. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor ikke være muligt eller i øvrigt rimeligt, at den pågældende rabatordning i forhold til politiet gav sig udslag i en billigere pris over for de enkelte ejere m.v. af bortfjernede motorkøretøjer."

I A's skrivelse til mig præciserede han sin klage i følgende to punkter

"1) Kan det være rigtigt som rigspolitichefen påstår, at mængden af uerholdelige beløb for borttransport af biler overstiger rabatten (ca. 15%)? Det fremgår ikke af Justitsministeriets brev, om man tror på denne påstand i Justitsministeriet.

2) Er det lovligt, at politiet opkræver mere af den enkelte bilist, end transporten af netop vedkommendes bil har kostet?"

I en udtalelse til mig i anledning af A's klage henholdt rigspolitichefen sig til sin forannævnte udtalelse til Justitsministeriet og anførte bl.a. følgende

"...

Rigspolitichefen kan i tilslutning hertil oplyse, at rabatten til politiet ydes på baggrund af politiets samlede ressourceforbrug.

Rabatordningen, der har karakter af en kvantumsrabat, har nærmere sammenhæng med, at politiet, som rekvirent af assistancen, indestår for betalingen og afregningen til redningskorpset. Politiet har herved påtaget sig administrationen af ordningen, herunder at afholde de udgifter, der er forbundet med inddrivelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at inddrivelsen erfaringsmæssigt kan strække sig over en længere periode med en egentlig retsforfølgning til følge, hvilket er forbundet med ikke ubetydelige udgifter såsom rentetab, gebyrer m.m.

Det bemærkes, at der ikke foreligger en samlet opgørelse, der belyser i hvilket omfang udgifterne overstiger den ydede rabat, men det skønnes imidlertid at de beløb, som må anses for uerholdelige, overstiger de beløb, der udbetales i henhold til aftalen.

Når hertil kommer, at den enkelte bilejer ikke stilles anderledes end tilfældet ville være, hvis køretøjet var blevet borttransporteret uden politiets mellemkomst, er det Rigspolitichefens vurdering, at den enkelte bilejer ikke skal godskrives nogen del af den til Rigspolitichefen ydede rabat.

..."

Justitsministeriet har i en udtalelse til mig i anledning af A's klage bl.a. anført følgende

"...

Det tilføjes, at rigspolitichefen over for Justitsministeriet telefonisk har præciseret, at rabatten ydes på baggrund af politiets samlede ressourceforbrug i årets løb, hvorfor politiet først ved årets udgang får udbetalt den samlede rabat. Det tilføjes, at rabatten i de senere år har udgjort 15%.

Efter rigspolitichefens opfattelse vil det således være uforholdsmæssigt ressourcekrævende efterfølgende at gennemgå samtlige sager med henblik på i givet fald at udbetale et mindre beløb til den enkelte ejer m.v. svarende til den forholdsmæssige del af rabatten."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Regler om politiets adgang til fjernelse og salg af køretøjer er indeholdt i færdselslovens § 123.

Færdselslovens § 123, stk. 1 og 2, har følgende indhold

"Politiet kan foranledige de nedenfor under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område

1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om standsning eller parkering,

2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og

3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Stk. 2. Køretøjet bringes til den af politiet anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Beløbet kan inddrives ved udpantning."

Som det fremgår af færdselslovens § 123, stk. 2, 2. pkt., påhviler de af politiet afholdte udgifter til transport og opbevaring føreren.

Umiddelbart må bestemmelsen efter sin formulering forstås således, at det er de af politiet faktisk afholdte udgifter, der påhviler føreren. Der er efter min opfattelse hverken i loven eller i lovforarbejderne holdepunkter for en antagelse i retning af, at der skulle bestå den fornødne hjemmel for en ordning, hvorefter politiet kan pålægge føreren eller ejeren af et køretøj større udgifter til køretøjets borttransport end de rent faktisk afholdte. En sådan ordning ville have væsentlige lighedspunkter med den situation, at politiet pålagde føreren eller ejeren af et køretøj et gebyr ud over de af politiet faktisk afholdte udgifter til fjernelse af køretøjet. Det er fast antaget, at opkrævning af et gebyr kræver udtrykkelig lovhjemmel, se herved f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning, 1987.47, med henvisninger.

Rigspolitichefen og Justitsministeriet har henvist til, at den oprettede ordning med Falck alene kan ses som en kompensation for de udgifter, politiet har afholdt, og at disse udgifter skønnes at overstige det beløb, der udbetales i henhold til rabatordningen med Falck. Rigspolitichefen har endvidere henvist til, at rabatten til politiet ydes i forhold til politiets samlede ressourceforbrug på årsbasis, og at det vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende efterfølgende at gennemgå samtlige sager med henblik på i givet fald at udbetale mindre beløb til den enkelte ejer svarende til den forholdsmæssige del af rabatten.

Efter min gennemgang af sagen er det min opfattelse, at der i færdselslovens § 123 ikke er hjemmel til en ordning, hvorefter der opkræves større beløb end de omkostninger, som politiet rent faktisk selv har afholdt.

Under hensyn hertil har jeg henstillet til Justitsministeriet at tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den bestående rabatordning (f.eks. i form af hjemmel til at opkræve et supplerende gebyr) eller ændre den gældende ordning, således at rabatten kommer de personer til gode, der skal refundere politiets udgifter ved transporten. Efter min opfattelse kan de af rigspolitichefen og Justitsministeriet anførte ressourcemæssige synspunkter bære, at ordningen f.eks. praktiseres på den måde, at det foregående års rabatprocent fratrækkes i det beløb, der opkræves fra den enkelte. Der har efter det oplyste ikke været ændringer i procentsatsen siden 1983, men uanset eventuelle mindre ændringer i rabatten vil en sådan ordning efter min opfattelse kunne anses for at være i overensstemmelse med det eksisterende hjemmelsgrundlag. Ganske vist vil det kunne medføre, at der i nogle år opkræves for meget og i andre år for lidt, men ved små afvigelser finder jeg, at dette lovligt kan begrundes i administrative og ressourcemæssige forhold."

Resumé

A klagede over, at en rabatordning, som er indgået mellem rigspolitichefen og Falcks Redningskorps vedrørende transport af motorkøretøjer, som fjernes ved politiets foranstaltning, ikke kommer ejerne af de implicerede motorkøretøjer til gode.

Ombudsmanden henviste til færdselslovens § 123, stk. 2, 2. pkt., hvorefter de af politiet afholdte udgifter i disse tilfælde påhviler føreren af motorkøretøjet. Efter ombudsmandens opfattelse er der hverken i loven eller forarbejderne til denne holdepunkter for en ordning, hvorefter politiet kan pålægge føreren eller ejeren af et motorkøretøj større udgifter til køretøjets borttransport end de rent faktisk afholdte. En sådan ordning ville have væsentlige lighedspunkter med den situation, at politiet pålagde føreren eller ejeren af et køretøj et gebyr ud over de af politiet faktisk afholdte udgifter til fjernelse af køretøjet. Det er fast antaget, at opkrævning af et gebyr kræver udtrykkelig lovhjemmel. Under hensyn hertil henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den bestående rabatordning (f.eks. i form af hjemmel til at opkræve et supplerende gebyr) eller ændre den gældende ordning, således at rabatten kommer de personer til gode, der skal refundere politiets udgifter ved transporten. (J. nr. 1989-324-611).