Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.

Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.

A klagede over, at Justitsministeriet havde afslået en ansøgning om tilladelse til at anke en dom, som var afsagt af byretten i X-by, til Østre Landsret.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A ved dommen var blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 for trusler på livet imod sin overbo, B. A blev straffet med 10 dagbøder á 100 kr. Af udskrift for retsbogen fremgik det, at udover A og B blev alene A's hustru afhørt under retssagen.

A anmodede Justitsministeriet om tilladelse til at anke dommen til Østre Landsret. A anførte i sin ansøgning bl.a, at domfældelsen skete på et efter hans opfattelse meget usikkert grundlag, idet dommen alene byggede på B's forklaring, uden at denne på nogen måde var understøttet af objektivt konstaterbare kendsgerninger. A anførte endvidere, at domfældelsen var et brud på reglen om, at anklagemyndigheden har bevisbyrden i straffesager.

Justitsministeriet afslog A's ansøgning; ministeriet anførte herved bl.a følgende

"...Til brug ved afgørelsen af (A's) ansøgning har Justitsministeriet indhentet udtalelser fra anklagemyndigheden og gennemgået sagens akter.

Justitsministeriet skal herefter meddele, at man ikke finder grundlag for at imødekomme ansøgningen. Justitsministeriet har ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at sagen ikke efter ministeriets opfattelse indeholder sådanne forhold, at der er knyttet en mere almindelig (principiel) interesse til sagens indbringelse for landsretten."

A rettede på ny henvendelse til Justitsministeriet og anmodede ministeriet om at tage den tidligere trufne afgørelse op til fornyet overvejelse. A anførte bl.a følgende

"...Det er min opfattelse, at afslaget (og den anførte begrundelse) er i klar strid med de forudsætninger, der knytter sig til lov nr. 298 af 6. juni 1984, hvorved beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962 blev hævet til 1.000 kr. eller 10 dagbøder.

Denne lov hviler på betænkning nr. 994/1983, hvor følgende bl.a udtales s. 151

"En sådan ændring vil formentlig kunne gennemføres, uden at det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes retsstilling. Det forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil kunne meddele tilladelse til anke..."

Jeg henviser endvidere til Duus og Elmer i Juristen 1984.341 f., hvor følgende udtales

"Justitsministeriet har ... i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget i et svar på spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg givet udtryk for, at Justitsministeriet er indstillet på at være imødekommende over for begæringer om anketilladelse fra tiltaltes side, medmindre det må antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat."

På den baggrund er det naturligvis helt uforståeligt, at Justitsministeriet opererer med et krav om, at sagen skal have en "mere almindelig (principiel) interesse". Dette kriterium kan undertiden være relevant ved tilladelse til anke til Højesteret, men kan ikke være en betingelse for, at en sag skal tillades anket til landsretten.

I den foreliggende sag beror domfældelsen på en langtfra utvivlsom bevisvurdering. Det er derfor ikke åbenbart, at anke vil være udsigtsløs. ..."

Efter en fornyet gennemgang af sagen fastholdt Justitsministeriet den tidligere trufne afgørelse; som begrundelse herfor anførte ministeriet bl.a følgende

"... Justitsministeriet skal - som anført i ministeriets afgørelse af 8. december 1989 - oplyse, at ministeriet efter retsplejelovens § 962 kan meddele tilladelse til anke af byrettens afgørelse i en straffesag, der ikke uden en sådan særlig tilladelse kan indbringes for landsretten, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Om disse betingelser er opfyldt, afgøres af Justitsministeriet på grundlag af en vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, som indgår i den pågældende konkrete sag.

Justitsministeriet skal endvidere oplyse, at man ved afgørelsen bl.a. har lagt vægt på, at sagen - som anført - ikke efter ministeriets opfattelse er af principiel karakter, idet der er tale om en helt konkret bevisvurdering af spørgsmålet om, hvorvidt De har truet (B) med en kniv. Det bemærkes i den forbindelse, at en domfældts uenighed i en byrets vurdering af beviser i almindelighed ikke kan bevirke, at sagen bliver af principiel interesse.

Retten i (X-by) har - efter at have hørt Dem, Deres hustrus og (B's) forklaring - ved sin afgørelse lagt vægt på vidnets forklaring, der efter gengivelsen til retsbogen har været særdeles detaljeret, ligesom forklaringen synes at være i overensstemmelse med hendes forklaringer til politirapporterne. Ved (B's) forklaring finder retten det bevist, at De har truet (B) med en kniv på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv, helbred eller velfærd. Det fremgår endvidere af sagen, at De i retten har nægtet Dem skyldig, og at De har forklaret, at De ikke erindrer, om De var hjemme den pågældende dag, ligesom De har oplyst, at De ikke er i besiddelse af en springkniv. Endelig har De oplyst, at der er et spændt forhold mellem Dem og deres hustru på den ene side og vidnet på den anden side, samt at der har verseret en civil retssag mellem de pågældende, der hver ejer en del af den faste ejendom, de bebor.

Deres hustru har ifølge retsbogen blandt andet forklaret, at hun ikke var hjemme den pågældende dag, samt at hun aldrig har set Dem i besiddelse af en springkniv.

Der er ikke i sagen oplysninger, der tyder på, at andre end Dem og overboen har overværet forholdet. Der er endvidere ikke i sagen efter Justitsministeriets opfattelse oplysninger om objektive fund m.v., der skulle kunne afsvække den af vidnet afgivne forklaring. Justitsministeriet har derfor ved sin afgørelse af sagen efter et konkret skøn lagt den bevisvurdering til grund, som retten i (X-by) har anlagt i sagen. I lyset af denne vurdering har ministeriet ikke fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten, uanset at sagen som nævnt ikke er af principiel interesse.

Justitsministeriet finder ikke, at afgørelsen er i strid med retsplejelovens ordlyd eller forarbejderne til den nævnte ændring af retsplejeloven. ..."

I klagen til mig anførte A, at det er uberettiget, når Justitsministeriet opererede med et krav om, at sagen skal være af principiel interesse, eller at særlige grunde skal foreligge. A henviste i den forbindelse til de løfter, som Justitsministeriet havde afgivet over for Folketingets Retsudvalg, hvorefter det er tilstrækkeligt, at anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for tiltalte gunstigt resultat.

I en udtalelse i anledning af klagen til mig henholdt Justitsministeriet sig til sine tidligere trufne afgørelser.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A

"Retsplejelovens § 962, stk. 3, har følgende ordlyd

"Justitsministeren kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor..."

Da den foreliggende sag ikke ses at være af "principiel karakter", er det afgørende, om "særlige grunde iøvrigt taler" for, at tilladelse til anke gives.

Den begrundelse, som blev givet i Justitsministeriets skrivelse af ..., må efterlade det indtryk, at afslaget blev meddelt, fordi sagen ikke angik et principielt forhold. Begrundelsen var derfor efter min opfattelse utilstrækkelig og misvisende.

Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Justitsministeriets begrundelse for afgørelsen i skrivelsen af... indeholder derimod en udtrykkelig stillingtagen (også) til det andet led af bestemmelsen ("eller særlige grunde i øvrigt taler derfor").

Om forståelsen af § 962, stk. 3, andet led - "særlige grunde i øvrigt taler derfor" - bemærker jeg følgende

Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev hævet fra 60 kr. til 1.000 kr. ved lov nr. 298 af 6. juli 1984.

Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved gennemførelsen af lovforslaget af retssikkerhedsmæssige årsager var betænkelighed ved at hæve beløbsgrænsen som foreslået.

I retsplejerådets betænkning nr. 994/1983 om lægdommerordningen i straffesager m.v. anføres på s. 151 bl.a.

"De foreliggende oplysninger viser, at der i et ikke helt ubetydeligt omfang sker formildelse eller frifindelse under landsrettens behandling af ankesagerne. Rådet er derfor opmærksom på, at en begrænsning i tiltaltes ankeadgang kan give anledning til betænkelighed ud fra almindelige retsplejemæssige synspunkter. I det omfang sagspresset på landsretterne skal søges lettet inden for de bestående personalemæssige rammer, er det imidlertid nødvendigt at overveje gennemførelse af foranstaltninger, der begrænser domstolenes indsats i mindre betydningsfulde sager, uanset at de set udelukkende ud fra sædvanlige retsplejemæssige synspunkter kan opfattes som forringelser.

Retsplejerådet stiller forslag om, at den nuværende bødegrænse for anke fra tiltaltes side forhøjes til (10 dagbøder og) 1.000 kr. i lyset af den almindelige udvikling i bødeniveauet. En sådan ændring vil formentlig kunne gennemføres, uden at det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes retsstilling. Det forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil kunne meddele tilladelse til anke."

I betænkningen s. 150 er det oplyst, at landsretterne i 30 - 35% af de realitetsbehandlede politiankesager formildede byrettens afgørelse eller helt frifandt tiltalte.

Justitsministeriet gav i et svar af 5. april 1984 til Folketingets Retsudvalg udtryk for, at ministeriet ville være indstillet på at være imødekommende over for anmodninger om anketilladelse fra tiltaltes side, medmindre det må antages at en anke "åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat."

I en senere kommentar af 2. maj 1984 til Retsudvalget til et notat om lovforslaget udtalte justitsministeren sig på linie hermed.

Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev ved lov nr 396 af 13. juni 1990 forhøjet fra 1.000 til 3.000 kr. eller 20 dagbøder. I bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende

"Da en aflastning af landsretterne og anklagemyndigheden efter Justitsministeriets opfattelse uden retssikkerhedsmæssige betænkeligheder hensigtsmæssigt vil kunne gennemføres ved en forhøjelse af ankegrænsen i de mindre politisager, foreslås det, at grænsen fastsættes således, at der kun er fri ankeadgang, såfremt mere end 20 dagbøder eller bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.

Sager, som bevismæssigt eller retligt frembyder tvivl, vil med Justitsministeriets tilladelse kunne indbringes for landsretten. I de tilfælde, hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil der således kunne meddeles tilladelse hertil efter retsplejelovens § 962, stk. 3..."

Efter min opfattelse må bestemmelsen i § 962, stk. 2, andet led, forstås i overensstemmelse med de tilkendegivelser, der blev givet til Folketinget af Justitsministeriet og ministeren under lovforberedelsen i 1984. Der var tale om klare tilkendegivelser om, hvorledes bestemmelsen ville blive anvendt af justitsministeren; og tilkendegivelserne fremkom bl.a. på baggrund af de betænkeligheder, der var rejst mod gennemførelse af en forhøjelse af beløbsgrænsen. Den gennemførte ændring af retsplejeloven i 1990 giver ikke grundlag for at anlægge en anden fortolkning.

I det foreliggende tilfælde er der tale om en bevisbedømmelse, der i alt væsentligt bygger på udsagnene fra henholdsvis (B) og Dem. Justitsministeriet har i skrivelsen af 6. februar 1990 anført, at ministeriet "ikke har fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten."

Således som sagen foreligger oplyst, kan jeg ikke lægge til grund, at Justitsministeriets bedømmelse er sket på et retligt grundlag, der svarer til den ovennævnte forståelse af retsplejelovens § 962, stk. 3.

Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til Justitsministeriet at tage sagen op til fornyet overvejelse.

Jeg har udbedt mig underretning om Justitsministeriets afgørelse."

Justitsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet det rigtigst at meddele tilladelse til, at byretten i X-bys dom over A kunne indbringes for Østre Landsret.

Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Resumé

Justitsministeriet (JMT) afslog en ansøgning fra A om tilladelse til at anke en byretsdom til landsretten. Ministeriet havde i sin første afgørelse alene begrundet afslaget med, at sagen ikke var af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 962, stk. 3, første led. I en senere afgørelse tog ministeriet udtrykkeligt stilling til retsplejelovens § 962, stk. 3, andet led, men fastholdt den oprindelige afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at begrundelsen i JMT's første afgørelse måtte efterlade det indtryk, at afslaget blev meddelt, fordi sagen ikke angik et principielt forhold. Begrundelsen var efter Ombudsmandens opfattelse utilstrækkelig og misvisende. Ombudsmanden udtalte endvidere, at bestemmelsen i RPL § 962, stk. 3, efter forarbejderne til bestemmelsen må forstås således, at JMT skal meddele tilladelse til anke til 2. instans, medmindre det må antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat.

Ombudsmanden henstillede til JMT at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1990-245-68).