Legislator Case Law & Legislation
O19900011770 DK

Stillingtagen til partsanbringender som led i begrundelsen.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1990 117 Valid

Stillingtagen til partsanbringender som led i begrundelsen.

A og B klagede over Civilretsdirektoratets afslag på at meddele fri proces efter retsplejelovens § 331 til sagsanlæg mod Københavns Kommune vedrørende lovligheden af en tilbagekøbsklausul, som kommunen havde tinglyst på bl.a. A's og B's ejendom.

A og B havde tidligere for grundejerforeningen C klaget til mig over et tilsvarende afslag på fri proces fra Justitsministeriet. I den forbindelse anførte A og B, at en Østre Landsrets dom af 6. februar 1986, som på daværende tidspunkt var under anke til Højesteret, vedrørende lovligheden af tilbagekøbsklausuler på andre ejendomme, ikke havde afklaret spørgsmålet om lovligheden af deklarationerne på bl.a. A's og B's ejendom.

Jeg meddelte i skrivelse af august 1987, at der under sagens behandling ved Højesteret bestod en mulighed for, at de af A og B rejste spørgsmål ville blive afklaret. Allerede af den grund kunne jeg ikke kritisere Justitsministeriets afslag på fri proces. Som svar på en fornyet henvendelse fra A og B meddelte jeg i skrivelse af december 1987, at grundejerforeningen kunne indgive fornyet ansøgning om fri proces, hvis grundejerne i den verserende retssag hævede anken, hvilket senere skete.

I skrivelse af 9. marts 1989 ansøgte A's og B's advokat på bl.a. deres vegne om fri proces efter retsplejelovens § 331. Advokaten redegjorde udførligt for de påstande, han agtede at nedlægge under retssagen samt de anbringender, han ville gøre gældende til støtte herfor. Advokaten redegjorde endvidere for, hvorfor Østre Landsrets dom af 6. februar 1986 ikke kunne tillægges præjudicerende betydning for denne sag.

A og B havde selv udarbejdet et udførligt notat om sagen, hvori de redegjorde for de påstande og anbringender, der burde gøres gældende under en retssag. A og B gjorde i den forbindelse nærmere rede for, hvorfor Østre Landsrets dom af 6. februar 1986 i sagen efter deres opfattelse ikke kunne tillægges præjudicerende betydning for deres sag.

Civilretsdirektoratet afslog at meddele fri proces. I begrundelsen for afgørelsen anførte direktoratet

"...

Civilretsdirektoratets afgørelse er truffet i medfør af retsplejelovens § 331, hvorefter justitsministeren når særlige grunde taler derfor, kan meddele fri proces, selv om betingelserne i retsplejelovens § 330 ikke er opfyldt. Efter praksis er det i almindelighed ved bedømmelse efter retsplejelovens § 331 en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, hvilket i almindelighed betyder, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i sin påstand.

Civilretsdirektoratet har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på, at deklarationerne efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke ved pålægget kunne anses for ulovlige, samt at de hverken efter offentligretlige eller privatretlige regler vil kunne tilsidesættes i dag."

Civilretsdirektoratet henholdt sig ved fremsendelse af sagens akter til mig til sin afgørelse.

I et brev til A og B anførte jeg bl.a. følgende

"Civilretsdirektoratets afslag på at meddele fri proces er truffet på baggrund af retsplejelovens § 331. Bestemmelsen har følgende indhold

"Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens erhvervsmæssige eller sociale situation."

.....

Efter praksis lægges der også ved afgørelser om fri proces efter § 331 vægt på, hvorvidt ansøgeren har udsigt til at vinde retssagen (jf. H. Kallehauge i Ugeskrift for Retsvæsen 1973 B., s. 160). Undtagelsesvist kan der dog meddeles fri proces, selv om det er tvivlsomt, om ansøgeren kan vinde sagen, hvis det f.eks. på grund af sagens afgørende betydning for ansøgeren eller dens principielle karakter findes rigtigst, at ansøgeren får mulighed for at gennemføre sagen, jf. bet. 404/1966 (*1) og Kommenteret Retsplejelov (1989), bd. I, s. 382 og 389.

Om betingelserne for at meddele fri proces efter retsplejelovens § 331 er opfyldt, beror, således som det også fremgår af det foranstående, på en skønsmæssigt præget vurdering. Efter de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere en sådan vurdering, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, og jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse.

Sagen har dog givet mig anledning til følgende bemærkninger vedrørende Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen

Kravene til indholdet af en begrundelse er angivet i forvaltningslovens § 24. Når afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen, ud over en henvisning til det anvendte retsgrundlag, indeholde en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Med hensyn til begrundelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der kræves "særlige grunde" el.lign. for at imødekomme en ansøgning, henvises til Juridisk Grundbog (1989), bd. 4, s. 173, hvor netop § 331 er angivet som eksempel. En begrundelse for afslag på fri proces vil opfylde kravene i § 24, hvis den indeholder en henvisning til, hvad der efter praksis - og nu udtrykkeligt angivet i § 331, 2. pkt. - er anset for "særlige grunde", sammenholdt med en konstatering af, at ingen af disse særlige grunde foreligger i den konkrete sag.

Civilretsdirektoratets begrundelse for afslaget i det foreliggende tilfælde opfylder for så vidt de krav, der efter forvaltningslovens § 24 er fastsat til indholdet af begrundelse.

Efter min opfattelse er det imidlertid ikke givet, at en begrundelse, der opfylder kravene i § 24, fremtræder som tilstrækkelig i det konkrete tilfælde, det vil sige giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en afgørelse har fået et bestemt udfald (i modsætning til det af parten forventede eller ønskede). Om begrundelsen kan anses for tilstrækkelig må bl.a. afhænge af afgørelsens art, sagens karakter og partens egen udførlighed i forbindelse med sagen.

En fyldestgørende begrundelse vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender, parten har gjort gældende under sagen. Det vil efter min mening navnlig kunne være tilfældet, hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende, som er relevant for sagen.

Under disse omstændigheder vil det efter min opfattelse være bedst i overensstemmelse med almindeligt anerkendte principper om hensynsfuld sagsbehandling, at myndigheden i sin begrundelse for afgørelsen, udtrykkeligt tager stilling til det, som parten har anført. Jeg forudsætter, at det kan ske inden for rimelige rammer med hensyn til begrundelsens omfang.

På baggrund af disse generelle synspunkter mener jeg, at Civilretsdirektoratet burde have givet en mere udførlig begrundelse for afgørelsen om ikke at imødekomme Deres ansøgning om fri proces. Jeg henviser navnlig til, at direktoratet ikke på noget tidspunkt har forklaret, hvorfor man ikke er enig med Dem i det - så vidt ses afgørende - spørgsmål om den præjudicerende betydning af .... (Østre Landsrets dom af 6. februar 1986) .....

Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse."

NOTE:(*1) Betænkning nr. 404/1966 om ændring af reglerne om fri proces og organisation af den vederlagsfri retshjælp.

Udtalelser 1990 117 Valid

Resumé

I forbindelse med en sag om fri proces udtalte ombudsmanden udtalte, at det ikke er givet, at en begrundelse, der formelt opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, fremtræder som tilstrækkelig i det konkrete tilfælde, dvs. giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en afgørelse har fået et bestemt udfald. En fyldestgørende begrundelse vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender, parten har gjort gældende, navnlig hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende, der er relevant for sagen. (J. nr. 1990-1465-68).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →