Legislator Case Law & Legislation
O19900011070 DK

Fradrag i voldsofferstatningsbeløb for førtidspension og bistands- eller plejetillæg.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Udtalelser 1990 110 Valid

Fradrag i voldsofferstatningsbeløb for førtidspension og bistands- eller plejetillæg.

Resumé

Ved udmålingen af erstatning til B efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser havde Erstatningsnævnet (EN) fradraget dels den kapitaliserede værdi af B's førtidspension, dels i méngodtgørelsen et bistandstillæg, som B modtog.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at der i erstatning tilkendt efter voldsofferloven fratrækkes den kapitaliserede værdi af såvel indtægtsafhængige som indtægtsuafhængige dele af førtidspension.

Ombudsmanden tog til efterretning, at EN - efter brevveksling herom - fandt det rettest i fremtiden alene at foretage fradrag for bistands- og plejetillæg i en eventuel tilkendt erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1. (J. nr. 1988-1399-66).

A klagede over, at Nævnet vedrørende Erstatning fra Staten til Ofre for Forbrydelser (Erstatningsnævnet) efter § 7 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (voldsofferloven) i det erstatningsbeløb, der var tilkendt A's bror, B, foretog fradrag for den kapitaliserede værdi af B's førtidspension.

Sagens forløb var følgende

Ved Østre Landsrets dom af 24. september 1985 blev B's tidligere ægtefælle dømt for overtrædelse af straffeloven, idet hun havde affyret 5 skud mod B.

Social- og Sundhedsforvaltningen i København ansøgte på vegne af B om erstatning i henhold til voldsofferloven.

I en skrivelse til social- og sundhedsforvaltningen meddelte Erstatningsnævnet følgende

"...

Nævnet har tilkendt Deres klient (B) følgende

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som ansøgt

38.994 kr.

Godtgørelse for svie og smerte, skønsmæssigt ansat, jfr. erstatningsansvarslovens § 3, sidste pkt.

30.000 kr.

Godtgørelse for varig mén

200.000 kr.

Erstatning for erhvervsevnetab

720.000 kr.

Fradrag i medfør af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser § 7 af kapitalværdien af Deres klients førtidspen- sion 8.849 kr. x 12 x 6

637.128 kr

Fradrag for á conto udbetaling fra nævnet

- 30.000 kr.

Ialt

321.866 kr.

Beløbet 321.866 kr. vil blive sendt til Deres klient fra Politidirektøren i København.

Nævnet kan ikke tilkende Deres klient renter af tilkendt erstatning og godtgørelse, idet forbrydelsen er begået før ikrafttræden pr. 1. juli 1985 af lov nr. 233 af 6. juli 1985 om ændring af offererstatningsloven.

..."

A klagede til mig over, at Erstatningsnævnet havde foretaget fradrag for den kapitaliserede værdi af B's førtidspension, subsidiært at fradraget var foretaget med så stort et beløb, som det var tilfældet.

I en udtalelse i anledning af klagen anførte nævnet følgende

"...

I den anledning skal man meddele, at nævnet kan henholde sig til sin afgørelse ..... Til orientering vedlægges et eksemplar af erstatningsnævnets årsberetning for 1986, hvor nævnet på side 7-8 nærmere har redegjort for § 7 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, når ofret i anledning af skaden er tilkendt ydelser i henhold til lov om social pension m.v. samt praksis med hensyn til kapitalisering af løbende ydelser.

..."

Jeg modtog tillige sagens akter.

Jeg anmodede nævnet om en yderligere udtalelse, idet jeg i den forbindelse rejste følgende spørgsmål

- fradrag i erstatning efter voldsofferloven for den kapitaliserede værdi af de indtægtsafhængige dele af førtidspensionen

- nævnets praksis - som redegjort for i nævnets årsberetning for 1986 - hvorefter fradrag for bistands- og plejetillæg foretages i méngodtgørelsen. Jeg henviste herved til, at bistands- og plejetillæg udbetales til dækning af de udgifter, som skadelidte har i forbindelse med at få bistand fra andre til den daglige livsførelse, hvorimod méngodtgørelse tildeles i anledning af ikke-økonomisk skade,

- fradrag for bistandstillæg i sagen vedrørende B. Jeg henviste herved til, at det af sagen fremgik, at der var tale om en midlertidig tildeling af bistandstillæg; jeg måtte gå ud fra, at det ved nævnets afgørelse af sagen havde været uvist, hvor længe B ville modtage bistandstillæg.

I en supplerende udtalelse anførte nævnet bl.a. følgende

"...

Ved forberedelsen af offererstatningsloven overvejede man indgående, i hvilket omfang den statslige erstatning til ofre for forbrydelser skulle være subsidiær i forhold til udbetalinger efter den sociale lovgivning, private forsikringer m.v. Spørgsmålet er bl.a. behandlet i betænkning nr. 751/1975, side 7-8, 28-29, 34-36 og 49-59.

Af bemærkningerne til § 7, stk. 1, fremgår (ovennævnte betænkning side 34 ff), at der i billighedserstatningen fra staten skal fradrages de ydelser, som skadelidte har modtaget eller kan forvente at modtage efter den sociale lovgivning. I udvalgets betænkning (side 49-59) er de dagældende sociale sikringsydelser og ydelser efter den sociale lovgivning ved personskade m.v. beskrevet og gennemgået. Udvalget fandt det ikke hensigtsmæssigt at præcisere i offererstatningsloven, hvilke ydelser der er tale om ved at henvise til de enkelte love, da den sociale lovgivning ændres hyppigt, og en opregning af lovbestemmelser kunne føre til utilsigtede modsætningsslutninger.

Af bemærkningerne fremgår endvidere (side 35-36), at "Sålænge der ikke stilles ubegrænsede midler til rådighed for udbetaling af den statslige erstatning, bør denne forbeholdes tilfælde, hvor tabet ikke på anden måde dækkes." I Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget er der udtrykkelig taget afstand fra det i udvalgets betænkning udformede alternative forslag, hvorefter det skulle tilkomme nævnet at afgøre, i hvilket omfang der skulle ske fradrag i erstatningen fra staten for ydelser, der tilfalder skadelidte fra anden side, jfr. Folketingstidende 1975- 76 A, sp. 2492.

Ved revisionen af offererstatningsloven blev problemstillingen vedrørende fradrag efter § 7 berørt i betænkning 1019/1984, side 75, hvor man uanset den foreslåede maksimumerstatning på 500.000 kr. ikke foreslog nogen ændringer af offererstatningslovens § 7. I forbindelse med behandlingen i folketinget af ændringen af offererstatningsloven og indførelsen af retskrav på erstatning nævnte justitsministeren i sine svar på spørgsmål fra retsudvalget flere gange offererstatningslovens § 7, hvorefter erstatning fra staten bl.a. er subsidiær i forhold til ydelser efter den sociale lovgivning (se bl.a. besvarelsen af spørgsmål 4 og 5 samt ministerens kommentar til dommer Smedegaard Andersens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1985 B, side 89 ff). Behandlingen i folketingets retsudvalg af ændringen af offererstatningsloven fandt sted i foråret 1985 kort efter offentliggørelsen i Juristen den 5. februar 1985 af lektor, dr. jur. Bo von Eybens artikel "Erstatning til voldsofre - forholdet til erstatningsansvarsloven". Der har således været såvel anledning som lejlighed til fra politisk side at stille spørgsmål eller foreslå ændringer vedrørende erstatningsnævnets praksis med hensyn til fradrag efter offererstatningslovens § 7, men § 7 gav ikke anledning til overvejelser eller debat i folketinget eller retsudvalget.

Ordlyden af § 7 er ganske utvetydig. Under hensyn hertil og til det ovenfor anførte har nævnet ikke anset sig for beføjet til at fortolke § 7 som foreslået i teorien på grundlag af mere billighedsbetonede betragtninger, en fortolkning der med Gomard og Wad side 201 i hvert fald må betegnes som "noget anstrengt". Nævnet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at tilsvarende problemstillinger kan opstå, hvis man også inddrager skattereglerne vedrørende erstatningsydelser og sociale ydelser.

Ombudsmanden har endvidere anmodet om en redegørelse for baggrunden for, at det - som det fremgår af nævnets årsberetning for 1986, side 7 - er nævnets praksis at foretage fradrag for den kapitaliserede værdi af bistands- og plejetillæg i godtgørelsen for varigt mén.

I den anledning skal nævnet meddele, at udgifter til midlertidig eller mere permanent pleje af en skadelidt antages at kunne kræves erstattet efter erstatningsansvarsloven, jfr. herved betænkning nr. 976/1983, side 95, A. Vinding Kruse og J. Møller: Erstatningsansvarsloven (1985) side 44 ff, Gomard og Wad: Erstatning og godtgørelse (1986) side 32 ff samt den erstatningsretlige litteratur og domspraksis, der henvises til i de nævnte lovkommentarer. I det omfang, der ikke særskilt er søgt eller ydet erstatning for stadig eller vedvarende pleje til skadelidte antages det af Gomard og Wad i kommentaren til erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, side 35, at sådanne udgifter ofte kan være indeholdt i méngodtgørelsen og/eller erhvervsevnetabserstatningen. Nævnet deler denne opfattelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension skal komme til fradrag i méngodtgørelse eller erhvervsevnetabserstatning, kan naturligvis diskuteres. Méngodtgørelsen skal kompensere de varige ulemper i skadelidtes livsførelse, som ikke er af økonomisk art, mens erhvervsevnetabserstatningen skal kompensere nedsættelsen eller bortfaldet af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ud fra den betragtning, at bistands- og plejetillægget nærmere kan sidestilles med méngodtgørelsen end med erhvervsevnetabserstatningen, har nævnet valgt normalt at lade bistands- og plejetillæg komme til fradrag i méngodtgørelsen. Nævnet erindrer ikke tilfælde, hvor det har fået betydning for størrelsen af den samlede erstatningsudbetaling fra nævnet, om sådanne tillæg er fratrukket i méngodtgørelsen eller i erhvervsevnetabserstatningen. Nævnet havde nok ved bemærkningerne i årsberetningen 1986, side 7, forestillet sig, at denne måde at fordele fradrag af ydelser efter lov om social pension i almindelighed ville være til fordel for skadelidte.

For så vidt angår den konkrete sag har nævnet lagt til grund, at (B's) invaliditet medfører, at den pågældende til stadighed må have personlig bistand af andre. Nævnet har skønnet, at (B) fremover fortsat vil kunne modtage bistandstillægget."

Efter en drøftelse af sagen med nævnet anmodede jeg nævnet om en udtalelse vedrørende følgende spørgsmål

"...

1) Spørgsmålet om, hvorvidt den kapitaliserede værdi af bistands-og plejetillæg kan fratrækkes i erhvervstabserstatningen eller méngodtgørelsen, henset til, at ydelser som bistands- og plejetillæg ifølge forarbejderne til erstatningsansvarsloven i erstatningsretlig sammenhæng skal fradrages i erstatningsposten "helbredelsesudgifter og andet tab", jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1.

Jeg henviser i denne forbindelse til betænkning nr. 976, 1983, om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger, s. 95 f, særligt s. 96, første afsnit. Forslaget i denne betænkning er uændret gennemført i erstatningsansvarsloven, jf. herved også Folketingstidende 1983/84, tillæg A, spalte 86-87. Det samme er også fast antaget i teorien, jf. Bo von Eyben, Erstatningsudmåling, 1984, s. 46, og A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udg., 1989, s. 359.

2) Spørgsmålet om, hvilken betydning det har for nævnets afgørelse i den konkrete sag, at Socialcentret i Vanløse den 9. april 1990 over for en af mine medarbejdere telefonisk har oplyst, at socialcentrets afgørelse om, at (B) pr. 1. september 1989 blev frataget bistandstillægget, nu er stadfæstet. Jeg henviser i denne forbindelse til, at nævnet i sin udtalelse af 28. november 1989 har tilkendegivet, at nævnet ved sin afgørelse har skønnet og lagt til grund, at (B) fremover fortsat vil kunne modtage bistandstillægget.

..."

Jeg modtog herefter underretning om, at nævnet havde tilkendt B yderligere 107.784 kr. i erstatning. Baggrunden herfor var, at B's bistandstillæg var bortfaldet pr. 1. september 1989. Nævnet fandt herefter ikke længere grundlag for at lade den kapitaliserede værdi af bistandstillægget komme til fradrag efter voldsofferlovens § 7 i den tilkendte erstatning og godtgørelse.

I en udtalelse til mig anførte nævnet bl.a. følgende

"...

Erstatningsnævnet har ved skrivelse af ..... tilkendt (B) yderligere 107.784 kr. i erstatning. Nævnets afgørelse skyldes, at det ved afgørelse af ..... fra Den sociale Ankestyrelse er bestemt, at (B's) bistandstillæg pr. 1. september 1989 er bortfaldet. Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at lade den kapitaliserede værdi af bistandstillægget komme til fradrag efter offererstatningslovens § 7 i den af nævnet tilkendte erstatning og godtgørelse. Nævnet har efter omstændighederne undladt at lade de af (B) modtagne bistandstillæg frem til den 1. september 1989 komme til fradrag efter offererstatningslovens § 7.

Ombudsmanden har ...... yderligere anmodet nævnet om en fornyet udtalelse, om den kapitaliserede værdi af bistands- og plejetillæg kan fratrækkes i erhvervsevnetabserstatningen eller méngodtgørelsen, henset til, at ydelserne som bistands- og plejetillæg efter Ombudsmandens opfattelse ifølge forarbejderne til erstatningsansvarsloven i erstatningsretlig sammenhæng skal fradrages i erstatningsposten "helbredelsesudgifter og andet tab", jfr. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1. Ombudsmanden har i den forbindelse henvist til betænkning nr. 976/1983, side 95-96, Folketingstidende 1983/84, tillæg A, spalte 86-87, Bo von Eyben, Erstatningsudmåling, 1984, side 46, og A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 1989, side 359.

I den anledning skal man meddele, at nævnet efter en fornyet gennemgang af sagen under henvisning til det af Ombudsmanden anførte finder det rettest for fremtiden alene at modregne bistands- og plejetillæg i eventuel tilkendt erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på, at varig hjemmehjælp efter ændringen pr. 1. juli 1989 (jfr. lov nr. 391 af 10. juni 1987 og lov nr. 837 af 21. december 1988) af bistandslovens § 55 m.fl. er blevet gratis for modtageren. Spørgsmål om kapitalisering af erstatningsbeløb til dækning af varige udgifter til bistand og pleje af skadelidte vil herefter næppe opstå hyppigt under den gældende lovgivning.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

"Deres klage vedrører følgende spørgsmål

om der i den erstatning, Deres bror har modtaget i henhold til voldsofferloven skal foretages fradrag for den kapitaliserede værdi af hans førtidspension, og

størrelsen af et eventuelt fradrag for førtidspension.

Sagen har endvidere givet mig anledning til at rejse spørgsmålet om

3) I hvilken del af erstatningen, der skal foretages fradrag for bistands- og plejetillæg.

ad 1)

Voldsofferlovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd

"Erstatning ydes ikke, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af ydelser efter den sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske ydelser, som tilfalder skadelidte i anledning af skaden."

Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, er reglen om, at der ikke skal ydes erstatning i det omfang, skaden godtgøres af bl.a. sociale ydelser, der tilfalder skadelidte i anledning af skaden, utvetydig.

Udgangspunktet er således, at nævnet ikke blot er berettiget, men også forpligtet til at foretage fradrag for sociale ydelser, når der ydes erstatning i henhold til voldsofferloven.

Baggrunden for bestemmelsen er, at erstatninger i henhold til voldsofferloven er tænkt som et sidste socialt sikkerhedsnet, som kun skal finde anvendelse i det omfang, skadelidte ikke i form af andre ydelser (erstatning fra skadevolder eller sociale ydelser) får dækket de tab, han/hun lider som følge af skaden.

Jeg har under drøftelserne med nævnet haft anledning til at gå ind i spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal foretages fradrag for visse (indtægtsafhængige) dele af den sociale pension.

På baggrund af forarbejderne til voldsofferlovens § 7 har jeg ikke grundlag for at kritisere nævnets praksis, hvorefter såvel indtægtsafhængige som indtægtsuafhængige dele af førtidspensionen fratrækkes.

Det kan således ikke give mig anledning til kritik, at nævnet foretog fradrag for den kapitaliserede værdi af (B's) førtidspension i den erstatning, der var tilkendt ham i medfør af voldsofferloven.

ad 2)

Som anført ovenfor rejste jeg ..... spørgsmålet om, hvorvidt der i (B's) erstatning skulle foretages fradrag for bistandstillæg, eftersom dette tillæg blev tilkendt (B) midlertidigt og bortfaldt pr. 1. september 1989

Under hensyn til, at nævnet ...... tilkendte (B) yderligere 107.784 kr. i erstatning som følge af, at bistandstillægget var bortfaldet pr. 1. september 1989, foretager jeg dog ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

ad 3)

Som anført i min skrivelse af ...... til Erstatningsnævnet skal ydelser som bistands- og plejetillæg ifølge forarbejderne til erstatningsansvarsloven fradrages i erstatningsposten "helbredelsesudgifter og andet tab", jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1. Det samme er fast antaget i teorien. På mødet .... tilkendegav nævnet, at der efter nævnets praksis foretages fradrag for sociale ydelser post for post i de tilsvarende erstatningsbeløb.

Jeg har samtidig hermed meddelt Erstatningsnævnet, at jeg har taget til efterretning, at nævnet finder det rettest for fremtiden alene at foretage fradrag for bistands- og plejetillæg i eventuel tilkendt erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1."

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →